- Jeg har betegnet sagen og dens håndtering som vanvittig. Efter nu at have set det korte anklageskrift, som man har brugt syv måneder på, er der ingen grund til at korrigere mine tidligere udtalelser.
Sådan lyder det fredag i en udtalelse, som den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har sendt til Ritzau.
Reaktionen kommer, efter at anklagemyndigheden tidligere på dagen oplyste, at man har rejst tiltale mod den hjemsendte FE-chef for at lække statshemmeligheder.Lækkerne skal være sket over for seks personer - herunder to journalister - i de 16-17 måneder, Lars Findsen var hjemsendt og fritaget fra tjeneste.
Læs hele Lars Findsens udtalelse
Her er hele den udtalelse, som tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen har sendt til Ritzau, efter at der nu er rejst tiltale mod ham.
Læs hele udtalelsen i anledning af tiltalerejsningen her:
1.
Jeg fik her til morgen overbragt et anklageskrift af to PET folk.
Jeg fik lejlighed til at læse det, inden de tog det med igen.
Som jeg tidligere har udtalt, har jeg på intet tidspunkt røbet statshemmeligheder, og jeg har derfor ved flere lejligheder afvist de rejste beskyldninger.
Jeg har betegnet sagen og dens håndtering som vanvittig.
Efter nu at have set det korte anklageskrift, som man har brugt 7 måneder på, er der ingen grund til at korrigere min tidligere udtalelse. Der er således i anklageskriftet intet nyt i forhold til, hvad vi oprindeligt blev præsenteret for.
Anklagemyndigheden har i dag udtalt, at tiltalen omfatter afsløring af statshemmeligheder over for 6 personer under min hjemsendelse.
I forhold til, hvem denne personkreds omfatter, er der heller intet nyt. Som det også fremgår af anklagemyndighedens udtalelse, er angivelsen af gerningsperioden desuden overordentlig diffust angivet som værende hele min hjemsendelsesperiode.
Klogere på denne tidsafgrænsning bliver man ikke af at læse anklageskriftet.
Sagen er fortsat vanvittig. Og den tjener kun til at skade FE og tjenestens renommé i ind-og udland.
Jeg har, som tidligere nævnt, i de sidste 20 år siddet i kernen af Danmarks sikkerheds- og efterretningsapparat, hvilket også omfatter Embedsmændenes- og Regeringens sikkerhedsudvalg, ligesom jeg i 3 forskellige egenskaber har deltaget i nærmest samtlige møder i Folketingets Kontroludvalg i samme periode.
Jeg har sammen med meget dygtige og dedikerede medarbejdere brugt mange år på at opbygge og modernisere efterretningstjenesterne med solid opbakning fra skiftende regeringer.
I hele min tjenestetid samt under min hjemsendelse har jeg kun været optaget af at varetage Danmarks sikkerhedsmæssige interesser.
For mit eget vedkommende ser jeg derfor med sindsro frem mod en prøvelse af anklagemyndighedens grundlag.
2.
Som ansvarlig chef for FE og baseret på min erfaring var jeg ikke enig i den uigennemtænkte håndtering af tilsynssagen. En håndtering, som omfatter den beslutning, der blev truffet i statsministeriet den 21. august 2020 om at hjemsende FE’s ledelse. Det var samme dag, som man havde modtaget tilsynets analyse, som man ikke havde læst inden beslutningen om hjemsendelsen, og beslutningen startede som bekendt en lavine af uhensigtsmæssig opmærksomhed om tjenesten.
Og jeg undrer mig fortsat - ud fra en faglig synsvinkel - dybt over, hvorfor der ikke tidligere i forløbet blev rakt ud til mig og andre, hvis man virkelig havde en reel bekymring for, at hemmelige oplysninger blev røbet på skadelig vis - eller hvis man i øvrigt havde en oplevelse af, at der var noget man ikke forstod.
Hvorfor var det nødvendigt at overvåge mig og min familie så lang tid, hvis man tidligt i forløbet mente, at jeg var på gale veje.
Jeg står stadig - ligesom mange andre tror jeg - mildest talt temmelig uforstående over for mange ting i denne her sag.
Regeringens samlede håndtering af FE-sagen og regeringens og visse myndigheders håndtering af de konkrete sager mod mig og en række andre personer har allerede gjort stor skade på FE’s organisation, funktionsevne og renommé og er egnet til at skabe langvarig mistillid til PET og dele af politiet og anklagemyndigheden.
At jeg har været fængslet, sigtet og nu også er blevet tiltalt for forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed, er selvsagt noget, der påvirker alle omkring mig og især mine 3 børn.
Og det har i sandhed været en både chokerende og intimiderende proces og fremgangsmåde, der har været lagt for dagen fra både regeringens og visse myndigheders side - og som både jeg selv, mine børn og nærmeste har været og er udsat for.
Jeg kan i øvrigt henvise til min udtalelse af 28. juni 2022.
Kilde: Lars Findsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar