Kapitel 2
Kurt Larsen – en lillebror fra Amager
Kurt Kokhauge Larsen og Leif Tullberg er jævnaldrende. De er
født i fredsåret 1945, hhv. 17. september og 5. oktober, og de er begge fra
Jylland. Kurt Larsens forældre Agathe og Knud Larsen kom fra Randers, hvorfra
de i 1951 rejste til Amager, hvor faderen, der var specialarbejder, havde fået
arbejde. Samtidig blev han vicevært i ejendommen på Søren Norbys Allé, hvor
familien havde lejet en 3-værelses lejlighed. Kurt Larsen er således vokset op
tæt på København i en kernefamilie med far og mor og to ældre søskende, Jytte
og Mogens. Der var kun et år mellem hvert af de tre børn, men Kurt var
lillebror, og det var han meget bevidst om.
»Jeg lever op til enhver definition på en lillebror. På godt
og ondt. Det negative er, at jeg tager ting meget lidt alvorligt. En lillebror
lærer at tilpasse sig. Ikke udfordre unødigt. Man skal jo helst ikke have flere
øretæver end højst nødvendigt,« udtalte han i et interview med Jyllands-Posten
i august 2008.
Barndomshjemmet var lykkeligt, og selv om Kurt måtte bukke
sig for at undgå at komme i klemme, kunne han sorgfrit tillade sig at være
lillebror og flyde ovenpå. Og tillige har han sikkert som dreng og sidstfødte fået
længere snor end de store søskende og trukket frinummer i mange sammenhænge.
Han måtte dog hjælpe sin far, der var vicevært i ejendommen, med at feje,
skovle sne og holde fyret med koks. Men derudover har de huslige pligter næppe
tynget ham, og det gjorde skolen heller ikke. Han lavede aldrig lektier, men
klarede alligevel en mellemskoleeksamen, svarende til 9. klasse.
Forældrene var kærlige og omsorgsfulde og skabte en tryg opvækst
for børnene. Moderen var hjemmegående, mens faderen arbejdede på Philips
fabrikken – familien var blandt de første, der havde fjernsyn! Et traditionelt ægteskab
i en arbejderfamilie i 50'erne, hvor faderen tjente pengene, og moderen klarede
de huslige pligter hjemme. Begge var socialt engageret, og politisk sad hjertet
til venstre.
Ungdomsvennen Anders Mygind, der har arbejdet i DSV næsten
hele sit liv, husker Kurt Larsens barndomshjem som hyggeligt og altid med gang
i den. Snakken gik heftigt ved middagsbordet og ikke sjældent om politiske
emner - faderen ønskede sikkert at præge sønnen med den rette politiske
overbevisning. Og Kurt Larsen hævder, at han ikke har glemt budskabet, selv om
pengene i banken er vokset i raketfart i takt med DSV's succes. Som ung stemte
han på Venstresocialisterne og senere på Socialistisk Folkeparti. I dag står han
dog gerne ved, at krydset sættes til højre for Socialdemokraterne.
*******
Kurt Larsen var en ganske almindelig dreng med sunde
interesser - sport, socialt samvær med kammeraterne og en del fest og farver.
Men man skulle jo blive til noget, og Kurt var i vildrede, da skolen sluttede -
han vidste ikke, hvad han skulle beskæftige sig med. Han havde dog en onkel med
en vis status, som han skævede til. Han var speditør, talte meget i telefon,
var noget stresset og havde en stor flot bil. Kurt Larsen skulle i lære som
speditør. Året var 1961, og inden længe sad han bag skrivebordet i den ærværdige
speditionsvirksomhed Gyldensteins Eftf. i Bredgade, hvis han da ikke fordrev
tiden nede ved Toldboden og i Frihavnen sammen med de andre speditørelever,
mens de ventede på, at tolderne havde tid til at deklarere. Ventetiden kunne være
lang, men nem at fordrive midt i København. Man kunne cykle op i byen og se på
letpåklædte cykelpiger eller tage en tur i Frederiksberg Svømmehal. Vigtigt var
det, at man var tilbage i rette tid, for ellers skulle man vente til næste dag
med at få deklareret og frigivet gods. Og så blev mester tosset.
Miljøet omkring Toldboden og Frihavnen var eksotisk og spændende
for de store drenge. Speditøreleverne
mødtes ikke på kontorerne, men på havnen, hvortil de kom cyklende fra hele København
Der var en international stemning med skibe fra hele verden, der kom ind med
gods til de mange told- og lagerbygninger, som lå ved kajen. Og store lastbiler
fra alle mulige destinationer i Europa, der ligeledes bragte gods frem.
Erhvervet greb Kurt Larsen med det samme, selv om han gerne
fortæller, at speditørerne ikke altid var velsete i transportbranchen og heller
ikke hos toldvæsenet. Men de havde en nødvendig og vigtig funktion i en tid med
toldmure og valutarestriktioner, for det var dem, der klarede papirarbejdet i
forbindelse med import og eksport af gods. Selv om speditørerne ikke var lige
populære alle steder, så stortrivedes Kurt Larsen med jobbet og den hektiske
aktivitet. Han var kommet på sin rette hylde, og hans mor kunne i den fødselsdagsavis,
der blev lavet i forbindelse med hans 60 års fødselsdag, med glæde erindre:
»Det var vidunderligt at se, hvordan Kurt blomstrede op, da
han kom i lære. Han cyklede fløjtende rundt i København fra det ene toldsted
til det andet.«
De store
toldsteder var godsbanen, Toldboden og Frihavnen, og så var der forskellige
distriktstoldsteder, blandt andet på Frederiksberg, Nørrebro og i Hellerup.
*******
Fra Bredgade gik det efter
endt læretid til London, hvor Kurt Larsen på eget initiativ havde
skaffet sig arbejde hos en af Gyldensteins kunder, Dansk Design. Året i London var lærerigt og fyldt med gode
oplevelser, men også hårdt arbejde. Den nyudlærte speditørs arbejdskraft blev
udnyttet til det yderste. Udover det administrative arbejde på kontoret med
blandt andet told- og EFTA-regler blev Kurt både sat til at styre et lager og køre
ud til kunder med danske designvarer i en gammel varevogn. Efter et års tid
overmandede hjemveen ham imidlertid, og han rejste til Danmark med dags varsel.
Vel tilbage i København
blev han kontaktet af den jævnaldrende Bjørn Sundby Madsen, som han kendte fra
læretiden i København. Den unge speditør havde etableret sin egen lille
speditionsvirksomhed, BSM og arbejdede dag og nat. Han havde brug for hjælp, og
Kurt Larsen fik foræret halvdelen af firmaet mod at træde til og tage del i
opgaverne. Det gjorde han, men det slidsomme arbejdsliv, hvor alle døgnets vågne
timer var besat med arbejde, var ikke noget for Kurt Larsen. Mentalt var han
heller ikke gearet til et liv som selvstændig, hverken dengang eller senere.
Han var bedre til at arbejde for andre, fordi det indebar mindre risiko, men
samtidig mulighed for at få bonus og provision af den værdi, han var med til at
skabe.
Kurt Larsens karriere som ”selvstændig” varede kun et par måneder,
så sagde han pænt farvel til Bjørn Sundby Madsen og startede i stedet som
speditør hos K&E
Spedition i Glostrup i 1966. Her var der tid til et fritidsliv og tilsyneladende ordnede forhold på kontoret.
Samtidig var der et dynamisk miljø med mange dygtige speditører, men de
to ejere Kleist og Elzholt gled fra hinanden og valgte til sidst at skiftes til
at gå på arbejde for at undgå at møde hinanden. Specielt Kleist blev Kurt
Larsen glad for, fordi han var en betænksom og dygtig chef. Kurt havde på et
tidspunkt ydet en ekstra indsats, fordi der havde været travlt, og Kleist
kvitterede ved at sende ham på en lille ferie med alt betalt. Ved en anden
lejlighed kaldte han Kurt Larsen ind på kontoret for at give ham en stor check.
Kleist havde erkendt, at Kurt var mere værd i løn end den ledende speditør, han
refererede til. Beløbet på checken var forskellen mellem Kurt Larsens årsløn,
og det beløb, som den nu fyrede, ledende speditør havde hævet på et år. Nu fik
den unge speditør pludselig mulighed for at slå ud med armene, og han købte en
ny folkevogn. Miljøet i K&E Spedition blev dog efterhånden så præget af
ejernes uoverensstemmelser, at Kurt Larsen valgte at forlade virksomheden, hvor
han ellers ville have haft gode chancer for at komme helt til tops.
*******
Senere kom Elzholt i øvrigt på forsiden af flere dagblade,
da han under uheldige omstændigheder blev afsløret i forsøg på hvidvask af
sorte penge. Elzholt, der havde flyvercertifikat, fløj store engelske
pundsedler fra Sverige til Danmark i et forsøg på at undgå beskatning. De store
sedler blev lagt i et syltetøjsglas og gravet ned i haven, fordi han frygtede,
at nogen ville finde dem i huset. Uheldigvis var glasset ikke tæt, så der trængte
fugt ind, som fik pengesedlerne til at lugte muggent. Nu var de svære at veksle
på grund af den kradse lugt, og derfor valgte Elzholt at veksle sedlerne
enkeltvis rundt omkring i omegnsbankerne.
Der gik dog ikke længe, før man inde i Danmarks Nationalbank
undrede sig over de ildelugtende pundsedler, og derfor sendte man en besked ud
til bankerne om at være opmærksom på den eller de personer, som vekslede de
store sedler. En dag klappede fælden, og den uheldige speditør blev holdt
tilbage under et forsøg på at veksle endnu en stinkende pundseddel. K&E
Speditions erhvervslokaler blev endevendt af politiet, og Elzholt fik senere
flere års fængsel for økonomiske uregelmæssigheder, men da sad Kurt Larsen i en
dagligstue på en gård i Hornsherred og arbejdede intenst på at få en
speditionsvirksomhed op at stå med kørsler til Sverige. Et arbejde som senere
skulle danne grundlag for DSV's store succes på den internationale scene.
*******
Under læretiden i København havde Kurt Larsen lært Hans
Frederiksen at kende. Deres kærester var begge sygeplejersker, og de sås privat
og havde lystige fester på familien Frederiksens gård i Vejleby. I modsætning
til Leif Tullberg, som helt bevidst havde erobret sin hustru Dot, så var det i
Kurt Larsens tilfælde ham, der var blevet valgt. Under en fest i 1967 på
Sygeplejeskolen i Roskilde havde Kurt hele aftenen vekslet blikke med en af
sygeplejeeleverne, Vibeke. Men da hun var kæreste med en af hans bekendte,
afholdt han sig fra at byde hende op, eller også var han bare genert. I hvert
fald måtte Vibeke til sidst byde Kurt op, og de har været sammen siden den første
dans. I 1970 blev de gift, og året efter kom tvillingerne Pernille og Mette til
verden.
Dagen efter en af festerne på gården i Vejleby blev Kurt
Larsen spurgt af Hans Frederiksen og dennes storebror Jens, om han ville hjælpe
dem med at etablere en speditionsafdeling med transporter til hovedsageligt
Sverige og Norge, som supplement til den entreprenørkørsel, der var
hovedaktiviteten i Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Hans Frederiksen
havde stor tiltro til projektet og Kurt Larsens evner og gav ham lov til selv
at udforme en ansættelseskontrakt. Kurt Larsen var omhyggelig og fik præciseret,
at han oven i sin faste månedsløn på 10.000 kroner skulle have ti procent af
bruttoavancen. Endvidere fik han indføjet i kontrakten, at han ikke tålte
sideordnede eller overordnede og i øvrigt ikke kunne fyres. Så var det på
plads. Hans Frederiksen var relativ nem at forhandle med, fordi han behøvede
Kurt Larsens ekspertise for at udvikle vognmandsforretningen på eksportsiden.
Der kom hurtigt gang i forretningen, og der blev tjent gode
penge, for det rullende materiel blev udnyttet maksimalt. Om dagen blev
lastbilerne brugt til kørsel med jord, sten og grus på Sjælland. Klokken 18 kom
der friske chauffører på bilerne, som nødtørftigt blev rigget om, så de var
klar til at køre til Sydsverige med kalk, gips eller andet gods, som Kurt
Larsen havde skaffet. Returlæsset var tømmer fra de svenske savværker, hvor
Kurt havde gode kontakter fra sit tidligere job. På den måde lykkedes det ham
at få bilerne til at køre i døgndrift, og der var en indtjening pr. bil, som
andre i transportbranchen ikke kunne matche.
*******
Kurt Larsens og Hans Frederiksens forhold blev efterhånden
mere arbejdsrelateret, og kammeratskabet gled i baggrunden. Senere skulle
forholdet udvikle sig stadig mere negativt af andre årsager, som vi vender
tilbage til. Men i 1969, da Kurt Larsen flyttede ind i familien Frederiksens
dagligstue på Røsbjerggård i Vejleby med tre telefoner og en telex, var deres
relation præget af venskab og samarbejde. Kurt Larsen arbejdede i begyndelsen
meget alene og udførte alle funktioner selv - administration, fakturering,
kontakter til vognmænd og kunder mv. Hans Frederiksens storebror Jens passede
den del af vognmandsforretningen, der kørte med sten og grus, ligesom han stod
for værkstedet, chaufførerne og lastbilerne. Hans Frederiksen var kørselsleder
hos den københavnske storvognmand Adam Jensen, så de to kammerater sås ikke
meget i det daglige, men Hans Frederiksens mor Eva tog sig pænt af den unge
speditør fra Amager, som i arbejdstiden næsten blev en del af familien
Frederiksen. Det var også svært at undgå, for dagligstuen lå ved siden af køkkenet,
så Kurt vidste altid, om der stod plukfisk eller hakkebøf på menuen.
Kurt Larsen trives med faste rammer og en god stabil månedsløn,
og det har været grænseoverskridende for ham at sige sit gode job op hos
K&E Spedition for at satse på et pionerarbejde under primitive former og
med en mere usikker indtjening. Men udsigten til at bygge nyt og sikre sig en
god indtjening på sigt var tilstede. Og Kurt Larsen sørgede selv for, at lønnen
hurtigt blev rigtig god. Han var en god speditør, som kunne optimere
transporterne og skabe bundlinje. Han var ekspert i full loads og part loads.
Og så var han skarp og meget veltalende. »Han kan tale en ko ud af en kløvermark,«
fortæller et tidligere bestyrelsesmedlem i DSV.
Speditørerhvervet ændrede sig op gennem 60’erne og 70’erne.
Fra at være en branche, som mest ordnede toldpapirer og sørgede for alt det
praktiske og administrative omkring internationale transporter, havde speditørerne
fået større indflydelse som et vigtigt bindeled mellem kunden og transportøren.
Speditørerne kom i stigende grad til at ”sidde på godset”. Mange vognmænd havde
indset, at erhvervet ville ændre ved det traditionelle vognmandserhverv, så det
handlede om ikke at blive ladt tilbage, når toget kørte. Nogle vognmænd valgte
derfor at lade sønnerne få en uddannelse som speditør, så de var klædt godt på,
når de kom hjem i virksomheden. Fra 1960’erne og fremefter tog speditørerne en
stadig stigende andel af markedet, og mange vognmænd blev afhængige af de
opgaver, de fik af speditørerne. Efterhånden fik nogle af de større
vognmandsforretninger egen speditionsafdeling og blev dermed konkurrenter til
speditørerne. Mange mindre vognmænd valgte at køre som underleverandører for
speditørerne eller for de store vognmænd, fordi de så var sikre på at have kørsel,
selv om det var til en lavere afregning i forhold til, hvis de selv kørte
direkte for kunderne.
*******
Hans Frederiksens job som kørselsleder hos Adam Jensen gav
ham visse magtbeføjelser, og de beføjelser, han ikke havde, dem tog han. Hans
Frederiksens egen vognmandsforretning i Vejleby var underleverandør og hjælpevognmand
for Adam Jensen, og i modsætning til Adam Jensens øvrige hjælpevognmænd var
familien Frederiksens chauffører altid på arbejde. Selv når Adam Jensens egne
lastbiler holdt hjemme uden kørsel, var bilerne fra Rich. Frederiksens
Vognmandsforretning beskæftiget og tjente penge. Det havde mange af de vognmænd,
der kørte for Adam Jensen, hæftet sig ved.
Samtidig var der tilknyttet hjælpevognmænd til Adam Jensen,
som den københavnske vognmand ikke selv kendte, men som blev styret af Hans
Frederiksen. En dag ringede en af disse ”ukendte” samarbejdspartnere ind for at
høre til næste dags kørselsopgaver. Hans Frederiksen var optaget, og telefonen
blev derfor besvaret af vognmand Adam Jensen. Den ”ukendte” vognmand - Knud
Nielsen fra Kirke Hyllinge - vidste ikke, at Hans Frederiksen havde flere typer
af samarbejdspartnere. Han spurgte Adam Jensen om morgendagens opgaver, og
denne svarede ved at ligne et stort spørgsmålstegn. Situationen var uholdbar og
fik en brat afslutning. En søndag aften ringede Adam Jensen selv rundt til hjælpevognmændene
og fortalte, at de fremover ikke skulle tage imod kørselsopgaver fra Hans
Frederiksen. Næste morgen fik Hans Frederiksen én time til at tømme sit
skrivebord og komme ud af vagten.
Efter fyringen tog Hans Frederiksen hjem i familiefirmaet
sammen med en nøglemedarbejder fra Adam Jensens bogholderi, Christian Thøgersen.
Gradvist fik de kunderne med over, og få år senere måtte Adam Jensens
vognmandsvirksomhed dreje nøglen om. Medvirkende årsag til virksomhedens triste
skæbne var også, at vognmanden i perioder var fraværende på grund af et
alkoholproblem. Og sønnen Hans Otto Jensen var ikke i stand til at løfte arven
efter sin far.
*******
Mens Leif Tullbergs arbejdsliv tog nogle sving i første
halvdel af 70'erne, havde Kurt Larsen fuld fokus på at opbygge
eksportafdelingen i Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Arbejdet blev dog
ikke nemmere af, at Hans Frederiksen var kommet hjem på kontoret, for nu
oplevede Kurt Larsen sider af vennen, som han ikke brød sig om. Kurt Larsen
trives ikke med topstyring, pedanteri og kontrol, og det blev nu en del af
arbejdsmiljøet på gården i Vejleby. Og da Kurt Larsen på grund af sine målbare
resultater var blevet en eftertragtet herre, hvis ekspertise der var rift om i
transportbranchen, lod han sig på et tidspunkt friste af et godt tilbud fra en
jysk speditør, som ønskede at etablere sig på Sjælland.
Hans Frederiksen var fortvivlet og nede på knæ. Han fik dog
forpurret Kurt Larsens planer, men det kom til at koste. For den påholdende og
nøjsomme Hans Frederiksen må det have gjort ondt, især da han måtte forære Kurt
Larsen et nyt farvefjernsyn og en splinterny folkevogn for at holde på ham.
Kurt Larsens sympati for Hans Frederiksen kunne efterhånden ligge på et meget
lille sted, så han havde ikke skrupler med at presse citronen, da han havde
godt fat i sin forhenværende ven.
Trods forbrødringen og Kurt Larsens beslutning om alligevel
at blive hos Hans Frederiksen, lå det i luften, at samarbejdet havde
katastrofekurs og gik mod sin afslutning. Hans Frederiksen kom Kurt Larsen i
forkøbet ved at sælge forretningen, dels til Børge Jakobsen og dels til Lars
Viggo Jensen fra Borup Autotransport. Frederiksen havde dog sikret sig en
kattelem i aftalen: Hvis Kurt Larsen ikke ville med til Borup Autotransport,
kunne handlen hæves.
Da Kurt Larsen blev orienteret om salget, blev han i første
omgang noget sur og indigneret over, at virksomheden blev handlet hen over
hovedet på ham. Men da han bibeholdt sine attraktive løn- og arbejdsvilkår og i
øvrigt kendte Lars Viggo Jensen, havde han ikke noget imod at slippe væk fra
familien Frederiksen. Så da Hans Frederiksen efter et par dage fortrød handlen
og derfor opsøgte Kurt Larsen på hans privatadresse for at få hjælp til at
slippe ud via kattelemmen, var den tidligere ven iskold, da han - uden at
invitere Hans Frederiksen indenfor – kort meddelte, at han meget gerne ville
arbejde for Borup Autotransport. Hvorefter han lukkede døren.
13 år efter skulle Kurt Larsens og Hans Frederiksens veje
atter krydses, og samarbejdet mellem dem kom på en endnu hårdere prøve.
