Ifølge kritikerne er det delvist resultatet af langvarig indflydelse fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu, som i årtier har advaret om, at Iran er tæt på at udvikle atomvåben – en frygt, der har været brugt til at retfærdiggøre hård linje.
Trump trak i 2018 USA ud af JCPOA-aftalen (den internationale atomaftale fra 2015), genindførte stramme sanktioner og lempede dem ikke, som aftalen ellers foreskrev.
Iran reagerede ved at bryde begrænsningerne og berige uran op til 60 % – et niveau tæt på våbengrad, men stadig ikke våbengrad.
Iran har selv fremstillet dette som et pres for at få sanktionerne lettet og forhandle en ny aftale.
Nu står vi med en reel krig: Et amerikansk kampfly er skudt ned over Iran, der er angreb på skibe i Hormuz-strædet, trusler om at lukke strædet, israelske angreb på iranske missilramper og evakuering nær Bushehr-atomkraftværket.
Trump har givet Iran ultimatummer om at indgå aftale eller åbne Hormuz-strædet – ellers “bryder helvede løs”.Kritikere ser Netanyahu som en central drivkraft bag den hårde kurs, mens han selv kæmper med indenrigspolitiske udfordringer (herunder retssager).
Spørgsmålet er, om den maksimale pres-politik har bragt os tættere på en løsning – eller bare tættere på en større regional krig med alvorlige konsekvenser for oliepriser, inflation og global sikkerhed.
Det er faktuelt korrekt på de vigtigste punkter:
Trump trak sig ud af aftalen i 2018 efter stærk opbakning fra Netanyahu, Iran øgede berigelsen som modsvar til “maximum pressure”, og vi er nu i en aktiv militær konfrontation med nedskudte fly, trusler mod Hormuz og eskalerende angreb.🤔 MVH Leif Tullberg.
