Nets og milliarderne, samt hykleriet. jeg mener at debatten om Nets har været voldsom og unuanceret og har manglet kontakt til fakta” Jeg skriver ikke dette for at forsvare ejere, bestyrelse eller ledelse i Nets, Det burde de efter min opfattelse selv gøre, årsagen til deres manglende tilstedeværelse i det offentlig rum er både mærkelig og dybt kritisabel,

Nets og milliarderne, samt hykleriet.

Med hensyn til påstande om monopol har jeg svært ved at genkende, da Nets igen har vundet kontrakten i offentlig udbud hvor der var flere andre der bød,
Samt der findes mange alternative betalings-muligheder.

MitID-udbuddet:

15. marts 2019 offentliggjordes navnet på den leverandør, som skal udvikle og drifte det nye  MitID.

Udbuddet blev vundet af Nets, som stod bag tilbuddet med det bedste forhold mellem kvalitet, leveringssikkerhed og pris. Nu går udviklingsarbejdet i gang.

Debatten har nu nået en højde hvor den nye socialistiske støttede regering  overvejer at gribe ind,

Samt folkehavet har dømt Nets  som grådig og er gået i total selv-sving, men der er ikke mange der forholder sig til fakta.

I foråret 2014 blev Nets solgt for 17 milliarder kroner til ATP samt de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital.

Godt en måned senere blev den såkaldte Se og Hør-sag oprullet, hvor Nets var involveret.

I september 2017 bød den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman på nets for 33 mia. kr. og opkøbte Nets af de tidligere ejere & ATP,

Som fik en fortjeneste på 16 milliarder, det er lidt pudsig at det er der ingen der har taget anstød af, men at manden i centrum, fik  en stor fortjeneste

Blev årsag til mange skriverier og han blev nærmest skammet ud.

Direktør Bo Nilsson fik en aktiegevinst på 628,9 millioner kr.

På grundlag af en aftale som ejerne havde indgået med ham.

(og staten vil formentlig modtage Ca. 300 millioner i skat fra  direktøren)

(ejerne havde nok ikke forudset den store fortjeneste på de 16 milliarder)

Det vil sige at de hidtidige ejere(ATP med flere) havde scoret en gevinst på Ca. 16 milliarder og havde indgået en af tale med den administrerende direktør der gav ham 3,75% andel af gevinsten.

De sidste nye ejere har tilsyneladende nu indgået en aftale med Ca. 66 ledende medarbejdere,

som gør at hvis Nets på 4 år opnår en forøgelse af indtjeningen på ca. 50 % og samtidig får nedbragt gælden med et betragteligt beløb,

Som jeg ikke kender, samt at de 66 medarbejdere køber aktier i Nets for 500 millioner,

Så vil de 66 efter 4 år opnå en andel af ejernes gevinst der så vil give dem et Eksorbitant højt beløb.

Hvis de aftalte mål bliver opfyldt, vil markeds værdien af Nets stige til måske de dobbelte og lidt af denne mere gevinst vil ejerne deler med de 66 ledende medarbejdere.

(de nye ejere købte Nets for 33 milliarder af ATP med flere og hvis det regnestykke som børsen er kommet frem til skal holde vand,

taler vi om en merværdi af selskabet på 33 milliarder om 4 år, så selskabet til den tid  vil være 66 milliarder værd)

(Det kunne ligne konen med æggene)

(efter min smag burde Nets ejere havde givet alle medarbejdere mulighed for at deltage, men det er ikke uden udfordringer, fagforeninger med mere)

Men det er jo ejerne der giver en andel af deres profit fra sig og ikke penge der tages  ud af Nets drift.

Hvis det hele vælter på blandt andet grund af den krig der er på betalings-markedet hvor mange banker vil selv og de store spillere som Google Apple og Facebook vil ind på markedet og tage en luns af samme marked, kan det ende med de 66 personer står med en gæld eller tabe  de 500 millioner og en lang næse.

Jeg har vedhæftet lidt historik, den er ikke fuldstændig heller ikke min fremstilling, hører gerne fra nogen der ved mere, prøver bare at nuancere.

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>

I 1972 fusionerede de to største norske spillere i elektroniske betalingstjenester, Bankkort og Bankgirosentralen, og dannede selskabet BBS. Direkte debitering blev introduceret i 1974 på det danske marked. Teller blev etableret i 1977 under navnet Visa Norge.

PBS indførte i 1983 det nationale betalingskort Dankort. Den norske pendant, BankAxept, blev lanceret i 1991. Løsningen er siden blevet den mest almindeligt anvendte betalingsmetode i Norge.

Visa Norge tilføjede i 2003 MasterCard til sin produktportefølje, og selskabets navn blev ændret til Teller.

BBS udvidede sine aktiviteter i 2005 på det nordiske marked ved at opkøbe Ingenico AB (Sverige), BBS Manison (Finland) og Sagem (Danmark). Teller købte de eksklusive rettigheder til at erhverve American Express i 2006. Det følgende år blev Teller overtaget af Nordito AS.

BBS styrkede sin position på det danske marked i 2007 med opkøbet af LD Betalingssystemer. Senere i 2007 BBS blev overtaget af Nordito.

I 2009 blev Nets dannet, da danske PBS Holding A/S og norske Nordito AS, der er moderselskab for BBS og Teller, slog sig sammen.

I foråret 2014 blev Nets solgt for 17 milliarder kroner til ATP samt de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital.[2] Godt en måned senere blev den såkaldte Se og Hør-sag oprullet, hvor Nets var involveret.

I september 2017 bød den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman på nets for 33 mia. kr. og opkøbte Nets af de tidligere ejere ATP. Til den pris vil direktøren Bo Nilsson få en aktiegevinst på 628,9 millioner kr.[3]

I Juni 2018 offentliggjorde Nets i en pressemeddelelse at Nets ville fusionere med den tyske rival Concardis, og at begge selskaber ville forsætte under navnet Nets. Dermed tager Nets en stor markedsandel på det europæiske marked.

Link til børsens artikel som efter min opfattelse mangler fakta:

https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/226358/artikel.html?hl=YTo0OntpOjA7czoxMjoiU-VkYW4gdmlya2VyIjtpOjE7czo2OiJ2aXJrZXIiO2k6MjtzOjU6IlPlZGFuIjtpOjM7czo1OiJz5WRhbiI7fQ,,

Mens tiden snart er inde til, at vi fejrer Murens og hele det kommunistiske Europas fald i 1989,

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mens tiden snart er inde til, at vi fejrer Murens og hele det kommunistiske Europas fald i 1989, må man også konstatere, at de dengang så forhadte kommunistiske partier – så længe at de har ladet sig reformere – faktisk ikke trives så ringe endda. Herhjemme har Mette Frederiksen kaldt Enhedslisten »et parti, der arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget«, hvilket igen har bevirket, at medierne er holdt op med at bore i kommunisternes bevæggrunde. Hvilket er en uheldig udvikling!
Der er rigtignok en verden til forskel på de mavesure hanelefanter, som før Murens fald tegnede danske kommunister, og så de sympatiske, velforberedte unge forkvinder som Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen, der har gjort Enhedslisten til (næsten) det største parti i København.

I 30-året for kommunismens fald må man konstatere, at Enhedslistens principprogram stadig indeholder afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed en stigmatiserende mistillid til arbejdsgivere og deres skaberkraft. Indtil 2014 figurerede »revolution« 29 gange. Tager man højde for, at principprogrammet excellerer i indforståede forblommetheder, er det nærliggende at tro, at Enhedslisten stadig følger den marxistisk-leninistiske doktrin om proletariatets revolution.

Når man som jeg har oplevet Murens fald i 1989 i Berlin, er det let at se, at den marxistiske tilgang igen har vind i sejlene. Dengang var Murens fald det samme som at være del af en overstrømmende karnevalistisk folkefest, hvor folk var usigeligt taknemmelige for endelig at være sat fri. Sammen med en fra Østberlin udvist kammerat, der havde siddet to år i Stasi-fængsel for »undergravende virksomhed«, pendulerede vi fra vest til øst og tilbage igen i en metropol, der ellers havde været hermetisk adskilt. En ung fyr lånte mig sin mukkert, så jeg kunne hugge et par fliser (som jeg stadig har) af den forhadte mur. Selv grænsetropperne prøvede med deres plyssede russerhuer på hovedet meget uvant at smile.

Sovjetsystemets sammenbrud var så massivt, at den amerikanske historiker Francis Fukuyama i ”The End of History and the Last Man” (1992) noget forhastet hævdede, at de liberale demokratier endegyldigt havde sejret.

Ingen havde dengang øje for, at Kina havde fundet en vidunderformel, som kunne holde verdens største kommunistparti flydende, godt nok gennem indførelsen af strikte markedsøkonomiske principper. Det kinesiske økonomiske velfærdsmirakel, der har skabt en ny global imperialisme, er reelt en afdemokratisering og en højteknologisk genintroduktion af et overvågningssamfund, vi naivt troede var dødt med Berlinmurens fald.

Folkets hukommelse er kort. Vi er så charmeret af de reformerede kommunisters ordentlighed, at vi har glemt, at især DKP før Murens fald dækkede for grove brud på menneskerettighederne. Jeg havde på Københavns Universitet på et tidspunkt en ældre kollega, dr. Neiiendam, der lod mig forstå, at hans onkel, dr. Helge Tramsen, der som ung retsmediciner var med til at udgrave 22.000 myrdede polske officerer i Katynskovene i 1940, efter krigen blev passet op på gaden i København og truet til tavshed af danske kommunister. Det måtte ikke hedde sig, at polakkerne var myrdet af sovjetmagten. Danskere som håndlangere for sovjetiske mordere?
Kom man til Polen før Murens fald, var forargelsen over et uønsket system, som betød fattigdom for en veluddannet befolkning og fik landet til at fremstå som et uland, så voldsom, at ”kommunist!” var et af de mest fornærmende skældsord. Hvor der havde været en selvmordsbølge blandt de østtyske bønder, som blev tvangskollektiviseret, strittede polske bønder så meget imod, at de private brug overlevede.

Marxismen i øst brød sammen, da det stod klart, at den ikke kunne indfri menneskers behov for frihed, velfærd og tryghed. Marxismen i vest har generelt overlevet, når aktørerne har været parate til selvransagelse. Eller med Pelle Dragsteds ord i et interview med Nordjyske i 2015: »Evnen til kritisk refleksion over egne synspunkter – og evnen til at ændre holdninger – betyder i hvert fald utrolig meget for mig i dag. Det tror jeg skyldes, at jeg tidligere i mit liv har været alt for firkantet i mine holdninger.«

Når Enhedslisten er bedst, repræsenterer det en velkommen og nødvendig kritik af vores superdynamiske kapitalistiske system. Omvendt er der politikområder, hvor partiet som Lord Nelson sætter kikkerten for det blinde øje. Eksempelvis udlændingepolitikken, hvor den yderste venstrefløjs udskamning af indvandrerkritiske danskere er så påfaldende, at man spørger sig: Hvad er den underliggende dagsorden?

Den artige forklaring er, at marxisterne hæver humanismens fane højt. Når man roder i DKP, KAP, SAP og VS’ teoretiske værktøjskasse, finder man dog også den såkaldte bestikkelsesteori, der oprindeligt stammer fra Lenins ”Staten og Revolutionen” (1917), men især dyrket af maoisterne i KAP, der kort sagt siger, at vores arbejderklasse er blevet så forgyldt af storkapitalens udbytning af ikkevestlige folkeslag, at vores arbejdere ikke længere vil verdensrevolutionen. Hvilket igen betyder, at vores ikkevestlige indvandrere – jo flere, jo bedre – symboliserer et uundværligt revolutionært potentiale set i marxisternes optik.
Når marxismen har flyttet sig fra at være videnskab til at være pseudovidenskab og Ersatzreligion, selv om filosoffen Karl Popper som udgangspunkt indrømmede den en videnskabeligt tilgang, skyldes det en manglende tilegnelse af nyere organisatoriske teorier, som følger ændrede arbejdsformer. Da Lenin var fremme for 100 år siden, var det sidste nye i virksomhedsorganisering scientific management: fabrikker med få højtuddannede teknikere i toppen og en masse fremmedgjorte ufaglærte i bunden af pyramiden. Scientific management kalder på overenskomster. Når det i sjældnere og sjældnere tilfælde kan lade sig gøre, skyldes det, at udviklingen har ændret sig i retning af fladere og mere netværksagtige strukturer, så en højt uddannet konsulent eller en flok internetbegavede teenagere i en kælder kan få større indflydelse på en værdiskabelse end en traditionel ledelse.

Kommunisternes efterfølgere er blevet så elskværdige, at journalisterne til en vis grad er holdt op med stille kritiske spørgsmål. Det er blevet obskønt at dykke ned i den teoretiske substans. Skueværdier accepteres på MF’ernes smukke glatte ansigter.

Med respekt for kommunismens millioner af ofre forekommer denne udvikling uheldig. Især fordi marxisternes idealistiske solidaritetsarbejde ofte ikke falder heldigt ud. I fortiden var det Sovjetunionen, DDR, Kina, Cambodja og Iran. I dag har vi bl.a. Palæstina med støtte til Hamas, som figurer på EU’s terrorliste, eller Zimbabwe, hvor støtten til Mugabes etnisk nationalistiske styre, der har drevet folk på flugt, har ført til massiv fattigdom.

Tilsvarende har ingen arbejdet så ihærdigt for at fremme etnisk nationalisme i Grønland som venstrefløjen og dermed uddybe skel mellem inuitter og danske. Men ligger der ikke en potentiel katastrofe i en ikke-ladsiggørlig uafhængighed for Grønland, der kan betyde udvandring af danske og blandingsfolk – og navnlig når kommunisterne i Beijing med en knibtangsmanøvre får held med at dominere det i forvejen underbefolkede land?

Vejen fra nødvendig samfundskritik til fejlbedømmelser kan være kort. Det er løbende vigtigt, at vi konfronterer vores røde ildsjæle med de tiltag, som ikke bærer frugt. I den tredje verden har vi set frisættelsesprojekter, som reelt har fremmedgjort folkene fra knowhow og investeringer (som har været vigtige elementer i Fjernøstens velfærdsmirakel). Østeuropas betonsocialisme faldt i 1989, da afstanden mellem idealer og virkelighed blev for grotesk. I 2019 er det vores opgave at forholde os kritisk, når marxisme bliver præsteret så delikat, så det næsten er for godt til at være sandt. Træet skal som bekendt kendes på sine frugter.

JOHN DE SUMMER-BRASON