De udnytter deres grundlovssikrede ret til at brænde koraner af. Men personerne bag sommerens koranafbrændinger, der har kastet Danmark ud i diplomatisk krise, har selv tidligere haft et anstrengt forhold til loven.
To af de mænd, der har ført an i afbrændingen af koraner i danske byer de seneste måneder, er således tidligere blevet idømt fængselsstraffe for at bryde straffeloven.
Det viser en række dombøger, som Berlingske har fået aktindsigt i.
Koranafbrændingerne har sommeren over ført til massivt pres på Danmark fra islamiske lande, og regeringen har som modsvar varslet et lovindgreb over for forhånelser af for eksempel andre landes kulturer og religioner.
Bag afbrændingerne står især to personer: 46-årige Toke Lorenzen, tidligere medlem af Rasmus Paludans parti Stram Kurs og leder af Danske Patrioter, som på Facebook kalder sig et parti. Og 52-årige Lars Theilade, som også er tidligere medlem af Stram Kurs, og som brænder koraner, mens en ven livestreamer det på Facebook-siden Patrioterne går Live.
Begge er tidligere dømt for lovbrud.
I Toke Lorenzens tilfælde stadfæstede Østre Landsret senest i januar 2022 en dom på fem måneders fængsel for indbrud, hærværk og vold mod sin far. Og i januar samme år idømte Retten på Frederiksberg ham tre måneders fængsel for at true et vidne i sagen – sin far.
Claus Bundgård Christensen er historiker og lektor ved Roskilde Universitet og har i årtier beskæftiget sig med Danmarks yderste højrefløj. Det er opsigtsvækkende, påpeger han, at nogle få højreekstremistiske aktivister nu lykkes med at sætte Danmark i en yderst penibel situation.
»Det stiller vanskelige spørgsmål til, hvad vi vil med ytringsfriheden, og derfor er det relevant at se på de mennesker, som sætter det hele i brand,« siger Claus Bundgård Christensen:
»At de har alvorlige domme bag sig, er opsigtsvækkende, fordi det gør det paradoksalt, at de tidligere har brudt loven og nu udnytter den i deres politiske aktivisme.«
Koranafbrændernes kriminelle fortid er bemærkelsesværdig og relevant for offentligheden, mener Sofie Bak, som er lektor i historie ved Københavns Universitet og forsker i politisk ekstremisme.
»Det kan gøre os alle klogere på dem, som bliver tiltrukket af radikale politiske synspunkter,« siger Sofie Bak:
»Vi ved fra radikaliserede miljøer, som for eksempel dyrker konspirationsteorier, at man kan komme så meget i opposition til samfundet – det kan være for eksempel retssystemet – at man bliver mere tilbøjelig til at acceptere andre antisystemiske ideer. Det kan være, at pressen lyver, eller at videnskaben er politiseret.«
Knuste ruder
Dommen til Toke Lorenzen, som Østre Landsret stadfæstede, handler blandt andet om en række episoder fra efteråret 2018, hvor han brød ind i sin fars hus i København.
Under den første episode overfaldt han faren med peberspray og smadrede blandt andet en hoveddør, en glasdør, en lampe, en induktionsplade, en computer og en flaske cognac.
Ved den sidste episode knuste han en rude i farens hoveddør, men blev stoppet af en hængelås på dørens inderside. Kort efter kom politiet.
Toke Lorenzen havde ifølge en dombog fra juni 2022 afbrudt uddannelse som sygeplejerske, fordi han afsonede en fængselsstraf. Det fremgår også, at Retspsykiatrisk Klinik i et brev fra september 2021 i forbindelse med en ankesag havde anført, at tiltalte »på ingen måde frembød symptomer tydende på en alvorlig psykisk lidelse«.
Kastede med koran i hundesnor
Det venstreorienterede researchkollektiv Redox har tidligere beskrevet både anklager og domme mod Toke Lorenzen, ligesom hans aktiviteter den seneste tid har fået betydelig opmærksomhed i pressen.
Men 6. oktober 2021 bragte B.T. et særligt opsigtsvækkende interview med ham.
Dagen før havde han råbt ad politikeren Sikandar Siddique og hans forældre. Det skete foran Christiansborg ved Folketingets åbning, og Lorenzen blev tiltalt, men ikke dømt for episoden.
Under episoden var han iført en T-shirt med ordene »FUCK ISLAM«, og han havde bundet en koran til en hundesnor, som han adskillige gange kastede ind foran Sikandar Siddique og hans forældre foran Christiansborg.
Alt sammen blev filmet og livestreamet på Danske Patrioters Facebook-profil.
Under retssagen i Københavns Byret forklarede Toke Lorenzen, at han opfattede politikere som irrelevante, og at han var mere interesseret i at tale med journalister og skabe opmærksomhed om Danske Patrioter.
Det var i interviewet med B.T., at Toke Lorenzen erkendte, at han som 26-årig blev dømt for at stjæle to en halv millioner kroner fra en pengetransport.
De invasive
Toke Lorenzen føler intet ansvar for, at koranafbrændingerne ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) skærper terrortruslen mod Danmark. Skylden – forklarer han B.T. – ligger hos »dem, der har lukket de sindssyge islamister ind i landet«.
I forbindelse med denne artikel kontakter Berlingske Toke Lorenzen og spørger ham først, om han ser et paradoks i, at han bruger loven til at brænde koraner og samtidig gentagne gange har været på kant med den.
Han svarer blot »nej«.
Har du opnået det med koranafbrændingerne, som du håbede på?
»Nej,« siger Toke Lorenzen med en tilføjelse:
»Fordi der stadig er masser af invasive i landet.«
Er du færdig med kriminalitet?
»Det er mange år siden.«
Må jeg spørge, hvad du lever af i dag?
»Nej. Du må gerne spørge, men du får ikke noget svar.«
En vred tilføjelse
Berlingske spørger Toke Lorenzen, om dombøgerne er faktuelt korrekt gengivet.
Det bekræfter han og afviser samtidig et tilbud om gennemsyn af citater:
»Det er tydeligt at høre, at du er venstreorienteret, og at det er den drejning, det får.«
»Du skriver for eksempel ikke, at muslimske lortehulslande lever af danskernes penge. At det kun er ti ud af de 57 muslimske lande, som ikke modtager ulandsbistand,« siger Toke Lorenzen og tilføjer blandt andet:
»I vil have, at muslimerne skal overtage landet, og så er I ellers ligeglade med danskerne.«
»I bliver stillet til regnskab for det en dag – forhåbentlig,« siger han.
Hvordan skal man forstå det?
»Ja, hvordan skal man forstå det? I er med til at afgive suverænitet til fremmede magter og gøre, at danskerne ikke kan være i eget land. Hvordan tror du selv, du skal forstå det?«
Du sagde, at ‘I bliver stillet til regnskab for det en dag’ …
»Hvem fanden tror du egentlig, du er?« spørger Toke Lorenzen og giver selv svaret:
»Du er en venstreorienteret møgspreder, som kun har en interesse, og det er at tækkes invasive og rode op i min fortid – lige meget hvor længe siden det er.«
»Det er i øvrigt bagateller i forhold til, hvad politikerne ligger og laver, men det bliver I ikke ved med at rode rundt i, vel? Men er der én, som kæmper for danskerne og danske interesser, skal han køres ned.«
Det tyder dog ikke på, at koranafbrænderne har stor opbakning i den danske befolkning.
I en ny rundspørge, som YouGov har gennemført for Kristeligt Dagblad, er godt tre ud af fire af 1.012 adspurgte enige i, at afbrændinger af koraner er »helt unødvendige provokationer«. Samtidig støtter seks ud af ti adspurgte et lovindgreb, som stopper det.
Forsøgte at skabe debat
Lars Theilade, som denne sommer har brændt koraner, mens en ven livestreamer det på Facebook-siden Patrioterne går Live, er også straffet flere gange for at bryde straffeloven.
For eksempel viser en dombog fra Københavns Byret, at han 16. september 2022 blev idømt fire måneders fængsel for følgende tre forhold:
- Han skrev 30. januar 2020 på sin Facebook-profil om Radikale Venstres Zenia Stampe, at »eksisterede BOPA (sabotagegruppen borgerlige partisaner, red.) endnu, ville de sandsynligvis have stikkerlikvideret Stampe af hensyn til landets sikkerhed«. Og at »det ville være naturligt at stikkerlikvidere karrierepolitikere som Stampe« samt »derfor må hun væk«.
- Han skrev 11. marts 2020 på Messenger til Morten Storm, der i 2012 stod frem i Jyllands-Posten som tidligere agent for Politiets Efterretningstjeneste: »Glæder mig til at slå dig ihjel«.
- Han lagde 5. november 2020 en video på YouTube, hvor han blandt andet sagde: »Efterretningstjenesten Mossad har modige og spændende mord på muslimer« og »gå ind og læs, hvordan Mossad gør og sådan noget og find inspiration«.
I byretten forklarede Lars Theilade, at han er nervøs for konsekvenserne af den muslimske indvandring og den kriminalitet, som kan læses i statistikker fra Danmark og Sverige. Han forklarede også, at han forsøgte at skabe debat.
»Stik nu alt dit lort op i røven«
Lars Theilade vil ikke at forholde sig til, at han bruger loven, som han har været på kant med, til at brænde koraner og dermed er med til at forme selve Danmarks indenrigs- og udenrigspolitik.
»Det kan du stikke op i røven. Jeg er stolt af ikke at være en del af det karriere-Danmark, du er en del af, og som kun taler om ting, der fremmer karriere,« siger Lars Due Theilade:
»Jeg er stolt af, at jeg er en af de få, som faktisk belyser ofrene for muslimsk indvandring. Der er 1.000 danske kvinder, der bliver overfaldsvoldtaget hvert år. B.T. har dokumenteret, at 83 procent af overfaldsvoldtægts-forbryderne er udlændinge og efterkommere, som kommer fra fem lande, som er helt eller delvist muslimske.«
Han understreger også, at han fortsætter med at brænde koraner, indtil den danske presse eksempelvis skriver, at tusinder af kristne hvert år bliver dræbt i muslimske lande:
»Indtil I stopper med at være ligeglade med det, bliver jeg ved med at brænde koraner af.«
Er du færdig med kriminalitet?
»Ved du hvad?« fnyser Lars Theilade:
»Jeg køber ikke dine succesmarkører for, hvordan man gebærder sig i karriere-Danmark. Min kriminalitet er jeg stolt af. For jeg har opponeret mod sådan nogle som dig, som er hamrende ligeglade med ofrene for muslimsk indvandring.«
»Sådan noget med at man ikke må brænde koraner af, for så får man ikke den rigtige stilling på Berlingske – det kan du stikke op i din journalist-røv,« siger Lars Theilade.
Politik på gadeplan
Historiker Claus Bundgård Christensen er den danske bidragsyder på en rapport, som 13 nordiske forskere udarbejdede i år for Nordisk Ministerråd, og som giver overblik over udviklingen i de nordiske højreekstremistiske miljøer fra 1918 og til i dag.
Mange aktivister på den yderste højrefløj, som har ført politikken ud på gadeplan, har haft domme, påpeger han. Men han understreger, at man bestemt ikke kan sætte lighedstegn mellem kriminalitet og højreekstremisme.
»Jeg ved ikke noget om de to konkrete personer, som nu brænder koraner, men at de har alvorlige domme bag sig, siger måske noget mere generelt om villigheden til at udføre aktivisme på gadeplan,« siger Claus Bundgård Christensen:
»Der er en form for radikalisering, som kan gå hurtigere, fordi man allerede har været på kant med loven. Det er så bare paradoksalt, at de i dette tilfælde udnytter loven til deres fordel.«
Politiet har skærpet kontrollen ved de danske grænser, efter at PET i sidste uge oplyste, at koranafbrændinger præger det aktuelle trusselsbillede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar