tirsdag den 8. februar 2022

Claus Hjort Frederiksen medlem af folketinget..

 Mandag den 20. december kom jeg kl. 11 hjem efter at have været til massage. Da jeg parkerede bilen og slukkede motoren sprang to mænd ud af bilen og præsenterede deres politiskilte og præsenterede mig for en sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 109.

Det var et chok. Jeg har ikke tidligere i mit liv været sigtet for noget strafbart. Denne sigtelse handler om landsskadelig virksomhed med en strafferamme på op til 12 års fængsel. Jeg måtte derfor sørge for at få en forsvarer og tale med ham om min stilling. Jeg talte ikke med andre om det. Efter nytår fortalte jeg det dog til mine to sønner. Men efter nytår steg presset, fordi flere og flere journalister havde opsnappet at der var en sigtelse mod mig. Fredag den 14. januar besluttede jeg via Venstres pressetjeneste at udsende en pressemeddelelse om at jeg er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 109. PET havde tidligere udsendt en pressemeddelelse om andre sigtelser efter bestemmelsen.

Der rejste sig en voldsom reaktion. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste var anholdt i Kastrup Lufthavn og fængslet og nu er også den tidligere forsvarsminister sigtet. Historien gik verden rundt, men ingen vidste hvad sigtelserne går ud på. Jeg går da ud fra at mine tidligere forsvarsministerkolleger i NATO landene kan have en forestilling om at jeg kunne have solgt hemmelige NATO-papirer til f.eks. russerne eller kineserne. Den samme undren kan mine folketingskolleger have. Har han udleveret hemmeligheder til fremmede magter. Familiemedlemmer og venner i Sverige ringede rystede til mig. Det samme gjorde venner i USA. Men jeg vidste jo heller ikke selv hvad jeg konkret blev sigtet for.

Jeg har derfor opfordret til at sigtelsen mod mig blev offentliggjort.

Jeg har i torsdags for første gang set det materiale som ligger til grund for sigtelsen. Det bevogtes som statshemmeligheder, selvom det ikke er det. Jeg kan konstatere at det er avisartikler og debatter foregået i fuld offentlighed. Der er absolut intet med blå briller og skæg.

Om juraen:

§109 angår den, der røber eller videregiver statens hemmeligheder om forhold til andre stater. Bestemmelsen indgår i straffelovens kapitel om ”Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.


Som folketingsmedlem nyder jeg ifølge Grundloven immunitet. § 57 siger: ”Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, med mindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.

Det betyder at en eventuel tiltale forudsætter Folketingets samtykke til anklageskriftet. Samtykke efter den generelle bestemmelse i §57 første sætning gives traditionelt altid. For så vidt angår den 2. sætning om ytringer som led i min funktion som folketingsmedlem, giver Folketinget aldrig samtykke. Efter en højesteretsdom fra sidste år bør jeg og min ytringsfrihed i denne sag være beskyttet efter 2. sætning, hvilket i første række beror på Folketingets fortolkning.

En eventuel retssag kræver at justitsministeren træffer beslutning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar