En lang agurketid med islam på dagsordenen. Det er ikke mange år siden, at sådan en sommerferie havde været aldeles uvelkommen i Socialdemokratiet. Med Rasmus Paludans omrejsende cirkus af koranafbrændere var der lagt op til endnu en af de værdidebatter, der siden 1990'erne har martret venstrefløjen og sendt vælgere i rekordtal mod højre. Bare ikke denne gang

 

Foto: Grafisk afdeling

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio.

Mest læst

1 Voxmeter: Pæn fremgang til Socialdemokratiet

2 Fagbevægelsen bør takke HK for at gå forrest i Risgaard-forløbet

3 Tidligere S-minister langer ud efter partier, som vil tillade koranafbrændinger

4 Radikale: Koranafbrændinger kan stå i vejen for kampen for ytringsfrihed

5 Advokatrapport: Tre faktuelle episoder om uønsket berøring 

Seneste

15:08 Fagforening får påbud efter krænkelser og sjofle bemærkninger

14:44 Minister roser filmen ‘Barbie’ på Facebook. Det får tidligere Venstre-minister til at tænde helt af

14:43 Åbent brev til Rabjerg Madsen: Hvor er det socialdemokratiske i ældreopsparing?

13:42 Forbud mod koranafbrændinger kan sagtens være en vindersag for regeringen

Niels Jespersen

10. august 2023 - 13:42

   

En lang agurketid med islam på dagsordenen. Det er ikke mange år siden, at sådan en sommerferie havde været aldeles uvelkommen i Socialdemokratiet.

Med Rasmus Paludans omrejsende cirkus af koranafbrændere var der lagt op til endnu en af de værdidebatter, der siden 1990'erne har martret venstrefløjen og sendt vælgere i rekordtal mod højre.

Bare ikke denne gang. Den første meningsmåling efter sommerferien viser en pæn fremgang til Socialdemokratiet og et komfortabelt flertal til partierne til venstre for midten.

Tilmeld dig Pios nyhedsbrev 

 

Det kommer efter, at regeringen har varslet et "kirurgisk indgreb" mod koranafbrændingerne, hvilket har udløst kritik fra blandt andet DSU og Danmarks eneste socialdemokratiske dagblad.

Ikke noget med at provokere islamiske lande

Koranafbrændingerne i Danmark har vakt stærke følelser og international opmærksomhed.

Men når tre ud af fire danskere nu betegner sådanne handlinger som ”helt unødvendige provokationer”, ifølge en rundspørge foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad, viser det en klar folkelig opbakning til regeringens linje.

Når 63 procent af danskerne erklærer sig ”helt enige” i, at koranafbrændinger er unødvendige provokationer, og 6 ud af 10 støtter et lovindgreb, hersker der noget nær national konsensus om, at ytringsfrihed ikke skal bruges som et værktøj til at provokere islamiske lande.

Tolerancen har vigepligt

Så kan det godt være, at mange journalister er enige med Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der bemærker, at retten til at ytre sig, selv på fornærmende måder, er kernen af et demokrati. Et flertal af befolkningen har ikke noget til overs for koranafbrændinger.

Man fristes til at sige, at når tolerancen og ønsket om konfliktfrihed støder sammen, så har tolerancen vigepligt

➜ Læs også:Debat: Vi har intet at undskylde for

Morten Frederiksen, professor i sociologi, peger på, at danskerne generelt er blevet mere tolerante, men samtidig vægter et konfliktfrit samfund. Her er der sandsynligvis tale om, at konfliktfriheden vægtes højest.

Man fristes til at sige, at når tolerancen og ønsket om konfliktfrihed støder sammen, så har tolerancen vigepligt. Der er ikke noget, der tyder på, at særligt mange danskere ser et koranafbrændingsforbud, som en indskrænkning af deres ytringsfrihed.

Erhvervslivet bakker også op

Det er ikke nemt at blive populær både hos høj og lav. Noget tyder ikke desto mindre på, at det er lykkedes for regeringen i koransagen.

I erhvervslivet har man nemlig aldrig været særlig vild med den værdipolitiske strammerlinje, som både blev anlagt af VKO-flertallet og den senere smalle S-regering.

Når nogen er provokerede eller sure, skal Danmark give efter

Mere indvandring betyder større arbejdsudbud, og kritik af diktaturer i Mellemøsten koster på eksporten.

Når nogen er provokerede eller sure, skal Danmark give efter. Det må være den konklusion, som skal drages af Dansk Industris direktør, Lars Sandahls, opbakning til regeringens linje.

➜ Læs også:Radikale: Koranafbrændinger kan stå i vejen for kampen for ytringsfrihed

Tilbagevenden til småstatsdiplomatiet

Beslutningen om at gribe ind over for koranafbrændinger kan tolkes som et opgør med den tradition, der startede i 2001, hvor dansk udenrigspolitik i stigende grad skulle bruges til at sende indenrigspolitiske signaler.

Dengang omtalte Anders Fogh Rasmussen (V) hånligt Danmarks ageren under 2. verdenskrig og dele af den kolde krig som "småstatsdiplomati".

Det er noget både vælgerne og erhvervslivet kan lide

For det politiske flertal til højre for midten var der ingen tøven: Så sent som i 2017 afskaffede den daværende VLAK-regering blasfemiparagraffen på trods af modstand fra Socialdemokratiet og trusselsvurderinger fra efterretningstjenesterne.

Med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) som troldmandens lærling er der nu taget endnu et opgør med Foghs politiske arv.

Det er noget både vælgerne og erhvervslivet kan lide og dermed tæt på at være en politisk vindersag for regeringen.

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

niels@piopio.dk

James Cain var George W. Bushs mand i Danmark under Muhammed-krisen i 00erne. nu undrer han sig over, hvorfor endnu en krise udspiller sig mellem den muslimske verden og Danmark.

 James Cain var George W. Bushs mand i Danmark under Muhammed-krisen i 00erne.

Han er kristen, konservativ og ærkeamerikaner.

Og nu undrer han sig over, hvorfor endnu en krise udspiller sig mellem den muslimske verden og Danmark.

For hvorfor er det altid Danmark, der kravler op på den høje moralske hest og insisterer på en ny debat om den ukrænkelige ytringsfrihed midt i en global krisetid?

Der er ingen tvivl om, at krisen mellem Sverige, Danmark og den muslimske verden vækker irritation i Washington.

»Og det sker bare ikke i USA,« siger James Cain om koranafbrændingerne på en telefonforbindelse fra Ottawa i Canada.

Den tidligere ambassadør håber i den grad, at amerikanerne har lagt pres på Danmark for at få stoppet afbrændingerne og få skabt noget ro. Det er også vigtigt, at Sverige kan indtræde i NATO uden tyrkisk modstand.

»En diplomats opgave er at undgå international turbulens,« siger han.

Og turbulens må man sige, at der er kommet, efter at personer har sat ild til Koranen foran udenlandske ambassader i Danmark.

Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) er oprørt over hændelserne, og det har siden ført til, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har bebudet, at regeringen – på trods af heftig kritik – vil lægge op til »en korrektion af den voldsomme udvidelse af ytringsfriheden, der fandt sted i 2017, hvor man afskaffede blasfemiparagraffen«.

Det helt store spørgsmål er, om regeringen selv er kommet til den erkendelse, eller om udenlandske diplomater – for eksempel amerikanske – har talt med store bogstaver over for Danmark.

»Det håber jeg, de har,« siger Cain.

James Cain var USAs ambassadør i Danmark under Muhammed-krisen i 2005-2006. Her er han til nytårskur med sin hustru, Helen Cain.

Foto: Rune Evensen.

Uansvarligt af danskerne

James Cain ankom selv til Danmark i 2005 for at være USAs nye ambassadør. Han havde knap nået at pakke ud, før Muhammed-krisen satte ild til Mellemøsten.

Danmark var også dengang hovedpersonen i en krise med de islamiske lande, efter at Jyllands-Posten blandt andet trykte Kurt Westergaards nu berømte tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Og hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen formentlig håbede, at han fik støtte fra sine venner i Bush-administrationen, kritiserede James Cain i stedet Jyllands-Posten for at trykke de berygtede tegninger. Cain mente ikke, at det var ansvarligt at trykke tegningerne, på trods af at man havde ytringsfrihed.

Amerikanerne så lidt mere pragmatisk på situationen og var godt og grundigt trætte af, at Danmark havde sat dem i en svær position. For selvfølgelig ville de forsvare angreb på Danmarks ambassader – men vi skulle få styr på situationen, mente de.

»Det var nok de argumenter, jeg prøvede, og jeg er ikke sikker på, at jeg fik gjort det særlig elegant tilbage i 2006. Og selvom det at brænde en koran af også er beskyttet af ytringsfriheden og dermed beskyttet af vores forfatning, så ser du ikke det ske i USA,« siger Cain, der også på det kraftigste opfordrede danske medier til ikke at genoptrykke Muhammed-tegningerne.

»Der er mange kristne, der ikke forstår, hvad Koranen betyder for muslimer. Men det er voldsomt krænkende at brænde den. Det er enhver diplomats opgave at sikre, at Vesten ikke fremkalder vold og had i den muslimske verden,« siger han.

Og det er det, vi ser nu.

Selvom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde et ekstremt tæt forhold til USAs tidligere præsident George W. Bush, var det svært at få amerikanerne til at støtte Danmark under Muhammed-krisen i midten af 00erne.

Foto: ROD AYDELOTTE.

Skal »afskrække« dem

Stemningen minder James Cain om tiden i Danmark under Muhammed-krisen.

»Så jeg håber virkelig, at diplomater i USA og i Europa vil gøre alt for at afskrække dem, der brænder Koranen. Selvom jeg selvfølgelig er stor fortaler for ytringsfriheden, er det diplomaters opgave at undgå voldelige sammenstød,« siger han.

Religion er formentlig en af grundene til, at amerikanerne har meget svært ved at forstå danskernes insisteren på, at det er okay at brænde religiøse skrifter. I USA fylder tro ekstremt meget i hverdagen – og James Cain mærkede på egen krop forskellen, da han boede i Rydhave nord for København.

Dengang sagde han i et interview til The Washington Post, at manglen på en religiøs kultur i Danmark delvist bar skylden for Muhammed-krisen. Det mener han også i forhold til den nye konflikt om afbrændingen af Koranen.

»For mig er det had. Og kristne skal elske, ikke hade,« siger han og forklarer:

»Selvom mange danskere ikke går særlig meget op i religion, skal de huske, at en stor del af deres befolkning – det store muslimske mindretal – gør. Jeg forstår det som kristen. Der er meget, jeg er uenig med muslimer om, at men jeg anerkender deres religion. Men folk, der lever i en kultur, hvor religion fylder meget lidt, har måske svært ved at forstå rationalet i at blive så vred over, at nogle brænder en bog. Men det er meget anderledes i USA.«

James Cain mistede sin svigersøn Alexander Pinczowki, der blev dræbt under et IS-angreb i Bruxelles i 2016.  

Foto: David Keyton.

»Det er ikke noget, man gør i USA«

For at forstå situationen fra det amerikanske perspektiv skal vi ifølge Cain 40-50 år tilbage i tiden, til optøjerne i 1970erne, hvor racismen var udbredt i USA. Dengang indførte man love mod diskrimination.

»USA udkæmpede denne krig for 50 år siden, hvor man indgik en form for kompromis. Vi indså, at der er nogle ord, der er meget krænkende, og vi blev enige om, at selvom man ikke kunne blive retsforfulgt for at sige dem, så sagde man dem ikke.«

»Jeg tror, at dette kompromis har ledt til en form for harmoni og relativ fred i vores byer de seneste 50 år. Der har selvfølgelig været undtagelser, men jeg tror, at amerikanere forstår, at det at sige bestemte ord – eller i denne sag at brænde koraner – er så voldsomt krænkende, at det ikke er noget, man gør i USA,« siger han.

James Cain rejste tilbage til USA, da George W. Bush sagde farvel til Det Hvide Hus i 2009. I 2016 gennemlevede han et personligt mareridt, da hans svigersøn blev myrdet i Islamisk Stats terrorangreb i Bruxelles.

»Jeg tror ikke, du kan finde nogen, der føler mere vrede mod ekstreme islamister. Men det betyder ikke, at vi skal være vrede på alle muslimer. Jeg mener, at koranafbrændinger skaber had, og vi skal kun være vrede på en lille gruppe muslimer. Vi må aldrig dæmonisere en hel religion,« siger James Cain.

Ordene er som taget ud af munden på hans tidligere chef George W. Bush, da han efter terrorangrebet den 11. september 2001 i en tale i Kongressen understregede amerikanernes venskab med den arabiske verden.

»USAs fjende er ikke vores mange muslimske venner. Det er ikke vores arabiske venner. Vores fjende er et radikalt netværk af terrorister og alle stater, der støtter dem,« lød det fra den daværende præsident den 20. september 2001.

Jacob Heinel Jensen er Berlingskes korrespondent i USA

Afbrænding af koraner. Det er langtfra kun de islamiske lande, som synes, det er en dårlig idé at sætte ild til bøger og hellige skrifter.

 

Afbrænding af koraner. Det er langtfra kun de islamiske lande, som synes, det er en dårlig idé at sætte ild til bøger og hellige skrifter.

Og Danmark behøver støtte fra det Globale Syd i den kommende multi verdensorden. Kan vi opnå det uden at sætte vores grundlæggende værdier over styr?

 

Verden forstår os ikke

 

En af Nordens mest visionære politikere, den tidligere finske stats- og udenrigsminister Alexander Stubb, forudså , at den verdensorden, der bliver formet netop nu i 2020erne, kommer til at gælde århundredet ud. Det bliver en multi verdensorden med overlappende alliancer bygget omkring tre søjler: Det Liberale Vest, Det Autoritære Øst (Kina, Rusland plus partnere) og så Det Globale Syd, en gruppering på omkring 125 stater, ledet af magter som Indien, Saudi-Arabien, Sydafrika, Nigeria og Brasilien, skriver han. Man kunne tilføje Tyrkiet, der hører bedre hjemme her end i den vestlige alliance.

 

»Hvis Vesten ønsker at opretholde resterne af en liberal verdensorden, må vi begynde at føre en mere værdig udenrigspolitik,« skriver Stubb. »Det betyder ikke, at vi skal ofre værdierne på interessernes alter. Det betyder at lytte og engagere sig frem for at prædike og moralisere. Det Globale Øst har været bedre til at overbevise andre. På trods af sin ekspansionisme bærer Rusland ikke rundt på kolonialismens byrde, i alt fald hvad angår Latinamerika og Afrika. Kina har siden afslutningen af Den Kolde Krig dygtigt gjort andre lande afhængige af sig – af kinesiske lån og økonomisk bistand, af infrastrukturprojekter og råmaterialer. Og er blevet den største handelspartner for 120 lande.«

 

Stubbs betragtninger blev offentliggjort, før afbrændinger af muslimernes hellige bog, Koranen, blev hverdagsrutine i Sverige og Danmark. Men de falder helt i tråd med en af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hovedbegrundelser for ad lovgivningens vej at sætte en stopper for denne radikale udøvelse af den danske ytringsfrihed:

 

»Vi har brug for at kunne bygge partnerskaber til lande ude i verden, som i øjeblikket vender sig mod os, fordi de misforstår, hvad der sker i Danmark, og tolker enkeltpersoners afbrænding af koraner, som at Danmark står bag,« sagde Lars Løkke, da han tidligere på ugen bebudede et endnu ikke udmøntet lovindgreb.

 

Det er ikke for meget at kalde Rasmus Paludan for verdensberømt.
Og ikke for det gode. Protestdemonstration i Yogyakarta i Indonesien i februar mod Paludans afbrændning af koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm nogle uger tidligere.

»Det Globale Syd får større og større betydning i den verdensorden, vi ser forme sig, og det bliver stadig vigtigere, at vi har en eller anden form for samklang med disse lande, ellers kommer vi i Vesten til at stå isoleret,« siger Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og enhedsleder for udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for Internationale Studier.

 

»Der er en frygt for, at Vesten taber indflydelse globalt set. Og samtidig en bekymring for, at vi får en verdensorden, der udelukkende er baseret på rå magt, og at diplomatiet bliver tilsidesat. Det afspejles ikke mindst i krigen i Ukraine. Derfor er der så mange bestræbelser på at få Det Globale Syd på vores side i kampen mod den autoritære blok, Rusland og Kina, som vi ser tegne sig.«

 

Dårlig sag

Men hvad har det at gøre med enkelte provokatørers afbrænding af koraner i Sverige og Danmark? Gør disse afbrændinger af hellige skrifter det vanskeligere for os at bygge alliancer til Det Globale Syd?

 

»Det må jeg umiddelbart svare ja til. Det, at vi insisterer på nogle ytringsfrihedsidealer, som i andres øjne er kontroversielle og uforståelige, underminerer vores kapacitet til at skabe alliancer på andre områder,« siger Heini i Skorini, ph.d. i international politik og lektor og studieleder ved Fróðskaparsetur Føroya, Færøernes Universitet, i Tórshavn. Skorini udkom tidligere i år med bogen Kampen om ytringsfriheden – religion, politik og global værdikamp om især den muslimske verdens forsøg på gennem FN at få kriminaliseret religionskritiske ytringer og handlinger.

 

»Det er ikke kun de muslimske lande i Organisation of Islamit Kooperation (OIC), vi lægger os ud med – de har jo længe kæmpet for et globalt blasfemiforbud. Også lande uden for den muslimske verden mener, at bogafbrændinger er noget, man skal sætte en stopper for. Hvis man ser på den afstemning, der blev holdt i FNs Menneskerettighedsråd for tre uger siden, stemte lande som Sydafrika og flere katolske lande i Afrika og Latinamerika for en resolution, der opfordrede FNs medlemslande til at kriminalisere udslag af 'religiøst had'. Kina, der officielt er ateistisk, stemte for. Det samme gjorde Indien, selvom resolutionen blev fremsat af ærkefjenden Pakistan på OICs vegne – de stemmer ellers aldrig for noget som helst, der kommer fra Pakistan. Så vi i Vesten står ret alene.«

 

Det gør det ikke nemmere for Vesten, at man denne gang har en langt dårligere sag, end det for eksempel var tilfældet under muhammedkrisen i 2005.

 

»Vestlige diplomater kunne dengang forsvare muhammedtegningerne med, at de var en del af en hævdvunden europæisk tradition for satire og religionskritik, en integreret del af europæisk historie. Hvorimod det at afbrænde bøger er noget, man forbinder med Nazityskland og ødelæggelse af kulturarv. Så Vestens diplomater må nu lægge ud med at tage afstand fra afbrændingerne og er dermed fra starten bragt i defensiven,« siger Heini i Skorini.

 

Han er sikker på, at OIC vil udnytte sit momentum til endelig at få vedtaget et juridisk instrument i international lov, der kriminaliserer religionskrænkelse og blasfemi – formentlig i form af en tillægsprotokol til FNs racismekonvention.

 

»Danmark vil på papiret være bundet af en sådan tekst, da vi har underskrevet konventionen. Men international lov er en mærkelig størrelse. Du kan sagtens binde dig til en konvention uden at efterleve den. Så får du kritik og bliver evalueret i FN – systemet – og der sker ikke meget mere. Men for Vesten vil det være et stort prestigetab og for de muslimske lande en kæmpe sejr, hvis man fik et sådant bindende instrument. Så kan de med rette sige, at det er jer i Vesten, der ikke lever op til og respekterer gældende menneskerettighedslov, og det er os, der er the good guys.«

 

Den globale værdikamp

Vesten har altid numerisk været i mindretal i FN-organisationen, men i gamle dage, det vil sige så sent som under Obama-administrationen, var især USA med sin store økonomiske magt i stand til ved en kombination af pisk og gulerod at banke lande i det, der nu kaldes Det Globale Syd, på plads, så de ikke stemte sammen med Kina, Rusland og OIC-landene. Så kom Trump og hans totale ignoreren af FN som forum for internationalt samarbejde og debat. Og USA har aldrig genvundet tidligere tiders indflydelse i det globale system.

 

Hvis Vesten ønsker at opretholde resterne af en liberal verdensorden, må vi begynde at føre en mere værdig udenrigspolitik.

 

ALEXANDER STUBB

»Vi ser nu gang på gang, at Vesten taber alle mulige sager, der kommer til afstemning i FN-systemet. Det ser vi ikke kun i forhold til emner som ytringsfrihed, men også hvad angår lgbt-rettigheder, abortspørgsmål og ligestilling mellem kønnene. Alliancerne uden om Vesten er langt mere koordinerede og i offensiven. Kina har i betydelig højere grad end tidligere investeret diplomatiske ressourcer i FN, og det samme gælder Rusland. OIC-landene har i dag et godt og etableret samarbejde med Rusland og Kina og flere konservative kristne lande i Afrika og Latinamerika,« siger Heini i Skorini.

 

Det kommer blandt andet Rusland til gavn i Ukraine-konflikten. På trods af at Ruslands aggression og forsøg på landrov er så entydig og krigsforbrydelserne så uhyrlige, sidder store dele af verden stadig på hegnet, hvad angår en aktiv stillingtagen til krigen. 140 af FNs 193 medlemslande har ganske vist i en FN-resolution fordømt krigen, men kun omkring 40 lande har indført sanktioner mod Rusland, heriblandt to fra Asien og ingen fra hverken Afrika eller Latinamerika.

 

– Gør det det sværere for Vesten at engagere Det Globale Syd på vores side i Ukrainekrigen, at vi på andre punkter, som for eksempel vores holdning til ytringsfrihed, indtager positioner, som resten af verden har svært ved at forstå?

 

»Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at fordi vi tillader koranafbrændinger, så vil landene i syd ikke være en del af sanktionspolitikken over for Rusland,« svarer Skorini. »Men man kan se de samme skillelinjer globalt, hvad enten vi taler om ruslandssanktioner, ytringsfrihed eller andre menneskerettighedsspørgsmål. Mange af disse lande påberåber sig igen og igen, at man nu er færdig med at ligge under for vestlig kulturimperialisme og vestlige værdier. Det er en rød tråd gennem mange af de her debatter.«

 

 

Der er brugt citater fra :

Heini i Skorini, ph.d. i international politik og lektor og studieleder ved Fróðskaparsetur Føroya.

Tidligere finske stats- og udenrigsminister Alexander Stubb.

Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker og enhedsleder for udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Samt Weekendavisen Ole Nyeng

 Samt Financial Times.

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev

Eva Smith: Den eksisterende lovgivning kan forhindre koranafbrændingerne.

Det er en ejendommelig opfattelse, der er opstået her i landet – at det fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre.

Kommentar af Eva Smith

YTRINGSFRIHED ER EN AF grundlovens smukkeste og vigtigste bestemmelser. Den skal vi værne om. Når jeg forklarer betydningen til mennesker fra andre lande, plejer jeg at bruge to citater: Det ene, der tillægges Voltaire, lyder: ”Jeg er uenig med Dem, min herre, men jeg vil slås til døden for Deres ret til Deres mening”. Det andet stammer fra en Højesteretsdom fra år 2.000 og lyder således: ”Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andres rettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.”

I de senere år har denne samtale med udlændinge været lidt vanskelig, fordi jeg har haft svært ved at indpasse koranafbrændinger i min definition om tolerance over for andres meninger. Men spørgsmålet er vel: Kan man overhovedet definere ytringsfriheden så bredt, at den indbefatter afbrænding af bøger, der er hellige for andre? Kan en bogafbrænding være en ytring? Og hvad betyder den? At man ikke tror på koranen? At man ikke kan lide muslimer? At man gerne vil fornærme en ambassade, som vort land har diplomatiske forbindelser med? Jeg ved det ikke, og jeg tvivler på, at koranafbrænderne ved det. De følger blot den ejendommelige opfattelse, der er opstået her i landet, at de fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre. En besynderlig skamridning af et af vore vigtigste principper.

I øvrigt står ytringsfriheden i grundloven, fordi man ønskede, at folket skulle have mulighed for at udfordre og kritisere magthaverne. Den har aldrig været tænkt som et våben til at mobbe minoriteter.

Mennesker har ofret livet for demokrati og ytringsfrihed. Gad vist hvad de ville sige, hvis de hørte, at i Danmark, et af verdens ældste demokratier, beskytter politiet talstærkt mennesker, der afbrænder andre landes hellige skrifter som et led i deres ytringsfrihed.

 

Efter min bedste vurdering er det ikke nødvendigt for regeringen at indføre ny lovgivning
_______

 

HØJESTERET HAR ALDRIG haft lejlighed til at tage stilling til, om en bogafbrænding for næsen af de personer, der anser bogen for hellig, er dækket af grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed.

Efter min bedste vurdering er det ikke nødvendigt for regeringen at indføre ny lovgivning. Næste gang politiet får en anmeldelse om en koranafbrænding, kan man nægte tilladelse med den begrundelse, at efter en nærmere vurdering af grundlovsbestemmelsen, omfatter den ikke afbrænding af bøger. Det vil så være op til anmelderen at anlægge sag ved domstolene med påstand om, at deres grundlovsrettigheder er krænket. Det er klart, at man risikerer, at anmelderen får medhold og i så fald må man jo skride til lovgivning. F.eks. kan man udvide bestemmelsen om, at man ikke må afbrænde andre nationers flag med en bestemmelse om, at det samme gælder andre nationers hellige skrifter.

Politiet kan også passende bringe Ordensbekendtgørelsen i spil, som man gjorde ved Folkemødet. Koranafbrændinger foregår jo sjældent på en stille villavej i Gentofte.

Spørgsmålet om stedet bringer mig til Loven om Forskelsbehandling på arbejdsmarkedet – i § 1, stk. 4 hedder det: ”Chikane skal behandles som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering, alder, handicap eller nationale, sociale eller etniske oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.”

Bemærk at det ikke er nødvendigt, at formålet er at krænke. Det er nok at ens optræden har den virkning. Efter forarbejderne er også vittigheder, der krænker en persons værdighed, forbudt.

Efter denne bestemmelse er koranafbrænding – og for den sags skyld også Muhammed-tegningerne – forbudt på en arbejdsplads. En ansat muslim ville kunne kræve erstatning og bødestraf efter loven. Men er Forskelsbehandlingsloven i strid med Grundloven, når den på denne måde indskrænker ytringsfriheden? Det har ingen vist hævdet. Kunne vi i det offentlige rum lære lidt af arbejdspladsernes krav om en ordentlig tone?

 

Er Forskelsbehandlingsloven i strid med Grundloven, når den på denne måde indskrænker ytringsfriheden? Det har ingen vist hævdet. Kunne vi i det offentlige rum lære lidt af arbejdspladsernes krav om en ordentlig tone?
_______

 

I DET HELE TAGET er tonen i forhold til muslimer ejendommelig, når man tænker på, hvor meget vi i vor tid går op i ikke at krænke hinanden. Studenterne må ikke afholde en mexicanerfest og vore børn må ikke længere klæde sig ud som indianere til fastelavn – selv om der ikke er en ”en eneste indianer” i Bæverstuen i børnehaven. Men muslimer! Det er åbenbart noget andet. At krænke dem er en æressag for rettroende ytringsfrihedsforkæmpere.

Lad mig i den forbindelse lige nævne, at jeg naturligvis ikke undsiger enhver krænkelse af muslimer. Eller af satire i det hele taget. Jeg har med stor fornøjelse læst Salman Rushdies: ”De sataniske vers” og nydt dens underfundighed. Det er bogafbrændingen, som efter min mening næppe er beskyttet af grundloven.

Det er utroligt ærgerligt, at denne diskussion er blevet kædet sammen med vold og terrorisme. At de muslimske landes forståelige vrede over vores uprovokerede forhånelser af deres religion, får os til at blive endnu mere rasende på dem.

SKAL VI ÆNDRE vore værdier under trussel om vold? Det skal vi naturligvis ikke, og mit synspunkt er ikke båret af frygt. Jeg har haft dette synspunkt lige siden Jyllands-Posten offentliggjorde Knud Westergaards tegning af en mand med bombe i turbanen – længe før Fogh fornærmede de islamiske ambassadører, og de danske imamer rejste til Mellemøsten.

Som sagt mener jeg ikke, at det er nødvendigt med en ny lovbestemmelse. Men skulle politikerne gøre alvor af det, må jeg – ligesom mange af mine kolleger har gjort – kraftigt advare mod at hænge bestemmelsen op på landets sikkerhedsmæssige situation. Det ville gøre det fuldstændig uoverskueligt for borgerne, hvornår de må bruge deres ytringsfrihed – ikke mindst i betragtning af, hvor begejstrede efterretningstjenesterne er for hemmelighed. Enhver anmeldelse af en demonstration skal forelægges for efterretningstjenesterne: For det første kan behandlingen givetvis tage lang tid, hvorfor formålet med demonstrationen kan forspildes. Dernæst kommer et afslag af ”sikkerhedsmæssige årsager” – og når man beder om en begrundelse for, hvorfor man ikke må vise det tibetanske flag under et besøg fra Kina, kan den ikke gives ”af sikkerhedsmæssige årsager”. Farvel ytringsfrihed! ■

 

Som sagt mener jeg ikke, at det er nødvendigt med en ny lovbestemmelse. Men skulle politikerne gøre alvor af det, må jeg – ligesom mange af mine kolleger har gjort – kraftigt advare mod at hænge bestemmelsen op på landets sikkerhedsmæssige situation. Det ville gøre det fuldstændig uoverskueligt for borgerne, hvornår de må bruge deres ytringsfrihed – ikke mindst i betragtning af, hvor begejstrede efterretningstjenesterne er for hemmelighed
Citat fra Ræson...

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er blevet kaldt »katastrofalt« og at »pille ved selve samfundets fundament«.

Kritikerne har stået i kø for at angribe regeringens forslag om juridisk at bremse de afbrændinger af Koranen, der har fået en stribe muslimske lande til at fordømme Danmark.

Men flere af landets juridiske eksperter afviser nu kritikken, der på et afgørende punkt kaldes for »noget vrøvl«. Flere professorer henviser især til en særlig paragraf, der udstiller hykleriet hos kritikerne.

De sammenligner forslaget om at begrænse afbrænding af Koranen med et andet forbud i straffeloven, der forbyder at forhåne andre nationers flag, herunder at brænde det.

Én af dem er Ditlev Tamm, der er juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet. I hans øjne er der ikke forskel på, at man ikke må afbrænde fremmede nationers flag, eller om man indfører et forbud mod koranafbrænding.

»I bund og grund er det jo samme type handling. De bygger også på samme hensyn til sikkerhed for nationen og respekt for andre,« siger han.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, mener også, at man burde tage inspiration fra det eksisterende forbud i straffeloven om offentlig forhånelse af en fremmed stats flag eller andet nationalmærke.

»Man kunne vælge at indføre et lignende forbud mod krænkelse af et anerkendt trossamfund ved offentlig nedværdigelse af særligt betydningsfulde religiøse genstande,« sagde han til Ritzau.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, kan ikke se, at afbrænding af hellige skrifter i sig selv skulle være af større vigtighed end hensynet til fred og sikkerhed og beskyttelse af religiøse mindretal.

Findes masser af begrænsning

I dansk lovgivning er ytringsfriheden begrænset på en række punkter. Det gælder blandt andet regler om offentligt ansattes tavshedspligt, forbud mod billigelse af terror, grænser for imamers forkyndelse, der er maskeforbud ved demonstrationer og forbud mod majestætsfornærmelse. Og som sagt også et forbud mod at afbrænde fremmede nationers flag.

Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor ved Syddansk Universitet, mener, at folk har misforstået ytringsfriheden i et demokratisk samfund, hvis de tror, at den er ukrænkelig.

»Der findes ingen samfund, hvor ytringsfriheden ikke er begrænset. Nogle omtaler ytringsfriheden, som om det nærmest er en hellig ting, vi ikke må gradbøje. Det er noget vrøvl, også juridisk set,« siger han.

Det undrer ham, hvorfor kritikerne netop sætter foden ned over for denne begrænsning, når der i forvejen er en række grænser for ytringsfriheden.

Men er du enig i, at der er tale om en begrænsning af ytringsfriheden?

»Ja, og selvfølgelig skal man tænke sig godt om, når man gør det. Men jeg betragter det som en meget lille begrænsning, og det vil stadig være muligt at kritisere indholdet af religioner uden problemer,« siger professoren.

Ditlev Tamm afviser også blankt, at man ikke skulle kunne begrænse ytringsfriheden, som nogle kritikere af forslaget har udtalt.

»Der tager de helt fejl i. Det står også tydeligt i loven. Der er kommet en fejlopfattelse af, hvad ytringsfriheden i virkeligheden er. Det er altså ikke retten til at sige alt, hvad du vil,« siger han og henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I den står der, at en nation blandt andet gerne må underkaste ytringsfriheden restriktioner, der er nødvendige for national sikkerhed eller for at forebygge uorden.

Heller ikke Oluf Jørgensen, der er tidligere forskningschef inden for mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at man bør betragte ytringsfriheden som en absolut størrelse.

»Grænserne for ytringsfriheden er netop afgørende for at sikre demokratiet og retten til at ytre sig. Vi bliver meget svage som frit folk, hvis vi ikke har begrænsningerne,« siger den tidligere forskningschef.

Mulig korrigering af gældende lovgivning

I 2017 blev blasfemiparagraffen ophævet, den havde ellers forbudt hån og spot af religioner.

Flere eksperter har vurderet, at ophævelsen af denne paragraf åbnede for afbrænding af religiøse skrifter.

Allerede dengang fremhævede Straffelovrådet, et særligt organ bestående af fremtrædende juridiske eksperter, at blasfemiparagraffen var en »lille« samt en »meget beskeden« begrænsning af det frie ord.

Flere ministre, heriblandt justitsminister Peter Hummelgaard (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), har kaldt et juridisk indgreb mod koranafbrænding for en »lille korrektion«.

»Det er min vurdering, at afbrænding af religiøse skrifter godt kan forstås som en nedværdigende og forhånende handling,« siger Oluf Jørgensen og foreslår, at man korrigerer loven, så den også gælder handlinger, og specifikt noterer afbrænding af religiøse skrifter i bemærkningerne til loven.

Desuden vurderer han, at et forbud ikke vil være indgribende over for danskernes frihed.

»I mine øjne er det helt utroligt, at nogle kan se det som en vigtig frihedsrettighed at have ret til at brænde et religiøst skrift,« siger han.

For de her demonstranter, der brænder Koranen, er det jo netop reaktionen, der er vigtig for deres budskab. Det kan de jo ikke opnå, hvis det bliver forbudt?

Der er al mulig grund til at være kritisk over for nogle forhold i muslimske stater.

Men det berettiger jo ikke til, at vi som netop et demokratisk samfund må forhåne dem, siger han.

Citat fra Berlingske..

I dag betragtes gudsbespotterne som ytringsfrihedens korsridder og beskyttes af kostbare polititimer. ”Fuck islam” og afbrænding af Koranen tolereres.

 Af Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chef for PET

”Tungen skal levende af hans mund udskæres, dernæst hans hoved afslås og tilligemed tungen sættes på en stage”. Denne drakoniske bestemmelse var ifølge Christian V’s danske lov (1649-1696) straffen for blasfemi.

I dag betragtes gudsbespotterne som ytringsfrihedens korsridder og beskyttes af kostbare polititimer. ”Fuck islam” og afbrænding af Koranen tolereres, mens en 56-årig kvinde blev anholdt, da hun forsøgte af fjerne Koranen og sigtet for forsøg på tyveri, en i øvrigt særdeles tvivlsom sigtelse, da en sådan forseelse kræver berigelseshensigt.

Et himmelråbende paradoks, eftersom forhånelse af islam, der truer Danmarks sikkerhed, er straffrit, mens en modig forsvarsløs kvindes forsøg på at hindre det medfører sigtelse og anholdelse.

Aktuelt har demonstranter i Irak forsøgt at indtage den danske ambassade, og NGO-organisationen Dansk Flygtningehjælp har været udsat for et væbnet angreb.

Uroen i den muslimske verden ulmer.

Jeg var i 2005 chefkriminalinspektør under ”den største sikkerhedsmæssige krise siden 2. verdenskrig” på grund af karikaturtegningerne af profeten Muhammed.

Den dybt alvorlige situation ønsker jeg for alt i verden ikke, at Danmark skal komme i igen. Vi kom igennem den, uden at terroren ramte os, takket være en besindig dansk befolkning, et godt stykke politi- og efterretningsarbejde, men også ved hjælp af nogle imamers konstruktive indsats i forhold til den indre sikkerhed.

Jeg er om nogen tilhænger af ytringsfriheden. En frihed under ansvar som andre af vores frihedsrettigheder, og derfor ikke absolut eller ubegrænset, som ytringsfrihedens fundamentalister åbenbart mener – og da slet ikke en ret til at ydmyge og håne.

Jeg har i en årrække arbejdet med at bekæmpe og forhindre militant islamistisk terror på dansk jord. Jeg har et godt kendskab til, hvad der motiverer og befordrer en person til at blive selvmordsbomber, også et godt kendskab til, hvad der kan modvirke, at det sker.

Det er er ikke ”fuck islam” og koranafbrænding, men vores rummelighed og vores evne til at leve med og respektere andre kulturer eller religioner.