Jeg vil gerne give en opdatering på sagen om Instrukskommissionens delberetning og det forløb, vi kan se frem til i Folketinget. Jakob Ellemann..

 Jeg vil gerne give en opdatering på sagen om Instrukskommissionens delberetning og det forløb, vi kan se frem til i Folketinget. Jakob Ellemann..

Da Venstre modtog Instrukskommissionens delberetning den 14. december, hyrede Venstre to eksterne juridiske eksperter til at gennemgå den og give deres juridiske vurdering. Den ene er adjungeret professor Peer Schaumburg-Müller, og den anden advokat Poul Heidmann, der har erfaring fra Tamilsagen, statsløsekommissionen og flere andre kommissioner.

Inger og jeg har været i dialog med dem af flere omgange, og deres to analyser foreligger nu i endelig form. Derfor har jeg besluttet at lægge dem frem offentligt, da der har været stor interesse for analyserne.

Som jeg tidligere har nævnt, blandt andet i forskellige interviews, så tegner de to juridiske vurderinger et noget mere nuanceret billede af sagen, end Instrukskommissionen gør. De finder store udfordringer ved den måde, som kommissionen konkluderer på, og de stiller sig tvivlende over for, om en rigsret vil føre til dom mod Inger.

Vores juridiske eksperter påpeger bl.a.:

- Kommissionen har tilsidesat det forsigtighedsprincip, som kommissioner normalt skal styre efter. Både når det gælder vurderingen af beviserne, og når det gælder konklusionerne, som vurderes at være strammet markant.

- Begge stiller sig undrende over for tilsidesættelsen af Ingers, departementschefen og afdelingschefens forklaringer. Og finder, at det vil være vanskeligt for en rigsret at se bort fra disse forklaringer.

- Poul Heidmann stiller helt grundlæggende spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er basis for en sag, da kommissionen fastslår, at det lovbrud, der er sket ved adskillelse af asylpar, skyldtes forkert rådgivning fra embedsfolkenes side.

Dermed også sagt, at det bestemt ikke er givet på forhånd, at Folketinget skulle rejse en rigsretssag. Der er grund til at tænke sig grundigt om, inden Folketinget nedsætter en rigsret, der med en vis sandsynlighed ender i en frifindelse.

Som jeg sagde i mit interview med Jyllands-Posten mellem jul og nytår, afventer vi i Venstre nu den advokatvurdering, som Folketinget har bestilt. På baggrund af de juridiske vurderinger, Venstre har fået foretaget, er det min forventning, at også Folketingets advokater vil udfordre kommissionens konklusioner.

For Venstre er det vigtigt at få den her sag afklaret. Så der ikke kan rejses tvivl om, at vi er ordentligt og retskaffent parti. Derfor har jeg også sagt, at enten kommer der en klar konklusion fra advokatvurderingen, som fører til, at Folketinget tilkendegiver, at der ikke er bund i konklusionerne i delberetningen for så vidt angår den ulovlige instruks. Eller også må der gennemføres en rigsretssag, hvor spørgsmålet om ulovlig administration afgøres én gang for alle, så Venstre og Inger kan blive frikendt.

Skulle det derfor mod forventning vise sig, at den uafhængige advokatvurdering til Folketinget skulle finde basis for en domfældelse, er vi derfor ultimativt klar til at få det prøvet ved en rigsret. Det vil i givet fald være den eneste måde at blive fri af de anklager om ulovlig administration, der lige nu hænger over Inger og dermed også over Venstre.

Undervejs i forløbet har Inger valgt at trække sig som næstformand på min opfordring. Det blev bakket op af et stort flertal i Venstres forretningsudvalg. Den beslutning handler hverken om denne sag eller om de juridiske vurderinger, der nu lægges frem. For allerede på det tidspunkt havde vi en klar indikation af, hvor de juridiske eksperter ville lande med deres vurderinger.

Årsagen til, at Inger måtte trække sig, skal findes i de samarbejdsproblemer, Inger og jeg har haft over de seneste mange måneder. De kulminerede i Ingers manglende opbakning til den konkrete beslutning som var truffet af mig som Venstres formand med stor opbakning i Venstres forretningsudvalg. Det var ikke første gang, at Inger gik imod min og Venstres linje, og derfor forsvandt min tillid endegyldigt til, at Inger kunne fortsætte som næstformand.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at selvom Inger ikke er næstformand i Venstre længere, vil vi behandle denne sag ordentligt og seriøst. Med respekt for Inger, med respekt for Venstre og med respekt for lov og ret. Det siger sig selv.

Som parti står vi overfor en svær tid. Det bliver vanskeligt at komme videre herfra, og vi skal arbejde hårdt for, at flere danskere kan vise deres tillid til vores parti. Jeg er dog fortrøstningsfuld og overbevist om, at vi kan lykkes. Men det kræver alle gode kræfter og, at vi er klar til at arbejde hårdere end nogen andre.  

Jakob Ellemann..

 

De to juridiske vurderinger, som Venstre har fået lavet, kan læses her: 

https://www.venstre.dk/nyheder/notater-fra-to-juridiske-eksperter-om-delberetning?fbclid=IwAR39LowfmKovh06JZf4U2gx5L3cCcI2x47r8EEcZ5E0LQHD9Drb6kcQI6ks

Kære Inger Støjberg, det er tid for selv refleksion, det er ikke nok at have 162.000 følgere på Facebook og 28.000 vælgere” 7.9. Vurdering af de involverede ministre: Herunder Inger Støjberg.

 

Kære Inger Støjberg, det er tid for selv refleksion, det er ikke nok at have 162.000 følgere på Facebook og 28.000 vælgere”

Eller en heroisk kamp mod barnebrude, eller nærmere mod mændene i forholdene.

Den 14 december 2020  kom Instruks kommissions-beretning på 3500 sider, ud af den trækker du nogle få linjer:

Der er på baggrund af oplysningerne i sagen ikke grundlag for at konkludere,

at Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets

embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven..

 

Denne korte sentens rejser du straks land og rige rundt med som om du er frikendt”
Det er bedste fald noget vrøvl, i værste fald demagogi, jeg vedhæfter side 823-330 i første bind..

 

Der fremgår det klart at du har løjet ,forvansket, forhindret sandheden er kommet frem,
Det er basis af afhøringer af dig og mange vidner, samt en afskrift af mange samrådsreferater..

 

Dine følgere og vælgere dømmer dig ikke, de følger dig blindt,

Men dine handlinger dømmer dig, de er nemlig ikke lovlige.

Hvordan det bliver taklet vil tiden vise.

Det  kræver selv refleksion af dig.

Det er nok for sent nu, men hvis du tidligere havde trykket pause knappen,

Kunne du muligvis havde sluppet med en næse, på størrelse med Rundetårn..

Vi  håbede at det ikke var nok til en rigsret, men det ændre ikke på dine lovbrud.. 

 

7.9. Vurdering af de involverede ministre: Herunder Inger Støjberg.

jeg vedhæfter siderne 823-330 i første bind..

7.9. Vurdering af de involverede ministre

Som anført ovenfor i kapitel 6 (afsnit 6.5.7) kan en undersøgelseskommission

ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet

om ministres ansvar. Kommissionen vil imidlertid skulle foretage en vurdering af bl.a., om myndighedernes håndtering og administration af indkvarteringsordningen har været lovlig eller ulovlig, og – som led i undersøgelsen

vedrørende ministre – redegøre for, hvilken rolle og viden en minister har haft

om håndteringen og administrationen af indkvarteringsordningen.

Kommissionens opgave i forhold til ministre består således alene i at undersøge og klarlægge de faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets stillingtagen til spørgsmålet, om en minister skal stilles til ansvar. I den

forbindelse kan kommissionen foretage en undersøgelse af og redegøre for

subjektive forhold vedrørende ministeren, f.eks. hvilken viden ministeren må

antages at have haft om bl.a. administrationen af et givent område inden for

ministerens ressort og om oplysninger, der er blevet videregivet til Folketinget.

Balancen mellem på den ene side bevisvurderinger og vurderinger af relevante

personers viden i denne forbindelse og på den anden side ansvarsvurderinger

kan til tider forekomme hårfin og kan i visse tilfælde fremstå som to sider af

samme sag. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at kommissionens

vurderinger i relation til ministre alene vedrører, hvad der efter kommissionens opfattelse kan lægges til grund om det faktiske forløb og den rolle og

viden, disse har haft i den forbindelse. Kommissionen foretager derimod ikke

den retlige kvalifikation af de forhold, som kommissionen i den henseende

bevismæssigt har lagt til grund.

I tilknytning hertil har kommissionen – i overensstemmelse med kommissoriet – foretaget retlige vurderinger af indkvarteringsordningen og administrationen heraf, ligesom kommissionen i den endelige beretning vil foretage

eventuelle ansvarsvurderinger af de enkelte embedsfolks forhold.

7.9.1. Fhv. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg

7.9.1.1. Instruksen af 10. februar 2016

Kommissionen har lagt til grund, at den instruks, som den 10. februar 2016

blev formidlet til Udlændingestyrelsen, var undtagelsesfri og indebar, at ingen

mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter som en

824

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

ægtefælle eller samlever. Instruksen gjaldt også par, der allerede var indkvarteret på asylcentrene, og det var forudsætningen i februar 2016, at adskillelserne skulle vare ved, så længe en af parterne var under 18 år, og parrene var

indkvarteret i asylsystemet. Instruksen bestod i departementets udsendelse

af pressemeddelelsen den 10. februar 2016, fremsendelsen af denne til Udlændingestyrelsen og Line Skytte Mørk Hansens telefoniske henvendelse(r) til

Lene Linnea Vejrum samme dag med besked til styrelsen om administrativt

at effektuere i overensstemmelse med pressemeddelelsen.

Om denne del af sagen finder kommissionen, at der – på baggrund af det

omfangsrige skriftlige materiale, der er indgået i sagen, sammenholdt med

de afgivne forklaringer – ikke er nogen rimelig tvivl.

Den indkvarteringsordning, der blev iværksat med instruksen den 10. februar

2016, var klart ulovlig. Efter kommissionens opfattelse savnede ordningen

den fornødne hjemmel, ligesom ordningen var i strid med uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet. Allerede fordi instruksen var undtagelsesfri og indebar, at ingen

mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter som deres

ægtefælle eller samlever, udgjorde ordningen desuden en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og Børnekonventionen. Da indkvarteringsordningen var undtagelsesfri, var det heller ikke en del af ordningen,

at der skulle foretages partshøringer, andre former for sagsoplysning eller

træffes begrundede afgørelser om adskillelse i de enkelte sager. Ordningen

var derfor også i strid med formelle og processuelle krav, der stilles efter både

dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen.

Der er efter det materiale, der er indgået i kommissionsundersøgelsen, og de

afgivne forklaringer ikke nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for

udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret af embedsfolk fra sit

departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig. Advarslerne herom var givet mundtligt, og der er ikke grundlag for at konstatere,

at der i forbindelse med drøftelserne har været anvendt ord som ”advarsel”,

”ulovlig” eller lignende. Tilkendegivelserne fra embedsfolkene i relation til

muligheden for en undtagelsesfri ordning – i hvert fald den 10. februar 2016

– var ikke desto mindre klar.

825

Vurdering af de involverede ministre

Kommissionen har samtidig lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med

rådgivningen fra departementet samtidig var blevet bibragt en opfattelse af,

at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel

vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er

lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser,

der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende

for ordningen. Som anført har tilkendegivelserne fra embedsfolkene i relation

til muligheden for en undtagelsesfri ordning ikke desto mindre været klar.

Et vigtigt spørgsmål for kommissionen har været at undersøge, om Inger Støjberg var klar over, at retningslinjerne i pressemeddelelsen kom til at udgøre

en instruks i forhold til Udlændingestyrelsen, eller om det alene var hensigten

med pressemeddelelsen at sende et ”tydeligt politisk signal”, samtidig med at

der skulle administreres på anden vis. Den meddelelse, der gik til Udlændingestyrelsen om at administrere efter pressemeddelelsen, kunne således skyldes

en fejl eller en misforståelse i departementet af Inger Støjbergs hensigt med

pressemeddelelsen.

Inger Støjberg har således for kommissionen forklaret, at pressemeddelelsen

alene skulle udtrykke hendes politiske holdning og ikke ordningen som sådan. Kommissionen har i relation til dette spørgsmål lagt til grund bl.a., at

Inger Støjberg, Uffe Toudal Pedersen og Mark Thorsen ikke indhentede en

juridisk vurdering af, om udsendelsen af den pågældende pressemeddelelse

uden undtagelser og alene i den hensigt at udtrykke en politisk holdning ville

være ulovlig.

Forklaringen fra Inger Støjberg om sin hensigt med pressemeddelelsen har i

vid udstrækning været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning,

som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Kommissionen har i det hele tilsidesat Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs

efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen. Kommissionen har i den forbindelse lagt til grund, at Inger Støjberg i

826

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

forbindelse med udsendelsen af pressemeddelelsen både eksternt og internt i

departementet klart tilkendegav, at hun ville have en undtagelsesfri ordning.

Der er på baggrund af oplysningerne i sagen ikke grundlag for at konkludere,

at Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets

embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven, men embedsfolk i departementet har handlet i overensstemmelse med Inger Støjbergs

udtrykte ønske og afgivet en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen.

Det kan endvidere lægges til grund, at Inger Støjberg fastholdt sit ønske om

en undtagelsesfri administration på trods af flere mundtlige advarsler fra

embedsværket.

Den praksisændring, der blev meddelt Udlændingestyrelsen den 10. februar

2016 i form af bl.a. pressemeddelelsen, var således en direkte konsekvens af

Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning. Kommissionen har fundet, at det endvidere med en høj grad af sikkerhed kan

lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10.

februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene,

og i hvert fald kan det lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået

Inger Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive

iværksat en administration af ordningen svarende til de tilkendegivelser, som

hun fremkom med den 10. februar 2016. Henset til Inger Støjbergs gentagne

tilkendegivelser om, at hun ville have alle parrene adskilt, er der ingen tvivl

om, at hun også må have accepteret dette som et muligt udfald af tilkendegivelserne. Rent faktisk skete der da også det, at Udlændingestyrelsen samme

dag modtog en instruks om at administrere undtagelsesfrit.

Kommissionen har om administrationen af ordningen endvidere kunnet konstatere, at der få dage efter udsendelsen af instruksen den 10. februar 2016

blev truffet beslutning i Udlændingestyrelsen om at foretage adskillelse af

en række par uden børn. I flere af disse sager forelå der ikke oplysninger, der

gjorde det muligt at foretage nogen i retlig sammenhæng relevante konkrete

og individuelle vurderinger af parrenes forhold, ligesom afgørelserne blev

truffet uden iagttagelse af de almindelige formelle krav, der gælder, når myndighederne foretager alvorlige indgreb i personers privat- og familieliv. Den

manglende iagttagelse af formelle krav må ses i sammenhæng med, at bl.a.

almindelig sagsoplysning, partshøring og krav om begrundede afgørelser ikke

spiller nogen reel rolle i en ordning, der er undtagelsesfri. I dagene umiddel-

827

Vurdering af de involverede ministre

bart efter den 10. februar 2016 udmøntede den undtagelsesfrie instruks sig

således i en række beslutninger, der afspejlede instruksens undtagelsesfrie

karakter. Ordningen blev også i den efterfølgende periode administreret uden

iagttagelse af forvaltningsretlige principper og i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og

Børnekonventionen. Efter kommissionens opfattelse var denne klart ulovlige

administration – der indebar en betydelig risiko for materielt forkerte afgørelser, og som medførte intensive og byrdefulde indgreb over for en sårbar

persongruppe – en følge af den undtagelsesfrie instruks, som Udlændingestyrelsen modtog fra departementet den 10. februar 2016.

Kommissionen har om indkvarteringsordningen desuden lagt til grund, at

ordningen ændrede indhold henover foråret 2016 og frem til december 2016,

hvor retningslinjerne for den ordning, der gælder i dag, forelå. Igangsættelsen

af denne proces skyldtes navnlig Udlændingestyrelsens forelæggelse af fem

konkrete sager for departementet, og kommissionen har lagt til grund, at Inger

Støjberg også herefter flere gange fastholdt, at hun ville have en undtagelsesfri

ordning, men i forbindelse med samråd Z den 15. marts 2016 accepterede

muligheden for undtagelser, hvilket hun på samrådet omtalte meget snævert.

Dette førte dog til, at der 18. marts 2016 af embedsfolk i departementet blev

givet en ny instruks til Udlændingestyrelsen, hvorefter der blev etableret mulighed for at gøre undtagelser i sagerne, uden at der i denne forbindelse blev

fastsat nærmere retningslinjer herfor. Først den 4. maj 2016 tilkendegav Inger

Støjberg over for ombudsmanden og den 9. maj 2016 over for Folketinget, at

der kunne gøres undtagelser efter de internationale forpligtelser.

Allerede på tidspunktet for samråd Z den 15. marts 2016 var hovedparten

af de da kendte par, der var omfattet af ordningen, imidlertid blevet adskilt,

ligesom disse par forblev adskilt, indtil Udlændingestyrelsen henover sommeren 2016 genoptog sagerne, efter at Udlændingestyrelsen den 28. april 2016

havde truffet beslutning herom. I hvert fald frem til tidspunktet for sagernes

genoptagelse vedblev administrationen af indkvarteringsordningen med at

være så mangelfuld, at den i langt størstedelen af de omhandlede sager var i

strid med både grundlæggende forvaltningsretlige og menneskeretlige krav

af formel og materiel karakter. Den – også i denne periode – klart ulovlige

administration medførte betydelig risiko for, at der blev truffet materielt forkerte afgørelser.

828

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Sammenfattende kan det lægges til grund, at instruksen af 10. februar 2016

var klart ulovlig, at Inger Støjberg mundtligt blev advaret om, at en ordning

uden undtagelsesmuligheder (instruksen) ikke lovligt kunne gennemføres, at

det kan lægges til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med udsendelsen af

pressemeddelelsen både eksternt og internt i departementet klart tilkendegav,

at hun ville have en undtagelsesfri ordning, at det med en høj grad af sikkerhed

kan lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10.

februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene, at

det i hvert fald kan lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået Inger

Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive iværksat

en administration af ordningen svarende til indholdet af pressemeddelelsen,

at den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen

i hvert fald i en periode blev administreret klart ulovligt, og at den ulovlige

administration af ordningen fandt sted i hvert fald i perioden fra den 10.

februar til den 1. juli 2016.

7.9.1.2. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

Kommissionen har om oplysningen af Folketingets Ombudsmand sammenfattende lagt til grund, at der er dokumenter, der ikke blev givet til ombudsmanden, som var åbenbart relevante for ombudsmandens undersøgelse, at udlændingemyndighedernes oplysninger i sagen til Folketingets Ombudsmand

derfor har været utilstrækkelige, at der – ud over Henrik Grunnets mail af 10.

februar 2016 kl. 13.45 – imidlertid ikke er sikre holdepunkter for at antage, at

tilbageholdelsen af oplysninger over for ombudsmanden har været bevidst, at

det er mest sandsynligt, at Inger Støjberg den 22. juni 2017 blev gjort bekendt

med indholdet af Henrik Grunnets mail, men at kommissionen imidlertid

ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at det ikke er tilfældet.

Herudover har kommissionen lagt til grund, at departementet i beskrivelsen

af hændelsesforløbet afgav misvisende oplysninger til Folketingets Ombudsmand, og at Inger Støjberg – såfremt hun gjorde sig nærmere bekendt med

udtalelsen til ombudsmanden – i hvert fald må have indset den mulighed,

at beskrivelsen af forløbet kunne fremstå misvisende for ombudsmanden.

Kommissionen har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå,

at Inger Støjberg gjorde sig bekendt med eller var involveret i besvarelserne

til ombudsmanden på en sådan måde, at hun faktisk blev klar over, at der i

ministeriets udtalelse af 14. juli 2016 blev afgivet en misvisende beskrivelse

829

Vurdering af de involverede ministre

af ordningen. Det er dog lagt til grund som helt sikkert, at Inger Støjberg

godkendte udtalelsen til ombudsmanden.

7.9.1.3. Oplysningen af Folketinget

Som det fremgår af gennemgangen i afsnit 7.6, har kommissionen fundet

anledning til at rette opmærksomheden på en række oplysninger, som blev

givet til Folketinget, og som efter kommissionens opfattelse er urigtige eller

vildledende i forhold til det hændelsesforløb, som kommissionen har lagt til

grund. De urigtige eller vildledende oplysninger vedrører navnlig beskrivelsen

af den instruks, som blev givet til Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016.

Under samråd AT og AU den 1. juni 2017 fremkom Inger Støjberg med en

række udtalelser, som efter kommissionens opfattelse samlet set tegner et

urigtigt billede af forløbet den 10. februar 2016. Under samrådet blev det

endvidere ikke oplyst, at Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016 mundtligt

fik at vide, at der skulle administreres i overensstemmelse med pressemeddelelsen (dette blev senere oplyst til Folketinget i svaret af 21. juni 2017 på

udvalgsspørgsmål nr. 904), ligesom det ikke blev oplyst, at Inger Støjberg på

tidspunktet for udsendelsen af pressemeddelelsen internt i ministeriet ikke

havde accepteret, at Udlændingestyrelsen skulle administrere med mulighed

for undtagelser.

Udtalelserne under samrådet var derfor samlet set urigtige og misvisende,

idet udtalelserne gav et andet indtryk af den instruks, der endeligt blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen, end tilfældet var. Udtalelserne var således

egnede til at give det indtryk, at den ordning, der fremgik af pressemeddelelsen

den 10. februar 2016, reelt ikke var absolut, men indeholdt mulighed for undtagelser, og at dette blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen. Endvidere

var udtalelserne egnede til at give det indtryk, at Inger Støjbergs ønske om en

undtagelsesfri ordning alene var et ”politisk” ønske om at adskille alle og ikke

også afspejlede, at Inger Støjberg ville have, at Udlændingestyrelsen skulle

administrere uden mulighed for at foretage konkrete vurderinger.

Den beskrivelse af ordningen, som blev givet under samrådet, fremgik af talepapiret og beredskaberne og var således udarbejdet af embedsværket. Uanset

dette har kommissionen fundet, at Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl

om, at hendes beskrivelse under samrådet af den ordning, der den 10. februar

2016 blev fastlagt i pressemeddelelsen, var urigtig og misvisende.

830

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Den urigtige og misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget

i flere folketingsbesvarelser og efterfølgende samråd, hvor det blev nævnt

bl.a., at Inger Støjberg med pressemeddelelsen tog initiativ til at vende den

tidligere praksis ”på hovedet”, således at ”udgangspunktet” var, at parrene

skulle adskilles.

Kommissionen har desuden fundet, at Inger Støjbergs omtale af fire piger,

som var blevet ”reddet”, var misvisende og med til at tegne et billede af ordningens virkning, som hun ikke havde grundlag for at sige noget om. Oplysningen fremkom, uden at hun havde undersøgt eller iværksat undersøgelser

af omstændighederne i disse sager, som viste et klart andet billede end det,

hun gav udtryk for.

7.9. Vurdering af de involverede ministre: Herunder Inger Støjberg.

 

7.9. Vurdering af de involverede ministre

Hvis du ikke orker at læse det hele, så scrolle og læs det med rødt & gult!

Som anført ovenfor i kapitel 6 (afsnit 6.5.7) kan en undersøgelseskommission

ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet

om ministres ansvar. Kommissionen vil imidlertid skulle foretage en vurdering af bl.a., om myndighedernes håndtering og administration af indkvarteringsordningen har været lovlig eller ulovlig, og – som led i undersøgelsen

vedrørende ministre – redegøre for, hvilken rolle og viden en minister har haft

om håndteringen og administrationen af indkvarteringsordningen.

Kommissionens opgave i forhold til ministre består således alene i at undersøge og klarlægge de faktiske omstændigheder, der har relevans for Folketingets stillingtagen til spørgsmålet, om en minister skal stilles til ansvar. I den

forbindelse kan kommissionen foretage en undersøgelse af og redegøre for

subjektive forhold vedrørende ministeren, f.eks. hvilken viden ministeren må

antages at have haft om bl.a. administrationen af et givent område inden for

ministerens ressort og om oplysninger, der er blevet videregivet til Folketinget.

Balancen mellem på den ene side bevisvurderinger og vurderinger af relevante

personers viden i denne forbindelse og på den anden side ansvarsvurderinger

kan til tider forekomme hårfin og kan i visse tilfælde fremstå som to sider af

samme sag. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at kommissionens

vurderinger i relation til ministre alene vedrører, hvad der efter kommissionens opfattelse kan lægges til grund om det faktiske forløb og den rolle og

viden, disse har haft i den forbindelse. Kommissionen foretager derimod ikke

den retlige kvalifikation af de forhold, som kommissionen i den henseende

bevismæssigt har lagt til grund.

I tilknytning hertil har kommissionen – i overensstemmelse med kommissoriet – foretaget retlige vurderinger af indkvarteringsordningen og administrationen heraf, ligesom kommissionen i den endelige beretning vil foretage

eventuelle ansvarsvurderinger af de enkelte embedsfolks forhold.

7.9.1. Fhv. udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg

7.9.1.1. Instruksen af 10. februar 2016

Kommissionen har lagt til grund, at den instruks, som den 10. februar 2016

blev formidlet til Udlændingestyrelsen, var undtagelsesfri og indebar, at ingen

mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter som en

824

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

ægtefælle eller samlever. Instruksen gjaldt også par, der allerede var indkvarteret på asylcentrene, og det var forudsætningen i februar 2016, at adskillelserne skulle vare ved, så længe en af parterne var under 18 år, og parrene var

indkvarteret i asylsystemet. Instruksen bestod i departementets udsendelse

af pressemeddelelsen den 10. februar 2016, fremsendelsen af denne til Udlændingestyrelsen og Line Skytte Mørk Hansens telefoniske henvendelse(r) til

Lene Linnea Vejrum samme dag med besked til styrelsen om administrativt

at effektuere i overensstemmelse med pressemeddelelsen.

Om denne del af sagen finder kommissionen, at der – på baggrund af det

omfangsrige skriftlige materiale, der er indgået i sagen, sammenholdt med

de afgivne forklaringer – ikke er nogen rimelig tvivl.

Den indkvarteringsordning, der blev iværksat med instruksen den 10. februar

2016, var klart ulovlig. Efter kommissionens opfattelse savnede ordningen

den fornødne hjemmel, ligesom ordningen var i strid med uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet. Allerede fordi instruksen var undtagelsesfri og indebar, at ingen

mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter som deres

ægtefælle eller samlever, udgjorde ordningen desuden en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og Børnekonventionen. Da indkvarteringsordningen var undtagelsesfri, var det heller ikke en del af ordningen,

at der skulle foretages partshøringer, andre former for sagsoplysning eller

træffes begrundede afgørelser om adskillelse i de enkelte sager. Ordningen

var derfor også i strid med formelle og processuelle krav, der stilles efter både

dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen.

Der er efter det materiale, der er indgået i kommissionsundersøgelsen, og de

afgivne forklaringer ikke nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for

udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret af embedsfolk fra sit

departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig. Advarslerne herom var givet mundtligt, og der er ikke grundlag for at konstatere,

at der i forbindelse med drøftelserne har været anvendt ord som ”advarsel”,

”ulovlig” eller lignende. Tilkendegivelserne fra embedsfolkene i relation til

muligheden for en undtagelsesfri ordning – i hvert fald den 10. februar 2016

– var ikke desto mindre klar.

825

Vurdering af de involverede ministre

Kommissionen har samtidig lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med

rådgivningen fra departementet samtidig var blevet bibragt en opfattelse af,

at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel

vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er

lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser,

der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende

for ordningen. Som anført har tilkendegivelserne fra embedsfolkene i relation

til muligheden for en undtagelsesfri ordning ikke desto mindre været klar.

Et vigtigt spørgsmål for kommissionen har været at undersøge, om Inger Støjberg var klar over, at retningslinjerne i pressemeddelelsen kom til at udgøre

en instruks i forhold til Udlændingestyrelsen, eller om det alene var hensigten

med pressemeddelelsen at sende et ”tydeligt politisk signal”, samtidig med at

der skulle administreres på anden vis. Den meddelelse, der gik til Udlændingestyrelsen om at administrere efter pressemeddelelsen, kunne således skyldes

en fejl eller en misforståelse i departementet af Inger Støjbergs hensigt med

pressemeddelelsen.

Inger Støjberg har således for kommissionen forklaret, at pressemeddelelsen

alene skulle udtrykke hendes politiske holdning og ikke ordningen som sådan. Kommissionen har i relation til dette spørgsmål lagt til grund bl.a., at

Inger Støjberg, Uffe Toudal Pedersen og Mark Thorsen ikke indhentede en

juridisk vurdering af, om udsendelsen af den pågældende pressemeddelelse

uden undtagelser og alene i den hensigt at udtrykke en politisk holdning ville

være ulovlig.

Forklaringen fra Inger Støjberg om sin hensigt med pressemeddelelsen har i

vid udstrækning været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning,

som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Kommissionen har i det hele tilsidesat Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs

efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen. Kommissionen har i den forbindelse lagt til grund, at Inger Støjberg i

826

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

forbindelse med udsendelsen af pressemeddelelsen både eksternt og internt i

departementet klart tilkendegav, at hun ville have en undtagelsesfri ordning.

Der er på baggrund af oplysningerne i sagen ikke grundlag for at konkludere,

at Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets

embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven, men embedsfolk i departementet har handlet i overensstemmelse med Inger Støjbergs

udtrykte ønske og afgivet en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen.

Det kan endvidere lægges til grund, at Inger Støjberg fastholdt sit ønske om

en undtagelsesfri administration på trods af flere mundtlige advarsler fra

embedsværket.

Den praksisændring, der blev meddelt Udlændingestyrelsen den 10. februar

2016 i form af bl.a. pressemeddelelsen, var således en direkte konsekvens af

Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning. Kommissionen har fundet, at det endvidere med en høj grad af sikkerhed kan

lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10.

februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene,

og i hvert fald kan det lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået

Inger Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive

iværksat en administration af ordningen svarende til de tilkendegivelser, som

hun fremkom med den 10. februar 2016. Henset til Inger Støjbergs gentagne

tilkendegivelser om, at hun ville have alle parrene adskilt, er der ingen tvivl

om, at hun også må have accepteret dette som et muligt udfald af tilkendegivelserne. Rent faktisk skete der da også det, at Udlændingestyrelsen samme

dag modtog en instruks om at administrere undtagelsesfrit.

Kommissionen har om administrationen af ordningen endvidere kunnet konstatere, at der få dage efter udsendelsen af instruksen den 10. februar 2016

blev truffet beslutning i Udlændingestyrelsen om at foretage adskillelse af

en række par uden børn. I flere af disse sager forelå der ikke oplysninger, der

gjorde det muligt at foretage nogen i retlig sammenhæng relevante konkrete

og individuelle vurderinger af parrenes forhold, ligesom afgørelserne blev

truffet uden iagttagelse af de almindelige formelle krav, der gælder, når myndighederne foretager alvorlige indgreb i personers privat- og familieliv. Den

manglende iagttagelse af formelle krav må ses i sammenhæng med, at bl.a.

almindelig sagsoplysning, partshøring og krav om begrundede afgørelser ikke

spiller nogen reel rolle i en ordning, der er undtagelsesfri. I dagene umiddel-

827

Vurdering af de involverede ministre

bart efter den 10. februar 2016 udmøntede den undtagelsesfrie instruks sig

således i en række beslutninger, der afspejlede instruksens undtagelsesfrie

karakter. Ordningen blev også i den efterfølgende periode administreret uden

iagttagelse af forvaltningsretlige principper og i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og

Børnekonventionen. Efter kommissionens opfattelse var denne klart ulovlige

administration – der indebar en betydelig risiko for materielt forkerte afgørelser, og som medførte intensive og byrdefulde indgreb over for en sårbar

persongruppe – en følge af den undtagelsesfrie instruks, som Udlændingestyrelsen modtog fra departementet den 10. februar 2016.

Kommissionen har om indkvarteringsordningen desuden lagt til grund, at

ordningen ændrede indhold henover foråret 2016 og frem til december 2016,

hvor retningslinjerne for den ordning, der gælder i dag, forelå. Igangsættelsen

af denne proces skyldtes navnlig Udlændingestyrelsens forelæggelse af fem

konkrete sager for departementet, og kommissionen har lagt til grund, at Inger

Støjberg også herefter flere gange fastholdt, at hun ville have en undtagelsesfri

ordning, men i forbindelse med samråd Z den 15. marts 2016 accepterede

muligheden for undtagelser, hvilket hun på samrådet omtalte meget snævert.

Dette førte dog til, at der 18. marts 2016 af embedsfolk i departementet blev

givet en ny instruks til Udlændingestyrelsen, hvorefter der blev etableret mulighed for at gøre undtagelser i sagerne, uden at der i denne forbindelse blev

fastsat nærmere retningslinjer herfor. Først den 4. maj 2016 tilkendegav Inger

Støjberg over for ombudsmanden og den 9. maj 2016 over for Folketinget, at

der kunne gøres undtagelser efter de internationale forpligtelser.

Allerede på tidspunktet for samråd Z den 15. marts 2016 var hovedparten

af de da kendte par, der var omfattet af ordningen, imidlertid blevet adskilt,

ligesom disse par forblev adskilt, indtil Udlændingestyrelsen henover sommeren 2016 genoptog sagerne, efter at Udlændingestyrelsen den 28. april 2016

havde truffet beslutning herom. I hvert fald frem til tidspunktet for sagernes

genoptagelse vedblev administrationen af indkvarteringsordningen med at

være så mangelfuld, at den i langt størstedelen af de omhandlede sager var i

strid med både grundlæggende forvaltningsretlige og menneskeretlige krav

af formel og materiel karakter. Den – også i denne periode – klart ulovlige

administration medførte betydelig risiko for, at der blev truffet materielt forkerte afgørelser.

828

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Sammenfattende kan det lægges til grund, at instruksen af 10. februar 2016

var klart ulovlig, at Inger Støjberg mundtligt blev advaret om, at en ordning

uden undtagelsesmuligheder (instruksen) ikke lovligt kunne gennemføres, at

det kan lægges til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med udsendelsen af

pressemeddelelsen både eksternt og internt i departementet klart tilkendegav,

at hun ville have en undtagelsesfri ordning, at det med en høj grad af sikkerhed

kan lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10.

februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene, at

det i hvert fald kan lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået Inger

Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive iværksat

en administration af ordningen svarende til indholdet af pressemeddelelsen,

at den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen

i hvert fald i en periode blev administreret klart ulovligt, og at den ulovlige

administration af ordningen fandt sted i hvert fald i perioden fra den 10.

februar til den 1. juli 2016.

7.9.1.2. Oplysningen af Folketingets Ombudsmand

Kommissionen har om oplysningen af Folketingets Ombudsmand sammenfattende lagt til grund, at der er dokumenter, der ikke blev givet til ombudsmanden, som var åbenbart relevante for ombudsmandens undersøgelse, at udlændingemyndighedernes oplysninger i sagen til Folketingets Ombudsmand

derfor har været utilstrækkelige, at der – ud over Henrik Grunnets mail af 10.

februar 2016 kl. 13.45 – imidlertid ikke er sikre holdepunkter for at antage, at

tilbageholdelsen af oplysninger over for ombudsmanden har været bevidst, at

det er mest sandsynligt, at Inger Støjberg den 22. juni 2017 blev gjort bekendt

med indholdet af Henrik Grunnets mail, men at kommissionen imidlertid

ikke har fundet tilstrækkeligt grundlag for at afvise, at det ikke er tilfældet.

Herudover har kommissionen lagt til grund, at departementet i beskrivelsen

af hændelsesforløbet afgav misvisende oplysninger til Folketingets Ombudsmand, og at Inger Støjberg – såfremt hun gjorde sig nærmere bekendt med

udtalelsen til ombudsmanden – i hvert fald må have indset den mulighed,

at beskrivelsen af forløbet kunne fremstå misvisende for ombudsmanden.

Kommissionen har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at fastslå,

at Inger Støjberg gjorde sig bekendt med eller var involveret i besvarelserne

til ombudsmanden på en sådan måde, at hun faktisk blev klar over, at der i

ministeriets udtalelse af 14. juli 2016 blev afgivet en misvisende beskrivelse

829

Vurdering af de involverede ministre

af ordningen. Det er dog lagt til grund som helt sikkert, at Inger Støjberg

godkendte udtalelsen til ombudsmanden.

7.9.1.3. Oplysningen af Folketinget

Som det fremgår af gennemgangen i afsnit 7.6, har kommissionen fundet

anledning til at rette opmærksomheden på en række oplysninger, som blev

givet til Folketinget, og som efter kommissionens opfattelse er urigtige eller

vildledende i forhold til det hændelsesforløb, som kommissionen har lagt til

grund. De urigtige eller vildledende oplysninger vedrører navnlig beskrivelsen

af den instruks, som blev givet til Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016.

Under samråd AT og AU den 1. juni 2017 fremkom Inger Støjberg med en

række udtalelser, som efter kommissionens opfattelse samlet set tegner et

urigtigt billede af forløbet den 10. februar 2016. Under samrådet blev det

endvidere ikke oplyst, at Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016 mundtligt

fik at vide, at der skulle administreres i overensstemmelse med pressemeddelelsen (dette blev senere oplyst til Folketinget i svaret af 21. juni 2017 på

udvalgsspørgsmål nr. 904), ligesom det ikke blev oplyst, at Inger Støjberg på

tidspunktet for udsendelsen af pressemeddelelsen internt i ministeriet ikke

havde accepteret, at Udlændingestyrelsen skulle administrere med mulighed

for undtagelser.

Udtalelserne under samrådet var derfor samlet set urigtige og misvisende,

idet udtalelserne gav et andet indtryk af den instruks, der endeligt blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen, end tilfældet var. Udtalelserne var således

egnede til at give det indtryk, at den ordning, der fremgik af pressemeddelelsen

den 10. februar 2016, reelt ikke var absolut, men indeholdt mulighed for undtagelser, og at dette blev kommunikeret til Udlændingestyrelsen. Endvidere

var udtalelserne egnede til at give det indtryk, at Inger Støjbergs ønske om en

undtagelsesfri ordning alene var et ”politisk” ønske om at adskille alle og ikke

også afspejlede, at Inger Støjberg ville have, at Udlændingestyrelsen skulle

administrere uden mulighed for at foretage konkrete vurderinger.

Den beskrivelse af ordningen, som blev givet under samrådet, fremgik af talepapiret og beredskaberne og var således udarbejdet af embedsværket. Uanset

dette har kommissionen fundet, at Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl

om, at hendes beskrivelse under samrådet af den ordning, der den 10. februar

2016 blev fastlagt i pressemeddelelsen, var urigtig og misvisende.

830

Kommissionens vurdering af det faktiske forløb

Den urigtige og misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget

i flere folketingsbesvarelser og efterfølgende samråd, hvor det blev nævnt

bl.a., at Inger Støjberg med pressemeddelelsen tog initiativ til at vende den

tidligere praksis ”på hovedet”, således at ”udgangspunktet” var, at parrene

skulle adskilles.

Kommissionen har desuden fundet, at Inger Støjbergs omtale af fire piger,

som var blevet ”reddet”, var misvisende og med til at tegne et billede af ordningens virkning, som hun ikke havde grundlag for at sige noget om. Oplysningen fremkom, uden at hun havde undersøgt eller iværksat undersøgelser

af omstændighederne i disse sager, som viste et klart andet billede end det,

hun gav udtryk for.