Det Konservative Folkepartis leder bliver ramt af en meningsmåling efter hemmelige møder og anklager om ægtemand

 Danmark

Skandalerne knækker tilliden til den danske Statsminister-kandidat Søren Pape Poulsen

Det Konservative Folkepartis leder bliver ramt af en meningsmåling efter hemmelige møder og anklager om ægtemand

Søren Pape Poulsen havde rangeret højere for troværdighed end statsminister Mette Frederiksen, men nu er de hals og nakke. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix/AFP/Getty Images

En af de førende kandidater til at blive Danmarks næste premierminister er snublet i meningsmålingerne efter afsløringer af hemmelige møder og beskyldninger om, at hans mand havde fundet på familieforbindelser til en tidligere præsident i Den Dominikanske Republik.

Søren Pape Poulsen, lederen af ​​Danmarks Konservative Folkeparti, meddelte i sidste uge, at hans ægteskab var forbi, efter at det kom frem, at hans mand, Josue Medina Vásquez Poulsen, ikke havde noget biologisk forhold til en tidligere præsident i Den Dominikanske Republik, som han havde hævdet som en onkel.

Poulsen er også under beskydning fra de regerende socialdemokrater for uerklærede møder, han holdt som justitsminister under en familieferie til Den Dominikanske Republik .

Den konservative leder, der endnu kan blive Danmarks første homoseksuelle premierminister, har indrømmet, at han tog fejl i at have holdt møder i 2018 med regeringspolitikere i det caribiske land uden at informere eller rådføre sig med det danske udenrigsministerium.

Pape Poulsen indrømmede også, at hans mand, der er statsborger i Den Dominikanske Republik, "har sagt ting, der er forkerte", og at der var "misforståelser", som han havde videregivet i "god tro" til andre. Udtalelsen, der blev offentliggjort på Facebook tidligere på måneden, kom efter at Ekstra Bladet rapporterede, at hans mand ikke var jøde, men kom fra en familie af stærkt engagerede medlemmer af den kristne trosretning Syvende Dags Adventistkirken.

Pape Poulsen havde fortalt det danske parlament og det jødiske samfundsledere, at hans mand var jøde, tilsyneladende for at brænde hans akkreditiver i jødiske anliggender. Det samme blad rapporterede også, at Vásquez Poulsens påstand om at være en nevø af en tidligere præsident for Den Dominikanske Republik, Danilo Medina, var forkert.

De tre kontroverser er et politisk tilbageslag for Pape Poulsen på baggrund af voksende forventninger til lynvalg i Danmark.

Socialdemokratiets statsminister Mette Frederiksen ventes i begyndelsen af ​​oktober at offentliggøre datoen for folketingsvalget efter pres fra sine koalitionspartnere om at afslutte regeringen, inden dens valgperiode udløber i juni 2023.

Reklame

Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark, en gruppe på 14 regionale aviser, antydede, at Pape Poulsen var blevet fundet mangelfuld i det politiske søgelys. "Det er både manglen på gennemsigtighed og manglen på vilje til at fortælle sandheden og håndtere denne form for krise," sagde han.

"Søren Pape Poulsen har været foran det konservative parti i otte år nu, og det er faktisk første gang, han er blevet testet, og han har ikke håndteret det særlig godt."

Elisabet Svane, politisk analytiker ved avisen Politiken, sagde, at de ikke offentliggjorte møder var de mest alvorlige af de skandaler, der havde skadet ham i meningsmålingerne. ”I næsten et år har han været den mest populære blandt danske politikere … Det værste for Pape Poulsen er, at han kom til magten, fordi han blev (opfattet som) til at stole på. Folk kunne lide ham, de troede på ham.

"I det øjeblik Søren Pape Poulsen sagde, at han ville være statsminister, var han i et helt andet boldspil."

Siden afsløringerne er Pape Poulsens placeringer faldet markant: Kun 31 % af befolkningen vurderer ham som en af ​​Danmarks mest troværdige politiske ledere, et fald fra 49 % i juni, ifølge en meningsmåling offentliggjort i sidste uge for Politiken og Danmarks TV2. Skredet i hans score sætter ham næsten i nakken med Frederiksen, der blev vurderet som blandt de mest troværdige af 32 % af de adspurgte.

Den siddende Statsminister har vundet i de seneste meningsmålinger efter en katastrofal sommer, hvor hendes regering blev udskældt af en officiel undersøgelse for at komme med "groft vildledende" udtalelser om beslutningen om at udslette hele dens opdrættede bestand på 15 millioner mink under et højdepunkt af Covid-krisen. 19 pandemi.

De seneste skandaler er ikke første gang, Pape Poulsens mand volder ham politiske ballade. I 2018 som justitsminister afgav den konservative leder en offentlig undskyldning, efter at hans partner blev taget i spirituskørsel efter et sent natbesøg hos Burger King.

Pape Poulsen mødte sin mand i 2013 i Bruxelles efter en konference, hvor de to klikkede over en øl en solrig juniaften og talte om "politik, sociale modeller og meget mere", ifølge en beretning, der forbliver på Pape Poulsens officielle hjemmeside. I sidste uge annoncerede han deres separation: "Josue og jeg går fra hinanden ... Vi er begge enige om, at vores ægteskab er forbi og ønsker hinanden det bedste på livets rejse."

Reklame

Også Socialdemokratiet, der har lagt pres på Pape Poulsen over de sorte møder, angriber hans skattelettelsesplan. Poulsen vil sænke person- og selskabsskatten og afskaffe arveafgiften som led i sit løfte om at give danskerne "større økonomisk frihed". Socialdemokratiet har sagt, at nedskæringerne vil føre til, at 40.000 offentligt ansatte mister deres job.

"Socialdemokraterne har lavet en enorm negativ kampagne mod de konservatives økonomiske planer," sagde Dall. "De to ting - skandalerne og den negative kampagne, efter mit synspunkt - er årsagerne til faldet i meningsmålingerne."

"Det generelle indtryk er, at Søren Pape Poulsen er under pres, og han er blevet testet, fordi han nu er i denne nye liga, hvor han sigter mod statsministerens kontor."

… da du slutter dig til os i dag fra Danmark, har vi en lille tjeneste at bede om. Titusvis af millioner har sat deres lid til The Guardians frygtløse journalistik, siden vi begyndte at udgive for 200 år siden, og henvendte sig til os i øjeblikke med krise, usikkerhed, solidaritet og håb. Mere end 1,5 millioner tilhængere fra 180 lande magter os nu økonomisk – og holder os åbne for alle og voldsomt uafhængige.

I modsætning til mange andre har The Guardian ingen aktionærer og ingen milliardærejer. Bare beslutsomheden og passionen til at levere global rapportering med stor gennemslagskraft, altid fri for kommerciel eller politisk indflydelse. Rapportering som denne er afgørende for demokratiet, for retfærdighed og for at kræve bedre af de magtfulde.

Og vi leverer alt dette gratis, så alle kan læse det. Det gør vi, fordi vi tror på informationslighed. Et større antal mennesker kan holde styr på begivenhederne, der former vores verden, forstå deres indflydelse på mennesker og samfund og blive inspireret til at tage meningsfulde handlinger. Millioner kan drage fordel af åben adgang til kvalitet, sandfærdige nyheder, uanset deres evne til at betale for det.

Ethvert bidrag, uanset om det er stort eller lille, styrker vores journalistik og opretholder vores fremtid.

Kære Michael Ziegler,efter jeg har set dit meget personlige angreb på mig den,13 septemper og igen i dag på Twitter.

Vil jeg oplyse at jeg hader ikke Søren Pape, men Papes tre år under radaren, uden at tage ansvar, kan koste.

Det er nemt at se splinten i andres øjne men ikke bjælken i eget øje.

Dæmre: gradvis blive lyst om morgenen når solen står op"

Jeg vil gerne kommenterer Søren Papes ageren siden 2014.

Samme Søren Pape trækker et spor af usandheder efter sig og har disponeret uhensigtsmæssigt,
Jeg har ikke taget alt med, men der er meget mere.

Nogle personer argumenterer med, hvorfor ingen har fremkommet med kritik eller andet før nu”

Det er ganske enkelt, når man kandiderer til Statsministerposten,
Kommer der et anderledes fokus på personen og sammes handlinger”
Det har mange andre måtte sande.

Søren Papes tid som krammebamse er forbi, første gang Søren Pape er blevet udsat for et realitetstjek dumper han, jeg vil redegøre for dette:

For reaktionen fra Søren Pape Poulsen på de afsløringer, der er kommet frem både om hans nu forhenværende ægtefælle og om hans rejse til Den Dominikanske Republik i 2018, viser alt andet end en mand, som sidder med sikker hånd på rattet.

Søren Pape Poulsen, som trådte de politiske barnesko i Viborg og omegn, forsøgte at slå det hele hen med en blanding af fornærmethed og jovialitet.
Fornærmet over, at pressen interesserede sig for hans privatliv, og jovial ved at byde udenrigsministeren på en kop kaffe, så de lige kunne få talt ud om, at Pape som justitsminister og dansk regeringsrepræsentant havde mødtes med regeringstoppen i Den Dominikanske Republik uden at gøre sig ulejlighed med at orientere diplomatiet.

Sagt rent ud, så må man af en mand, der vil være landets statsminister, forvente mere format.

I det mindste må man forvente, at han kender de diplomatiske spilleregler så godt, at han ikke skal bruge flere dage på at indse, at han begik en eklatant fejl ved at arrangere private regeringsmøder i 2018.

Hertil kommer, at det er ganske uklart, hvad Søren Pape Poulsen egentlig beklager og hvorfor.

Offentligheden er henvist til at analysere hans opslag på sociale medier og drage egne konklusioner, for Søren Pape Poulsen har været særdeles fåmælt, når der er blevet stillet kritiske spørgsmål til ham.
Hvad der er sandt og usandt i historierne om Pape, partneren og forbindelserne til præsidenten, er fortsat en gåde.
Ligesom det står hen i det uvisse, hvorfor og hjulpet af hvem Pape fik foretræde for både præsident, udenrigs- og justitsminister, da han var på vinterferie i Den Dominikanske Republik.

I krisehåndteringen forsøger De Konservative at relancere Pape som troværdigheden selv.
Nu med tilføjelsen, at ingen er ufejlbarlig. Man skal næsten have lidt ondt af ham. Det kan godt være, at det er synd for Søren Pape Poulsen, og det er også muligt, at han er en mand, som man kan stole på.

Men af en statsminister kræves der mere end det. Når det brænder på, og det gør det jævnligt for en statsminister, så er det utrygt, hvis han skal famle sig frem i en skønsom blanding af usikkerhed og uvidenhed, mens han forsøger at slukke branden.

Det er helt ok at Pape og andre trækker privatlivskortet”
(men er det politiske sympatier eller personlige,det gør en forskel)

Men alle må accepterer at Søren Pape farcen ikke er en privat sag.

I 2014 presentrerede Søren Pape sin udkårne på et konservativt landsmøde,

Hvor SP fortalte at hans udkårne var i tæt relation til præsidenten i han hjemland.

Og det understregede at hans udkårne havde særlige egenskaber politisk,
Fortalte Søren Pape...

Læren er, at når du inviterer pressen til brylluppet, kommer de også til skilsmissen..

Herudover er der meget der indikerer at Søren Pape ikke bare er krammebamse, men en snu politiker,

Der bare ikke kan holde fiktion og virkelighed adskilt.

Hermed sender jeg bare en enkelt af de mange dokumentationer, på Søren Papes vankelmodighed og utroværdighed:

Døgnet før et landsråd og på tærsklen til næste folketingsvalg ønsker De Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen fredag ikke at svare på spørgsmål fra pressen.

Information henvendte sig per mail til partiformanden, til presseafdelingen og via mail og sms til partiets pressechef,

Men svaret fra pressechefen lød blot:

»Vi har ingen kommentarer. Du må henvise til FB-opslaget.«

Partiformandens udfordring er, at han er kommet i strid modvind på cykelstien frem mod Statsministeriet.
En hel stribe af sager belaster nu den konservative formands troværdighed.

Det sker på det værst tænkelige tidspunkt, hvor De Konservative har en reel mulighed for at kunne indtage Statsministeriet for første gang siden 1993, hvor Poul Schlüter forlod det i vanære på grund af Tamilsagen.

Den konservative statsministerkandidats problemer skyldes afsløringer om hans mand og ikke mindst om statsministerkandidatens egen ageren under en rejse i 2018 til Den Dominikanske Republik, hvor Søren Pape Poulsen som daværende justitsminister havde møder med landets præsident og justitsminister.

De møder er nu for alvor vendt tilbage for at hjemsøge Søren Pape Poulsen og hans parti.

’Hans onkel er præsident’

Sagen begyndte at rulle, da Ekstra Bladet i august måned afslørede, at det ikke var sandt,
Når Søren Pape Poulsen præsenterede sin mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, som nevø til Den Dominikanske Republiks præsident, Danilo Medina.

Det var ved De Konservatives landsråd i 2014, at kæresten blev præsenteret:

»Og hans onkel er præsident i Den Dominikanske Republik,« sagde Søren Pape Poulsen.

Efter Ekstra Bladets afsløring i august måtte Søren Pape Poulsen trække i land.

Det skete i et opslag på Facebook,

Hvor statsministerkandidaten betegnede Ekstra Bladets afsløring som »grov indblanding i mit privatliv«.

I opslaget skrev Søren Pape Poulsen: »Nu gør Ekstra Bladet et stort nummer ud af, at præsidenten ikke er Josues biologiske onkel.

Men Ekstra Bladet glemmer bare at fortælle, at det er helt normalt i den Dominikanske Republik,

At man kalder sine familiemedlemmer længere ude i stamtræet for onkler og tanter.

Derfor har jeg heller aldrig betvivlet, at Josue var i familie med den nu tidligere præsident.«

I en senere forklaring fra Søren Pape Poulsen hedder det dog blot,
At der er »en relation« mellem Pape Poulsens mand og den tidligere præsident,

Men ikke at de er i familie. Ikke noget jødisk forbillede.

Det lykkedes ikke for Søren Pape Poulsen at proppe sagen tilbage i flasken med sit svar på Facebook.

Kort tid efter afslørede Ekstra Bladet, hvordan De Konservatives pressechef var rejst til Caribien for at få styr på sagen,

Og Papes næste udfordring i forhold til ubehagelige afsløringer var, at han i flere omgange har omtalt sin mand Josue Medina Vasquez Poulsen som jøde.

For det var heller ikke sandt.

Det er sket flere gange, blandt andet i radioprogrammet ’Tal til mig’ med Iben Maria Zeuthen,

Hvor Søren Pape Poulsen fortalte om mandens jødiske opvækst:

»Hvis han er sammen med sin mor, respekterer han, hvordan det er, man lever, og hvordan de gør.

Det er uden for diskussion,« sagde Søren Pape Poulsen.

»Når han er sammen med mig, elsker han flæskesteg og varm leverpostej og alt muligt,

Og så siger jeg: Du er i sandhed ikke noget forbillede for den jødiske menighed.«

Også ved en konference om antisemitisme på Christiansborg i 2020 fortalte Søren Pape Poulsen om sin mands jødiske baggrund:

»Det er jo sådan, at min bedre halvdel er jøde. Og er kommet i synagogen fra spæd med sin familie hver eneste lørdag.«

Men kilder i Den Dominikanske Republik afviser, at det skulle være tilfældet. Josue Medina Vasquez Poulsen og hele hans familie var stærkt troende og missionerende medlemmer af det kristne trossamfund Syvende Dags Adventistkirken.

Over for Ekstra Bladet afviser Søren Pape Poulsen at svare på spørgsmål.
Og Information har altså heller ikke kunnet få nogen svar fra partiformanden.

Møder med ministre.

Et andet pinagtigt kapitel i sagen blev åbnet, da Jyllands-Posten afslørede, at Søren Pape Poulsen havde holdt møder med præsidenten for Den Dominikanske Republik, Danilo Medina, og med flere ministre i regeringen.

Møderne fandt sted i februar 2018, mens Søren Pape Poulsen var justitsminister. Med på rejsen til Den Dominikanske Republik var daværende udlændinge- og integrationsminister for Venstre og Søren Pape Poulsens personlige ven, Inger Støjberg, daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) og Frans Hjorth Hammer, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund, men som i de dominikanske mediers omtale af møderne blev omtalt som dansk »vicesportsminister«.

Præsidentpaladset offentliggjorde et billede fra et møde, hvor den danske ’delegation’ smilende står sammen med præsident Danilo Medina. Desuden havde den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen også et møde med Den Dominikanske Republiks justitsminister Jean Alain Rodriguez Sanchez.

I en pressemeddelelse fra justitsministerens kontor hedder det, at de to justitsministre aftalte at styrke det juridiske samarbejde mellem Danmark og Den Dominikanske Republik og udveksle »best practice« på straffeområdet.

Men stik imod almindelig praksis var den danske udenrigstjeneste ikke på forhånd blevet orienteret om Søren Pape Poulsens ministermøder, og som professor i statskundskab på Københavns Universitet Martin Marcussen har udtalt til Jyllands-Posten: »Det er en total underkendelse af udenrigstjenesten.«

Holdt møderne under privat ferie.

Søren Pape Poulsen afviser i et interview med Søren Lippert på TV 2, at han skulle have holdt »hemmelige møder«
Med et andet lands regeringsmedlemmer, og at han skulle have indgået aftaler mellem Danmark og Den Dominikanske Republik:

»Jeg tænkte simpelthen ikke over, at det var et problem, fordi det var på min ferie, at jeg mødtes med de her mennesker, og der var ikke nogle aftaler eller noget, det var ren samtale, og det har jeg jo selvfølgelig lært af, at det skal man selvfølgelig lade være med sådan noget,« sagde Søren Pape Poulsen til TV 2.

»Jeg var på ferie sammen med en række andre mennesker. Og så i den sammenhæng var der så også nogle møder. De synes jo også, det er interessant, når sådan nogle som os kommer. Set i bagklogskabens klare lys så skal jeg jo ikke tage den slags møder. Jeg skal i hvert fald sikre mig, at man orienterer om … Det er jo ikke noget, der har haft nogen betydning for Danmark eller noget som helst.«

Det var i vinterferien 2018, at de tre ministre var på ferie til Den Dominikanske Republik. Den konservative pressetjeneste oplyser, at rejsen blev betalt privat.

Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har efter afsløringerne bedt Søren Pape Poulsen om en redegørelse for, hvad han faktisk aftalte med sin caribiske justitsministerkollega.

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev

Kommentar. Minksagen rækker langt ud over spørgsmålet, om det var en juridisk skandale eller formel fodfejl.

Sagen, der ikke må dø

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Sagen, der ikke må dø

econds of 14 minutes, 47 seondsVolume 90%

00:00

14:47

 
Minksagen spøger stadig, og den går ikke i sig selv foreløbig.

Valgkampen holder den i live.

Men der er en fare for, at den bliver reduceret til polemik mellem en opposition, der pukker på lovbrud og magtfuldkommenhed,
og en statsminister og hendes svende, der slår på folkesundheden, som trumfer formelle, men ligegyldige fodfejl.

Det er fuldstændig glemt, at sagen har flere udløbere. De understreger, hvor stor en sag det var og er. Al snak om, at der egentlig ikke skete noget, bør forstumme.

Noget er velbelyst: den manglende lovhjemmel til beslutningen om nedslagning af alle danske mink og den manglende bevillingsmæssige hjemmel til beslutningen om udbetaling af tempobonus. Men sagen er meget større.

For det første endte eksekveringen i kaos. Nedgravningen af de aflivede mink medførte så stærke protester og så mange forureningsmæssige problemer, at myndighederne i foråret 2022 måtte gøre den om. Hvad kostede det? Og hvem var ansvarlig for den bagvedliggende fejlbeslutning? Vi ved det ikke.

Døde mink bliver lagt i massegrave på militærets øvelsesområde ved Nørre Felding. Nedgravningen medførte stærke protester og forureningsproblemer. Foto: Casper Dalhoff, Scanpix

For det andet påførte hastebeslutningen om nedslagningen af alle mink staten en merudgift på adskillige milliarder til kompensation og erstatning til minkavlerne og følgeerhvervene. Kunne regeringen ved en anden fremfærd have undgået det? Sandsynligvis.

For det tredje er der grundlaget for 3. november-beslutningen. Det var angiveligt Kåre Mølbak, dengang faglig direktør på Statens Serum Institut, der udløste den. På et møde hos Kopenhagen Fur 2. november 2020 fremmanede han Danmark som et muligt nyt Wuhan. En henkastet mundtlig risikovurdering, der dagen efter blev fulgt op af SSIs skriftlige og officielle vurdering. Men hvor gennemarbejdet var vurderingen? Vi ved det ikke, for Minkkommissionen var skruet således sammen, at den ikke skulle se på beslutningsgrundlaget. Derimod ved vi, at katastrofemeldingen i forhold til cluster 5 og vaccinerne umiddelbart blev skudt ned af andre faglige autoriteter.

For det fjerde beror udbetalingen af erstatning på en uafhængig vurderingsproces. Det er efter bogen. Det er bare en stor operation, og status er, at vurderingsprocessen trækker ud og kommer til at strække sig ind i 2027.

For det femte er der genåbningen eller nedlukningen af erhvervet. For lukningen var midlertidig frem til udgangen af 2021. Der blev siden lagt et år til, og forhandlingerne mellem ministerium og branche, en anskudt fødevareminister og avlerne humper i denne stund afsted. Om de kan lande en aftale, er tvivlsomt, for der er politik og følelser i sagen.

Alt dette er mere eller mindre glemt. Det samme er forløbet i månederne op til den skæbnesvangre beslutning 3. november, som Minkkommissionen fokuserer på.

Kissejav og nølen

Statsminister Mette Frederiksen havde siden foråret solet sig i demonstrativ handlekraft. Den samme handlekraft ledte om aftenen 3. november 2020 til beslutningen om øjeblikkelig nedslagning af alle mink. Det er forløbet op til denne skæbnesvangre aften, som Minkkommissionen træffende beskriver som »forceret«. Men historiens anden side er, at den samme regering siden forsommeren og især siden september 2020 havde nølet og vaklet over for truslen om smitte fra minkene. Det var der to grunde til. Den ene var, at fagfolkene med den viden, de havde, var afventende. Den anden var politisk, fordi sommertiden stod i genåbningens optimistiske tegn. I det centraliserede Frederiksen-system betød det, at embedsmændene aldrig fik det klare signal i form af en statsministeriel bestilling, som kunne have forberedt en hastebeslutning, når og hvis tiden blev politisk moden til det.

Da departementschef Michael Dithmer blev afhørt af Minkkommissionen, sagde han om processen, at der var et »kissejav«, og at alt skulle gå rigtig stærkt. Det er en præcis beskrivelse af forløbet. Rigtig mange embedsfolk i flere forskellige ministerier og styrelser producerede i løbet af få timer papirer og holdt møder, så regeringen kunne træffe en beslutning.

Det måtte blive en sag, som ikke var gennemarbejdet, og som derfor ikke flagede den højst relevante information om hjemmelsproblemerne på det cover, som ministrene får i hånden inden et møde. Kissejavets næste konsekvens var, at ingen fik tid til at orientere sig i sagen, inden forhandlingen startede. Så en realistisk vurdering er, at de centrale beslutningstagere, ministrene, handlede i tillid til, at alt var i en form for orden.

Kissejavet var dog begrænset til 2. og 3. november 2020. For sagen er, at regeringen gav sig god tid op til dette tidspunkt. Smitten i minkbesætningerne havde været kendt siden juni, og der blev truffet beslutninger for at inddæmme den lokalt. Det så for en stund ud til at være virksomt. Men i eftersommeren stod det klart, at det ikke var tilfældet. Smitten spredte sig med betydelig hast, og spørgsmålet meldte sig: Hvad gør man, og hvornår gør man det?

Minkkommissionen har et snævert fokus på 3. november-beslutningen og de beslutninger, der blev truffet dagene efter. I tilbageblik indikerer rigtig meget, at forløbet i september-oktober var særdeles kritisk, men man skulle frem til 2. november, før nogen for alvor tog sig af det.

Der er flere ting heri. Den første er, at embedsfolk i en række ministerier i eftersommeren og det tidlige efterår var bekymrede for minksmitten og de problemer, den rejste. Der var de veterinær- og humanmedicinske aspekter, som Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne var optaget af. Der var også de juridiske problemer, som ville melde sig, alt efter hvordan man valgte at gribe ind. Det var et problem, man tumlede med i såvel Fødevarestyrelsen som Miljø- og Fødevareministeriets departement, og som de gjorde deres kontakter i andre ministerier opmærksomme på.

Så var der de økonomiske problemer. Det gjaldt hensynet til avlerne, men også bekymringen for at overvælte en økonomisk byrde af ubestemmeligt omfang på statskassen. Med hver deres vinkel havde folkene i Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og selvsagt Finansministeriet fat i sagens økonomiske aspekter.

Både det erkendte juridiske og økonomiske problem fik lov til at flyde, fordi ingen bestilte en kvalificeret belysning af dem. De blev først sat på dagsordenen, da beslutningen var truffet. Processen op igennem september og oktober var præget af et gigantisk rod. Nok var der opmærksomhed på den. Også på politisk niveau. Men går man forløbet igennem, flyder den snart i det ene, snart i det andet regi. Der er de centrale regeringsudvalg, Koordinationsudvalget og regeringens coronaudvalg. Det var oprettet i sommeren 2020, men som en embedsmand forklarede kommissionen, vidste ingen, om det var tiltænkt nogen praktisk rolle. Det fik det, men sammen med de andre i en rodet arbejdsdeling, hvor sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.

På forvaltningsniveau var rodet tilsvarende. Der blev udviklet og udvekslet scenarier for mulige indgreb, såfremt smitten tog fart. Men i den ellers så stærkt centraliserede bestillingsproces gjorde ingen sig den umage at overveje, om man skulle konkretisere dem til operative handlingsmuligheder. Det er svært at bebrejde dem på de næstkommanderendes niveau, at de lod det blive ved de løse skitser. Det spiller her utvivlsomt ind, at processen afslørede en spænding mellem på den ene side betoningen af den centrale koordinations primat, på den anden side ministeriernes stærkt adskilte ressortansvar. Adskillige af dem havde undervejst ravlt med at henvise til, at det ikke var deres, men naboministeriets bord.

En særlig krølle på forløbet er Statsministeriets pludselige udpegning af Justitsministeriet som koordinerende ministerium på sagen 3. november. Skal man tro Minkkommissionens kortlægning af rollen, bestod den alene i at samle og formidle papirerne videre til de mange deltagere i det afgørende møde. Der var ingen substans i koordinationen og dermed heller ikke noget bidrag til at kvalitetssikre sagen, inden ministrene fik den. Læs ikke det som en kritik af Justitsministeriet. Tag det derimod som en skræmmende illustration af, hvor risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i forvejen var presset og rodet. Notér yderligere, at koordinationsopgaven på ingen vis indebar, at Justitsministeriet af egen drift kastede sig over de juridiske problemer, der vitterligt var.

Systemforagtens forrang

Det er velkendt, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har luftet sin skepsis over for centraladministrationen og dens embedsfolk. Det er værd at huske, når hun ved andre og senere lejligheder har rost dem og bedyret sin tillid til dem.

Det er ingen ringe egenskab, at en politiker er sit eget demokratiske mandat og politikerrollen bevidst. Hverken teknokrati eller embedsmandsvælde er nogen ønskværdig styreform. Det er et centraliseret politikervælde heller ikke.

Det er det sidste, der er relevant her. For det første er der risikoen for, at det politiske centrum (statsministeren, Statsministeriet og Koordinationsudvalget) gaber over mere, end det kan kapere. Det er så oplagt, at der ikke er nogen grund til at uddybe det. For det andet fører det let til, at man i sikker forvisning om egen usvigelige dømmekraft fuldstændig ignorerer den nedarvede visdom, som regerings- og forvaltningssystemet rummer og bygger på. To forhold er her relevante.

Det ene er, at embedsfolk på tværs af ministerier og myndigheder i september-oktober faktisk havde erkendt den potentielle alvor. Man havde også erkendt problemets ressortoverskridende kompleksitet. En gammel og velafprøvet metode er at nedsætte en arbejdsgruppe med folk fra de berørte ministerier og så lade dem grave sagen igennem. Erfaringen siger også, at de er meget hurtigere end deres ry. Det gjorde man ikke, og de mange relevante spørgsmål, som i perioden var rejst, faldt ned i sprækkerne mellem de forskellige ressorter.

Det andet forhold er samspillet med branchen. Det er traditionelt tæt mellem danske ministerier, styrelser og organisationerne på deres områder. Det gælder ikke mindst på landbrugets område. Det ved enhver, og vi ved også, at udfaldet af det tætte og traditionsrige samspil mellem Slotsholmen og Axelborg ikke altid har været så smukt endda. Ikke desto mindre har man i dette samspil en formidabel legitimitetsskabende og usikkerhedsreducerende mekanisme. Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen var måske i gang med en sådan øvelse, men blev overhalet af højere magter.

Nu er vi langt ude på det kontrafaktiske overdrev. Men forestil Dem, at regeringen i september, ja måske juni havde indset, at der kunne udvikle sig en situation, som krævede minkhandling. Det lå i den grad i kortene. Forestil Dem så, at den samme kreds af ministre havde krævet at få det tygget igennem og nedsat en hurtigtarbejdende embedsmandsgruppe, som skulle tegne handlingsscenarierne op og kortlægge de problemer, som de rejste sundhedsmæssigt, retligt og økonomisk. Forestil Dem yderligere, at de samme høje ministre havde givet Mogens Jensen et mandat til at sondere og forhandle med branchen, ja, endog havde inviteret branchen med ind i gruppen. Så havde hverken regeringen eller vi næppe stået her i dag.

Det lyder hypotetisk, men er i virkeligheden en simpel overførsel til minksagen af de historiske erfaringer med et regeringspolitisk autoriseret samspil mellem fagkyndige ressortmyndigheder og de berørte interesser. Det er den handlingslogik, man i årtier har praktiseret ikke bare på landbrugsområdet, men på Erhvervsministeriets og Justitsministeriets områder.

Det kan man forestille sig. De gjorde det bare ikke. For kombinationen af skepsis grænsende til mistillid over for systemet og en centralisering, hvor ingen kunne bevæge sig uden signaler oppefra, tegner billedet af en regering, som ikke havde og muligvis ikke har nogen forståelse af, hvordan den bruger embedsværket, og hvilken formidabel styrke det giver den regering, der forstår at gøre det. Det kostede samfundet dyrt og har efterladt ikke bare regeringen, men også embedsværket med et stærkt ramponeret renommé.

Citat fra Weekendavisen.

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/sagen-der-ikke-maa-doe