Sydafrika Stævning imod Israel.

 

Hele stævningen via linket på dansk på 84 sider..

Nederst på siden i linket...

Sydafrika, der anklager Israel for folkemord i Gazastriben, siger i sit første indlæg ved Den Internationale Domstol (ICJ), at Israel udsætter palæstinenserne for apartheid.
FN-domstolen i Haag har torsdag formiddag indledt sagen, hvor Sydafrika kræver, at Israel øjeblikkeligt suspenderer sit militære angreb på Gazastriben.
Sydafrika mener, at Israel begår folkemord på palæstinenserne og vil i en senere omgang have Israel dømt ved domstolen.
- Sydafrika fremfører, at Israel har overskredet paragraf 2 i konventionen (om folkemord) ved at begå handlinger, der ligger inden for definitionen af folkemord, siger Adila Hassim, advokat ved Sydafrikas højesteret, i sit indlæg.
Det er en henvisning til Genèvekonventionen.
- Handlingerne viser et systematisk handlingsmønster, hvoraf folkemord kan udledes, siger hun.
Sydafrika og Israel vil over de næste to dage præsentere deres udlægning af sagen for FN-domstolen. Sydafrika lægger for torsdag. Fredag svarer Israel.
Domstolen ventes senere i januar at komme med sin afgørelse i spørgsmålet om at suspendere krigen i Gaza.
Derefter vil domstolen tage stilling til, om Israel har begået folkemord.
Ifølge Hamas, der kontrollerer Gaza, har over 23.000 mennesker mistet livet under den blodige israelske offensiv. Den blev indledt, efter at Hamas og sympatisører fra Gaza angreb Israel 7. oktober. Her dræbte de over 1200 mennesker. Flere end 240 personer blev taget som gidsler.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramapahosa, sagde onsdag, at det er Sydafrikas traumatiske fortid, der har drevet landet til at gå til ICJ.
- Som et folk, der engang smagte den bitre frugt af fordrivelse, diskrimination, racisme og den statsdrevne vold, så er det klart for os, at vi vil stå på den rigtige side af historien, sagde han.
Indtil 1994 blev det store sorte flertal i Sydafrika frarøvet rettigheder og tvangsfordrevet af det hvide mindretal. Det skete under et regimente, der blev kendt som apartheid.
Sydafrikas advokater siger torsdag ved domstolen i Haag, at Israels handlinger og ødelæggelser i Gaza reelt kan føre til tvangsfordrivelsen af 2,3 millioner palæstinensere.
Det afviste Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, onsdag er målet. Men flere af hans højekstreme ministre mener, at det er ønskeligt.
Taber Israel sagerne ved Den Internationale Domstol - både om suspenderingen af kampene og anklagerne om folkemord - vil det et være et stort tilbageslag for regeringen i Jerusalem.
Domstolen er FN's øverste juridiske organ. De 15 dommere er udnævnt af FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamlingen.
/ritzau/Reuters

Hele stævningen via linket på dansk på 84 sider..
 

https://acrobat.adobe.com/id/urn:aaid:sc:EU:3c263972-b038-4029-b1f5-b4c6a5908fc0

 

________________

Sendt med Adobe Cloud Storage. Du behøver ikke at downloade Acrobat eller tilmelde dig for at tilgå filen.

Kære professor Habermas..

 Kære professor Habermas.

Måske husker du mig ikke, men vi mødtes i Egypten i marts 1998 – du kom til American University i Cairo som en berømt gæsteprofessor for at udfolde dit engagement på vores fakultet, blandt de studerende og i offentligheden.

Vi var alle begejstrede for at høre dig. Dine tanker om den offentlige sfære, om rationel dialog og demokratisk liv kom som friske pust i en tid, hvor islamister og autokrater i Mellemøsten allerede var i gang med at kvæle ytringsfriheden under dække af at ville ’beskytte islam’.

Jeg husker en hyggelig samtale, vi havde om Iran og religiøs politik over en middag hos en kollega. Jeg forsøgte at gøre dig interesseret i min tese om, hvordan et ’post-islamistisk’ samfund er under udvikling i Iran, hvilket du senere ser ud til selv at have oplevet på din rejse til Teheran i 2002 – det var få år, før du begyndte at tale om et ’post-sekulært’ samfund i Europa.

I Cairo oplevede vi, hvordan dine centrale begreber rummer stort potentiale for at fremme en transnational offentlig sfære og tværkulturelle dialoger.

Kernen i din kommunikative filosofi om, hvordan konsensus og sandhed kan opnås gennem fri debat, tog vi til os.

Nu, omkring 25 år senere, i Berlin, har jeg så læst den erklæring om Principper for solidaritet, som du er medforfatter til – og med nogen bekymring og foruroligelse, må jeg sige. Teksten gennemstrømmes af en bred formaning til alle i Tyskland, der via offentlige udtalelser eller protester har taget til orde imod Israels ubarmhjertige bombardement af Gaza som svar på Hamas’ forfærdelige angreb den 7. oktober sidste år.

Særlig beskyttelse

Du og dine medforfattere får antydet, at en sådan kritik af Israel ikke bør accepteres, fordi støtte til staten Israel er en fundamental del af tysk politisk kultur, »for hvilken jødisk liv og Israels ret til at eksistere er centrale elementer, der fortjener særlig beskyttelse«.

Princippet om ’særlig beskyttelse’ er rodfæstet i Tysklands exceptionelle historie, i »nazitidens masseforbrydelser«.

Det er beundringsværdigt, at du og dit lands politisk-intellektuelle klasse er så fast besluttede på at holde mindet levende om denne historiske rædsel, så lignende rædsler ikke igen skal overgå jøderne (og – går jeg ud – nogen andre folkeslag). Problemet er, at jeres formulering af og fiksering på tysk exceptionalisme i realiteten ikke efterlader plads til samtale om Israels politik og palæstinensernes rettigheder.

Når I sammenblander kritik af »Israels handlinger« med »antisemitiske reaktioner«, tilskynder I til tavshed – og kvæler debatten.

Som akademiker bliver jeg bestyrtet over at høre, at på tyske universiteter – selv i undervisningslokalerne, som om noget burde være frie rum for diskussion og undersøgelse – forbliver næsten alle tavse, når emnet Palæstina bringes på bane. Aviser, radio og tv er næsten fuldkommen blottede for en åben og meningsfuld debat om emnet.

Faktisk er adskillige personer, herunder også jøder, der har opfordret til våbenhvile, blevet fyret fra deres stillinger, har fået deres arrangementer og priser aflyst og er blevet beskyldt for ’antisemitisme’.

Hvordan skal folk kunne overveje, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvis de ikke har lov til at tale frit? Hvad sker der for din berømte idé om ’den offentlige sfære’, ’rationel dialog’ og ’deliberativt demokrati’?

Faktum er, at de fleste af de kritikere og demonstranter, som I tager i skole, aldrig ville finde på at anfægte gyldigheden af princippet om at beskytte jødisk liv – og vær venlig ikke at forveksle disse rationelle kritikere af Israels regering med skændige højreekstremistiske nynazister eller nogen andre antisemitter, som selvfølgelig må fordømmes og konfronteres på det kraftigste. Faktisk fordømmes i næsten alle de udtalelser, jeg har læst, både Hamas’ grusomheder mod civile i Israel og antisemitisme. Disse kritikere bestrider ikke hensynet til beskyttelse af jødisk liv, endsige Israels ret til at eksistere.

Tragisk tavshed

De bestrider fornægtelsen af palæstinensiske livs værdi og fornægtelsen af Palæstinas ret til at eksistere.

Og det er noget, som jeres erklæring er tragisk tavs om.

Her læser man ikke en eneste henvisning til Israel som en besættelsesmagt eller til Gaza som et fængsel under åben himmel. Her står intet om besættelsesmagtens perverse diskrimination, endsige om den daglige udslettelse af palæstinensernes liv på den besatte Vestbred og i Østjerusalem. »Israels handlinger«, som I kalder »principielt berettigede«, har nu omfattet bombeangreb over tre måneder over en forsvarsløs befolkning med langt over 22.000 døde (70 procent af dem kvinder og børn); 55.000 sårede; 7.000 savnede; og 1,7 millioner fordrevne – hvortil kommer den grusomhed, det er at nægte befolkningen mad, vand, bolig, sikkerhed og et minimum af værdighed. Vigtige infrastrukturer for et dagliglivs opretholdelse er tilintetgjort.

Selv om der, som I afviser i jeres erklæring, måske ikke efter folkerettens og konventionernes bogstav teknisk set er tale om ’folkemord’, har FN-embedsmænd i utvetydige vendinger talt om »krigsforbrydelser«, »tvangsfordrivelser« og »etnisk udrensning«.

Min bekymring her handler ikke om, hvordan man bedømmer »Israels handlinger« i et juridisk perspektiv, men om, hvordan man kan forstå den moralske kulde og ligegyldighed, I udviser over for så svimlende ødelæggelser. Hvor mange flere liv skal gå til grunde, før palæstinenserne bliver værdige til opmærksomhed? Hvilken betydning har i sidste ende den »forpligtelse til at respektere menneskelig værdighed«, som jeres erklæring så eftertrykkeligt understreger?

Det er, som om I frygter, at blot det at tale om palæstinensernes lidelser vil mindske vores moralske forpligtelse over for jødiske liv. Hvis det er tilfældet, er det tragisk, at oprejsning for en kolossal fejl begået i fortiden skal være forbundet med at forevige en anden uhyrlig fejl i nutiden.

Jeg frygter, at dette forskruede moralske kompas i sidste ende udspringer af den logik om en tysk Sonderweg, som I gør jer til fortalere for. Exceptionalisme tillader per definition ikke universelle moralske kriterier, men sætter forskellige kriterier. Nogle mennesker ophøjes til mere værdige, andre devalueres til mindre værdige og atter andre til uværdige. Den logik lukker ned for rationel dialog og forkrøbler den moralske bevidsthed. Den opbygger en kognitiv blokering, der forhindrer os i at se andres lidelser og hæmmer empatien.

Ikke alle bukker under for den kognitive blokering og moralske følelsesløshed. Det er min opfattelse, at mange unge tyskere privat udtrykker helt andre synspunkter om den israelsk-palæstinensiske konflikt end landets politiske klasse. Nogle deltager endda i offentlige protester. Den unge generation er eksponeret for alternative medier og videnskilder og oplever andre kognitive processer end den ældre generation. Men de fleste forholder sig tavse i det offentlige rum af frygt for repressalier.

Skjult sfære

Det ser ud, som om en slags ’skjult sfære’ er ved at opstå – og ironisk nok i det demokratiske Tyskland som i Østeuropa før 1989 eller som under despotiske styrer i Mellemøsten i dag. Når intimidering lukker ned for offentlige ytringer, har folk en tendens til at skabe deres egne, alternative fortællinger i det private om vigtige sociale forhold, selv om de følger de officielt sanktionerede synspunkter i det offentlige. En sådan skjult sfære kan eksplodere, når muligheden opstår.

Det er foruroligende tider, professor Habermas. Det er netop i sådanne tider, at der er allermest brug for visdom, viden og frem for alt moralsk mod hos tænkere som dig. Dine banebrydende ideer om sandhed og kommunikativ handling, kosmopolitisme, ligeværdigt medborgerskab, deliberativt demokrati og menneskelig værdighed er stadig uhyre vigtige. Men jeres eurocentrisme, tyske exceptionalisme og lukningen af den frie debat om Israel og Palæstina, som I bidrager til, synes at være i modstrid med disse ideer.

Jeg frygter, at viden og bevidsthed alene ikke er nok. Når alt kommer til alt, hvordan kan nogen intellektuel »vide« uden også at »forstå« og forstå uden at »føle«, som Antonio Gramsci undrede sig over? Først når vi kan »føle« hinandens lidelser gennem empati, kan der være håb for vores urolige verden.

Lad os huske disse strofer fra den persiske digter Saadi Shirazi fra det 13. århundrede:

Mennesker er medlemmer af en helhed,

skabt af én essens og sjæl.

Hvis et medlem er ramt af smerte,

vil andre medlemmer forblive urolige.

Hvis du ikke har sympati for menneskelig smerte,

kan du ikke beholde navnet menneske!

Med al respekt

Asef Bayat

© New Lines Magazine og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Asef Bayat · Født 1954 · Iransk-amerikansk professor i sociologi og mellemøststudier..

Link til artikel:

https://www.information.dk/kultur/2024/01/kaere-habermas-modsiger-egen-filosofi-debatten-gaza?kupon=eyJpYXQiOjE3MDQ4OTMyNzMsInN1YiI6IjE0MTY3NDo4MTEyODkifQ.Z_aEAIPjgR9aIPfDRJW1vA

Dette indlæg er en del af en serie, der ser på de argumenter, som israelere og zionister bruger til at retfærdiggøre det nuværende angreb på Gaza.

 

Dette indlæg er en del af en serie, der ser på de argumenter, som israelere og zionister bruger til at retfærdiggøre det nuværende angreb på Gaza. Nogle af disse argumenter kan bruges i ond tro af nogle, især i den israelske regering og militær, men jeg kan med fuld sikkerhed sige, at mange virkelig tror på dem – herunder nære venner og slægtninge.

Næsten alle samtaler, jeg har med israelske eller zionistiske venner om krigen, går på samme måde:

1. Jeg udtrykker min rædsel over Israels reaktion på angrebene den 7. oktober, min fortvivlelse og sorg og vrede over dødsfaldene og ødelæggelserne i Gaza.
2. Min samtalepartner sætter spørgsmålstegn ved min empati for israelske ofre og overlevende fra angrebene den 7. oktober.
3. Jeg præciserer, at jeg er trist og forfærdet over, hvad israelerne stod over for den 7. oktober (min fætter camperede i det sydlige Israel på det tidspunkt og kunne let have været blandt de døde eller kidnappede; nogle mennesker, jeg studerede med, boede i en af de angrebne kibbutzer og mistede familiemedlemmer). Jeg siger også, at uanset hvor forfærdelige Hamas' angreb var, er der intet, der retfærdiggør volden i det angreb, Israel iværksatte mod Gaza.
4. Min samtalepartner siger: "Jamen, hvad skulle Israel gøre? Det er nødt til at reagere på disse angreb!

I dette indlæg adresserer jeg påstanden om, at Israels svar måtte se ud, som det ser ud nu: tusinder af civile dræbt, millioner fordrevet, hidtil uset ødelæggelse, ubeskrivelig lidelse.

Begrundelserne for total krig peger normalt på en af tre grunde, eller ofte alle tre på samme tid:

1. Israel skal befri de gidsler, der blev taget til fange af Hamas og andre militante grupper den 7. oktober
2. Israel må ødelægge Hamas for at sikre, at et angreb som 7. oktober ikke kan ske igen
3. Israel må genoprette afskrækkelsen og hævde sin styrke for at forhindre fremtidige angreb og beskytte sine borgere

Men når vi ser nærmere efter, holder disse argumenter ikke til granskning.

Lad moral og kontekst være til side

I dette indlæg vil jeg ikke diskutere moralen i Israels nuværende krig. Jeg vil gerne fokusere på de strategiske og sikkerhedsmæssige argumenter, fordi det er dem, der får så mange til at støtte krigen, selvom de hader Netanyahu og Israels yderste højrefløj.

På samme måde vil jeg ikke dykke ned i situationen før den 7. oktober, og hvordan Israel kunne have forhindret angrebene (for eksempel ved ikke at støtte Hamas som en måde at ødelægge udsigten til en palæstinensisk stat på, ikke ved at omdirigere militære ressourcer fra Gaza-grænsen til Vestbredden for bedre at beskytte bosætterne; eller ved at underminere Det Palæstinensiske Selvstyre da den forsøgte at fremme palæstinensiske rettigheder ikke-voldeligt). Der er næppe tvivl om, at Israel kunne have forhindret 7. oktober. Men disse punkter besvarer ikke de ægte spørgsmål, som så mange har, nemlig at uanset hvad der skete før den 7. oktober og Israels undertrykkelse af palæstinenserne, måtte Israel svare den 8. oktober. Hvad skulle Israel gøre?

Så her vil jeg udelukkende fokusere på sikkerhed og på svaret på 7. oktober.

Årsag #1: Israel skal befri gidslerne

Israel sætter stor pris på sine borgeres liv. På trods af en giftig militaristisk kultur og næsten systematisk brug af vold er minimering af israelske civile og militære dødsfald altid af afgørende betydning for det israelske samfund. Det ser vi, hver gang israelske soldater tages til fange af militante grupper.

Da Hamas og andre militante grupper den 7. oktober kidnappede 240 gidsler, måtte tilbagelevering af disse gidsler til de fleste israelere prioriteres højere end andre krigsmål.

Alligevel peger alle beviser på to ting:

1. De israelske militæraktioner har tydeligvis ikke frigivet gidslerne. Det har været over to måneders total krig, og kun et enkelt gidsel blev reddet af israelske soldater, mens 109 blev frigivet som en del af udvekslingsaftaler med Hamas.
2. Den måde, Israel fører krig på, bringer aktivt gidslerne i fare. Nogle af de gidsler, der blev frigivet i udvekslingsaftalerne, sagde, at de var under konstante trusler om israelsk bombning. Det er også rimeligt at antage, at ud af de 21 gidsler, der menes at være døde i fangenskab, blev nogle dræbt i israelske bombninger. Og i sidste uge skød og dræbte israelske soldater tre gidsler, da de forsøgte at flygte. Gidslerne var skjorteløse og viftede med et hvidt flag, hvilket yderligere demonstrerede, hvor vilkårlige og brutale israelske metoder er.

Nogle siger, at Israel var nødt til at lægge et stort militært pres på Hamas for at få en bedre forhandlingsposition. Faktisk blev hvert israelsk gidsel udvekslet med 3 palæstinensiske fanger, etantal langt lavere end tidligere udvekslinger. Men det kan aldrig retfærdiggøre, at de gidsler, De hævder at kæmpe for, bringes i fare.

Årsag #2: Israel skal ødelægge Hamas

Der er bred enighed i det israelske samfund om, at Israel efter grusomhederne den 7. oktober må gøre alt, hvad det kan, for at "ødelægge" Hamas én gang for alle.

Men denne idé om, at man kan ødelægge en gruppe som Hamas med rent militære midler, er i modstrid med virkeligheden inden for krigsførelse og politik.

Grupper som Hamas trives med fortvivlelse og vrede hos unge mennesker, som de rekrutterer til deres rækker. Og den nuværende krig skaber mere fortvivlelse og vrede i Gaza end nogensinde. Israels nuværende strategi har ført til fordrivelse af millioner af indbyggere i Gaza, tusindvis af civiles død og omfattende sult. Omfanget af lidelser i Gazastriben er ubeskriveligt. Israel har dræbt 20.000 mennesker, hele 1% af Gazas befolkning. Alle i Gaza har mistet slægtninge, er blevet såret eller har mistet deres hjem – ofte alle tre.

Der er næppe tvivl om, at så snart volden ophører, vil flere unge end nogensinde – fædrene, brødrene, sønnerne til dem, der blev dræbt under krigen – strømme til for at slutte sig til Hamas eller andre militante grupper. Selv hvis Israel formår at dræbe Hamas' ledere og drastisk reducere sine militære kapaciteter, vil der være en anden organisation til at rekruttere disse unge mennesker og kanalisere deres vrede mod Israel. Ben Wallace, tidligere britisk forsvarsminister og medlem af Det Konservative Parti, sagde, at israelske handlinger i Gaza "vil give næring til konflikten i yderligere 50 år" og "radikaliserer muslimske unge over hele kloden."

Og faktisk er den folkelige støtte til Hamas steget siden krigens begyndelse (de fleste adspurgte palæstinensere syntes klar over omfanget af de grusomheder, der blev begået den 7. oktober).

Robert Pape, sikkerhedsforsker og professor ved University of Chicago, påpeger, at storstilet vold for at ødelægge en gruppe som Hamas næsten altid giver bagslag:

• Da Israel invaderede Sydlibanon i 1982 med det formål at ødelægge PLO, undlod det ikke bare at ødelægge PLO – den storstilede ødelæggelse, Israel efterlod i sit kølvand, førte til oprettelsen af Hizbollah.
• Da Israel invaderede det sydlige Libanon for anden gang i 2006, denne gang for at angribe Hizbollah, lykkedes det igen ikke at nå sit mål, og Hizbollah kom uden tvivl stærkere ud af krigen.
• Da USA invaderede og besatte Irak, gav dets forsøg på at bekæmpe lokale guerillagrupper bagslag og førte til sidst til fremkomsten af ISIS.

Og selvfølgelig er historien om Israels militære besættelse af Vestbredden og Gaza én lang række fiaskoer med hensyn til at besejre palæstinensisk militant vold. Den eneste gang det lykkedes Israel at neutralisere en større palæstinensisk militant gruppe, PLO, var ved at engagere sig i en seriøs politisk proces. Det var da PLO opgav sin væbnede kamp mod Israel.

Når de konfronteres med disse kendsgerninger, peger folkemængden "Israel skal ødelægge Hamas" på ISIS' nederlag eller på Nazitysklands kapitulation efter bombningen af Dresden. Disse viser, siger de, at overvældende vold kan føre til militær og politisk sejr. Men disse analogier virker ikke: Den ødelæggende kampagne, der besejrede ISIS i Mosul, ville ikke give det samme resultat mod Hamas: ISIS-krigerne i Mosul var stort set udlændinge, der kæmpede mod kurdiske og irakiske hære med støtte fra en international koalition; Mens Hamas har dybe rødder i Gaza, rekrutterer de ved at udnytte traumerne fra israelsk vold – som vil fortsætte selv efter den nuværende krig – og de bekæmper en fjende, der bredt betragtes som en kolonisator og en undertrykker. Og selv om derstadig ikke er enighedom, hvorvidt bombningen af Dresden spillede nogen rolle i nedkæmpelsen af Tyskland, er der ingen tvivl om, at massedrab på civile i Dresden i dag ville blive betragtet som en grov krigsforbrydelse.

Kort sagt, det er meget usandsynligt, at den vold, som Israel har sluppet løs mod Gaza siden den 7. oktober, vil føre til ødelæggelsen af Hamas. Selv hvis det sker, vil en anden gruppe rejse sig for at erstatte Hamas og fortsætte med at true israelerne.

Årsag #3: Israel må genoprette sin afskrækkelse

Det sidste argument er, at mangel på kraftig reaktion ville tilskynde til flere angreb som 7. oktober. Kun overvældende vold kan vise verden, at der er en meget reel pris i at angribe Israel.

Efter at Hizbollah havde taget israelske soldater til fange i 2006, brugte Israel overvældende vold mod Hizbollah og Sydlibanon. Hizbollahs leder Hassan Nasrallah sagde senere: "Hvis der var bare 1 procent chance for, at erobringen den 11. juli ville have ført til en krig som den, der skete, ville du så have gjort det? Jeg ville sige nej, absolut ikke, af humanitære, moralske, sociale, sikkerhedsmæssige, militære og politiske årsager." Det kan være rimeligt at antage, at Israels overvældende vold i Gaza efter den 7. oktober afskrækkede Hizbollah fra at gå ind i krigen.

Men dette er igen en forenklet og kortsigtet tilgang: Denne krig skaber mere had til Israel og israelere, end vi har set i en generation. Stigningen i antisemitiske hændelser rundt om i verden er kun toppen af isbjerget. Hele 96% af saudierne mener nu, at de arabiske lande bør kappe alle bånd til Israel, og 40% støtter nu Hamas – en stigning fra blot 10% for flere måneder siden. Houthiernes angreb i Yemen tvang det amerikanske militær til at træde til for at beskytte Israel og viste, at nye grupper nu er villige til at angribe Israel. USA oplever den største og bredeste pro-palæstinensiske mobilisering i USA's historie, og unge amerikanere støtter palæstinenserne mere end israelerne i den nuværende krig.

Israels anseelse bliver værre, og det anti-israelske had stiger i direkte sammenhæng med mængden af vold, som IDF anvender i Gaza. Det er meget usandsynligt, at denne krig vil gøre Israel mere sikkert.

Hvad så?

De grunde, der bruges til at retfærdiggøre Israels udløsning af vold mod Gaza, holder ikke til nærmere undersøgelse. Dette gælder især, når der var et indlysende alternativ, et, der ville have nået Israels sikkerhedsmål uden at påføre Gazas indbyggere storstilet vold og ødelæggelse.

Der er tæt på enighed blandt terrorbekæmpelseseksperter om, at det kræver to komplementære elementer at slå grupper som Hamas: en vedvarende kampagne for at nedbryde dens militære kapacitet og en politisk forandring for at underminere dens magt blandt de befolkninger, der støtter den.

Israel kunne derfor have reageret på den 7. oktober med en langvarig antiterrorkampagne. Over år (ikke blot uger eller måneder) kunne Israel have opbygget (eller snarere genopbygget) sin kapacitet til at indsamle efterretninger af høj kvalitet for at identificere, lokalisere og målrette Hamas-agenterne i Gaza. Israel kunne så have målrettet værdifulde Hamas-personer med kirurgiske luftangreb og specialstyrkers indtrængen i Gaza. Dette ville omfatte angreb på både Hamas-ledere og de fodsoldater, der begik massakrerne den 7. oktober.

Israel brugte netop denne strategi i kølvandet på den anden intifada i begyndelsen af 2000'erne. Kampagnen førte effektivt til et kraftigt fald i Hamas' evne til at dræbe israelere. Strategien var så effektiv, at Hamas i et stykke tid skjulte navnet på sin leder for at forhindre ham i at blive målrettet.

Og parallelt hermed ville Israel have været nødt til at åbne et levedygtigt politisk alternativ til Hamas for palæstinenserne.

For Robert Pape, professor ved University of Chicago, er den eneste måde at skabe varig skade på terrorister "at kombinere, typisk i en lang årrækkerække, vedvarende selektive angreb mod identificerede terrorister med politiske operationer, der driver kiler ind mellem terroristerne og de lokale befolkninger, de kommer fra."

For Zach Beauchamp betyder drivkiler "at tage fat på det palæstinensiske folks legitime klager, som Hamas udnytter til deres egne ondskabsfulde formål." Beauchamp tilføjer: "For rent faktisk at stoppe terrorismen er Israel nødt til at vende udviklingen i retning af de facto annektering af Vestbredden. Det er nødvendigt at indstille bosættelsernes ekspansion, tage skridt til at forbedre Vestbreddens økonomi, slå ned på bosættervold og nedskalere netværket af checkpoints, der i øjeblikket gør livet ekstremt vanskeligt for almindelige borgere på Vestbredden."

Audrey Kurth Cronin, direktør for Carnegie Mellon Institute for Strategy and Technology og forfatter til How Terrorism Ends, er enig. Parallelt med en antiterrorkampagne "må israelske ledere holde op med aktivt at opmuntre bosættelserne på Vestbredden til at ekspandere, en proces, der gradvist har slukket ethvert håb om en tostatsløsning.

"Selv hvis vi ignorerer moralen i den nuværende krig (og det bør vi ikke); selvom vi tager et ekstremt kortsigtet syn på historien og ignorerer det sidste århundredes konflikt, der førte til 7. oktober (og det bør vi ikke); Selv da: Ingen af begrundelserne for, at Israel udløser massiv vold i Gaza, holder. Der var alternativer. Problemet er ikke, at alternativer ikke eksisterede. Det er, at disse alternativer krævede, at Israel afsluttede koloniseringen af Vestbredden og foretog håndgribelige ændringer i, hvordan det behandler palæstinensere på Vestbredden og Gaza.

Citat fra:  Merci Raphaels blog...

---

Kopier og klik på linket:

https://t.co/vbqI6IMV2v

Mit navn er Raphael Mimoun. Jeg voksede op i et zionistisk samfund i Frankrig og boede i Israel i nogle år. Jeg meldte mig næsten ind i IDF, da mange af mine venner gjorde det.

I denne blog forsøger jeg at aflive myter omkring Israels historie og den zionistiske bevægelse, og jeg diskuterer, hvorfor jeg mener, at zionisme er uforenelig med retfærdighed i Mellemøsten.

Hvis du har feedback, kommentarer eller forslag til emner, jeg bør tage fat på, så send mig en e-mail på:   contact@onesmalldetail.blog