Børge Jakobsen var københavner-vognmand. Det var man ikke i
tvivl om blandt de midtsjællandske vognmænd, der havde kørt for Rich. Frederiksens
Vognmandsforretning. Der var en verden til forskel på Midtsjælland og København
og en håndfast kulturkløft. Når der skulle males med den brede pensel, så mente
de midtsjællandske vognmænd, at de chauffører og vognmænd, der var beskæftiget
hos Børge Jakobsen, var lige lovligt kække. De gik for meget på kaffebar,
bestilte for lidt, og deres lastbiler så lidt misligholdte og forsømte ud. Det
kunne de sjællandske vognmænd hurtigt blive enige om. Nu da Hans Frederiksen og
hans familie havde solgt vognmandsforretningen i Vejleby, skulle de pludselig
til at samarbejde med københavnerne. Det var ikke helt godt.
Børge Jakobsen var i 1970’erne en af landets største
vognmænd med godt og vel 100 egne lastbiler, og cirka samme antal
hjælpevognmænd tjente deres brød hos ham. Han var kendt som en dygtig og
erfaren vognmand, der var i bestyrelsen for diverse vognmandforeninger. Da han
stoppede som aktiv vognmand, blev han æresmedlem af Kjøbenhavns Vognmandslaug
og Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening, som han selv havde været med til at
stifte. Han havde et vindende væsen, men personaleledelse og information var
ikke hans stærke side. Hans Frederiksens salg af virksomheden til Børge
Jakobsen var foregået, uden medarbejdere og hjælpevognmænd havde fået nys om
det. De blev informeret fredag den 2. juli 1976, og mandag var de ansat hos
Børge Jakobsen. Mange var skuffede og indignerede over den mangelfulde
information. Det var deres arbejde og levebrød, der blev handlet hen over
hovedet på dem.
Teddy Mikkelsen, Gevninge, der var hjælpevognmand hos Rich.
Frederiksens Vognmandsforretning, opdagede først, at salget var foregået, flere
dage efter det havde fundet sted. Han kørte sten og grus til anlæg af
Ballerupmotorvejen, da han en morgen undrede sig over, at rigtig mange af Børge
Jakobsens lastbiler var på pladsen. »Nå, skal I til at køre for os?« spurgte
Teddy Mikkelsen chaufførerne. »Nej, du kører for os nu. Ved du ikke det?«
svarede de. Flere andre hjælpevognmænd fik besked om handlen på samme
upersonlige måde.
De midtsjællandske vognmænd var forvirrede. Hvad skulle der
nu ske, når de ikke længere skulle køre for Hans Frederiksen? Børge Jakobsen
var tavs og henvendte sig ikke til dem. Ikke noget med at byde dem velkommen i
forretningen med håb om godt samarbejde. I stedet valgte Børge Jakobsen
allerede dagen efter salget at lade sine egne vognmænd tømme en større
skibsleverance til en asfaltfabrik, en opgave som tidligere var blevet udført
af Hans Frederiksens hjælpevognmænd. Nu udviklede forvirringen sig til dyb
undren og frustration blandt de midtsjællandske vognmænd. Hvad skulle de nu
leve af, når andre havde fået deres arbejde?
Børge Jakobsens bror Preben, der var ansvarlig for
virksomhedens lastbiler og værksted, husker i dag tydeligt brødrenes strategi:
»Vi syntes, at vi havde en forpligtigelse over for de
vognmænd, som vi havde samarbejdet med i mange år, og derfor fik de
kørselsopgaverne, så Hans Frederiksens hjælpevognmænd kom i anden række.«
*******
En af de midtsjællandske vognmænd, den slagfærdige, nu
afdøde, Henning Petersen fra Herrestrup i Odsherred var frustreret over
situationen, men han var ikke handlingslammet. Han ringede straks til Christian
Thøgersen, der havde været både bogholder og kørselsleder hos Rich.
Frederiksens Vognmandsforretning. Thøgersen var lige så overrasket over salget
som alle andre, men som den eneste medarbejder fortsatte han med at arbejde for
Hans Frederiksen, hvor han blandt andet skulle stå for administrative opgaver og
skødeskrivning for det stigende antal huse, som Hans Frederiksens købte og
solgte videre med stor fortjeneste.
Henning Petersen beklagede i en flere timer lang
telefonsamtale sin nød over den situation, vognmændene var bragt i og spurgte
Christen Thøgersen, om han ville styre et kørselssamarbejde mellem vognmændene.
Svaret var et klart nej. »Jeg er ikke i stand til at sælge og kan ikke skaffe
jer kørsel,« sagde han. I stedet foreslog Christen Thøgersen Leif Tullberg. Han
kunne sælge og havde det nødvendige drive, mente Thøgersen. Hans kendskab til
Leif Tullberg var skabt gennem dennes gang i vognmandsforretningen i Vejleby og
ved private sammenkomster.
»Nej, uha!« var den umiddelbare reaktion hos Henning
Petersen. »Han har jo bevist, at han ikke kan drive forretning. Han løber med
kassen. Det skal vi ikke have noget af.«
»Han kan da ikke løbe med noget, I ikke har. Giv ham dog en
chance og lad det komme an på en prøve. Når I får penge i kassen, kan I jo
altid holde lidt ekstra øje med ham,« var Christian Thøgersens svar.
Henning Petersen var ikke overbevist og fortsatte sin søgen
efter en løsning på vognmændenes problem. Han gik til Hans Frederiksens
tidligere markmand Frank Rosner Christensen. Han var nu ansat hos Børge
Jakobsen og havde som markmand en god berøring med alle større arbejdspladser
på Sjælland, hvor der var entreprenørarbejde, som krævede lastbiltransporter.
En markmand førte tilsyn med vognmandens lastbiler på pladserne, servicerede
kunderne og gav tilbud på kørselsopgaver. Han måtte havde fingeren på pulsen,
mente Henning Petersen. Og måske kunne han pege på en person, som kunne hjælpe
de rådvilde vognmænd med at skaffe noget kørsel.
Frank Rosner Christensen var ikke i tvivl om, hvem det kunne
være. ’Leif Tullberg’, lød svaret. Han og Tullberg havde begge løst markopgaver
for Rich. Frederiksens Vognmandsforretning, og i den sammenhæng havde Leif
Tullberg vist handlekraft og lederegenskaber, der havde imponeret Frank Rosner
Christensen. Pilen blev ved med at pege på Leif Tullberg, og Henning Petersen
planlagde at besøge ham.
*******
I mellemtiden var Leif Tullberg kommet hjem fra bilferie.
Den var blevet kort. Efter 3-4 dage havde han rutinemæssigt ringet hjem til
Hans Frederiksen for at høre, hvordan landet lå.
»Du må komme hjem. Det hele er noget forfærdeligt rod,« lød
beskeden fra en oprevet Hans Frederiksen. Vognmændene rendte ham på døren i
forvirring over situationen. De havde ikke noget at køre med, efter Hans
Frederiksen havde solgt sin forretning. Leif Tullberg havde resolut vendt
Mercedes’en i Tyskland og sat kurs mod Danmark. Dot var ærgerlig, men måtte
følge med hjem.
Da Tullberg kom hjem, satte Hans Frederiksen ham ind i
problemerne. Leif Tullbergs resolutte beslutning afspejler magtforholdet i
venskabet. Hans Frederiksen er sikker på sin autoritet og kalder Leif Tullberg
hjem fra en længe tiltrængt ferie. Hans Frederiksen havde det mentale overtag,
alle pengene og magten. Leif Tullberg havde konkursen, usikkerheden for
fremtiden og et "lillebror-kompleks" i forhold til Hans Frederiksen.
Leif Tullbergs forhold til Hans Frederiksen skulle ændre sig gradvist i takt
med, at storebror-rollen krakelerede, og i den sammenhæng kom Kurt Larsen til
at spille en ikke ubetydelig rolle.
Inden længe bankede det på døren hos Leif Tullberg på Egevej
i Skuldelev. Udenfor stod den store, hærdebrede vognmand Henning Petersen. De
to havde kun flygtigt mødt hinanden, men de faldt snart i hak. De var begge
resultatorienterede og hurtige til at sætte handling bag ordene. Henning
Petersens idé om at samle udvalgte midtsjællandske vognmænd i et samarbejde
tiltalte Leif Tullberg. Han er muligvis også blevet smigret over, at netop han
var udvalgt til at stå i spidsen for dette nye samarbejde mellem vognmændene.
Han havde dog visse betingelser, belært af sine egne erfaringer som vognmand.
Vognmændene skulle eje virksomheden, forretningen skulle ikke eje lastbiler, og
pengene skulle være i kassen, før de blev givet ud. Denne forretningsfilosofi
blev hurtigt accepteret og blev de første mange år det bærende
forretningsprincip, der banede vejen for virksomhedens succes.
Er nogen i tvivl om, hvem der fik idéen til DSV, så må æren
tilskrives vognmand Henning Petersen hjulpet på vej af Christian Thøgersen og
Frank Rosner Christensen, mens arkitekten bag forretningskonceptet var Leif
Tullberg.
*******
Leif Tullberg og Henning Petersen blev enige om at indkalde
til et stiftende møde tirsdag den 13. juli 1976 på Lindenborg Kro ved Roskilde
for de vognmænd, som måtte være interesseret i et kørselssamarbejde. Tullberg
skulle sørge for at bestille plads på kroen, og Henning Petersen fik til opgave
at kontakte det velkendte netværk af vognmænd, som havde kørt for Rich.
Frederiksens Vognmandsforretning. Den københavnske advokat H.H. Leschly blev
hyret for at sikre, at alt gik korrekt til ved den konstituerende
generalforsamling, og at der blev udformet en stiftelsesoverenskomst.
Nu gik jungletrommerne i transportbranchen. Budskabet blev
spredt fra mund til mund, når vognmændene mødtes på arbejdspladser, værksteder
og cafeterier. Snart var det velkendt på hele Sjælland, at noget var under
opsejling. En sammenslutning af vognmænd på Midtsjælland havde fundet sammen
med Leif Tullberg i spidsen. Han skulle være direktør. Navnet skabte rynker i
panden på en del vognmænd. Leif Tullberg havde jo en konkurs i bagagen, og nu
skulle han åbenbart til at administrere og styre andre vognmænds penge. Hvordan
skulle det nu gå? En del var ikke i tvivl. De skulle ikke nyde noget af at
skyde kapital i det foretagende, men helt holde sig væk fra det stiftende møde
på Lindenborg kro kunne de dog ikke. Nysgerrigheden var for stor.
De vognmænd, som havde været bange for at lade Leif Tullberg
administrere deres penge, havde imidlertid intet at frygte. På grund af sin
tidligere konkurs havde han ekstra fokus på økonomien. Intet måtte gå galt. Han
havde noget at bevise. Nødvendigheden af penge i kassen og en god likviditet
var en af de erfaringer, Leif Tullberg havde høstet ved at drive egen
vognmandsvirksomhed. Og det blev hurtigt erfaret af vognmændene i DSV, at Leif
Tullberg var meget sparsommelig og mådeholden i pengesager. Intet blev købt,
med mindre det var strengt nødvendigt og godkendt af bestyrelsen.
Bestyrelsen ønskede på et tidspunkt at give Leif Tullberg en
ny firmabil, men han afslog. Det var der ingen grund til at bruge penge på. I
øvrigt havde Tullberg en forkærlighed for kvalitetsbiler, og det betød ikke så
meget, at de var af ældre årgang. Den gode gamle Mercedes så han ingen grund
til at skille sig af med, selv om den ind imellem manglede en pynteliste.
Leif Tullbergs omkostningsbevidsthed var også medvirkende
til, at DSV ikke købte eller lejede kontorer. Man var ude at se på
kontorfaciliteter i blandt andet Karlslunde, men valgte at få kontorer i Dot og
Leif Tullbergs parcelhus i Skuldelev.
*******
Navnet på samarbejdet, som man blev enige om på Lindenborg
Kro, blev De Sammensluttende Vognmænd af 13-7 1976 A/S, forkortet DSV. Det
umiddelbare mål var at samle 30 aktionærer, der hver især skulle indskyde
10.000 kroner. Så kunne vognmændene stifte et aktieselskab, som dengang krævede
en indskudskapital på 300.000 kroner.
Blandt de cirka 30 vognmænd, der var mødt op til det
stiftende møde, var spørgelysten stor. Leif Tullberg svarede scenevant på
spørgsmålene, og det blev tydeligt for de fremmødte, at forretningskonceptet
var bygget op om hans person. I hvert tilfælde de første tre år. Det var den
periode, han ønskede at være lokomotiv for vognmandssamarbejdet, pointerede
han.
Da vognmændene på kroen blev bedt om at tage stilling til et
DSV medlemskab, viste det sig, at de nysgerrige og skeptiske var i overtal.
Trods Leif Tullbergs veltalenhed og dynamiske fremtoning skræmte sporene.
Hovedparten af vognmændene ønskede lige at se tiden an, inden man indskød
10.000 kroner i DSV. Også DSV’s senere bestyrelsesformand gennem 19 år, Palle
Flackeberg var til stede ved mødet sammen med sin far Svend. Heller ikke de
turde involvere sig med Leif Tullberg.
Der var dog nogle modige vognmænd iblandt, der så
mulighederne i et samarbejde, og som frygtede mere for indtjeningen uden for et
kørselssamarbejde end de frygtede Leif Tullbergs omdiskuterede
forretningstalent. Det skortede ellers ikke på advarsler efterfølgende over for
de ni vognmænd, som valgte at blive DSV vognmænd fra starten.
»De 10.000 ser I aldrig mere, og om tre måneder er I rygende
uvenner alle sammen,« lød beskeden fra adskillige kolleger til brødrene Vesti
og Knud Kildegaard Jensen fra hhv. Vipperød og Kværnløse. De var to af de i alt
ni vognmænd, som tegnede en aktie fra dag ét. De øvrige syv var Hardy
Mortensen, Knabstrup, Vagn Mortensen, Dianalund (død), Henning Petersen,
Herrestrup (død), Johannes Christoffersen, Herrestrup (død), Mogens Olsen,
Lindenborg, Jens Flemming Jensen, Ny Hagested (død) og Knud Knudsen, Sasserup
(død). I alle hidtidige beskrivelser af DSV's historie fortælles det, at DSV
blev stiftet af Leif Tullberg og ti sjællandske vognmænd, men i virkeligheden
var der kun ni. På det officielle papir, der blev sendt ind til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, stod der kun fire personer som stiftere, nemlig Leif
Tullberg, Henning Petersen, Mogens Olsen og Hardy Mortensen. I Statstidende er
de samme fire personer noteret som stiftere.
De ni aktionærer valgte DSV første bestyrelse, som kom til
at bestå af Henning Petersen, Mogens Olsen, Hardy Mortensen, Jens Flemming
Jensen og Leif Tullberg. Formand blev Henning Petersen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar