tirsdag den 3. september 2019

Det er en gammelkendt sandhed, at man ikke skal regne med at få venner i politik. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var aldrig venner.


KASPER KILDEGAARD

Politisk korrespondent

Det er en gammelkendt sandhed, at man ikke skal regne med at få venner i politik. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var aldrig venner.

Men de endte som hinandens skæbne.

Lørdag 31. august anno 2019 stod det endegyldigt klart, at det aldrig lod sig gøre for den ene at slippe af med den anden.

Den ene gik i tårer. Den anden gik i bitterhed. Og ingen af dem gjorde forlorne forsøg på at hælde glasur over situationen.

Alligevel kunne alle se, hvad det var for noget: En voldsom magtkamp, hvor det onde blod flød overalt i partiets årer. Og hvor to politiske livsværker endte med at blive knust for åbent tæppe.

Gammelt uvenskab ruster aldrig
Historien om Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens dysfunktionelle parløb vil stå tilbage som en historie præget af modsætninger.

De var næsten så forskellige, som de kunne være, men de drømte begge om det samme, hvilket bragte dem på kollisionskurs så mange gange, at det til sidst kunne være nok for deres omgivelser.

I virkeligheden begyndte det allerede, før det for alvor begyndte.

Allerede mens Anders Fogh Rasmussen endnu var Venstres ubestridte formand, og Kristian Jensen stadig kun var tredje trin i den årtier lange arvefølge, som Fogh troede, at han kunne lægge, kom Løkke og Jensen på kant med hinanden.

Det var under Løkkes bilagssag i 2008, hvor det blev afdækket, at han havde brugt skatteydernes penge til sit eget forbrug af cigaretter, kaffe og andre af livets fornøjeligheder, og hvor Kristian Jensen så sit snit til at agere.

KRISTIAN JENSEN OM LARS LØKKES BILAGSSAG I 2008
»Hvis det var mine egne penge, ville jeg så have brugt pengene på at sidde oppe foran på business? Nej, det ville jeg ikke«
Indadtil begyndte han at ventilere spørgsmålet, om det overhovedet var det rigtige at have Løkke som kronprins, eller det smarte var at droppe dette?

Udadtil optrådte Kristian Jensen som en mand med styr på både helbred og liv. Og han fortalte i et interview med Ekstra Bladet gerne om, hvordan han personligt gik til det at have betroet ansvar i et samfund.

»Grundlæggende skal man stille sig to spørgsmål. Hvis det var dine egne penge, ville du så betale for det? Og kan det her holde til at komme på forsiden af Ekstra Bladet? Så er man på den sikre side,« som han sagde.

I samme interview fortalte Kristian Jensen om, hvordan han som skatteminister ligesom sine medarbejderne konsekvent holdt sig fra de forreste sæder og den ekstra benplads, når de i embeds medfør fløj for skatteyderpenge:

»Det er praktisk. Og igen: Hvis det var mine egne penge, ville jeg så have brugt pengene på at sidde oppe foran på business? Nej, det ville jeg ikke.«

Lars Løkke Rasmussen var rasende over, hvad han opfattede som Kristian Jensens forsøg på ikke bare at positionere sig i et magtspil, men på simpelthen at gøre sig til en bedre og mere moralsk og værdig folkevalgt.

En følelse, som Løkke aldrig glemte. Og som han tog med sig, da han vanen tro overlevede stormen og blev statsminister.

Et af de første større magtgreb, Løkke foretog, var at fyre Jensen – hans nye næstformand – som skatteminister for i stedet at gøre ham til gruppeformand. En beslutning, han traf uden at drøfte den med Jensen.

I mange år derefter var ingen i tvivl om, at Løkke og Jensen ikke nærede høje tanker om hinanden. Og det tog som journalist aldrig meget mere end et par hurtige opringninger at få dette forhold bekræftet.

Fra Jensen-lejren lød det, at Løkke var en sjuft, en sjuskemager, en egenrådig tyran, en politisk zigzag-mester.

Fra Løkke-lejren lød det, at Jensen var udygtig, uden boldøje, ukarismatisk og i øvrigt så utålmodig efter at blive Venstre-høvding, at det bar på en fæl stank af illoyalitet.

Hver gang, den ene var i problemer, fornemmede man tydeligt skadefryden i den anden lejr. Også selv om det i princippet var noget, der kunne være til skade for partiet.

Eksplosionen i 2014
Alligevel formåede de to at holde uvenskabet på forholdsvist lavt blus, indtil det i 2014 eksploderede med den såkaldte tøjsag, hvor det blev afsløret, at Løkke for partiets midler havde ladet sig ekvipere for en formue.

I Løkke-lejren undrede man sig såre over, hvordan bilagene mon havde fundet vej til Ekstra Bladet, og man havde bestemt også en teori.

I Jensen-lejren så man sit snit til en gang for alle at få taget livet af den gamle fjende. Baglandet blev kimet ned, og der blev mobiliseret et oprør, som Jensen personligt dirigerede, og som var lige ved at lykkes.

Indtil de to Venstre-kamphaner stimlede sammen i en kælder og indgik en aftale, der afblæste oprøret. Hvad de to helt præcist aftalte den dag, er aldrig blevet afsløret, men det står klart, at det ikke afgjorde striden.

Allerede i dagene derefter fornemmede man som journalist, at de ganske vist var enige, men at forløbet kun havde bidraget til at reducere den indbyrdes tillid og respekt i endnu højere grad.


November 2016, da Lars Løkke dannede trekløverregeringen med Liberal Alliance og de Konservative. Foto: Thomas Lekfeldt.
Personerne, der ville Lars Løkke Rasmussen det godt, opfattede Kristian Jensen som en tredobbelt- usling; først kaster han sig ud i et forsøg på et kongemord, der kan splitte partiet i årtier, dernæst strækker han våben for så alligevel offentligt at bedyre, at han kunne have slået Lars Løkke i et kampvalg.

Personerne, der ville Kristian Jensen det godt, følte sig overbeviste i det, de siden har set Løkke som; en mand, der vil gøre alt for sin magt, og som den dag i 2014 viste sig parat til – præcis som den gale konge i »Game of Thrones« – at brænde hele riget ned, hvis ikke han selv kunne sidde på jerntronen.

Uanset hvad står det klart, at man dér fik etableret en prisme, som det meste sidenhen er blevet tolket igennem. Hver eneste gang, Løkke foretog en udnævnelse, forfremmelse eller degradering, blev det tolket som led i de problemer, han havde haft i forhold til Kristian Jensen.

Og det blev det ofte med modstridende konklusion.

Eksempelvis lød en tolkning, at Kristian Jensen i 2015 ikke – som ønsket – blev finansminister, men i stedet udenrigsminister, fordi Løkke ikke stolede på hans evne til at drive butikken Danmark, og fordi han ville sende sin modkandidat ud af landet, så andre altimens kunne manøvrere hjemme i Danmark.

Kun lidt mere end et år senere, da Kristian Jensen blev udnævnt til finansminister, og da faste Løkke-støtter betalte en høj pris – både Claus Hjort Frederiksen, Søren Pind, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen mistede deres ministerposter – lød udlægningen, at Løkke åbenbart var klar til at gøre hvad som helst for at sikre, at Jensen skulle være den næste formand for partiet.

Fortolket blev det også, at der – kort efter Venstre-regeringens tiltræden – begyndte at opstå en række læk fra regeringens inderste. Blandt andet kunne medier berette om uenigheder mellem Jensen og Løkke på regeringsmøder om både grænsekontrollen og den såkaldte smykkelov i de uger og måneder, hvor der gik hul på Europa, og hvor flygtninge og migranter i tusindtal strømmede til og op gennem Danmark.

Selv det interne forløb omkring etableringen af noget så kedeligt som et udvalg, der skulle bekæmpe overimplementering af EU-regler, blev tolket som et mindre magtopgør, efter at Troels Lund Poulsens erhvervsministerium og Kristian Jensens udenrigsministerium havde været voldsomt på kant.

Måske var det hele – i hvert fald noget af det – bare tankespind. Men det viser, hvad der skete, da man i 2014 åbnede for sluserne og kløvede partiet i fløje. Og hvor svært det kan være at slippe af med den slags.

Da Jensen rykkede på sig
Noget tyder også på, at aftalen fra kælderen kunne have været klarere formuleret. Eller at den ene af parterne – eller begge – sidenhen har valgt at fortolke den yderst kreativt og for egen vindings skyld.

I hvert fald har Løkke givet udtryk for, at det delte formandskab er en myte, og derfor fandt han hverken anledning til at drøfte udvidelsen af den smalle Venstre-regering i 2016 eller meldingen om en SV-regering i 2019 med Jensen på forhånd.

Kristian Jensen mener derimod, at eksempler som disse viser, at Løkke aldrig levede op til den aftale, de indgik med hinanden.

Længe håbede næstformanden dog, at det ikke for alvor betød noget. Hans analyse var, at Løkke ville trække sig efter valget i 2019 – eller finde sig noget andet og overlade roret til Jensen.


Venstres sommergruppemøde i august 2019 skulle vise sig at blive skæbnesvangert for både Lars Løkke Rsmussen og Kristian Jensen. Foto: Mads Claus Rasmussen.
En analyse, der blev bestyrket af, at Løkke var aldeles fraværende gennem hele sommerferien, hvor de to stort set ikke udvekslede et ord. Og hvor Kristian Jensen derfor forsøgte at sætte sig på partiet og udfylde det magtvakuum, der var opstået.

Først ved at forsøge at tage magten i partiet med fordelingen af magtposter i gruppen.

Dernæst ved at give et stort interview til Berlingske, hvori han udfordrede Løkkes strategi fra valgkampen.

Problemet var i den forbindelse, at Løkke i sin sommerstilhed havde besluttet sig for at blive. Og at netop dét interview kunne blive hans vej til at slippe af med sin næstformand, fordi denne næstformand netop havde kompromitteret noget af det, der stod stærkest i opfattelsen af ham; loyaliteten over for partiet.

For Løkke blev resultatet, at rekylen fra den riffel, han på partiets sommergruppemøde affyrede mod Jensen, slog ham selv i gulvet. Fordi det stod klart i partiet, at de to aldrig kunne få det til at fungere.

Dermed begyndte det også at åbenbare sig, at de to – som gennem årene har haft så meget mod hinanden – pludselig stod med et skæbnefællesskab. Uvenskabet havde smedet dem så tæt sammen, at man ikke kunne bryde formandskabet op uden at ødelægge begge halvdele.

Dette blev også enden på historien, da Jensen fredag aften rejste sig på partiets møde i forretningsudvalget med en tale direkte til Løkke: Hvis du trækker dig, så gør jeg det samme – ellers udfordrer jeg dig til et kampvalg.

Det siges, at man skal holde sine venner tæt, men sine fjender endnu tættere.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen holdt hinanden så tæt, at de endte med at falde sammen.

Den kommende tid skal nu vise, hvor lange skygger deres kampe vil kaste i Venstre.

Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent.

Efter min opfattelse bekræfter det min opfattelse at Kongemorderen har spillet ind i et oprør som bunder i meget andet, men som kostede Lars Løkke Rasmussen hans formands post,trods af 40.000 personlige stemmer og 825.000 til Venstre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar