Men alligevel tales der 1. maj næsten udeklukkende om overførselsindkomster.

 

 

3. maj er dag 123 i året i
den gregorianske kalender.
Der er 242 dage tilbage af året.
Dagens navn er Korsmesse (el.
Korsmisse). Tidligere en kirkefest til minde om, at kejser Konstantin den
Stores moder, Helene, i Jerusalem i år 326 fandt 3 kors. Nordisk bondetradition
siger, at kornet bliver særlig godt, når det sås på vårens korsmessedag – og at
svalerne vender tilbage denne dag.
FN's internationale Verdensdag for pressefrihed.



1. maj er arbejderenes dag,

Men alligevel tales der 1. maj næsten udeklukkende om overførselsindkomster.
I stedet burde der tales arbejde og hvordan flere kan komme i arbejde.

Der er flere forklaringer på hvorfor så mange er på overførselsindkomst.

Det er ikke nogen ny ambition, at skiftende regeringer har sat sig det mål,

At ned bringe antallet af personer på offentlig forsørgelse betydeligt.

Faktisk har samtlige regeringer de seneste tre årtier haft det samme mål, uden det store held.

Så vil det lykkes for Mette Frederiksen, Morten Østergård og Helle Thorning-Schmidt,

Som alle på det seneste har luftet ambitionerne med stor kraft?
Et reformarbejde er gået i gang omkring kontanthjælp, førtidspension og fleksjob,

Og skal det bære frugt, må alle indstille sig på at sluge ret store kameler.
Mange unge føler, at de ikke behøver at anstrenge sig.

De har en fast tro på, at ligegyldigt, hvilke dårlige valg de måtte træffe,
Så vil samfundet under alle omstændigheder sørge for, at de har det godt.
Hvis vi beslutter at blive ved med at understøtte dem,
Tror jeg, at vi fortsat vil opleve de samme problemer.
Den del af ungdomsuddannelserne, nemlig erhvervsskolerne,
Er udset til at hjælpe en pæn del af de over 80.000 unge i gang,
Som i dag hverken er i uddannelse eller arbejde.
Det er en af de største udfordringer,
Danmark står over for i dag..
Antallet af mennesker på overførselsindkomster,

Som i dag udgør mere end en fjerdedel i den arbejdsdygtige alder.
De nøgne tal for 2012 siger: Modtagere af dagpenge 91.000, kontanthjælp 78.000,
Aktiverede 59.000, førtidspension 248.000, efterløn 108.000,
Fleks ydelse 7.000, revalideringsydelse 13.000, sygedagpenge 65.000,
Ledighedsydelse 15.000, støttet beskæftigelse 92.000.
I alt 717.000 mennesker på offentlig forsørgelse i den arbejdsdygtige alder.
Hver gang, en person går fra forsørgelse til arbejde,

Er det en vinder situation, sparet ydelse,
Flere skatteindtægter og større menneskeligt selvværd.
Så hvorfor er det så svært?
Hvorfor er det danske samfund låst fast i et næsten uløseligt dilemma,
Som de venstreorienterede en gang kaldte to tredjedels samfundet og de borgerlige forsørgersamfundet?

Hvorfor bruges kræfterne ikke på at gøre nogle af de mennesker arbejdes parate,

Så de kan tage nogle af de ca. 90.000 jobs som i dag bliver udført af øst arbejderne,

Måske fordi man aldrig for alvor har analyseret årsagerne,

Eller i hvert fald taget udgangspunkt i dem i forhold til de løsninger, der skal til.

I stedet er det blevet til ualmindeligt mange kortsigtede lapperier.
Alt efter politisk ståsted kan analysen inddeles i tre kategorier:
Den første, den traditionelt røde forklaring er,

At arbejdsmarkedet udstøder mennesker, som ikke er 100 procent effektive,
At en højeffektiv offentlig og privat sektor ikke længere har plads til mennesker med blot de mindste fysiske,

Psykiske eller sociale skævheder.
Mekanisering og outsourcing har fjernet det ufaglærte job,
Derfor skal  de udstødte svage grupper hjælpes af samfundet ud af deres mangeartede problemer.

Den anden den traditionelt borgerlige er, at mindstelønnen er for høj, og overførselsindkomsterne er for
høje.
Incitamentet til at arbejde er for lille, og mange mennesker er i dag ikke den
løn værd, de i henhold til overenskomsterne skal oppebære i et almindeligt job.
Et dysfunktionelt marked skaber dysfunktionelle mennesker.
Den tredje den velfærdskritiske er, at velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet automatisk
producerer mennesker,
Som ikke tager ansvar for sig selv.
Der kommer altid nogen og samler dem op, og de sociale ordninger er med til at
gøre en stor samfundsgruppe til ofre.
Jo værre, man kan udstille sin egen situation, des større er chancerne for en
diagnose og livslange ydelser.
Hver af de tre indeholder formentlig en del af sandheden.

Men de løsninger. som skal findes afhænger af, hvor man lægger trykket.
Til den første hører flere socialrådgivere, støtteprogrammer og virksomhedernes
sociale ansvar.
Til den anden hører lavere ydelser og indslusningsløn for de unge og
skattelettelser i bunden.
Og til den tredje hører ikke mindre end en nytænkning af hele
velfærdssamfundet.
Personlig tror jeg mest på at
det er den sidste model der er brug for,
De andre løsninger ender bare i politisk kævl.

Du ønskes en dejlig solrig forårssøndag.

-o:)-o:)-o:)

Der bruges 44 % af Danmarks budget til social beskyttelse.Er det for lidt eller er det nok?
Og bruges pengene rigtigt.