”Spionchefen. erindringer fra celle nr. 18. :Citat fra Facebook af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET chef.

 

Hermed formentlig den første anmeldelse af:

”Spionchefen. erindringer fra celle nr. 18.

Og del den gerne.

Bogen giver et enestående historisk indblik i, hvad der foregår bag de ellers så tykke og hermetisk lukkede døre og mure i Justitsministeriet, Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste og i Celle 18 i Hillerød Arrest.

Og endnu mere sjældent er den fortalt af en af de få Spionchefer i Verden, der har været fængslet sigtet for landsforræderi af et system, han trofast har tjent i over 20 år. Et dramatisk tragisk og absurd fald fra det øverste lag i hierarkiet til dette laveste, fra de solbeskinnede bonede gulve i Kastellet til tremmernes skygge på den rå cement i et arresthus i Hillerød.

En deroute der vil gå over i historien, som måske den største rets skandale i dette hundrede, men også beskrivelse af en beundringsværdig håndtering af en personlig krise, som kun de færreste kan forestille sig, med dybt intimiderende telefon og rumaflytninger med karaktermord så Lars Findsen blev reduceret til cykeltyv og pervers. Et ”Paradise Hotel på højt niveau” som Lars Findsens søn ironisk – sarkastisk udtrykte det.

Og trods det, at jeg i modsætning til en normal læser, selv har 41 års politierfaring heraf 9 som Politiets Efterretningstjenestes operativ chef og kender miljøerne, blev jeg hurtig fanget ind i beretningen og læste den i øvrigt velskrevne bog i løbet af en aften.

Bogen er indholdsmæssigt klogt bygget op så den veksler mellem oplevelserne fra celle 18 i Hillerød Arrest og Lars Findsens erindringer, og selv om forløbet i sagen er kendt, fastholdes spændingen ikke mindst i hovedpersonens reaktioner på udviklingsforløbet.

En embedsmand, en politimester, en spionchef blandt kriminelle er i sig selv en sjælden og uhørt cocktail, men beskrivelsen af samværet, sammenholdet mellem disse er ind i mellem næsten rørende, da Lars Findsen efter at have smagt den ”hæsligste mad” tilberedt i Jyderupfængslet af de der indsatte kvinder, bliver inviteret ind i de andre indsattes madklub til deltagelse i andre fælles aktiviteter, pyntning af juletræet og en nytårsaften med børnechampagne og cigarer og glimt af raketter bag  tremmerne,  samtidig med  de tunge tankerne om ens kæreste, børnene og ikke mindst den 84 årige mor. Helt barokt bliver det, da Spionchefen skal se ordentligt ud inden en fremstilling i retten, da de overværer og kommenterer på at en klipning til pakke cigaretters pris.

Også interessant at høre, hvorledes de indsatte reagerede den dag, de fandt ud af, at Lars Findsen var spionchef og tidligere politimester. En situation som personalet i Arresthuset frygtede kunne medføre repressalier.

Det stik modsatte tilfældet. En velkomstparade med ord som ”Der kommer chefen” og andre venlige kommentarer kædet med en naturlig nysgerrighed og med vel det mest stillede spørgsmål i et arresthus ”Er du skyldig”.  Det var en positiv reaktion, end mange af dem ,han havde mødt i centraladministrationen i kriser. Jeg fornemmede og forstod her en dybtfølt taknemmelighed og empati for de indsatte, hvoraf ingen var født med et guld eller sølvske i munden.

Ligesom jeg forstod det øjeblik da Lars Findsen er på gårdture og bliver grebet af lysten til at indgå i graffitien på væggen. Han prøver på at modstå fristelsen til at bidrage, men faldt for tillokkelsen til at indridse bogstaverne CH/FE, der er forkortelsen for chefen i Forsvarets Efterretningstjeneste næsten som den verdenskendt graffiti: ”Kilroy was here”, der bl.a. sin tid var indskrevet på så mange effekter som tyskerne havde fundet, at Hitler spekulerede på, om Kilroy var en mesterspion.

Det er sådanne små glimt, hvor vi trænger ind bag facaden af den ellers så hårdhudede spionchef, der løfter bogen op, over de ordinære i erindringsbøger.

Hvis læseren forventer at få opklaret de direkte årsager til sigtelserne for landsforræderi og deres indhold- som Lars Findsen selv kalder ”vanvittige” - bliver man skuffet. Det er det dog gode grunde til, at det ikke sker. Spionchefen er i skrivende stund fortsat bundet på mund og hænder, da sagen endnu ikke er afgjort, for i det øjeblik han åbenbarede dette, ville han risikere at blive fængslet igen. Trist at konstatere, i det vi ellers betragter som et højt udviklet retssamfund.

Men for mig er der ingen tvivl om, at der i bogen lægges– godt nok subtile - spor ud – der for en erfaren krimilæser ville være guf i forhold til at afsløre drabsmåden - men her mere henimod afsløring af magtkampe, ja måske endog magtmisbrug, Kampe om embedsmandens position og rolle. Kampe om åbenhed versus lukkethed. Kampe om territorier. Kampe om magt vs. afmagt. Der er ekspliciteret  i flere konflikter  og ikke mindst i ophidsede situationer med den nuværende departementschef i Statsministeriet Barbara Berthelsen, der karakteriseres som ”urimelig og uprofessionel”, ligesom der udtrykkes en kritisk holdning til, at en Regering forventer, at FE´s trusselvurderinger medvirker til gennemførelse af dens politik, og fremhæver i modsætning hertil,  statsminister Anders Fogh Rasmussen forståelse det modsatte, Da han  udlod at reagere på  FE.s trusselvurdering i forbindelse med Danmarks engagement i  Irak fremhævede ,at dette ville medføre et forhøjet trusselsniveau mod Danmark, hvilket i princippet modarbejdede regeringens beslutning om aktiv deltagelse i denne krig.

Bogen giver desforuden et indblik i PET´s og FE´s metoder og Lars Findsen holdning til overvågning, der er i strid modvind med Nick Hækkerups opfattelse af, at ”med overvågning stiger friheden”, der medførte overskrifter som: ”Dansk spionchef advarer mod for meget overvågning” og ”Vi er ikke en bananrepublik”.

De her nævnte hændelser må have irriteret regeringen grænseløst, og vi får da også, at vide, at Lars Findsen var indstillet til en ”fyring” før straffesagen, blev en realitet. Og så står det op til enhver frit at tænke ilde derom.

Og nu venter vi på dommen.

Min dom i forhold til bogen er, at jeg på det varmeste kan anbefale den,

Men skynd dig at købe den, inden den bliver beslaglagt.

Fire ud af fem stjerner.

 

Citat fra Facebook af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET chef. 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev