Godaften.
Hvordan starter man en nytårstale i en så urolig verden?
Bliver det store for stort og det små for småt? Eller er det netop i det små, at vi skal finde det store?
Når verden står i brand, så rykker vi sammen i Danmark. Og finder vores vej. Denne gang i front. Fordi vi ved, at meget er på spil. At vi ikke kan tage freden og friheden for givet.
I år er det 80-året for befrielsen. Europa er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandede år. Og når Europa er presset, er Danmark det også.
Det kan være svært at se med det blotte øje. For det meste går jo godt herhjemme.
Arbejdsløsheden er lav. Beskæftigelsen høj. Og i foråret gav vi det største løft til kommuner og regioner i 15 år, så der igen er flere penge til hverdagens velfærd. Med sundhedsreformen kommer der flere læger i de dele af Danmark, hvor der er mest brug for dem.
Og med den grønne trepart har vi lovet hinanden og vores børn og børnebørn, at vi ikke længere vil tillade, at der svines så meget i fjordene. Og at landbruget skal fylde mindre på den jord, der også i fremtiden skal brødføde os.
Vi bevæger os fremad. Og er måske nærmest lykkelige, som TV-2 synger. Og dog. For alle problemer er jo ikke løst endnu.
Inflationen er heldigvis igen lav. Og med de seneste overenskomster, skattelettelser og lønløftet vil mange danskere få flere penge mellem hænderne. Men har du tænkt over, hvad der er sket i supermarkedet?
En pakke smør kan koste mere end 30 kroner, når den ikke er på tilbud. Pakkerne med leverpostej og ost er blevet mindre. Uden at prisen er fulgt med ned. Og et halvt kilo oksekød – ja, det vejer nu 400 gram. Det kan være svært at få pengene til at slå til. Især for nogle af jer pensionister.
Derfor er jeg glad for, at folkepensionen nu stiger. For den enlige folkepensionist med op til 7.000 kroner i år. Og hvis du også modtager ældrecheck, kan du få en samlet stigning på næsten 13.000 kroner.
Ja, vi bevæger os fremad i Danmark. Men det er i en meget mere turbulent – og farlig – verden. En verden, hvor Europa risikerer at sakke bagud.
Man siger lidt populært, at USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer. Det må vi få lavet om. Vi skal beholde arbejdspladserne i Europa. Og det kræver markant flere investeringer. Både privat og offentligt. I energi, teknologi, forsvar, grøn omstilling og selvfølgelig klima.
Behovet er så stort, at vi bliver nødt til at se på hele værktøjskassen. Statsstøtte er nødvendigt. Vi må gentænke den europæiske økonomi. Det gælder også i Danmark.
For vi har ikke gennemført reformer, overholdt budgetterne og besluttet, at pensionsalderen løbende skal stige – nogle vil mene lige vel rigeligt – for stiltiende at se til, mens andre kontinenter løber med fremtidens vækst og velstand. Vi vil selvfølgelig altid føre en ansvarlig økonomisk politik, men ansvarlighed handler ikke kun om bundlinjen. Udviklingen skal være socialt retfærdig. Også selv om trusselsniveauet er højt.
Og vi må spørge os selv: Vil vi vinde eller tabe arbejdspladser? Vil vi udvikle vores egne industrier og teknologier eller gøre os afhængige af andres? Og ultimativt: Vil vi stå op for den frihed og den verdensorden, som har skabt rammerne for vores gode og trygge liv?
Moskva. Pyongyang. Og Teheran.
Tre hovedstæder, som de færreste har været i, i tre lande, som arbejder tættere og tættere sammen. Mod os. Vi ser det flere og flere steder. Men tydeligst i Ukraine.
Ukrainerne forsvarer sig tappert. De gør mere, end mange troede overhovedet var muligt. Mod Rusland selvfølgelig. Men også mod soldater fra Nordkorea og mod droner fra Iran, der arbejder på russisk side. Her på europæisk jord. Og i kulissen står nu Kina. Uden kinesisk støtte ville Rusland ikke kunne angribe Europa, som de gør.
Det står klart nu, håber jeg, for alle: Krigen har aldrig kun handlet om Ukraine. Putin har ikke ofret hundredtusindvis af russiske liv alene for at tage den østlige del af Ukraine. Og Nordkorea og Iran har ikke kastet sig ind i krigen blot for at se Rusland tage en bid af et naboland.
Verden er forandret. Jeg tror desværre ikke, at vi kan vende tilbage til tiden, som den var. Og selv om jeg ønsker freden mere end noget andet, så må vi stå fast i kampen for vores frihed. Det gør vi heldigvis her i Danmark. Tænk, at vi er en af de befolkninger i verden, der er mest stålsatte i vores støtte til Ukraines frihedskamp.
Det kan vi godt tillade os at være stolte over. Demokratier kan ikke vinde ved at give efter. Og slet ikke ved at give op.
Vi må ikke være naive. Selv hvis Putin underskriver en fredsaftale med Ukraine, må vi ikke tro, at han stopper der. At han vil være tilfreds.
For Putin ønsker ikke fred. Han ønsker et Europa på russiske præmisser.
Europa er historien om et kontinent, der før har lagt krigen bag sig og skabt verdens bedste lande at være menneske i. Men vores historie er også blodig.
Det sværeste for os mennesker er nok at forstå vores egen tid. Alting virker lettere, når vi ser tilbage på fortiden, og måske sågar når vi kigger ind i fremtiden.
Vi står i en skæbnestund. Hvis vi giver efter, så taber vi. Det har historien lært os.
Europa og USA har en grundlæggende fælles interesse i at forsvare den verdensorden, der har sikret fred og velstand. Jeg glæder mig over, at vi i Nordatlanten igennem de seneste år har styrket vores samarbejde mellem Færøerne, Grønland og Danmark. Og jeg glæder mig over, at både EU og Nato er stærkere nu end før.
Men Europa skal kunne endnu mere selv. Her er jeg helt enig med de seneste mange amerikanske præsidenter. Også præsident Trump. Derfor opruster vi. Vi gør det for at forhindre krig og for at sikre fred. Vi udvider værnepligten her i Danmark. Vi afsætter milliarder til at købe luftforsvar, kampkøretøjer og droner. Styrker vores beredskab.
Det er dyrt. Og det bliver endnu dyrere.
Vi er nødt til at forberede os på scenarier, vi ikke havde forestillet os for bare ganske få år siden. Beskadigelse af kabler og kritisk infrastruktur. Cyberangreb og sabotage. Truslerne har mange former. Men uanset hvad der møder os, skal vi have viljen til at forsvare os. Vi skal have viljen til at vinde.
De kommende år vil byde på svære beslutninger og prioriteringer. Det kan ikke være anderledes.
Når jeg starter min nytårstale med at ridse alle disse udfordringer op, så er det ikke for at mane et skræmmebillede frem. Tværtimod.
Vi skal være realistiske. Men aldrig modløse. Vi har før stået over for store udfordringer. Og vi har løst dem og overvundet dem. Det kan vi gøre igen. Når verden syner dyster, og bekymringerne står i kø, så er der brug for netop alt det, der gør Danmark til noget særligt. Vores danske værdier.
Vi har garanteret hver vores udgave. Men mange af os er jo formet af det samme. Så hvad er fællesmængden?
Der er selvfølgelig vores tillid. De fleste af os stoler på hinanden. Vi stoler på medierne. Vi stoler på myndighederne. Det kan vi i øvrigt også godt. Der er stadig gadedøre, der står ulåste, og et ord er et ord.
Der er vores foreningsliv. Danmarks stærkeste fællesskab. Det er nok ikke helt løgn, hvad man siger: At når to danskere mødes, så drikker vi en øl. Og når tre danskere mødes, stifter vi en forening. Vi mødes på kryds og tværs af generationer og baggrund. Dyrker sport. Nørkler med alverdens projekter. Det hele betyder, at vi kan bryder ensomheden kæder og få venskaber for livet.
Samarbejde og det flade hierarki er også noget særligt dansk. Vi er gode til at arbejde sammen. Det gør alting lettere og samfundet rigere. Fællesskaber kan også være bøvlede. For eksempel når partier på tværs af den politiske midte går sammen i regering. Men i en urolig verden er det måske slet ikke så dumt?
Vores tørre og underspillede humor må også være en særlig dansk værdi.
Tænk på de gange, hvor vi kan grine ad os selv i stedet for at blive sure eller fornærmede. Hvor vi ikke er selvhøjtidelige, hvor vi kan trække på skuldrene ad hverdagens konflikter og naboens irriterende vaner.
Sidste år mistede vi to af dem, der fik os alle til at grine: Ulf Pilgaard, der bragte samfundssatiren til et forrygende niveau. Og Erik Clausen, der udfordrede os med gøglerens flab.
Mange husker ham nok især fra ’Midt om Natten’. En af sangene fra den filme er blevet sunget flittigt til mange konfirmationer gennem årene. Jeg tror, I kender den. »Hvis nogen siger det hele går ad helvedes til, så tro dem ikke. Det har altid været sådan, og det bli’r det nok ved med. Tror du ikke?«.
Det er selvfølgelig sangen om Susan Himmelblå, og den vækker genklang den dag i dag. Jeg ved, at vi kan håndtere også morgendagens udfordringer. Det vil kræve meget af os. Men holder vi fast i vores værdier, så er vores fundament stærkt.
Tillid. Forpligtende fællesskaber. Humor og samarbejde. Og et par mere: handlekraft og selvfølgelig vores velfærdssamfund.
Vi danskere er ikke sådan nogen, der læner os tilbage og venter. Vi er mere vant til at gøre noget ved tingene og handle.
Der er smeden i produktionshallen, der opdager en fejl i maskineriet. Og finder løsningen, ingen har tænkt på før. Borgerne i den lille by, der går sammen om at redde den lokale købmandsbutik. Køber anparter og søger fonde. Så købmanden fortsat kan holde åbent.
Det er handlekraften, der gør os stærke. Som Mads Pedersen sagde, da han vandt VM i landevejscykling for nogle år siden: »På en rute som i går har det åbenbart båret frugt at træne i lortevejr«.
Og han har ret. Solen skinner ikke hele tiden. Det gør den ikke i vores liv, og det gør den heller ikke på himlen. Derfor har vi brug for et stærkt velfærdssamfund. Med fri og lige adgang.
Velfærden har været udfordret i de senere år. Først kom corona. Så kom krig og inflation.
Vi har meget at rette op på. Og vi er i gang. Sygeplejerskerne vender tilbage, og ventetiderne falder flere steder. Jer, der drømmer om at blive forældre, har fået ret til mere hjælp. De mindste børn har fået flere voksne omkring sig i vuggestuer og børnehaver. Vi vil skabe en helt ny ungdomsuddannelse. Og vores ældre medborgere kan se frem til mere tid og mere nærvær i ældreplejen.
I det nye år vil vi fortsætte med at styrke velfærden. Og gøre noget mere for dem af jer, der har det allersværest.
Alle børn skal have en god barndom. Jeg vil gerne igen slå et slag for, at børnene bruger mindre tid foran skærmen. Og mere tid på at lege og være sammen med vennerne eller os voksne.
Vi skal have ventetiderne i psykiatrien ned, og vi skal have værdighed for de mest udsatte i vores samfund. Og du, der er sygemeldt fra jobbet, du skal behandles med ordentlighed og respekt.
Derfor vil vi ændre beskæftigelsessystemet og lukke jobcentrene. Vi vil sætte hårdere og mere konsekvent ind over for den personfarlige kriminalitet. Den grove vold. De umotiverede overfald. For ofrenes skyld – og for samfundets sammenhængskraft.
Og hvis du bliver dømt for alvorlig kriminalitet, det kan være rocker-, bande- eller narkokriminalitet, skal du selvfølgelig ikke have de samme rettigheder som andre. Derfor mener vi, at førtidspensionen skal tages fra dig. Det handler om ret og pligt.
Vi er i en ny tid. Jeg tror desværre, at de kommende år vil byde på flere trusler mod vores land og mod vores levevis. Oprustning for at undgå krig er i mine øjne uomgængeligt.
Men lad os gøre det på den danske måde. Lad os gøre det med socialt retfærdighed, og lad os gøre det med vores værdier i behold. Så kommer det hele ikke til at gå ad helvede til.
Godt nytår.
