Hvor mange orker at læse erklæringen og hvor mange læser denne Juridiske vurdering, normalt ikke ret mange,men nu har denne erklæring været undervejs siden 2016 der er stillet mange spørgsmål i folketinget og alle har været fornøjet.
Indtil nogle højregrupper i Europa og Danmark er begyndt se et politisk mål og gevinst ved at rejse tvivl om formålet med denne erklæring.
Årsagen til den ikke er blevet debatteret bredt og oversat til dansk at det normalt interesserer danskerne meget lidt,ligeså lidt som at tale om EU.
Det har de højre nationale kræfter set og fået gjort erklæringen mystiks og farlig"
De har sat skræmmebilleder op og kommet med en masse fortolkninger der er lige så svære at besvare som "tæver du stadig din kone"
Jeg forholder mig til den oversatte erklæring,som godt kunne være tydelige og jeg forholder mig til denne juridiske vurdering, samt at der kommer en stemmeforklaring.
Til de højre nationale kræfter er der kun at sige tak for debatten,
Men hvis i mener noget med jeres protester og noget burde være anderledes,
Burde i have rejst debatten i 2016 da erklæringen var fremme første gang,
Husk det næste gang og forfald ikke til billige demagogiske trick det bliver gennemskuet.
Juridisk vurdering af FN-erklæringen ”Global Compact for
Safe,
Orderly and
Regular Migration” (GCM)
3. december 2018
I. Indledning
Dette notat indeholder en juridisk vurdering af
FN-erklæringen ”Global Compact
for Safe,
Orderly and Regular Migration” (GCM). Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet
har bidraget til
udarbejdelsen af vurderingen.
Det internationale politiske samarbejde, der i årtier har
udfoldet sig i de centrale
multilaterale samarbejdsorganer, fx FN og Europarådet,
hviler i høj grad på
anvendelsen af en række juridisk ikke-bindende instrumenter,
herunder
resolutioner, erklæringer (som GCM), vedtagelser og
udtalelser.
Der er tale om instrumenter, der ikke er juridisk bindende
for medlemslandene
eller deres borgere, og derfor instrumenter som sædvanligvis
ikke gøres til
genstand for den samme hjemlige behandling og vurdering som
retligt bindende
vedtagelser, fx traktater og EU-retsakter.
Når der i dette tilfælde helt undtagelsesvis udarbejdes en
juridisk vurdering,
skyldes det, at der har udviklet sig en omfattende debat om den
retlige karakter af
GCM.
II. GCMs baggrund og tilblivelse
I september 2016 samledes verdens ledere til et FN-topmøde
for at drøfte de
stigende flygtninge- og migrantstrømme, som ikke mindst
Europa oplevede i
2015. Her var der bred international enighed om, at der i
lyset af den seneste
udvikling bl.a. var behov for en global migrationserklæring.
Efter en indledende konsultationsproces fandt de egentlige
mellemstatslige
forhandlinger om indholdet af GCM sted over en række møder
ved FN’s
hovedkvarter i New York i løbet af 2018. Forhandlingerne
afsluttedes den 13. juli
2018.
GCM ventes vedtaget politisk på en mellemstatslig konference
i Marrakesh den
10.-11. december 2018. GCM vil efterfølgende blive formelt
vedtaget i FN’s
Generalforsamling. Det forventes at ske den 18. eller 19.
december 2018. Først
med vedtagelsen i Generalforsamlingen får GCM formelt status
af et FNdokument.
III. Indholdet af GCM
GCM forholder sig samlet set til alle aspekter af den
sædvanlige migrationscyklus
fra afrejse i oprindelseslandet til evt. gennemrejse af
transitlande og krydsning af
grænser, ankomst til og ophold i destinationslande og
tilbagevenden eller
udsendelse til oprindelseslandet. Erklæringen består af:
a) En række indledende betragtninger, der bl.a. udstikker
erklæringens
afgørende principper, herunder at erklæringen hviler på
FN-pagten og en
række eksisterende internationale konventioner og aftaler,
der er relevante
i forbindelse med migration, at erklæringen ikke er juridisk
bindende, at
erklæringen bekræfter staternes nationale suverænitet til at
bestemme
deres nationale migrationspolitik og deres prærogativ til at
træffe
beslutninger vedr. migration inden for egen jurisdiktion i
overensstemmelse med international lov, at erklæringen bekræfter,
at
staterne kan skelne mellem irregulære og regulære migranter
i deres
gennemførelse af erklæringen, og at erklæringen er baseret
på de
eksisterende internationale menneskerettighedsregler.
b) Derefter 23 konkrete politiske målsætninger:
1) Samle og anvende korrekt og disaggregeret data som
grundlag for
evidensbaseret politikker,
2) minimere de negative årsager og strukturelle faktorer,
der tvinger
mennesker til at forlade deres oprindelsesland,
3) tilvejebringe korrekt og rettidig information på alle
migrationsstadier,
4) sikre, at alle migranter har bevis på en juridisk
identitet samt
tilstrækkelig dokumentation,
5) forbedre tilgængeligheden og fleksibiliteten af lovlige
migrationsveje,
6) fremme retfærdig og etisk rekruttering og sikre
betingelser for
anstændigt arbejde,
7) adressere og reducere sårbarheder i migrationen,
8) redde menneskeliv og etablere koordinerede internationale
indsatser møntet på forsvundne migranter,
9) styrke den transnationale indsats mod menneskesmugling,
10) forhindre, bekæmpe og udrydde menneskehandel i
konteksten af
international migration,
11) forvalte grænsekontrol på en integreret, sikker og
koordineret
måde,
12) styrke sikkerheden og forudsigeligheden af migrationsprocedurer
med henblik på at sikre en hensigtsmæssig screening,
vurdering og
henvisning,
Side 3 af 5
13) bruge frihedsberøvelse i forbindelse med migration som
en sidste
udvej og arbejde for at finde alternativer,
14) styrke konsulær beskyttelse, assistance og samarbejde
under hele
migrationscyklussen,
15) tilvejebringe adgang til basale serviceydelser for
migranter,
16) støtte migranter og samfund i at realisere fuld
inklusion og social
sammenhængskraft,
17) eliminere alle former for diskrimination og fremme en
evidensbaseret offentlig debat med henblik på at forme
opfattelser
af migration,
18) investere i udviklingen af færdigheder og fremme en
gensidig
anerkendelse af færdigheder, kvalifikationer og kompetencer,
19) skabe muligheder for, at migranter og diasporaer fuldt
ud kan
bidrage til bæredygtig udvikling i alle lande,
20) fremme hurtigere, sikrere og billigere overførsler af
remitter og
støtte finansiel inklusion af migranter,
21) samarbejde om at fremme sikker og værdig tilbagesendelse
og
tilbagetagelse, såvel som bæredygtig reintegration,
22) etablere mekanismer for overførsel af sociale ydelser og
optjente
fordele,
23) styrke det internationale samarbejde og globale
partnerskaber for
sikker, velordnet og regulær migration.
Under hver af de 23 målsætninger indgår et afsnit
indeholdende politiske
tilsagn.
c) Under hvert afsnit indeholdende politiske tilsagn
oplistes en række ikkeforpligtende forslag til politiske initiativer og ”best
practices”, som stater
vil kunne trække på (”will draw from”) i forbindelse med
implementeringen af GCM.
d) En afsluttende del om implementering af GCM og opfølgende
skridt,
hvor det bl.a. fastslås, at stater vil implementere GCM i
egne lande,
regionalt og globalt under hensyntagen til forskellige
nationale forhold,
kapaciteter og udviklingsniveauer og med respekt for
nationale politiske
prioriteringer. Det indgår endvidere i erklæringen at
etablere en
kapacitetsopbygningsmekanisme i FN, der kan støtte stater
med at
implementere erklæringen, ligesom en række bestemmelser
omhandler
relevante samarbejdspartnere og -fora i forhold til
implementeringen. I
forhold til opfølgning besluttes det, at stater vil drøfte
status for
implementering i et ”International Migration Review Forum”
hvert fjerde
år under FN’s Generalforsamling.
e) Endeligt anfører GCM udtrykkeligt, at landene fortsat
selv suverænt
fastlægger deres nationale udlændingepolitik i
overensstemmelse med de i
forvejen gældende folkeretlige forpligtelser, jf. også
GCM-erklæringens
Side 4 af 5
punkt 15 om tværgående og gensidigt afhængige principper.
Her anføres
det, at GCM bekræfter staternes suveræne ret til at bestemme
deres
nationale migrationspolitik og deres beføjelser til at styre
migration inden
for deres juridiktion, i overensstemmelse med folkeretten,
og at staternes
inden for deres juridiktion kan skelne mellem regulær og
irregulær
migrationsstatus, herunder når staterne bestemmer deres
lovgivningsmæssige og politiske foranstaltninger til
gennemførelse af
GCM under hensyntagen til forskellige nationale realiteter,
politikker,
prioriteter og krav til indrejse, ophold og arbejde, i
overensstemmelse med
folkeretten.
IV. Den juridiske karakter af GCM
GCM er ikke en traktat eller konvention, men en politisk
erklæring, der ikke
pålægger landene nye retlige forpligtelser. Dette fremgår af
selve
erklæringstekstens punkt 7, der udtrykkeligt understreger,
at GCM er ”non-legally
binding”. Der er derfor heller ikke tale om, at staterne
skal undertegne eller
ratificere GCM-erklæringen. Den ikke-bindende juridiske
karakter fremgår også af
GCMs sprogbrug i øvrigt, idet der er tale om generelle
tilkendegivelser og
politiske tilsagn (”commitments”).
GCM ses heller ikke at etablere folkeretlig sædvaneret.
Folkeretlig sædvaneret
identificeres ved konstatering af en generel statspraksis,
der er tilstrækkeligt
udbredt, repræsentativ og konsistent. Denne statspraksis
skal herudover være
båret af en antagelse hos staterne af en ret eller pligt
(opinio juris) til at handle på
den givne måde. Erklæringer og resolutioner vedtaget i FNs
Generalforsamling er
ikke i sig selv bindende, men kan efter omstændighederne
være udtryk for – og
tjene som bevis for – en sådan statspraksis. Hvorvidt det er
tilfældet, afhænger af
en konkret vurdering af den enkelte tekst og forløbet
omkring dens forhandling
og vedtagelse.
Fsva. GCM kan det imidlertid konstateres, at der ikke
foreligger den nødvendige
opinio juris. Dette fremgår udtrykkeligt af staters
tilkendegivelser under
forhandlingsforløbet vedrørende GCM, og det fremgår af selve
erklæringens
punkt 7. Hertil kommer, at GCM indeholder tekst, som er
relativt ubestemt og
dermed ikke har en form, der er egnet til at etablere en
bindende norm, jf.
ovenfor. Der er således ikke grundlag for at antage, at
retsanvendende
myndigheder – herunder nationale eller internationale
domstole – af GCM vil
kunne udlede, at der påhviler Danmark nye, specifikke
retlige forpligtelser.
Herudover bemærkes, at GCM henviser til en række allerede
bindende og ikkebindende instrumenter. Det gælder eksempelvis punkt 2, som
bl.a. oplister en
række relevante menneskerettighedsinstrumenter, hvis
juridiske karakter ikke
ændres af, at de opregnes i GCM. GCM skaber således ikke nye
juridiske
kategorier og etablerer ikke nogen menneskeret til at
migrere.
Side 5 af 5
Det bemærkes endelig, at også erklæringer mv., der ikke er
retligt bindende, i visse
tilfælde kan være fortolkningsbidrag, f.eks. som et
supplerende argument, der
yderligere underbygger en bestemt fortolkning. Der tales i
den forbindelse om
”soft law”. Det vurderes dog, at GCMs potentielle betydning
som
fortolkningsbidrag vil være yderst begrænset, bl.a. fordi
udlændingeområdet er tæt
lovgivningsmæssigt reguleret i Danmark.
Den beskrevne potentielle – og under alle omstændigheder
yderst begrænsede –
betydning af GCM som fortolkningsbidrag vil i øvrigt kunne
foreligge, selvom
Danmark ikke tilslutter sig GCM, hvis erklæringen i øvrigt
opnår bred tilslutning
blandt FN’s medlemsstater.
V. Sammenfattende juridisk vurdering
Sammenfattende kan det konkluderes,
at GCM efter sit eget indhold ikke er juridisk bindende,
at GCM ikke pålægger landene nye, retlige forpligtelser,
at GCM i sig selv heller ikke etablerer folkeretlig
sædvaneret,
at GCMs mulige betydning som fortolkningsbidrag vil være
yderst begrænset, bl.a.
fordi udlændingeområdet er tæt lovgivningsmæssigt reguleret
i Danmark, og
at landene fortsat selv suverænt fastlægger deres nationale
udlændingepolitik i
overensstemmelse med de i forvejen gældende folkeretlige
forpligtelser, jf. også
GCM-erklæringens punkt 15.
