Sagen,
der ikke må dø
JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN
econds of 14 minutes, 47 seondsVolume 90%
00:00
14:47
Minksagen spøger stadig, og den går ikke i sig selv foreløbig.
Valgkampen
holder den i live.
Men der er en fare for, at den bliver reduceret til polemik
mellem en opposition, der pukker på lovbrud og magtfuldkommenhed,
og en
statsminister og hendes svende, der slår på folkesundheden, som trumfer
formelle, men ligegyldige fodfejl.
Det er fuldstændig glemt, at sagen har flere udløbere. De understreger,
hvor stor en sag det var og er. Al snak om, at der egentlig ikke skete noget,
bør forstumme.
Noget er velbelyst: den manglende lovhjemmel til beslutningen om
nedslagning af alle danske mink og den manglende bevillingsmæssige hjemmel til
beslutningen om udbetaling af tempobonus. Men sagen er meget større.
For det første endte eksekveringen i kaos. Nedgravningen af de aflivede
mink medførte så stærke protester og så mange forureningsmæssige problemer, at
myndighederne i foråret 2022 måtte gøre den om. Hvad kostede det? Og hvem var
ansvarlig for den bagvedliggende fejlbeslutning? Vi ved det ikke.
Døde mink bliver lagt i massegrave på militærets øvelsesområde ved Nørre Felding. Nedgravningen medførte stærke protester og forureningsproblemer. Foto: Casper Dalhoff, Scanpix
For det andet påførte hastebeslutningen om nedslagningen af alle mink
staten en merudgift på adskillige milliarder til kompensation og erstatning til
minkavlerne og følgeerhvervene. Kunne regeringen ved en anden fremfærd have
undgået det? Sandsynligvis.
For det tredje er der grundlaget for 3. november-beslutningen. Det var
angiveligt Kåre Mølbak, dengang faglig direktør på Statens Serum Institut, der
udløste den. På et møde hos Kopenhagen Fur 2. november 2020 fremmanede han
Danmark som et muligt nyt Wuhan. En henkastet mundtlig risikovurdering, der
dagen efter blev fulgt op af SSIs skriftlige og officielle vurdering. Men hvor
gennemarbejdet var vurderingen? Vi ved det ikke, for Minkkommissionen var
skruet således sammen, at den ikke skulle se på beslutningsgrundlaget. Derimod
ved vi, at katastrofemeldingen i forhold til cluster 5 og vaccinerne
umiddelbart blev skudt ned af andre faglige autoriteter.
For det fjerde beror udbetalingen af erstatning på en uafhængig
vurderingsproces. Det er efter bogen. Det er bare en stor operation, og status
er, at vurderingsprocessen trækker ud og kommer til at strække sig ind i 2027.
For det femte er der genåbningen eller nedlukningen af erhvervet. For
lukningen var midlertidig frem til udgangen af 2021. Der blev siden lagt et år
til, og forhandlingerne mellem ministerium og branche, en anskudt
fødevareminister og avlerne humper i denne stund afsted. Om de kan lande en
aftale, er tvivlsomt, for der er politik og følelser i sagen.
Alt dette er mere eller mindre glemt. Det samme er forløbet i månederne
op til den skæbnesvangre beslutning 3. november, som Minkkommissionen fokuserer
på.
Kissejav
og nølen
Statsminister Mette Frederiksen havde siden foråret solet sig i
demonstrativ handlekraft. Den samme handlekraft ledte om aftenen 3. november
2020 til beslutningen om øjeblikkelig nedslagning af alle mink. Det er forløbet
op til denne skæbnesvangre aften, som Minkkommissionen træffende beskriver som
»forceret«. Men historiens anden side er, at den samme regering siden
forsommeren og især siden september 2020 havde nølet og vaklet over for truslen
om smitte fra minkene. Det var der to grunde til. Den ene var, at fagfolkene
med den viden, de havde, var afventende. Den anden var politisk, fordi
sommertiden stod i genåbningens optimistiske tegn. I det centraliserede
Frederiksen-system betød det, at embedsmændene aldrig fik det klare signal i
form af en statsministeriel bestilling, som kunne have forberedt en
hastebeslutning, når og hvis tiden blev politisk moden til det.
Da departementschef Michael Dithmer blev afhørt af Minkkommissionen,
sagde han om processen, at der var et »kissejav«, og at alt skulle gå rigtig
stærkt. Det er en præcis beskrivelse af forløbet. Rigtig mange embedsfolk i
flere forskellige ministerier og styrelser producerede i løbet af få timer
papirer og holdt møder, så regeringen kunne træffe en beslutning.
Det måtte blive en sag, som ikke var gennemarbejdet, og som derfor ikke
flagede den højst relevante information om hjemmelsproblemerne på det cover,
som ministrene får i hånden inden et møde. Kissejavets næste konsekvens var, at
ingen fik tid til at orientere sig i sagen, inden forhandlingen startede. Så en
realistisk vurdering er, at de centrale beslutningstagere, ministrene, handlede
i tillid til, at alt var i en form for orden.
Kissejavet var dog begrænset til 2. og 3. november 2020. For sagen er, at
regeringen gav sig god tid op til dette tidspunkt. Smitten i minkbesætningerne
havde været kendt siden juni, og der blev truffet beslutninger for at inddæmme
den lokalt. Det så for en stund ud til at være virksomt. Men i eftersommeren
stod det klart, at det ikke var tilfældet. Smitten spredte sig med betydelig
hast, og spørgsmålet meldte sig: Hvad gør man, og hvornår gør man det?
Minkkommissionen har et snævert fokus på 3. november-beslutningen og de
beslutninger, der blev truffet dagene efter. I tilbageblik indikerer rigtig
meget, at forløbet i september-oktober var særdeles kritisk, men man skulle
frem til 2. november, før nogen for alvor tog sig af det.
Der er flere ting heri. Den første er, at embedsfolk i en række
ministerier i eftersommeren og det tidlige efterår var bekymrede for
minksmitten og de problemer, den rejste. Der var de veterinær- og
humanmedicinske aspekter, som Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne var
optaget af. Der var også de juridiske problemer, som ville melde sig, alt efter
hvordan man valgte at gribe ind. Det var et problem, man tumlede med i såvel
Fødevarestyrelsen som Miljø- og Fødevareministeriets departement, og som de
gjorde deres kontakter i andre ministerier opmærksomme på.
Så var der de økonomiske problemer. Det gjaldt hensynet til avlerne, men
også bekymringen for at overvælte en økonomisk byrde af ubestemmeligt omfang på
statskassen. Med hver deres vinkel havde folkene i Miljø- og Fødevareministeriet,
Erhvervsministeriet og selvsagt Finansministeriet fat i sagens økonomiske
aspekter.
Både det erkendte juridiske og økonomiske problem fik lov til at flyde,
fordi ingen bestilte en kvalificeret belysning af dem. De blev først sat på
dagsordenen, da beslutningen var truffet. Processen op igennem september og
oktober var præget af et gigantisk rod. Nok var der opmærksomhed på den. Også
på politisk niveau. Men går man forløbet igennem, flyder den snart i det ene,
snart i det andet regi. Der er de centrale regeringsudvalg,
Koordinationsudvalget og regeringens coronaudvalg. Det var oprettet i sommeren
2020, men som en embedsmand forklarede kommissionen, vidste ingen, om det var
tiltænkt nogen praktisk rolle. Det fik det, men sammen med de andre i en rodet
arbejdsdeling, hvor sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en
skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.
På forvaltningsniveau var rodet tilsvarende. Der blev udviklet og
udvekslet scenarier for mulige indgreb, såfremt smitten tog fart. Men i den
ellers så stærkt centraliserede bestillingsproces gjorde ingen sig den umage at
overveje, om man skulle konkretisere dem til operative handlingsmuligheder. Det
er svært at bebrejde dem på de næstkommanderendes niveau, at de lod det blive
ved de løse skitser. Det spiller her utvivlsomt ind, at processen afslørede en
spænding mellem på den ene side betoningen af den centrale koordinations
primat, på den anden side ministeriernes stærkt adskilte ressortansvar.
Adskillige af dem havde undervejst ravlt med at henvise til, at det ikke var
deres, men naboministeriets bord.
En særlig krølle på forløbet er Statsministeriets pludselige udpegning af
Justitsministeriet som koordinerende ministerium på sagen 3. november. Skal man
tro Minkkommissionens kortlægning af rollen, bestod den alene i at samle og
formidle papirerne videre til de mange deltagere i det afgørende møde. Der var
ingen substans i koordinationen og dermed heller ikke noget bidrag til at
kvalitetssikre sagen, inden ministrene fik den. Læs ikke det som en kritik af
Justitsministeriet. Tag det derimod som en skræmmende illustration af, hvor
risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i
forvejen var presset og rodet. Notér yderligere, at koordinationsopgaven på
ingen vis indebar, at Justitsministeriet af egen drift kastede sig over de
juridiske problemer, der vitterligt var.
Systemforagtens
forrang
Det er velkendt, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har
luftet sin skepsis over for centraladministrationen og dens embedsfolk. Det er
værd at huske, når hun ved andre og senere lejligheder har rost dem og bedyret
sin tillid til dem.
Det er ingen ringe egenskab, at en politiker er sit eget demokratiske
mandat og politikerrollen bevidst. Hverken teknokrati eller embedsmandsvælde er
nogen ønskværdig styreform. Det er et centraliseret politikervælde heller ikke.
Det er det sidste, der er relevant her. For det første er der risikoen
for, at det politiske centrum (statsministeren, Statsministeriet og
Koordinationsudvalget) gaber over mere, end det kan kapere. Det er så oplagt,
at der ikke er nogen grund til at uddybe det. For det andet fører det let til,
at man i sikker forvisning om egen usvigelige dømmekraft fuldstændig ignorerer
den nedarvede visdom, som regerings- og forvaltningssystemet rummer og bygger
på. To forhold er her relevante.
Det ene er, at embedsfolk på tværs af ministerier og myndigheder i
september-oktober faktisk havde erkendt den potentielle alvor. Man havde også
erkendt problemets ressortoverskridende kompleksitet. En gammel og velafprøvet
metode er at nedsætte en arbejdsgruppe med folk fra de berørte ministerier og
så lade dem grave sagen igennem. Erfaringen siger også, at de er meget
hurtigere end deres ry. Det gjorde man ikke, og de mange relevante spørgsmål,
som i perioden var rejst, faldt ned i sprækkerne mellem de forskellige
ressorter.
Det andet forhold er samspillet med branchen. Det er traditionelt tæt
mellem danske ministerier, styrelser og organisationerne på deres områder. Det
gælder ikke mindst på landbrugets område. Det ved enhver, og vi ved også, at
udfaldet af det tætte og traditionsrige samspil mellem Slotsholmen og Axelborg
ikke altid har været så smukt endda. Ikke desto mindre har man i dette samspil
en formidabel legitimitetsskabende og usikkerhedsreducerende mekanisme.
Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen var måske i gang med en
sådan øvelse, men blev overhalet af højere magter.
Nu er vi langt ude på det kontrafaktiske overdrev. Men forestil Dem, at
regeringen i september, ja måske juni havde indset, at der kunne udvikle sig en
situation, som krævede minkhandling. Det lå i den grad i kortene. Forestil Dem
så, at den samme kreds af ministre havde krævet at få det tygget igennem og
nedsat en hurtigtarbejdende embedsmandsgruppe, som skulle tegne
handlingsscenarierne op og kortlægge de problemer, som de rejste
sundhedsmæssigt, retligt og økonomisk. Forestil Dem yderligere, at de samme
høje ministre havde givet Mogens Jensen et mandat til at sondere og forhandle
med branchen, ja, endog havde inviteret branchen med ind i gruppen. Så havde
hverken regeringen eller vi næppe stået her i dag.
Det lyder hypotetisk, men er i virkeligheden en simpel overførsel til
minksagen af de historiske erfaringer med et regeringspolitisk autoriseret
samspil mellem fagkyndige ressortmyndigheder og de berørte interesser. Det er
den handlingslogik, man i årtier har praktiseret ikke bare på landbrugsområdet,
men på Erhvervsministeriets og Justitsministeriets områder.
Det kan man forestille sig. De gjorde det bare ikke. For kombinationen af
skepsis grænsende til mistillid over for systemet og en centralisering, hvor
ingen kunne bevæge sig uden signaler oppefra, tegner billedet af en regering,
som ikke havde og muligvis ikke har nogen forståelse af, hvordan den bruger
embedsværket, og hvilken formidabel styrke det giver den regering, der forstår
at gøre det. Det kostede samfundet dyrt og har efterladt ikke bare regeringen,
men også embedsværket med et stærkt ramponeret renommé.
Citat fra Weekendavisen.
https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/sagen-der-ikke-maa-doe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar