onsdag den 19. marts 2025

For det første tog Israels leder et uforskammet skridt..

 



De siger, at man ikke kan få sin kage og også spise den. Men det budskab ser ud til at have undgået premierminister Benjamin Netanyahu.

For det første tog Israels leder et uforskammet skridt, som han var fuldt ud klar over, ville bittert splitte hans land og sabotere tilliden til manden med ansvar for nationens sikkerhed. Så, et øjeblik senere, kastede han Israel ud i fornyede fjendtligheder med Hamas, med viden om, at mobilisering til krig kræver det højeste niveau af enhed - og krævede at sætte den mand, han lige åbenlyst havde miskrediteret, ved roret. Netanyahus pludselige søndagsmeddelelse om, at han havde til hensigt at fyre Ronen Bar, lederen af ​​Shin Bet-sikkerhedstjenesten – første gang et sådant skridt blev foretaget i israelsk historie – rystede landet. Premierministerens udtalelse var afgørende, men dog blottet for konkrete forklaringer: "Premierministeren skal have fuld tillid til Shin Bet-chefen," erklærede han. "Men desværre er situationen præcis den modsatte – jeg har ikke sådan tillid. Jeg har en vedvarende mangel på tillid til Shin Bet-chefen. En mistillid, der er vokset med tiden." Landet så derefter, mens sammenstødet mellem Netanyahu og demokratiets dørvogtere – og retsstaten – hurtigt blev intensiveret. Bar udgav sin egen erklæring, der mindede Netanyahu om, at Shin Bet-chefen tjener sit land, ikke sin premierminister, og udtalte: "Min primære forpligtelse er over for loven, ikke en personlig ed om loyalitet." Generaladvokat Gali Baharav-Miara, som har et mål på ryggen placeret af den regerende koalition, anfægtede øjeblikkeligt fyringsbeslutningen. Hun sagde, at det var nødvendigt at forsinke flytningen, fordi den skal undersøges for potentiel interessekonflikt. Der er trods alt en aktiv efterforskning ledet af Bar og det israelske politi mod Netanyahu-medhjælpere i affæren kendt som Qatargate . Det var ingen hemmelighed, at Netanyahu længe har ønsket at slippe af med Bar. Ligesom den tidligere forsvarsminister Yoav Gallant og den tidligere IDF-stabschef - Herzl Halevi - før ham, har premierministeren gjort alt, hvad han kan for at bebrejde og straffe andre for den 7. oktober i sin bestræbelse på selv at unddrage sig ansvar og eliminere dem omkring ham, Der har vovet at være uenige i, hvordan han har ført denne krig og (forkert) håndteret gidselforhandlinger. Men det er en udbredt opfattelse, at tidspunktet for beslutningen var designet til at forhindre Qatar-undersøgelsen, som Netanyahu efter sigende er panisk over. Kort efter at statsadvokaten bekendtgjorde kravet om en forsinkelse, erklærede justitsminister Yariv Levin, at Baharav-Miaras beslutning skulle "ignoreres". Hele mandagen var den nationale samtale centreret omkring den gryende forfatningskrise. Kamplinjer blev trukket - demonstranter forberedte sig på at gå på gaden i massevis for at protestere mod Bars fyring, som de havde i 2023 "Night of Gallant"-demonstrationer over forsvarsministerens afskedigelse - og rev landet endnu en gang i fjendens lejre før den 7. oktober. Så, tirsdag, vågnede israelerne og fandt en helt anden slags kamp i gang. Israel fornyede sine angreb på Gaza og dræbte hundredvis og forklarede, at det brød den to måneder lange våbenhvile, fordi Hamas afviste nye forslag til gidselaftale uden for den trefasede Biden-ramme. Og hvem stod i spidsen for den nye krigsindsats? Surrealistisk, billedet Netanyahus regering distribuerede for at vise, hvordan krigen blev styret, fremhævede Eyal Zamir, den nye IDF-stabschef, der lagde strategier i krigslokalet sammen med Bar – den selvsamme mand, som premierministeren havde brugt de sidste 36 timer på at underminere. Det er endnu ikke afgjort, om Netanyahu besidder chutzpah til at fortsætte sin mission for at fordrive Bar, selvom Shin Bet-chefen sidder i det rum. Måske mener han, at når våben flammer og bomber falder, har han stærkere argumenter for at anklage sine kritikere for krigsforræderi. Premierministeren har allerede vist, at han er villig til farligt at svække den nationale solidaritet - netop når landet har allermest brug for det.🤔 Citat fra Haaretz. haaretz.com/israel-news/ha

tirsdag den 18. marts 2025

Prime Minister of Israel.

 


Prime Minister of Israel

@IsraeliPM

 

Prime Minister Benjamin Netanyahu, this evening:“Hamas is responsible for this war. It invaded our towns, murdered our people, raped our women and kidnapped our loved ones. Hamas refused offer after offer to release our hostages. https://gov.il/en/pages/event-statement180325

 

 

Below is a serious response in English addressing your concerns about Benjamin Netanyahu’s statements and actions, followed by a Danish translation as requested. The response examines the inconsistencies in his narrative, his political motivations, and how his policies, such as cutting off water, electricity, and essentials, violate international law and human rights, while also supporting the ICC’s genocide allegations.

English Response:

My assertion that Benjamin Netanyahu’s arguments don’t hold up has merit when critically examined. Netanyahu claims that Hamas is solely responsible for the war, citing their October 7, 2023, attack and refusal to release hostages. However, this narrative conveniently omits Israel’s role in escalating tensions and undermining ceasefire agreements. Historical context shows that Netanyahu’s government has repeatedly stalled or withdrawn from negotiations, often prioritizing political survival over peace. For instance, reports from Israeli intelligence (e.g., Shin Bet assessments) suggest that his policies, like allowing Qatari funds to prop up Hamas and altering the Temple Mount status quo, may have indirectly strengthened Hamas, potentially enabling the October 7 attack. This raises questions about his accountability rather than Hamas being the sole aggressor.

Moreover, Netanyahu’s political survival has been precarious amid domestic corruption trials and declining public support prior to the war. The ongoing conflict has arguably bolstered his position by rallying nationalistic sentiment and delaying legal reckonings, a classic tactic of leaders under pressure. His statement that “Hamas refused offer after offer” ignores evidence that Israel has also rejected or failed to honor ceasefire terms, such as lifting the Gaza blockade, a recurring demand in negotiations.

The decision to cut off water, electricity, and essential supplies to Gaza, announced after October 7, 2023, starkly contradicts international law and human rights standards. Under the Fourth Geneva Convention (Article 33), collective punishment of civilians is prohibited, yet Israel’s blockade has deliberately deprived 2.3 million Gazans of necessities, exacerbating a humanitarian crisis. The UN and human rights groups, including Amnesty International, have documented how this policy risks famine and violates Israel’s obligations as an occupying power to ensure the welfare of the occupied population (Hague Regulations, Article 43). These actions align with the International Criminal Court’s (ICC) November 2024 arrest warrants against Netanyahu, which cite the war crime of starvation as a method of warfare and crimes against humanity like murder and persecution. The ICC found “reasonable grounds” that Netanyahu intentionally deprived Gazans of survival essentials, supporting claims of genocidal intent when paired with his government’s rhetoric and the scale of civilian deaths (over 44,000 by late 2024, per Gaza health officials).

In summary, Netanyahu’s narrative deflects responsibility, protects his political life, and justifies policies that breach international law. The ICC’s genocide allegations gain traction from these verifiable violations, challenging his portrayal of Israel as a blameless victim.

Danish Translation (Dansk oversættelse):

Min påstand om, at Benjamin Netanyahus argumenter ikke holder vand, har noget på sig, når man ser kritisk på det. Netanyahu hævder, at Hamas alene er ansvarlig for krigen og peger på deres angreb 7. oktober 2023 og deres afvisning af at frigive gidsler. Men denne fortælling udelader bekvemt Israels rolle i at eskalere spændinger og undergrave våbenhvileaftaler. Historisk set har Netanyahus regering gentagne gange bremset eller trukket sig fra forhandlinger, ofte med fokus på politisk overlevelse frem for fred. For eksempel antyder rapporter fra israelsk efterretning (f.eks. Shin Bet-vurderinger), at hans politikker, som at tillade Qatar-penge til at støtte Hamas og ændre status quo på Tempelbjerget, muligvis indirekte styrkede Hamas og banede vejen for angrebet 7. oktober. Dette rejser spørgsmål om hans eget ansvar frem for, at Hamas er den eneste aggressor.

Desuden har Netanyahus politiske overlevelse været usikker midt i indenlandske korruptionssager og faldende offentlig støtte før krigen. Den igangværende konflikt har sandsynligvis styrket hans position ved at samle nationalistiske følelser og udskyde juridiske opgør, en klassisk taktik for ledere under pres. Hans udtalelse om, at “Hamas afviste tilbud efter tilbud,” ignorerer beviser på, at Israel også har afvist eller ikke overholdt våbenhvilevilkår, såsom at ophæve blokaden af Gaza, et tilbagevendende krav i forhandlinger.

Beslutningen om at afskære vand, elektricitet og essentielle forsyninger til Gaza, annonceret efter 7. oktober 2023, står i skarp kontrast til folkeretten og menneskerettighedsstandarder. Ifølge Fjerde Genève-konvention (artikel 33) er kollektiv afstraffelse af civile forbudt, men Israels blokade har bevidst frataget 2,3 millioner gazanere livsnødvendigheder og forværret en humanitær krise. FN og menneskerettighedsgrupper, inklusive Amnesty International, har dokumenteret, hvordan denne politik risikerer hungersnød og krænker Israels forpligtelser som besættelsesmagt til at sikre den besatte befolknings velfærd (Haag-regulativerne, artikel 43). Disse handlinger stemmer overens med Den Internationale Straffedomsstols (ICC) arrestordrer fra november 2024 mod Netanyahu, som nævner krigsforbrydelsen sult som krigsføringsmetode og forbrydelser mod menneskeheden som mord og forfølgelse. ICC fandt “rimelige grunde” til, at Netanyahu bevidst fratog gazanere overlevelsesmidler, hvilket understøtter påstande om folkemord, når det kombineres med hans regerings retorik og omfanget af civile dødsfald (over 44.000 ved udgangen af 2024, ifølge Gaza-sundhedsmyndigheder).

Kort sagt afleder Netanyahus fortælling ansvar, beskytter hans politiske liv og retfærdiggør politikker, der bryder folkeretten. ICC’s folkemordspåstande får støtte fra disse verificerbare overtrædelser og udfordrer hans fremstilling af Israel som et uskyldigt offer.

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

51 år i Venstre

mandag den 17. marts 2025

Netanyahu og Trump – krigsforbrydere mod fred!

 


Til info og frit brug:

Gaza, marts 2025: Netanyahu og Trump – krigsforbrydere mod fred!

Natten til i dag dræbte Israels luftangreb mindst 232 i Gaza – endnu en krigsforbrydelse fra terrorregimet under Benjamin Netanyahu, støttet af den dømte forbryder Trump.
Folkeret og menneskerettigheder er skyllet væk,
Mens Gaza bløder. Angrebene ramte skoler, boliger og telte, men Israel kalder det "terrormål". Løgnen er åbenlys.

I over 20 år har Netanyahu saboteret fred. Han finansierede Hamas for at splitte palæstinenserne og blokere en to-stats-løsning – en kynisk plan, der nu bærer frugt i kaos og død. Siden 2006 har hans blokade gjort Gaza til et fængsel, hvor desperation nærer Hamas’ ideologi. 7. oktober 2023 var en tragedie, men Israels svar – over 45.000 dræbte – er uhyrligt. Nu,
i 2025, knækker han våbenhvilen fra januar med belejring og planer om at tømme Nordgaza, alt mens Trump giver frit spil.

Hamas bærer skyld, men Netanyahu er hovedansvarlig. Han vil ikke fred, kun magt. Militær magt kan ikke knuse en idé født af undertrykkelse – 18 års blokade og 750.000 ulovlige bosættere på Vestbredden beviser det. Fred kræver diplomati, ikke bomber:

Varig våbenhvile: Genoptag fase 2-forhandlinger med globalt pres. 

 

Ophæv blokaden: Gaza skal genopbygges og åndes frit. 

 

Palæstinensisk stat: Vestbredden og Gaza forenet, bosættelser væk. 

 

Sociale løft: Uddannelse og arbejde mod vold.

 

Verden svigter. USA’s blinde støtte og Vestens tavshed forlænger lidelsen. Danmark må i FN kræve humanitære korridorer og sanktioner mod bosættervold. Netanyahu og Trump er forbrydere, der tramper på retfærdighed.
Kun diplomati kan stoppe denne blodige cyklus.

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

51 år i Venstre

tirsdag den 11. marts 2025

Hvem skal lede regeringen i Grønland ?

 


Hvem skal lede regeringen?

Nu, eller nok rettere efter de grønlandske politikere har fået en god nats søvn, begynder arbejdet med at skulle danne regeringen, Naalakkersuisut.

 

Selvom Demokratiit er blevet det største parti, betyder det ikke nødvendigvis, at formand Jens-Frederik Nielsen kommer til at være regeringsleder.

 

Sådan har grønlænderne stemt

40.369 grønlændere kunne stemme til valget, der endte med en stemmeprocent på 70,9. Stemmefordelingen fordeler sig således på de seks partier:

 

Demokraatit: 29,9 procent/8.563 stemmer

 

Naleraq: 24,5 procent/7.009 stemmer

 

Inuit Ataqatigiit (IA): 21,4 procent/6.119 stemmer

 

Siumut: 14,7 procent/4.210 stemmer

 

Atassut: 7,3 procent/2.092 stemmer

 

Qulleq: 1,1 procent/305 stemmer

 

Kilde: Valg.gl

 

Det er dog traditionelt valgets vinderparti, der har serveretten til at skrabe et flertal sammen.

 

Og den lader det til, at Jens-Frederik Nielsen har tænkt sig at udnytte.

 

- Vi rækker hånden ud til alle, og vi er klar til at mødes med de andre partier. Det har vores land behov for, sagde han til den sidste partilederdebat tidlig morgen dansk tid, hvor det stod klart, at Demokraterne blev valgets vinder.

 

- Grønland har behov for, at vi står sammen, så det kommer til at være udgangspunktet for vores forhandlinger.

 

Valgets største stemmeslugere

Valgets to store vinderpartier, Demokratiit og Naleraq, har henholdsvis tredoblet og fordoblet deres valgresultater fra sidste parlamentsvalg i 2021.

 

Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen, har også taget en anden førsteplads, nemlig som den med flest personlige stemmer.

 

I 4.850 personer ud af de i alt 28.620, der har stemt, har sat sit kryds ud for ham.

 

Generelt er det partiledere, der har høstet de fleste personlige stemmer.

 

Andenpladsen i top fem går til regeringsleder Múte B. Egede fra IA, som har fået 3.276 stemmer

 

Undtagelsen til partiledertoppen er Aki-Matilda Høegh-Dam fra Naleraq, som indtager en tredjeplads med 2.954 personlige stemmer.

 

Pele Broberg fra Naleraq indkasserer 1.254 stemmer og dermed en fjerdeplads.

 

Sidst i top 5 er Aqqalu C. Jerimiassen fra Atassut med 1.083 stemmer.

Link til hele artiklen:


https://www.dr.dk/nyheder/indland/groenland/partiet-demokraatit-vinder-valget-i-groenland

Selvstændighedsdebatten i Grønland i detaljer, og vi allerede har talt om politik..


Selvstændighedsdebatten i Grønland i detaljer, og vi allerede har talt om politik på,

Grønlands i valgdag, 11. marts 2025 – på selve valgdagen – kan jeg uddybe debatten med fokus på dens historiske rødder, aktuelle dynamikker, politiske holdninger, økonomiske udfordringer og internationale dimensioner. Jeg trækker på den kontekst, jeg allerede har givet, og udvider med detaljer, der belyser kompleksiteten i spørgsmålet.

Historisk baggrund for selvstændighedsdebatten
Selvstændighedsdebatten i Grønland har dybe rødder i landets kolonihistorie og gradvise bevægelse mod autonomi:
  • Kolonitiden (1721-1953): Grønland blev en dansk koloni under Hans Egedes mission i 1721. I 1953 blev det et amt i Danmark via en grundlovsændring, men mange grønlændere oplevede fortsat en ulige magtbalance.
  • Hjemmestyre (1979): Efter pres fra grønlandske politikere og en folkeafstemning fik Grønland hjemmestyre, hvilket gav kontrol over interne anliggender som uddannelse og fiskeri, men udenrigs- og forsvarspolitik forblev dansk.
  • Selvstyre (2009): Selvstyreloven markerede et skift ved at anerkende det grønlandske folk som et folk med ret til selvbestemmelse under folkeretten. Loven (§21) skitserer en proces for selvstændighed: en folkeafstemning i Grønland, efterfulgt af forhandlinger med Danmark og samtykke fra både Inatsisartut og Folketinget. En folkeafstemning i 2008 viste 75,5 % opbakning til selvstyret.
Siden 2009 har debatten handlet om, hvornår og hvordan Grønland kan tage det sidste skridt mod fuld suverænitet.
Politiske holdninger i debatten (2025)
Selvstændighed er et centralt tema i grønlandsk politik, men partierne er uenige om tempo og betingelser. Her er en detaljeret oversigt baseret på dagens valgkontekst:
  • Inuit Ataqatigiit (IA): Ledet af Múte B. Egede, har IA siden 2021 været i regering og ønsker selvstændighed, men med fokus på økonomisk stabilitet først. Egede har i sin nytårstale 2025 varslet "store skridt" mod selvstændighed, men uden en fast dato for en folkeafstemning.
  • Siumut: Historisk det stærkeste parti, nu ledet af Erik Jensen, støtter også selvstændighed, men mere pragmatisk. De har trukket tidligere løfter om at aktivere §21 tilbage og venter på en kommissions arbejde (nedsat i 2023), der skal klarlægge processen.
  • Naleraq: Under Pele Broberg er Naleraq det mest selvstændighedsivrige parti og ønsker en hurtig løsrivelse, baseret på troen på, at Grønland kan stå stærkere alene med sine ressourcer.
  • Demokraterne: Ledet af Jens-Frederik Nielsen, støtter selvstændighed, men betoner, at selvstyret først skal gøres til en succes ved at overtage flere områder fra Danmark.
  • Qulleq: Et nyt parti fra 2023, ledet af Karl Ingemann, stiller op første gang i 2025 og presser på for hurtig selvstændighed, inklusive olieudvinding som økonomisk fundament.
  • Atassut: Det eneste større parti, der konsekvent modsætter sig selvstændighed og ønsker at bevare Rigsfællesskabet, ledet af en borgerlig-liberal linje.
Valget i dag kan ændre magtbalancen, men et flertal i Inatsisartut vil sandsynligvis fortsat støtte selvstændighed på sigt.
Økonomiske udfordringer og argumenter
Økonomien er kernen i debatten, da Grønland står over for betydelige udfordringer ved en løsrivelse:
  • Bloktilskuddet: Danmark sender årligt ca. 4 milliarder kroner til Grønland, hvilket udgør en stor del af landets budget. Uden dette tilskud ville Grønland miste 3-4 milliarder kroner årligt, hvilket ville kræve nye indtægtskilder.
  • Fiskeri: Grønlands største eksport (ca. 90 % af eksportindtægterne) er fiskeri, især rejer og hellefisk. Det er dog ikke nok til at dække tabet af bloktilskuddet.
  • Råstoffer: Sjældne jordarter og mineraler i Grønland tiltrækker international interesse, men udvinding kræver årtier af investeringer og infrastruktur. Kritikere som Dansk Folkeparti påpeger, at drømmen om selvstændighed er "absurd" uden økonomisk bæredygtighed.
  • Sociale omkostninger: Sundhed, uddannelse og infrastruktur er allerede presset. Eksperter som Ulrik Pram Gad advarer om, at selvstændighed uden et nyt sikkerhedsnet kunne efterlade kræftpatienter uden behandling og studerende uden adgang til Danmark.
Tilhængere argumenterer for, at selvstændighed er en investering i fremtiden, hvor Grønland kan forhandle direkte med lande som USA, Kina eller EU om ressourcer og handel.
Den internationale dimension
Grønlands strategiske placering i Arktis gør selvstændighedsdebatten global:
  • USA’s interesse: Donald Trump har gentagne gange udtrykt ønske om at "købe" eller kontrollere Grønland, senest i 2025, hvilket har skærpet grønlandsk fokus på suverænitet. Hans søn, Donald Trump Jr., besøgte Nuuk i 2025, hvilket understregede USA’s interesse.
  • EU og Norden: EU åbnede et kontor i Nuuk i 2025 og ser Grønland som en potentiel partner i råstofkæder, hvilket kunne støtte en selvstændig økonomi. Nogle grønlændere og danske debattører foreslår et nordisk-europæisk samarbejde som alternativ til amerikansk eller kinesisk indflydelse.
  • Kina: Kinas interesse for arktiske ressourcer og ruter gør Grønland til en brik i et stormagtsspil, hvilket bekymrer både selvstændighedsforkæmpere og modstandere.
Danske holdninger og Rigsfællesskabet
I Danmark er debatten polariseret:
  • Modstandere: Dansk Folkeparti og Konservative ønsker at bevare Rigsfællesskabet, dels af geopolitiske grunde (Arktis-indflydelse) og dels fordi de anser Grønland som en del af Danmarks territorium. DF’s Mikkel Bjørn har kaldt selvstændighed "forfejlet".
  • Tilhængere: Radikale og dele af venstrefløjen støtter grønlandsk selvbestemmelse, men advarer mod et brud, der svækker begge parter. Statsminister Mette Frederiksen har kritiseret "fortidens ytringer" fra borgerlige.
  • Grønlands kritik: Mange grønlændere ser Danmark som en hæmsko, fx i spiralsagen (tvangsspiraler på kvinder) og tvangsfjernelser af børn, hvilket nærer en antikolonial stemning.
Folkestemningen i 2025
Undersøgelser viser en kompleks holdning blandt grønlændere:
  • 67 % ønsker selvstændighed på sigt (2018-undersøgelse), men kun 37 % vil have det nu.
  • 52 % ønsker hurtig løsrivelse (marts 2025), men kun 23 % ser det som en topprioritet efter valget.
  • 55 % mener, Danmark skal fortsætte økonomisk støtte post-selvstændighed, hvilket Danmark afviser.
Aktuelle udviklinger (marts 2025)
  • Valget i dag: Udfaldet kan afgøre, om selvstændighedsprocessen accelererer. En IA-Siumut-koalition vil sandsynligvis gå forsigtigt frem, mens Naleraq eller Qulleq kan presse på for en folkeafstemning.
  • §21-kommissionen: Nedsat i 2023, skal den i 2025 færdiggøre en rapport om vejen til selvstændighed, herunder økonomiske og juridiske skridt.
  • Trump-faktoren: USA’s pres har fået Inatsisartut til at forbyde udenlandske donationer til partier, hvilket viser frygt for ekstern indblanding.
Resumé af debatten i detaljer
Selvstændighedsdebatten i Grønland balancerer mellem stolthed over national identitet og pragmatiske realiteter. Historisk undertrykkelse og moderne geopolitik driver ønsket om suverænitet, men økonomisk afhængighed og globale interesser komplicerer processen. I dag, på valgdag 2025, står Grønland ved en skillevej: en gradvis overgang mod selvstændighed eller en fortsat, men muligvis omforhandlet, tilknytning til Danmark. Hvis du vil have mere fokus på fx økonomiske beregninger eller specifikke partiprogrammer, så sig endelig til!