KASPER KILDEGAARD
Politisk korrespondent
Det er en gammelkendt sandhed, at man ikke skal regne med at
få venner i politik. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var aldrig venner.
Men de endte som hinandens skæbne.
Lørdag 31. august anno 2019 stod det endegyldigt klart, at
det aldrig lod sig gøre for den ene at slippe af med den anden.
Den ene gik i tårer. Den anden gik i bitterhed. Og ingen af
dem gjorde forlorne forsøg på at hælde glasur over situationen.
Alligevel kunne alle se, hvad det var for noget: En voldsom
magtkamp, hvor det onde blod flød overalt i partiets årer. Og hvor to politiske
livsværker endte med at blive knust for åbent tæppe.
Gammelt uvenskab ruster aldrig
Historien om Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens
dysfunktionelle parløb vil stå tilbage som en historie præget af modsætninger.
De var næsten så forskellige, som de kunne være, men de
drømte begge om det samme, hvilket bragte dem på kollisionskurs så mange gange,
at det til sidst kunne være nok for deres omgivelser.
I virkeligheden begyndte det allerede, før det for alvor
begyndte.
Allerede mens Anders Fogh Rasmussen endnu var Venstres
ubestridte formand, og Kristian Jensen stadig kun var tredje trin i den årtier
lange arvefølge, som Fogh troede, at han kunne lægge, kom Løkke og Jensen på
kant med hinanden.
Det var under Løkkes bilagssag i 2008, hvor det blev
afdækket, at han havde brugt skatteydernes penge til sit eget forbrug af
cigaretter, kaffe og andre af livets fornøjeligheder, og hvor Kristian Jensen
så sit snit til at agere.
KRISTIAN JENSEN OM LARS LØKKES BILAGSSAG I 2008
»Hvis det var mine egne penge, ville jeg så have brugt
pengene på at sidde oppe foran på business? Nej, det ville jeg ikke«
Indadtil begyndte han at ventilere spørgsmålet, om det
overhovedet var det rigtige at have Løkke som kronprins, eller det smarte var
at droppe dette?
Udadtil optrådte Kristian Jensen som en mand med styr på
både helbred og liv. Og han fortalte i et interview med Ekstra Bladet gerne om,
hvordan han personligt gik til det at have betroet ansvar i et samfund.
»Grundlæggende skal man stille sig to spørgsmål. Hvis det
var dine egne penge, ville du så betale for det? Og kan det her holde til at
komme på forsiden af Ekstra Bladet? Så er man på den sikre side,« som han
sagde.
I samme interview fortalte Kristian Jensen om, hvordan han
som skatteminister ligesom sine medarbejderne konsekvent holdt sig fra de
forreste sæder og den ekstra benplads, når de i embeds medfør fløj for
skatteyderpenge:
»Det er praktisk. Og igen: Hvis det var mine egne penge,
ville jeg så have brugt pengene på at sidde oppe foran på business? Nej, det
ville jeg ikke.«
Lars Løkke Rasmussen var rasende over, hvad han opfattede
som Kristian Jensens forsøg på ikke bare at positionere sig i et magtspil, men
på simpelthen at gøre sig til en bedre og mere moralsk og værdig folkevalgt.
En følelse, som Løkke aldrig glemte. Og som han tog med sig,
da han vanen tro overlevede stormen og blev statsminister.
Et af de første større magtgreb, Løkke foretog, var at fyre
Jensen – hans nye næstformand – som skatteminister for i stedet at gøre ham til
gruppeformand. En beslutning, han traf uden at drøfte den med Jensen.
I mange år derefter var ingen i tvivl om, at Løkke og Jensen
ikke nærede høje tanker om hinanden. Og det tog som journalist aldrig meget
mere end et par hurtige opringninger at få dette forhold bekræftet.
Fra Jensen-lejren lød det, at Løkke var en sjuft, en
sjuskemager, en egenrådig tyran, en politisk zigzag-mester.
Fra Løkke-lejren lød det, at Jensen var udygtig, uden
boldøje, ukarismatisk og i øvrigt så utålmodig efter at blive Venstre-høvding,
at det bar på en fæl stank af illoyalitet.
Hver gang, den ene var i problemer, fornemmede man tydeligt
skadefryden i den anden lejr. Også selv om det i princippet var noget, der
kunne være til skade for partiet.
Eksplosionen i 2014
Alligevel formåede de to at holde uvenskabet på forholdsvist
lavt blus, indtil det i 2014 eksploderede med den såkaldte tøjsag, hvor det
blev afsløret, at Løkke for partiets midler havde ladet sig ekvipere for en
formue.
I Løkke-lejren undrede man sig såre over, hvordan bilagene
mon havde fundet vej til Ekstra Bladet, og man havde bestemt også en teori.
I Jensen-lejren så man sit snit til en gang for alle at få
taget livet af den gamle fjende. Baglandet blev kimet ned, og der blev
mobiliseret et oprør, som Jensen personligt dirigerede, og som var lige ved at
lykkes.
Indtil de to Venstre-kamphaner stimlede sammen i en kælder
og indgik en aftale, der afblæste oprøret. Hvad de to helt præcist aftalte den
dag, er aldrig blevet afsløret, men det står klart, at det ikke afgjorde
striden.
Allerede i dagene derefter fornemmede man som journalist, at
de ganske vist var enige, men at forløbet kun havde bidraget til at reducere
den indbyrdes tillid og respekt i endnu højere grad.
November 2016, da Lars Løkke dannede trekløverregeringen med
Liberal Alliance og de Konservative. Foto: Thomas Lekfeldt.
Personerne, der ville Lars Løkke Rasmussen det godt,
opfattede Kristian Jensen som en tredobbelt- usling; først kaster han sig ud i
et forsøg på et kongemord, der kan splitte partiet i årtier, dernæst strækker
han våben for så alligevel offentligt at bedyre, at han kunne have slået Lars
Løkke i et kampvalg.
Personerne, der ville Kristian Jensen det godt, følte sig
overbeviste i det, de siden har set Løkke som; en mand, der vil gøre alt for
sin magt, og som den dag i 2014 viste sig parat til – præcis som den gale konge
i »Game of Thrones« – at brænde hele riget ned, hvis ikke han selv kunne sidde
på jerntronen.
Uanset hvad står det klart, at man dér fik etableret en
prisme, som det meste sidenhen er blevet tolket igennem. Hver eneste gang,
Løkke foretog en udnævnelse, forfremmelse eller degradering, blev det tolket
som led i de problemer, han havde haft i forhold til Kristian Jensen.
Og det blev det ofte med modstridende konklusion.
Eksempelvis lød en tolkning, at Kristian Jensen i 2015 ikke
– som ønsket – blev finansminister, men i stedet udenrigsminister, fordi Løkke
ikke stolede på hans evne til at drive butikken Danmark, og fordi han ville
sende sin modkandidat ud af landet, så andre altimens kunne manøvrere hjemme i
Danmark.
Kun lidt mere end et år senere, da Kristian Jensen blev
udnævnt til finansminister, og da faste Løkke-støtter betalte en høj pris –
både Claus Hjort Frederiksen, Søren Pind, Troels Lund Poulsen og Peter
Christensen mistede deres ministerposter – lød udlægningen, at Løkke åbenbart
var klar til at gøre hvad som helst for at sikre, at Jensen skulle være den
næste formand for partiet.
Fortolket blev det også, at der – kort efter
Venstre-regeringens tiltræden – begyndte at opstå en række læk fra regeringens
inderste. Blandt andet kunne medier berette om uenigheder mellem Jensen og
Løkke på regeringsmøder om både grænsekontrollen og den såkaldte smykkelov i de
uger og måneder, hvor der gik hul på Europa, og hvor flygtninge og migranter i
tusindtal strømmede til og op gennem Danmark.
Selv det interne forløb omkring etableringen af noget så
kedeligt som et udvalg, der skulle bekæmpe overimplementering af EU-regler,
blev tolket som et mindre magtopgør, efter at Troels Lund Poulsens
erhvervsministerium og Kristian Jensens udenrigsministerium havde været
voldsomt på kant.
Måske var det hele – i hvert fald noget af det – bare
tankespind. Men det viser, hvad der skete, da man i 2014 åbnede for sluserne og
kløvede partiet i fløje. Og hvor svært det kan være at slippe af med den slags.
Da Jensen rykkede på sig
Noget tyder også på, at aftalen fra kælderen kunne have
været klarere formuleret. Eller at den ene af parterne – eller begge – sidenhen
har valgt at fortolke den yderst kreativt og for egen vindings skyld.
I hvert fald har Løkke givet udtryk for, at det delte
formandskab er en myte, og derfor fandt han hverken anledning til at drøfte
udvidelsen af den smalle Venstre-regering i 2016 eller meldingen om en
SV-regering i 2019 med Jensen på forhånd.
Kristian Jensen mener derimod, at eksempler som disse viser,
at Løkke aldrig levede op til den aftale, de indgik med hinanden.
Længe håbede næstformanden dog, at det ikke for alvor betød
noget. Hans analyse var, at Løkke ville trække sig efter valget i 2019 – eller
finde sig noget andet og overlade roret til Jensen.
Venstres sommergruppemøde i august 2019 skulle vise sig at
blive skæbnesvangert for både Lars Løkke Rsmussen og Kristian Jensen. Foto:
Mads Claus Rasmussen.
En analyse, der blev bestyrket af, at Løkke var aldeles
fraværende gennem hele sommerferien, hvor de to stort set ikke udvekslede et
ord. Og hvor Kristian Jensen derfor forsøgte at sætte sig på partiet og udfylde
det magtvakuum, der var opstået.
Først ved at forsøge at tage magten i partiet med
fordelingen af magtposter i gruppen.
Dernæst ved at give et stort interview til Berlingske, hvori
han udfordrede Løkkes strategi fra valgkampen.
Problemet var i den forbindelse, at Løkke i sin
sommerstilhed havde besluttet sig for at blive. Og at netop dét interview kunne
blive hans vej til at slippe af med sin næstformand, fordi denne næstformand
netop havde kompromitteret noget af det, der stod stærkest i opfattelsen af
ham; loyaliteten over for partiet.
For Løkke blev resultatet, at rekylen fra den riffel, han på
partiets sommergruppemøde affyrede mod Jensen, slog ham selv i gulvet. Fordi
det stod klart i partiet, at de to aldrig kunne få det til at fungere.
Dermed begyndte det også at åbenbare sig, at de to – som
gennem årene har haft så meget mod hinanden – pludselig stod med et
skæbnefællesskab. Uvenskabet havde smedet dem så tæt sammen, at man ikke kunne
bryde formandskabet op uden at ødelægge begge halvdele.
Dette blev også enden på historien, da Jensen fredag aften
rejste sig på partiets møde i forretningsudvalget med en tale direkte til
Løkke: Hvis du trækker dig, så gør jeg det samme – ellers udfordrer jeg dig til
et kampvalg.
Det siges, at man skal holde sine venner tæt, men sine
fjender endnu tættere.
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen holdt hinanden så
tæt, at de endte med at falde sammen.
Den kommende tid skal nu vise, hvor lange skygger deres
kampe vil kaste i Venstre.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent.
Efter min opfattelse bekræfter det min opfattelse at Kongemorderen har spillet ind i et oprør som bunder i meget andet, men som kostede Lars Løkke Rasmussen hans formands post,trods af 40.000 personlige stemmer og 825.000 til Venstre.
