Kære professor Habermas.
Måske husker du mig ikke, men vi mødtes i Egypten i marts 1998 – du kom til American University i Cairo som en berømt gæsteprofessor for at udfolde dit engagement på vores fakultet, blandt de studerende og i offentligheden.
Vi var alle begejstrede for at høre dig. Dine tanker om den offentlige sfære, om rationel dialog og demokratisk liv kom som friske pust i en tid, hvor islamister og autokrater i Mellemøsten allerede var i gang med at kvæle ytringsfriheden under dække af at ville ’beskytte islam’.
Jeg husker en hyggelig samtale, vi havde om Iran og religiøs politik over en middag hos en kollega. Jeg forsøgte at gøre dig interesseret i min tese om, hvordan et ’post-islamistisk’ samfund er under udvikling i Iran, hvilket du senere ser ud til selv at have oplevet på din rejse til Teheran i 2002 – det var få år, før du begyndte at tale om et ’post-sekulært’ samfund i Europa.
I Cairo oplevede vi, hvordan dine centrale begreber rummer stort potentiale for at fremme en transnational offentlig sfære og tværkulturelle dialoger.
Kernen i din kommunikative filosofi om, hvordan konsensus og sandhed kan opnås gennem fri debat, tog vi til os.
Nu, omkring 25 år senere, i Berlin, har jeg så læst den erklæring om Principper for solidaritet, som du er medforfatter til – og med nogen bekymring og foruroligelse, må jeg sige. Teksten gennemstrømmes af en bred formaning til alle i Tyskland, der via offentlige udtalelser eller protester har taget til orde imod Israels ubarmhjertige bombardement af Gaza som svar på Hamas’ forfærdelige angreb den 7. oktober sidste år.
Særlig beskyttelse
Du og dine medforfattere får antydet, at en sådan kritik af Israel ikke bør accepteres, fordi støtte til staten Israel er en fundamental del af tysk politisk kultur, »for hvilken jødisk liv og Israels ret til at eksistere er centrale elementer, der fortjener særlig beskyttelse«.
Princippet om ’særlig beskyttelse’ er rodfæstet i Tysklands exceptionelle historie, i »nazitidens masseforbrydelser«.
Det er beundringsværdigt, at du og dit lands politisk-intellektuelle klasse er så fast besluttede på at holde mindet levende om denne historiske rædsel, så lignende rædsler ikke igen skal overgå jøderne (og – går jeg ud – nogen andre folkeslag). Problemet er, at jeres formulering af og fiksering på tysk exceptionalisme i realiteten ikke efterlader plads til samtale om Israels politik og palæstinensernes rettigheder.
Når I sammenblander kritik af »Israels handlinger« med »antisemitiske reaktioner«, tilskynder I til tavshed – og kvæler debatten.
Som akademiker bliver jeg bestyrtet over at høre, at på tyske universiteter – selv i undervisningslokalerne, som om noget burde være frie rum for diskussion og undersøgelse – forbliver næsten alle tavse, når emnet Palæstina bringes på bane. Aviser, radio og tv er næsten fuldkommen blottede for en åben og meningsfuld debat om emnet.
Faktisk er adskillige personer, herunder også jøder, der har opfordret til våbenhvile, blevet fyret fra deres stillinger, har fået deres arrangementer og priser aflyst og er blevet beskyldt for ’antisemitisme’.
Hvordan skal folk kunne overveje, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvis de ikke har lov til at tale frit? Hvad sker der for din berømte idé om ’den offentlige sfære’, ’rationel dialog’ og ’deliberativt demokrati’?
Faktum er, at de fleste af de kritikere og demonstranter, som I tager i skole, aldrig ville finde på at anfægte gyldigheden af princippet om at beskytte jødisk liv – og vær venlig ikke at forveksle disse rationelle kritikere af Israels regering med skændige højreekstremistiske nynazister eller nogen andre antisemitter, som selvfølgelig må fordømmes og konfronteres på det kraftigste. Faktisk fordømmes i næsten alle de udtalelser, jeg har læst, både Hamas’ grusomheder mod civile i Israel og antisemitisme. Disse kritikere bestrider ikke hensynet til beskyttelse af jødisk liv, endsige Israels ret til at eksistere.
Tragisk tavshed
De bestrider fornægtelsen af palæstinensiske livs værdi og fornægtelsen af Palæstinas ret til at eksistere.
Og det er noget, som jeres erklæring er tragisk tavs om.
Her læser man ikke en eneste henvisning til Israel som en besættelsesmagt eller til Gaza som et fængsel under åben himmel. Her står intet om besættelsesmagtens perverse diskrimination, endsige om den daglige udslettelse af palæstinensernes liv på den besatte Vestbred og i Østjerusalem. »Israels handlinger«, som I kalder »principielt berettigede«, har nu omfattet bombeangreb over tre måneder over en forsvarsløs befolkning med langt over 22.000 døde (70 procent af dem kvinder og børn); 55.000 sårede; 7.000 savnede; og 1,7 millioner fordrevne – hvortil kommer den grusomhed, det er at nægte befolkningen mad, vand, bolig, sikkerhed og et minimum af værdighed. Vigtige infrastrukturer for et dagliglivs opretholdelse er tilintetgjort.
Selv om der, som I afviser i jeres erklæring, måske ikke efter folkerettens og konventionernes bogstav teknisk set er tale om ’folkemord’, har FN-embedsmænd i utvetydige vendinger talt om »krigsforbrydelser«, »tvangsfordrivelser« og »etnisk udrensning«.
Min bekymring her handler ikke om, hvordan man bedømmer »Israels handlinger« i et juridisk perspektiv, men om, hvordan man kan forstå den moralske kulde og ligegyldighed, I udviser over for så svimlende ødelæggelser. Hvor mange flere liv skal gå til grunde, før palæstinenserne bliver værdige til opmærksomhed? Hvilken betydning har i sidste ende den »forpligtelse til at respektere menneskelig værdighed«, som jeres erklæring så eftertrykkeligt understreger?
Det er, som om I frygter, at blot det at tale om palæstinensernes lidelser vil mindske vores moralske forpligtelse over for jødiske liv. Hvis det er tilfældet, er det tragisk, at oprejsning for en kolossal fejl begået i fortiden skal være forbundet med at forevige en anden uhyrlig fejl i nutiden.
Jeg frygter, at dette forskruede moralske kompas i sidste ende udspringer af den logik om en tysk Sonderweg, som I gør jer til fortalere for. Exceptionalisme tillader per definition ikke universelle moralske kriterier, men sætter forskellige kriterier. Nogle mennesker ophøjes til mere værdige, andre devalueres til mindre værdige og atter andre til uværdige. Den logik lukker ned for rationel dialog og forkrøbler den moralske bevidsthed. Den opbygger en kognitiv blokering, der forhindrer os i at se andres lidelser og hæmmer empatien.
Ikke alle bukker under for den kognitive blokering og moralske følelsesløshed. Det er min opfattelse, at mange unge tyskere privat udtrykker helt andre synspunkter om den israelsk-palæstinensiske konflikt end landets politiske klasse. Nogle deltager endda i offentlige protester. Den unge generation er eksponeret for alternative medier og videnskilder og oplever andre kognitive processer end den ældre generation. Men de fleste forholder sig tavse i det offentlige rum af frygt for repressalier.
Skjult sfære
Det ser ud, som om en slags ’skjult sfære’ er ved at opstå – og ironisk nok i det demokratiske Tyskland som i Østeuropa før 1989 eller som under despotiske styrer i Mellemøsten i dag. Når intimidering lukker ned for offentlige ytringer, har folk en tendens til at skabe deres egne, alternative fortællinger i det private om vigtige sociale forhold, selv om de følger de officielt sanktionerede synspunkter i det offentlige. En sådan skjult sfære kan eksplodere, når muligheden opstår.
Det er foruroligende tider, professor Habermas. Det er netop i sådanne tider, at der er allermest brug for visdom, viden og frem for alt moralsk mod hos tænkere som dig. Dine banebrydende ideer om sandhed og kommunikativ handling, kosmopolitisme, ligeværdigt medborgerskab, deliberativt demokrati og menneskelig værdighed er stadig uhyre vigtige. Men jeres eurocentrisme, tyske exceptionalisme og lukningen af den frie debat om Israel og Palæstina, som I bidrager til, synes at være i modstrid med disse ideer.
Jeg frygter, at viden og bevidsthed alene ikke er nok. Når alt kommer til alt, hvordan kan nogen intellektuel »vide« uden også at »forstå« og forstå uden at »føle«, som Antonio Gramsci undrede sig over? Først når vi kan »føle« hinandens lidelser gennem empati, kan der være håb for vores urolige verden.
Lad os huske disse strofer fra den persiske digter Saadi Shirazi fra det 13. århundrede:
Mennesker er medlemmer af en helhed,
skabt af én essens og sjæl.
Hvis et medlem er ramt af smerte,
vil andre medlemmer forblive urolige.
Hvis du ikke har sympati for menneskelig smerte,
kan du ikke beholde navnet menneske!
Med al respekt
Asef Bayat
© New Lines Magazine og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Asef Bayat · Født 1954 · Iransk-amerikansk professor i sociologi og mellemøststudier..
Link til artikel:
https://www.information.dk/kultur/2024/01/kaere-habermas-modsiger-egen-filosofi-debatten-gaza?kupon=eyJpYXQiOjE3MDQ4OTMyNzMsInN1YiI6IjE0MTY3NDo4MTEyODkifQ.Z_aEAIPjgR9aIPfDRJW1vA
