Den lov, der i 2009 gav Grønland selvstyre. Den har mest ligget og samlet støv.

Den lov, der i 2009 gav Grønland selvstyre.

Men nu her – adskillige år senere – er en del af selvsamme lov blevet helt central i den grønlandske valgkamp.

Pludselig går det næststørste parti, magtfulde Siumut, til valg på at aktivere den såkaldte paragraf 21, der gør, at Grønland kan starte forhandlinger med Danmark om selvstændighed.

Tilbage sidder den erfarne, grønlandske topembedsmand Kaj Kleist og undrer sig:

»Tanken var, at man skulle hjemtage samtlige områder, før man begyndte at forhandle om selvstændighed,« siger han og tilføjer:

»Det er i hvert fald min opfattelse.«

I netop dén forbindelse er Kaj Kleists opfattelse også ganske central. Udover at have været direktør i hjemmestyret ad flere omgange, var han også med til at udarbejde Selvstyrekommissionens betænkning, der banede vejen for den vigtigste grønlandske lov.

Loven gav Grønland mulighed for at hjemtage 33 sagsområder – om alt fra retspolitik, selskabslovgivning, arbejdsmiljø og udlændingepolitik og blev af mange opfattet som et stort skridt på vejen mod på et tidspunkt at løsrive sig fra Danmark.

Men, påpeger Kaj Kleist, der er »altså ikke sket særlig meget«.

Knap 16 år efter har Grønland – udover ansvaret for råstofferne – blot hjemtaget et enkelt område fuldt ud, nemlig »tidens bestemmelse«. Det har ført til en fælles tidszone for hele landet, og så er sommertiden skrottet.

»Man har ikke rørt resten,« siger den nu pensionerede embedsmand.

Alligevel er drømmene om løsrivelse intakte og for nogle måske mere presserende end nogensinde før.

»Under tiden har politikere talt om, at selvstændighedsprocessen skulle gå hurtigere og hurtigere. Også selvom der ikke er sket noget indenfor Selvstyrelovens rammer,« siger Kaj Kleist.

Citat fra Berlingske.

Link til artikel: https://www.berlingske.dk/.../han-er-en-af-personerne-bag...

Synes godt om

Kommenter

Del

Aki-matilda høegh-dam

Jeg har en meddelelse. Jeg vil præsentere den direkte, uden at pynte på ordene.
Teksten er lang, men den fortæller alt.
Denne tekst er en af de sværeste, jeg har skrevet i mit liv. Men fordi den ikke kun handler om mig, men er nødvendig information for os alle, må jeg dele den.

Tiden, vi lever i nu, er spændende. Den rummer muligheder og giver håb.
Men det er også en udfordrende tid, især for vores medborgere.

Først og fremmest vil jeg gentage: Som folk er vi stærke. Vi har værdi. Vi kan.
Men vores samfund mangler også meget og har behov for handling.
Vi har brug for løsninger.

At vide dette giver mig styrke til at handle. I giver mig styrke. Når jeg står over for tunge beslutninger, hjælper I mig med at tage næste skridt.
Det mener jeg oprigtigt.

Det er derfor, jeg ikke bare kan blive siddende. Det er derfor, jeg ikke gør mig til for danskerne.
Derfor kræver jeg, at magten i vores land forbliver her og ikke ledes fra Danmark.
Jeg prøver at føre den tilbage.

Men jeg bliver stoppet.
Gang på gang.

Hver gang jeg kæmper, hver gang jeg forsøger at overføre politiske ansvar fra Danmark til Grønland, bliver jeg mødt af modstand. Det er, som om man arbejder for, at magten skal forblive i Danmark.

Men det er ikke danskernes skyld.
Det sørgelige og mest skuffende er, at ansvaret ligger hos vores egne myndigheder her i Grønland.
Det er dem, der stopper det nu.

Det er en skam.

Derfor kan jeg ikke bare se til uden at sige noget. Jeg vil ikke tie stille. Jeg vil ikke lade mig skræmme. Jeg vil handle. Og jeg vil ikke pakke det ind.

🌎 Hvad sker der i verden:
Mange lande henvender sig til Grønland, men vores myndigheder reagerer ikke. Jeg siger det, som det er.
Flere lande kontakter mig, og når jeg henviser dem til Grønland, vender de tilbage og fortæller mig, at de ikke får svar. Som om man ikke ønsker at tale med dem.

Når jeg bringer dette videre til myndighederne, også internt i mit eget parti, er et af de mest chokerende svar, jeg har fået: "Hvad rager Japan os?"

Japan er verdens tredje rigeste land ud af næsten 200 nationer.
Det er et land, som har åbnet op for en større eksport af vores rejer. Det er blot ét eksempel.

Denne situation er ikke ny. I årevis har jeg kæmpet for løsninger, men i stedet ser jeg, at vi bevæger os baglæns.

Når vores samfund og vores land har mere brug for fremskridt end nogensinde før, kan jeg ikke længere tie stille. Jeg må sige det, som det er.
For første gang har jeg en reel tvivl om, hvem der egentlig styrer udviklingen i Grønland.

Det er en skam at se, hvordan danskerne udnytter dette.
At de igen får held med at styre vores retning.

Men det værste er, at ansvaret ligger hos mit eget parti.

Jeg har været i politik i flere år nu. Jeg har haft flere valgperioder.
Men i næsten halvdelen af mit liv har jeg været en del af denne verden.
Kun i ét parti: Siumut.

Siumut som medlem, som støtte, som ansat, som bestyrelsesmedlem – og nu som folkevalgt.

Så hvad er der sket de seneste dage?

For det første:
👉 Jeg blev opfordret til at stille op til Inatsisartut af min egen partiledelse.

Selvfølgelig vil jeg gerne arbejde for vores land. Det lægger jeg ikke skjul på.

Men da jeg under min formands samtale om opstillingen spurgte ind til den politiske retning og mål for de kommende år, fik jeg følgende svar:
Mine stemmer var nødvendige, partiet havde brug for kandidater, og jeg ville kunne trække stemmer til partiet.

Altså var hovedformålet ikke vores lands udvikling, men partiets interesser.
At få flere medlemmer.
At styrke formanden med flere stemmer.

Så jeg spurgte igen: Hvad er vores mål for samfundet?
Jeg fik ikke et klart svar.

Da jeg indså, at det handlede om personer frem for politik, måtte jeg sige fra.
Jeg nævnte, at jeg før havde observeret personcentreret politik i partiet, og til det fik jeg et chokerende svar:

Jeg blev fortalt, at jeg var "bedre" og "dygtigere" end mine egne familiemedlemmer, og at jeg derfor kunne bruges strategisk.

At høre det fra vores leder var et chok. Jeg blev målløs. Og ja, jeg blev vred.

Vi kunne ikke diskutere klare politiske mål, men personlige relationer var pludselig vigtige.

For første gang følte jeg, at hvis jeg stillede op for Siumut, ville jeg ikke vide, hvad jeg egentlig kæmpede for.
Jeg begyndte endda at tvivle på, om partiet overhovedet stadig prioriterede selvstændighed.

Mine vælgere og mine grundlæggende værdier er ikke handelsvarer.
Vores samtale endte brat.

Og hvad skete der så?

Da jeg opfordrede til, at vi skulle tage et konkret skridt mod selvstændighed, blev jeg straks kaldt "bare en, der vil være kendt".
Af min egen partiformand.

Før jeg overhovedet havde meddelt min afgang, begyndte han at sige offentligt: "Hun er gået."

Er jeg bare en brik i partiets spil? En frontfigur til at lokke vælgere?

Hvorfor skulle jeg tie stille om mine politiske værdier?
Hvorfor blev jeg mødt med modstand, da jeg talte åbent?

Da jeg engang talte grønlandsk i Folketinget, takkede IA mig for at stå fast på sproget.
Naleqqas folk ringede og roste mig.
Men fra Siumut? Ingen reaktion.
Nogle virkede endda utilfredse.

At blive behandlet sådan efter at have viet halvdelen af mit liv til partiet er ikke let.
Politik er hårdt.
Vi har haft mange kampe.
Men jeg har altid troet på en åben debat.

Men nu?
Hvad kæmper jeg for?
Hvem kæmper jeg egentlig imod?

Jeg vil ikke bare fortsætte blindt i et parti, der har mistet sin sjæl.

Jeg er Siumut, fordi jeg tror på partiets værdier.
Ikke på navnet alene, men på dets mål.
Jeg har kæmpet for Siumuts "ild" 🔥.

Men efter mange år kan jeg nu sige:
En grønlænder skal ikke bare være en passiv tilskuer i sit eget land.
Aldrig.
Et parti bør ikke komme før landets bedste.

En leder bør ikke vente på andres meninger, før han/hun selv har en holdning.
Ledere skal gå forrest, vække engagement og skabe tro på forandring.
De skal lede – ikke blot følge strømmen.

Hvis det er sandt, så er Siumuts ild slukket.

Og sådan føler jeg det nu.

For første gang virker det, som om partiets fundamentale mål er blevet mindre vigtige.
Og vi kan ikke bare se til.

Verden, folket og jeg selv kan ikke stå stille.

Vi må tage næste skridt.
Vi kan ikke bare sidde og vente.

Der vil ikke blive siddet stille.