Kommissorium
Instrukskommissionens kommissorium, der er dateret den 3. december 2019, har følgende ordlyd:
- Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af sagen om instruksen om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet.
Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til statslige myndigheders generelle administration og håndtering af konkrete sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig.
Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, om myndighedernes administration og håndtering af sager om indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var mindreårig, herunder i tilfælde, hvor parret havde et eller flere fælles børn, er sket i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler og principper og Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om barnets rettigheder.
Undersøgelsen og redegørelsen skal navnlig omfatte Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets pressemeddelelse af 10. februar 2016 om, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet måtte indkvarteres med en ægtefælle eller samlever samt ministeriets skriftlige såvel som mundtlige instruktioner til Udlændingestyrelsen samt øvrig skriftlig og mundtlig kommunikation i forbindelse med pressemeddelelsen, herunder drøftelser mv. på koncerndirektionsmødet den 10. februar 2016. Undersøgelseskommissionen skal herunder undersøge og redegøre for grundlaget for og omstændighederne vedrørende tilblivelsen af pressemeddelelsen og ministeriets instruktioner til Udlændingestyrelsen, herunder den rådgivning til ministeren, som blev ydet i forbindelse hermed.
Undersøgelseskommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for forløbet efter udstedelsen af pressemeddelelsen den 10. februar 2016, herunder om og i givet fald hvornår Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet eller Udlændingestyrelsen blev opmærksom på, at der i konkrete sager om indkvartering kunne rejses spørgsmål i forhold til bl.a. forvaltningsretten og Danmarks internationale forpligtelser, samt hvilke skridt af konkret eller generel karakter dette i givet fald gav anledning til, herunder i forhold til dialog med andre myndigheder.
Undersøgelseskommissionen skal herudover undersøge og redegøre for de involverede myndigheders oplysning af Folketingets Ombudsmand i forbindelse med de undersøgelser af adskilt indkvartering af mindreårige gifte eller samlevende asylansøgere, som Ombudsmanden har foretaget. Undersøgelsen og redegørelsen skal endvidere omfatte de oplysninger, der er givet til Folketinget om forløbet. Som led i undersøgelsen og redegørelsen for oplysningen af Folketingets Ombudsmand og Folketinget skal kommissionen inddrage den rådgivning til ministeren, som blev ydet i forbindelse hermed.
Undersøgelsen og redegørelsen skal omfatte perioden fra den 25. januar 2016 frem til kommissionens nedsættelse. Undersøgelseskommissionen skal i relevant omfang inddrage oplysninger forud for denne periode.
Fremkommer der i forbindelse med kommissionens undersøgelse andre forhold, som er af en sådan karakter, at de ud fra kommissoriet må anses for nærliggende at undersøge, men som ikke umiddelbart skønnes at være omfattet af kommissoriet, kan undersøgelseskommissionen rette henvendelse til Justitsministeriet med henblik på en drøftelse heraf.
På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommissionen efter § 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. - Folketingets Ombudsmand afgav den 23. marts 2017 en endelig redegørelse for sin egen drift-undersøgelse vedrørende Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets instruks af 10. februar 2016 (udtalelse 2017-10). Folketingets Ombudsmand har senere gennemført yderligere undersøgelser mv. med relation til sagen. Undersøgelseskommissionen forudsættes at inddrage Ombudsmandens undersøgelser mv., i det omfang det er relevant for at belyse de forhold, som kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for.
- Kommissionen vil blive tildelt fuld og omfattende sekretariatsbistand. Justitsministeriet vil løbende drøfte med kommissionen, om den har tilstrækkelige ressourcer.
I lyset af spørgsmålet om forældelse af eventuelt ansvar opfordres kommissionen til at tilrettelægge undersøgelsen således, at der foretages vidneafhøringer så tidligt som muligt i undersøgelsen.
Undersøgelseskommissionen bør tilrettelægge sit arbejde, således at den så vidt muligt kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse senest halvandet år, efter at kommissionen er nedsat.
Hvis kommissionen ikke kan afgive beretning inden det nævnte tidspunkt, anmodes kommissionen om at orientere justitsministeren skriftligt om baggrunden herfor, om fremdriften i undersøgelsen og om, hvornår kommissionen forventer at kunne afgive sin beretning.
Justitsministeren vil med passende mellemrum, og første gang et halvt år efter nedsættelsen af kommissionen, informere Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om fremdriften i arbejdet.Mine bemærkninger:
Intet om hvorfor embedsmændene på grundlag af en pressemeddelelse administrerede ulovligt..Intet om at Inger Støjberg måske handlede i pigernes interesse..
Intet om der var omstændigheder der gjorde, at håndteringen fejlede.
Intet om hvilken interesse Inger Støjberg skulle have i ulovlig adskillelse.
Intet om Inger Støjbergs retssikkerhed.