fredag den 11. august 2023
Alex Vanopslagh brød reglerne, da han registrerede adresse i Struer. Sådan lyder den endelige afgørelse fra Struer Kommune.
Alex Vanopslagh brød reglerne, da han registrerede adresse i Struer. Sådan lyder den endelige afgørelse fra Struer Kommune. Det oplyser partiformanden for Liberal Alliance til Information. Med adressen i Struer fik han uberettiget stillet en gratis lejlighed i København til rådighed af Folketinget. »Det er endt sådan, at Struer Kommune vurderede, at jeg har været forkert bopælsregistreret i den periode, hvor jeg boede i Struer,« siger Alex Vanopslagh. Tidligere har Vanopslagh betalt et års uberettiget støtte på 30.000 kroner tilbage, fordi Folketingets administration vurderede, at han havde brudt Folketingets regler for de gratis lejligheder og den dobbelte husførelse. Det skete, efter at Information i efteråret 2022 kunne fortælle, at Alex Vanopslagh havde flyttet sin adresse fra København til en lejlighed i Struer og derfor havde fået stillet den gratis folketingsbolig til rådighed. Det nye er, at Struer Kommune har afgjort, at Alex Vanopslagh i hele perioden fra 2020 til 2022 uberettiget havde adresse i Struer. LA-lederen oplyser, at han har videregivet afgørelsen til Folketingets Administration, som på den baggrund har pålagt ham at tilbagebetale de tilskud, som han har modtaget til dobbelt husførelse. »Og det gør jeg så,« siger han. »Jeg er glad for, at den sag nu er ude af verden. Det er godt, at der er afklaring og klarhed.« Afgørelsen fra Struer Kommune og Folketingets krav om tilbagebetaling kommer ikke bag på de juridiske eksperter, der flere gange har vurderet Alex Vanopslaghs boligsag. »Reglerne er jo ikke uklare,« siger Bente Hagelund, der er jurist med ekspertise i offentlig ret og tidligere rektor ved Folkeuniversitetet. Også Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i forvaltningsret fra Aarhus Universitet, mener, at afgørelsen giver mening. »Hvis han ikke har boet der, så er han ikke berettiget til at modtage det tilskud, og så må han betale tilbage,« siger Jørgen Albæk Jensen. Har haft stor økonomisk fordel Folketingets støtte til dobbelt husførelse er på lidt over 30.000 kroner skattefrit om året. Fordi Alex Vanopslagh tidligere har betalt 30.000 kroner tilbage for året 2021 mangler han nu at betale den uberettigede støtte for sidste halvdel af 2020 og for 2022 frem til september, hvor han opsagde sin gratis lejlighed. Bente Hagelund mener, det er et udestående spørgsmål, at Alex Vanopslagh er sluppet for at betale husleje i København i den periode fra april 2020 til september 2022, hvor han uberettiget havde en gratis lejlighed stillet til rådighed: »Han har haft en gratis folketingslejlighed, og hvis han havde overholdt reglerne, skulle han have betalt husleje, så der er en økonomisk fordel. Nu betaler han de 30.000 kroner årligt tilbage, men det er en meget større fordel, han har fået ved at have en gratis bopæl i over to år. Det er jo pænt mange penge,« siger juristen. »Folketinget må jo betale omkostninger for de lejligheder, de stiller til rådighed, så det er til at finde ud af. Det burde man strengt taget også betale tilbage, så det ikke kun er de 30.000 om året, men også noget, der svarer til den gevinst, han har haft ved ikke at betale husleje.« Da Information i sin tid afslørede sagen, erkendte LA-formanden at have brudt reglerne for, hvor meget man må bruge Folketingets medlemsbolig. Men dertil kom, at flere juridiske eksperter over for Information vurderede, at han havde opholdt sig så lidt i lejligheden i Struer, at det var i strid med CPR-loven. Læste ikke aftale Alex Vanopslagh har afvist, at der var tale om en proformalejlighed med det formål at få stillet en gratis bolig til rådighed i København og dertil få et årligt tilskud for dobbelt husførelse. Han havde efter eget udsagn opholdt sig i Struer 60-80 dage om året i forbindelse med samværet med sin søn. De naboer, som Information talte med, hævdede dog aldrig at have set Alex Vanopslagh i eller ved opgangen. Og kritikken af partilederen blev kun værre, da Information kunne fortælle, at alle folketingsmedlemmer ved overdragelsen af en medlemsbolig får udleveret en husorden med regler for brug af Folketingets lejligheder. Af husordenen fremgår det tydeligt, at brugen af folketingsboliger er betinget af, at medlemmet »opretholder sin eksisterende normale bolig og folkeregisteradresse«, og at benyttelsen af den gratis medlembolig er »mindre end 180 dage om året«. To betingelser, som Alex Vanopslagh altså ikke har overholdt. Ved boligoverdragelsen skriver folketingsmedlemmerne sågar under på en tre sider lang brugsaftale, hvori de erklærer, at de »opretholder en fast bopæl«. Ikke desto mindre har Alex Vanopslagh flere gange hævdet at have været uvidende om reglerne. I et interview med Information udtalte LA-lederen, at han »aldrig« har læst reglerne, selv om han årligt har underskrevet en erklæring om, at han overholder dem. Den forklaring fejer Bente Hagelund af bordet. »De regler er helt klare, både for CPR-registrering og for, hvornår man kan få tilskud til dobbelt husførelse i Folketinget. Selvfølgelig bør alle mennesker sætte sig ind i, hvilke regler der gælder, men specielt synes jeg, at folketingsmedlemmer, som lovgiver, og som bør foregå alle andre med et godt eksempel, ikke bare kan tillade sig at sige, at de ikke forstod reglerne eller ikke læste dem. Det er moralsk forkert, ud over at det også er juridisk forkert,« siger Bente Hagelund. »Han har ikke overholdt reglerne. Han har fået en lejlighed stillet gratis til rådighed på et forkert grundlag. Han er selv ansvarlig, for han har selv skrevet under på de papirer. Hvis han syntes, de var svære at forstå, så kunne han jo have spurgt, enten i Folketingets Administration eller nogle andre. Så han er selv ude om det.« Efter afsløringerne af boligsagen indledte både København og Struer Kommune undersøgelser af sagen. Københavns undersøgelse blev afsluttet i november 2022.
Selvom De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har opfordret sit partis eneste medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, til at trække sig fra posten i Bruxelles.
En af den seneste tids mest bemærkelsesværdige interne stridigheder i dansk politik får nu tilføjet endnu et kapitel.
Selvom De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har opfordret sit partis eneste medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, til at trække sig fra posten i Bruxelles, trodser hun fortsat både formanden og partitoppens ønske.
Og ikke alene afviser den prominente politiker, der ved europaparlamentsvalget i 2019 fik godt 80.000 personlige stemmer, at trække sig, hun erklærer, at hun tilmed vil forsøge at blive genopstillet som sit partis spidskandidat til valget næste år.
Også stik imod partiledelsens ønske.
»Det gør jeg, fordi jeg gerne vil fortsætte det politiske arbejde, som jeg har fået ros for,« siger Pernille Weiss.
Meldingen fra Weiss kommer, efter at den lokale konservative vælgerforening på Fanø fredag eftermiddag – efter en mildest talt begivenhedsrig uge internt i Det Konservative Folkeparti – har valgt at indstille hende til posten som partiets spidskandidat til næste års EP-valg.
Indstillingen, som endnu flere lokale K-politikere har tilsluttet sig, kommer efter en uge, hvor partitoppen hos De Konservative – som Berlingske har beskrevet – har sat alle sejl ind på at forhindre Weiss i at blive kandidat.
Den betyder, at der nu skal tages stilling til Pernille Weiss’ kandidatur på De Konservatives landsråd til september og altså ikke blot i forretningsudvalget.
Det glæder Pernille Weiss.
»Lad det være den højeste demokratiske myndighed i partiet, som beslutter, om det arbejde – som jeg ikke på noget tidspunkt har fået kritik for overhovedet, og som er præget af mange konkrete resultater – kan fortsætte,« siger Pernille Weiss.

»Total fornægtelse«
Man kan dårligt beskrive vejen mod Pernille Weiss’ kandidatur som værende helt uden gnidninger.
I slutningen af foråret i år oplyste De Konservative i en pressemeddelelse, at et enstemmigt forretningsudvalg i partiet havde besluttet, at Weiss ikke skulle genopstille ved europaparlamentsvalget i 2024.
Beslutningen blev taget på baggrund af en intern undersøgelse, partiet selv havde foretaget, der påviste et alt andet end godt arbejdsmiljø på Weiss’ kontor i Bruxelles, hvor flere tidligere ansatte var blevet sygemeldt med stress og havde sagt deres stilling op.
De Konservatives formand opfordrede i den forbindelse Weiss til at trække sig, men den opfordring fulgte Weiss dog ingenlunde, og hun kritiserede efterfølgende både undersøgelsen, som partiet havde gennemført, og sin egen formand.
Pape beskyldte sidenhen Weiss for at være i »total fornægtelse« i forhold til de tidligere ansatte, der var blevet stressygemeldt.

»Ubeskriveligt meget støtte«
Pernille Weiss mener ikke, at sagen og de interne uenigheder med partitoppen bør være en forhindring i hendes bestræbelser på at opnå genvalg.
Særligt pointerer hun, at der venter mange vigtige opgaver for hende og hendes team i Bruxelles. Hun nævner vilkårene for danske virksomheder og den grønne omstilling som to dagsordener, der er højeste prioritet for hende.
Direkte adspurgt, hvorfor hun trodser sin partiformands opfordring til at trække sig, svarer Pernille Weiss, at hun har fået mange opfordringer til at blive ved.
»Siden slutningen af maj har jeg modtaget ubeskriveligt meget støtte og opfordringer til at fortsætte mit arbejde, og det er også det, der gjorde, at jeg blev i mandatet. Det er ønsket om, at det her skal handle om politik og politiske resultater. Det må landsrådet afgøre.«
Er det ikke meget specielt at fortsætte i et parti, hvor partitoppen ret tydeligt har sagt, at du bør trække dig?
»Det handler for mig om de politiske resultater. Der er ingen tvivl om, at der er opbakning til, at jeg har gjort det godt, og det har Søren Pape også sagt ved flere lejligheder. Der er ikke noget at sætte fingeren på i forhold til det politiske arbejde.«
Din partiformand har også udtalt, at du lever i »total fornægtelse« over, at nogle af dine medarbejdere er blevet syge af at arbejde for dig. Tror du, I vil få et godt samarbejde?
»Ja. Fordi vi er professionelle mennesker, som vil det allerbedste for Det Konservative Folkeparti og for de borgerlige stemmer, som vi bliver givet.«
Pernille Weiss påpeger, at hun oplever bred opbakning i dele af partiet, og netop opbakningen synes da også at være vokset i den forgangne uge.
Den nye indstilling tæller således ikke blot vælgerforeningen på Fanø, men er også underskrevet af K-byrådspolitikere fra Varde, Bornholm og Jammerbugt kommuner.
»Jeg er rørt og enormt taknemmelig for de mennesker, der bakker mig op nu. Fanø Vælgerforening og de mange, mange byrådsmedlemmer, regionsmedlemmer og menige medlemmer fra hele Danmark, der nu også bakker op om indstillingen til Landsrådets afgørelse om, at jeg skal have lov til at fortsætte mit politiske arbejde som medlem af Europa-Parlamentet.«
»Jeg – og mit team – har længe stået alene i stiv modvind fra mit partis ledelse, men nu står vi der ikke alene. Det er både modigt og ordentligt af dem, der nu tager bladet fra munden og kræver respekt for demokratiet og partiets vedtægter og som ikke vil miste værdien af det politiske håndværk, mit team og jeg kan levere.«
Undskyldning
Det er nogle skarpe udtalelser, Søren Pape Poulsen er kommet med gennem forløbet de seneste måneder. Hvad synes du om din partiformands ageren?
»Det er sådan i et demokrati og i politiske foreninger, at man er enige om rigtig mange ting, og en gang imellem er man det så ikke omkring nogle mere driftsmæssige ting. Det er det, der er tilfældet her. Men det skal ikke tage fokus fra det politiske arbejde, og det er jeg helt sikker på, at Søren er enig i, og at det er dét, som det skal handle om.«
Også selvom han har sagt, at du bør trække dig?
»Naturligvis. Det har jeg taget til efterretning, men jeg har ikke rettet mig efter det, fordi jeg også har fået utroligt med opbakning og tilkendegivelse af, at det billede, som blev tegnet af mig, nok ikke er hele sandheden om, hvordan det er at arbejde for mig, og hvordan jeg opfører mig som person.«
»Når det så er sagt, vil jeg meget gerne sige undskyld til de medarbejdere, som har været hos mig engang, og som desværre husker oplevelsen på den måde, der er givet udtryk for gennem de anonyme interviews, som partiledelsen har gennemført.«
Hvad er det helt præcis, du siger undskyld for?
»Jeg siger undskyld for, at deres oplevelser er, at de ikke blev hjulpet nok af mig i en situation, hvor de oplevede, at arbejdsmiljøet var hårdt at være i.«
Andres oplevelser
Der var beretninger om systematisk overvågning af mails, bagtaleri, mobning, krav om at ansatte skulle ordne private opgaver for dig. Når du siger undskyld, betyder det så også, at beretningerne var sande?
»Jeg kan ikke gå ind i de enkelte citater af et fortroligt anonymiseret materiale, som jeg ikke selv har set, og som kun delvist dækker alle fakta omkring situationen på mit kontor. Det kan jeg ikke. Jeg siger undskyld for de oplevelser, de har haft.«
Du vil ikke kommentere, om det er korrekt, at det har fundet sted eller ej, men du konstaterer, at der er nogen, der har den oplevelse, og det siger du undskyld for?
»Ja, præcis. Jeg vil ikke gå i de enkelte anklager. Jeg kan kun sige, at jeg ikke genkender det billede, der tegnes af mig.«
Men hvorfor sige undskyld, hvis det ikke er fundet sted?
»Hvis andre mennesker, som engang har arbejdet hos en, oplever, at man ikke som leder slog til, er det noget, der gør indtryk på sådan en som mig. Og jeg er jo ganske givet ikke slået til i forhold til deres oplevelse af, at de ikke fik den hjælp, de syntes, de havde behov for dengang. Og det vil jeg gerne sige undskyld for.«

Indstillingen, der blev væk
Som Berlingske har beskrevet i denne uge, er vælgerforeningen på Fanøs indstilling af Pernille Weiss som spidskandidat ikke forløbet udramatisk.
Fredag i den forgangne uge meddelte Fanø og De Konservatives lokale vælgerforening i Silkeborg, at de to i fællesskab ønskede at indstille Weiss.
Mandag eftermiddag erklærede Silkeborg-afdelingen dog pludselig, at foreningen alligevel ikke ville indstille Weiss, og dermed var det usikkert, hvorvidt hun overhovedet ville kunne optræde som kandidat på partiets landsråd.
Først fredag eftermiddag meldte vælgerforeningen på Fanø så ud, at den agter selv at indstille Weiss som spidskandidat.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fortalte torsdag til Berlingske, at hverken han eller partiets forretningsudvalg ønsker Weiss genopstillet som følge af den undersøgelse, der påviste et dårligt arbejdsmiljø på Weiss’ kontor i Bruxelles:
Søren Pape Poulsen understregede, at han af gode grunde ikke kan give indblik i alle anklagerne af hensyn til de involverede, men han forklarede, at hverken han eller Forretningsudvalget var i tvivl om udfaldet for Pernille Weiss.
»Der er en grund til, at vi ikke genopstiller hende, og det er jo, fordi nogle mennesker har haft et helt skrækkeligt arbejdsliv under hende. Jeg vil som formand for et parti ikke stå model til, at man ikke bliver behandlet ordentligt som medarbejder i Det Konservative Folkeparti. Det er derfor, vi har gjort, hvad vi har gjort,« sagde Søren Pape Poulsen og uddybede:
»Jeg forestiller mig ikke, at der findes et menneske i Det Konservative Folkeparti, der vil genindstille Pernille, hvis de havde det fulde indblik i den her sag.«
torsdag den 10. august 2023
En lang agurketid med islam på dagsordenen. Det er ikke mange år siden, at sådan en sommerferie havde været aldeles uvelkommen i Socialdemokratiet. Med Rasmus Paludans omrejsende cirkus af koranafbrændere var der lagt op til endnu en af de værdidebatter, der siden 1990'erne har martret venstrefløjen og sendt vælgere i rekordtal mod højre. Bare ikke denne gang

Mest læst
Med Rasmus Paludans omrejsende cirkus af koranafbrændere var der lagt op til endnu en af de værdidebatter, der siden 1990'erne har martret venstrefløjen og sendt vælgere i rekordtal mod højre.
Bare ikke denne gang. Den første meningsmåling efter sommerferien viser en pæn fremgang til Socialdemokratiet og et komfortabelt flertal til partierne til venstre for midten.
Det kommer efter, at regeringen har varslet et "kirurgisk indgreb" mod koranafbrændingerne, hvilket har udløst kritik fra blandt andet DSU og Danmarks eneste socialdemokratiske dagblad.
Ikke noget med at provokere islamiske lande
Koranafbrændingerne i Danmark har vakt stærke følelser og international opmærksomhed.
Men når tre ud af fire danskere nu betegner sådanne handlinger som ”helt unødvendige provokationer”, ifølge en rundspørge foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad, viser det en klar folkelig opbakning til regeringens linje.
Når 63 procent af danskerne erklærer sig ”helt enige” i, at koranafbrændinger er unødvendige provokationer, og 6 ud af 10 støtter et lovindgreb, hersker der noget nær national konsensus om, at ytringsfrihed ikke skal bruges som et værktøj til at provokere islamiske lande.
Tolerancen har vigepligt
Så kan det godt være, at mange journalister er enige med Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der bemærker, at retten til at ytre sig, selv på fornærmende måder, er kernen af et demokrati. Et flertal af befolkningen har ikke noget til overs for koranafbrændinger.
Man fristes til at sige, at når tolerancen og ønsket om konfliktfrihed støder sammen, så har tolerancen vigepligt
Morten Frederiksen, professor i sociologi, peger på, at danskerne generelt er blevet mere tolerante, men samtidig vægter et konfliktfrit samfund. Her er der sandsynligvis tale om, at konfliktfriheden vægtes højest.
Man fristes til at sige, at når tolerancen og ønsket om konfliktfrihed støder sammen, så har tolerancen vigepligt. Der er ikke noget, der tyder på, at særligt mange danskere ser et koranafbrændingsforbud, som en indskrænkning af deres ytringsfrihed.
Erhvervslivet bakker også op
Det er ikke nemt at blive populær både hos høj og lav. Noget tyder ikke desto mindre på, at det er lykkedes for regeringen i koransagen.
I erhvervslivet har man nemlig aldrig været særlig vild med den værdipolitiske strammerlinje, som både blev anlagt af VKO-flertallet og den senere smalle S-regering.
Når nogen er provokerede eller sure, skal Danmark give efter
Mere indvandring betyder større arbejdsudbud, og kritik af diktaturer i Mellemøsten koster på eksporten.
Når nogen er provokerede eller sure, skal Danmark give efter. Det må være den konklusion, som skal drages af Dansk Industris direktør, Lars Sandahls, opbakning til regeringens linje.
Tilbagevenden til småstatsdiplomatiet
Beslutningen om at gribe ind over for koranafbrændinger kan tolkes som et opgør med den tradition, der startede i 2001, hvor dansk udenrigspolitik i stigende grad skulle bruges til at sende indenrigspolitiske signaler.
Dengang omtalte Anders Fogh Rasmussen (V) hånligt Danmarks ageren under 2. verdenskrig og dele af den kolde krig som "småstatsdiplomati".
Det er noget både vælgerne og erhvervslivet kan lide
For det politiske flertal til højre for midten var der ingen tøven: Så sent som i 2017 afskaffede den daværende VLAK-regering blasfemiparagraffen på trods af modstand fra Socialdemokratiet og trusselsvurderinger fra efterretningstjenesterne.
Med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) som troldmandens lærling er der nu taget endnu et opgør med Foghs politiske arv.
Det er noget både vælgerne og erhvervslivet kan lide og dermed tæt på at være en politisk vindersag for regeringen.
James Cain var George W. Bushs mand i Danmark under Muhammed-krisen i 00erne. nu undrer han sig over, hvorfor endnu en krise udspiller sig mellem den muslimske verden og Danmark.
James Cain var George W. Bushs mand i Danmark under Muhammed-krisen i 00erne.
Han er kristen, konservativ og ærkeamerikaner.
Og nu undrer han sig over, hvorfor endnu en krise udspiller sig mellem den muslimske verden og Danmark.
For hvorfor er det altid Danmark, der kravler op på den høje moralske hest og insisterer på en ny debat om den ukrænkelige ytringsfrihed midt i en global krisetid?
Der er ingen tvivl om, at krisen mellem Sverige, Danmark og den muslimske verden vækker irritation i Washington.
»Og det sker bare ikke i USA,« siger James Cain om koranafbrændingerne på en telefonforbindelse fra Ottawa i Canada.
Den tidligere ambassadør håber i den grad, at amerikanerne har lagt pres på Danmark for at få stoppet afbrændingerne og få skabt noget ro. Det er også vigtigt, at Sverige kan indtræde i NATO uden tyrkisk modstand.
»En diplomats opgave er at undgå international turbulens,« siger han.
Og turbulens må man sige, at der er kommet, efter at personer har sat ild til Koranen foran udenlandske ambassader i Danmark.
Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) er oprørt over hændelserne, og det har siden ført til, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har bebudet, at regeringen – på trods af heftig kritik – vil lægge op til »en korrektion af den voldsomme udvidelse af ytringsfriheden, der fandt sted i 2017, hvor man afskaffede blasfemiparagraffen«.
Det helt store spørgsmål er, om regeringen selv er kommet til den erkendelse, eller om udenlandske diplomater – for eksempel amerikanske – har talt med store bogstaver over for Danmark.
»Det håber jeg, de har,« siger Cain.

Uansvarligt af danskerne
James Cain ankom selv til Danmark i 2005 for at være USAs nye ambassadør. Han havde knap nået at pakke ud, før Muhammed-krisen satte ild til Mellemøsten.
Danmark var også dengang hovedpersonen i en krise med de islamiske lande, efter at Jyllands-Posten blandt andet trykte Kurt Westergaards nu berømte tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.
Og hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen formentlig håbede, at han fik støtte fra sine venner i Bush-administrationen, kritiserede James Cain i stedet Jyllands-Posten for at trykke de berygtede tegninger. Cain mente ikke, at det var ansvarligt at trykke tegningerne, på trods af at man havde ytringsfrihed.
Amerikanerne så lidt mere pragmatisk på situationen og var godt og grundigt trætte af, at Danmark havde sat dem i en svær position. For selvfølgelig ville de forsvare angreb på Danmarks ambassader – men vi skulle få styr på situationen, mente de.
»Det var nok de argumenter, jeg prøvede, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik gjort det særlig elegant tilbage i 2006. Og selvom det at brænde en koran af også er beskyttet af ytringsfriheden og dermed beskyttet af vores forfatning, så ser du ikke det ske i USA,« siger Cain, der også på det kraftigste opfordrede danske medier til ikke at genoptrykke Muhammed-tegningerne.
»Der er mange kristne, der ikke forstår, hvad Koranen betyder for muslimer. Men det er voldsomt krænkende at brænde den. Det er enhver diplomats opgave at sikre, at Vesten ikke fremkalder vold og had i den muslimske verden,« siger han.
Og det er det, vi ser nu.

Skal »afskrække« dem
Stemningen minder James Cain om tiden i Danmark under Muhammed-krisen.
»Så jeg håber virkelig, at diplomater i USA og i Europa vil gøre alt for at afskrække dem, der brænder Koranen. Selvom jeg selvfølgelig er stor fortaler for ytringsfriheden, er det diplomaters opgave at undgå voldelige sammenstød,« siger han.
Religion er formentlig en af grundene til, at amerikanerne har meget svært ved at forstå danskernes insisteren på, at det er okay at brænde religiøse skrifter. I USA fylder tro ekstremt meget i hverdagen – og James Cain mærkede på egen krop forskellen, da han boede i Rydhave nord for København.
Dengang sagde han i et interview til The Washington Post, at manglen på en religiøs kultur i Danmark delvist bar skylden for Muhammed-krisen. Det mener han også i forhold til den nye konflikt om afbrændingen af Koranen.
»For mig er det had. Og kristne skal elske, ikke hade,« siger han og forklarer:
»Selvom mange danskere ikke går særlig meget op i religion, skal de huske, at en stor del af deres befolkning – det store muslimske mindretal – gør. Jeg forstår det som kristen. Der er meget, jeg er uenig med muslimer om, at men jeg anerkender deres religion. Men folk, der lever i en kultur, hvor religion fylder meget lidt, har måske svært ved at forstå rationalet i at blive så vred over, at nogle brænder en bog. Men det er meget anderledes i USA.«

»Det er ikke noget, man gør i USA«
For at forstå situationen fra det amerikanske perspektiv skal vi ifølge Cain 40-50 år tilbage i tiden, til optøjerne i 1970erne, hvor racismen var udbredt i USA. Dengang indførte man love mod diskrimination.
»USA udkæmpede denne krig for 50 år siden, hvor man indgik en form for kompromis. Vi indså, at der er nogle ord, der er meget krænkende, og vi blev enige om, at selvom man ikke kunne blive retsforfulgt for at sige dem, så sagde man dem ikke.«
»Jeg tror, at dette kompromis har ledt til en form for harmoni og relativ fred i vores byer de seneste 50 år. Der har selvfølgelig været undtagelser, men jeg tror, at amerikanere forstår, at det at sige bestemte ord – eller i denne sag at brænde koraner – er så voldsomt krænkende, at det ikke er noget, man gør i USA,« siger han.
James Cain rejste tilbage til USA, da George W. Bush sagde farvel til Det Hvide Hus i 2009. I 2016 gennemlevede han et personligt mareridt, da hans svigersøn blev myrdet i Islamisk Stats terrorangreb i Bruxelles.
»Jeg tror ikke, du kan finde nogen, der føler mere vrede mod ekstreme islamister. Men det betyder ikke, at vi skal være vrede på alle muslimer. Jeg mener, at koranafbrændinger skaber had, og vi skal kun være vrede på en lille gruppe muslimer. Vi må aldrig dæmonisere en hel religion,« siger James Cain.
Ordene er som taget ud af munden på hans tidligere chef George W. Bush, da han efter terrorangrebet den 11. september 2001 i en tale i Kongressen understregede amerikanernes venskab med den arabiske verden.
»USAs fjende er ikke vores mange muslimske venner. Det er ikke vores arabiske venner. Vores fjende er et radikalt netværk af terrorister og alle stater, der støtter dem,« lød det fra den daværende præsident den 20. september 2001.
Jacob Heinel Jensen er Berlingskes korrespondent i USA
søndag den 6. august 2023
Afbrænding af koraner. Det er langtfra kun de islamiske lande, som synes, det er en dårlig idé at sætte ild til bøger og hellige skrifter.
Afbrænding af koraner. Det er langtfra kun de islamiske
lande, som synes, det er en dårlig idé at sætte ild til bøger og hellige
skrifter.
Og Danmark behøver støtte fra det Globale Syd i den
kommende multi verdensorden. Kan vi opnå det uden at sætte vores grundlæggende
værdier over styr?
Verden forstår os ikke
En af Nordens mest visionære politikere, den tidligere
finske stats- og udenrigsminister Alexander Stubb, forudså , at den
verdensorden, der bliver formet netop nu i 2020erne, kommer til at gælde
århundredet ud. Det bliver en multi verdensorden med overlappende alliancer
bygget omkring tre søjler: Det Liberale Vest, Det Autoritære Øst (Kina, Rusland
plus partnere) og så Det Globale Syd, en gruppering på omkring 125 stater,
ledet af magter som Indien, Saudi-Arabien, Sydafrika, Nigeria og Brasilien,
skriver han. Man kunne tilføje Tyrkiet, der hører bedre hjemme her end i den
vestlige alliance.
»Hvis Vesten ønsker at opretholde resterne af en liberal
verdensorden, må vi begynde at føre en mere værdig udenrigspolitik,« skriver
Stubb. »Det betyder ikke, at vi skal ofre værdierne på interessernes alter. Det
betyder at lytte og engagere sig frem for at prædike og moralisere. Det Globale
Øst har været bedre til at overbevise andre. På trods af sin ekspansionisme
bærer Rusland ikke rundt på kolonialismens byrde, i alt fald hvad angår
Latinamerika og Afrika. Kina har siden afslutningen af Den Kolde Krig dygtigt
gjort andre lande afhængige af sig – af kinesiske lån og økonomisk bistand, af
infrastrukturprojekter og råmaterialer. Og er blevet den største handelspartner
for 120 lande.«
Stubbs betragtninger blev offentliggjort, før
afbrændinger af muslimernes hellige bog, Koranen, blev hverdagsrutine i Sverige
og Danmark. Men de falder helt i tråd med en af udenrigsminister Lars Løkke
Rasmussens hovedbegrundelser for ad lovgivningens vej at sætte en stopper for
denne radikale udøvelse af den danske ytringsfrihed:
»Vi har brug for at kunne bygge partnerskaber til lande
ude i verden, som i øjeblikket vender sig mod os, fordi de misforstår, hvad der
sker i Danmark, og tolker enkeltpersoners afbrænding af koraner, som at Danmark
står bag,« sagde Lars Løkke, da han tidligere på ugen bebudede et endnu ikke
udmøntet lovindgreb.
Det er ikke for meget at kalde Rasmus Paludan for
verdensberømt.
Og ikke for det gode. Protestdemonstration i Yogyakarta i Indonesien i februar
mod Paludans afbrændning af koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm
nogle uger tidligere.
»Det Globale Syd får større og større betydning i den
verdensorden, vi ser forme sig, og det bliver stadig vigtigere, at vi har en
eller anden form for samklang med disse lande, ellers kommer vi i Vesten til at
stå isoleret,« siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og
enhedsleder for udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for
Internationale Studier.
»Der er en frygt for, at Vesten taber indflydelse globalt
set. Og samtidig en bekymring for, at vi får en verdensorden, der udelukkende
er baseret på rå magt, og at diplomatiet bliver tilsidesat. Det afspejles ikke
mindst i krigen i Ukraine. Derfor er der så mange bestræbelser på at få Det
Globale Syd på vores side i kampen mod den autoritære blok, Rusland og Kina,
som vi ser tegne sig.«
Dårlig sag
Men hvad har det at gøre med enkelte provokatørers
afbrænding af koraner i Sverige og Danmark? Gør disse afbrændinger af hellige
skrifter det vanskeligere for os at bygge alliancer til Det Globale Syd?
»Det må jeg umiddelbart svare ja til. Det, at vi
insisterer på nogle ytringsfrihedsidealer, som i andres øjne er kontroversielle
og uforståelige, underminerer vores kapacitet til at skabe alliancer på andre
områder,« siger Heini i Skorini, ph.d. i international politik og lektor og
studieleder ved Fróðskaparsetur Føroya, Færøernes Universitet, i Tórshavn.
Skorini udkom tidligere i år med bogen Kampen om ytringsfriheden – religion,
politik og global værdikamp om især den muslimske verdens forsøg på gennem FN
at få kriminaliseret religionskritiske ytringer og handlinger.
»Det er ikke kun de muslimske lande i Organisation of
Islamit Kooperation (OIC), vi lægger os ud med – de har jo længe kæmpet for et
globalt blasfemiforbud. Også lande uden for den muslimske verden mener, at
bogafbrændinger er noget, man skal sætte en stopper for. Hvis man ser på den
afstemning, der blev holdt i FNs Menneskerettighedsråd for tre uger siden,
stemte lande som Sydafrika og flere katolske lande i Afrika og Latinamerika for
en resolution, der opfordrede FNs medlemslande til at kriminalisere udslag af
'religiøst had'. Kina, der officielt er ateistisk, stemte for. Det samme gjorde
Indien, selvom resolutionen blev fremsat af ærkefjenden Pakistan på OICs vegne
– de stemmer ellers aldrig for noget som helst, der kommer fra Pakistan. Så vi
i Vesten står ret alene.«
Det gør det ikke nemmere for Vesten, at man denne gang
har en langt dårligere sag, end det for eksempel var tilfældet under
muhammedkrisen i 2005.
»Vestlige diplomater kunne dengang forsvare
muhammedtegningerne med, at de var en del af en hævdvunden europæisk tradition
for satire og religionskritik, en integreret del af europæisk historie.
Hvorimod det at afbrænde bøger er noget, man forbinder med Nazityskland og ødelæggelse
af kulturarv. Så Vestens diplomater må nu lægge ud med at tage afstand fra
afbrændingerne og er dermed fra starten bragt i defensiven,« siger Heini i
Skorini.
Han er sikker på, at OIC vil udnytte sit momentum til
endelig at få vedtaget et juridisk instrument i international lov, der
kriminaliserer religionskrænkelse og blasfemi – formentlig i form af en
tillægsprotokol til FNs racismekonvention.
»Danmark vil på papiret være bundet af en sådan tekst, da
vi har underskrevet konventionen. Men international lov er en mærkelig
størrelse. Du kan sagtens binde dig til en konvention uden at efterleve den. Så
får du kritik og bliver evalueret i FN – systemet – og der sker ikke meget
mere. Men for Vesten vil det være et stort prestigetab og for de muslimske lande
en kæmpe sejr, hvis man fik et sådant bindende instrument. Så kan de med rette
sige, at det er jer i Vesten, der ikke lever op til og respekterer gældende
menneskerettighedslov, og det er os, der er the good guys.«
Den globale værdikamp
Vesten har altid numerisk været i mindretal i
FN-organisationen, men i gamle dage, det vil sige så sent som under
Obama-administrationen, var især USA med sin store økonomiske magt i stand til
ved en kombination af pisk og gulerod at banke lande i det, der nu kaldes Det
Globale Syd, på plads, så de ikke stemte sammen med Kina, Rusland og
OIC-landene. Så kom Trump og hans totale ignoreren af FN som forum for
internationalt samarbejde og debat. Og USA har aldrig genvundet tidligere
tiders indflydelse i det globale system.
Hvis Vesten ønsker at opretholde resterne af en liberal
verdensorden, må vi begynde at føre en mere værdig udenrigspolitik.
ALEXANDER STUBB
»Vi ser nu gang på gang, at Vesten taber alle mulige
sager, der kommer til afstemning i FN-systemet. Det ser vi ikke kun i forhold
til emner som ytringsfrihed, men også hvad angår lgbt-rettigheder,
abortspørgsmål og ligestilling mellem kønnene. Alliancerne uden om Vesten er
langt mere koordinerede og i offensiven. Kina har i betydelig højere grad end
tidligere investeret diplomatiske ressourcer i FN, og det samme gælder Rusland.
OIC-landene har i dag et godt og etableret samarbejde med Rusland og Kina og flere
konservative kristne lande i Afrika og Latinamerika,« siger Heini i Skorini.
Det kommer blandt andet Rusland til gavn i
Ukraine-konflikten. På trods af at Ruslands aggression og forsøg på landrov er
så entydig og krigsforbrydelserne så uhyrlige, sidder store dele af verden
stadig på hegnet, hvad angår en aktiv stillingtagen til krigen. 140 af FNs 193
medlemslande har ganske vist i en FN-resolution fordømt krigen, men kun omkring
40 lande har indført sanktioner mod Rusland, heriblandt to fra Asien og ingen
fra hverken Afrika eller Latinamerika.
– Gør det det sværere for Vesten at engagere Det Globale
Syd på vores side i Ukrainekrigen, at vi på andre punkter, som for eksempel
vores holdning til ytringsfrihed, indtager positioner, som resten af verden har
svært ved at forstå?
»Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at fordi vi
tillader koranafbrændinger, så vil landene i syd ikke være en del af
sanktionspolitikken over for Rusland,« svarer Skorini. »Men man kan se de samme
skillelinjer globalt, hvad enten vi taler om ruslandssanktioner, ytringsfrihed
eller andre menneskerettighedsspørgsmål. Mange af disse lande påberåber sig
igen og igen, at man nu er færdig med at ligge under for vestlig
kulturimperialisme og vestlige værdier. Det er en rød tråd gennem mange af de
her debatter.«
Der er brugt citater fra :
Heini i Skorini, ph.d. i international politik og lektor
og studieleder ved Fróðskaparsetur Føroya.
Tidligere finske stats- og udenrigsminister Alexander
Stubb.
Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og
enhedsleder for udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for
Internationale Studier.
Samt Weekendavisen Ole Nyeng
Bedste hilsen.
Leif Tullberg
Venslev




%20er%20journalist%20p%C3%A5%20Weekendavisen.jpg)