Hermed formentlig den første
anmeldelse af:
”Spionchefen. erindringer
fra celle nr. 18.
Og del den gerne.
Bogen giver et enestående historisk indblik i, hvad der
foregår bag de ellers så tykke og hermetisk lukkede døre og mure i
Justitsministeriet, Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste og i Celle 18
i Hillerød Arrest.
Og endnu mere sjældent er den fortalt af en af de få
Spionchefer i Verden, der har været fængslet sigtet for landsforræderi af et
system, han trofast har tjent i over 20 år. Et dramatisk tragisk og absurd fald
fra det øverste lag i hierarkiet til dette laveste, fra de solbeskinnede bonede
gulve i Kastellet til tremmernes skygge på den rå cement i et arresthus i
Hillerød.
En deroute der vil gå over i historien, som måske den
største rets skandale i dette hundrede, men også beskrivelse af en
beundringsværdig håndtering af en personlig krise, som kun de færreste kan
forestille sig, med dybt intimiderende telefon og rumaflytninger med
karaktermord så Lars Findsen blev reduceret til cykeltyv og pervers. Et
”Paradise Hotel på højt niveau” som Lars Findsens søn ironisk – sarkastisk
udtrykte det.
Og trods det, at jeg i modsætning til en normal læser,
selv har 41 års politierfaring heraf 9 som Politiets Efterretningstjenestes
operativ chef og kender miljøerne, blev jeg hurtig fanget ind i beretningen og
læste den i øvrigt velskrevne bog i løbet af en aften.
Bogen er indholdsmæssigt klogt bygget op så den veksler
mellem oplevelserne fra celle 18 i Hillerød Arrest og Lars Findsens
erindringer, og selv om forløbet i sagen er kendt, fastholdes spændingen ikke
mindst i hovedpersonens reaktioner på udviklingsforløbet.
En embedsmand, en politimester, en spionchef blandt
kriminelle er i sig selv en sjælden og uhørt cocktail, men beskrivelsen af
samværet, sammenholdet mellem disse er ind i mellem næsten rørende, da Lars
Findsen efter at have smagt den ”hæsligste mad” tilberedt i Jyderupfængslet af
de der indsatte kvinder, bliver inviteret ind i de andre indsattes madklub til
deltagelse i andre fælles aktiviteter, pyntning af juletræet og en nytårsaften
med børnechampagne og cigarer og glimt af raketter bag tremmerne,
samtidig med de tunge tankerne om ens kæreste, børnene og ikke mindst den
84 årige mor. Helt barokt bliver det, da Spionchefen skal se ordentligt ud
inden en fremstilling i retten, da de overværer og kommenterer på at en
klipning til pakke cigaretters pris.
Også interessant at høre, hvorledes de indsatte reagerede
den dag, de fandt ud af, at Lars Findsen var spionchef og tidligere
politimester. En situation som personalet i Arresthuset frygtede kunne medføre
repressalier.
Det stik modsatte tilfældet. En velkomstparade med ord
som ”Der kommer chefen” og andre venlige kommentarer kædet med en naturlig
nysgerrighed og med vel det mest stillede spørgsmål i et arresthus ”Er du
skyldig”. Det var en positiv reaktion, end mange af dem ,han havde mødt i
centraladministrationen i kriser. Jeg fornemmede og forstod her en dybtfølt
taknemmelighed og empati for de indsatte, hvoraf ingen var født med et guld
eller sølvske i munden.
Ligesom jeg forstod det øjeblik da Lars Findsen er på
gårdture og bliver grebet af lysten til at indgå i graffitien på væggen. Han
prøver på at modstå fristelsen til at bidrage, men faldt for tillokkelsen til
at indridse bogstaverne CH/FE, der er forkortelsen for chefen i Forsvarets
Efterretningstjeneste næsten som den verdenskendt graffiti: ”Kilroy was here”,
der bl.a. sin tid var indskrevet på så mange effekter som tyskerne havde
fundet, at Hitler spekulerede på, om Kilroy var en mesterspion.
Det er sådanne små glimt, hvor vi trænger ind bag facaden
af den ellers så hårdhudede spionchef, der løfter bogen op, over de ordinære i
erindringsbøger.
Hvis læseren forventer at få opklaret de direkte årsager
til sigtelserne for landsforræderi og deres indhold- som Lars Findsen selv
kalder ”vanvittige” - bliver man skuffet. Det er det dog gode grunde til, at
det ikke sker. Spionchefen er i skrivende stund fortsat bundet på mund og
hænder, da sagen endnu ikke er afgjort, for i det øjeblik han åbenbarede dette,
ville han risikere at blive fængslet igen. Trist at konstatere, i det vi ellers
betragter som et højt udviklet retssamfund.
Men for mig er der ingen tvivl om, at der i bogen lægges–
godt nok subtile - spor ud – der for en erfaren krimilæser ville være guf i
forhold til at afsløre drabsmåden - men her mere henimod afsløring af
magtkampe, ja måske endog magtmisbrug, Kampe om embedsmandens position og
rolle. Kampe om åbenhed versus lukkethed. Kampe om territorier. Kampe om magt
vs. afmagt. Der er ekspliciteret i flere konflikter og ikke mindst
i ophidsede situationer med den nuværende departementschef i Statsministeriet
Barbara Berthelsen, der karakteriseres som ”urimelig og uprofessionel”, ligesom
der udtrykkes en kritisk holdning til, at en Regering forventer, at FE´s
trusselvurderinger medvirker til gennemførelse af dens politik, og fremhæver i
modsætning hertil, statsminister Anders Fogh Rasmussen forståelse det
modsatte, Da han udlod at reagere på FE.s trusselvurdering i
forbindelse med Danmarks engagement i Irak fremhævede ,at dette ville
medføre et forhøjet trusselsniveau mod Danmark, hvilket i princippet
modarbejdede regeringens beslutning om aktiv deltagelse i denne krig.
Bogen giver desforuden et indblik i PET´s og FE´s metoder
og Lars Findsen holdning til overvågning, der er i strid modvind med Nick
Hækkerups opfattelse af, at ”med overvågning stiger friheden”, der medførte
overskrifter som: ”Dansk spionchef advarer mod for meget overvågning” og ”Vi er
ikke en bananrepublik”.
De her nævnte hændelser må have irriteret regeringen
grænseløst, og vi får da også, at vide, at Lars Findsen var indstillet til en
”fyring” før straffesagen, blev en realitet. Og så står det op til enhver frit
at tænke ilde derom.
Og nu venter vi på dommen.
Min dom i forhold til bogen er, at jeg på det varmeste
kan anbefale den,
Men skynd dig at købe den, inden den bliver beslaglagt.
Fire ud af fem stjerner.
Citat fra Facebook af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere
PET chef.
Bedste
hilsen.
Leif Tullberg
Venslev
.jpg)
