I forbindelse med Sovjetunionens opløsning opnåede Ukraine sin statsuafhængighed i december 1991 efter en folkeafstemning med 90,3 % godkendelse. Kvinders valgret blev bekræftet. Siden uafhængigheden har Ukraine søgt sin nationale identitet og internationale rolle mellem en vestlig orientering, såsom integration i Den Europæiske Union, og en østlig orientering, det vil sige en politisk orientering mod Rusland. Siden uafhængigheden har Ukraine lidt under alvorlige økonomiske og demografiske problemer. Siden uafhængigheden er befolkningen faldet med mere end 6,25 millioner mennesker.[12]Siden da har det ikke været i stand til at opnå det økonomiske præstationsniveau, som det nød under Sovjetunionen. Ukraines bruttonationalprodukt nåede i 2012 kun 69,3 % af 1990-værdien.[13] 1994 afleverede Ukraine sine atomvåben til Rusland mod forsikringer om sikkerhed i Budapest-memorandummet. Efter murens fald Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000'erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.[15] Krigen i Georgien i 2008 fik en frygt skabt i Ukraine for at Rusland også ville foretage en militær indgriben i Ukraine.[16] Den daværende præsident Viktor Jusjtjenko ønskede da et medlemskab af NATO, men dele af befolkningen var skeptiske, særligt russere i det østlige Ukraine og på Krim.[16] Op til det Ukrainske præsidentvalg i januar og februar 2010 havde den mere russisk-orienterede Viktor Janukovitj sagt at han ville holde Ukraine uden for NATO.[17] Han vandt valget. I april 2010 og han fandt at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt.[18] 2013 suspenderede præsident Viktor Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. Den 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.[19] Sovjetunionens ledelse, med Nikita Khrusjtsjov i spidsen, vedtog i 1954 at overføre halvøen Krim fra den russiske til den ukrainske republik. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Tatarerne på Krim støttede Ukraine i striden om Krims status. Efter demonstrationer i vinteren 2014 annekterede Rusland den 18. marts Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi. 7. april 2014 overtog flere hundrede aktivister den regionale administrationsbygning i byen Donetsk og udråbte den selverklærede statsdannelse Folkerepublikken Donetsk. Efter Euromajdanprotestbevægelsen og omstyrtelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj under den ukrainske revolution i 2014, øgede lokale Antimaidan og pro-russiske protester i området, og kulminerede i proklamationen af Folkerepublikken Lugansk den 27. april 2014 Den 24. maj 2014 enedes folkerepublikken Lugansks regering med lederne af Folkerepublikken Donetsk om at skabe en føderation, kendt som Novorossiya, Den Føderative stat Nyrusland. En stor russisk troppekoncentration langs Ukraines grænse og faren for en russisk invasion blev fornyet i slutningen af 2021.[20] I denne forbindelse underskrev den russiske præsident Vladimir Putin den 21. februar 2022 et dekret, der anerkendte uafhængigheden af de pro-russiske separatistområder. Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten. Rusland, som separatisterne anmodede om militær støtte, angreb Ukraines luftbaser med "præcisionsvåben". Det oplyser øjenvidner og det russiske forsvarsministerium. Grænsen til Ukraine blev også angrebet fra hviderussisk og russisk territorium. Der er oplysninger om detonationer i flere byer, herunder Kijev. Som følge af angrebene erklærede den ukrainske præsident krigstilstand i landet. Se Ruslands invasion af Ukraine 2022 Politik Uddybende Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014 Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg. Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret. De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter. Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, hvilket staten ikke har kunnet styre. Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU men har vendt i spørgsmålet om NATO. Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab af NATO og EU. Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.[21] Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj[22], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident[23] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.[22] Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov: Citat "We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[24] Citat Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands annektering af Krim medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm: ca. 110.000 anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.

Efter murens fald

Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.^[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000'erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.^[15] Krigen i Georgien i 2008 fik en frygt skabt i Ukraine for at Rusland også ville foretage en militær indgriben i Ukraine.^[16] Den daværende præsident Viktor Jusjtjenko ønskede da et medlemskab af NATO, men dele af befolkningen var skeptiske, særligt russere i det østlige Ukraine og på Krim.^[16] Op til det Ukrainske præsidentvalg i januar og februar 2010 havde den mere russisk-orienterede Viktor Janukovitj sagt at han ville holde Ukraine uden for NATO.^[17] Han vandt valget. I april 2010 og han fandt at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt.^[18]

2013 suspenderede præsident Viktor Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. Den 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.^[19]

Sovjetunionens ledelse, med Nikita Khrusjtsjov i spidsen, vedtog i 1954 at overføre halvøen Krim fra den russiske til den ukrainske republik. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Tatarerne på Krim støttede Ukraine i striden om Krims status.

Efter demonstrationer i vinteren 2014 annekterede Rusland den 18. marts Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi.

7. april 2014 overtog flere hundrede aktivister den regionale administrationsbygning i byen Donetsk og udråbte den selverklærede statsdannelse Folkerepublikken Donetsk.

Efter Euromajdanprotestbevægelsen og omstyrtelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj under den ukrainske revolution i 2014, øgede lokale Antimaidan og pro-russiske protester i området, og kulminerede i proklamationen af Folkerepublikken Lugansk den 27. april 2014

Den 24. maj 2014 enedes folkerepublikken Lugansks regering med lederne af Folkerepublikken Donetsk om at skabe en føderation, kendt som Novorossiya, Den Føderative stat Nyrusland.

En stor russisk troppekoncentration langs Ukraines grænse og faren for en russisk invasion blev fornyet i slutningen af 2021.^[20] I denne forbindelse underskrev den russiske præsident Vladimir Putin den 21. februar 2022 et dekret, der anerkendte uafhængigheden af de pro-russiske separatistområder.

Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten. Rusland, som separatisterne anmodede om militær støtte, angreb Ukraines luftbaser med "præcisionsvåben". Det oplyser øjenvidner og det russiske forsvarsministerium. Grænsen til Ukraine blev også angrebet fra hviderussisk og russisk territorium. Der er oplysninger om detonationer i flere byer, herunder Kijev. Som følge af angrebene erklærede den ukrainske præsident krigstilstand i landet. Se Ruslands invasion af Ukraine 2022

Politik

Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014

Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident

Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg.

Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret.

De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, hvilket staten ikke har kunnet styre.

Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU men har vendt i spørgsmålet om NATO.

Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab af NATO og EU.

Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.^[21]

Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj^[22], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident^[23] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.^[22]

Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov:

	"We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[24]

Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands annektering af Krim medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm: ca. 110.000 anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.^[2