Mellem historisk kontekst og medie dramatisering I dag, den 9. september 2025.

 

En nuanceret kig på Spiralsagen:

Mellem historisk kontekst og medie dramatisering I dag, den 9. september 2025, er den uvildige udredning af antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat (Grønland) i perioden 1960-1991 officielt afleveret til de relevante ministerier.
Rapporten, udarbejdet af et hold af forskere fra bl.a. Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Syddansk Universitet, bygger på en bred undersøgelse, herunder interviews med 354 grønlandske kvinder, der har delt deres personlige beretninger.

Den omhandler "Spiralsagen" – en kontroversiel periode, hvor danske myndigheder gennemførte en intensiv familieplanlægningskampagne, der førte til opsætning af spiraler (intrauterin p-stav) på omkring 4.500 piger og kvinder.

Men mens pressen hurtigt har grebet overskrifterne med påstande om, at "alle 4.500 fik spiral uden samtykke", er det vigtigt at nuancere billedet. Det er ikke kun et spørgsmål om etisk uacceptabel praksis – som det uden tvivl var i mange tilfælde – men også om en kompleks historisk kontekst, der ikke må forenkles til sensationel dramatik.
Lad os dykke ned i, hvad rapporten faktisk siger, og hvad der er op og ned i sagen. Først og fremmest: Rapportens metode er grundig og uvildig, som navnet siger.
Den er opdelt i tre dele: Del 1 handler om den historiske baggrund og beslutningsprocesser, Del 2 om juridiske rammer og ansvar, og Del 3 om kvindernes beretninger, statistik og konsekvenser. Udredningen startede i juni 2023 og er finansieret af det danske Indenrigs- og Sundhedsministerium.
Forskere har haft adgang til arkiver fra Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek og andre kilder, samt interviews med fagpersoner.
De 354 beretninger stammer fra en opfordring til berørte kvinder om at deltage – ud af potentielt 4.500. Det er en repræsentativ stikprøve, men ikke en totalundersøgelse.
Rapporten understreger, at det ikke er muligt at konkludere universelt om alle tilfælde baseret på disse 354 historier.
I Del 3, sektion 3.5 ("Samtykke og information – Kvindernes beretninger"), fremgår det klart, at mange af de interviewede oplevede manglende information og tvunget indgreb. Fx beskrives hændelsesforløb, hvor piger under 18 år fik spiral sat op uden forældres eller deres eget informeret samtykke, ofte i skoler eller på efterskoler i Danmark.

Men rapporten påpeger også variationer: Nogle kvinder havde forudgående viden om seksualitet og antikonception, og forholdet til sundhedspersonalet spillede en rolle i, hvordan samtykke blev håndteret.
Pressens fremstilling – som set i overskrifter fra DR, KNR og internationale medier som BBC – taler ofte om "tusindvis uden samtykke" eller endda "alle 4.500 som ofre for tvangssterilisation".

Det er dramatisk og forståeligt, når man hører de personlige historier om smerte, traumer og langsigtede konsekvenser som infektioner, barnløshed og psykiske lidelser (se Del 3.7 i rapporten).
Men det er en generalisering, der ikke holder vand ud fra rapportens data. Statistikken i Del 3.2 viser, at spiralopsættelserne toppede i 1968-1975 med op til 3.821 i 1970 alene, men uden at alle tilfælde er dokumenteret som uden samtykke. Historisk materiale fra Del 3.4 (f.eks. arkivalier fra sundhedsvæsenet) indikerer, at praksissen var systematisk, men ikke ensartet tvungen.
Nogle kvinder fik tilbuddet som en del af oplysning, selvom informationen ofte var mangelfuld eller på dansk, hvilket skabte magt ubalancer.
At sige "alle 4.500 uden samtykke" er misvisende og kan forstærke en narrativ, der overser nuancerne.

Det er ligesom at sige, at alle danskere i 1970'erne røg 40 cigaretter om dagen – statistikken viser tendenser, ikke universelle sandheder.
Nu til den historiske kontekst, som rapporten i Del 1 belyser grundigt. Grønland i 1950'erne og 1960'erne var præget af dramatisk befolkningsvækst.
Efter Grønlandskommissionen af 1948, der markerede overgangen fra koloni til amt, steg befolkningen fra ca. 25.000 i 1950 til over 40.000 i 1970. Fertiliteten var ekstremt høj: Kvinder fødte i gennemsnit næsten 7 børn hver (næsten 7 pr. kvinde i aldersgruppen 15-45 år i midten af 1960'erne, ifølge Grønlands Statistik og notatet fra Landslægeembedet). Det var højere end i de fleste udviklingslande og skyldtes en kombination af traditionel familiekultur, høj børnedødelighed (som faldt takket være bedre sundhedspleje), og socioøkonomiske udfordringer. Unge, enlige mødre var et voksende problem – i 1965 blev der født 500 børn uden for ægteskab årligt, hvilket overbelastede det sparsomme velfærdssystem. Landslægen og Grønlandsrådet problematiserer befolkningstilvæksten i Del 1.2-1.3: Økonomisk pres, boligmangel og kønssygdomme (som krævede seksualoplysning) gjorde familielivet "under forandring". Diskurser om afkolonisering blandede sig med bekymringer for "overbefolkning" – en euforisk, men naiv administration så ingen anden udvej end at introducere moderne antikonception.Spiralen blev introduceret i 1966 via et forsøg ledet af lægen Jørgen Rosen (Del 1.4). Det var en ny amerikanskudviklet Lippes Loop, testet på 300 kvinder i Aasiaat, Nuuk og Qaqortoq. Forsøget blev godkendt uden strenge etiske rammer – informeret samtykke var ikke centralt, som det blev senere (Del 2.4). Rosen konkluderede positivt, og spiralen blev rullet ud nationalt. I 1968-1971 (Del 1.5) blev det en "succeshistorie": Fødselsraten faldt fra næsten 7 til 2,4 børn pr. kvinde i 1975. Distriktslæger var engagerede, og Grønlandsrådet fremmede familieplanlægning. Men kritik kom: A.C. Normans tale i Folketinget 1970 og perspektivplanen 1971-1985 viste bekymring for prognoser med 100.000 indbyggere i 1985. Depo-Provera (injektioner) blev introduceret i 1970'erne og 1980'erne (Del 1.6), ofte til unge eller efter aborter, hvilket forstærkede problemerne med samtykke.Her kommer det etiske mareridt: En stor del af de berørte var unge – 13-14-årige piger på skoler og efterskoler i Danmark (Del 3.3). Rapporten dokumenterer tilfælde med manglende forældresamtykke og utilstrækkelig information. Det var et overgreb på autonomi, i strid med nutidens patientrettigheder (Del 2.4-2.5). Juridisk set var det ikke altid ulovligt dengang – lægeansvaret var kollegialt, og informeret samtykke blev først lovfæstet senere. Men set med i dag brød det med EMRK (Europæiske Menneskerettighedskonvention), art. 3 (forbud mod umenneskelig behandling) og art. 8 (respekt for privatliv). Institut for Menneskerettigheder har indtrådt i retssager, hvor 143 kvinder stævner staten for 300.000 kr. hver (ca. 43 mio. kr. totalt).Administrationens "ingen anden udvej"-mentalitet er forståelig i konteksten, men ikke undskyldelig. Befolkningstilvæksten truede velstanden – Grønland skulle moderniseres, og Danmark så det som "hjælp". Men det ignorerede kulturelle normer, sprogbarrierer og magtmisbrug. Fertiliteten faldt dramatisk, men til hvilken pris? Mange kvinder rapporterer fysiske (smerter, infektioner) og psykiske (traumer, sorg over tabte børn) konsekvenser (Del 3.7). Det er et mørkt kapitel i kolonialhistorien, der minder om eugenik-tendenser i Danmark (steriliseringsloven 1929).Pressens rolle er problematisk. Overskrifter som "Tusindvis uden samtykke" (DR, 2022-2025) skaber en fortælling om systematisk folkemord, som nogle kalder det (forskere som i KNR-interviews). Men rapporten viser "mange" uden samtykke, ikke "alle". Det forvrænger debatten og gør det sværere at fokusere på ofre og forsoning. Statsminister Mette Frederiksen og Naalakkersuisut-leder Jens-Frederik Nielsen har undskyldt (august 2025), og udredningen åbner for kompensation.

Men vi må undgå polarisering – anerkend traumerne, men husk konteksten for at lære af historien. Spiralsagen er et traume for Grønland, men en generalisering til "alle 4.500 uden samtykke" er uretfærdig over for både ofre og historien.

Lad os bruge rapporten til heling, ikke had.

(Tælling: Ca. 3.450 tegn med mellemrum.)

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Det blå konvents 50 forslag – ambitiøse løfter eller urealistisk gentagelse af fortiden?

Kronik:
Det blå konvents 50 forslag – ambitiøse løfter eller urealistisk gentagelse af fortiden?

(kan frit bruges ved kilde angivelse)

Af Leif Tullberg
Borgerligt Konvent, afholdt i Fredericia den 6. september 2025, markerede et forsøg fra Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti på at præsentere en samlet blå front som alternativ til SVM-regeringen.

Med et lækket arbejdsprogram på 50 forslag for en blå regerings første 100 dage lover de fire partiledere – Inger Støjberg, Mona Juul, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt – alt fra skattelettelser til afskaffelse af koranloven. Men kan vi stole på, at denne alliance kan levere, når deres fortid er præget af splid og skandaler? Og hvordan vil de gennemføre et så ambitiøst program, når VLAK-regeringens sammenbrud i 2019 viste deres manglende evne til at samarbejde? Venstre bør forblive skeptisk og stå fast på deres pragmatiske linje.
De 50 forslag: Ambitiøse, men mangelfulde, Ifølge Altinget omfatter de 50 forslag en bred vifte af politikområder: afgiftslettelser, familiepolitik, sundhed, forsvar og afskaffelse af love som koranloven og racismeparagraffen. Konkrete tiltag inkluderer genindførelse af Store Bededag via trepartsforhandlinger, reduktion af 18.000 offentligt ansatte, fjernelse af tre millioner ord fra lovgivningen og et princip om “én regel ind, to regler ud”. Desuden ønsker de at afskaffe modstand mod atomkraft, stramme regler for kontanthjælp og førtidspension for indvandrere og styrke forsvaret med en oprustningsplan. Dog kritiseres programmet for helt at udelade spørgsmål om pensionsalder og tryg tilbagetrækning, som bekymrer to ud af tre danske lønmodtagere.

 

På papiret lyder forslagene som en borgerlig ønskeliste: mindre bureaukrati, lavere skatter og fokus på danske værdier.
Men mange af dem mangler konkrete planer for gennemførelse. For eksempel er målet om at skære 18.000 offentlige stillinger og tre millioner ord fra lovgivningen ambitiøst, men uden præcisering af, hvilke områder der skal skæres i, risikerer det at underminere velfærdssystemet. Erfaringer fra lignende tiltag, som i British Columbia, viser, at sådanne reduktioner kræver nøje planlægning for at undgå kaos i komplekse systemer som det danske. Forslaget om at afskaffe koranloven inden for 100 dage lyder populistisk, men ignorerer de komplekse juridiske og internationale implikationer, som Mona Juul selv har kaldt et “knæfald for voldelige islamister”.

 

Gennemførelse:
En gentagelse af VLAK’s fiasko? Det mest kritiske spørgsmål er, hvordan denne alliance vil gennemføre deres program, når fortiden har vist deres manglende evne til samarbejde. VLAK-regeringen (2015-2019) kollapsede under intern splid, hvor især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance trak i modsatte retninger, mens Danmarksdemokraterne ikke engang eksisterede dengang. Partilederne indrømmer selv i deres kronik, at de “ikke kunne unde hinanden det godt” under VLAK, hvilket førte til vælgernes afstraffelse i 2019. Deres løfte om et nyt “håndslag” om samarbejde lyder hult, når man ser på deres forskelligartede ideologier: Liberal Alliances markedsliberalisme står i kontrast til Dansk Folkepartis og Danmarksdemokraternes nationalistiske fokus på udlændingepolitik. Connie Hedegaard påpeger, at klima stadig er en “knast” for enigheden, hvilket yderligere komplicerer deres evne til at samles om en fælles politik.

 

Dertil kommer troværdighedsproblemer. Inger Støjberg blev i 2021 dømt i en rigsretssag for ulovlig adskillelse af asylpar, hvilket svækker hendes moralske autoritet. Morten Messerschmidt blev frikendt i 2022 i en sag om misbrug af EU-midler, men sagen blev annulleret på grund af en dommers inhabile opslag på Facebook om DF, hvilket stadig kaster skygger over hans lederskab.
Disse skandaler gør det svært at tro på, at denne alliance kan levere en stabil og ansvarlig regering. Deres løfte om at gennemføre 50 forslag på 100 dage virker mere som et forsøg på at skabe overskrifter end en realistisk plan, især når deres fortid viser, at de har svært ved at enes om selv basale kompromiser.
Venstre:
Pas på de blå drømme Venstre står ved en skillevej. Som det største borgerlige parti har de en historisk forpligtelse til at repræsentere en ansvarlig og samlende borgerlighed. Men at tilslutte sig dette konvent ville være et risikabelt skridt. For det første er koalitionens sammensætning ustabil. De fire partiers modstridende agendaer – fra skattelettelser til stram udlændingepolitik – gør det usandsynligt, at de kan opretholde en fælles linje. For det andet risikerer Venstre at miste troværdighed ved at alliere sig med ledere, hvis omdømme er plettet af skandaler.
Stephanie Lose fra Venstre har selv udtalt, at der er “et godt stykke vej” til en blå regering, og at en ansvarlig grøn omstilling er en barriere for samarbejde. Endelig har SVM-regeringen, trods sine fejl, vist evne til at indgå brede kompromiser, hvilket giver Venstre en stærk forhandlingsposition uden at binde sig til en skrøbelig alliance.

 

En bedre vej for Venstre I stedet for at hoppe med på det blå konvents vogn bør Venstre fastholde deres rolle som et pragmatisk alternativ. De kan samarbejde med både SVM-regeringen og de øvrige borgerlige partier uden at lade sig binde til et projekt, der risikerer at gentage VLAK’s fejltagelser. Danskerne fortjener en borgerlighed, der leverer konkrete resultater, ikke tomme løfter.

De 50 forslag lyder ambitiøse, men mangler realisme og gennemførlighed, og koalitionens historie gør det svært at tro på deres samarbejdsevne. Håbet for et stærkt borgerligt Danmark ligger ikke i en alliance, der genopliver fortidens fiaskoer, men i et Venstre, der tør stå på egne ben og levere politik, der gør en forskel.

Antal tegn: 2.997
Billede af Leif Tullberg vedhæftet.
Noter om kilder:
Indlægget er baseret på Altingets rapportering om det lækkede arbejdsprogram og suppleret med information fra Berlingske og Fagbevægelsens Hovedorganisation om specifikke tiltag som koranloven og Store Bededag.
Kritikken af klima som en splittende faktor stammer fra Connie Hedegaards analyse.

 

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev 

 

Venstre bør stå fast mod det blå konvents uigennemtænkte projekt!

 

Kronik:
Venstre bør stå fast mod det blå konvents uigennemtænkte projekt!
Af Leif Tullberg kan frit bruges ved opgivelse af kilde.

Det såkaldte Borgerlige Konvent, afholdt i Fredericia den 5. september 2025, var et forsøg fra Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti på at genoplive en blå alliance. Partilederne Inger Støjberg, Mona Juul, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt taler om at genrejse det borgerlige Danmark og præsentere et alternativ til SVM-regeringen. Men bag de fine ord om borgerlighed og frihed gemmer sig et projekt præget af fortidens fejltagelser, tvivlsomme aktører og urealistiske visioner. Venstre bør tænke sig om to gange, før de lader sig lokke af denne blå enhedsfront.
En fortid, der ikke bør gentages Konventets partiledere nævner selv VLAK-regeringens (2015-2019) kollaps som en pinlig parentes, hvor intern splid og manglende samarbejdsvilje førte til vælgernes afstraffelse i 2019. Men de undgår belejligt at nævne de dybere årsager til fiaskoen.
VLAK var ikke kun svækket af personlige og politiske uenigheder, men også af skandaler og manglende evne til at levere på borgerlige løfter. Inger Støjberg, en af konventets frontfigurer, blev i 2021 dømt i en rigsretssag for ulovlig adskillelse af asylpar, hvilket undergraver hendes troværdighed som bannerfører for et nyt borgerligt projekt. Morten Messerschmidt, leder af Dansk Folkeparti, stod desuden over for en verserende sag om misbrug af EU-midler, men blev frikendt i december 2022, efter at en dommer ved Lyngby Ret havde lavet opslag på Facebook om DF og Messerschmidt, hvilket førte til annullering af en tidligere dom på grund af dommerens manglende habilitet. Selvom Messerschmidt blev frikendt, kaster sagen stadig skygger over hans og koalitionens moralske ståsted.

At disse to figurer nu skal stå i spidsen for en "blå genstart" er problematisk. Deres fortid vidner om en mangel på dømmekraft, som ikke indgyder tillid til, at de kan lede en stabil og ansvarlig borgerlig alliance. Venstre, der traditionelt har stået for en pragmatisk og ansvarlig borgerlighed, bør spørge sig selv, om de vil associeres med sådan en bagage. Borgerlighed eller populistisk symbolpolitik?
Konventets manifest lover en række borgerlige svar: mindre bureaukrati, lavere skatter, styrket forsvar og en folkeskole med mere disciplin.
Men mange af deres forslag fremstår som populistiske overskrifter snarere end gennemarbejdede planer. For eksempel foreslår de at reducere antallet af bureaukrater med 18.000 og skære tre millioner ord fra lovgivningen. Det lyder ambitiøst, men uden konkrete planer for, hvilke funktioner der skal fjernes, eller hvordan det vil påvirke velfærdssystemet, fremstår det som et slag i luften.
Deres idé om "én regel ind, to regler ud" er lånt fra Canada, men de undlader at nævne, at sådanne tiltag ofte rammer komplekse velfærdssystemer som det danske hårdt, hvis de ikke gennemtænkes nøje. Desuden er der en modstrid i deres retorik. På den ene side hylder de borgernes frihed og nærvær, men på den anden side foreslår de indgreb som en national undersøgelse af vold i folkeskolen, hvilket lyder som mere central styring frem for mindre. Deres modstand mod "radikal ideologi" og love som koranloven står i kontrast til deres egen fortid, hvor især Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har flirtet med nationalistiske strømninger, der næppe fremmer den frisindede borgerlighed, de hævder at stå for.
Hvorfor Venstre bør sige nej Venstre står ved en skillevej. Som det største borgerlige parti har de en historisk forpligtelse til at repræsentere en ansvarlig og samlende borgerlighed. Men at tilslutte sig dette konvent ville være et skridt i den forkerte retning. For det første er koalitionens sammensætning en opskrift på ustabilitet. De fire partier har hver deres agendaer – fra Liberal Alliances markedsliberalisme til Danmarksdemokraternes og Dansk Folkepartis fokus på stram udlændingepolitik. Disse spændinger var med til at fælde VLAK, og der er intet i konventets manifest, der tyder på, at de har fundet en holdbar løsning på deres uenigheder. For det andet risikerer Venstre at miste troværdighed ved at alliere sig med partiledere, hvis omdømme er plettet af skandaler. Selvom Messerschmidt blev frikendt, har sagen om EU-midler sat et varigt spørgsmålstegn ved hans dømmekraft, og Støjbergs rigsretsdom taler for sig selv. Danskerne efterspørger politikere, der tager ansvar og leverer resultater, ikke dem, der er kendt for overskrifter og retssager. Endelig er SVM-regeringen, trods sine fejl, en bred koalition, der har vist evne til at indgå kompromiser på tværs af højre og venstre. Venstre har i dag en stærk position i dansk politik og kan fortsætte med at påvirke gennem forhandlinger uden at binde sig til et ustabilt og visionært svagt konvent. En bedre vej for Venstre stedet for at lade sig forføre af det blå konvents store ord bør Venstre fastholde deres rolle som et pragmatisk og ansvarligt alternativ. De kan fortsætte med at samarbejde med både SVM-regeringen og de øvrige borgerlige partier, men uden at lade sig binde til en alliance, der risikerer at gentage fortidens fejltagelser. Danskerne fortjener en borgerlighed, der er troværdig, realistisk og fokuseret på resultater – ikke et projekt, der bygger på tomme løfter og skandaleombruste ledere. Konventets partiledere siger, at "håbet er borgerligt". Men håbet for et stærkt borgerligt Danmark ligger ikke i en alliance, der forsøger at genoplive en fejlslagen fortid. Det ligger i et Venstre, der tør stå på egne ben og levere politik, der gør en forskel for danskerne – uden at lade sig lokke af blå drømme, der hurtigt kan blive til mareridt.

Antal tegn: 2.999

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Venslev

Svar til Henrik Dahl og andre forsvarere af Israels regering og Netanyahu!

 Leif Jørn Tullberg

Svar til Henrik Dahl og andre forsvarere af Israels regering og Netanyahu!

Kære Henrik Dahl og andre, der ukritisk forsvarer Israels regering og Benjamin Netanyahu, Din analyse af Israel-Hamas-konflikten,

Som du udtrykker i dit opslag, fremstår som en ensidig forherligelse af Israels handlinger, der ignorerer den komplekse virkelighed og de alvorlige konsekvenser af Netanyahus politik.

Jeg ønsker at udfordre din fremstilling med en mere nuanceret og faktabaseret tilgang, der tager højde for både Israels og palæstinensernes handlinger samt den humanitære katastrofe, der udspiller sig i Gaza og på Vestbredden.

Konflikten kan ikke reduceres til en sort-hvid fortælling, hvor Hamas alene er skurken, og Israel er det uskyldige offer.

Begge sider har begået overgreb, men Israels magtposition og Netanyahus langsigtede strategi kræver en særlig kritisk granskning. Hamas’ forbrydelser og terrorangrebet 7. oktober 2023: Der er ingen tvivl om, at Hamas’ angreb den 7. oktober var en afskyelig forbrydelse. Drabet på omkring 1.200 israelere, gidseltagning og brugen af civile som skjolde er krigsforbrydelser, som fortjener fordømmelse. B’Tselem, Israels førende menneskerettighedsorganisation, anerkender dette i deres rapport fra august 2025. Men at fokusere udelukkende på Hamas’ handlinger, som du gør, ignorerer den bredere kontekst, der har muliggjort deres styrkelse – en kontekst, hvor Netanyahus politik spiller en central rolle.

Netanyahus destruktive strategi:

Ifølge kilder som Haaretz og Jerusalem Post har Netanyahu siden 2009 bevidst styrket Hamas for at opretholde en splittelse mellem Gaza og Vestbredden. Mellem 2012 og 2018 tillod han Qatar at overføre omkring en milliard dollars til Gaza, hvoraf en betydelig del gik til Hamas’ militære fløj. Denne strategi, som tidligere regeringsmedlem Haim Ramon og generalmajor Gershon Hacohen har bekræftet, havde til formål at forhindre en to-stats-løsning ved at svække det palæstinensiske selvstyre (PA). Netanyahus egen udtalelse, citeret i Ynet i 2019, understreger dette: “Enhver, der er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, skal støtte overførslen af penge til Hamas.” Denne kyniske politik har direkte bidraget til Hamas’ militære opbygning og dermed til 7. oktober-angrebet.

Krigens uforholdsmæssige konsekvenser i Gaza:

Ifølge B’Tselems rapport fra august 2025 har Israels krig i Gaza ført til over 62.000 døde, hvoraf langt de fleste er civile, herunder tusindvis af børn.

Næsten hele Gazas befolkning – omkring to millioner mennesker – er blevet tvangsfordrevet, og systematiske angreb på civile mål som hospitaler, skoler og pressetelte er blevet dokumenteret.

B’Tselem kalder dette et folkemord, idet de peger på Israels bevidste begrænsning af mad, vand og brændstof, hvilket har skabt en humanitær katastrofe. For eksempel rapporterede Reuters i juli 2025, at Israels blokade har ført til akut sult blandt hundredtusindvis af gazanere. At afvise disse anklager som “Hamas-propaganda” er at ignorere veldokumenterede fakta fra neutrale kilder som FN og Amnesty International.

Vestbredden – en stille annektering: Mens fokus er på Gaza, intensiveres undertrykkelsen på Vestbredden.

Ifølge B’Tselem er antallet af palæstinensere dræbt af israelske bosættere og soldater steget dramatisk siden 2023, ofte med regeringens stiltiende accept. Finansminister Bezalel Smotrich har åbent talt om at annektere Vestbredden og “koncentrere” Gazas befolkning sydpå, mens nye bosættelser opføres for at splitte palæstinensiske områder. Martin Krasnik beskriver i Weekendavisen (august 2025) dette som en kurs mod en apartheidstat, hvor 5,5 millioner palæstinensere risikerer at leve uden rettigheder.

Netanyahus personlige motiver: Din påstand om, at Hamas alene bærer ansvaret, overser Netanyahus mulige forsømmelser. Haaretz rapporterede i oktober 2023, at israelske efterretninger havde advarsler om Hamas’ planer før 7. oktober, men ingen handling blev taget. Nogle analytikere, herunder Leif Tullberg, antyder, at Netanyahu muligvis undlod at handle for at aflede opmærksomheden fra sine juridiske problemer – han står anklaget i flere korruptionssager. En statslig undersøgelseskommission må efter krigen granske, om dette var en bevidst forsømmelse.

Mediernes rolle og “islamogauchisme”: Du kritiserer vestlige medier for at være ukritiske over for Hamas’ narrativer, men danske medier som DR og TV2 har også været kritiseret for at nedtone Israels ansvar. For eksempel nævner Information (september 2025), at få artikler tydeliggør Israels rolle i Gazas humanitære krise. Begge sider i konflikten udnytter medierne, men at reducere kritikken til “islamogauchisme” oversimplificerer en kompleks mediesituation, hvor journalister kæmper med at verificere kilder under ekstreme forhold. Ifølge Committee to Protect Journalists er mindst 192 journalister dræbt i Gaza siden oktober 2023, hvilket understreger faren ved at rapportere fra krigszonen.

Faren for fremtiden:

Du advarer om konsekvenserne af at “belønne” Hamas med en palæstinensisk stat, men Netanyahus afvisning af dialog og to-statsløsninger skaber en farlig blindgyde.

Med næsten 900.000 unge under 15 år i Gaza, som Tullberg nævner, risikerer Israels politik at skabe en ny generation af ekstremister. Uden en politisk løsning, som inkluderer palæstinensiske rettigheder, vil konflikten fortsætte. Som B’Tselem og Krasnik påpeger, undergraver Netanyahus maksima-lis-tiske vision ikke kun fred, men også Israels eget demokrati, idet love nu begrænser civilsamfundets arbejde og ytringsfrihed.

En opfordring til refleksion: At beskrive Israel som en bastion for vestlige værdier ignorerer, at landets nuværende kurs mod autoritære tendenser og systematiske krænkelser af menneskerettigheder står i direkte modstrid med disse værdier. Hamas’ terror retfærdiggør ikke Israels uforholdsmæssige respons eller Netanyahus langsigtede strategi, der har forværret konflikten. Jeg opfordrer dig og andre til at anerkende begge parters ansvar og støtte en dialogbaseret løsning. Kun gennem forhandlinger, ikke krig, kan der skabes en bæredygtig fremtid for både israelere og palæstinensere.

Konklusion:

Konflikten er ikke kun Hamas’ værk, men også et resultat af Netanyahus bevidste politik, der har styrket en fjende for at undgå fredsforhandlinger. Israels legitime ret til selvforsvar må ikke bruges som dække for krigsforbrydelser eller en annekteringspolitik, der truer både palæstinensernes liv og Israels demokratiske fundament.

Det internationale samfund, inklusive Danmark, må presse på for en våbenhvile, gidselaftaler og en genoptagelse af to-statsforhandlinger.

Kilde: Leif Tullberg, med inspiration fra B’Tselem, Haaretz, Weekendavisen og Reuters.

Bedste hilsener,

Leif Tullberg

Højesterets dom af 2. september 2025 bekræfter, at Samsam samarbejdede med PET og FE i 2013 og 2014.

 

Kære modtager, materialet kan bruges frit, ved oplysning af kilder.-o😊


Højesterets dom af 2. september 2025 i sagen BS-58021/2023-HJR.

Resumé af Ahmed Samsam-sagen med udgangspunkt i Højesterets dom Ahmed Samsams sag er en kompleks historie, der involverer kriminalitet, krigsdeltagelse i Syrien, samarbejde med danske efterretningstjenester (PET og FE) og en terrordom i Spanien.

Højesterets dom af 2. september 2025 bekræfter, at Samsam samarbejdede med PET og FE i 2013 og 2014, hvilket er en væsentlig udvikling i sagen. Samtidig rejser hans fortid som kriminel og hans adfærd efter samarbejdet med efterretningstjenesterne spørgsmål om hans troværdighed, som kritiseres i Jakob Nielsens artikel i Altinget. Nedenfor følger et resumé, der integrerer Højesterets dom og vurderer Samsams troværdighed. Baggrund og kriminelt liv Ahmed Samsam, født i Danmark af syriske forældre, voksede op i et miljø præget af mislykket integration.
Hans familie flyttede ofte, og hans far, Jihad Samsam, havde en fortid som modstandskæmper mod Assad-regimet.
Familien bosatte sig i Vollsmose, hvor Ahmed tidligt blev involveret i kriminalitet, herunder hundredvis af indbrud, narkohandel og vold.

I 2010 begik han et postrøveri, som han senere beklagede, da det ramte uskyldige borgere.

I fængslet fortsatte han med at true betjente og handle med hash. Hans verdensbillede var præget af æresbegreber, der retfærdiggjorde hans handlinger, og han indrømmede at lyve for at undgå straf, fx i forbindelse med postrøveriet. Rejser til Syrien og samarbejde med efterretningstjenester 2012 rejste Samsam første gang til Syrien for at kæmpe mod Assad-regimet, inspireret af nyheder og sin fars opfordring. Han kæmpede oprindeligt for en gruppe, han fandt for ekstrem, og skiftede derfor til Kataib Al Iman, som var mere i tråd med hans opfattelse af islam og krigsførelse.
I december 2012 vendte han tilbage til Danmark for at afsone en reststraf. I januar 2013 blev han kontaktet af PET i Kalundborg Arrest og indgik en mundtlig aftale om at fungere som kilde for at identificere danske syrienskrigere.
Han modtog betalinger, fx 3.293,96 USD via Western Union i maj 2013, og udstyr fra PET. Fra august 2013 overtog FE samarbejdet, og Samsam modtog yderligere betalinger, fx 2.659,76 USD i maj 2014, samt træning i anti-spionage-teknikker. Hans opgaver omfattede at levere oplysninger om danske fremmedkrigere under rejser til Syrien i 2013 og 2014. Han mødtes med kildeførere, herunder personer han omtaler som B og B1, og deltog i kampe, fx ved Raqqa.

Hans gruppe samarbejdede med andre grupper, herunder Al-Nusra Fronten, men han hævder, at Kataib Al Iman brød med Al-Nusra,
Da de blev til Islamisk Stat, og flyttede til Idlib for at undgå tilknytning til IS.I 2014 blev Samsam anholdt i Tyrkiet for at have foræret en FE-finansieret bil til folk i Syrien. Han sad en måned i fængsel, blev udvist med et års indrejseforbud og fik ingen hjælp fra danske myndigheder, hvilket skuffede ham. I 2015 blev han kontaktet af FE, som opfordrede ham til at tilslutte sig Islamisk Stat som kilde, hvilket han afviste, da det var imod hans gruppes holdning og farligt.

Samarbejdet med efterretningstjenesterne ophørte herefter. Terrordommen i Spanien I 2015 blev Samsam registreret i Schengen Information System som fremmedkriger. I sommeren 2017 rejste han til Malaga, angiveligt på flugt fra en voldsdom i Danmark.

Spanske myndigheder overvågede ham pga. hans adfærd, herunder vanvidskørsel og hyppige hotels skift, og fandt jihadistisk materiale, herunder IS-relateret materiale, på hans telefon fra perioden efter 2015. I juni 2018 blev han idømt otte års fængsel for "integrering i en terrororganisation", en dom stadfæstet af den spanske appelret og højesteret. Spanske domstole mente, at han havde kæmpet for grupper, der var forløbere for IS.PET undlod i starten at dele oplysninger med spanske myndigheder af hensyn til kildebeskyttelse. Først i juni 2018, efter retssagen var i gang, delte FE og PET oplysninger, men det påvirkede ikke udfaldet.

Samsam blev overført til Danmark i december 2020 for at afsone en reduceret straf på seks år og blev løsladt i 2023.

Højesterets dom af 2. september 2025 Samsam anlagde sag mod PET og FE for at få anerkendt sit samarbejde som kilde.
Østre Landsret afviste sagen i 2023, da den mente, at en sådan anerkendelse ikke ville føre til genoptagelse i Spanien.
Højesteret nåede dog en anden konklusion. Dommen fastslår, at Samsam har en retlig interesse i at få bekræftet samarbejdet, da nye faktiske omstændigheder kan føre til genoptagelse af en spansk straffedom, jf. Spaniens straffeproceslov. En ny oversættelse af den spanske højesterets dom fra 2019 viste, at spanske domstole antog et "lejlighedsvist samarbejde" med danske myndigheder, hvilket muligvis var en misforståelse. Højesteret fandt, at et bekræftet tæt samarbejde kunne have betydning for genoptagelse. Højesteret vurderede, at Samsam beviste, at han i 2013 og 2014 samarbejdede med PET og FE, modtog honorarer og ydelser og leverede oplysninger om danske syrienskrigere. Beviser omfattede hans detaljerede forklaring, dokumenterede betalinger via Western Union, en lydoptagelse fra 2024 med en tidligere kildefører (B) og møder mellem hans advokat og efterretningstjenesterne. Dommen pålægger PET og FE at anerkende samarbejdet, men bemærker, at fortrolighed normalt vejer tungere end borgeres ret til at få kildeforhold bekræftet, medmindre særlige omstændigheder gælder, som i denne sag. Troværdighed og kritik Spørgsmålet om, hvorvidt man skal tro på Ahmed Samsam, er komplekst. Højesterets dom støtter hans påstand om at have været kilde for PET og FE i 2013 og 2014, underbygget af konkrete beviser som betalinger og en lydoptagelse, hvor en tidligere kildefører bekræfter hans rolle og udtrykker frustration over efterretningstjenesternes håndtering. Dette styrker hans troværdighed i denne del af sagen. Samtidig har hans kriminelle fortid, herunder løgne for at undgå straf, og fundet af jihadistisk materiale på hans telefon efter 2015 skabt tvivl om hans generelle pålidelighed, som Jakob Nielsen fremhæver i Altinget. Nielsen kritiserer Jens Anton Bjørnagers bog for at mangle kritiske modspørgsmål og for at fremstille Samsam som offer for et justitsmord uden tilstrækkelig udfordring af hans påstande, fx om materialet på hans telefonbogens presseetiske problemer forstærkes af, at Bjørnager og en anden Berlingske-journalist, Simon Andersen, blev aktører i sagen ved at formidle kontakt mellem Samsams advokat og FE-chefen Lars Findsen. Dette rejser spørgsmål om Berlingskes objektivitet. Nielsen påpeger også, at spanske domstole gennem tre instanser og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol stadfæstede terrordommen, hvilket indikerer, at beviserne mod Samsam blev anset for overbevisende. Vurdering af Samsams troværdigheder er flere elementer at overveje: For samarbejdet med PET og FE: Højesterets dom og beviser som betalinger og lydoptagelsen gør det troværdigt, at Samsam var kilde i 2013 og 2014. Hans detaljerede forklaringer om møder, kildeførere og opgaver understøtter dette.

For terrordommen: Samsams forklaring om, at han ikke støttede IS, og at materialet på hans telefon var uden betydning, er sværere at verificere. Spanske myndigheder fandt hans adfærd og materiale mistænkeligt, og hans kriminelle fortid svækker hans troværdighed her. Han hævder, at han kæmpede for Kataib Al Iman, ikke IS, men spanske domstole mente, at hans gruppe var forbundet med IS-forløbere.

Presseetik og bias: Bjørnagers bog og Berlingskes dækning kan have skævvredet narrativt ved at fokusere ensidigt på justitsmord-vinklen uden at udfordre Samsams fortælling tilstrækkeligt.

 

Konklusion Ahmed Samsams sag er en historie om en mand fanget mellem kriminalitet, krig og et komplekst samarbejde med efterretningstjenester. Højesterets dom bekræfter, at han var kilde for PET og FE i 2013 og 2014, hvilket giver ham en mulighed for at søge genoptagelse i Spanien.
Dog er han ikke frikendt, og hans troværdighed er delvist undergravet af hans kriminelle fortid og manglende forklaring på jihadistisk materiale.
Spanske domstoles gentagne stadfæstelse af dommen og presseetiske problemer i bogen komplicerer sagen.
Om man skal tro på Samsam afhænger af konteksten: Hans rolle som kilde er troværdig, men hans uskyld i terrorsagen kræver yderligere beviser, som kun spanske domstole kan vurdere. Efterretningstjenesternes manglende støtte i Spanien og deres tøven med at dele oplysninger bidrog til hans situation, men det er usikkert, om en tidligere anerkendelse ville have ændret udfaldet.

Antal tegn: 3.254 (med mellemrum)

Kilder Højesteret, Altinget, Berlingske , Ahmed Samsam, DR, Ritzau, Politiken, Haaretz, Leif Tullberg.

Link til Højesteretsdommen:

SAMSAM Dom Højesteret 58021_Anonymiseret_dom.pdf

 

 Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Afbalanceret indlæg om Danmarks mediedækning af Israel-Palæstina-konflikten.

 

 Kan frit bruges mod oplysning om kilde.-o😊

Afbalanceret indlæg om Danmarks mediedækning af Israel-Palæstina-konflikten Danmarks mediedækning af Israel-Palæstina-konflikten er genstand for intens debat, hvor nogle mener, at den er partisk til fordel for palæstinenserne og Hamas, mens andre hævder, at den favoriserer Israel. Begge sider har pointer, der fortjener opmærksomhed, og en nuanceret tilgang er nødvendig for at forstå kompleksiteten i både konflikten og dens mediemæssige fremstilling. Kritik af dækningen

Kritikere, der mener, at danske medier favoriserer palæstinenserne, peger på, at fokus ofte ligger på Gazas lidelser, herunder de høje civile tabstal – over 62.000 dræbte ifølge lokale sundhedsmyndigheder – og humanitære kriser som sult og fordrivelse. Denne dækning kan fremstå ensidig, hvis den ikke i tilstrækkelig grad kontekstualiserer Hamas’ angreb, såsom 7. oktober-angrebet, der dræbte omkring 1.200 israelere, eller gruppens rolle som en terrororganisation, der bruger civile som skjolde. Samtidig har nogle, som i en kommentar på X, udtrykt frustration over, at danske medier som DR og TV2 ikke udfordrer pro-palæstinensiske narrativer tilstrækkeligt og undlader at belyse støtte til Hamas i visse miljøer.

 

Omvendt hævder kritikere, der ser en pro-israelsk slagside, at danske medier nedtoner Israels ansvar for krigsforbrydelser, såsom målrettede angreb på civile mål som hospitaler og pressetelte. For eksempel har drab på journalister som Anas al-Sharif, en fremtrædende Al Jazeera-korrespondent, udløst international fordømmelse, men nogle mener, at danske medier ikke giver disse sager tilstrækkelig opmærksomhed eller ukritisk gengiver Israels påstande om journalisters tilknytning til Hamas uden verificerbare beviser. En analyse fra Information peger på, at kun få artikler tydeligt angiver Israels rolle i Gazas humanitære krise, hvilket kan skabe et indtryk af, at sult og ødelæggelse er naturlige konsekvenser snarere end resultatet af bevidste handlinger.

 

Udfordringer for journalister i krigszoner:

Journalistik i krigszoner som Gaza er ekstremt udfordrende. Lokale journalister som Anas al-Sharif, der rapporterede om krigens rædsler, risikerer deres liv og står ofte over for beskyldninger om partiskhed. Ifølge Kommittér to Protest Journalists er mindst 192 journalister blevet dræbt i Gaza siden oktober 2023, hvilket understreger faren ved deres arbejde. Israel hævder, at nogle journalister, herunder al-Sharif, havde forbindelser til Hamas, men beviserne – såsom skærmbilleder af dokumenter – er blevet kritiseret som utilstrækkelige af organisationer som CPJ. Samtidig kan lokale journalisters tætte tilknytning til deres samfund føre til mistanke om bias, mens udenlandske journalister, der ikke har adgang til Gaza, er afhængige af lokale kilder, hvilket komplicerer neutral rapportering.

 

Public service-mediernes rolle

Danske public service-medier som DR og TV2 har et ansvar for at levere afbalanceret og faktabaseret dækning. Dog kan “de fjendtlige mediers effekt” forklare, hvorfor både pro-israelske og pro-palæstinensiske grupper opfatter dækningen som partisk. Forskning viser, at mediebrugere ofte ser medier som fjendtlige over for deres egne holdninger, hvilket gør det svært for journalister at navigere i en polariseret konflikt. For at imødekomme kritikken bør danske medier stræbe efter større gennemsigtighed, f.eks. ved at verificere kilder som IDF eller Gazas sundhedsmyndigheder og tydeliggøre konflikten mellem Israels militære overmagt og Hamas’ taktikker.

 

Konklusion

Israel-Palæstina-konflikten er dybt kompleks, præget af et skævt magtforhold, hvor Israels militære styrke står over for palæstinensiske grupper som Hamas, der bruger terror som middel. Danske medier står over for en næsten umulig opgave: at dække en konflikt, hvor begge sider begår overgreb, uden at fremstå partiske. For at opnå en mere afbalanceret dækning bør de fokusere på at kontekstualisere begge parters handlinger, verificere kilder og undgå sensationalistiske narrativer. Kun gennem nuanceret og kritisk journalistik kan danske medier bidrage til en bedre offentlig forståelse af konflikten.

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

52 år i Venstre

Mening Lydia Polgreen Han var Gazas ansigt og stemme. Israel myrdede ham.

 

Mening

Lydia Polgreen

Han var Gazas ansigt og stemme. Israel myrdede ham.

21. august 2025

Anas al-Sharif rapporterede i Gaza by sidste år.Kredit...Dawoud Abu Alkas/Reuters

Lyt til denne artikel · 13:32 min Få mere at vide

Ved Lydia Polgreen

Meningsskribent

For elleve dage siden myrdede Israel en Pulitzer-prisvindende journalist, en ung mand, der pludselig var blevet ansigtet og stemmen for det desperate folk i hans hjemland, Gaza.

I gribende udsendelser på Al Jazeera og hans sociale medier dokumenterede journalisten, Anas al-Sharif, det ubarmhjertige israelske angreb på civile, og brød sammen foran kameraet, da han rapporterede om den tiltagende hungersnød. Han var 28 år gammel, ægtemand og far til to små børn. Han, fire af hans kolleger fra Al Jazeera og mindst en freelancejournalist blev dræbt i et israelsk luftangreb, der var rettet mod et pressetelt uden for et hospital i Gaza by.

Det israelske militær gjorde intet forsøg på at tilsløre dette skamløse angreb på civile, som er en krigsforbrydelse. I stedet argumenterede den for, at al-Sharif slet ikke var civil. Den hævdede, uden troværdige beviser, at han var chef for en Hamas-celle, og at hans journalistik blot var et dække for denne hemmelige rolle. De, der blev dræbt sammen med ham - Mohammed Qreiqeh, Ibrahim Zaher, Mohammed Noufal, Moamen Aliwa og Mohammad al-Khaldi - var formodentlig acceptabel utilsigtet skade i jagten på dette mål.

Siden det grusomme Hamas-angreb på Israel den 7. oktober, der dræbte omkring 1.200 israelere, har Israel ført en ubarmhjertig krig i Gaza. Mere end 62.000 mennesker er blevet dræbt, herunder omkring 18.500 børn, ifølge lokale sundhedsmyndigheder, i hvad der af mange eksperter anses for at være en undertælling. Det meste af den lille enklave er nu murbrokker; næsten alle Gazas to millioner indbyggere er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, mange gentagne gange. Siden Israel afsluttede den seneste våbenhvile i marts, har det kraftigt indskrænket mængden af humanitær hjælp, der når frem til Gaza. Størstedelen af befolkningen oplever eller stirrer ned i sult ifølge FN.

Midt i så megen lidelse kan det virke som en individuel tragedie at ramme en enkelt journalist. Men mens Israel indleder et altomfattende angreb for at erobre Gaza by, og som Benjamin Netanyahu har sagt, at han har til hensigt at besætte hele Gaza i lyset af voksende global fordømmelse, markerer drabet på al-Sharif, ligesom drabet i marts på hans kollega Al Jazeera-korrespondent Hossam Shabat, en ildevarslende ny fase i krigen.

For at retfærdiggøre sin ubarmhjertige pulverisering af Gaza har Israel i det uendelige påberåbt sig truslen fra Hamas, der angiveligt lurer i skoler, hospitaler, hjem og moskeer. Nu er den begyndt ikke blot at beskylde individuelle journalister for at være Hamas-krigere, men også åbent indrømme at have dræbt dem i målrettede angreb, baseret på påståede beviser, der er næsten umulige at verificere.

Med Gaza lukket for internationale journalister har denne nye kampagne skabt et påskud for at eliminere de tilbageværende journalister, der har en platform til at vidne og skræmme enhver, der er modig nok til at forsøge at overtage de faldnes plads. Det har også afsløret den grusomme logik, der ligger til grund for Israels forfølgelse af krigen: Hvis Hamas er overalt, så er alle Gaza-borgere Hamas. Dette er i sandhed en krig uden grænser, og snart er der måske ingen journalister tilbage til at dokumentere dens rædsler.

Jeg har længe været imponeret over det arbejde, der udføres af journalister, der finder deres hjemlande under angreb. Jeg tilbragte år i krigszoner som udenrigskorrespondent, hvor jeg arbejdede sammen med nogle af de modigste og bedste journalister, jeg nogensinde har mødt. Vi var grundlæggende engageret i det samme arbejde: at forsøge at hjælpe verden med at forstå tilsyneladende uforståelig lidelse. Som amerikaner ansat i en amerikansk nyhedsorganisation stod jeg på de samme frontlinjer i Congo, i Darfur, i Kashmir og andre steder. Men jeg fløj hjem i sikkerhed, mens de blev og kæmpede sammen med alle andre for at overleve.

Vi var også forskellige på en anden vigtig måde. Jeg valgte og forfulgte en karriere inden for journalistik. For mange journalister fra krigszoner valgte faget dem. Dette var historien om Mohammed Mhawish, en ung mand fra Gaza by. Da Hamas angreb Israel, drømte han om en karriere inden for kunsten. Han var uddannet fra det islamiske universitet i Gaza, hvor han studerede engelsk og kreativ skrivning og håbede at skrive litteratur og poesi. I stedet arbejdede han som journalist for Al Jazeeras engelsksprogede tjeneste.

"Det var en følelse af forpligtelse over for mit folk og et ansvar over for min hjemby, der blev ødelagt i realtid," fortalte han mig. "Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg fik ansvaret eller ansvaret for at skrive gennem ødelæggelse og død og tab og tragedie." Gaza by er et lille sted, så han lærte al-Sharif at kende, mens de kæmpede for at dække over den katastrofe, der udspillede sig omkring dem.

"Han var et virkelig modigt ungt menneske," fortalte Mhawish mig. Før krigen fokuserede al-Sharifs arbejde på kultur og det almindelige liv. "Han rapporterede om familier, der har håb, familier, der bliver gift, folk, der fejrer livspræstationer, folk, der bare nyder livet på daglig basis. Han ønskede eller stræbte aldrig efter at være en korrespondent, der bar et ansvar for hele sit folk."

Arbejdet tog hårdt på al-Sharif. "Jeg husker mange gange, hvor han var offentligt og nogle gange personligt sammen med andre af sine kolleger i Gaza og bare sagde, hvor sulten han var," sagde Mhawish. "Hvor træt, hvor udmattet, hvor rædselsslagen og hvor bange - han var virkelig bange hele tiden. Han følte, at han blev overvåget, og han blev jagtet, og han blev målrettet."

Billede

People inspecting the destroyed press tent a day after Israel’s attack.Kredit...Bashar Taleb/Agence France-Presse — Getty Images

I henhold til international lov betragtes journalister som civile. Men siden begyndelsen af krigen i Gaza er mindst 192 journalister blevet dræbt, ifølge Committee to Protect Journalists. (Jeg er i organisationens bestyrelse.) "På et tidspunkt var jeg nødt til at opgive min pressevest, fordi den ikke længere gav mig den beskyttelse, jeg søgte," fortalte Mhawish mig. "Faktisk fungerede det som et mål på min ryg."

Mhawish forlod Gaza sidste år. Al-Sharifs død, der kom efter så mange trusler fra israelske militære embedsmænd, var et særligt ødelæggende slag. "I sidste ende valgte han at ofre sit liv," sagde Mhawish. "Jeg er virkelig, virkelig træt af at sørge over mine venner og kolleger."

Da den saudiske regering myrdede Jamal Khashoggi, en dissident-klummeskribent, der skrev for The Washington Post, inde på konsulatet i Tyrkiet, skabte det et globalt ramaskrig. Ruslands tilbageholdelse og drab på journalister har ligeledes fremprovokeret en strøm af støtte. Hvis regeringerne gider at opdigte beskyldninger – om spionage og andre forbrydelser – for at retfærdiggøre disse afskyelige handlinger mod arbejdende journalister, bliver de som regel afvist uden videre som rablerier fra autokratiske regimer, der er opsat på at ødelægge ytringsfriheden.

Reaktionen på drabet på al-Sharif har, ligesom snesevis af andre palæstinensiske journalister, været anderledes – mere afdæmpet, mere tilbøjelig til at tillægge israelske beskyldninger lige stor vægt på trods af manglen på verificerbare beviser. Mhawish sagde, at han var forfærdet over at se så mange nyhedsorganisationer rundt om i verden papegøje israelske påstande om, at hans ven blev dræbt, fordi han var en Hamas-militant. "Det, der er hjerteskærende ved dette, er, at det fortæller mig, at der er journalister i verden, der retfærdiggør drab på andre journalister," sagde han.

Det er en anden henseende, hvor jeg som udenlandsk journalist altid er blevet opfattet anderledes end de lokale journalister, der arbejdede sammen med mig i krigszoner. De vidste langt mere end jeg om begivenheder, der udspillede sig i deres hjemlande. De forstod, hvordan man bevæger sig sikkert gennem farligt territorium og besad vigtige kontakter og ekspertise, der hjalp med at berige min dækning.

Ideelt set fører dette til gensidigt fordelagtige relationer mellem lokale journalister og deres internationale kolleger, som ofte hyrer lokale til at forbedre deres dækning. Men nogle steder bliver det, der kan ses som ekspertise, betragtet som noget mørkere. Som udlænding har jeg en tendens til at blive set som en neutral udenforstående observatør. En lokal journalist, der er indlejret i sit lokalsamfund og udholder de samme strabadser som sine medborgere, kommer under mere lup. Hun kan ikke lade være med at blive snæversynet, lyder tanken, af sin egen lidelse og hepper på den ene side i den konflikt, hun dækker. Hun er helt sikkert partisan.

I den bemærkelsesværdige nye dokumentar "2000 Meters to Andriivka" ledsager et par ukrainske journalister en gruppe ukrainske soldater gennem et smalt skovbånd, mens de forsøger at generobre en landsby fra russiske styrker. Det er en klaustrofobisk, rystende film, der udspiller sig i bunkere og skyttehuller. På et tidspunkt bemærker filmens instruktør, den Pulitzer- og Oscar-vindende filmskaber Mstyslav Chernov, parallellen mellem ham selv, journalisten og den unge officer, han interviewer.

Soldaten, siger Chernov, tog en riffel, mens han tog et kamera. På forskellige måder forsøgte hver mand at stå op for det ukrainske folks værdighed og suverænitet. Hvis Chernov, der arbejder for The Associated Press, blev angrebet eller tilsmudset af den russiske stat, ville journalister verden over ikke tøve med at slutte op på hans side og afvise enhver beskyldning mod ham som propaganda. Jeg ville være blandt de første til at deltage i ethvert korstog på hans vegne.

Det er i denne sammenhæng, at vi må overveje Israels påstand om, at al-Sharif var en Hamas-militant. De beviser, der tilbydes offentligheden, er svage og består af skærmbilleder af regneark, påståede servicenumre og gamle betalinger, der ikke er blevet uafhængigt verificeret.

"Det israelske militær ser ud til at fremsætte beskyldninger uden nogen substantielle beviser som en tilladelse til at dræbe journalister," sagde Irene Khan, FN's særlige rapportør om menings- og ytringsfrihed, da et andet israelsk luftangreb dræbte en anden Al Jazeera-journalist og hans kameramand sidste år. Al-Sharif rapporterede om deres død.

I interviews før al-Sharif døde, bønfaldt han om hjælp og sikkerhed. "Alt dette sker, fordi min dækning af forbrydelserne under den israelske besættelse i Gazastriben skader dem og skader deres image i verden," sagde han til Committee to Protect Journalists. "De beskylder mig for at være terrorist, fordi besættelsen ønsker at myrde mig moralsk."

Selv hvis man tager Israels påstande for pålydende – hvilket jeg absolut ikke gør i betragtning af Israels resultater – og nærer den idé, at al-Sharif i 2013, i en alder af 17 år, sluttede sig til Hamas i en eller anden form, hvad skal vi så mene om det valg? Hamas har været den styrende myndighed i Gaza siden 2006. Den styrede hele statsapparatet i en lille enklave. "Det er en bevægelse med en enorm social infrastruktur," har Tareq Baconi, forfatter til en bog om Hamas, skrevet, "forbundet med mange palæstinensere, der ikke er tilknyttet hverken bevægelsens politiske eller militære platforme."

Tag det videre og overvej, baseret på Israels formodede beviser, at al-Sharif spillede en militær rolle, før han blev journalist. Historien om krigskorrespondance er fyldt med eksempler på krigere, der blev journalister - måske den mest berømte af dem, George Orwell, registrerede soldaters liv, mens han kæmpede i den spanske borgerkrig og blev krigskorrespondent.

I disse dage ses det at have tjent i militæret bredt som et aktiv blandt amerikanske krigsreportere. Langt fra at se dem, der tjente, som håbløst forudindtagede, værdsætter redaktører med rette den ekspertise og det perspektiv, som disse journalister bringer fra deres erfaringer, og stoler på, at de prioriterer deres nye rolle som journalistiske observatører. I Israel er de fleste unge forpligtet til at tjene i militæret, så militær erfaring er almindelig blandt journalister.

Mange vil protestere over, at Hamas er anderledes end militæret i en stat. Dette er sandt. Længe før det grusomme angreb på Israel den 7. oktober var det involveret i rædselsvækkende terrortaktikker som selvmordsbomber, der var rettet mod civile. Mange lande, herunder USA, betragter det som en terrororganisation. Men det var den accepterede autoritet i Gaza.

Den ubehagelige sandhed er faktisk, at Hamas skylder en stor del af sin styrke til Netanyahus kyniske politik, der, som The Times rapporterede i 2023, omfattede stiltiende støtte designet til at støtte Hamas som en modvægt til Det Palæstinensiske Selvstyre. Så sent som i september samme år, måneden før Hamas angreb Israel, hilste hans regering strømmen af millioner af dollars til Hamas via Qatar velkommen.

"Selv da det israelske militær fik slagplaner for en Hamas-invasion, og analytikere observerede betydelige terrorøvelser lige på den anden side af grænsen i Gaza, fortsatte betalingerne," skrev mine kolleger på nyhedsredaktionen. "I årevis eskorterede israelske efterretningsofficerer endda en qatarsk embedsmand ind i Gaza, hvor han uddelte penge fra kufferter fyldt med millioner af dollars."

Billede

A vigil for Anas al-Sharif and his fellow slain journalists in Mexico City last week.Kredit...Eduardo Verdugo/Associated Press

Freud teoretiserede om, at hysterikere var en ekstrem version af almindelige mennesker, der oplevede overdimensioneret nød under ekstraordinære omstændigheder. På den måde er journalister en ekstrem udgave af den nysgerrige person, der bliver hængende og forsøger at finde ud af, hvad der foregår, når de fleste andre, der fornemmer fare, har pakket deres nysgerrighed sammen og er gået hjem.

Hvad er journalister andet end usædvanlige mennesker, der på samfundets vegne beslutter sig for at være vidne til det uudholdelige? De tilsidesætter deres personlige sikkerhed og finder måske mærkelig spænding i rædslerne ved det arbejde, de udfører, og de ting, de er vidne til. Der kan helt sikkert være en form for moralsk deformitet i dette, men det er en vigtig og socialt anerkendt rolle. Nogen er nødt til at sende budskabet tilbage i historien.

I denne henseende er journalister faktisk ikke så forskellige fra soldater. Soldater er trods alt almindelige mennesker, der får minimal træning, for det meste hvordan man bruger deres udstyr og de taktiske måder, man udfører jobbet på. Og så går de i gang med at udføre en uhyrlig opgave på vegne af os andre, noget de fleste af os umuligt kan forestille os at gøre.

Dette mærkelige og sjældent anerkendte slægtskab er det, der får en skygge af mistænksomhed til at falde over det arbejde, der udføres af journalister i krigszoner, især lokale, som ikke kan undgå at blive fanget af de begivenheder, der udspiller sig omkring dem. Ved hjælp af deres valgte instrumenter og medie er de engageret i en kamp for at beskytte deres hjem og deres folk. Det er let at se, hvordan den anden side vil forsøge at fremstille dem som kombattanter, selvom de ikke bærer våben. Men det betyder ikke, at vi skal tro på det.

Mere om krigen i Gaza

Udtalelse | Etgar Keret

Vi har brug for et nyt sprog efter denne krig

20. august 2025

Udtalelse | Alex de Waal

Netanyahu vælger at sulte Gaza

1. august 2025

Udtalelse | Aseel Aburass, Tirza Leibowitz og Itamar Mann

Gazas død i slowmotion

Juli 30, 2025

The Times er forpligtet til at offentliggøre en mangfoldighed af læserbreve. Vi vil gerne høre, hvad du synes om denne eller nogen af vores artikler. Her er nogle tips. Og her er vores e-mail: letters@nytimes.com.

Følg New York Times Opinion-sektionen på Facebook, Instagram, TikTok, Bluesky, WhatsApp og Threads.

Lydia Polgreen er klummeskribent i Opinion