Selvstændighed uden selvstændighed: En umulig ligning.

 

 

Selvstændighed uden selvstændighed: En umulig ligning

 

Den seneste meningsmåling fra Berlingske og Sermitsiaq viser en tydelig tendens: Et flertal af grønlænderne ønsker selvstændighed, men stadig med økonomisk støtte fra Danmark. Spørgsmålet er, om et land reelt kan kalde sig selvstændigt, hvis det fortsat er afhængigt af udenlandske subsidier.

 

Økonomisk realisme mangler

 

Grønland modtager årligt omkring seks milliarder kroner i bloktilskud fra Danmark, svarende til 40 % af landets samlede økonomi. Samtidig viser erfaringen, at drømme om økonomisk uafhængighed gennem minedrift ikke altid holder stik. Eksempelvis gik rubinminen i Aappaluttoq konkurs med et samlet tab på 1,9 milliarder kroner, og et australsk mineselskab har rejst et erstatningskrav på 76 milliarder kroner mod den grønlandske regering. Dette understreger, at mineraludvinding ikke kan stå alene som grundlag for selvstændighed.

 

Sikkerhedspolitik og geopolitik

 

Udover økonomien skal Grønland også forholde sig til den geopolitiske virkelighed. Et selvstændigt land skal kunne forsvare sit territorium, hvilket er en forudsætning for eksempelvis NATO-medlemskab. Hvis Grønland ikke har militær kapacitet til dette, vil landet fortsat være afhængigt af enten Danmark eller USA, hvilket blot skaber en ny form for afhængighed.

 

Samtidig viser udtalelser fra den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio, at USA fortsat har en strategisk interesse i Grønland. Trump-administrationen har tidligere tilkendegivet et ønske om at købe Grønland, og ifølge Rubio er det stadig en reel mulighed. Hvis USA ser Grønland som en brik i deres geopolitiske spil, kan det skabe yderligere pres på Danmark og Øriget.

 

Den politiske debat om selvstændighed

 

Den aktuelle debat om spiralsagen har forværret relationen mellem Grønland og Danmark, og anklager om "folkedrab" skaber en svær politisk situation. Ingen danske politikere tør tage debatten direkte, hvilket umuliggør en nøgtern diskussion om fortidens hændelser.

 

Indenrigspolitisk er der også splid i Grønland. Kuno Fencker, der er fortaler for selvstændighed, møder modstand fra sit eget parti, Siumut. Partiformand Jørgen Wæver Johansen opfordrer Fencker til at finde et andet parti, da han mener, at han ikke respekterer partiets linje. Samtidig kritiseres Fencker for at have mødtes med personer tæt på Trump uden mandat fra Naalakkersuisut, hvilket skaber intern uro.

 

Konklusion: Hvad nu?

 

Selvstændighed kræver ansvar. Hvis Grønland ønsker at stå på egne ben, må der udvikles en reel økonomisk strategi, der ikke bygger på urealistiske drømme om mineraludvinding. Samtidig bør Danmark være tydelig i sin kommunikation til både grønlænderne og danske skatteydere om, at den nuværende model ikke er holdbar. En reel debat om Grønlands fremtid må tage udgangspunkt i fakta, ikke i urealistiske forventninger og politiske symbolhandlinger.

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

51 år i Venstre

The U.S. tech industry is facing an unexpected challenge after the Chinese company DeepSeek last week unveiled its AI modell

 New Chinese AI Sends Shockwaves Through the Tech Industry – What Does It Mean for the Future?

The U.S. tech industry is facing an unexpected challenge after the Chinese company DeepSeek last week unveiled its AI model, R1. The model is reminiscent of ChatGPT from OpenAI, but DeepSeek has apparently managed to develop their technology at a much lower cost and on older computing hardware. This has sent ripples through the market, causing the stock prices of several American tech companies to plummet. For example, chipmaker Nvidia lost nearly $600 billion in market value after its stock dropped over 17%.

This development could potentially shift the balance of power between the U.S. and China in the race for AI leadership. The U.S. has long been at the forefront of the field, but DeepSeek is now challenging that position by offering an AI model that is not only cheaper to produce but also completely free for users. If DeepSeek lives up to the hype, it could fundamentally alter the dynamics of the AI industry.

However, many questions remain unanswered: Can DeepSeek’s technology handle heavier, more demanding tasks in industry and research? Or will it remain primarily a platform for private users? And what does this intense competition between global powers like the U.S. and China mean for innovation and safety?

Personally, I see this as an important reminder of how quickly technological development can change—and how much is at stake. As a society, we must discuss how we navigate a world where AI is not just a technological competition but also a battle for economic and geopolitical dominance.

What are your thoughts? Could this be an opportunity to elevate AI to new heights—or a risk that we lose control in the race?

Best regards,
Leif Tullberg
64 years in Danish business
51 years in the Venstre Party

USA´s nye mand i det hvide hus, spildte ikke tiden i timerne efter indsættelsen.

 

USA's nye præsident, Donald Trump, spildte ikke tiden i timerne efter sin indsættelse mandag.

Både i Capital One Arena og i Det Hvide Hus i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., svang Trump kuglepennen og underskrev en bølge af længe ventede ordrer og påbud.

Her er nogle af de dekreter, som Trump har skrevet under på i løbet af sin første dag.

Klima og energi

Drill, baby, drill! Donald Trump gentog i sin indsættelsestale det republikanske slogan fra 2008, og efterlod ingen tvivl om, at der skal udvindes olie i stor stil i hans periode i Det Hvide Hus. (Foto: © Angus Mordant, Ritzau Scanpix)

•

USA trækker sig ud af Paris-aftalen, der blev indgået på FN's klimatopmøde i 2015. Aftalen er en rettesnor for verdens lande i håndteringen af klimaforandringer. Andre lande, der ikke er med i aftalen, er Iran, Libyen og Yemen.

•

På energiområdet har Trump erklæret en national nødsituation, som har til formål at udvide antallet af olieboringer i landet.

•

Trump har tilbagekaldt et dekret, som forbyder olieboringer på omkring 160.000 kvadratkilometer i Arktis. Dekretet blev underskrevet af den tidligere præsident Joe Biden i 2023.

•

Trump har tilbagekaldt et dekret, som skulle sikre, at halvdelen af alle nye køretøjer, der bliver solgt i 2030, er elektriske. Også dette dekret blev underskrevet af Joe Biden i 2021. Statsstøtten til at oprette ladestationer til elbiler vil blive stoppet.

•

Trump har tilbagekaldt et dekret, som handler om at udleje havbund i USA's territorie til producenter af havvind.

•

Energiministeriet får mulighed for at genoptage behandlingen af ansøgninger om godkendelse af eksportprojekter for flydende naturgas.

Immigration

Trump har gjort ulovlig indvandring ved grænsen mellem USA og Mexico erklæres for en national nødsituation.

•

Ulovlig indvandring ved grænsen mellem USA og Mexico erklæres for en national nødsituation.

•

Kriminelle karteller betegnes som terrororganisationer.

•

Et underskrevet dekret ventes at suspendere det amerikanske program for genhusning af flygtninge i fire måneder efter deres ankomst til USA, men dekretets præcise formulering er ikke umiddelbart tilgængelig.

•

Knap 1700 afghanere, som havde fået godkendt genhusning i USA og forventedes at ankomme mellem januar og april, har fået deres fly aflyst. Blandt de 1700 er også familiemedlemmer til ansatte i det amerikanske militær, herunder børn.

Nedskæringer og inflation

Elon Musk skal stå i spidsen for for det såkaldte DOGE, der skal gennemføre drastiske nedskæringer i regeringen.

•

Et dekret indfører midlertidigt stop for at ansætte medarbejdere i staten samt et stop for at indføre nye reguleringer. Ansættelsesstoppet skal "sikre, at vi kun ansætter kompetente mennesker, som er tro mod USA", har Trump sagt.

•

Offentlige medarbejdere i staten skal vende tilbage til kontoret på fuld tid i stedet for at arbejde hjemmefra.

•

Trump opretter en rådgivningsgruppe, som skal gennemføre nedskæringer i den amerikanske regering. Den hedder "Doge" og ledes af Teslas administrerende direktør, Elon Musk. Musk har et mål om skære tre fjerdedele af stillingerne i regeringen.

•

Alle offentlige myndigheder skal levere nødhjælp til det amerikanske folk og øge den enkelte amerikanske arbejders velstand. Pengene kommer fra regulationsstoppet og nedskæringen i udgifter til klimapolitikker.

•

USA trækker sig ud af samarbejdet med Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i løbet af 12 måneder og stopper al økonomisk støtte til organisationen. USA står for cirka 18 procent af støtten til WHO.

•

Al udviklingsbistand sættes på pause i mindst 90 dage, mens der foretages en vurdering af effektiviteten og sammenhængen mellem bistanden og USA's udenrigspolitik.

•

En global aftale om et minimum af selskabsskat - forhandlet på plads af USA og mere end 100 lande - har "ingen kraft eller virkning i USA", medmindre Kongressen vedtager aftalen, lyder et dekret.

Trump har benådet omkring 1500 personer, som har været sigtet, tiltalt eller dømt for at storme Kongressen. (Foto: © SAUL LOEB, Ritzau Scanpix)

•

Trump har benådet omkring 1500 personer, som har været sigtet, tiltalt eller dømt for at storme kongresbygningen i hovedstaden den 6. januar 2021.

•

Trump har tilbagekaldt et dekret, der skulle reducere de risici, som kunstig intelligens angiveligt udgør for forbrugere, lønmodtagere og den nationale sikkerhed. Dekretet blev underskrevet af Joe Biden i 2023.

•

Ophævelsen af sanktioner mod højreekstreme israelske bosættergrupper og enkeltpersoner for vold mod palæstinensere på den besatte Vestbred i Gaza. Disse blev indført af Biden-administrationen i 2024.

•

Et dekret skal fordre "genopretning af ytringsfriheden og et stop for statslig censur". Trump har klandret Biden for at undertrykke ytringsfriheden på sociale medier. Demokraterne har modsat udtrykt, at de modererer sociale medieplatforme for at mindske misinformation og hadefulde ytringer online.

•

Et stop for regeringens brug af "våben mod politiske modstandere". Dekretet pålægger justitsministeren at undersøge den tidligere regerings aktiviteter i løbet af de sidste fire år, herunder i justitsministeriet.

•

Tilbagekaldelsen af dekreter, som havde til formål at fremme mangfoldighed, lighed, inklusion og rettigheder for LGBT+-personer samt etniske minoriteter. Disse var underskrevet af Joe Biden. I stedet skal samfundet være "farveblindt" og "baseret på kvalifikationer", har Trump sagt.

•

Tilbagekaldelsen af et dekret, som har fjernet Cuba fra en liste over statssponsorer af terrorisme. Dette dekret blev offentliggjort af Joe Biden i sidste uge.

•

Det sociale medie TikTok, der var midlertidigt forbudt i USA søndag, får 75 dage til at finde en køber af sin amerikanske del af selskabet. TikToks kinesiske moderselskab, ByteDance, overskred en deadline for et lignende krav lørdag.

//Ritzau

Trump udløser en krise i Danmark og Europa.

 

Hvad et enkelt telefonopkald fra den valgte præsident gjorde til en urokkelig amerikansk allieret

Af Anne Applebaum
Danmarks flag portrætteret som et vindue med Donald Trump udenfor


Hvad sagde Donald Trump i telefonen til Mette Frederiksen, den danske statsminister, onsdag? Jeg ved ikke, hvilke præcise ord han brugte, men jeg var vidne til deres virkning. Jeg ankom til København dagen efter opkaldet – emnet var selvfølgelig Grønlands fremtid, som Danmark ejer, og som Trump ønsker – og opdagede, at aftaler, jeg havde med danske politikere, pludselig var i fare for at blive aflyst. Midt i Frederiksens hastemøde med erhvervsledere, hendes udenrigsministers hastemøde med partilederne og et ekstra hastemøde i Udenrigsudvalget i Folketinget var alt pludselig i fuld gang.


Resultatet: Midt på formiddagen stod jeg på Knippelbroen mellem det danske udenrigsministerium og Folketinget med en telefon og ventede på at blive fortalt, hvilken retning jeg skulle gå. Danmark i januar er ikke varmt; Jeg gik til parlamentet og ventede der. Mødet blev alligevel aflyst. Derefter var der ingen, der ønskede at sige noget overhovedet. Således har amerikanere, der stemte på Trump på grund af den formodede høje pris på æg, nu udløst en politisk krise i Skandinavien.

Den intellektuelle rationalisering for annektering af Grønland

I private diskussioner var det adjektiv, der oftest blev brugt til at beskrive Trump-telefonopkaldet, groft . Det verbum, der oftest blev brugt, var true . Den reaktion, der oftest kom til udtryk, var forvirring. Trump gjorde det klart for Frederiksen, at han mener det alvorligt med Grønland: Han ser det tilsyneladende som en ejendomshandel. Men Grønland er ikke en strandejendom. Verdens største ø er et selvstyrende område i Danmark, beboet af mennesker, der er danske statsborgere, stemmer ved danske valg og har repræsentanter i Folketinget. Danmark har også politik, og en dansk statsminister kan ikke sælge Grønland mere, end en amerikansk præsident kan sælge Florida.

Samtidig er Danmark også et land, hvis globale virksomheder – blandt dem Lego, shippinggiganten Maersk og Novo Nordisk, producenten af ​​Ozempic – handler for milliarder af dollars med USA og har store amerikanske investeringer . . De mente, at det var positive aspekter af det dansk-amerikanske forhold. Danmark og USA er også stiftende medlemmer af NATO, og danske ledere ville blive tilgivet for at tro, at dette også betyder noget i Washington. I stedet viser disse links sig at være en sårbarhed. Torsdag eftermiddag kom Frederiksen frem og kom flankeret af sin udenrigsminister og sin forsvarsminister med en udtalelse. "Det er blevet foreslået fra amerikansk side," sagde hun, "at der desværre kan opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen, end vi gør i dag på det økonomiske område."


Alligevel er det sværeste aspekt af krisen ikke behovet for at forberede sig på en uspecificeret økonomisk trussel fra en nær allieret, men behovet for at klare en pludselig følelse af næsten kafkask absurditet. I virkeligheden er Trumps krav ulogiske. Alt, hvad USA teoretisk måtte ønske at gøre i Grønland, er allerede muligt lige nu. Danmark har aldrig stoppet det amerikanske militær i at bygge baser, søge efter mineraler eller stationere tropper i Grønland eller fra at patruljere søveje i nærheden. Tidligere har danskerne endda ladet amerikanerne trodse dansk politik i Grønland. Under frokosten fortalte en tidligere dansk diplomat mig en koldkrigshistorie, som udspillede sig ikke længe efter, at Danmark formelt havde erklæret sig selv for et atomfrit land. I 1957 henvendte den amerikanske ambassadør sig alligevel til Danmarks daværende statsminister, HC Hansen, med en anmodning. USA var interesseret i at opbevare nogle atomvåben på en amerikansk base i Grønland. Vil Danmark gerne have besked?

Hansen svarede med en kryptisk note, som han ifølge diplomatiske optegnelser karakteriserede som "uformel, personlig, yderst hemmelig og begrænset til et eksemplar hver på dansk og amerikansk side." I notatet, som ikke blev delt med Folketinget eller den danske presse, og faktisk slet ikke blev offentliggjort før i 1990'erne, sagde Hansen, at da den amerikanske ambassadør ikke havde nævnt konkrete planer eller fremsat en konkret anmodning, ”det gør jeg. tror ikke, at dine bemærkninger giver anledning til nogen kommentar fra min side." Med andre ord, hvis du ikke fortæller os, at du opbevarer atomvåben i Grønland, så behøver vi ikke at protestere .

Danskerne var loyale amerikanske allierede dengang, og er det fortsat nu. Under den kolde krig var de centrale i NATOs planlægning.
Efter at Sovjetunionen var opløst, reformerede de deres militær og skabte ekspeditionsstyrker specifikt beregnet til at være nyttige for deres amerikanske allierede. Efter 9/11, da NATO-traktatens bestemmelse om gensidigt forsvar blev aktiveret for første gang – på vegne af USA – sendte Danmark tropper til Afghanistan, hvor 43 danske soldater døde. Som en andel af deres befolkning, dengang omkring 5 millioner, er dette en højere dødelighed, end USA har lidt. Danskerne sendte også tropper til Irak, og sluttede sig til NATO-hold på Balkan. De troede, de var en del af nettet af relationer, der har gjort amerikansk magt og indflydelse i det sidste halve århundrede så unik. Fordi amerikanske alliancer var baseret på fælles værdier, ikke blot transaktionsinteresser, var niveauet af samarbejdet anderledes. Danmark hjalp USA, når de blev spurgt, eller meldte sig frivilligt uden at blive spurgt. "Så hvad gjorde vi forkert?" spurgte en dansk embedsmand mig.


Det er klart, at de ikke gjorde noget forkert - men det er også en del af krisen. Trump kan ikke selv formulere, hverken på pressemøder eller tilsyneladende over telefonen, hvorfor netop han skal eje Grønland, eller hvordan Danmark kan give amerikanske virksomheder og soldater mere adgang til Grønland, end de allerede har. Masser af andre vil alligevel forsøge at rationalisere hans udtalelser. The Economist har erklæret eksistensen af ​​en "Trump-doktrin", og en million artikler har højtideligt diskuteret Grønlands strategiske betydning. Men i København (og ikke kun i København) mistænker man en langt mere irrationel forklaring: Trump vil bare have, at USA skal se større ud på et kort.

Dette instinkt – at ignorere eksisterende grænser, love og traktater; at behandle andre lande som kunstige; at bryde handelsforbindelser og ødelægge venskaber, alt sammen fordi lederen ønsker at se magtfuld ud – er noget, som Trump deler med fortidens imperialister. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har også galet over den påståede lighed mellem USA's ønske om Grønland og det russiske ønske om territorium i Ukraine. Lavrov foreslog, at der kunne blive afholdt en folkeafstemning i Grønland og sammenlignede denne mulighed med de falske folkeafstemninger, som blev afholdt under tvang, som Rusland iscenesatte på Krim og det østlige Ukraine.


Selvfølgelig kan Trump glemme Grønland.
Men det kan også være, at han ikke. Ingen ved det.

Han opererer på luner, nogle gange opsamler han ideer fra den sidste person, han mødte, nogle gange vender han tilbage til tvangstanker, han tilsyneladende havde forladt: vindmøller, hajer, Hannibal Lecter og nu Grønland.
For danskere og stort set alle andre, der lægger planer, underskriver traktater eller laver langsigtede strategier ved hjælp af rationelle argumenter, føles denne måde at lave politik på vilkårlig, meningsløs, ja endda surrealistisk. Men det er også nu permanent, og der er ingen vej tilbage.



Anne Applebaum...

Bomberegn.

 

Bomberegn. En våbenhvile mellem Israel og Hamas kan forhåbentlig betyde afslutningen på de forfærdende lidelser, som den palæstinensiske civilbefolkning har gennemlevet de sidste mange måneder. Den israelsk-palæstinensiske journalist Hanin Majadli har samlet en række øjenvidneberetninger fra Israels rydning af den nordlige del af Gazastriben.
Fordrivelsen
»Først kom der droner og spredte flyveblade med ordre til øjeblikkelig evakuering. Jabalia (by i Gazastriben fire kilometer nord for Gaza By, red.) var ualmindeligt fuld af mennesker på dette tidspunkt, fordi tusinder af fordrevne var ankommet andre steder fra og havde slået sig ned i de lokale skoler, som var blevet omdannet til modtagelsescentre. De åbne områder i lejren blev hurtigt fulde af telte, og der var så stor trængsel, at det var nærmest umuligt at komme frem til fods.

Da operationen på jorden begyndte i oktober, blev den fulgt op med voldsomme bombardementer. Folk frygtede for deres børns liv og var tvunget til at flygte. Vi var nødt til at tage afsted på operationens fjerde dag efter en rædselsnat. En drone eller en slags israelsk fly, som var blevet beskudt fra taget af vores hus, styrtede ned i solpanelerne deroppe. Kampvogne affyrede kanoner og ramte de øverste etager. Det var bælgmørkt, vi var bange, og vi vidste ikke, hvor vi skulle flygte hen, men det stod helt klart, at vi var nødt til at komme væk.

I dagene derefter angreb de israelske forsvarsstyrker flere gange et vandforsyningssted ikke langt fra os. Vi blev udsultet og holdt tørstige, tvunget til at flygte. Til sidst gik vi afsted i bælgmørke med kampvogne på begge sider af os og blev dænget til med sand og grus. Hele vejen var fuld af ødelæggelser.«

Fordrevne palæstinensere fra Beit Lahia ankommer til Jabalia i den nordlige del af Gazastriben i starten af december.

Fordrevne palæstinensere fra Beit Lahia ankommer til Jabalia i den nordlige del af Gazastriben i starten af december.
***

»I 15 dage blev vi belejret i Khalifa bin Zayed-skolen i Beit Lahia (by i den nordlige del af Gazastriben, red.).

På belejringens første dag rømmede vi skolens øverste etager. Alle fordrevne samlede sig i stueetagen for at undgå bombardementet. Vi bagte saj-brød, en slags lafa, fladbrød, og delte det mellem os. Bortset fra det fik vi ikke noget at spise. På et tidspunkt slap vandet op. Vi fandt alle sammen ud af at fugte læberne og tungen en lille smule, men drikkevand var der ikke mere af.

Efterhånden som dagene gik, blev situationen forværret. De syge led under det, især fordi der ikke var mere medicin, og al transport var blevet standset. Mødrene kunne ikke få bleer, så de rev deres tøj i stykker for at lave bleer af det. Det var umuligt at bevæge sig, umuligt at komme ud i det fri. Vi stillede spande frem midt i lokalet og brugte dem som latriner.

Til sidst havde vi ikke andet valg end at flygte fra stedet. Hæren tvang os til at marchere mellem snesevis af kampvogne på en smal vejbane fuld af lig og kropsdele. Der var flere hundrede børn sammen med os. De gik ved siden af og så det alt sammen.«

– Rania, 26, Beit Lahia

***

»Vi blev i den nordlige del af Gazastriben, også efter at den militære belejring var begyndt, fordi der ikke var et eneste øjeblik, hvor jeg følte, det var sikkert at flygte. Jeg opholdt mig mellem bygningerne og fandt dækning, hvor det var muligt, for mit hjem eksisterede ikke længere. Jeg blev reddet fra at dø et par gange – senest i dag. Det sted, hvor jeg havde gemt mig, blev ramt, sekunder efter at jeg havde flyttet mig. Et minut adskilte mig fra den visse død.

Hvad fødevarer angår, har situationen været uændret i et år – kun brød og dåsemad. Vi lever af ful, hummus, hvide bønner. Sådan har det været, siden hæren indledte belejringen. Vores kost bygger på fødevarer, vi havde gemt i forvejen, og på humanitære hjælpepakker, som vi er tvunget til at købe til uanstændige priser. Vand er et stort problem. Filtreringsapparaterne virker ikke, de fleste af brøndene er ødelagt, pumpestationerne er beskadigede. Vi er tvunget til at drikke vand, der ikke er egnet til at drikke.

Jeg har allerede vænnet mig til et liv uden elektricitet. Fra det øjeblik, solen går ned sidst på eftermiddagen, lever jeg i bælgmørke. Jeg har det som en flagermus. Jeg aner ikke, hvordan jeg vil reagere på det første lys, vi får at se efter krigen. Jeg er sikker på, at det kommer til at gøre ondt i øjnene.

Hvis der er noget, jeg gerne vil have, at hele verden skal vide, så er det, at vi ikke elsker døden. Vi elsker livet. Vi trækker stadig vejret, vi har ikke lyst til at dø.«

– Omar, 29, Beit Lahia

***

»Folk forstår ikke, hvorfor vi ikke er flyttet sydpå, hvorfor vi er blevet i en farezone, men det er ikke så enkelt. Hver eneste familie, der er blevet her, har sine grunde til det. Der er familier med en handikappet eller en alvorlig sygdom. Hvordan skal de bære sig ad med at flygte til fods til den sydlige del af Gazastriben? De vil hellere dø i deres hjem.

Bortset fra det er der også mennesker, der gerne ville være flygtet, men blev her, fordi resten af familien også gjorde det. Jeg blev i Jabalia med min mand og hans familie – 30 mennesker i alt. Hans mor sidder i kørestol, hvor skal vi tage hen med hende? Vi har ingen bil, vi har ikke engang et æsel.

Et andet problem er, at den sydlige Gazastribe er propfuld af mennesker.
Men her har de mennesker, der er flygtet, efterladt sig tomme huse, og man kan opholde sig i de huse, der stadig står. Det er bedre end at bo i telte, hvor man synker ned i mudder og vand. Det er bedre at have tag over hovedet, selvom der er risiko for, at det styrter ned.

Der er også spørgsmålet om sult, men det forandrer sig hele tiden. Det er ikke kun det, at vi ikke har fået noget at spise i lange perioder – der var heller ikke nok mad, og der var ingen variation i maden. På de værste dage levede vi af brød, der var bagt af dyrefoder, men andre dage var der appelsiner, guavaer, spinat, hubeiza (vild katost), rødbeder og meget andet. Det klarede vi os med.«

– Mona, 31, Jabalia

***

»Denne gang var det anderledes end før. Hæren rykkede langt ind og opererede over en bred front. Den gik systematisk frem og lagde hele boligkvarterer i grus. Hele det kvarter, vi boede i, blev ødelagt. Allerede før det skete, var vi nødt til at forlade vores hjem, men da hæren rykkede frem, måtte vi også forlade vores nuværende hjem. Det blev for farligt at opholde sig i det.

Palæstinensiske kvinder i sorg over et familiemedlems død, efter en række eksplosioner på Al-Ahli Arab-Hospitalet i Gaza By 29. december.
Hospitalet drives af den kristne organisation Jerusalems Bispedømme.

Palæstinensiske kvinder i sorg over et familiemedlems død, efter en række eksplosioner på Al-Ahli Arab-Hospitalet i Gaza By 29. december. Hospitalet drives af den kristne organisation Jerusalems Bispedømme.

Vi fandt et nyt sted i et tredje hus sammen med noget familie i nærheden af Kamal Adwan-hospitalet i Beit Lahia. Der var ingen garanti for, at vi var beskyttet, fordi vi var tæt på et hospital. Hæren angreb også Kamal Adwan i flere omgange. Jeg har en hel del slægtninge, der er ansat på hospitalet, og flere af dem blev dræbt.

I mellemtiden bliver hæren ved med at ødelægge flere og flere bygninger og landbrugsområder. Den opretter en bufferzone mellem Gaza City og byerne i den nordlige del af Gazastriben.

Og antallet af dræbte stiger naturligvis hele tiden. Hæren angriber også modtagelsescentre for flygtninge, og jeg har ikke længere tal på, hvor mange af de mennesker jeg kender, der er blevet dræbt. Både kvinder og børn. Det er også umuligt at få at vide, hvad der er sket med andre mennesker. Enten er de blevet arresteret af hæren, eller også ligger de begravet under murbrokkerne.«

– Basel, 27, Beit Lahia

***

»Vores hus var blevet ramt før, men er blevet stående. Indtil nu. Nu har vi ingenting. Huset er en bunke murbrokker, og det er de andre huse også. Hele kvarteret er forsvundet. Jeg flygtede til den vestlige del af Gaza, fordi forholdene sydpå er så dårlige. Hvis de var bedre, ville jeg flygte derned. Her flytter vi mellem skoler og sønderbombede huse, hvis ejere er flygtet sydpå.

De eneste fødevarer, så vidt jeg kan se, kommer fra humanitære hjælpeorganisationer, og de kommer sådan set hertil med jævne mellemrum, men distribueres ikke ordentligt. Hamas holder opsyn med distributionen, men der er røvere og tyve mellem dem. Der kommer også købmandsvarer, men de er meget dyre – helt urealistiske priser. Et kilo kartofler koster 60 shekels (cirka 120 kroner). Og sommetider er det ikke fødevaremangel, der er problemet, men manglen på brændstof og brænde. Der er dage, hvor bagerierne ikke kan bage, selvom de har mel nok, fordi de ikke kan få tændt op i ovnene.

Det er meget svært at få drikkevand.
Der er lastbiler, som distribuerer vand fra forskellige humanitære organisationer.
De kører frem og tilbage mellem modtagelsescentrene, og folk fylder store dunke med vand, men lastbilerne kommer ikke altid, og de er den eneste kilde til vand.

Der er også anholdelser, masser af anholdelser, ingen kender hærens kriterier, hvad der er afgørende for, hvem der bliver anholdt. Jeg kender mennesker, der er blevet arresteret, flere af dem fra Hamas, andre helt uden forbindelse til Hamas. Ingen kender hærens begrundelser eller overvejelser.«

– Yazan, 28, Jabalia

***

»For det første er der ingen strøm, næsten slet ingen strøm. Vi er afhængige af solpaneler, og i den senere tid har det været overskyet.
Vi lever i konstant frygt og er tvunget til at flygte fra sted til sted for at finde et sikkert sted eller noget at spise.
Følelsen lige her og nu er, at der kan komme et bombeangreb, hvert øjeblik det skal være, så man ikke aner, om man vil overleve dagen eller ej. Hvert eneste minut føles det, som om livet kan holde op i næste sekund. Jeg arbejder i en mark – det er et projekt sammen med andre – og går runder mellem skolerne og modtagelsescentrene – alle steder er mennesker udsat for angreb. Faren lurer omkring hvert eneste hjørne. Vi er hele tiden bange for jøderne, selvom vi sjældent ser dem.

»Hvorfor vi er blevet her i den nordlige del af Gaza?

Først flygtede vi ligesom alle andre og fandt et sted i Nuseirat; en flygtningelejr i det centrale Gaza. Vi flyttede ind i en zone, der efter sigende var sikker, men 14 dage senere blev huset ved siden af vores bombet.
Mine forældre og min lillebror blev såret, og det gik op for os, at besættelsesmagtens flyveblade udbreder løgne. De er et middel til at få os til at flytte fra sted til sted – ikke et løfte om, at det næste sted vil være mere sikkert.
Dagen efter besluttede vi at flytte hjem igen.

Jeg vil gerne fortælle om to hændelser.
Den ene, da besættelsesmagten gik i stilling ikke ret langt væk og begyndte at bombardere hele området med svært skyts.

Min mor stak hovedet ud ad vinduet og så en kampvogn henne for enden af gaden.
Vi indså hurtigt, at vi havde et problem, og vi nåede ikke engang at flytte os, da kampvognen begyndte at skyde på vores hus.

Vi sad i dagligstuen i sofaerne, og et sekund efter lå vi alle sammen på gulvet, helt stive af frygt.
Skuddene faldt hurtigt efter hinanden, og vi besluttede at kravle ud i det lille køkken alle sammen. Her blev vi liggende uden at bevæge hovedet, fordi kampvognene blev ved med at skyde.
Efter en tid holdt de heldigvis op.

Den anden hændelse drejer sig om min nabo, som er med i et frivilligt initiativ.
De fleste af mine venner var flygtet sydpå, men han og jeg blev oppe nordpå. Vi er kommet tættere på hinanden under krigen. Når vi hørte eksplosioner i nærheden, varskoede vi hinanden og flygtede sammen.
En aften blev mit værelse oplyst af en voldsom eksplosion meget tæt på. Jeg rystede af skræk, hele min krop prøvede at forsvinde ind i sig selv, og jeg følte mig lammet.
Men da jeg faldt lidt til ro og indså, at jeg stadig var i live, gik jeg nedenunder for at se til de mennesker, jeg kendte.

Det varede ikke længe, før jeg opdagede, at min gode ven og hans mor var blevet slået ihjel.
Jeg savner ord til at beskrive den følelse, der greb mig i det øjeblik. En følelse af fuldstændig afmagt, dyb sorg, endeløs smerte.«

– Deena, 28, Beit Lahia

Øjenvidneberetningerne er indsamlet af Hanin Majadli, israelsk statsborger af palæstinensisk herkomst og journalist og redaktør ved den israelske avis Haaretz.

Citater fra Haaretz.com

Biden holder afskedstale spækket med advarsler til amerikanerne.

 

I sin afskedstale advarer Biden om et 'oligarki', der tager form i Amerika.
Biden holder afskedstale spækket med advarsler til amerikanerne
I en tale fra Det Ovale Kontor advarede præsidenten om et voksende oligarki, et potentielt teknologi-industrielt kompleks og truslen fra klimakrisen i sin afskedstale til nationen.

Mine medamerikanere, jeg taler til jer i aften fra Det Ovale Kontor. Jeg er ikke i tvivl om, at Amerika er i stand til fortsat at få succes. Derfor vil jeg i min afskedstale i aften advare landet om nogle ting, der bekymrer mig meget.
Et oligarki er ved at tage form i Amerika med ekstrem rigdom, magt og indflydelse, der bogstaveligt talt truer hele vores demokrati. Jeg er lige så bekymret over den potentielle fremkomst af et teknologiindustrielt kompleks.
Amerikanerne bliver begravet under en lavine af misinformation og desinformation, der muliggør magtmisbrug. I AI's tidsalder er det vigtigere end nogensinde, at folket skal regere.
Den eksistentielle trussel fra klimaforandringer har aldrig været tydeligere. Se bare ud over landet, fra Californien til North Carolina. Det er derfor, jeg underskrev den mest betydningsfulde klima- og ren energilov nogensinde. Det vil tage tid at mærke den fulde effekt af alt, hvad vi har gjort sammen. Men frøene plantes, og de vil vokse, og de vil blomstre i årtier fremover. Efter 50 års offentlig tjeneste giver jeg jer mit ord. Jeg tror stadig på den idé, som denne nation står for. En nation, hvor styrken af vores institutioner og vores folks karakter betyder noget og skal bestå. Nu er det din tur til at stå vagt. Må I alle være flammens vogter. Må du bevare troen. Jeg elsker Amerika. Du elsker det også. Gud velsigne jer alle. Og må Gud beskytte vores tropper. Tak for denne store ære.

I en tale fra Det Ovale Kontor advarede præsidenten om et voksende oligarki, et potentielt teknologi-industrielt kompleks og truslen fra klimakrisen i sin afskedstale til nationen.
Af: Doug Mills/The New York Times.

Præsident Biden advarede onsdag om, at et "oligarki" af de ultrarige var ved at dukke op i Amerika, og slog alarm om ukontrolleret magt, da han holdt en afskedstale til nationen få dage før han overgiver embedet til en mand, han foragter.

I en tale fra Det Ovale Kontor udtrykte Biden bekymring over den "farlige magtkoncentration" og udstedte en bøn om bevarelse af demokratiske idealer og institutioner under den nyvalgte præsident Donald J. Trumps administration.

"I dag er et oligarki ved at tage form i Amerika med ekstrem rigdom, magt og indflydelse, der bogstaveligt talt truer hele vores demokrati, vores grundlæggende rettigheder og friheder og en fair chance for alle til at komme videre," sagde Mr. Biden.

Selvom Biden ikke eksplicit nævnte Trump ved navn, gik hans bemærkninger direkte på spændingerne i hjertet af den kommende administration, hvor milliardærer som Elon Musk er positioneret til at udøve enorm indflydelse i løbet af de næste fire år. Er de virkelig populister opsat på at ruske op i regeringen til gavn for arbejdende mennesker, der er blevet ladt i stikken af etablissementet?
Eller er de bare milliardærer ude på at berige sig selv?

Bidens advarsel om et ikke-valgt oligarki ved at tage form var et ekko af en lignende advarsel fra præsident Dwight D. Eisenhower, der talte om det militærindustrielle kompleks i sin afskedstale. Biden-versionen henviste til det "teknologi-industrielle kompleks", hvor han advarede om erosionen af selve sandheden, frembragt af ukontrollerede sociale medieplatforme – en henvisning til, at Meta afskaffede faktatjekkere i denne uge – og kunstig intelligens.

"Amerikanere bliver begravet under en lavine af misinformation og desinformation, der muliggør magtmisbrug," sagde Biden.

Mr. Biden, der har brugt måneder på at promovere sin rekord og sine præstationer, gjorde ikke meget af det onsdag. I stedet brugte han mere tid på at opfordre amerikanerne til at forblive engageret i den demokratiske proces og fortsætte med at kæmpe for fremskridt på områder som at tackle klimaforandringer.

"De magtfulde kræfter ønsker at udøve deres ukontrollerede indflydelse for at eliminere de skridt, vi har taget for at tackle klimakrisen, for at tjene deres egne interesser for magt og profit," sagde han. "Vi må ikke blive mobbet til at ofre fremtiden, fremtiden for vores børn og vores børnebørn. Vi skal blive ved med at presse på og presse hurtigere."

Talen afsluttede på mange måder ikke bare fire år i Det Hvide Hus, men mere end et halvt århundredes offentlig tjeneste for Mr. Biden, der voksede op i en æra med politik, som han ikke længere ser omkring sig. Det tjente også som en bøn til landet om at huske sine rødder, når han forlader det embede, han har eftertragtet, siden han var en ung mand.

"Efter 50 år i centrum af alt dette ved jeg, at tro på ideen om Amerika betyder at respektere de institutioner, der styrer et frit samfund," sagde han.

"Vores system med magtens tredeling, kontrol og balance - det er måske ikke perfekt," sagde han, "men det har opretholdt vores demokrati i næsten 250 år, længere end nogen anden nation i historien, der nogensinde har forsøgt sig med et så dristigt eksperiment."

Biden opfordrede til tidsbegrænsninger og etiske reformer for højesteret og forbud mod medlemmer af Kongressen at handle med aktier.

Og han udsendte en opfordring til ændringer, der ville beskytte mod en nylig højesteretsafgørelse, der gav præsidenter bred immunitet, som Trump har forsøgt at bruge til at afstumpe flere kriminelle anklager og kunne beskytte ham, når han lover gengældelse og andre autokratiske handlinger, mens han er i embedet.

"Vi er nødt til at ændre forfatningen for at gøre det klart, at ingen præsident, ingen præsident er immun over for forbrydelser, som han eller hun begår, mens han eller hun er i embedet," sagde Biden.

I sine sidste dage og uger i embedet har Biden forsøgt at cementere en arv som en transformativ præsident, der stabiliserede indenrigspolitik og samtidig styrkede USA's lederskab i udlandet. Få timer før onsdag aftens tale fejrede Biden, hvad der ville blive kronen på værket af hans udenrigspolitiske rekord ved at meddele, at Israel og Hamas havde accepteret en aftale, han foreslog sidste forår om en våbenhvile i Gaza.

Men han er dybt upopulær. Selv placeringen af talen, bag Resolute Desk i Det Ovale Kontor, er en påmindelse om, at Mr. Biden ikke forlader os, som han måske havde ønsket. Hans sidste tale i bedste sendetid var hans forklaring i juli på, hvorfor han var droppet ud af præsidentvalget under pres fra sit eget parti, da der blev spørgsmål om hans alder og egnethed til endnu en periode.

Mr. Biden erkendte, at mange af hans politikker ikke havde givet genklang hos amerikanerne. "Det vil tage tid at mærke den fulde effekt af alt, hvad vi har gjort sammen," sagde han. "Men frøene er plantet, og de vil vokse, og de vil blomstre i årtier fremover."

Alligevel har han så sent som i sidste uge trodset præsidentvalget og sagt, at han troede, at han kunne have slået Trump, og at hans beslutning om at droppe ud var motiveret af hans ønske om at forene det demokratiske parti.

Biden har fortalt donorer, at han har til hensigt at forblive involveret i partiet. I sidste uge, da han blev spurgt, hvilken rolle han planlagde at påtage sig efter præsidentembedet, svarede han: "Jeg vil ikke være ude af syne eller ude af sind."

Biden talte i omkring 17 minutter i overensstemmelse med en tradition for afskedstaler, der går tilbage til George Washington. I 2021 sagde Trump, der var politisk isoleret og stod over for en rigsretssag efter angrebet på Capitol den 6. januar af en hob af hans tilhængere, til dem, der havde samlet sig for at se ham lette fra asfalten ved Joint Base Andrews i Maryland: "Farvel. Vi elsker dig. Vi vil være tilbage i en eller anden form."

Da han meldte sig onsdag aften, kaldte Biden sin familie, herunder sin søn Hunter Biden, der var i Det Ovale Kontor sammen med sin kone og deres lille søn, samt Finnegan Biden, et af præsidentens børnebørn. "I er mit livs kærlighed og min kærligheds liv," sagde han.

Vicepræsident Kamala Harris og den anden herre var også til stede, da Biden afsluttede sin tale. Han kaldte Harris en "utrolig partner" og sagde, at hun og hendes mand var blevet "som familie".

"Nu er det jeres tur til at stå vagt," sagde Biden i sine sidste ord til landet. "Må I alle være flammens vogter. Må du bevare troen. Jeg elsker Amerika. Du elsker det også. Gud velsigne jer alle. Må Gud beskytte vores tropper. Tak for denne store ære."
Citat fra NYTIMES.

Efter mere end 15 måneders næsten uafbrudte kampe i Gaza udtrykte diplomater"

 

Efter mere end 15 måneders næsten uafbrudte kampe i Gaza udtrykte diplomater, der forsøger at mægle en våbenhvile mellem Israel og Hamas, tirsdag forsigtigt håb om, at en aftale endelig kunne være inden for rækkevidde.

Men optimismen blev dæmpet – af usikkerheden om, hvorvidt begge sider i sidste ende ville blive enige, af hvilke detaljer der stadig kunne ændre sig, og af erfaringerne fra tidligere måneder, hvor våbenhvileforhandlinger gentagne gange brød sammen.

 

"Vi mener, at vi er i de sidste faser, men indtil vi har en meddelelse - vil der ikke være nogen meddelelse," sagde Majed al-Ansari, udenrigsministeriets talsmand for et af de mæglende lande, Qatar, til journalister tirsdag.

 

Her er, hvad vi ved om den potentielle våbenhvileaftale.

 

Hvordan er forhandlingerne nået?

Den amerikanske udenrigsminister, Antony J. Blinken, sagde tirsdag, at Israel og Hamas var "lige på randen" til at blive enige om en aftale om at sætte kampene i Gaza på pause og løslade gidsler, der holdes der i bytte for palæstinensere, der holdes i israelske fængsler.

 

Han og diplomater fra andre mæglingslande, herunder Qatar og Egypten, har i månedsvis ikke formået at nå et gennembrud i forhandlingerne, men de har gjort hurtige fremskridt i de seneste uger.

 

Mæglere "formåede at minimere mange af uenighederne mellem begge parter," sagde al-Ansari og tilføjede, at de var fokuseret på "de sidste detaljer for at nå frem til en aftale."

 

"Søndag fremsatte USA, Qatar og Egypten et endeligt forslag," sagde Blinken. "Bolden er nu på Hamas' banehalvdel."

 

Embedsmænd i både den israelske regering og Hamas har antydet, at de er klar til at gå videre, hvis den anden side skriver under.

 

Mandag sagde en Hamas-embedsmand, at en aftale var mulig i de kommende dage, så længe Israel ikke pludselig ændrede sine holdninger. Tirsdag sagde en israelsk embedsmand, at Israel var klar til at lukke aftalen og ventede på, at Hamas skulle træffe en beslutning.

 

Hamas-embedsmænd, der forhandler i Qatar, skal indhente samtykke fra gruppens resterende militære ledere i Gaza til aftalen. Disse ledere omfatter Mohammad Sinwar, hvis bror ledede gruppen, før han blev dræbt af Israel i september. På grund af deres behov for at holde deres placering hemmelig, kan det være svært at kommunikere med dem, hvilket forårsager forsinkelser.

 

Det var stadig ikke klart, om Sinwar havde formidlet sin holdning til våbenhvileforslaget til Hamas-ledere i Qatar.

 

Hvad står der i forslaget?

I betragtning af de følsomme, fortsatte forhandlinger har embedsmænd været forsigtige med at beskrive den foreslåede aftale undtagen i brede vendinger.

 

Rammerne for aftalen var stærkt inspireret af tidligere forslag, der blev diskuteret i maj og juli, sagde en diplomat, der er bekendt med forhandlingerne, og som talte på betingelse af anonymitet for at diskutere de ustabile forhandlinger. Disse forslag beskrev en tre-trins våbenhvile, hvor israelske tropper gradvist ville trække sig tilbage fra Gaza, mens Hamas frigav gidsler til gengæld for palæstinensere, der var fængslet af Israel.

 

Israelske embedsmænd håber at sikre frigivelsen af i det mindste nogle af de omkring 100 gidsler, der har været tilbageholdt i Gaza siden det Hamas-ledede angreb på det sydlige Israel i oktober 2023, der startede krigen. Omkring 35 af de resterende gidsler formodes at være døde af de israelske myndigheder.

 

Hamas-lederne ønsker at afslutte Israels militære kampagne, sikre adgang til materialer til genopbygning og opnå frihed for palæstinensiske fanger, der holdes i Israel.

 

I løbet af den første fase af den foreslåede våbenhvile - som ville vare omkring seks uger - ville Hamas løslade 33 navngivne gidsler, hvoraf de fleste Israel mener er i live, sagde en israelsk embedsmand, der bad om anonymitet for at diskutere de følsomme samtaler. Israel er villig til at løslade hundredvis af palæstinensiske fanger til gengæld, sagde embedsmanden, men antallet afhænger af, hvor mange af gidslerne der stadig er i live.

 

Hvorfor er forhandlingerne gået hurtigt i de seneste uger?

Nogle embedsmænd har antydet, at ændringen i de amerikanske administrationer, der skal finde sted den 20. januar, lægger pres på Israel og Hamas for at fremskynde deres beslutningstagning efter måneders forsinkelse.

 

Den kommende amerikanske præsident, Donald J. Trump, har advaret om, at der vil være "helvede at betale", medmindre gidslerne bliver befriet, når han bliver præsident. Steve Witkoff, hans valg til Mellemøstens udsending, har også rejst til Qatar og Israel.

 

Forhandlingerne har også taget fart, siden Israel indgik en separat våbenhvileaftale med den libanesiske militante gruppe Hizbollah, som begyndte at affyre raketter ind i Israel umiddelbart efter det Hamas-ledede angreb i oktober 2023. Hizbollah, der er hårdt ramt af sin eskalerende konflikt med Israel, indvilligede i november i en våbenhvile med Israel, en aftale, der hjalp med at isolere Hamas.

 

Citat fra NYTIMES.

 

Link til artiklen:

 

https://www.nytimes.com/2025/01/14/world/middleeast/gaza-ceasefire-what-we-know.html?smid=url-share

 

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev