INTERNATIONAL

• 12/03/2022 KL. 07:42

Overblik: Det er der sket i Ukraine i nat

Beskydningerne er intensiveret vest for Kyiv. Ukraine har nået et »strategisk vendepunkt« siger præsident Volodymyr Zelenskij, der forventer snarligt russisk fremstød mod hovedstaden. Russiske styrker har bortført en ukrainsk borgmester i en besat by.

Zelenskij under en tale fra Kyiv. Foto: Ukrainian Presidential Press Service/via Reuters TV/Handout

JÓHANN THÓR HAAHR HANSEN

På den 17. dag af Ruslands invasion af Ukraine er flere hundredtusind civile fortsat fanget i byer på tværs af landet der modstår kraftig russisk beskydning.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har i sin seneste videotale til befolkningen meddelt med optimisme, at Ukraine har nået et »strategisk vendepunkt« i invasionen.

Han varslede samtidig, at efterretninger tyder på, at de russiske styrker omkring Kyiv forbereder sig på et storstilet angreb på hovedstaden inden for de kommende dage.

»Det er umuligt at sige, hvor mange dage vi stadig har foran os før vi kan befri Ukraine. Men vi kan sige, at vi vil gøre det,« sagde han.

»Vi bevæger os allerede mod vores mål. Vores sejr.«

Her får du overblikket over de seneste udviklinger i Ukraine i nat.

1

Kyiv har været under kraftig beskydning og er det muligvis fortsat her til morgen. Midt på natten til lørdag lød sirener i Ukraines hovedstad, Kyiv. Lyden af kraftig beskydning med granater kan høres, skriver flere indbyggere og journalister på sociale medier.

Satellitbilleder viser, at russiske styrker rykker tættere på Kyiv og ser ud til at skyde med artilleri mod boligområder. Flere kvarterer i Kyiv står i brand, skriver Reuters.

Også i byerne Zjytomyr og Vasylkiv vest for Kyiv har det russiske militær indledt et natligt angreb. Tidligt lørdag morgen er der meldinger om flere eksplosioner i storbyen Dnipro.

Tænketanken Institute for the Study of War skriver i deres seneste rapport lørdag morgen, at det tyder på, at de russiske styrker er ved at regruppere sig omkring Kyiv i forsøget på et større samlet angreb, efter at flere forsøg tidligere på ugen er slået fejl.

2

Borgmesteren i den sydlige by Melitopol, Ivan Fedorov, blev fredag bortført af russiske soldater, som har besat byen, viser optagelser. I en video sent fredag aften bekræfter præsident Volodymyr Zelenskij bortførelsen. Han kalder bortførelsen en ny form for terror og siger, at russernes handlinger vil blive betragtet på samme måde som handlinger fra Islamisk Stats terrorister.

LÆS OGSÅ

Borgmester bortført: Zelenskij lover russerne samme behandling som Islamisk Stats terrorister

3

Ukraine frygter, at nabolandet Belarus kan lancere en invasion af Ukraine lørdag efter et møde i Moskva mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans belarusiske kollega, Alexander Lukasjenko. Der var frygt for, at belarusiske soldater allerede fredag aften ville blive sat ind i konflikten, men det skete ikke.

Russiske tropper har brugt Belarus som springbræt til den nordlige invasion af Ukraine, og Ukraine beskyldte fredag Rusland for at skyde mod en belarusisk bosættelse nær grænsen i en såkaldt falsk flag-operation i et forsøg på at trække Belarus med i krigen.

Rusland skal fremover forsyne Belarus med opdateret og højteknologisk militært udstyr, lød det efter et møde mellem Putin og Luykasjenko i Kreml fredag aften.

4

Trods gentagne Ukrainske råb på hjælp fra vesten om bl.a at lukke luftrummet og dermed de dødbringende russiske missil- og luftangreb i Ukraine, så gentog USAs præsident Joe Biden fredag aften, at det er en meget farlig vej at gå ned af.

»Vi vil ikke udkæmpe en krig mod Rusland i Ukraine. En direkte konfrontation mellem Nato og Rusland er tredje verdenskrig, og noget vi skal bestræbe os på at forhindre«, skriver Biden i et tweet fredag aften.

5

Læger Uden Grænser oplyser, at hundredtusindvis af mennesker stadig er spærret inde i havnebyen Mariupol, og at situationen er desperat.

De lokale myndigheder i byen hævder, at mere end 1.500 civile er døde som konsekvens af den konstante russiske beskydning af civil infrastruktur og boligområder i byen, der er omringet fra alle sider. FN opgør det civile dødstal til lige under 600 personer.

Anledningen var, at Vladimir Putin to gange har talt højt om Ruslands atomvåben, siden han invaderede Ukraine.

 

Jeg havde en deprimerende samtale den anden dag. Den handlede om civilisationens udslettelse, eller i hvert fald den teoretiske mulighed for det. Anledningen var, at Vladimir Putin to gange har talt højt om Ruslands atomvåben, siden han invaderede Ukraine, og det er altid ufedt, når nogen taler højt om deres atomvåben. Jeg er født en måned før Berlinmurens fald og vokset op i en historisk puppe af fred og tryghed. For mig har ordet atomvåben antaget en næsten mytisk karakter. Det var et skræmmende spøgelse fra fortiden, som man ikke længere talte om. Men jeg kunne mærke, at denne karikerede forestilling ikke gjorde noget godt for mig. Jeg havde brug for at forstå, hvad vi havde med at gøre, for bedre at kunne håndtere min frygt, og det tænkte jeg, at andre måske også havde. Det er den her artikel et forsøg på.

KLOKKEN HAVDE LIGE PASSERET MIDNAT, da der skete det, der ikke måtte ske. Det var en septemberaften i 1983, og den kolde krig var ekstra kold. Stanislav Petrov havde nattevagten på kontrolposten Serphukov-15 lidt syd for Moskva. Det skulle egentlig have været hans friaften, men en kollega havde ringet og meldt sig syg. Petrovs opgave var at holde øje med, om amerikanerne affyrede et atommissil. Og det var netop, hvad amerikanerne nu gjorde, ifølge sovjetternes nye varselssystem. Lidt efter midnat advarede systemet om, at fem amerikanske missiler var på vej mod Sovjetunionen. Nu var Petrovs ordre klar: Han skulle straks orientere sine overordnede, så de kunne svare igen med et modangreb. Men oberstløjtnanten tøvede. Han stolede ikke helt på det nye varselssystem, og det gav ikke mening, at USA ville indlede et angreb med kun fem missiler. I stedet for at række ud efter telefonrøret sad han stivnet på sin stol og stirrede på computerskærmen foran sig, mens sirenerne hylede omkring ham.

Stanislav Petrov alarmerede ikke sine overordnede den nat. Han konkluderede, at det var falsk alarm, hvad det også var. Med den beslutning forhindrede han muligvis en atomkrig. Hvis hans kollega ikke var blevet syg, kunne tingene være gået anderledes.

Verden er i dag langt fra den til tider altomsluttende atomfrygt, som prægede tiden under den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen lå i konstant kappestrid om verdensindflydelse. Men de seneste uger er noget af atomfrygten vakt til live igen. Mindst to gange har Ruslands præsident, Vladimir Putin, talt om sine atomvåben i truende vendinger. Første gang var, da han annoncerede det, han selv nægter at kalde en invasion af Ukraine, og truede enhver, der kom i vejen, med “konsekvenser, I aldrig har set mage til i historien.”, og så vidste tilhørerne godt, hvad han hentydede til. En uge inde i krigen satte han så Ruslands såkaldte afskrækkelsesstyrker, som inkluderer atomberedskabet, i ‘særligt kampberedskab’. Ingen ved, præcis hvad det betyder, men det lyder ikke rart. Og det har over hele verden sat gang i spekulationer om, hvad Putin mon kan finde på. Herhjemme stiger salget af jodtabletter, som kan give et værn mod radioaktiv stråling. Noget tyder på, at vi nogle stykker, som er ængstelige.

Derfor ringede jeg forleden til den danske forsker Hans M. Kristensen, som bor i Washington D.C. i USA. Han står i spidsen for det atomare informationsprojekt under den respekterede tænketank Federation of American Scientists, der blev stiftet i 1945 af forskere fra Manhattanprojektet. Her forsker han i atomvåben: hvor mange der er, hvad de konkret kan bruges til, og i hvilke situationer de kan tænkes at blive bragt i spil. Han er med andre ord en af dem, der ved mest om atomvåben. Noget af det, der gjorde mest indtryk på mig under vores samtale, var, da han sagde, at vi kan være på vej mod en tid, hvor vi skal lære at leve med en konstant underliggende atomfrygt som den, der boede i millioner af mennesker under den kolde krig. “Men vi er der ikke endnu,” pointerede han.

Dét er vigtigt, så lad os slå det fast en gang for alle: Næsten ingen forskere, analytikere og nuværende eller forhenværende politikere tror, at Putin kunne finde på at bruge atomvåben under krigen i Ukraine, og at krigen udvikler sig til en decideret atomkrig. De fleste mener tværtimod, at sandsynligheden er ekstremt lille. Hans M. Kristensen tror heller ikke, at det sker. Men han mener alligevel, det er vigtigt at forstå truslen og tage den alvorligt. “Vi er i en ny fase, som begynder at have mange tegn, som minder om den kolde krig. Det er ikke på samme intensitetsniveau overhovedet, men det er stadig alvorligt og fundamentalt anderledes, end det var i 1990’erne og begyndelsen af årtusindet,” siger han.

Så lad os prøve at se nærmere på nogle af de usandsynlige scenarier, vi ikke bryder os om at tænke på.

Hvordan kunne atomvåben blive brugt under krigen i Ukraine?

En aften i sidste uge faldt jeg over et urovækkende citat i en artikel hos BBC. “Én mulighed,” sagde den russiske militæranalytiker Pavel Felgenhauer, var, at Putin kunne slukke for gassen til Europa som svar på Vestens økonomiske sanktioner. “En anden mulighed,” tilføjede han, “er at sprænge et atomvåben et sted i Nordsøen mellem Storbritannien og Danmark og se, hvad der sker.”

Sådan et scenario kunne i teorien godt være det første skridt i en eventuel atomoptrapning, siger Hans M. Kristensen. Det er ikke ensbetydende med, at han tror, det vil ske; det tror han ikke. En atombombe, der landede i havet, ville ikke dræbe nogen vestjyder – kun fisk. Det ville være en advarsel, som skulle vise Vesten, hvad der ventede, hvis de gik ind i Ukraine eller strammede sanktionerne endnu mere. Til sådan et ville Nordsøen altså være et muligt mål – ligesom Sortehavet eller Østersøen ville det. “Det kunne meget muligt være den første alvorlige advarsel i sådan et scenario,” siger Hans M. Kristensen.

En anden teori, der bliver diskuteret, er, om Rusland kunne finde på at bruge såkaldte taktiske atomvåben i Ukraine. Et taktisk atomvåben er et mindre atomvåben, som er designet til at blive brugt på slagmarken, og Ruslands officielle atompolitik tillader faktisk at bruge dem i en konventionel krig under visse omstændigheder.

Hvor stor – eller rettere lille – er risikoen?

Langt fleste eksperter er enige om, at begge disse scenarier er meget usandsynlige. Et atomvåben affyret mod Nato-territorium ville kickstarte en dominoeffekt, som meget vel kunne ende med Ruslands egen udslettelse. Og der er ingen logisk grund til at ty til atomvåben for at nedkæmpe en ukrainsk hær, som stadig er massivt i undertal og af mange militæranalytikere ventes at bukke under før eller siden.

Det er blandt andet derfor, at fejl og misforståelser som den, der i 1983 var tæt på at udløse en atomkrig, stadig udgør den mest reelle risiko den dag i dag. Det mener Hans M. Kristensen. Og når alarmberedskabet er højest, er risikoen for fejl størst.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Vladimir Putin har sat sine afskrækkelsesstyrker i ‘særligt kampberedskab’, siger Hans M. Kristensen. Der er en del usikkerhed om, hvad Putins ordre reelt dækker over – det er ikke en, der figurerer i Ruslands officielle atompolitik. Pavel Podvig, en af de førende forskere i Ruslands atomprogram, tolkede det i første omgang sådan, at man havde ‘tændt’ for systemet, så en ordre om at affyre kunne passere igennem, hvis den blev givet. Siden er han blevet overbevist om, at det blot betyder, at der møder lidt flere folk på arbejde i de her dage.

Når et land begynder at true med atomvåben, er det afgørende, hvordan modstanderen reagerer. Og indtil videre har USA taget det relativt roligt. Efterretningskilder har fortalt pressen, at amerikanerne holder tæt øje med, om det russiske atomberedskab foretager sig noget, de ikke plejer, men at der ikke har været tegn på det endnu. Amerikanerne har heller ikke set grund til at hæve deres atomberedskab efter Putins ordre, og de aflyste endda en planlagt atomtest i sidste uge for at undgå at tirre russerne og eskalere situationen. De forsøger at gyde olie på vandene, og det er positivt, siger Hans M. Kristensen. “De har tydeligt forsøgt at lægge låg på og ikke gå med på Putins spil, ikke annoncere nogen ændringer i de amerikanske atomstyrkers ageren. Men det er klart, at amerikanerne er meget opmærksomme lige nu. De kigger selvfølgelig ekstra efter, om der er nogen signaler på jorden i Rusland, som tyder på, at russerne gør noget anderledes. Og hvis de ikke ser det, konkluderer de selvfølgelig, at det bare er ord.”

Ruslands officielle atompolitik er, at man kun vil bruge atomvåben som reaktion på angreb mod Rusland, og der er ingen rationel grund til, at Putin skulle afvige fra den. Af samme grund, mener Hans M. Kristensen, er Putin den store ubekendte i det her. Adskillige eksperter siger, at han aldrig ville indlede en atomkrig – men de sagde også, at han aldrig ville invadere Donbas-regionen, og da slet ikke hele Ukraine. Hvad nu, hvis vi ikke kan stole på, at den russiske præsident tænker og handler rationelt? Vladimir Putin har i sine seneste tv-optrædener fremstået vredladen og uden sit sædvanlige skælmske smil og glimt i øjet. Selv om det er ufint at spekulere i andres mentale tilstand, selv når vi har at gøre med en autokratisk krigsmager, er Hans M. Kristensen overbevist om, at amerikanerne lige nu sidder og nærstuderer Putins mimik og kropssprog. “Der er intet farligere end en skør diktator, som er presset op i et hjørne,” som den danske atomvåbenforsker siger.

Putin har altid været glad for sine atomvåben og sjældent forspildt en lejlighed til at minde verden om dem. I en tv-dokumentar fra 2018 sagde præsidenten, at Rusland havde “ret til at svare igen” med atomvåben, hvis nogen forsøgte at “ødelægge Rusland”. “Ja, det ville være en katastrofe for menneskeheden og verden,” tilføjede han. “Men hvad skal vi med verden, hvis Rusland ikke er en del af den?”

Spørgsmålet er, siger Hans M. Kristensen: “Vil Putin på et eller andet tidspunkt konkludere, at sanktionerne rent faktisk udgør et strategisk angreb mod Rusland, som truer den russiske stat? Hvis han konkluderer det, nærmer vi os noget, der minder om et af scenarierne i den russiske atomdoktrin: Når Rusland og Ruslands fremtid er truet, ja, så kan man bruge atomvåben,” siger den danske forsker. I weekenden sammenlignede Putin de økonomiske sanktioner med en krigserklæring – men tilføjede, at vi “gudskelov ikke er nået dertil endnu.”

Man ved ikke så meget om den russiske kommandovej, når det gælder atomvåben, ud over at det er præsidenten, der kan træffe beslutningen om at bruge dem – en ordre, han giver via en sort mappe kaldet Cheget (der findes ingen rød knap). Men Putin kan ikke affyre et atomvåben alene. Der vil stadig være nogen, som skal godkende og udføre ordren. “Hvis en leder virkelig er blevet gal, kan man håbe, at nogen i systemet vil nægte at gøre det,” siger Hans M. Kristensen. Man kan håbe på en Stanislav Petrov.

Hvis – og det er altså et meget stort ‘hvis’ – Putin skulle finde på at bruge atomvåben under krigen i Ukraine, er det store spørgsmål, hvordan Nato ville reagere. Frygten er, at det ville sætte gang i en dominoeffekt, hvor det ene mere alvorlige modsvar afløste det andet og udløste en decideret atomkrig med altødelæggende konsekvenser. Men det er ikke nogen garanti, at USA ville svare igen med samme mønt. Selv hvis Rusland brugte taktiske atomvåben på slagmarken i Ukraine, mener mange eksperter, at Nato stadig ville holde sine soldater ude af landet af frygt for en større atomkrig. Det er også muligt, at der ville findes en diplomatisk vej ud af en atomoptrapning. “Afhængigt af hvor hurtigt optrapningen sker, kan der være mere eller mindre tid til, at de to sider kunne tale sammen privat. Under sådan en samtale er det jo muligt, at de kunne sige: ‘Okay, vi har ingen interesse i, at det her går hele vejen, så lad os stoppe og prøve noget andet’,” siger Hans M. Kristensen.

Hvordan kan man forhindre en atomkrig?

Der er omkring 13.000 atomvåben i verden, og Rusland og USA sidder på ni ud af ti. De kan affyres fra landbaserede baser, fra fly og fra de ubåde, som USA og Rusland gemmer rundtomkring under havets overflade. Målt på antal er Rusland den største atommagt med små 6.000 atomvåben, mens USA har omkring 5.500. Ud over USA har to andre Nato-lande atomvåben, Frankrig og Storbritannien, og når man lægger deres sammen med de amerikanske, står det cirka lige mellem Nato og Rusland. Alt det her er estimater, som blandt andre Hans M. Kristensen har lavet.

Med det styrkeforhold er det ikke en mulighed, at USA, Frankrig og Storbritannien ville kunne nå at udslette hele Ruslands atomstyrke, før Putin kunne nå at gøre for meget skade. “Selv med mindre atommagter kan man ikke være sikker på, at man kan nå at udslette hele deres atomstyrke, og især ikke med de store atommagter. Der vil altid være noget, der overlever,” siger Hans M. Kristensen.

Gennem tiden har der været flere mere eller mindre fantasifulde idéer om at skabe en form for missilskjold, som kunne beskytte borgerne mod atommissiler. USA har gennem flere år arbejdet på et missilforsvarssystem kaldet Aegis, som er designet til at skyde missiler ned i luften. Det har klaret sig lovende i tests, men det er ikke fuldt operationelt endnu, og det er uklart, hvor godt det vil kunne virke i praksis, særligt mod et stort angreb. Samtidig har det været en rød klud i ansigtet på Rusland, fordi et effektivt missilforsvar ville rykke ved den såkaldte terrorbalance, som bygger på den idé, at det har en afskrækkende effekt, når begge sider har cirka lige mange atomvåben, fordi ingen ønsker en mutually assured destruction. Hvis den ene part havde et forsvar, som den anden ikke havde, ville ødelæggelsen måske ikke længere være gensidigt garanteret. Der har også været tanker om at bruge cyberangreb til at lamme fjendens missil- og kommandosystemer, men det er uvist, hvor stort potentialet er.

Én måde at eliminere truslen fra atomvåben er naturligvis at eliminere atomvåben. Som den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan engang sagde: “En atomkrig kan ikke vindes og må aldrig blive udkæmpet. Det eneste argument for, at nationer har atomvåben, er, at det skal sikre, at de ikke bliver brugt. Men ville det så ikke være bedre bare at skille sig af med dem?” Her havde man egentlig gjort en del fremskridt siden den kolde krig, men det er gået både i stå og endda tilbage i de senere år, hvor Rusland og USA har trukket sig fra flere afgørende traktater. De 13.000 atomvåben i verden i dag er ganske vist markant færre end de godt 70.000, der var i 1980’erne. Men 13.000 atomvåben er stadig rigeligt til at ødelægge Jorden. Derfor er det meningsløst at spekulere i, hvem der ville vinde en hypotetisk atomkrig. Det er der ingen, der gør.

“Du kan ikke vinde en atomkrig,” siger Hans M. Kristensen. “Der er ikke noget tilbage. Hvis det nogensinde kom til et niveau, hvor atomvåben blev brugt mod storbyer, så taler vi om hele nationer og kontinenter, der vil blive ødelagt, og alvorlige klimatiske konsekvenser. Vi taler om flere hundrede millioner af mennesker, der vil blive dræbt. Og det er måske de heldige, der bliver dræbt, for de, der overlever, skal overleve i det, der er tilbage,” siger Hans M. Kristensen.

Som sagt: Det var en deprimerende samtale.

LAD OS IKKE SLUTTE DÉR. Dels fordi det ville være en downer, men især fordi det ikke – og det kan ikke understreges nok – er et sandsynligt scenario. Det er en ubehagelig tanke, at en aggressiv og autokratisk statsleder råder over våben, der kan udslette civilisationen, og at han truer åbent med at bruge dem. Og hvis det her er det første kapitel i en ny kold krig, så skal vi måske for første gang i mange år – hvis ikke for første gang i vores liv – til at vænne os til tanken om, at truslen om atomvåben er en faktor i vores fælles tilværelse.

Men lad os slå det fast for sidste gang: Det mest sandsynlige, mener langt de fleste eksperter, er, at Vladimir Putin spiller rollen som den stærke mand, der forsøger at intimidere verden til at bøje sig for hans vilje. Og at han har lige så lidt lyst til dommedag som alle os andre.

Så længe vesten er i krigsangst, og bange for atomkrig stopper despoten Vladimir Putin ikke….

 

USA og Polen overvejer lige nu et samarbejde om at sende kampfly til Ukraine.

Sådan lød det lørdag i flere amerikanske medier, blandt andre Politico og CNN.

”Når eller hvis Polen levere gamle fly til Ukraine udløser det så 3.verdens krig”

Nej det ændre ikke noget, lige nu er der en igangværende proxykrig .

Hvis det lykkes Putin at tvinge Ukraine knæ, så vil der gå et par år før Putin tager næste skridt,
Det kunne være en invasion af Finland & Sverige, det kunne også være de baltiske lande.
Så længe vesten er i krigsangst, og bange for atomkrig stopper despoten Putin ikke….

UKRAINERNE må have det svært med den store vestlige støtte. I mange år har ingen interesseret sig for landet,
Der har været under voldsomt tryk  fra Rusland. Overtagelsen af Krim,
De grønnes mænds invasion og indlemmelsen af de østlige områder, sabotage, cyber-krig, mord- og kupforsøg mod landets ledere, i en krig,
Der for Ukraines borgere har varet i otte år.

Svaret fra Vesten har været beklagelser samt symbolske sanktioner.

Men nu, hvor Ukraine  bliver smadret af russiske bomber, viser vesten sin støtte ved at tage imod flygtende ukrainere,
Der flygter for livet, og ved at give landets præsident stående klapsalver, når han sender en tale til EU fra sit skjulested.

De vestlige lederes primære mål er at undgå krig med Rusland, ikke at redde Ukraine.

Vesten har ikke tænkt sig at gribe ind.
Selv hvis ukrainerne forsvarer sig så længe, at Putin ender med at bruge taktiske atomvåben, er sandheden den samme: Vesten overlader Ukraine til skæbnen i hænderne på en ond psykopat.

Når ukrainske børn, kvinder og mænd nu i tusindvis, massakreret af russiske bomber, er ansvaret hos Vladimir Putin.

Langt de fleste, er dybt chokerede over overfaldet. Hverken ukrainere, eller analytikere, sikkerhedseksperter har kunne forestille sig et sådan overgreb.

Det ville Vladimir Putin aldrig gøre, det er han for klog til mener mange.

Vi mennesker tror ikke på dyb ondskab eller forestille sig uhæmmet, uprovokeret vold.

Op til Anden Verdenskrig lød det igen og igen, at nu kunne det umuligt blive værre.
Sådan er mennesker de tror ikke den slags om andre mennesker.

De  få der forudsagde begivenhederne, blev tituleret som krigsgale fantaster.

Vladimir Putins verdensbillede, er gennemsyret af løgn og hævn.
Han har skrevet det i små pamfletter, og  i samtaler med vestlige ledere., Ruslands imperiale storhed skal genoprettes.
Han har bragt Rusland i stadig mere fascistisk retning.

Putin  har ført flere krige efter samme opskrift. Groznyn, Aleppo blev jævnet med jorden , 250.000 tjetjenere og  500.000 syrere blev dræbt.

Den georgiske regering overgav sig..
Ukraine er Putins fjerde krig, og den udfolder sig efter det sædvanlige mønster.

 De vestlige ledere har ignoreret, at den anden mellemkrigstid, årerne fra Murens fald i 1989  er slut.

Ligesom de første, fra 1918 til 1939, har perioden været fyldt med fortrængninger og fantasier,
Der nu virker naive, idiotiske.
Den onde Front er rykket nærmere og nærmere, uden at vesten har reageret konstruktivt.

Vesten har tværtimod reageret ved at afvæbne sig selv.
Hvordan har europæere med deres historie, kunnet forestille sig, at krigen aldrig nogensinde ville komme igen?
Krigen kommer altid igen, spørg bare ukrainerne. Det er Ukraine, der har været Europas frontstat i 100 år, der nu lægger land til igen.
Ukrainerne, der har spillet alle roller i europæisk historie, som ofre, gerningsmænd, bødler og frihedskæmpere,
Der nu har lagt sig yderst som forpost for vestlig civilisation og demokrati.

 

Alt imens Vladimir Putin udspyer den ene giftige bandbulle og trussel efter hinanden mod alt og alle.

”Vesten må forstå at hvis Vesten griber ind så kommer der atomkrig”

Det er muligvis rigtigt der er måske forkert”
Men svaret bør være hvis du Vladimir Putin nærmer dig den røde knap,

Så når du Vladimir Putin, ikke at tælle til hundrede før du er udslettet.

Svaret Vladimir Putin, skal være træk dine tropper ud af Ukraine, ellers trykker Vesten på krigsknappen.

  

Russiske biler afbilledet står i kø for at krydse grænsen til Finland fra Rusland.

 

 

Billedtekst,

Biler står i kø for at krydse grænsen til Finland

Ved Vaalimaa, Finlands grænseovergang til Rusland - 120 miles øst for Helsinki - stopper busser og biler til pas- og toldkontrol. Disse er ikke ukrainere, de er russere, og selvom strømmen ikke er tung, er den konstant.

Nogle mennesker er ivrige efter at komme ud af Rusland, fordi der har været et vedvarende rygte om, at præsident Vladimir Putins regering snart kan indføre krigsret for at håndtere demonstrationer mod invasionen af ​​Ukraine.

Med flyvninger til Europa stoppet, er den eneste vej ud af landet i bil - at krydse denne grænse - eller med tog.

Vi talte med en ung russisk kvinde, der var på vej til Vesten - en af ​​de heldige, der havde et EU-visum, før sanktionerne blev annonceret. Hun var fortvivlet over, hvad der er sket.

"Folk i Ukraine er vores folk - vores familie," sagde hun. "Vi burde ikke dræbe dem." Ville hun finde på at tage tilbage, spurgte jeg? "Ikke mens vores frygtelige regering er der. Det er så, så trist."

Hun sagde, at de fleste russere ikke ønsker denne krig, men de risikerer at komme i fængsel, hvis de forsøger at stå op mod Putin.

• Følg alle de seneste nyheder fra Ukraine på vores liveblog
• Rusland tager Ukraines atomkraftværk efter beskydning
• Flygtende ukrainere opfordrer Storbritannien til at tilbyde mere støtte

I Finland er der enorm sympati for mennesker som hende - ligesom der er for Ukraine og dets indbyggere. Denne sympati og frygten for, at Rusland kan slå ud mod andre naboer, såsom Finland selv, ændrer holdningen til Finlands traditionelle tilbøjelighed til neutralitet.

Ifølge de seneste meningsmålinger mener et voksende flertal af finnerne, at det er på tide, at deres land tilslutter sig Nato og får adgang til den beskyttelse, som medlemskab af alliancen ville give.

Billedtekst,

En bus venter ved en grænseovergang mellem Rusland og Finland

Tilbage i Helsinki trækker toget fra Skt. Petersborg ind og transporterer flere hundrede mennesker, der er ivrige efter at flygte fra Rusland. De fleste tog er fuldt bookede, med billetpriserne skyhøje.

Det beløb, som passagerer, der forlader Rusland, kan medbringe, er begrænset. Rublen er i en tilstand af kollaps; den russiske økonomi er truet af sanktioner og mange store vestlige virksomheders tilbagetrækning. Ruslands regering er desperat efter at undgå et løb på bankerne.

Vil sanktioner mod velhavende russere få dem til at vende sig mod præsident Putin? Det er bestemt ikke umuligt, men det vil næppe tvinge ham til at stoppe krigen mod Ukraine.

Mere bekymrende for ham er opfordringen fra den russiske oliegigant Lukoil om et stop for invasionen. Hvis hovedelementerne i den russiske økonomi vender sig imod ham, vil han få meget sværere ved at fortsætte uden at foretage store ændringer - såsom indførelse af krigsret.

En anden kvinde, der har forladt Rusland, denne gang til Istanbul, fortalte os via telefon, at hun var bange for at vende tilbage til livet, som det var under Sovjetunionen.

"Jeg er 30, jeg har ikke set det værste... undertrykkelsen, det hemmelige politi," sagde hun. "Jeg havde en meget klar frygt for, at hvis jeg ikke skal flyve ud lige nu, vil jeg aldrig være i stand til at flyve ud."

"På den ene side ser det ud til, at dette er tidspunktet for at komme ud. På den anden side er der en legitim frygt for, at du ikke vil være i stand til at se dine venner og familie, for gud ved hvor længe, ​​hvis nogensinde."

Hvis der blev indført krigsret, ville hr. Putin være fri til at gøre, hvad han ville, uden at skulle bekymre sig om skadelige protester i gaderne. Han har allerede gjort det klart for den franske præsident Emmanuel Macron, at han ikke stopper, før han har besat hele Ukraine - og en fransk embedsmand, der lyttede til deres telefonopkald, sagde bagefter, at tingene kunne blive meget værre.

Hvordan? Tja, den nukleare mulighed kunne komme nærmere. Det er en skræmmende udsigt.

Ikke underligt, at russere, der ikke ønsker nogen del af invasionen eller de problemer, den skaber inde i russiske byer, er desperate efter at komme ud af landet - og tjene sig selv udenfor.

Yderligere rapportering af Christy Cooney i London

I forbindelse med Sovjetunionens opløsning opnåede Ukraine sin statsuafhængighed i december 1991 efter en folkeafstemning med 90,3 % godkendelse. Kvinders valgret blev bekræftet. Siden uafhængigheden har Ukraine søgt sin nationale identitet og internationale rolle mellem en vestlig orientering, såsom integration i Den Europæiske Union, og en østlig orientering, det vil sige en politisk orientering mod Rusland. Siden uafhængigheden har Ukraine lidt under alvorlige økonomiske og demografiske problemer. Siden uafhængigheden er befolkningen faldet med mere end 6,25 millioner mennesker.[12]Siden da har det ikke været i stand til at opnå det økonomiske præstationsniveau, som det nød under Sovjetunionen. Ukraines bruttonationalprodukt nåede i 2012 kun 69,3 % af 1990-værdien.[13] 1994 afleverede Ukraine sine atomvåben til Rusland mod forsikringer om sikkerhed i Budapest-memorandummet. Efter murens fald Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000'erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.[15] Krigen i Georgien i 2008 fik en frygt skabt i Ukraine for at Rusland også ville foretage en militær indgriben i Ukraine.[16] Den daværende præsident Viktor Jusjtjenko ønskede da et medlemskab af NATO, men dele af befolkningen var skeptiske, særligt russere i det østlige Ukraine og på Krim.[16] Op til det Ukrainske præsidentvalg i januar og februar 2010 havde den mere russisk-orienterede Viktor Janukovitj sagt at han ville holde Ukraine uden for NATO.[17] Han vandt valget. I april 2010 og han fandt at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt.[18] 2013 suspenderede præsident Viktor Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. Den 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.[19] Sovjetunionens ledelse, med Nikita Khrusjtsjov i spidsen, vedtog i 1954 at overføre halvøen Krim fra den russiske til den ukrainske republik. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Tatarerne på Krim støttede Ukraine i striden om Krims status. Efter demonstrationer i vinteren 2014 annekterede Rusland den 18. marts Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi. 7. april 2014 overtog flere hundrede aktivister den regionale administrationsbygning i byen Donetsk og udråbte den selverklærede statsdannelse Folkerepublikken Donetsk. Efter Euromajdanprotestbevægelsen og omstyrtelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj under den ukrainske revolution i 2014, øgede lokale Antimaidan og pro-russiske protester i området, og kulminerede i proklamationen af Folkerepublikken Lugansk den 27. april 2014 Den 24. maj 2014 enedes folkerepublikken Lugansks regering med lederne af Folkerepublikken Donetsk om at skabe en føderation, kendt som Novorossiya, Den Føderative stat Nyrusland. En stor russisk troppekoncentration langs Ukraines grænse og faren for en russisk invasion blev fornyet i slutningen af 2021.[20] I denne forbindelse underskrev den russiske præsident Vladimir Putin den 21. februar 2022 et dekret, der anerkendte uafhængigheden af de pro-russiske separatistområder. Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten. Rusland, som separatisterne anmodede om militær støtte, angreb Ukraines luftbaser med "præcisionsvåben". Det oplyser øjenvidner og det russiske forsvarsministerium. Grænsen til Ukraine blev også angrebet fra hviderussisk og russisk territorium. Der er oplysninger om detonationer i flere byer, herunder Kijev. Som følge af angrebene erklærede den ukrainske præsident krigstilstand i landet. Se Ruslands invasion af Ukraine 2022 Politik Uddybende Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014 Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg. Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret. De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter. Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, hvilket staten ikke har kunnet styre. Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU men har vendt i spørgsmålet om NATO. Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab af NATO og EU. Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.[21] Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj[22], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident[23] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.[22] Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov: Citat "We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[24] Citat Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands annektering af Krim medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm: ca. 110.000 anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.

Efter murens fald

Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.^[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000'erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.^[15] Krigen i Georgien i 2008 fik en frygt skabt i Ukraine for at Rusland også ville foretage en militær indgriben i Ukraine.^[16] Den daværende præsident Viktor Jusjtjenko ønskede da et medlemskab af NATO, men dele af befolkningen var skeptiske, særligt russere i det østlige Ukraine og på Krim.^[16] Op til det Ukrainske præsidentvalg i januar og februar 2010 havde den mere russisk-orienterede Viktor Janukovitj sagt at han ville holde Ukraine uden for NATO.^[17] Han vandt valget. I april 2010 og han fandt at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt.^[18]

2013 suspenderede præsident Viktor Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. Den 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.^[19]

Sovjetunionens ledelse, med Nikita Khrusjtsjov i spidsen, vedtog i 1954 at overføre halvøen Krim fra den russiske til den ukrainske republik. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Tatarerne på Krim støttede Ukraine i striden om Krims status.

Efter demonstrationer i vinteren 2014 annekterede Rusland den 18. marts Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi.

7. april 2014 overtog flere hundrede aktivister den regionale administrationsbygning i byen Donetsk og udråbte den selverklærede statsdannelse Folkerepublikken Donetsk.

Efter Euromajdanprotestbevægelsen og omstyrtelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj under den ukrainske revolution i 2014, øgede lokale Antimaidan og pro-russiske protester i området, og kulminerede i proklamationen af Folkerepublikken Lugansk den 27. april 2014

Den 24. maj 2014 enedes folkerepublikken Lugansks regering med lederne af Folkerepublikken Donetsk om at skabe en føderation, kendt som Novorossiya, Den Føderative stat Nyrusland.

En stor russisk troppekoncentration langs Ukraines grænse og faren for en russisk invasion blev fornyet i slutningen af 2021.^[20] I denne forbindelse underskrev den russiske præsident Vladimir Putin den 21. februar 2022 et dekret, der anerkendte uafhængigheden af de pro-russiske separatistområder.

Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten. Rusland, som separatisterne anmodede om militær støtte, angreb Ukraines luftbaser med "præcisionsvåben". Det oplyser øjenvidner og det russiske forsvarsministerium. Grænsen til Ukraine blev også angrebet fra hviderussisk og russisk territorium. Der er oplysninger om detonationer i flere byer, herunder Kijev. Som følge af angrebene erklærede den ukrainske præsident krigstilstand i landet. Se Ruslands invasion af Ukraine 2022

Politik

Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014

Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident

Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg.

Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret.

De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, hvilket staten ikke har kunnet styre.

Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU men har vendt i spørgsmålet om NATO.

Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab af NATO og EU.

Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.^[21]

Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj^[22], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident^[23] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.^[22]

Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov:

	"We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[24]

Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands annektering af Krim medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm: ca. 110.000 anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.^[2