Afghanistan-debat er præget af bagklogskab: Ingen blev tvunget afsted – og det var en anden tid
Ca.
12.000 danske soldater gennemførte over 21.000 frivillige udsendelser. Ingen
blev tvunget.
Som tidligere soldat (HTK 1965, nr. 652) har jeg fulgt
debatten om DIIS-udredningen om Afghanistan tæt. Jeg respekterer veteranernes
tjeneste og de alvorlige traumer, mange bærer.
Men
presset på Udenrigspolitisk Nævns medlemmer risikerer at glide over i personlig
hævn snarere end konstruktiv læring.
Ca. 12.000 danske soldater gennemførte over 21.000
frivillige udsendelser. Ingen blev tvunget.
Her
er mine hovedpointer:
1.
Der var ingen tvang – alle udsendte var frivillige i en professionel hær. At
tage afsted én gang kan være en fejlvurdering, men tre-fire gange er et aktivt,
gentaget valg med personligt ansvar.
2. Personligt ansvar følger med – den enkelte soldat bar
ansvar for sin beslutning om at vende tilbage. Politikere bar det overordnede
politiske ansvar. Rollerne er forskellige og kan ikke direkte sammenlignes.
3.
Bagklogskab dominerer – beslutningerne blev truffet efter 11. september 2001 i
en helt anden tid med bred politisk opbakning. At dømme dem udelukkende med
2026-viden er uretfærdigt og ændrer ikke de faktiske omstændigheder dengang.
4. Fortrolighed har et formål – i Udenrigspolitisk Nævn
skal medlemmer kunne tale frit uden taktiske hensyn. Derfor gælder
tavshedspligt under strafansvar (straffelovens § 152) og normalt 30 års
hemmeligholdelse.
5.
Risiko for ud skamming og hævn – når enkelte veteraner kræver navne frem og
personlige konfrontationer, åbner det for udstilling, myter og potentielt
voldelig hævn.
Nogle af de 10-15
pct. med alvorlige traumer kan have påvirket dømmekraften.
6.
Hvem garanterer for sikkerheden? Hvis UN-medlemmer bliver navngivet i skarpt
vinklede historier, hvem beskytter dem mod trusler eller hævnaktioner?
Fortrolighed er ikke kujoneri – det er beskyttelse af frie drøftelser.
Annonce
7. Tillidsbrud ved tilbagevirkende kraft – at ophæve
fortroligheden nu er et tillidsbrud over for nuværende og fremtidige medlemmer.
Det kan skade Danmarks evne til at træffe svære beslutninger i fremtiden.
8.
Vi skylder sagen en ærlig debat – ikke en jagt på skurke. Missionen lykkedes
ikke, og forholdene i Afghanistan er stadig forfærdelige. Men skylden ligger
ikke kun hos “systemet” eller enkeltpersoner – den er kompleks. Lad os få
udredningen ud med respekt for både veteraner, forskere og retsprincipper.
Det
må være op til hver enkelt politiker at afgøre, om han/hun vil nævnes i en
fortrolig rapport.
Alternativet
– en lov med tilbagevirkende kraft – er en meget dårlig løsningsmodel.
Leif Tullberg
Venslev
