Mens tiden snart er inde til, at vi fejrer Murens og hele det kommunistiske Europas fald i 1989,

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mens tiden snart er inde til, at vi fejrer Murens og hele det kommunistiske Europas fald i 1989, må man også konstatere, at de dengang så forhadte kommunistiske partier – så længe at de har ladet sig reformere – faktisk ikke trives så ringe endda. Herhjemme har Mette Frederiksen kaldt Enhedslisten »et parti, der arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget«, hvilket igen har bevirket, at medierne er holdt op med at bore i kommunisternes bevæggrunde. Hvilket er en uheldig udvikling!
Der er rigtignok en verden til forskel på de mavesure hanelefanter, som før Murens fald tegnede danske kommunister, og så de sympatiske, velforberedte unge forkvinder som Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen, der har gjort Enhedslisten til (næsten) det største parti i København.

I 30-året for kommunismens fald må man konstatere, at Enhedslistens principprogram stadig indeholder afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed en stigmatiserende mistillid til arbejdsgivere og deres skaberkraft. Indtil 2014 figurerede »revolution« 29 gange. Tager man højde for, at principprogrammet excellerer i indforståede forblommetheder, er det nærliggende at tro, at Enhedslisten stadig følger den marxistisk-leninistiske doktrin om proletariatets revolution.

Når man som jeg har oplevet Murens fald i 1989 i Berlin, er det let at se, at den marxistiske tilgang igen har vind i sejlene. Dengang var Murens fald det samme som at være del af en overstrømmende karnevalistisk folkefest, hvor folk var usigeligt taknemmelige for endelig at være sat fri. Sammen med en fra Østberlin udvist kammerat, der havde siddet to år i Stasi-fængsel for »undergravende virksomhed«, pendulerede vi fra vest til øst og tilbage igen i en metropol, der ellers havde været hermetisk adskilt. En ung fyr lånte mig sin mukkert, så jeg kunne hugge et par fliser (som jeg stadig har) af den forhadte mur. Selv grænsetropperne prøvede med deres plyssede russerhuer på hovedet meget uvant at smile.

Sovjetsystemets sammenbrud var så massivt, at den amerikanske historiker Francis Fukuyama i ”The End of History and the Last Man” (1992) noget forhastet hævdede, at de liberale demokratier endegyldigt havde sejret.

Ingen havde dengang øje for, at Kina havde fundet en vidunderformel, som kunne holde verdens største kommunistparti flydende, godt nok gennem indførelsen af strikte markedsøkonomiske principper. Det kinesiske økonomiske velfærdsmirakel, der har skabt en ny global imperialisme, er reelt en afdemokratisering og en højteknologisk genintroduktion af et overvågningssamfund, vi naivt troede var dødt med Berlinmurens fald.

Folkets hukommelse er kort. Vi er så charmeret af de reformerede kommunisters ordentlighed, at vi har glemt, at især DKP før Murens fald dækkede for grove brud på menneskerettighederne. Jeg havde på Københavns Universitet på et tidspunkt en ældre kollega, dr. Neiiendam, der lod mig forstå, at hans onkel, dr. Helge Tramsen, der som ung retsmediciner var med til at udgrave 22.000 myrdede polske officerer i Katynskovene i 1940, efter krigen blev passet op på gaden i København og truet til tavshed af danske kommunister. Det måtte ikke hedde sig, at polakkerne var myrdet af sovjetmagten. Danskere som håndlangere for sovjetiske mordere?
Kom man til Polen før Murens fald, var forargelsen over et uønsket system, som betød fattigdom for en veluddannet befolkning og fik landet til at fremstå som et uland, så voldsom, at ”kommunist!” var et af de mest fornærmende skældsord. Hvor der havde været en selvmordsbølge blandt de østtyske bønder, som blev tvangskollektiviseret, strittede polske bønder så meget imod, at de private brug overlevede.

Marxismen i øst brød sammen, da det stod klart, at den ikke kunne indfri menneskers behov for frihed, velfærd og tryghed. Marxismen i vest har generelt overlevet, når aktørerne har været parate til selvransagelse. Eller med Pelle Dragsteds ord i et interview med Nordjyske i 2015: »Evnen til kritisk refleksion over egne synspunkter – og evnen til at ændre holdninger – betyder i hvert fald utrolig meget for mig i dag. Det tror jeg skyldes, at jeg tidligere i mit liv har været alt for firkantet i mine holdninger.«

Når Enhedslisten er bedst, repræsenterer det en velkommen og nødvendig kritik af vores superdynamiske kapitalistiske system. Omvendt er der politikområder, hvor partiet som Lord Nelson sætter kikkerten for det blinde øje. Eksempelvis udlændingepolitikken, hvor den yderste venstrefløjs udskamning af indvandrerkritiske danskere er så påfaldende, at man spørger sig: Hvad er den underliggende dagsorden?

Den artige forklaring er, at marxisterne hæver humanismens fane højt. Når man roder i DKP, KAP, SAP og VS’ teoretiske værktøjskasse, finder man dog også den såkaldte bestikkelsesteori, der oprindeligt stammer fra Lenins ”Staten og Revolutionen” (1917), men især dyrket af maoisterne i KAP, der kort sagt siger, at vores arbejderklasse er blevet så forgyldt af storkapitalens udbytning af ikkevestlige folkeslag, at vores arbejdere ikke længere vil verdensrevolutionen. Hvilket igen betyder, at vores ikkevestlige indvandrere – jo flere, jo bedre – symboliserer et uundværligt revolutionært potentiale set i marxisternes optik.
Når marxismen har flyttet sig fra at være videnskab til at være pseudovidenskab og Ersatzreligion, selv om filosoffen Karl Popper som udgangspunkt indrømmede den en videnskabeligt tilgang, skyldes det en manglende tilegnelse af nyere organisatoriske teorier, som følger ændrede arbejdsformer. Da Lenin var fremme for 100 år siden, var det sidste nye i virksomhedsorganisering scientific management: fabrikker med få højtuddannede teknikere i toppen og en masse fremmedgjorte ufaglærte i bunden af pyramiden. Scientific management kalder på overenskomster. Når det i sjældnere og sjældnere tilfælde kan lade sig gøre, skyldes det, at udviklingen har ændret sig i retning af fladere og mere netværksagtige strukturer, så en højt uddannet konsulent eller en flok internetbegavede teenagere i en kælder kan få større indflydelse på en værdiskabelse end en traditionel ledelse.

Kommunisternes efterfølgere er blevet så elskværdige, at journalisterne til en vis grad er holdt op med stille kritiske spørgsmål. Det er blevet obskønt at dykke ned i den teoretiske substans. Skueværdier accepteres på MF’ernes smukke glatte ansigter.

Med respekt for kommunismens millioner af ofre forekommer denne udvikling uheldig. Især fordi marxisternes idealistiske solidaritetsarbejde ofte ikke falder heldigt ud. I fortiden var det Sovjetunionen, DDR, Kina, Cambodja og Iran. I dag har vi bl.a. Palæstina med støtte til Hamas, som figurer på EU’s terrorliste, eller Zimbabwe, hvor støtten til Mugabes etnisk nationalistiske styre, der har drevet folk på flugt, har ført til massiv fattigdom.

Tilsvarende har ingen arbejdet så ihærdigt for at fremme etnisk nationalisme i Grønland som venstrefløjen og dermed uddybe skel mellem inuitter og danske. Men ligger der ikke en potentiel katastrofe i en ikke-ladsiggørlig uafhængighed for Grønland, der kan betyde udvandring af danske og blandingsfolk – og navnlig når kommunisterne i Beijing med en knibtangsmanøvre får held med at dominere det i forvejen underbefolkede land?

Vejen fra nødvendig samfundskritik til fejlbedømmelser kan være kort. Det er løbende vigtigt, at vi konfronterer vores røde ildsjæle med de tiltag, som ikke bærer frugt. I den tredje verden har vi set frisættelsesprojekter, som reelt har fremmedgjort folkene fra knowhow og investeringer (som har været vigtige elementer i Fjernøstens velfærdsmirakel). Østeuropas betonsocialisme faldt i 1989, da afstanden mellem idealer og virkelighed blev for grotesk. I 2019 er det vores opgave at forholde os kritisk, når marxisme bliver præsteret så delikat, så det næsten er for godt til at være sandt. Træet skal som bekendt kendes på sine frugter.

JOHN DE SUMMER-BRASON