Kommentar. Minksagen rækker langt ud over spørgsmålet, om det var en juridisk skandale eller formel fodfejl.

Sagen, der ikke må dø

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Sagen, der ikke må dø

econds of 14 minutes, 47 seondsVolume 90%

00:00

14:47

 
Minksagen spøger stadig, og den går ikke i sig selv foreløbig.

Valgkampen holder den i live.

Men der er en fare for, at den bliver reduceret til polemik mellem en opposition, der pukker på lovbrud og magtfuldkommenhed,
og en statsminister og hendes svende, der slår på folkesundheden, som trumfer formelle, men ligegyldige fodfejl.

Det er fuldstændig glemt, at sagen har flere udløbere. De understreger, hvor stor en sag det var og er. Al snak om, at der egentlig ikke skete noget, bør forstumme.

Noget er velbelyst: den manglende lovhjemmel til beslutningen om nedslagning af alle danske mink og den manglende bevillingsmæssige hjemmel til beslutningen om udbetaling af tempobonus. Men sagen er meget større.

For det første endte eksekveringen i kaos. Nedgravningen af de aflivede mink medførte så stærke protester og så mange forureningsmæssige problemer, at myndighederne i foråret 2022 måtte gøre den om. Hvad kostede det? Og hvem var ansvarlig for den bagvedliggende fejlbeslutning? Vi ved det ikke.

Døde mink bliver lagt i massegrave på militærets øvelsesområde ved Nørre Felding. Nedgravningen medførte stærke protester og forureningsproblemer. Foto: Casper Dalhoff, Scanpix

For det andet påførte hastebeslutningen om nedslagningen af alle mink staten en merudgift på adskillige milliarder til kompensation og erstatning til minkavlerne og følgeerhvervene. Kunne regeringen ved en anden fremfærd have undgået det? Sandsynligvis.

For det tredje er der grundlaget for 3. november-beslutningen. Det var angiveligt Kåre Mølbak, dengang faglig direktør på Statens Serum Institut, der udløste den. På et møde hos Kopenhagen Fur 2. november 2020 fremmanede han Danmark som et muligt nyt Wuhan. En henkastet mundtlig risikovurdering, der dagen efter blev fulgt op af SSIs skriftlige og officielle vurdering. Men hvor gennemarbejdet var vurderingen? Vi ved det ikke, for Minkkommissionen var skruet således sammen, at den ikke skulle se på beslutningsgrundlaget. Derimod ved vi, at katastrofemeldingen i forhold til cluster 5 og vaccinerne umiddelbart blev skudt ned af andre faglige autoriteter.

For det fjerde beror udbetalingen af erstatning på en uafhængig vurderingsproces. Det er efter bogen. Det er bare en stor operation, og status er, at vurderingsprocessen trækker ud og kommer til at strække sig ind i 2027.

For det femte er der genåbningen eller nedlukningen af erhvervet. For lukningen var midlertidig frem til udgangen af 2021. Der blev siden lagt et år til, og forhandlingerne mellem ministerium og branche, en anskudt fødevareminister og avlerne humper i denne stund afsted. Om de kan lande en aftale, er tvivlsomt, for der er politik og følelser i sagen.

Alt dette er mere eller mindre glemt. Det samme er forløbet i månederne op til den skæbnesvangre beslutning 3. november, som Minkkommissionen fokuserer på.

Kissejav og nølen

Statsminister Mette Frederiksen havde siden foråret solet sig i demonstrativ handlekraft. Den samme handlekraft ledte om aftenen 3. november 2020 til beslutningen om øjeblikkelig nedslagning af alle mink. Det er forløbet op til denne skæbnesvangre aften, som Minkkommissionen træffende beskriver som »forceret«. Men historiens anden side er, at den samme regering siden forsommeren og især siden september 2020 havde nølet og vaklet over for truslen om smitte fra minkene. Det var der to grunde til. Den ene var, at fagfolkene med den viden, de havde, var afventende. Den anden var politisk, fordi sommertiden stod i genåbningens optimistiske tegn. I det centraliserede Frederiksen-system betød det, at embedsmændene aldrig fik det klare signal i form af en statsministeriel bestilling, som kunne have forberedt en hastebeslutning, når og hvis tiden blev politisk moden til det.

Da departementschef Michael Dithmer blev afhørt af Minkkommissionen, sagde han om processen, at der var et »kissejav«, og at alt skulle gå rigtig stærkt. Det er en præcis beskrivelse af forløbet. Rigtig mange embedsfolk i flere forskellige ministerier og styrelser producerede i løbet af få timer papirer og holdt møder, så regeringen kunne træffe en beslutning.

Det måtte blive en sag, som ikke var gennemarbejdet, og som derfor ikke flagede den højst relevante information om hjemmelsproblemerne på det cover, som ministrene får i hånden inden et møde. Kissejavets næste konsekvens var, at ingen fik tid til at orientere sig i sagen, inden forhandlingen startede. Så en realistisk vurdering er, at de centrale beslutningstagere, ministrene, handlede i tillid til, at alt var i en form for orden.

Kissejavet var dog begrænset til 2. og 3. november 2020. For sagen er, at regeringen gav sig god tid op til dette tidspunkt. Smitten i minkbesætningerne havde været kendt siden juni, og der blev truffet beslutninger for at inddæmme den lokalt. Det så for en stund ud til at være virksomt. Men i eftersommeren stod det klart, at det ikke var tilfældet. Smitten spredte sig med betydelig hast, og spørgsmålet meldte sig: Hvad gør man, og hvornår gør man det?

Minkkommissionen har et snævert fokus på 3. november-beslutningen og de beslutninger, der blev truffet dagene efter. I tilbageblik indikerer rigtig meget, at forløbet i september-oktober var særdeles kritisk, men man skulle frem til 2. november, før nogen for alvor tog sig af det.

Der er flere ting heri. Den første er, at embedsfolk i en række ministerier i eftersommeren og det tidlige efterår var bekymrede for minksmitten og de problemer, den rejste. Der var de veterinær- og humanmedicinske aspekter, som Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne var optaget af. Der var også de juridiske problemer, som ville melde sig, alt efter hvordan man valgte at gribe ind. Det var et problem, man tumlede med i såvel Fødevarestyrelsen som Miljø- og Fødevareministeriets departement, og som de gjorde deres kontakter i andre ministerier opmærksomme på.

Så var der de økonomiske problemer. Det gjaldt hensynet til avlerne, men også bekymringen for at overvælte en økonomisk byrde af ubestemmeligt omfang på statskassen. Med hver deres vinkel havde folkene i Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og selvsagt Finansministeriet fat i sagens økonomiske aspekter.

Både det erkendte juridiske og økonomiske problem fik lov til at flyde, fordi ingen bestilte en kvalificeret belysning af dem. De blev først sat på dagsordenen, da beslutningen var truffet. Processen op igennem september og oktober var præget af et gigantisk rod. Nok var der opmærksomhed på den. Også på politisk niveau. Men går man forløbet igennem, flyder den snart i det ene, snart i det andet regi. Der er de centrale regeringsudvalg, Koordinationsudvalget og regeringens coronaudvalg. Det var oprettet i sommeren 2020, men som en embedsmand forklarede kommissionen, vidste ingen, om det var tiltænkt nogen praktisk rolle. Det fik det, men sammen med de andre i en rodet arbejdsdeling, hvor sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.

På forvaltningsniveau var rodet tilsvarende. Der blev udviklet og udvekslet scenarier for mulige indgreb, såfremt smitten tog fart. Men i den ellers så stærkt centraliserede bestillingsproces gjorde ingen sig den umage at overveje, om man skulle konkretisere dem til operative handlingsmuligheder. Det er svært at bebrejde dem på de næstkommanderendes niveau, at de lod det blive ved de løse skitser. Det spiller her utvivlsomt ind, at processen afslørede en spænding mellem på den ene side betoningen af den centrale koordinations primat, på den anden side ministeriernes stærkt adskilte ressortansvar. Adskillige af dem havde undervejst ravlt med at henvise til, at det ikke var deres, men naboministeriets bord.

En særlig krølle på forløbet er Statsministeriets pludselige udpegning af Justitsministeriet som koordinerende ministerium på sagen 3. november. Skal man tro Minkkommissionens kortlægning af rollen, bestod den alene i at samle og formidle papirerne videre til de mange deltagere i det afgørende møde. Der var ingen substans i koordinationen og dermed heller ikke noget bidrag til at kvalitetssikre sagen, inden ministrene fik den. Læs ikke det som en kritik af Justitsministeriet. Tag det derimod som en skræmmende illustration af, hvor risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i forvejen var presset og rodet. Notér yderligere, at koordinationsopgaven på ingen vis indebar, at Justitsministeriet af egen drift kastede sig over de juridiske problemer, der vitterligt var.

Systemforagtens forrang

Det er velkendt, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har luftet sin skepsis over for centraladministrationen og dens embedsfolk. Det er værd at huske, når hun ved andre og senere lejligheder har rost dem og bedyret sin tillid til dem.

Det er ingen ringe egenskab, at en politiker er sit eget demokratiske mandat og politikerrollen bevidst. Hverken teknokrati eller embedsmandsvælde er nogen ønskværdig styreform. Det er et centraliseret politikervælde heller ikke.

Det er det sidste, der er relevant her. For det første er der risikoen for, at det politiske centrum (statsministeren, Statsministeriet og Koordinationsudvalget) gaber over mere, end det kan kapere. Det er så oplagt, at der ikke er nogen grund til at uddybe det. For det andet fører det let til, at man i sikker forvisning om egen usvigelige dømmekraft fuldstændig ignorerer den nedarvede visdom, som regerings- og forvaltningssystemet rummer og bygger på. To forhold er her relevante.

Det ene er, at embedsfolk på tværs af ministerier og myndigheder i september-oktober faktisk havde erkendt den potentielle alvor. Man havde også erkendt problemets ressortoverskridende kompleksitet. En gammel og velafprøvet metode er at nedsætte en arbejdsgruppe med folk fra de berørte ministerier og så lade dem grave sagen igennem. Erfaringen siger også, at de er meget hurtigere end deres ry. Det gjorde man ikke, og de mange relevante spørgsmål, som i perioden var rejst, faldt ned i sprækkerne mellem de forskellige ressorter.

Det andet forhold er samspillet med branchen. Det er traditionelt tæt mellem danske ministerier, styrelser og organisationerne på deres områder. Det gælder ikke mindst på landbrugets område. Det ved enhver, og vi ved også, at udfaldet af det tætte og traditionsrige samspil mellem Slotsholmen og Axelborg ikke altid har været så smukt endda. Ikke desto mindre har man i dette samspil en formidabel legitimitetsskabende og usikkerhedsreducerende mekanisme. Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen var måske i gang med en sådan øvelse, men blev overhalet af højere magter.

Nu er vi langt ude på det kontrafaktiske overdrev. Men forestil Dem, at regeringen i september, ja måske juni havde indset, at der kunne udvikle sig en situation, som krævede minkhandling. Det lå i den grad i kortene. Forestil Dem så, at den samme kreds af ministre havde krævet at få det tygget igennem og nedsat en hurtigtarbejdende embedsmandsgruppe, som skulle tegne handlingsscenarierne op og kortlægge de problemer, som de rejste sundhedsmæssigt, retligt og økonomisk. Forestil Dem yderligere, at de samme høje ministre havde givet Mogens Jensen et mandat til at sondere og forhandle med branchen, ja, endog havde inviteret branchen med ind i gruppen. Så havde hverken regeringen eller vi næppe stået her i dag.

Det lyder hypotetisk, men er i virkeligheden en simpel overførsel til minksagen af de historiske erfaringer med et regeringspolitisk autoriseret samspil mellem fagkyndige ressortmyndigheder og de berørte interesser. Det er den handlingslogik, man i årtier har praktiseret ikke bare på landbrugsområdet, men på Erhvervsministeriets og Justitsministeriets områder.

Det kan man forestille sig. De gjorde det bare ikke. For kombinationen af skepsis grænsende til mistillid over for systemet og en centralisering, hvor ingen kunne bevæge sig uden signaler oppefra, tegner billedet af en regering, som ikke havde og muligvis ikke har nogen forståelse af, hvordan den bruger embedsværket, og hvilken formidabel styrke det giver den regering, der forstår at gøre det. Det kostede samfundet dyrt og har efterladt ikke bare regeringen, men også embedsværket med et stærkt ramponeret renommé.

Citat fra Weekendavisen.

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/sagen-der-ikke-maa-doe

Danmark står i en svær situation med en økonomi, som ikke er blevet gjort robust over de seneste år. Faktisk har S-regeringen hævet skatter og afgifter mere end 40 gange for 10 mia. kr. årligt. De har politisk besluttet at gøre det dyrere at være dansker, hvilket står i skærende kontrast til Venstre.

 Af Troels Lund Poulsen, finansordfører

Danmark står i en svær situation med en økonomi, som ikke er blevet gjort robust over de seneste år. Faktisk har S-regeringen hævet skatter og afgifter mere end 40 gange for 10 mia. kr. årligt. De har politisk besluttet at gøre det dyrere at være dansker, hvilket står i skærende kontrast til Venstre.

Nu har vi så en krise på halsen. De stigende energipriser mærker vi alle, uanset om vi bruger el, gas, træpiller eller noget fjerde. Og det rammer hårdt. Når elprisen pludselig mangedobles, så gør det ondt i rundt om i husholdningsbudgetterne. Så ondt, at der er danskere, der kan ende med at skulle gå fra hus og hjem. Det her er alvorligt – også for vores virksomheder.

Vi kan ikke få prisstigningerne til at gå væk. Men vi kan politisk gøre, hvad vi kan, for at mindske regningen. Og for nogen kan det være en stor hjælp at udskyde dele af regningen til de næste år, hvor energipriserne forventes at nå et mere normalt leje. Derfor er Venstre også gået ind i forhandlinger med regeringen, som har foreslået en model, hvor energiregningerne her og nu kan blive delt ud over kommende år.

Jeg frygter, at det bliver en tung og bureaukratisk model. Derfor vil Venstre have særligt fokus på, at det skal være nemt at administrere, hvis vi skal gå videre ad den vej. Regeringen bør bl.a. lytte til energivirksomhedernes ønsker om at etablere en ordning, der kan tage udgangspunkt i deres eksisterende systemer. Sporene fra regeringens varmecheck skræmmer. Men kan vi give reel luft til både erhvervsdrivende og private, som har behov, så skylder vi at overveje det nøje i den aktuelle situation.

Det kan dog ikke stå alene, og regeringen bør også indføre et egentligt skatte- og afgiftsstop, så der med det samme lægges låg på, at Socialdemokratiet igen og igen gør det dyrere at være dansker.

Men alvoren i den aktuelle situation betyder også, at vi aktivt skal sikre, at det bliver billigere for danskerne. Det vil vi gøre ved at banke elafgiften på aktuelt over 70 øre/kWh helt i bund til EU's mindstesats på 0,8 øre/kWh. Det kan mærkes rundt om i hjemmene. Men vi skal også tænke på erhvervslivet.

Her vil Venstre bruge det massive overskud, som den statslige virksomhed Energinet.dk tjener ved at handle dyr strøm hen over grænsen til nabolandene. Med den aktivitet har over 3 mia. kr. ophobet sig alene i 2022, og dem foreslår Venstre, at danskerne og virksomhederne får retur. Det vil betyde, at tariffen på over 11 øre/kWh slet ikke skal betales i forventeligt tre kvartaler. Det er en markant lettelse for virksomheder, som bruger meget strøm, og vil skrælle yderligere af elprisen for private.

Jeg ved godt, at for mange vil den aktuelle krise stadig betyde store afsavn. Og vi kan ikke afhjælpe det hele. Men Venstre vil – som formanden gjorde det i debatten på DR for to uger siden – gerne udvise lederskab, og sikre flertal bag tiltag, som tager solide skridt i retning af at mildne de svære forhold.

Der er forhandlinger i gang i Finansministeriet, og de fortsætter i dag. Venstre kæmper for brugbare og ubureaukratiske løsninger, samt for at flere penge bliver i borgernes lommer.

Det er ingen nem kamp med en socialdemokratisk regering, som er i vildrede. Men den er nødvendig for de mange danskere, som vi potentielt kan give en håndsrækning.

Afsløring: Papes bolig-fidus

 Afsløring: Papes bolig-fidus

Almen luksus: Søren Pape skaffede som borgmester støtte til, at der skulle opføres et almennyttigt bofællesskab midt i Viborg. Nu bor han selv på adressen i en herskabslejlighed – i strid med loven, siger en professor.02:42

 

Af Andreas Munk • Peter Jeppesen • James Kristoffer Miles • Peter Degenkolv • Emma Buus Mosegaard • Anders Zacho

Der var 180 interesserede i projektet. Adskillige skrev sig på venteliste. Men det er endt med, at eks-borgmesteren nu bor i en luksus-lejlighed, der skulle have været et bofællesskab.

Endnu et kapitel bliver nu tilføjet historien om Søren Pape Poulsen (K), der hidtil har været kendt som Danmarks mest troværdige statsministerkandidat.

For Ekstra Bladet kan nu afsløre, at Pape Poulsen som borgmester selv var med til at beslutte opførelsen af sin kommende herskabslejlighed i hjertet af Viborg – under forudsætning af, at det blev etableret som et alment bofællesskab med tre bo-enheder.

Men sådan endte det ikke. I stedet for bofællesskab blev det til to herskabslejligheder, hvor K-formanden nu bor i den ene.

Det viser mødereferater fra Viborg Byråd samt en række aktindsigter, som Ekstra Bladet har fået. Samtidig indrømmer boligselskabet Sct. Jørgen nu fejl i administrationen.

Ekstra Bladets research viser, at ejendommen kun er delt i to lejligheder – og ikke de tre lovede bo-enheder – hvoraf Søren Pape Poulsen har fået fingrene i den ene bolig. Her er der tale om en lejlighed på 144 kvadratmeter mærket ’almen bolig’ til en månedlig husleje på 9152 kroner.

Søren Pape Poulsen bor i denne ejendom midt i Viborg. 

Hokuspokus – blev herskabslejlighed
Mens Søren Pape Poulsen var konservativ borgmester i Viborg, solgte kommunen den

Herefter godkendte Viborg Kommune – med borgmester Søren Pape Poulsen personligt til stede på to møder – støtte til oprettelsen af almene boliger i de gamle bygninger. Det skete under forudsætning af, at nogle af boligerne skulle ’etableres som bofællesskab efter almenboliglovens §3, stk. 2 som et alment familiebolig-bofællesskab.’ Og at ’bofællesskabet alene består af 3 bo-enheder.'

Pape var selv med til at godkende etableringen af bofællesskabet i tre bo-enheder.

Tidslinje: Papes 'kollektiv'

20. juni 2012:

Viborg Kommune med borgmester Søren Pape Poulsen i spidsen sælger tidligere kommunale administrationsbygninger på Nytorv tæt på domkirken til Boligselskabet Sct. Jørgen. Det drejer sig bl.a. om Hödrichs Gård, hvor Søren Pape senere selv flytter ind. Boligselskabet ytrer blandt andet ønske om at oprette et ’seniorfællesskab’ i bygningerne.

19. juni 2013:

Boligselskabet Sct Jørgen søger Viborg Kommune om at oprette 25 almene boliger samt et bofællesskab i Hödrichs Gård, hvor Søren Pape senere flytter ind.

Januar 2014:

Boligselskabet Sct. Jørgen præsenterer deres plan på et info-møde. Ifølge deres beboerblad er der 180 interesserede. Men de oplyser i dag til Ekstra Bladet, at det ikke lykkedes at få afsat bofællesskabet, selvom der først har været tre interesserede pensionister.

14. maj 2014:

Økonomiudvalget i Viborg – med borgmester Søren Pape Poulsen til stede – indstiller, at Boligselskabet Sct. Jørgen nu kun skal indrette 21 almene boliger i de gamle administrationslokaler. De dropper at indrette bolig på 2. sal i Hödrichs Gård, men holder fast i at lave et bofællesskab med tre bo-enheder i stuen og på 1. sal.

21. maj 2014:

Byrådet – med borgmester Søren Pape Poulsen til stede – vedtager Økonomiudvalgets indstilling.

Forår 2016:

Søren Pape Poulsen, der nu er partiformand, flytter ind i Hödrichs Gård, hvor han overtager lejligheden på 144 kvm. Lejlighederne er registreret som to selvstændige ’almene familieboliger’ i deres regnskaber i alle årene mellem 2016 og 2022 og ikke som bofællesskab. Almene familieboliger må dog maks. være 115 kvm.

September 2022:

Viborg Kommune og Boligselskabet Sct. Jørgen oplyser til Ekstra Bladet, at Hödrichs Gård fortsat er et bofællesskab.

Alt for stor

Men lejlighederne har imidlertid været registreret som ordinære ’almene familieboliger’ i boligselskabets regnskaber i alle årene mellem 2016 og 2022 – og er også opført som sådan på boligselskabets hjemmeside

Og altså ikke som bofællesskab.

Men af Bekendtgørelsen om støtte til almene boliger m.v. fremgår det tydeligt, at heller ikke den del ville overholde reglerne. Papes lejlighed er nemlig alt for stor til at være almindelig ’almen bolig’.

Således lyder det i bekendtgørelsen, at ’den enkelte boligs areal kan ikke overstige 115 kvadratmeter'.

Papes mand: Hemmeligt bryllup, spritkørsel og vold

Fremlagt de nye oplysninger erkender Ole Nielsen, direktør i Sct. Jørgen, at boligselskabet har administreret lejlighederne forkert, og selskabet vil nu gå i dialog med kommunen.

Pape bor med udsigt til Viborg Domkirke. Han er kommet indenfor i et almennyttigt bofællesskab, som dog aldrig er blevet lejet ud som sådan. Foto: Ernst van Norde

Med den forkerte administration kunne Søren Pape Poulsen i 2016 flytte ind i den nyrenoverede lejlighed med direkte udsigt til Viborg Domkirke.

Viborg Kommune oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om et bofællesskab med tre bo-enheder, og at man på det foreliggende grundlag ikke har kendskab til, at der er handlet i strid med reglerne.

Pape: Spørg boligselskabet

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med Søren Pape, men vi har stedet modtaget skriftlige svar fra den konservative formand.

’Har du selv haft indflydelse på indretningen af lejligheden?’

’I skal spørge boligselskabet for at være sikre. Jeg mindes kun, at jeg tilkøbte nogle ekstra skuffer i køkkenet for egen regning. Jeg har ingen indflydelse haft på eksempelvis gulve,’ skriver Søren Pape Poulsen i et svar sendt gennem sin spindoktor sent onsdag eftermiddag.

’Mener du selv, at din lejlighed er del af et bofællesskab?’

’Jeg kender ikke personligt definitionerne, men det er helt rigtigt, at vi har fællesarealer med fælles gæsteværelse, fælles toilet, fælles opbevaringsrum på loftet, fælles kælder og entré.’

’Hvorfor reagerede du ikke som eks-borgmester og beslutningstager, da det gik op for dig, at planen om et bofællesskab ikke holdt og reelt fungerede som to alm. lejligheder?’

’Jeg flytter jo først ind, knap to år efter sagen har været i byrådet. Jeg anede ikke, at jeg en dag skulle bo, hvor jeg bor, da hele byrådet fulgte forvaltningens indstilling. Jeg må henvise til, at man har en forvaltning og et boligselskab, som skal have styr på det her. Jeg har været lejer ligesom alle mulige andre.’

’Din lejlighed er ifølge Boligselskabet Sct Jørgen på 144 kvm. Af de vedtagne beslutninger måtte en bolig med fællesareal ikke overstige 115 kvm. Hvordan hænger det sammen?’

’Spørg boligselskabet.’

’Huslejen bliver i materialet sat til 855 kr. pr. kvm (i 2014). Med 144 kvadratmeter ville det give en månedlig husleje på 10.260 kroner. Hvorfor betaler du 9152 kr. pr måned?’

’Huslejen er fastsat af boligselskabet. Den har jeg lige så meget indflydelse på, som jeg har på vejret i morgen.’

Læs interview med boligselskabets direktør længere nede i artiklen.

Pape på glatis: Her er den falske onkel

Professor: I strid med loven

Der er masser af plads til Papes nisselandskaber i den store lejlighed. Men den bliver udbudt som almindelig lejlighed og ikke bofællesskab. Og det er i strid med loven, siger en professor. 

Retur til byrådet og bed om tilladelse.

Sådan burde Boligselskabet Sct. Jørgen have handlet, da man ifølge egen forklaring ikke kunne leje et bofællesskab ud som tre bo-enheder, men i stedet valgte at udbyde det som store luksus-lejligheder, hvor eks-borgmester Søren Pape Poulsen (K) fik den ene.

Det siger Hans Henrik Edlund, der er professor i bl.a. almenboligloven ved juridisk institut på Aarhus Business School samt mangeårig formand for adskillige husleje- og beboerklagenævn.

– Det lyder mærkeligt, at man har mærket noget som et bofællesskab i kommunen og fået støtte til det, hvis det i virkeligheden er udlejet som almindelige familieboliger, hvor der normalt skal udlejes efter en venteliste, siger Hans Henrik Edlund til Ekstra Bladet.

Af det oprindelige prospekts plantegninger ses tydeligt, at bofællesskabet ikke var tænkt som selvstændige lejligheder. Kilde: Boligselskabet Sct. Jørgen

 – Og det er selvfølgelig også bemærkelsesværdigt, hvis det er en tidligere borgmester, der selv bor i en af lejlighederne, siger professoren om K-formanden, der selv var med til politisk at beslutte, at bofællesskabet skulle oprettes.

– I dette tilfælde siger Viborg Kommune til os, at det stadig er et bofællesskab med tre bo-enheder. Men boligselskabet registrerer det som to familieboliger. Hvad tænker du om det, når vi ved, at Søren Pape Poulsen bor i en af dem og selv har besluttet, at det skulle være bofællesskab?

– Det lyder umiddelbart ikke helt korrekt.

– Er det i strid med loven, hvis man ikke har bedt kommunalbestyrelsen tage stilling til, at dette ikke længere skal udlejes som bofællesskab?

– Ja. At et bofællesskab i sin helhed er udlejet som almindelige familieboliger til enkelte personer, kan jeg ikke finde hjemmel til i loven. Kommunalbestyrelsen kan ifølge almenboligloven udleje et bofællesskab til f.eks. flygtninge eller udleje det værelse for værelse, ligesom det er kommunen, der skal anvise lejere, der har behov for at bo i et bofællesskab.

 Boligdirektør: Tre ældre damer sprang fra

Direktøren i boligselskabet Sct. Jørgen indrømmer nu, at Søren Pape Poulsens lejlighed er forvaltet forkert

– Det blev godkendt af kommunen som et bofællesskab. Men det er to almene familielejligheder nu ...

– Nej, det er stadigvæk et bofællesskab. Det er lejet ud på to lejekontrakter og ikke tre. Der kan man sige, at der bor godt nok fire dernede. Men bofællesskabet er lavet med den der mulighed, der er for bofællesskaber ned til tre bo-enheder, siger Ole Nielsen, direktør, Sct. Jørgen.

– Hvorfor opgiver I det som to familieboliger til Landsbyggefonden?

– Det kan jeg ikke svare dig på. Der må jeg ind og kigge.

– Hvad er kriterierne for sådan et bofællesskab? Hvordan adskiller det sig fra almindelige boliger?

– Det, der karakteriserer et fællesskab af den slags, er, at en del af det areal, man betaler husleje for, ligger i fællesareal. De har også nogle forskellige ting, de er fælles om dernede. Der er en tagetage og opgang og toilet.

– Man skal gennem Sørens entré for at komme op til et ekstra soveværelse?

– Ja. Det er derfor, vi kan sige, at graden af fællesskabet er lidt forskelligt i vores forskellige seniorbofællesskaber.

– Hvordan kan det så være, at det er opgivet som to familielejligheder?

– Det forstår jeg heller ikke. For Landsbyggefonden får jo oplyst, når støttesagen er godkendt.

– Og hvis det er et bofællesskab, ville I vel heller ikke reklamere med to selvstændige lejligheder på jeres hjemmeside?

– Det forstår jeg heller ikke.

– Jamen, det står der på hjemmesiden ...

– Men i vores udlejningsmateriale har det fremgået, at det er et bofællesskab.

– Blev det også tilbudt til folk som bofællesskab?

– Det er et godt spørgsmål. Det må jeg lige undersøge.

– Det ser ud, som om det er lavet til et bofællesskab, fordi det er for stort til at være to separate lejligheder?

– Søren er ikke med fra starten. Der var tre ældre damer, som skulle bo i de her tre værelser og fællesarealer. Og de springer så fra midt i forløbet. Så er der to andre, der også springer fra.

– Søren er først inde over sent i forløbet, da vi er ved at bygge det om dernede. Det har ikke været tiltænkt andet, end at det skulle være tre bo-enheder i et bofællesskab.

– For at sige det ligeud: Det er ikke for at omgå loven til en almen familielejlighed, der maksimalt må være 115 kvm?

– Nej, overhovedet ikke. Man kan sige, at det er det muliges kunst, da det er en fredet bygning, man ikke må ændre strukturen på. Derfor valgte vi at lave et bofællesskab.

– Men så bliver det også lejet ud som to almindelige familielejligheder, som I også opgiver til Landsbyggefonden?

– Ja, og det kan man så være kritisk over for.

– Har I fået dispensation til at kun at leje ud til to?

– Nej.

– Så du indrømmer, at I har begået fejl?

– Prøv at høre, jeg er ny direktør, og jeg vil ikke til at martre andre med, at de har gjort noget forkert eller brudt loven.

– Men I har jo forvaltet forkert, det kan enhver jo se?

– Det må man sige.

– Hvad vil du gøre ved det?

– Det vil jeg selvfølgelig tage en dialog med vores forvaltning om, hvordan vi skal håndtere det. Vi er underlagt det kommunale tilsyn, så det er jo noget, som de skal afgøre, hvordan vi skal håndtere det.

Her er hele den udtalelse, som tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen har sendt til Ritzau, efter at der nu er rejst tiltale mod ham.

 - Jeg har betegnet sagen og dens håndtering som vanvittig. Efter nu at have set det korte anklageskrift, som man har brugt syv måneder på, er der ingen grund til at korrigere mine tidligere udtalelser.
Sådan lyder det fredag i en udtalelse, som den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har sendt til Ritzau.

Reaktionen kommer, efter at anklagemyndigheden tidligere på dagen oplyste, at man har rejst tiltale mod den hjemsendte FE-chef for at lække statshemmeligheder.
Lækkerne skal være sket over for seks personer - herunder to journalister - i de 16-17 måneder, Lars Findsen var hjemsendt og fritaget fra tjeneste.
Læs hele Lars Findsens udtalelse
Her er hele den udtalelse, som tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen har sendt til Ritzau, efter at der nu er rejst tiltale mod ham.
Læs hele udtalelsen i anledning af tiltalerejsningen her:
1.
Jeg fik her til morgen overbragt et anklageskrift af to PET folk.
Jeg fik lejlighed til at læse det, inden de tog det med igen.
Som jeg tidligere har udtalt, har jeg på intet tidspunkt røbet statshemmeligheder, og jeg har derfor ved flere lejligheder afvist de rejste beskyldninger.
Jeg har betegnet sagen og dens håndtering som vanvittig.
Efter nu at have set det korte anklageskrift, som man har brugt 7 måneder på, er der ingen grund til at korrigere min tidligere udtalelse. Der er således i anklageskriftet intet nyt i forhold til, hvad vi oprindeligt blev præsenteret for.
Anklagemyndigheden har i dag udtalt, at tiltalen omfatter afsløring af statshemmeligheder over for 6 personer under min hjemsendelse.
I forhold til, hvem denne personkreds omfatter, er der heller intet nyt. Som det også fremgår af anklagemyndighedens udtalelse, er angivelsen af gerningsperioden desuden overordentlig diffust angivet som værende hele min hjemsendelsesperiode.
Klogere på denne tidsafgrænsning bliver man ikke af at læse anklageskriftet.
Sagen er fortsat vanvittig. Og den tjener kun til at skade FE og tjenestens renommé i ind-og udland.
Jeg har, som tidligere nævnt, i de sidste 20 år siddet i kernen af Danmarks sikkerheds- og efterretningsapparat, hvilket også omfatter Embedsmændenes- og Regeringens sikkerhedsudvalg, ligesom jeg i 3 forskellige egenskaber har deltaget i nærmest samtlige møder i Folketingets Kontroludvalg i samme periode.
Jeg har sammen med meget dygtige og dedikerede medarbejdere brugt mange år på at opbygge og modernisere efterretningstjenesterne med solid opbakning fra skiftende regeringer.
I hele min tjenestetid samt under min hjemsendelse har jeg kun været optaget af at varetage Danmarks sikkerhedsmæssige interesser.
For mit eget vedkommende ser jeg derfor med sindsro frem mod en prøvelse af anklagemyndighedens grundlag.
2.
Som ansvarlig chef for FE og baseret på min erfaring var jeg ikke enig i den uigennemtænkte håndtering af tilsynssagen. En håndtering, som omfatter den beslutning, der blev truffet i statsministeriet den 21. august 2020 om at hjemsende FE’s ledelse. Det var samme dag, som man havde modtaget tilsynets analyse, som man ikke havde læst inden beslutningen om hjemsendelsen, og beslutningen startede som bekendt en lavine af uhensigtsmæssig opmærksomhed om tjenesten.
Og jeg undrer mig fortsat - ud fra en faglig synsvinkel - dybt over, hvorfor der ikke tidligere i forløbet blev rakt ud til mig og andre, hvis man virkelig havde en reel bekymring for, at hemmelige oplysninger blev røbet på skadelig vis - eller hvis man i øvrigt havde en oplevelse af, at der var noget man ikke forstod.
Hvorfor var det nødvendigt at overvåge mig og min familie så lang tid, hvis man tidligt i forløbet mente, at jeg var på gale veje.
Jeg står stadig - ligesom mange andre tror jeg - mildest talt temmelig uforstående over for mange ting i denne her sag.
Regeringens samlede håndtering af FE-sagen og regeringens og visse myndigheders håndtering af de konkrete sager mod mig og en række andre personer har allerede gjort stor skade på FE’s organisation, funktionsevne og renommé og er egnet til at skabe langvarig mistillid til PET og dele af politiet og anklagemyndigheden.
At jeg har været fængslet, sigtet og nu også er blevet tiltalt for forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed, er selvsagt noget, der påvirker alle omkring mig og især mine 3 børn.
Og det har i sandhed været en både chokerende og intimiderende proces og fremgangsmåde, der har været lagt for dagen fra både regeringens og visse myndigheders side - og som både jeg selv, mine børn og nærmeste har været og er udsat for.
Jeg kan i øvrigt henvise til min udtalelse af 28. juni 2022.
Kilde: Lars Findsen.

Til Martin Krasnik & Christian Jensen, efter jeg har set deadline i aften, vil jeg gerne kommenterer Søren Papes ageren siden 2014.

 

Til Martin Krasnik & Christian Jensen, efter jeg har set jer i deadline i aften, vil jeg gerne kommenterer Søren Papes ageren siden 2014.
Samme Søren Pape trækker et spor af usandheder efter sig og har disponeret uhensigtsmæssigt, jeg har ikke taget alt med, men der er meget mere.

Nogle personer argumenterer med, hvorfor ingen har fremkommet med kritik eller andet før nu”

Det er ganske enkelt, når man kandiderer til Statsministerposten,
Kommer der et anderledes fokus på personen og sammes handlinger”
Det har mange andre måtte sande.

Søren Papes tid som krammebamse er forbi, første gang Søren Pape er blevet udsat for et realitetstjek dumper han, jeg vil redegøre for dette:

For reaktionen fra Søren Pape Poulsen på de afsløringer, der er kommet frem både om hans nu forhenværende ægtefælle og om hans rejse til Den Dominikanske Republik i 2018, viser alt andet end en mand, som sidder med sikker hånd på rattet.
Søren Pape Poulsen, som trådte de politiske barnesko i Viborg og omegn, forsøgte at slå det hele hen med en blanding af fornærmethed og jovialitet.
Fornærmet over, at pressen interesserede sig for hans privatliv, og jovial ved at byde udenrigsministeren på en kop kaffe, så de lige kunne få talt ud om, at Pape som justitsminister og dansk regeringsrepræsentant havde mødtes med regeringstoppen i Den Dominikanske Republik uden at gøre sig ulejlighed med at orientere diplomatiet.

Sagt rent ud, så må man af en mand, der vil være landets statsminister, forvente mere format.
I det mindste må man forvente, at han kender de diplomatiske spilleregler så godt, at han ikke skal bruge flere dage på at indse, at han begik en eklatant fejl ved at arrangere private regeringsmøder i 2018.

Hertil kommer, at det er ganske uklart, hvad Søren Pape Poulsen egentlig beklager og hvorfor. Offentligheden er henvist til at analysere hans opslag på sociale medier og drage egne konklusioner, for Søren Pape Poulsen har været særdeles fåmælt, når der er blevet stillet kritiske spørgsmål til ham.
Hvad der er sandt og usandt i historierne om Pape, partneren og forbindelserne til præsidenten, er fortsat en gåde.
Ligesom det står hen i det uvisse, hvorfor og hjulpet af hvem Pape fik foretræde for både præsident, udenrigs- og justitsminister, da han var på vinterferie i Den Dominikanske Republik.

I krisehåndteringen forsøger De Konservative at relancere Pape som troværdigheden selv.
Nu med tilføjelsen, at ingen er ufejlbarlig. Man skal næsten have lidt ondt af ham. Det kan godt være, at det er synd for Søren Pape Poulsen, og det er også muligt, at han er en mand, som man kan stole på.

Men af en statsminister kræves der mere end det. Når det brænder på, og det gør det jævnligt for en statsminister, så er det utrygt, hvis han skal famle sig frem i en skønsom blanding af usikkerhed og uvidenhed, mens han forsøger at slukke branden.

Det er helt ok at du Martin Krasnik og andre trækker privatlivskortet”
(men er det politiske sympatier eller personlige,det gør en forskel)

Men du og andre, må accepterer at Søren Pape farcen ikke er en privat sag.

I 2014 presentrerede Søren Pape sin udkårne på et konservativt landsmøde,

Hvor SP fortalte at hans udkårne var i tæt relation til præsidenten i han hjemland.

Og det understregede at hans udkårne havde særlige egenskaber politisk,
Fortalte Søren Pape...

Læren er, at når du inviterer pressen til brylluppet, kommer de også til skilsmissen..

Herudover er der meget der indikerer at Søren Pape ikke bare er krammebamse, men en snu politiker,

Der bare ikke kan holde fiktion og virkelighed adskilt.

Hermed sender jeg bare en enkelt af de mange dokumentationer, på Søren Papes vankelmodighed og utroværdighed:

Døgnet før et landsråd og på tærsklen til næste folketingsvalg ønsker De Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen fredag ikke at svare på spørgsmål fra pressen.

Information henvendte sig per mail til partiformanden, til presseafdelingen og via mail og sms til partiets pressechef,

Men svaret fra pressechefen lød blot:

»Vi har ingen kommentarer. Du må henvise til FB-opslaget.«

Partiformandens udfordring er, at han er kommet i strid modvind på cykelstien frem mod Statsministeriet.
En hel stribe af sager belaster nu den konservative formands troværdighed.
Det sker på det værst tænkelige tidspunkt, hvor De Konservative har en reel mulighed for at kunne indtage Statsministeriet for første gang siden 1993, hvor Poul Schlüter forlod det i vanære på grund af Tamilsagen.

Den konservative statsministerkandidats problemer skyldes afsløringer om hans mand og ikke mindst om statsministerkandidatens egen ageren under en rejse i 2018 til Den Dominikanske Republik, hvor Søren Pape Poulsen som daværende justitsminister havde møder med landets præsident og justitsminister.

De møder er nu for alvor vendt tilbage for at hjemsøge Søren Pape Poulsen og hans parti.

’Hans onkel er præsident’

Sagen begyndte at rulle, da Ekstra Bladet i august måned afslørede, at det ikke var sandt,
Når Søren Pape Poulsen præsenterede sin mand, Josue Medina Vasquez Poulsen, som nevø til Den Dominikanske Republiks præsident, Danilo Medina.

Det var ved De Konservatives landsråd i 2014, at kæresten blev præsenteret:

»Og hans onkel er præsident i Den Dominikanske Republik,« sagde Søren Pape Poulsen.

Efter Ekstra Bladets afsløring i august måtte Søren Pape Poulsen trække i land.

Det skete i et opslag på Facebook,

Hvor statsministerkandidaten betegnede Ekstra Bladets afsløring som »grov indblanding i mit privatliv«.

I opslaget skrev Søren Pape Poulsen: »Nu gør Ekstra Bladet et stort nummer ud af, at præsidenten ikke er Josues biologiske onkel.

Men Ekstra Bladet glemmer bare at fortælle, at det er helt normalt i den Dominikanske Republik,

At man kalder sine familiemedlemmer længere ude i stamtræet for onkler og tanter.

Derfor har jeg heller aldrig betvivlet, at Josue var i familie med den nu tidligere præsident.«

I en senere forklaring fra Søren Pape Poulsen hedder det dog blot,
At der er »en relation« mellem Pape Poulsens mand og den tidligere præsident,

Men ikke at de er i familie. Ikke noget jødisk forbillede.

Det lykkedes ikke for Søren Pape Poulsen at proppe sagen tilbage i flasken med sit svar på Facebook.

Kort tid efter afslørede Ekstra Bladet, hvordan De Konservatives pressechef var rejst til Caribien for at få styr på sagen,

Og Papes næste udfordring i forhold til ubehagelige afsløringer var, at han i flere omgange har omtalt sin mand Josue Medina Vasquez Poulsen som jøde.

For det var heller ikke sandt.

Det er sket flere gange, blandt andet i radioprogrammet ’Tal til mig’ med Iben Maria Zeuthen,

Hvor Søren Pape Poulsen fortalte om mandens jødiske opvækst:

»Hvis han er sammen med sin mor, respekterer han, hvordan det er, man lever, og hvordan de gør.

Det er uden for diskussion,« sagde Søren Pape Poulsen.

»Når han er sammen med mig, elsker han flæskesteg og varm leverpostej og alt muligt,

Og så siger jeg: Du er i sandhed ikke noget forbillede for den jødiske menighed.«

Også ved en konference om antisemitisme på Christiansborg i 2020 fortalte Søren Pape Poulsen om sin mands jødiske baggrund:

»Det er jo sådan, at min bedre halvdel er jøde. Og er kommet i synagogen fra spæd med sin familie hver eneste lørdag.«

Men kilder i Den Dominikanske Republik afviser, at det skulle være tilfældet. Josue Medina Vasquez Poulsen og hele hans familie var stærkt troende og missionerende medlemmer af det kristne trossamfund Syvende Dags Adventistkirken.

Over for Ekstra Bladet afviser Søren Pape Poulsen at svare på spørgsmål.
Og Information har altså heller ikke kunnet få nogen svar fra partiformanden.

Møder med ministre.

Et andet pinagtigt kapitel i sagen blev åbnet, da Jyllands-Posten afslørede, at Søren Pape Poulsen havde holdt møder med præsidenten for Den Dominikanske Republik, Danilo Medina, og med flere ministre i regeringen.

Møderne fandt sted i februar 2018, mens Søren Pape Poulsen var justitsminister. Med på rejsen til Den Dominikanske Republik var daværende udlændinge- og integrationsminister for Venstre og Søren Pape Poulsens personlige ven, Inger Støjberg, daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) og Frans Hjorth Hammer, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund, men som i de dominikanske mediers omtale af møderne blev omtalt som dansk »vicesportsminister«.

Præsidentpaladset offentliggjorde et billede fra et møde, hvor den danske ’delegation’ smilende står sammen med præsident Danilo Medina. Desuden havde den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen også et møde med Den Dominikanske Republiks justitsminister Jean Alain Rodriguez Sanchez.

I en pressemeddelelse fra justitsministerens kontor hedder det, at de to justitsministre aftalte at styrke det juridiske samarbejde mellem Danmark og Den Dominikanske Republik og udveksle »best practice« på straffeområdet.

Men stik imod almindelig praksis var den danske udenrigstjeneste ikke på forhånd blevet orienteret om Søren Pape Poulsens ministermøder, og som professor i statskundskab på Københavns Universitet Martin Marcussen har udtalt til Jyllands-Posten: »Det er en total underkendelse af udenrigstjenesten.«

Holdt møderne under privat ferie.

Søren Pape Poulsen afviser i et interview med Søren Lippert på TV 2, at han skulle have holdt »hemmelige møder«
Med et andet lands regeringsmedlemmer, og at han skulle have indgået aftaler mellem Danmark og Den Dominikanske Republik:

»Jeg tænkte simpelthen ikke over, at det var et problem, fordi det var på min ferie, at jeg mødtes med de her mennesker, og der var ikke nogle aftaler eller noget, det var ren samtale, og det har jeg jo selvfølgelig lært af, at det skal man selvfølgelig lade være med sådan noget,« sagde Søren Pape Poulsen til TV 2.

»Jeg var på ferie sammen med en række andre mennesker. Og så i den sammenhæng var der så også nogle møder. De synes jo også, det er interessant, når sådan nogle som os kommer. Set i bagklogskabens klare lys så skal jeg jo ikke tage den slags møder. Jeg skal i hvert fald sikre mig, at man orienterer om … Det er jo ikke noget, der har haft nogen betydning for Danmark eller noget som helst.«

Det var i vinterferien 2018, at de tre ministre var på ferie til Den Dominikanske Republik. Den konservative pressetjeneste oplyser, at rejsen blev betalt privat.

Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har efter afsløringerne bedt Søren Pape Poulsen om en redegørelse for, hvad han faktisk aftalte med sin caribiske justitsministerkollega.

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev

De Konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, vil stadig ikke fortælle konkret, hvordan hans kongeblå 2030-plan skal føres ud i livet.

 

eoodpSrst9g4

Søren Papes konservative dyder er udsat for et hårdt virkelighedstjek

De Konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, vil stadig ikke fortælle konkret, hvordan hans kongeblå 2030-plan skal føres ud i livet. Til gengæld kræver han og de øvrige borgerlige partiledere nu, at valget skal udskrives med det samme

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er uden samme goodwill som tidligere og med en flosset personlig troværdighed kommet skævt ind i valgkampen.

Midt i en stadigt mere håbløs tid for statsminister Mette Frederiksen (S) har hun og Socialdemokratiet pludselig fået kastet en politisk livline. Den hidtil stærkeste udfordrer, De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er i fuld gang med at gøre det kommende folketingsvalg endnu tættere og mere spændende.

Weekendens landsråd i Det Konservative Folkeparti formede sig langtfra som det sikre afsæt til valgkampen, som den 50-årige partiformand og nyudsprungne statsministerkandidat havde håbet på.

Ud over de akavede troværdighedsproblemer, som han har påført sig selv med skiftende forklaringer om privatlivet, begynder de politiske paroler nu også at skabe mislyde. Og fremkalde en kritik, der gnaver på tilliden.

Foreløbig har Søren Pape Poulsen hverken evnet eller villet forklare, hvordan partiets ganske vidtgående 2030-plan – med forslag om alt fra at fjerne topskatten over lavere kontanthjælp til mindre bureaukrati – rent praktisk skal kunne blive til virkelighed. Endnu er der således ikke kommet noget, der blot kunne minde om et bud på, hvor titusindvis af offentligt ansatte vil kunne undværes i fremtiden.

I et forsøg på at fremstå som den optimistiske statsministerkandidat valgte Søren Pape bevidst og demonstrativt at undvige de svære spørgsmål, da han holdt sin tale i Tivoli Hotel og Congress Center i København: »Jeg vil vove at sige, at vi er det nye arbejderparti. For det er os, der vil hjælpe med at få betalt regningerne,« lød det i talen, hvor han også forsøgte at iscenesætte sig selv som en slags ambassadør for privatansatte.

Bagholdsangreb fra Venstre

Pape har målrettet sin valgkampsappel til alle de vælgere, der drømmer om at betale mindre i skat, og som også hurtigt kan hidse sig op over papirnusseri i det offentlige. Udtrykket er alt andet end aristokratisk og elitært. Som en pendant til Mette Frederiksens promovering af makrelmadder på sociale medier taler Søren Pape sågar om, hvordan han spiser »maskeret blomkål« hjemme hos sine gamle og sygdomsplagede forældre.

Sorgløsheden er imidlertid forduftet. På kort tid har De Konservatives formand tydeligt fået sværere ved at trænge igennem med budskabet om, at han vil kunne give folk flere penge mellem hænderne – uden at det går direkte ud over andre. Under den offentlige tryktest, som naturligt opstår, når man melder sig som statsministerkandidat, har Papes troværdighed lidt et knæk.

Mest nådesløst er kritikken fra om ikke egne rækker, så i hvert fald fra en tidligere våbenbror. Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen er ude i hårde angreb og dermed selvfølgelig i slet skjult forsvar for partiets egen statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen.

Blandt de mange ubekvemme møgsager og kritikpunkter, der lige nu hvirvler op omkring ørene på Søren Pape, kan angrebet fra Claus Hjort Frederiksen meget vel vise sig at komme til at gøre mest ondt frem mod folketingsvalget. I hvert fald politisk, for bidende kritik fra egne rækker er altid mest ubehageligt.

»I mine øjne er det simpelthen hul i hovedet at komme med sådan et forslag, hvis man vil flytte stemmer over midten,« siger Claus Hjort Frederiksen i et interview i Berlingske om det konservative forslag om helt at ville afskaffe topskatten: »Det kommer til at skræmme vælgere væk. Læg dertil, at det aldrig bliver gennemført af et flertal, og det ved De Konservative godt.«

Men det er bestemt ikke kun de vidtløftige forslag på udgiftssiden, der har fået Venstres gamle strateg til at overfalde bagfra. Han tror endnu mindre på Søren Papes forslag om at finde finansiering ved afbureaukratisering, hvad der ellers har været en konservativ kongstanke siden Poul Schlüters dage.

»Jeg har selv siddet som minister, herunder finansminister, med De Konservative. Og jeg kan bare sige, at det var en daglig kamp at få dem med til besparelser,« lyder det brutalt fra Hjort: »De taler altid om det. Men hver gang det kommer til de kritiske forhandlinger, forlader de det hurtigt igen.«

Flosset troværdighed

Det giftige angreb fra Claus Hjort Frederiksen spiller altså dobbelt på, at Søren Pape Poulsen på den ene side slet ikke mener parolerne for alvor og dropper kravene, så snart det bliver svært, og at han på den anden side kun gavner den røde blok, fordi vælgerne risikerer at løbe skrigende bort.

Mere konventionelt og langtfra lige så farligt forsøger Socialdemokratiet også at ramme Søren Pape Poulsen med mere tekniske beregninger. Finansministeriets regnedrenge er sat til at anskueliggøre, hvad det ville betyde, hvis De Konservatives 2030-plan skulle blive til virkelighed. Og det vil ifølge ministeriet føre til et betydeligt fald i antallet af offentligt ansatte medarbejdere.

Og uanset hvordan finansminister Nicolai Wammen (S) kan siges at bruge eller misbruge sine embedsmænd i partipolitisk øjemed, er det lykkedes for Socialdemokratiet at sætte en dagsorden, som er lige præcis så ukomfortabel for den samlede blå blok, som Claus Hjort Frederiksen påpeger.

Det er mildest talt uklart, hvordan Søren Pape – der i sin tid ikke var landets mest nøjsomme borgmester i Viborg – vil vride milliarder og atter milliarder ud af statsbudgettet på indtil videre totalt diffuse »effektiviseringer«.

Når statsminister Mette Frederiksen taler om »det største eksperiment med velfærdssamfundet i vores levetid«, vækker det ikke alene bundklang blandt mange vælgere, men formår også at mobilisere både socialdemokrater og fagbevægelsen. Pape har forvandlet sig selv til et ideologisk fugleskræmsel.

Så længe meningsmålingerne peger opad, og folkestemningen generelt er positivt opløftet og ukritisk omkring formanden, kan et parti normalt slippe afsted med meget. Når et parti har såkaldt momentum, er det muligt at undvige kontante spørgsmål om mulige konsekvenser af diverse forslag.

Uret tikker. Mandag sendte de seks borgerlige partiledere et brev til Mette Frederiksen, hvor de opfordrer til valg med det samme. Men timingen, ja, den er knap så god for Søren Pape.

Weekendens landsråd kan markere begyndelsen på en bumpet skillevej: Uden samme goodwill som tidligere og med en flosset personlig troværdighed er De Konservatives formand kommet skævt ind i opspillet til valgkampen.

Citat fra Information.