Kapitel 2 Kurt Larsen – en lillebror fra Amager..

  

Kapitel 2

Kurt Larsen – en lillebror fra Amager

 

Kurt Kokhauge Larsen og Leif Tullberg er jævnaldrende. De er født i fredsåret 1945, hhv. 17. september og 5. oktober, og de er begge fra Jylland. Kurt Larsens forældre Agathe og Knud Larsen kom fra Randers, hvorfra de i 1951 rejste til Amager, hvor faderen, der var specialarbejder, havde fået arbejde. Samtidig blev han vicevært i ejendommen på Søren Norbys Allé, hvor familien havde lejet en 3-værelses lejlighed. Kurt Larsen er således vokset op tæt på København i en kernefamilie med far og mor og to ældre søskende, Jytte og Mogens. Der var kun et år mellem hvert af de tre børn, men Kurt var lillebror, og det var han meget bevidst om.

»Jeg lever op til enhver definition på en lillebror. På godt og ondt. Det negative er, at jeg tager ting meget lidt alvorligt. En lillebror lærer at tilpasse sig. Ikke udfordre unødigt. Man skal jo helst ikke have flere øretæver end højst nødvendigt,« udtalte han i et interview med Jyllands-Posten i august 2008.

Barndomshjemmet var lykkeligt, og selv om Kurt måtte bukke sig for at undgå at komme i klemme, kunne han sorgfrit tillade sig at være lillebror og flyde ovenpå. Og tillige har han sikkert som dreng og sidstfødte fået længere snor end de store søskende og trukket frinummer i mange sammenhænge. Han måtte dog hjælpe sin far, der var vicevært i ejendommen, med at feje, skovle sne og holde fyret med koks. Men derudover har de huslige pligter næppe tynget ham, og det gjorde skolen heller ikke. Han lavede aldrig lektier, men klarede alligevel en mellemskoleeksamen, svarende til 9. klasse.

Forældrene var kærlige og omsorgsfulde og skabte en tryg opvækst for børnene. Moderen var hjemmegående, mens faderen arbejdede på Philips fabrikken – familien var blandt de første, der havde fjernsyn! Et traditionelt ægteskab i en arbejderfamilie i 50'erne, hvor faderen tjente pengene, og moderen klarede de huslige pligter hjemme. Begge var socialt engageret, og politisk sad hjertet til venstre.

Ungdomsvennen Anders Mygind, der har arbejdet i DSV næsten hele sit liv, husker Kurt Larsens barndomshjem som hyggeligt og altid med gang i den. Snakken gik heftigt ved middagsbordet og ikke sjældent om politiske emner - faderen ønskede sikkert at præge sønnen med den rette politiske overbevisning. Og Kurt Larsen hævder, at han ikke har glemt budskabet, selv om pengene i banken er vokset i raketfart i takt med DSV's succes. Som ung stemte han på Venstresocialisterne og senere på Socialistisk Folkeparti. I dag står han dog gerne ved, at krydset sættes til højre for Socialdemokraterne.

 

 

           *******

 

Kurt Larsen var en ganske almindelig dreng med sunde interesser - sport, socialt samvær med kammeraterne og en del fest og farver. Men man skulle jo blive til noget, og Kurt var i vildrede, da skolen sluttede - han vidste ikke, hvad han skulle beskæftige sig med. Han havde dog en onkel med en vis status, som han skævede til. Han var speditør, talte meget i telefon, var noget stresset og havde en stor flot bil. Kurt Larsen skulle i lære som speditør. Året var 1961, og inden længe sad han bag skrivebordet i den ærværdige speditionsvirksomhed Gyldensteins Eftf. i Bredgade, hvis han da ikke fordrev tiden nede ved Toldboden og i Frihavnen sammen med de andre speditørelever, mens de ventede på, at tolderne havde tid til at deklarere. Ventetiden kunne være lang, men nem at fordrive midt i København. Man kunne cykle op i byen og se på letpåklædte cykelpiger eller tage en tur i Frederiksberg Svømmehal. Vigtigt var det, at man var tilbage i rette tid, for ellers skulle man vente til næste dag med at få deklareret og frigivet gods. Og så blev mester tosset.

Miljøet omkring Toldboden og Frihavnen var eksotisk og spændende for de store drenge. Speditøreleverne mødtes ikke på kontorerne, men på havnen, hvortil de kom cyklende fra hele København Der var en international stemning med skibe fra hele verden, der kom ind med gods til de mange told- og lagerbygninger, som lå ved kajen. Og store lastbiler fra alle mulige destinationer i Europa, der ligeledes bragte gods frem.

Erhvervet greb Kurt Larsen med det samme, selv om han gerne fortæller, at speditørerne ikke altid var velsete i transportbranchen og heller ikke hos toldvæsenet. Men de havde en nødvendig og vigtig funktion i en tid med toldmure og valutarestriktioner, for det var dem, der klarede papirarbejdet i forbindelse med import og eksport af gods. Selv om speditørerne ikke var lige populære alle steder, så stortrivedes Kurt Larsen med jobbet og den hektiske aktivitet. Han var kommet på sin rette hylde, og hans mor kunne i den fødselsdagsavis, der blev lavet i forbindelse med hans 60 års fødselsdag, med glæde erindre:

»Det var vidunderligt at se, hvordan Kurt blomstrede op, da han kom i lære. Han cyklede fløjtende rundt i København fra det ene toldsted til det andet.«

De store toldsteder var godsbanen, Toldboden og Frihavnen, og så var der forskellige distriktstoldsteder, blandt andet på Frederiksberg, Nørrebro og i Hellerup.

 

*******

 

Fra Bredgade gik det efter endt læretid til London, hvor Kurt Larsen på eget initiativ havde skaffet sig arbejde hos en af Gyldensteins kunder, Dansk Design. Året i London var lærerigt og fyldt med gode oplevelser, men også hårdt arbejde. Den nyudlærte speditørs arbejdskraft blev udnyttet til det yderste. Udover det administrative arbejde på kontoret med blandt andet told- og EFTA-regler blev Kurt både sat til at styre et lager og køre ud til kunder med danske designvarer i en gammel varevogn. Efter et års tid overmandede hjemveen ham imidlertid, og han rejste til Danmark med dags varsel.

Vel tilbage i København blev han kontaktet af den jævnaldrende Bjørn Sundby Madsen, som han kendte fra læretiden i København. Den unge speditør havde etableret sin egen lille speditionsvirksomhed, BSM og arbejdede dag og nat. Han havde brug for hjælp, og Kurt Larsen fik foræret halvdelen af firmaet mod at træde til og tage del i opgaverne. Det gjorde han, men det slidsomme arbejdsliv, hvor alle døgnets vågne timer var besat med arbejde, var ikke noget for Kurt Larsen. Mentalt var han heller ikke gearet til et liv som selvstændig, hverken dengang eller senere. Han var bedre til at arbejde for andre, fordi det indebar mindre risiko, men samtidig mulighed for at få bonus og provision af den værdi, han var med til at skabe.

Kurt Larsens karriere som ”selvstændig” varede kun et par måneder, så sagde han pænt farvel til Bjørn Sundby Madsen og startede i stedet som speditør hos K&E Spedition i Glostrup i 1966. Her var der tid til et fritidsliv og tilsyneladende ordnede forhold på kontoret. Samtidig var der et dynamisk miljø med mange dygtige speditører, men de to ejere Kleist og Elzholt gled fra hinanden og valgte til sidst at skiftes til at gå på arbejde for at undgå at møde hinanden. Specielt Kleist blev Kurt Larsen glad for, fordi han var en betænksom og dygtig chef. Kurt havde på et tidspunkt ydet en ekstra indsats, fordi der havde været travlt, og Kleist kvitterede ved at sende ham på en lille ferie med alt betalt. Ved en anden lejlighed kaldte han Kurt Larsen ind på kontoret for at give ham en stor check. Kleist havde erkendt, at Kurt var mere værd i løn end den ledende speditør, han refererede til. Beløbet på checken var forskellen mellem Kurt Larsens årsløn, og det beløb, som den nu fyrede, ledende speditør havde hævet på et år. Nu fik den unge speditør pludselig mulighed for at slå ud med armene, og han købte en ny folkevogn. Miljøet i K&E Spedition blev dog efterhånden så præget af ejernes uoverensstemmelser, at Kurt Larsen valgte at forlade virksomheden, hvor han ellers ville have haft gode chancer for at komme helt til tops.

 

        *******

 

Senere kom Elzholt i øvrigt på forsiden af flere dagblade, da han under uheldige omstændigheder blev afsløret i forsøg på hvidvask af sorte penge. Elzholt, der havde flyvercertifikat, fløj store engelske pundsedler fra Sverige til Danmark i et forsøg på at undgå beskatning. De store sedler blev lagt i et syltetøjsglas og gravet ned i haven, fordi han frygtede, at nogen ville finde dem i huset. Uheldigvis var glasset ikke tæt, så der trængte fugt ind, som fik pengesedlerne til at lugte muggent. Nu var de svære at veksle på grund af den kradse lugt, og derfor valgte Elzholt at veksle sedlerne enkeltvis rundt omkring i omegnsbankerne.

Der gik dog ikke længe, før man inde i Danmarks Nationalbank undrede sig over de ildelugtende pundsedler, og derfor sendte man en besked ud til bankerne om at være opmærksom på den eller de personer, som vekslede de store sedler. En dag klappede fælden, og den uheldige speditør blev holdt tilbage under et forsøg på at veksle endnu en stinkende pundseddel. K&E Speditions erhvervslokaler blev endevendt af politiet, og Elzholt fik senere flere års fængsel for økonomiske uregelmæssigheder, men da sad Kurt Larsen i en dagligstue på en gård i Hornsherred og arbejdede intenst på at få en speditionsvirksomhed op at stå med kørsler til Sverige. Et arbejde som senere skulle danne grundlag for DSV's store succes på den internationale scene.

 

        *******

 

Under læretiden i København havde Kurt Larsen lært Hans Frederiksen at kende. Deres kærester var begge sygeplejersker, og de sås privat og havde lystige fester på familien Frederiksens gård i Vejleby. I modsætning til Leif Tullberg, som helt bevidst havde erobret sin hustru Dot, så var det i Kurt Larsens tilfælde ham, der var blevet valgt. Under en fest i 1967 på Sygeplejeskolen i Roskilde havde Kurt hele aftenen vekslet blikke med en af sygeplejeeleverne, Vibeke. Men da hun var kæreste med en af hans bekendte, afholdt han sig fra at byde hende op, eller også var han bare genert. I hvert fald måtte Vibeke til sidst byde Kurt op, og de har været sammen siden den første dans. I 1970 blev de gift, og året efter kom tvillingerne Pernille og Mette til verden.

Dagen efter en af festerne på gården i Vejleby blev Kurt Larsen spurgt af Hans Frederiksen og dennes storebror Jens, om han ville hjælpe dem med at etablere en speditionsafdeling med transporter til hovedsageligt Sverige og Norge, som supplement til den entreprenørkørsel, der var hovedaktiviteten i Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Hans Frederiksen havde stor tiltro til projektet og Kurt Larsens evner og gav ham lov til selv at udforme en ansættelseskontrakt. Kurt Larsen var omhyggelig og fik præciseret, at han oven i sin faste månedsløn på 10.000 kroner skulle have ti procent af bruttoavancen. Endvidere fik han indføjet i kontrakten, at han ikke tålte sideordnede eller overordnede og i øvrigt ikke kunne fyres. Så var det på plads. Hans Frederiksen var relativ nem at forhandle med, fordi han behøvede Kurt Larsens ekspertise for at udvikle vognmandsforretningen på eksportsiden.

Der kom hurtigt gang i forretningen, og der blev tjent gode penge, for det rullende materiel blev udnyttet maksimalt. Om dagen blev lastbilerne brugt til kørsel med jord, sten og grus på Sjælland. Klokken 18 kom der friske chauffører på bilerne, som nødtørftigt blev rigget om, så de var klar til at køre til Sydsverige med kalk, gips eller andet gods, som Kurt Larsen havde skaffet. Returlæsset var tømmer fra de svenske savværker, hvor Kurt havde gode kontakter fra sit tidligere job. På den måde lykkedes det ham at få bilerne til at køre i døgndrift, og der var en indtjening pr. bil, som andre i transportbranchen ikke kunne matche.

 

          *******

 

Kurt Larsens og Hans Frederiksens forhold blev efterhånden mere arbejdsrelateret, og kammeratskabet gled i baggrunden. Senere skulle forholdet udvikle sig stadig mere negativt af andre årsager, som vi vender tilbage til. Men i 1969, da Kurt Larsen flyttede ind i familien Frederiksens dagligstue på Røsbjerggård i Vejleby med tre telefoner og en telex, var deres relation præget af venskab og samarbejde. Kurt Larsen arbejdede i begyndelsen meget alene og udførte alle funktioner selv - administration, fakturering, kontakter til vognmænd og kunder mv. Hans Frederiksens storebror Jens passede den del af vognmandsforretningen, der kørte med sten og grus, ligesom han stod for værkstedet, chaufførerne og lastbilerne. Hans Frederiksen var kørselsleder hos den københavnske storvognmand Adam Jensen, så de to kammerater sås ikke meget i det daglige, men Hans Frederiksens mor Eva tog sig pænt af den unge speditør fra Amager, som i arbejdstiden næsten blev en del af familien Frederiksen. Det var også svært at undgå, for dagligstuen lå ved siden af køkkenet, så Kurt vidste altid, om der stod plukfisk eller hakkebøf på menuen.

Kurt Larsen trives med faste rammer og en god stabil månedsløn, og det har været grænseoverskridende for ham at sige sit gode job op hos K&E Spedition for at satse på et pionerarbejde under primitive former og med en mere usikker indtjening. Men udsigten til at bygge nyt og sikre sig en god indtjening på sigt var tilstede. Og Kurt Larsen sørgede selv for, at lønnen hurtigt blev rigtig god. Han var en god speditør, som kunne optimere transporterne og skabe bundlinje. Han var ekspert i full loads og part loads. Og så var han skarp og meget veltalende. »Han kan tale en ko ud af en kløvermark,« fortæller et tidligere bestyrelsesmedlem i DSV.

Speditørerhvervet ændrede sig op gennem 60’erne og 70’erne. Fra at være en branche, som mest ordnede toldpapirer og sørgede for alt det praktiske og administrative omkring internationale transporter, havde speditørerne fået større indflydelse som et vigtigt bindeled mellem kunden og transportøren. Speditørerne kom i stigende grad til at ”sidde på godset”. Mange vognmænd havde indset, at erhvervet ville ændre ved det traditionelle vognmandserhverv, så det handlede om ikke at blive ladt tilbage, når toget kørte. Nogle vognmænd valgte derfor at lade sønnerne få en uddannelse som speditør, så de var klædt godt på, når de kom hjem i virksomheden. Fra 1960’erne og fremefter tog speditørerne en stadig stigende andel af markedet, og mange vognmænd blev afhængige af de opgaver, de fik af speditørerne. Efterhånden fik nogle af de større vognmandsforretninger egen speditionsafdeling og blev dermed konkurrenter til speditørerne. Mange mindre vognmænd valgte at køre som underleverandører for speditørerne eller for de store vognmænd, fordi de så var sikre på at have kørsel, selv om det var til en lavere afregning i forhold til, hvis de selv kørte direkte for kunderne.

 

           *******

 

Hans Frederiksens job som kørselsleder hos Adam Jensen gav ham visse magtbeføjelser, og de beføjelser, han ikke havde, dem tog han. Hans Frederiksens egen vognmandsforretning i Vejleby var underleverandør og hjælpevognmand for Adam Jensen, og i modsætning til Adam Jensens øvrige hjælpevognmænd var familien Frederiksens chauffører altid på arbejde. Selv når Adam Jensens egne lastbiler holdt hjemme uden kørsel, var bilerne fra Rich. Frederiksens Vognmandsforretning beskæftiget og tjente penge. Det havde mange af de vognmænd, der kørte for Adam Jensen, hæftet sig ved.

Samtidig var der tilknyttet hjælpevognmænd til Adam Jensen, som den københavnske vognmand ikke selv kendte, men som blev styret af Hans Frederiksen. En dag ringede en af disse ”ukendte” samarbejdspartnere ind for at høre til næste dags kørselsopgaver. Hans Frederiksen var optaget, og telefonen blev derfor besvaret af vognmand Adam Jensen. Den ”ukendte” vognmand - Knud Nielsen fra Kirke Hyllinge - vidste ikke, at Hans Frederiksen havde flere typer af samarbejdspartnere. Han spurgte Adam Jensen om morgendagens opgaver, og denne svarede ved at ligne et stort spørgsmålstegn. Situationen var uholdbar og fik en brat afslutning. En søndag aften ringede Adam Jensen selv rundt til hjælpevognmændene og fortalte, at de fremover ikke skulle tage imod kørselsopgaver fra Hans Frederiksen. Næste morgen fik Hans Frederiksen én time til at tømme sit skrivebord og komme ud af vagten.

Efter fyringen tog Hans Frederiksen hjem i familiefirmaet sammen med en nøglemedarbejder fra Adam Jensens bogholderi, Christian Thøgersen. Gradvist fik de kunderne med over, og få år senere måtte Adam Jensens vognmandsvirksomhed dreje nøglen om. Medvirkende årsag til virksomhedens triste skæbne var også, at vognmanden i perioder var fraværende på grund af et alkoholproblem. Og sønnen Hans Otto Jensen var ikke i stand til at løfte arven efter sin far.

 

        *******

 

Mens Leif Tullbergs arbejdsliv tog nogle sving i første halvdel af 70'erne, havde Kurt Larsen fuld fokus på at opbygge eksportafdelingen i Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Arbejdet blev dog ikke nemmere af, at Hans Frederiksen var kommet hjem på kontoret, for nu oplevede Kurt Larsen sider af vennen, som han ikke brød sig om. Kurt Larsen trives ikke med topstyring, pedanteri og kontrol, og det blev nu en del af arbejdsmiljøet på gården i Vejleby. Og da Kurt Larsen på grund af sine målbare resultater var blevet en eftertragtet herre, hvis ekspertise der var rift om i transportbranchen, lod han sig på et tidspunkt friste af et godt tilbud fra en jysk speditør, som ønskede at etablere sig på Sjælland.

Hans Frederiksen var fortvivlet og nede på knæ. Han fik dog forpurret Kurt Larsens planer, men det kom til at koste. For den påholdende og nøjsomme Hans Frederiksen må det have gjort ondt, især da han måtte forære Kurt Larsen et nyt farvefjernsyn og en splinterny folkevogn for at holde på ham. Kurt Larsens sympati for Hans Frederiksen kunne efterhånden ligge på et meget lille sted, så han havde ikke skrupler med at presse citronen, da han havde godt fat i sin forhenværende ven.

Trods forbrødringen og Kurt Larsens beslutning om alligevel at blive hos Hans Frederiksen, lå det i luften, at samarbejdet havde katastrofekurs og gik mod sin afslutning. Hans Frederiksen kom Kurt Larsen i forkøbet ved at sælge forretningen, dels til Børge Jakobsen og dels til Lars Viggo Jensen fra Borup Autotransport. Frederiksen havde dog sikret sig en kattelem i aftalen: Hvis Kurt Larsen ikke ville med til Borup Autotransport, kunne handlen hæves.

Da Kurt Larsen blev orienteret om salget, blev han i første omgang noget sur og indigneret over, at virksomheden blev handlet hen over hovedet på ham. Men da han bibeholdt sine attraktive løn- og arbejdsvilkår og i øvrigt kendte Lars Viggo Jensen, havde han ikke noget imod at slippe væk fra familien Frederiksen. Så da Hans Frederiksen efter et par dage fortrød handlen og derfor opsøgte Kurt Larsen på hans privatadresse for at få hjælp til at slippe ud via kattelemmen, var den tidligere ven iskold, da han - uden at invitere Hans Frederiksen indenfor – kort meddelte, at han meget gerne ville arbejde for Borup Autotransport. Hvorefter han lukkede døren.

13 år efter skulle Kurt Larsens og Hans Frederiksens veje atter krydses, og samarbejdet mellem dem kom på en endnu hårdere prøve.