Hovmod for fald
Hævn er dog langtfra hele forklaringen. De oplysninger, som
indtil videre er kommet frem, kan ende med at rejse en så skarp kritik af
Statsministeriets rolle, og dermed også Mette Frederiksens ansvar, at en ny
rigsret nøgternt set vil kunne være på sin plads.
I første omgang kræver det imidlertid, at minkkommissionen
rent faktisk retter kritik af netop statsministeren, og det er endnu usikkert.
I Instrukskommissionens beretning, som dannede grundlag for
rigsretssagen mod Inger Støjberg, konkluderes det, at daværende statsminister
Lars Løkke Rasmussen ikke kunne drages til ansvar: »Statsministeriets rolle i
sagen ses ikke at give grundlag for at foretage nogen ansvarsvurdering i
forhold til de involverede embedsfolk fra Statsministeriet,« hed det i
beretningen.
Inden minkkommissionen afgiver sin beretning, hverken kan
eller skal det foregribes, om Mette Frederiksen vil blive reddet af en lignede
konklusion. Og selv hvis minkkommissionen skulle kritisere statsministeren
direkte, er det heller ikke givet, at et flertal i Folketinget vil stemme for
en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Alarmlamperne blinker ikke desto mindre over
Statsministeriet, og minkskandalen udstiller, hvordan virkeligheden kan ændre
sig hurtigt i politik. Den kraftfulde beslutsomhed, som Mette Frederiksen og
Barbara Bertelsen blev hyldet for i begyndelsen af coronakrisen, kan i de
kommende måneder skabe seriøse problemer for statsministeren.
Departementschefen kan ende med at få grueligt ret: Minkskandalen tegner livsfarlig
for S-regeringen.
Citat fra Information af Lars Trier Mogensen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar