Det nationale kompromis I kølvandet på Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod chancen for et Europa, hvor de østeuropæiske stater kunne blive medlemmer af EF (EU).

 Komiteen for tilslutning til EF. På plakaten er der billeder af Erik Eriksen (V), Jens Otto Krag (S), Hilmar Baunsgaard (R) og Viggo Kampmann (S) - fire statsministre som alle ønskede et ja til EF.  

Det nationale kompromis

I kølvandet på Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod chancen for et Europa, hvor de østeuropæiske stater kunne blive medlemmer af EF (EU). Blandt andet derfor udarbejdede de europæiske politikere Traktaten om Den Europæiske Union, der i 1992 blev underskrevet i Maastricht og derfor er kendt som Maastricht-aftalen.

Danskerne ville det imidlertid anderledes. Den 2. juni 1992 stemte et flertal på 50,7 % af danskerne nej til Maastricht-traktaten, der havde fokus på økonomisk politik, valuta og fri bevægelighed af kapital. Samtidig fik Europa-Parlamentet større del i arbejdet med at lave love, der ville få indflydelse på nationalt plan.

Med danskernes nej blev alt sat i stå, for de 12 daværende medlemslande skulle alle være enige om unionsplanen. Det fik de danske politikere til at reagere. Dels var de bange for, at Danmark ville blive tvunget til at forlade EU, hvilket EU-modstanderne håbede, og dels skulle der findes en løsning, så de andre lande kunne iværksætte Maastricht-traktaten.

Syv af Folketingets partier – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – blev enige om, at der var dele af EU-samarbejdet, Danmark ikke skulle deltage i (se under ”De fire forbehold”). Denne aftale blev efterfølgende kaldt Det nationale kompromis. Det er især værd at bemærke, at Socialistisk Folkeparti, der tidligere havde været imod stort set alt samarbejde i EF, var med i aftalen. I Folketinget var kun Fremskridtspartiet imod Det nationale kompromis.

Aftalen blev konfirmeret på Edinburgh-mødet, hvor Det Europæiske Råd (dvs. EU's formand, stats- og regeringscheferne i EU samt Europa-Kommissionens formand) var samlet, og dermed fik Danmark en aftale, som de andre EU-lande ikke har. Den 18. maj 1993 var der en ny folkeafstemning, der resulterede i et ja til Edinburgh-aftalen (Maastricht-traktaten): 56,7 % stemte ja, 43,3 % nej. På afstemningsaftenen kom det til kampe mellem politi og demonstranter/autonome på Nørrebro i København, og for første gang i fredstid brugte politiet skydevåben mod demonstranter.

Europa-parlamentssalen i Strasbourg. Foto: Wikimedia Commons  

De fire forbehold

Siden 1993 har Danmark ikke deltaget i EU på fire områder:

1) Euro. Danmark skifter ikke kronen ud med fællesmønten euro.

2) Unionsborgerskab. Danmark vil ikke skifte dansk statsborgerskab ud med et unionsborgerskab.

3) Forsvar. Danmark er ikke med til afgørelser og aktioner, der ledes af EU.

4) Det retlige samarbejde. Danmark deltager ikke i samarbejdet om asyl- og indvandringspolitik.

Med til Edinburgh-aftalen hører, at Danmark kan droppe de fire forbehold, hvis Folketinget beslutter det og sender forslaget til folkeafstemning. Det forsøgte man med euroen i 2000, men danskerne sagde med et flertal på 53,1 % nej.

Afstemninger en masse

Siden 1972 har det danske folk seks gange stemt om EF/EU. Ifølge den danske grundlov er det folket, der bestemmer, om andre end den danske stat skal have mere magt. I paragraf 20 kan man læse, at Danmark kan afgive en del af sin magt til EU (eller andre internationale organisationer), hvis

• 5/6 (fem sjettedele) af Folketingets 179 medlemmer siger ja
• over halvdelen af befolkningen siger ja ved en folkeafstemning.

Da der sjældent er fem sjettedeles flertal for traktatændringer i Folketinget, har vi af og til folkeafstemninger i Danmark. De seks folkeafstemninger, der frem til 2011 har været om EF/EU, er:

1972: Danskerne sagde ja til at blive medlem af EF.

1986: Danskerne stemte ja til EF-pakken – et fælles marked.

1992: Danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten og dermed EU.

1993: Danskerne stemte ja til Edinburgh-aftalen og indtrådte dermed i EU.

1998: Danskerne stemte ja til Amsterdam-traktaten, der blandt andet gjorde det lettere at træffe beslutninger i Ministerrådet.

2000: Danskerne stemte nej til at indføre euroen.

I 2005 var der desuden planlagt en folkeafstemning om EU's forfatning, men de danske politikere aflyste, efter at befolkningerne i Holland og Frankrig stemte nej til forfatningen. Det hollandske og franske nej efterlod EU i en mindre krise. Men der blev lavet en ny traktat om integration i EU, og medlemslandene blev i efteråret 2007 enige om den aftale, der blev kaldt Lissabon-traktaten. Det danske Folketing godkendte traktaten i april 2008 – Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod.

Den giver briterne adgang til kvote- og afgiftsfri handel i EU’s indre marked. Værdien af aftalen er 5.526 mia. kr.

 

 De ca. 2.000 siders tekst med bilag vil blive gransket nøje de kommende døgn og uger. 

Der har længe været enighed om rigtigt meget, men de store knaster som fiskeriet, fair konkurrence og hvordan tvister i forbindelse med aftalen skal afgøres, faldt først på plads til sidst. Juledag blev EU-ambassadørerne briefet om aftalens konkrete indhold, og selv om de fleste europæiske regeringer har været orienteret undervejs i forhandlingerne, ventes EU-landene at skulle bruge nogle dage på at tygge sig igennem teksten. Den indeholder bl.a. afsnit om:

 

 

Fair konkurrence:

 

For at få told-og kvotefri adgang til EU’s indre marked må briterne ikke give for store fordele til egne virksomheder og skal i princippet følge EU-standarder.

 

Aftalen indebærer, at briterne følger EU på områder som sociale forhold, vilkår for arbejdstagere og på f.eks. miljøområdet, hvis landet vil undgå sanktioner.

 

EU har været stålsat på, at briterne ved f.eks. at sænke miljøkravene for virksomheder kan opnå konkurrencefordele i forhold til europæiske kolleger. Aftalen tvinger dog ikke briterne til slavisk at følge ændringer og stramninger, som EU f.eks. indfører på miljøområdet. Det har været et helt centralt krav fra London, der mente, at det ville være det samme som at være de facto EU-medlem, og så ville tankegodset bag brexit ryge.

 

 

Håndhævelsen:

 

Til gengæld har briterne accepteret det, der kaldes relancerings klausulen.

 

Klausulen betyder, at hvis den ene part mener, at den fair konkurrence er i ubalance, kan man henvende sig til et neutralt organ, der vurderer sagen. Hvis briterne alligevel ændrer på f.eks. miljøområdet, fordi det giver mening i forhold til de aftaler, der skal indgås med andre lande i verden, risikerer de, at EU indfører afgifter på specifikke områder.

Er der tale om mere systematiske ændringer, kan hele handelsaftalen tages op til diskussion.

En uafhængig enhed skal også se på, om statsstøtte giver en af parterne en fordel. For briterne var det afgørende, at det ikke bliver EU-domstolen, der afgør de tvister.

Fiskeriet:

Et af de helt store symbolske punkter i aftalen. Fisk udgør en forsvindende lille del af den samlede europæiske og britiske økonomi, men skulle vise sig at være området, der kunne vælte hele aftalen. Briterne har insisteret på at ”tage kontrollen med britisk farvand tilbage”, mens EU ikke ville acceptere usikre vilkår for EU-fiskere. Især Frankrig og Danmark har været insisterende på det punkt. Danske fiskere henter f.eks. 40 pct. af fangsterne og 30 pct. af omsætningen af fisk i britisk farvand.

 

Kompromiset blev, at EU i en overgangsperiode på fem et halvt år giver afkald på 25 pct. af værdien af kvoterne i britisk farvand. Derefter skal fiskeriet diskuteres igen.

 

På trods af aftalen forventes fortsat en række køer ved Dover i begyndelsen af januar. Det bliver dog ikke nødvendigvis så slemt som lige op til jul, hvor en blanding af corona-restriktioner fra Frankrig, Holland og Belgien og britiske virksomheders behov for en stor lagerbeholdning uden en handelsaftale, førte til gigantiske køer i det sydvestlige England.

 

Handel:

Selv om der er tale om en frihandelsaftale, skal der fremover udfyldes flere papirer for varetransporten til og fra EU. Det forventes, at det i begyndelsen vil betyde lange køer ved grænserne.

 

Oprindelsesland:

Parterne følger i høj grad de i forvejen stramme regler for, hvornår man må sige, at noget er produceret i f.eks. Storbritannien. London var dog meget insisterende på særregler på bl.a. produktion af el-biler. Selvom f.eks. et batteri eller dele af det ikke er produceret i Storbritannien, var der frygt for den britiske bilindustri, der de kommende år vil omstille sig til el-bilsproduktion. Undtagelsen for el-biler får briterne til at håbe på, at f.eks. Nissan-fabrikken i Sunderland overlever.

 

Politi og sikkerhed

Briterne ryger ud af Europol, Eurojust, mulighed for den fælles europæiske arrestordre og har ikke adgang til f.eks. det såkaldte Schengen Information System, der viser myndigheder, hvem der f.eks. er efterlyst eller farlige. Briterne har f.eks. siden 2.000 anholdt og udvist 11.000 kriminelle, der var omfattet af den europæiske arrestordre, mens nogle få hundrede er blevet returneret, fordi det britiske politi ville have fat i dem.

 

Med en betydelig organiseret kriminalitet og en alvorlig terrortrussel er Storbritannien i høj grad afhængige af informationsstrømme fra andre landes politimyndigheder.

Men det bliver ikke sådan, at f.eks. et EU-land ikke advarer briterne om, at en terrorcelle er på vej til London.

Mange informationer om de alvorligste kriminalitetsproblemer går i forvejen via efterretningstjenester, der fortsat vil have et tæt samarbejde.

Der bliver dog en form for udleveringsaftale mellem parterne, og der vil også blive samarbejde om f.eks. indefrysning af midler og værdier, som kriminelle illegale har tilranet sig. Der vil også fortsat være en form for udveksling af informationer mellem politimyndighederne, og der vil være udveksling af informationer om f.eks. efterlyste personer. Der vil også være udveksling af f.eks. fingeraftryks-registre.

Uddannelse:

Storbritannien forlader den såkaldte Erasmus-ordning, hvor studerende kan udveksles på tværs af EU-landene. Mange danske studerende har i tidens løb brugt ordningen. Ifølge den britiske regering er den for dyr. I stedet vil briterne oprette en ordning opkaldt efter matematikeren Alan Turing, der giver anderledes adgang til britiske uddannelsesinstitutioner. For danske studerende betyder det, at man fortsat kan læse i f.eks. London, men det bliver under andre vilkår. Danske universiteter kan dog indgå bilaterale aftaler med universiteter i Storbritannien.

Bo i Storbritannien:

Danskere bosat i Storbritannien kan blive boende, og man kan også nå at bosætte sig senest den 31. december. Man skal dog huske at søge om opholdstilladelse senest den 30. juni 2021.

Efter den 1. januar kan man fortsat flytte til kongeriget, men det bliver lidt mere bøvlet. Et nyt pointsystem indebærer, at Storbritannien ser på, hvilke kvalifikationer den enkelte har, og hvor meget man tjener – heri ligger, at hvis der er behov for arbejdskraft i en bestemt sektor, så kan der ses bort fra f.eks. lønkravet. Det vil med andre ord sige, at de mange danske unge, der tager et enkelt år i London og arbejder på en pub, kan få det sværere, hvis der er arbejdskraft nok i sektoren.

Kravene bliver lige for alle i verden – EU-borgere udgør ingen undtagelser.

Britiske statsborgere kan som udgangspunkt blive boende i Danmark, men skal søge om opholdstilladelse hos de danske myndigheder.

 

Den frie bevægelighed over grænserne gælder altså ikke længere mellem parterne.

 

Rejser til Storbritannien

Man kan som nu fortsat tage en af de populære weekendture til London.
Man vil uden videre kunne opholde sig på ferie i kongeriget i op til tre måneder.

 

Dog skal man være opmærksom på, at det blå sygesikringskort ikke længere er gyldigt.
Man skal også være opmærksom på, at hvis man flyver med et britisk selskab er man ikke længere omfattet af EU-regler om ret til kompensation ved aflysninger.

EU-aftale: Finanssektoren står tilbage uden alle svar FINANS

Går alt efter planen, kan Underhuset i London nå at stemme for aftalen, inden nytår.

Det samme gør sig ikke gældende på EU-siden, hvor det forventes, at aftalen træder i kraft på forventet efterbevilling fra bl.a. EU-parlamentet og de enkelte medlemslande.