Hvorfor tror vi, der er sparet på sundhedsvæsnet? For det tror vi jo, ikke sandt?
Det er
mærkeligt, for det er forkert. Ikke lidt. Men meget. Meget forkert.
Den 4. juli
2019 afsluttede Danmarks
Statistik et arbejde med at kortlægge de offentlige
sundhedsudgifter siden år 2000. Her et uddrag af konklusionerne:
»Fra 2000
til 2017 er de offentlige sundhedsudgifter steget med 46 procent i faste
priser. Det er markant mere end de samlede offentlige udgifter, som er steget
med 15 procent.«
»Fuldtidsbeskæftigelsen
i det offentlige sundhedsvæsen er steget med 18.000 siden 2008 til et niveau på
184.000 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Beskæftigelsen inden for de øvrige
offentlige serviceområder (såsom social beskyttelse, undervisning og forsvar)
har enten været faldende eller stort set uændret.«
»Ligesom
Danmark bruger de fleste andre EU-lande en større andel af BNP på
sundhedsområdet end i 2000. Sundhedsudgifterne i Danmark er øget fra 7,9
procent i 2000 til 9,8 procent i 2016.«
»Antallet af
sengedage er faldet med 18 procent.«
Hvad siger
alle disse tal?
De siger, at
det unægteligt må vække stor forundring, at vi konstant får den besked fra
medier og interesseorganisationer, at det store problem i sundhedsvæsnet er
mangel på ressourcer.
Selvom
antallet af sengedage for den enkelte patient er faldet voldsomt, selvom
antallet af ansatte er vokset eksplosivt, selvom vi både relativt og objektivt
bruger langt flere penge på sundhedsvæsnet, lyder klagesangen konstant, højlydt
– og effektivt. For vi tror det alle sammen. At der mangler ressourcer.
Men helt
ærligt: Næsten 200.000 ansatte i Danmark til at løse vores sundhed? 200.000?
Hvor mange flere af den arbejdsstyrke, vi har i dette lille land, forestiller
man sig, at der skal til? Findes der en arbejdsopgave i Danmark, vi har flere
ansatte til at løse?
Man anstrenger sig forkert
Problemet
ligger for mig at se helt åbenlyst et andet sted. Nemlig i tilrettelæggelsen og
ledelsen af vores sundhedssystem. Der er noget galt, når man kan bruge så mange
penge, have så mange mennesker og stadig give det indtryk, at der mangler
ressourcer.
Jeg tror,
det er sandt, at de resultater, der kommer ud af anstrengelserne, ikke er
tilfredsstillende. Man anstrenger sig forkert. Mens man fortæller hinanden,
hvor travlt man har.
Ondets rod
er den planøkonomiske tilgang, man har i sundhedsvæsnet. Det er den, der får
ressourcerne til at dryppe ned gennem alle lagene som sand gennem fingrene.
Der er ingen
målestok for succes. Intet indtægtspres. Man eksisterer for sin egen skyld.
Ikke af ond vilje. Men fordi sådan er det bygget op. Om patienten lever eller
dør, har ingen indflydelse på systemet. Det fortsætter ufortrødent. Samme løn.
Samme status. Samme opbygning.
Jeg er
sikker på, at sygeplejerskerne har travlt med at have travlt. Men hvor mange
flere skal vi have, for at den følelse går væk? Hvor meget mere skal resten af
den offentlige sektor – og skatterne – holde for, før det rækker?
Man taler
ofte om den såkaldte to procents-besparelse – den, politikerne kalder et
omprioriteringsbidrag. Groft sagt pålægger man den offentlige sektors
driftsside at blive to procent dygtigere hvert år til det, man gør. Sagen er
bare den, at det ikke reelt har omfattet sundhedssektoren. Tværtimod.
I
sundhedssektoren har man netop – fra hele resten af den offentlige sektors
effektiviseringsbidrag – fået tilført enorme summer. En stigning i de anførte
år på hele 46 procent. Og en stigning af andelen af BNP på over to procent, så
vi næsten bruger hver 10. krone på sundhed. Det er rigtig mange penge.
Hvorfor
afkræves de ansvarlige og dem, som konstant taler om manglende ressourcer, ikke
et svar på, hvor meget de egentlig forestiller sig, at det skal koste? Hvor
meget vi skal betale ekstra i skat? Hvor mange andre steder har man tilført et
i forvejen anseeligt budget 46 procent mere for at ende i en situation, hvor
klager og mislyde er større end nogensinde før?
Skør idé at det offentlige skal behandle
Sagen er jo,
at blev disse ting håndteret i konkurrence og markedsøkonomi, hørte vi aldrig
om det. Hvis sygeplejerskerne var privat ansatte, ville vi aldrig høre om
særlige politiske lønpuljer, krav fra Enhedslisten om dette og hint – det ville
blive løst af parterne på det private arbejdsmarked.
Men fordi vi
har fået den skøre idé, at det at gøre folk raske partout skal ligge i
offentligt regi – altså selve maskinen – så er det anderledes. Så finder der en
uhyrlig politisering sted af vores fælles sundhed. Så skal vi hele tiden synes,
at det er synd for dem, der arbejder i sektoren. Og vi får som patienter og
pårørende ingen indflydelse på, hvad vi må tåle, for vores mening har ingen
betydning.
Jeg mener,
at vi skal have kollektiv betaling for vores sundhed – ikke individuel privat.
Men hvorfor det offentlige via den enkelte borger så ikke kan købe ydelser af
private enheder fremfor selv at drive systemet – det begriber jeg ikke. Det
fører direkte til de tilstande, vi ser nu.
Hvor verden
vendes på hovedet. Og massive ressourcetilførelser kaldes udsultning og
besparelser.
Søren Pind
er bestyrelsesformand og fhv. folketingsmedlem og minister for Venstre
Angiveligt på grundlag af en socialistisk kampgruppe har inficeret sygeplejerskerne..
Den socialistiske provokatør Luca Jonathan Saverio Pristed er i fuld gang med at instruerer sygeplejerskerne hvordan de omgår de fagretslige regler, Arbejdsgiverne & DSR må naturligvis omgående tage de nødvendige faglige skridt . .