- side 8
Nr. 20 – 3. juni 2012. 19. årgang
DSV : Tak til Tullberg og Larsen
Nyhedsanalyse: Tak til Tullberg og Larsen
Nyhedsanalyse: Tak til Tullberg og Larsen
”Topchefer skjulte milliardbud på DSV”, udbasunerede
Dagbladet Børsen på forsiden torsdag. Og så fik den ellers
på hele klaviaturet af finansjournalistiske fyndord i
omtalen af, at DSV i 2004 undlod at informere aktionærer
og Fondsbørs om, at schweiziske Kühne+Nagel var interesseret
i at købe DSV for DKK 6,6 mia. Tak til Tullberg og
Larsen, skriver TheoldBroker i denne kommentar.
Ifølge en ny bog ”Transport Giganten”, som Børsen
havde fået adgang til, meddelte schweizerne interessen
om at overtage transportkoncernen i et brev til DSV’s
daværende direktion, Kurt Larsen og Leif Tullberg. Men
DSV slog hånden af den schweiziske frier, fordi det var
”et pinligt dårligt tilbud,” som Kurt Larsen forklarer til
avisen. Han er i dag bestyrelsesformand for DSV.
Man kan vælge at blive forarget over, at DSV ikke gav
sine aktionærer chancen for at bestemme, om de ville
sælge. Man kan også se på nuancerne, for da Børsen
fredag optrykte schweizernes brev, lignede det mere
et forhandlingsoplæg end et bud. Prisen var således en
”preliminary indication,” og den ville afhænge af en due
dilligence. Det blev også betonet, at et egentligt bud
først skulle godkendes af Kühne+Nagel’s bestyrelse.
Men man kan også vælge en tredje vinkel: Man kan
glæde sig over, at DSV havde mod og mandshjerte
nok til at tro mere på egne evner end på schweiziske
penge. I mellemtiden er DSV nemlig vokset til en markedsværdi
på DKK 22 mia., og oven i har DSV i årenes
løb ført substantielle beløb ud til ejerne ved udbytter
og aktietilbagekøb; alene i år købes der egne aktier for
DKK 800 mio. Kurt Larsen, Leif Tullberg og efterfølgerne
Jens Bjørn Andersen (CEO) og Jens Lund (CFO) har med
den særlige DSV’ske no-nonsense stil og en serie dygtigt
integrerede opkøb skabt en global koncern med en
stærk værdimotor.
Hvad ville der være sket, hvis DSV havde fortalt om
schweizernes interesse? Så ville DSV’s ejere med stor
sandsynlighed være gået glip af otte års solid værdiskabelse.
DSV ville være blevet opslugt. For det er sådan,
det plejer at gå, når der fremsættes et uinviteret bud.
Tænk blot på Thrane & Thrane, Danisco, TDC, ISS, Hedegaard,
OMX, Københavns Lufthavne, Sophus Berendsen,
Icopal, Ejendomsselskabet Norden, FIH, Superfos,
Egnsbank Fyn, Phønix Contractors, Elsam og de andre
selskaber, hvor der fremkom et offentligt, uinviteret bud:
Da selskaberne først var i spil, var der ingen vej tilbage.
Nogle af selskaberne fandt godt nok en white knight -
en anden byder – men det endte uvægerligt med en
overtagelse. I nyere tid har kun ganske få selskaber afværget
et offentligt fremsat købstilbud:
Join a life-changing and career-enhancing journey.
rn Euro leading Executive MBA is moving with the times.
Sign up via www.cbs.dk/embainfo or call (+45) 38 15 60 21.
A
mba
- side 9
Nr. 20 – 3. juni 2012. 19. årgang
Nyhedsanalyse: Tak til Tullberg og Larsen
Nyhedsanalyse: Tak til Tullberg og Larsen
DSV: Tak til Tullberg og Larsen
...fortsat fra forrige side
Monberg & Thorsen modstod i 2000 den svenske
Lindéngruppen, som var ude efter maleraktiviteterne
i Dyrup. Den kontrollerede Ejnar og Meta Thorsens
fond og Monberg-familien fik overtalt de institutionelle
til at undlade at sælge, men prisen var en mere
aktionærvenlig politik med tilbagekøb af egne aktier
og nedskrivninger af aktiekapitalen. Paradoksalt nok
fik Lindéngruppen alligevel deres vilje 11 år efter, da
Dyrup blev solgt, og Monberg & Thorsen har i dag kun
ejerandelen af skrantende MT Højgaard tilbage.
Også i rederiet Norden gjorde en stærk aktionærgruppe
udslaget, da Torm i 2002 lagde et bud. Riegelsfamilien
sagde nej og fik andre med i afvisningen af
Torm. Norden havde ingen institutionelle investorer at
please, men det indtil da henslumrende rederi satte efter
buddet ekstra tryk på ambitioner og værdiskabelse
og har i dag en markedsværdi på DKK 6,5 mia. kr. Langt
over den kvarte milliard, som Torm bød.
I Brdr. Hartmann er det indtil nu lykkedes at holde
Stadil-familien nede på godt 33 pct. af aktierne, fordi
Stadil’ernes købstilbud på de øvrige aktier sidste år var
meget lavt, og derfor kan selskabets nye ledelse indtil
videre fortsætte sin genopretning af koncernen.
Det er imidlertid undtagelser, der bekræfter reglen
om, at investorerne casher ind. Måske spiller de kostbare
for at se, om der kommer et højere bud. Måske medvirker
de til at finde en anden byder. Men de ender næsten
altid med det nemme og det sikre: At sælge. Og det er
ærgerligt, for DSV er jo et strålende eksempel på, at
langsigtet værdiskabelse kan overtrumfe en kortsigtet
budgevinst mange gange, og det samme gælder for
Norden.
Flere virksomheder får jævnligt følere fra investeringsbanker,
private equity-huse eller konkurrenter. Selv
om det er budgiver, der ifølge Finanstilsynets regler skal
offentliggøre sit tilbud, så gør virksomhederne klogt i at
have en take over-bibel – en håndbog over, hvad man
gør i den uvante situation med et købstilbud: Hvornår
er det følere, hvornår er det alvor, hvem skal informeres,
hvem skal kaldes ind internt og eksternt, hvornår skal
vurderingen af tilbuddet offentliggøres, vil man søge
at få andre bydere frem og så videre.
Men arbejdet med risikoen for fjendtlige overtagelser
begynder langt før. Det bedste forsvar mod en
fjendtlig overtagelse er at være i øjenhøjde med sine
investorer og gennem reel dialog gøre dem til medspillere
i udformning af strategi, mål, kapitalstruktur mv. Det
er kravene til virksomhederne. Kravet til investorerne er,
at de i langt højere grad skal turde tage et medansvar
og turde være med på det lange, seje træk.
TheOldBroker>> artikel fra økonomisk ugebrev.
