DSV stiftes
Hej må ikke viderbringes..
Kapitel 1
Leif Tullberg – en iværksætter med lig i lasten
Det er juli, og året er 1976. Et højtryk ligger over Danmark og giver en varm og tør sommer.
Den tørreste i nyere meteorologisk historie med kun 49 mm nedbør. Men er vejret stabilt, så er de økonomiske og politiske forhold det langt fra. Inflation, brændstofpriser og arbejdsløshed stiger voldsomt i årene efter oliekrisen i efteråret 1973. Danmark indfører bilfrie søndage, og ved jordskredsvalget i december samme år bliver en tredjedel af folketingets medlemmer skiftet ud. Nye partier som Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet ser dagens lys - sidstnævnte tordner ind i Folketinget med 28 mandater og Mogens Glistrup i spidsen. I resten af det turbulente årti er der folketingsvalg hvert andet år.
Hverken de ustabile samfundsforhold eller den dejlige sommer kan dog holde Dot og Leif Tullberg hjemme i Hornsherred. Ægteparret trænger til ferie langt væk fra det hvide murstenshus i landsbyen Skuldelev, som gennem de seneste fire år både har været deres hjem og hektiske arbejdsplads. Sammen har de på halvandet år skabt og solgt en vognmandsvirksomhed, Blokvognstransporten, efter Leif Tullberg var gået fallit med en anden virksomhed, Tandemtransporten, den 4. december 1974. Datoen står mejslet ind i Leif Tullbergs bevidsthed mere end 35 år senere, fordi oplevelsen havde været særdeles ubehagelig og ydmygende.
Der var meget koldt uden for Retten i Frederikssund den dag i december, da en desillusioneret Leif Tullberg måtte se sit firma blive erklæret konkurs. De største kreditorer var lastbilleverandørerne, og de havde været villige til at give ham mere tid. Hans gode ven Hans Frederiksen tilbød også at låne ham penge, men da var konkurspapirerne allerede skrevet. Og Leif Tullberg kunne heller ikke mere. Han var tømt for energi. Han havde givet alt, hvad han havde i sig, og alligevel var det gået galt.
Konkursen skulle klistre til ham og være hans lig i lasten, selv om han valgte at være fuldstændig åben omkring den. Det var det bedste værn mod sladder og rygter, mente han, men det kunne ikke forhindre snakken. Konkursen blev han konfronteret med af venner og fjender mange år frem, og den betød, at han startede med minuspoint i næsten enhver erhvervsmæssig sammenhæng. Men den blev også det fikspunkt og den katalysator, der senere fik ham til at arbejde umenneskeligt hårdt fra tidlig morgen til sen aften. Pletten skulle vaskes af, og han ville vise omverdenen en succeshistorie. Det fik han anledning til, da nogle trængte sjællandske vognmænd i begyndelsen af juli 1976 bad ham om at styre deres fælles forretning.
*******
Leif Jørn Tullberg blev født i Aalborg i oktober 1945, men halvandet år senere rejste han sammen med sin mor Lily Grethe Jepsen til Helsingør, hvor de blev indlogeret på et værelse. Lily kom fra beskedne kår og havde født sin søn uden for ægteskab. Det var ikke god takt og tone i slutningen af 40'erne, og selv om det ikke var ualmindeligt, har hun næppe haft det let. Det var ikke kun Aalborg, Lily lagde bag sig. Hun forlod tillige ét, muligvis to, børn i Nordjylland for et liv med sønnen Leif på Sjælland. Den dag i dag er Leif Tullberg ikke klar over, hvor mange ældre søskende, han har, og det har heller aldrig interesseret ham synderligt. Han kan konstatere, at den temperamentsfulde og iltre Aalborg-pige ikke var sådan at kyse. Hun var handlekraftig og i stand til at klare sig selv. Arbejdede på fabrik og ernærede sig tillige ved at gøre rent hos folk.
Den biologiske far var fraværende i Leif Tullbergs liv. Han har aldrig mødt ham og ej heller ønsket det. Han har haft sporadisk kontakt til en halvsøster, ellers har fortiden i Nordjylland været mørkelagt, for sådan ville han have det. Leif fik en far foræret, da han var to år. En mand, han holdt meget af og som blev et forbillede for ham. Engelhardt Tullberg var en rolig og besindig mand, der ikke havde moderens voldsomme temperament. Stedfaderen arbejdede på en emballagefabrik i Kvistgård ved Helsingør, og her mødte Lily Grethe Jepsen ham i 1947. Engelhardt Tullberg var meget pligtopfyldende, mødte punktligt hver dag på jobbet og lagde sig ikke syg, selv om feberen rasede i kroppen. Man skulle passe sine ting, lærte Leif Tullberg af faderen, der kun havde to sygedage i sine 38 år på emballagefabrikken. Selv om forældrene var forskellige af sind, var de begge meget ærekære, og de lagde stor vægt på, at man klarede sig selv og svarede enhver sit.
Engelhardt Tullberg havde en søn, Rolf, af første ægteskab og fik siden to børn med Lily Grethe Jepsen. Leif Tullberg var således både lillebror og storebror i søskendeflokken. Hurtigt blev det dog klart, at rollen som storebror passede ham bedst. Det var det, han følte sig som. Han trivedes med at sætte kursen og have indflydelse. Skolen brød han sig ikke om, og slet ikke engelsklæreren. Ham kunne han ikke med, og det var årsagen til, at han aldrig fik lært fremmedsprog. Leif Tullberg valgte at forlade skolen efter 7. klasse, og som kun 13-årig blev han arbejdsdreng på et trykkeri, for senere at komme i lære som maskinarbejder. En maskinmester havde set, at der var gods i knægten og tilbød ham en læreplads. I fritiden lå han og skruede på lastbiler hos vognmand Flemming Jørgensen i Kvistgård, hvilket stimulerede hans i forvejen store interesse for tunge køretøjer og transport.
*******
Interessen for det modsatte køn fulgte hurtigt efter, da han mødte den unge pige Dorrit Jæger Hansen fra København, kaldet Dot. Hendes forældre havde købt sommerhus i Kvistgård, hvortil familien Tullberg også var flyttet, da de fik mulighed for at erhverve et statslånshus. Et hus, Engelhardt Tullberg og Lily Grethe Jepsen boede i til deres død i hhv. 1995 og 2003.
Dot gengældte interessen, og Leif Tullberg kunne sejrsikkert meddele hende: »Dig vil jeg have.« Og det fik han. De blev gift med kongebrev i 1965, og snart kom der småpiger i huset, Janne i 1966 og Mette to år senere.
Forinden havde Leif Tullberg fået svendebrev som maskinarbejder og aftjent sin værnepligt. Under militærtjenesten blev han meget påvirket af en soldaterkammerat, der var kommunist og god til at argumentere for sine politiske synspunkter. I Leif Tullbergs barndomshjem var der aldrig blevet diskuteret politik, men han vidste, at forældrene var helhjertede socialdemokrater. Leif blev så påvirket af kammeratens argumenter, at han meldte sig ind i den kommunistiske ungdomsorganisation DKU. Fascinationen af de røde idealer varede dog kun kort, og da han forlod militæret, var han ikke længere medlem.
Selv om Leif Tullberg var blevet gift, var han sjældent hjemme og nyde familielivet. Han sad bag rattet i sin lastbil i den vognmandsvirksomhed, han i 1965, som blot 19-årig, havde etableret sammen med mekanikerlærlingen og barndomsvennen Finn Ubach. De havde begge været fascineret af lastbiler, siden de som drenge sad i vejkanten og noterede bilnumrene på de store Scania-Vabis lastbiler, der kom med færgetrækkene fra Sverige.
Tullberg var fuld af virkelyst og mod på tilværelsen, og egenhændig var han tillige, da han erhvervede sin første lastbil. Hvad fatter gør, er altid det rigtige, fortæller H.C. Andersen i eventyret, men det gjaldt ikke for Leif Tullberg. Han kom ikke hjem med en sæk rådne æbler, men svingede storsmilende om hjørnet i en stor lastbil og mødte en noget overrasket hustru, der blev meget ked af det. Den brugte lastbil havde han byttet sig til for Dots elskede Simca personbil, vel at mærke uden hendes vidende.
Hurtigt fik Finn og Leif opbygget en forretning med fem lastbiler, men det kneb med at tjene penge, for de kørte som hjælpevognmænd for en anden vognmand. Dot regnede ud, at de reelt kun tjente et par kroner i timen, og hvad var det hele så værd? De besluttede at afhænde virksomheden. Finn Ubach tog på eventyr til Afrika i en gammel Bedford, og Leif Tullberg stod tilbage med et økonomisk tab på knap 20.000 kroner, da lastbilerne blev solgt. Et tab som han hæftede for, da forretningen stod i hans navn.
*******
Afdragene på gælden klarede han ved at få job som kaffeautomat-sælger hos Dansk Automat Industri, hvor han hurtigt fik stor succes takket være flid og meget vedholdende salgsmetoder. Den hvide skjorte og slipset har dog nok været ham lidt aparte. Det var ikke hans stil, og hjemme i privaten gjorde han sig hurtigt fri af slipseknuden. Her knitrede det omkring ham, når han ude i parcelhushaven svejsede og lappede på en ældre Mercedes 312 lastbil med olietank, som han var ved at gøre klar til sit næste projekt - St. Lyngby Olie. Man var vel maskinarbejder og kunne klare tingene selv. Finn Ubach var i mellemtiden kommet hjem fra Afrika og blev medejer af St. Lyngby Olie. Det holdt dog ikke, og der kom økonomiske uoverensstemmelser. Leif Tullberg måtte modvilligt betale barndomsvennen ud, efter denne havde pudset en advokat på ham. Pengene blev betalt, og et venskab sluttede.
Leif Tullberg klarede markedsføringen af sit nye firma ved at lægge sedler med gode tilbud på fyringsolie i postkasserne i området omkring St. Lyngby i Nordsjælland. Ordrerne på olie tikkede ind, samtidig med at succesen som kaffesælger førte til et tilbud om at blive direktør i virksomheden. Men det store ansvar og de faglige mangler, som den unge sælger følte han havde i forhold til jobbet, fik ham til at takke nej.
Afskeden med det opsøgende kaffesalg kom meget bekvemt. Leif Tullberg savnede lastbilerne og transportbranchen på fuld tid, ligesom det blev mere og mere synligt, at hans unge kone ikke trivedes hjemme i parcelhuset i St. Lyngby, når han aldrig var hjemme. Hvis hun ønskede det, kunne hun nu hurtigt finde frem til ham i olietankbilen. Det var bare at følge sporene. Tankbilen var en kende utæt og lækkede olie de steder, hvor den havde holdt i villakvartererne.
*******
Nu havde Leif Tullberg fuld fokus på olietransporterne, og han ringede endda til konkurrenten i området, DF Olie, og fortalte, at firmaet havde fået konkurrence på markedet for fyringsolie. DF Olie var ejet af brødrene Jens og Hans Frederiksen, der tillige drev Rich. Frederiksens Vognmandsforretning i Vejleby i Hornsherred, godt 50 km fra København. Brødrene tog oplysningen til efterretning, men syntes, det var en lidt løjerlig optræden fra den nye konkurrent. Mere usædvanligt var det dog, at selv samme konkurrent få dage senere igen ringede. Denne gang for at fortælle, at hans olieleverandør havde svigtet ham. Om DF Olie havde olie til salg? Brødrene Frederiksen havde sans for den form for gå-på-mod og indledte et samarbejde med den nye konkurrent. Således blev venskabet mellem Leif Tullberg og Hans Frederiksen indledt – et venskab der skulle få store konsekvenser for DSV’s historie.
Hans Frederiksen var tredje generation i A/S Rich. Frederiksen & Co., som han drev sammen med sin storebror Jens og moderen Eva efter faderen Richard Frederiksens pludselige død i 1960. Udover vognmandsforretning og oliehandel beskæftigede A/S Rich. Frederiksen & Co. sig også med blandt andet køb og salg af ejendomme. Den familieejede vognmandsforretning var samlingssted for mange sjællandske vognmænd, der udførte transporter for bygge- og anlægssektoren som underleverandører til Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Episoden illustrerer Leif Tullbergs engagement og hans evne til at komme videre trods modgang og besværligheder. Målet helliger midlet, og skal man bide al skam i sig for at komme videre, gør man det.
»Hvis Leif Tullberg bliver smidt ud ad en dør ti gange, kommer han også tilbage den 11. gang,« fortæller en gammel kollega i DSV’s bestyrelse. Leif Tullberg har evnen og viljen til at nå det, han ønsker, og han agerer gerne vedvarende og utraditionelt for at opnå resultater. En egenskab som senere skulle vise sig at få afgørende betydning for DSV’s udvikling.
*******
Med ustabile leverandører blev olietransporterne opgivet, og i stedet begyndte Leif Tullberg at gå Hans Frederiksen til hånde i forskellige sammenhænge. Samtidig bevægede han sig ind på markedet for entreprenørkørsel og grundlagde firmaet Tandemtransporten. Nu var han tilbage i sit rette element, og der blev også overskud til at involvere sig i en mindre grusgrav ved Tikøb på Sjælland sammen med vennen Karsten Falkentoft. Området blev besigtiget med en lejet dozer - var der grus i marken? Den var god nok, og snart var de to venner i fuld gang med at drive en grusgrav. Karsten Falkentoft blev dog usikker på projektet, så Leif Tullberg købte ham ud, men der blev fortsat tjent mange penge. Lastbilerne blev stadig flere og flere i Tandemtransporten - i begyndelsen brugte Tullberg indlejede vognmænd, men efterhånden begyndte han i stigende grad selv at investere i lastbiler. En stor fejl, ræsonnerer han i dag. Nu var han blevet mindre fleksibel og fik store faste omkostninger. Og de erfarne og ansvarsfulde chauffører var svære at få fat på. De blev, hvor de var, og tog ingen chancer med nye og uprøvede vognmænd. Og selv om en del af de midtsjællandske vognmænd og chauffører kendte Leif Tullberg fra St. Lyngby Olie, var han ung og uprøvet. En vognmand der lige skulle ses an.
Tandemtransportens chauffører var unge og uerfarne - for flere af dem var chaufførtjansen et bijob ved siden af studierne. De havde flere skader på køretøjerne end normalt, de kørte fast i mudderet på byggepladserne og gjorde i det hele taget tingene lidt mere besværligt. Deres gule lastbiler kunne godt mangle en skærm og se lidt medtagne ud. De erfarne chauffører snakkede om dem og havde et vågent øje til dem, kombineret med et skævt smil.
Ind imellem stivnede smilet, og udtrykket blev stramt. Det var, når knægtene ikke overholdt reglerne på byggepladserne. Så skulle de have en lærestreg af de erfarne vognmænd. Havde man på en mudret og opkørt arbejdsplads aftalt, hvilken vej man kørte ind og ud ad pladsen, skulle det overholdes. De unge chauffører havde ikke altid tid til at vente bagest i køen, så de kunne finde på at køre ind ad udkørselsvejen for at komme hurtigere af med godset. Vognmand Henning Petersen fra Herrestrup, som senere skulle krydse Leif Tullbergs vej, var mand for at give de unge fløse en lærestreg. Han ventede på dem og kørte dem frygtløst i møde, så de måtte ud i det bløde underlag for at undgå ham. Da dagen var omme, sad tre-fire af Leif Tullbergs lastbiler fast i mudderet. Det hændte også, at de uerfarne chauffører kørte for langt ud i det bløde underlag for at tippe jord, sten og grus af med det resultat, at lastbilen væltede. Kranbiler har adskillige gange fået Leif Tullbergs lastbiler på ret køl igen. Det sinkede og kostede.
Hovedparten af Tandemtransportens 30 lastbiler var af mærket Magirus Deutz. De viste sig at være ualmindeligt tørstige og kørte kun godt og vel én kilometer på en liter brændstof. Til gengæld var bilerne gode i terrænet. Det var 4-akslede biler, der trak på flere aksler, og de havde blandt andet vist deres værd inden for militæret. Men de var svære at sælge igen på grund af deres høje brændstofforbrug.
Leif Tullbergs karriere som vognmand blev ingen succes. Udover problemerne med chauffører og lastbiler, var han også dårlig til kreditvurdering. Og da et par store entreprenørvirksomheder på Sjælland, som han kørte for, gik i betalingsstandsning, blev benene sparket væk under den unge vognmand. En række hjælpevognmænd kom i klemme og havde 3-400.000 kroner til gode. Penge, som de måtte vinke farvel til, da Leif Tullberg blev erklæret konkurs. Han undgik med nød og næppe at miste parcelhuset i Skuldelev, da han i sidste øjeblik fik rejst et lån på 150.000 kroner, så han og familien kunne blive boende i huset, som de havde erhvervet et par år forinden.
*******
Men Leif Tullberg genvandt kræfterne og var ikke sådan at slå ud. På resterne af Tandemtransporten havde han og Dot ved hårdt arbejde skabt Blokvognstransporten. En lille forretning med seks blokvogne, som de nu havde solgt, så de var blevet gældfri og endda havde lidt penge til overs. Ægteparret og deres to piger fortjente en ferie. Campingvognen var koblet bag på den gamle Mercedes, og familien var klar til turen sydpå til Italien. Og når de kom hjem, kunne de lægge hele vognmandserhvervet bag sig og prøve kræfter i en ny branche. Leif Tullberg var definitivt færdig med transportbranchen.
Det var i hvert fald det indtryk, som den københavnske storvognmand Børge Jakobsen og hans bror Preben havde fået tidligere på sommeren. Det var slut med lastbiler, havde Tullberg understreget med stor overbevisning i stemmen, da han afhændede Blokvognstransporten til Børge Jakobsen for 530.000 kroner kontant. Brødrene Jakobsen var trygge ved Leif Tullberg, fordi han havde virket så afklaret med hensyn til salget. Og de mente i øvrigt heller ikke, at Leif Tullbergs forretningstalent var stort nok til, at han kunne blive en reel konkurrent på markedet. Derfor blev han ikke bundet op af en konkurrenceklausul.
»Set i bakspejlet må vi nok erkende, at vi undervurderede Leif Tullberg,« siger den nu 84-årige Preben Jakobsen.
Salget af Blokvognstransporten havde været en hektisk handel, fordi den var klaret på et døgns tid. Leif Tullberg havde ringet til Børge Jakobsen fredag for at høre, om han ville købe forretningen, og lørdag morgen var der givet håndslag på handlen i Leif Tullberg have. De få chauffører, der var ansat i Blokvognstransporten, var blevet kaldt over i haven og kunne her møde deres nye arbejdsgiver. Leif Tullberg havde det godt med, at handlen var klaret hurtigt. Effektivitet og handlekraft lå den 30-årige maskinarbejder i blodet.
*******
Leif Tullbergs hurtige og uventede salg af Blokvognstransporten gav på kort sigt vennen Hans Frederiksen problemer med de maskintransporter, som Tullberg udførte for ham, for Børge Jakobsen, der var konkurrent til Hans Frederiksen, ville ikke overtage kørslen. Det ville blive svært for Frederiksen at skaffe en ny blokvognstransportør med kort varsel, og det havde han godt af, mente Leif Tullberg. Det hastige salg af blokvognene var hans måde at sige tak for sidst til Hans Frederiksen, som kort forinden havde snuppet noget kørsel for næsen af Tullberg.
Der skulle dog mere til at ødelægge deres venskab. De var forskellige og alligevel ens i viljen til at sætte sig igennem for at lede og bestemme, og de vidste, at de havde gavn af hinanden. Den ét år ældre Hans Frederiksen var uddannet speditør og blev betragtet som en ualmindelig dreven og snu forretningsmand. De to venner sås meget og tog blandt andet på sommerferie sammen med deres familier. Hans Frederiksen havde ved flere lejligheder tilbudt Leif Tullberg fastansættelse hos A/S Rich. Frederiksen & Co., men Leif Tullberg havde hver gang pænt takket nej. Han var sin egen og en stolt natur. Han ønskede ikke at komme på kontor og blive hånet for sin dårlige håndskrift og mangelfulde engelskkundskaber. Leif Tullberg følte ikke, at han slog til her.
Selv om Tullberg ikke ville være ansat hos Hans Frederiksen, udførte han ind imellem opgaver for ham. Han tilså og kontrollerede Hans Frederiksens hjælpevognmænd på forskellige arbejdspladser. Kom de til tiden og med det aftalte antal lastbiler? Leif Tullberg kendte sine lus på gangen. Fra sin tid som vognmand vidste han, at det var svært at sige nej til en kunde, der tilbød direkte kørsel, frem for at være hjælpevognmand til en noget ringere betaling. Derfor kunne nogle vognmænd finde på at omdirigere lastbiler og stille med færre biler end aftalt til en given opgave. Så blev kunden utilfreds, fordi det forsinkede arbejdets udførelse, når der manglede lastbiler.
Leif Tullberg havde blandt andet til opgave at styre og tilse opgaven med at køre knust beton væk fra strækningen mellem Lyngby og Restaurant Storkereden på Helsingør-motorvejen. Betonbelægningen blev fræset op og erstattet med almindelig asfaltbelægning. Det var en større transportopgave, hvor der var givet en fast pris på bortkørslen af de mange tons knust beton. Økonomien i transportopgaven var derfor påvirket af effektiviteten og antallet af transporter. Og jo mere det enkelte lastvognstræk kunne medtage, jo bedre indtjening til Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Leif Tullberg var hyret til at styre projektet og transporterne, og han var installeret i en barak ved motorvejen sammen med hustruen Dot. Herfra skulle de overvåge og sikre, at transporterne var effektive, og at den linde strøm af lastbiler på pladsen havde godt med gods med.
»Vi blev læsset, indtil alle fjedrene på lastbilen skreg,« erindrer en vognmand. Leif Tullberg henvendte sig til ham med spørgsmålet: »Er kanen godt læsset? Vi kan jo have rigeligt med – godset er godt tørt, så læs bare på!« Havde det været med nutidens kontrol og lovkrav om lastbilers vægtbestemmelser, var bøderne haglet ned over vognmændene.
*******
Midt i 70'erne havde Leif Tullberg og brødrene Frederiksen samarbejdet om opkøb af nødlidende virksomheder i transportbranchen. På Tullbergs anbefaling købte Jens og Hans Frederiksen virksomhederne og realiserede værdierne med stor fortjeneste. Der kunne tjenes millioner af kroner på få dage, og det gav mod på mere af samme slags. Det lå i luften, at dette opkøbssamarbejde skulle fortsætte, når Dot og Leif Tullberg vendte hjem fra ferie.
Selv om Tullberg kunne være medvirkende årsag til, at brødrene Frederiksen tjente mange penge, var Hans Frederiksen en meget påholdende mand. Der blev ikke givet en krone unødigt ud. En episode efter en af disse konkurs-realiseringer viser sparsommeligheden. Leif Tullberg blev ringet op af Hans Frederiksen, der spurgte, om han ikke lige kunne komme ud på gården, hvor Hans Frederiksen boede. Selvfølgelig, svarede Leif Tullberg, der troede han skulle have en erkendtlighed for sin rolle i forbindelse med den sidste store realisering af værdier. Da han kom frem, var Jens og Hans Frederiksen i fuld gang med at tømme konkurs-virksomhedens ringbind for indhold. Der var mange, og de var i god stand, så de kunne genbruges. I stedet for en økonomisk bonus blev Leif Tullberg bedt om at hjælpe med at tømme ringbind.
*******
Få dage efter Tullberg havde solgt sin forretning til Børge Jakobsen, var han med til at sælge den del af Rich. Frederiksens Vognmandsforretning, der beskæftigede sig med entreprenørkørsel, ligeledes til Børge Jakobsen. Leif Tullberg tog ikke direkte del i forhandlingerne, men var med som Hans Frederiksens ven. Det var Hans’ storebror Jens, der var årsag til salget. Han ønskede at bruge mere tid på sin gård og sine heste end på vognmænd og lastbiler. Hans Frederiksen ønskede egentlig ikke at sælge, men ville heller ikke drive familievirksomheden videre uden broderen.
Salget af Rich. Frederiksens Vognmandsforretning var en større handel. Virksomheden havde ca. 100 entreprenørlastbiler i daglig drift, hvoraf omkring 20 var egne køretøjer. Handlen blev hurtigt afsluttet, og nu sad Hans Frederiksen hjemme på gården i Vejleby og talte de 25 millioner kroner, som salget af forretningen havde indbragt, mens Dot og Leif Tullberg tog på campingferie sydpå. I forbindelse med handlen, der blev offentliggjort den 2. juli 1976, havde Hans Frederiksen skrevet under på en konkurrenceklausul, som betød, at han ikke måtte drive vognmandsvirksomhed i fem år. Aftalen skulle sikre Børge Jakobsen, at Hans Frederiksen ikke pludselig genopstod som en Fugl Phønix og konkurrent på markedet igen. Man vidste aldrig rigtig med Hans Frederiksen. Og det viste sig da også hurtigt, at han bitterligt fortrød, at han havde indvilget i at give sig selv disse begrænsninger i forhold til et erhverv, han meget nødigt ville undvære. En advokat med tilknytning til transportbranchen husker, at Hans Frederiksen besøgte adskillige advokater for at finde en smutvej ud af konkurrenceklausulen, men uden held.
Rich. Frederiksens Vognmandsforretning bestod af to afdelinger: entreprenørkørsel og eksportkørsel. Børge Jakobsen var ikke interesseret i eksportdelen, men formidlede et salg af disse aktiviteter til vognmand Lars Viggo Jensen, Borup Autotransport, som Børge Jakobsen havde et godt samarbejde med. Salget af eksportaktiviteterne omfattede primært et ringbind med kørselsaftaler for en række virksomheder, mens de fysiske transporter hovedsageligt blev udført af indlejede vognmænd, som dagligt kørte til Norge og Sverige med omkring 100 biler for Rich. Frederiksens Vognmandsforretning.
Med i handlen fulgte en ung speditør ved navn Kurt Larsen, som Lars Viggo Jensen kendte godt fra sin tid som speditørelev i København. Han var så central for virksomheden, at Lars Viggo Jensen havde sikret sig, at han var indforstået med at følge med til Borup Autotransport som daglig leder. Leif Tullberg havde mødt Kurt Larsen, da Tullberg kørte med olie, og Kurt Larsen sad i Vejleby og styrede eksportbilerne i Rich. Frederiksens Vognmandsforretning. Tullberg havde blandt andet inviteret Kurt Larsen med til 2½ års jubilæum i Tandemtransporten. Han havde set skriften på væggen og frygtede, at virksomheden ikke nåede at holde runde jubilæer, så det var med at fejre, hvad fejres kunne. Og det var meget festligt, erindrer Kurt Larsen med et smil. Han og Leif Tullberg skulle senere krydse klinger, udvikle et tæt og meget specielt partnerskab og sammen skabe den internationale erhvervssucces, som denne bog har sat sig for at fortælle.
