tirsdag den 13. september 2022

De Konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, vil stadig ikke fortælle konkret, hvordan hans kongeblå 2030-plan skal føres ud i livet.

 



Søren Papes konservative dyder er udsat for et hårdt virkelighedstjek
De Konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, vil stadig ikke fortælle konkret, hvordan hans kongeblå 2030-plan skal føres ud i livet. Til gengæld kræver han og de øvrige borgerlige partiledere nu, at valget skal udskrives med det samme
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er uden samme goodwill som tidligere og med en flosset personlig troværdighed kommet skævt ind i valgkampen.
Midt i en stadigt mere håbløs tid for statsminister Mette Frederiksen (S) har hun og Socialdemokratiet pludselig fået kastet en politisk livline. Den hidtil stærkeste udfordrer, De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er i fuld gang med at gøre det kommende folketingsvalg endnu tættere og mere spændende.
Weekendens landsråd i Det Konservative Folkeparti formede sig langtfra som det sikre afsæt til valgkampen, som den 50-årige partiformand og nyudsprungne statsministerkandidat havde håbet på.
Ud over de akavede troværdighedsproblemer, som han har påført sig selv med skiftende forklaringer om privatlivet, begynder de politiske paroler nu også at skabe mislyde. Og fremkalde en kritik, der gnaver på tilliden.
Foreløbig har Søren Pape Poulsen hverken evnet eller villet forklare, hvordan partiets ganske vidtgående 2030-plan – med forslag om alt fra at fjerne topskatten over lavere kontanthjælp til mindre bureaukrati – rent praktisk skal kunne blive til virkelighed. Endnu er der således ikke kommet noget, der blot kunne minde om et bud på, hvor titusindvis af offentligt ansatte vil kunne undværes i fremtiden.
I et forsøg på at fremstå som den optimistiske statsministerkandidat valgte Søren Pape bevidst og demonstrativt at undvige de svære spørgsmål, da han holdt sin tale i Tivoli Hotel og Congress Center i København: »Jeg vil vove at sige, at vi er det nye arbejderparti. For det er os, der vil hjælpe med at få betalt regningerne,« lød det i talen, hvor han også forsøgte at iscenesætte sig selv som en slags ambassadør for privatansatte.
Bagholdsangreb fra Venstre
Pape har målrettet sin valgkampsappel til alle de vælgere, der drømmer om at betale mindre i skat, og som også hurtigt kan hidse sig op over papirnusseri i det offentlige. Udtrykket er alt andet end aristokratisk og elitært. Som en pendant til Mette Frederiksens promovering af makrelmadder på sociale medier taler Søren Pape sågar om, hvordan han spiser »maskeret blomkål« hjemme hos sine gamle og sygdomsplagede forældre.
Sorgløsheden er imidlertid forduftet. På kort tid har De Konservatives formand tydeligt fået sværere ved at trænge igennem med budskabet om, at han vil kunne give folk flere penge mellem hænderne – uden at det går direkte ud over andre. Under den offentlige tryktest, som naturligt opstår, når man melder sig som statsministerkandidat, har Papes troværdighed lidt et knæk.
Mest nådesløst er kritikken fra om ikke egne rækker, så i hvert fald fra en tidligere våbenbror. Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen er ude i hårde angreb og dermed selvfølgelig i slet skjult forsvar for partiets egen statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen.
Blandt de mange ubekvemme møgsager og kritikpunkter, der lige nu hvirvler op omkring ørene på Søren Pape, kan angrebet fra Claus Hjort Frederiksen meget vel vise sig at komme til at gøre mest ondt frem mod folketingsvalget. I hvert fald politisk, for bidende kritik fra egne rækker er altid mest ubehageligt.
»I mine øjne er det simpelthen hul i hovedet at komme med sådan et forslag, hvis man vil flytte stemmer over midten,« siger Claus Hjort Frederiksen i et interview i Berlingske om det konservative forslag om helt at ville afskaffe topskatten: »Det kommer til at skræmme vælgere væk. Læg dertil, at det aldrig bliver gennemført af et flertal, og det ved De Konservative godt.«
Men det er bestemt ikke kun de vidtløftige forslag på udgiftssiden, der har fået Venstres gamle strateg til at overfalde bagfra. Han tror endnu mindre på Søren Papes forslag om at finde finansiering ved afbureaukratisering, hvad der ellers har været en konservativ kongstanke siden Poul Schlüters dage.
»Jeg har selv siddet som minister, herunder finansminister, med De Konservative. Og jeg kan bare sige, at det var en daglig kamp at få dem med til besparelser,« lyder det brutalt fra Hjort: »De taler altid om det. Men hver gang det kommer til de kritiske forhandlinger, forlader de det hurtigt igen.«
Flosset troværdighed
Det giftige angreb fra Claus Hjort Frederiksen spiller altså dobbelt på, at Søren Pape Poulsen på den ene side slet ikke mener parolerne for alvor og dropper kravene, så snart det bliver svært, og at han på den anden side kun gavner den røde blok, fordi vælgerne risikerer at løbe skrigende bort.
Mere konventionelt og langtfra lige så farligt forsøger Socialdemokratiet også at ramme Søren Pape Poulsen med mere tekniske beregninger. Finansministeriets regnedrenge er sat til at anskueliggøre, hvad det ville betyde, hvis De Konservatives 2030-plan skulle blive til virkelighed. Og det vil ifølge ministeriet føre til et betydeligt fald i antallet af offentligt ansatte medarbejdere.
Og uanset hvordan finansminister Nicolai Wammen (S) kan siges at bruge eller misbruge sine embedsmænd i partipolitisk øjemed, er det lykkedes for Socialdemokratiet at sætte en dagsorden, som er lige præcis så ukomfortabel for den samlede blå blok, som Claus Hjort Frederiksen påpeger.
Det er mildest talt uklart, hvordan Søren Pape – der i sin tid ikke var landets mest nøjsomme borgmester i Viborg – vil vride milliarder og atter milliarder ud af statsbudgettet på indtil videre totalt diffuse »effektiviseringer«.
Når statsminister Mette Frederiksen taler om »det største eksperiment med velfærdssamfundet i vores levetid«, vækker det ikke alene bundklang blandt mange vælgere, men formår også at mobilisere både socialdemokrater og fagbevægelsen. Pape har forvandlet sig selv til et ideologisk fugleskræmsel.
Så længe meningsmålingerne peger opad, og folkestemningen generelt er positivt opløftet og ukritisk omkring formanden, kan et parti normalt slippe afsted med meget. Når et parti har såkaldt momentum, er det muligt at undvige kontante spørgsmål om mulige konsekvenser af diverse forslag.
Uret tikker. Mandag sendte de seks borgerlige partiledere et brev til Mette Frederiksen, hvor de opfordrer til valg med det samme. Men timingen, ja, den er knap så god for Søren Pape.
Weekendens landsråd kan markere begyndelsen på en bumpet skillevej: Uden samme goodwill som tidligere og med en flosset personlig troværdighed er De Konservatives formand kommet skævt ind i opspillet til valgkampen.🤭
Citat fra Information.