Navnet på samarbejdet, som man blev enige om på Lindenborg Kro.

 

Navnet på samarbejdet, som man blev enige om på Lindenborg Kro, blev De Sammensluttende Vognmænd af 13-7 1976 A/S, forkortet DSV. Det umiddelbare mål var at samle 30 aktionærer, der hver især skulle indskyde 10.000 kroner. Så kunne vognmændene stifte et aktieselskab, som dengang krævede en indskudskapital på 300.000 kroner.

Blandt de cirka 30 vognmænd, der var mødt op til det stiftende møde, var spørgelysten stor. Leif Tullberg svarede scenevant på spørgsmålene, og det blev tydeligt for de fremmødte, at forretningskonceptet var bygget op om hans person. I hvert tilfælde de første tre år. Det var den periode, han ønskede at være lokomotiv for vognmandssamarbejdet, pointerede han.

Da vognmændene på kroen blev bedt om at tage stilling til et DSV medlemskab, viste det sig, at de nysgerrige og skeptiske var i overtal. Trods Leif Tullbergs veltalenhed og dynamiske fremtoning skræmte sporene. Hovedparten af vognmændene ønskede lige at se tiden an, inden man indskød 10.000 kroner i DSV. Også DSV’s senere bestyrelsesformand gennem 19 år, Palle Flackeberg var til stede ved mødet sammen med sin far Svend. Heller ikke de turde involvere sig med Leif Tullberg.

Der var dog nogle modige vognmænd iblandt, der så mulighederne i et samarbejde, og som frygtede mere for indtjeningen uden for et kørselssamarbejde end de frygtede Leif Tullbergs omdiskuterede forretningstalent. Det skortede ellers ikke på advarsler efterfølgende over for de ni vognmænd, som valgte at blive DSV vognmænd fra starten.

»De 10.000 ser I aldrig mere, og om tre måneder er I rygende uvenner alle sammen,« lød beskeden fra adskillige kolleger til brødrene Vesti og Knud Kildegaard Jensen fra hhv. Vipperød og Kværnløse. De var to af de i alt ni vognmænd, som tegnede en aktie fra dag ét. De øvrige syv var Hardy Mortensen, Knabstrup, Vagn Mortensen, Dianalund (død), Henning Petersen, Herrestrup (død), Johannes Christoffersen, Herrestrup (død), Mogens Olsen, Lindenborg, Jens Flemming Jensen, Ny Hagested (død) og Knud Knudsen, Sasserup (død). I alle hidtidige beskrivelser af DSV's historie fortælles det, at DSV blev stiftet af Leif Tullberg og ti sjællandske vognmænd, men i virkeligheden var der kun ni. På det officielle papir, der blev sendt ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, stod der kun fire personer som stiftere, nemlig Leif Tullberg, Henning Petersen, Mogens Olsen og Hardy Mortensen. I Statstidende er de samme fire personer noteret som stiftere.

De ni aktionærer valgte DSV første bestyrelse, som kom til at bestå af Henning Petersen, Mogens Olsen, Hardy Mortensen, Jens Flemming Jensen og Leif Tullberg. Formand blev Henning Petersen.

Det var en skuffelse for Leif Tullberg og de første vognmænd i samarbejdet, at tilslutningen til DSV ikke var større på Lindenborg-mødet. Årsagen til den beskedne tilslutning må i høj grad tilskrives Leif Tullbergs omdømme og rygte.

»Jeg havde ry for at være lidt af en bandit, ’og nu starter han igen’. Jeg var skide fræk og var ikke vognmændenes kop te,« lyder Leif Tullbergs selverkendelse mere end 35 år senere. Det var sikkert heller ikke gået ubemærket hen hos vognmændene, at Leif Tullberg havde haft en kontrollerende opsynsrolle over for dem som markmand for Hans Frederiksen, og at han havde en brovtende facon.

Men også den almindelige skepsis over for nye initiativer har været medvirkende til forsigtigheden. Ligeledes har indskudsbeløbet på de 10.000 kroner været en barriere. Det var et relativt stort beløb i 1976, og en del af de vognmænd, som tegnede en aktie den første aften, var økonomisk trængt og måtte da også låne pengene, mens andre fik lov til at afdrage beløbet over flere gange.

Skuffelsen var svær at skjule på mødet, men Leif Tullberg rejste sig uanfægtet, og med sine 100 kg solidt plantet i træskoene, og ansigtet indrammet af det viltre sorte fuldskæg, slog han fast: »Uanset hvad, så kører toget nu«. De vognmænd, der havde købt en aktie, var glade for den formulering. Indstillingen var i orden, nu var de på vej. DSV var en realitet, og erhvervseventyret kunne begynde. Tiden som hjælpevognmænd var forbi. De var blevet herrer i eget hus og kørte nu for sig selv og hinanden.

Da DSV A/S var en realitet, nåede nyheden hurtigt Borup Autotransport. Virksomhedens daglige leder Kurt Larsen var ikke i tvivl:

»Sådan en aktie burde vi købe,« sagde han til ejeren Lars Viggo Jensen. »DSV bliver en succes. Intet kan hamle op med de små selvkørende vognmænd. De kører, til de er færdige og reparerer lastbilen i weekenden.«

     

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Den 13. juli 1976 mødtes ni modige vognmænd og Leif Tullberg.

 

Den 13. juli 1976 mødtes ni modige vognmænd og Leif Tullberg på Lindenborg Kro og stiftede De Sammensluttende Vognmænd af 13-7 1976 A/S – DSV. Med målet 300.000 kr.  i kapital, og en drøm om at blive herrer i eget hus begyndte rejsen.   I dag, 49 år senere, er DSV verdens største speditør og transportvirksomhed. 2024 har været et exceptionelt år, hvor DSV har cementeret DSV´s position som global leder.
Fra skeptiske blikke i 1976 til verdensomspændende succes i 2025 – tak til DSV´s dedikerede medarbejdere, kunder og partnere, der har gjort det muligt.   Her er til næsten et halvt århundrede med mod, samarbejde og resultater – og til fremtiden!

"Trods udfordringer står DSV stærkere end nogensinde."

 

#DSV #49År #Verdensledende #Transport

Ps. Hvis du/I vil vide mere sender jeg gerne en uddybende info.

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Tidligere 29 år ADM-DSV.

Jeg har læst New York Times’ OM:

 Jeg har læst New York Times’ OM:

1. Magtudøvelse gennem gengældelse Artiklen fremhæver en sofistikeret og vidtrækkende strategi for gengældelse, der adskiller Trumps anden embedsperiode fra hans første. Et eksempel er overvågningen af tidligere FBI-direktør James Comey, iværksat af Secret Service efter et billede, som Trumps allierede hævdede indeholdt en trussel. Denne handling rejser spørgsmål om, hvorvidt overvågningen var motiveret af sikkerhedshensyn eller var en del af en bredere kampagne mod kritikere. Schmidt bemærker, at administrationen har rettet sin vrede mod institutioner som Harvard University og advokatfirmaet Paul Weiss gennem trusler om økonomiske sanktioner eller juridiske repressalier. Disse handlinger er ikke tilfældige, men udgør en bevidst strategi for at afskrække kritik ved at gøre omkostningerne ved modstand uforholdsmæssigt høje. Analytisk set afspejler denne tilgang en form for autoritær magtudøvelse, hvor loyalitet prioriteres over institutionel uafhængighed. Ved at bruge føderale ressourcer – som Secret Service, justitsministeriet eller immigrationsmyndigheder – til at målrette individer og institutioner, skaber administrationen et klima, hvor magt ikke kun udøves gennem politik, men også gennem intimidering. Dette undergraver princippet om magtens tredeling, da den udøvende magt trænger ind i domæner, der traditionelt er beskyttet mod politisk indblanding, såsom akademia og retsvæsenet.2. Institutionel erosion og selvcensur Et centralt element i artiklen er den voksende modvilje blandt eksperter og embedsmænd til at tale offentligt. Schmidt beskriver, hvordan kilder, der tidligere var villige til at kommentere Trump-relaterede sager, nu nægter at udtale sig, selv anonymt. En tidligere føderal anklager, for eksempel, afstod fra at kommentere Comey-sagen af frygt for konsekvenser for hans advokatfirma. Denne selvcensur er et symptom på en bredere institutionel erosion, hvor frygt for gengældelse svækker de mekanismer, der understøtter en åben offentlig debat.Fra et analytisk perspektiv afspejler denne udvikling en nedbrydning af institutionel tillid. Demokratier afhænger af uafhængige institutioner – som pressen, retsvæsenet og akademia – til at fungere som modvægt til den udøvende magt. Når disse institutioner presses til at tie, enten gennem direkte trusler eller indirekte intimidering, svækkes deres evne til at udfordre regeringen. Barbara McQuade, en professor og tidligere anklager, er en undtagelse, men hendes villighed til at tale understreger netop, at de færreste har den institutionelle frihed, hun nyder. Denne dynamik skaber en asymmetri, hvor administrationens narrativ dominerer, mens kritiske stemmer marginaliseres. Desuden peger artiklen på en bredere kulturel ændring i Washington, som Elisabeth Bumiller beskriver som en "kulde" i den politiske debat. Denne kulde er ikke blot et spørgsmål om personlig frygt, men en strukturel udfordring, hvor institutioner som advokatfirmaer og universiteter må veje deres offentlige udtalelser mod risikoen for økonomiske eller juridiske repressalier. Dette fører til en selvforstærkende cyklus af stilhed, der svækker demokratisk diskurs.3. Samfundsmæssige konsekvenser og retsstatens udfordringer artiklen illustrerer også, hvordan Trump-administrationens politikker rammer ud over eliten i Washington.

Sagen om Kilmar Armando Abrego Garcia, en mand fra Maryland, der blev uretmæssigt deporteret, afslører en administration, der udfordrer retsstatens principper. Dommer Paula Xinis’ skarpe kritik af justitsministeriets argumenter – beskrevet som “utilstrækkelige” og “utrolige” – peger på en systematisk mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed.

Administrationens forsøg på at omgå dommerens spørgsmål og insisteren på, at beslutninger træffes af lavere embedsmænd, undergraver tilliden til retssystemet. Analytisk set afspejler denne sag en bredere tendens til at politisere retshåndhævelse. Den aggressive håndhævelse af immigrationspolitikker, som nævnt i artiklen, har ført til en stigning i anholdelser i byer som Los Angeles, hvilket skaber frygt i indvandrermiljøer. Når dommere åbenlyst udtrykker mistillid til regeringens handlinger, som Xinis gør, signalerer det en krise i retsstaten. Denne krise forstærkes af administrationens tendens til at bruge deportationer og juridiske processer som værktøjer til at straffe snarere end at opretholde retfærdighed. Desuden har disse handlinger en bredere samfundsmæssig effekt. Når almindelige borgere som Abrego Garcia bliver fanget i et system, der synes at operere med vilkårlighed, og når kritikere som Comey overvåges uden klare begrundelser, skabes en følelse af uretfærdighed og usikkerhed. Dette undergraver den sociale kontrakt, hvor borgerne forventer, at regeringen opererer inden for lovens rammer og respekterer deres rettigheder. Demokratiske implikationer Min reaktion, om at denne adfærd ikke er en regering værdig, peger på kernen i problemet: en regering, der styrer gennem frygt og gengældelse, underminerer sin egen legitimitet. Demokratier kræver åbenhed, ansvarlighed og retten til at kritisere uden frygt for repressalier. Trump-administrationens handlinger, som beskrevet i artiklen, udfordrer disse principper ved at skabe en kultur, hvor selvcensur bliver normen, og hvor institutioner presses til at bøje sig for politisk magt. Analytisk set repræsenterer denne udvikling en glidning mod autoritær governance, hvor magt koncentreres i den udøvende magt på bekostning af checks and balances. Når universiteter, advokatfirmaer og individer som Comey bliver mål, sendes et signal om, at ingen er immune. Denne strategi risikerer at nedbryde de institutioner, der skal sikre demokratisk stabilitet, og skaber en farlig præcedens for fremtidige administrationer. Konklusion New York Times’ artikel afslører en Trump-administration, der bruger gengældelse som et værktøj til at konsolidere magt og kvæle kritik, hvilket skaber en kultur af frygt og selvcensur. Analytisk set undergraver denne adfærd demokratiske principper gennem en kombination af direkte intimidering, institutionelt pres og politisering af retshåndhævelse. Din beskrivelse af dette som grotesk fanger den dybe foruroligelse, som denne udvikling fremkalder. Når eksperter tier, dommere udfordres, og borgere som Abrego Garcia behandles uretfærdigt, står vi over for en trussel mod selve fundamentet for et frit samfund. Denne analyse understreger behovet for at være opmærksom på, hvordan magtmisbrug kan ændre den demokratiske kultur – ikke kun i Washington, men i hele samfundet. Håber, denne analyse rammer min oplevelse og giver en dybere forståelse af artiklens implikationer.

Bedste hilsen.

Leif Jørn Tullberg

Link til artikel:

https://messaging-custom-newsletters.nytimes.com/.../rend...

Er PFAS-panikken overdrevet?

Er PFAS-panikken overdrevet?

De seneste år har PFAS, de såkaldte evighedskemikalier, fået massiv opmærksomhed i Danmark. Fra sprøjtemidler til varmepumper bliver PFAS-stoffer beskyldt for at forurene vores grundvand og true vores sundhed. Men er det virkelig så slemt, som det fremstilles? Eller er vi fanget i en bølge af panik, der mangler solid videnskabelig opbakning?Ifølge Miljøstyrelsen blev 23 PFAS-baserede sprøjtemidler forbudt i juli 2025, primært på grund af deres nedbrydningsprodukt TFA, som findes i grundvandet. Men hvad ved vi egentlig om TFA’s skadelighed? En række anerkendte forskere, som professor Nina Cedergreen fra Københavns Universitet, påpeger, at de mængder af pesticidrester, herunder TFA, der findes i drikkevandet, er så små, at de ikke udgør en reel sundhedsrisiko. Cedergreen har udtalt, at en gennemsnitsdansker skulle drikke over 1.000 liter postevand dagligt for at blive forgiftet af pesticidrester som DMS,
og selv for TFA er koncentrationerne i drikkevandet langt under den sundhedsmæssige grænseværdi på ni mikrogram per liter.
Hans Dam, en landmand fra Venslev, går endnu længere og påpeger, at et spædbarn skulle drikke 20.000 liter vand dagligt for at nå en skadelig dosis. Er dette ikke en sikkerhedsmargin, der grænser til det absurde? Fokus på det forkerte problem?
Mens PFAS og TFA får skylden for at true vores drikkevand, peger forskere som Cedergreen og Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet på, at vi måske jagter de forkerte syndere. Grundvandet indeholder en lang række stoffer – fra arsen og medicinrester til plastblødgørere og biocider fra maling. Mange af disse stoffer er langt mere bekymrende end pesticidrester, som i dag er stramt reguleret. Olesen understreger, at risikoen for, at moderne pesticider når grundvandet i skadelige mængder, er minimal takket være Danmarks verdensførende kontrolsystemer. Alligevel er det landbruget, der igen og igen står i skudlinjen, mens andre kilder til TFA – som varmepumper, airconditionanlæg og spraydåser – sjældent nævnes i debatten.
TFA findes i 38 procent af de undersøgte drikkevandsboringer, men i alle tilfælde under den sundhedsmæssige grænseværdi. Selvom TFA er svært nedbrydeligt og mistænkes for at kunne være hormonforstyrrende, mangler vi konkrete beviser for, at det udgør en reel sundhedsrisiko i de koncentrationer, vi finder i Danmark. Professor Anders Baun fra DTU nævner, at en tysk indstilling om at klassificere TFA som reproduktionstoksisk kunne ændre reguleringen, men denne indstilling er endnu ikke vedtaget, og der er stadig usikkerhed om TFA’s faktiske effekter.
Panik frem for fakta Den offentlige debat om PFAS synes ofte drevet af frygt snarere end fakta. Efter fundet af pesticidrester i Ejstrupholm i 1993 blev pesticider grundvandets fjende nummer ét, og denne skepsis ser ud til at have sat sig fast i et forældet paradigme. Som Gunver Bennekou, tidligere kontorchef i Miljøstyrelsen, har beskrevet, ændrede Ejstrupholm vores syn på pesticider for altid. Men det betyder ikke, at alle nye stoffer automatisk skal dæmoniseres. PFAS er ikke én ensartet gruppe af stoffer, og ikke alle PFAS-stoffer er lige farlige. Mens nogle, som PFOS, er dokumenteret skadelige i høje doser, er evidensen for TFA’s skadelighed fortsat svag. Samtidig har forbuddet mod PFAS-pesticider alvorlige konsekvenser for danske landmænd, især kartoffelavlere.
Formanden for Danske Kartofler, Carl Heiselberg, beskriver situationen som »noget biks« og forudser »et par rigtige lorteår« uden effektive alternativer til at bekæmpe kartoffelskimmel. Forbuddet kan true erhvervet og føre til økonomiske tab, uden at vi har klare beviser for, at TFA i de nuværende koncentrationer er skadeligt. Er det rimeligt, at danske landmænd skal bære byrden, når TFA også stammer fra andre kilder, og når lande uden for Danmark fortsætter med at bruge disse midler?
En mere nuanceret tilgang i stedet for panik og forhastede forbud bør vi tage en mere nuanceret tilgang til PFAS. Forskning i alternativer, som NGT og CRISPR-Cas9 til at udvikle skimmelresistente kartoffelsorter, er en vej frem.
Samtidig bør vi fokusere på at regulere de mest skadelige PFAS-stoffer, som PFOS og PFOA, hvor der findes stærkere evidens for sundhedsrisici.
Men at forbyde alle PFAS-pesticider uden klare beviser for skadelighed risikerer at skade landbruget unødigt og skabe en falsk tryghed om vores drikkevand.
Som Leif Tullberg spørger:
Hvis danske landmænd stopper med at bruge PFAS-pesticider, vil vi så bare importere kartofler fra lande, der fortsætter brugen? Og er det virkelig værd at ofre en hel erhvervsgren for en teoretisk risiko, som endnu ikke er underbygget? Lad os lytte til forskerne og basere vores beslutninger på fakta frem for frygt.

Struktur og stil i kronikken: Indledning: Introducerer emnet og sætter spørgsmålstegn ved PFAS-panikken.

Argumentation:
Trækker på kilderne (Cedergreen, Olesen, Hans Dam) for at underbygge, at beviserne for TFA’s skadelighed er svage, og at fokus bør rettes mod andre forureningskilder.

Modargument:
Anerkender bekymringerne om TFA’s persistens og mulige hormonforstyrrende effekter, men understreger manglen på konkrete beviser.

Konsekvenser:
Fremhæver de økonomiske og praktiske udfordringer for landbruget, som beskrevet af Heiselberg.

Løsning:
Foreslår en mere nuanceret tilgang med fokus på forskning og målrettet regulering.

Afslutning:
Opsummerer med en opfordring til at basere politik på evidens frem for panik.

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

52 år i Venstre

Netanyahu har fundet en ny og absurd grund til at sprænge våbenhvileaftalen i Gaza i luften:

 

Post

Samtale

Leif Tullberg

@leiftullberg

Promover

Netanyahu har fundet en ny og absurd grund til at sprænge våbenhvileaftalen i Gaza i luften: Af Amir Tibon, 6. juli 2025Premierminister Benjamin Netanyahu besøgte et politiakademi i Beit Shemesh i sidste uge. Kilde: Maayan Toaf/GPOI weekenden nærmede Israel og Hamas sig en våbenhvileaftale i Gaza. Hamas annoncerede fredag aften, at de ikke direkte afviser den seneste våbenhvileplan, men foreslår justeringer. På trods af forsigtig optimisme fra mæglerlandene USA, Qatar og Egypten er der stadig alvorlige hindringer, og en aftale er langt fra sikker. Aftalen, udarbejdet af Netanyahu-regeringen og Trump-administrationen, foreslår en 60-dages våbenhvile mod frigivelse af halvdelen af de 50 resterende gidsler i Gaza. Dette passer Netanyahus politiske behov, da han forsøger at forhindre højreekstreme koalitionsmedlemmer i at vælte regeringen, som de truer med, hvis krigen stoppes.Hamas foretrækker en omfattende aftale, der afslutter krigen permanent, frigiver alle gidsler og stopper mareridtet i Gaza, som startede med deres angreb på Israel 7. oktober. Mæglerne lover, at en 60-dages våbenhvile vil føre til forhandlinger om en permanent løsning, og Qatar understreger, at Trump ikke vil tillade Netanyahu at forhale forhandlingerne, som han gjorde i marts.Den amerikanske præsident Donald Trump under uafhængighedsdagsfestligheder i Det Hvide Hus. Kilde: Brendan Smialowski/AFPHamas insisterer på tre ændringer: Større israelsk tilbagetrækning fra dele af Gaza, tilbage til positionerne fra marts før den tidligere våbenhvile brød sammen. Hjælp til Gaza skal distribueres af internationalt anerkendte organisationer, ikke det israelsk-amerikanske Gaza Humanitarian Foundation (GHF). Garantier for, at forhandlingerne fortsætter efter 60 dage, og at Israel ikke genoptager krigen, som sidst. Det tredje krav er lettest at løse, men Netanyahus afvisning af de to første krav kan forsinke eller afspore aftalen. Han modsætter sig både tilbagetrækning og ændringer i hjælpedistributionen, selvom GHF har været forbundet med hundredvis af dødsfald nær deres hjælpecentre.Palæstinensere indsamler nødhjælp ved et GHF-anlæg i Rafah sidste måned. Kilde: Stringer/ReutersNetanyahu bruger nu GHF og Israels tilstedeværelse i Gaza som undskyldning for at bremse forhandlingerne, selvom disse tiltag oprindeligt skulle presse Hamas til en aftale. Dette rejser spørgsmålet: Hvorfor forsinker Netanyahu en gidselaftale for at bevare GHF, når gidslerne lider under umenneskelige forhold?Den israelsk-kontrollerede Philadelphia-korridor mellem Egypten og Gaza sidste år. Kilde: David BacharEn aftale kan stadig nås i denne uge, og mødet mellem Trump og Netanyahu på mandag bliver afgørende. Men Netanyahu kan bruge GHF eller Israels tilstedeværelse i Gaza som en ny undskyldning for at undgå en aftale, ligesom han brugte Philadelphia-korridoren sidste sommer. Dette kan forlænge hans tid ved magten, mens gidslerne lider, og flere soldater og civile dør i Gaza.Netanyahu har fundet en ny og absurd grund til at sprænge våbenhvileaftalen i Gaza i luften Af Amir Tibon, 6. juli 2025Premierminister Benjamin Netanyahu besøgte et politiakademi i Beit Shemesh i sidste uge. Kilde: Maayan Toaf/GPOI weekenden nærmede Israel og Hamas sig en våbenhvileaftale i Gaza. Hamas annoncerede fredag aften, at de ikke direkte afviser den seneste våbenhvileplan, men foreslår justeringer. På trods af forsigtig optimisme fra mæglerlandene USA, Qatar og Egypten er der stadig alvorlige hindringer, og en aftale er langt fra sikker.Aftalen, udarbejdet af Netanyahu-regeringen og Trump-administrationen, foreslår en 60-dages våbenhvile mod frigivelse af halvdelen af de 50 resterende gidsler i Gaza. Dette passer Netanyahus politiske behov, da han forsøger at forhindre højreekstreme koalitionsmedlemmer i at vælte regeringen, som de truer med, hvis krigen stoppes.Hamas foretrækker en omfattende aftale, der afslutter krigen permanent, frigiver alle gidsler og stopper mareridtet i Gaza, som startede med deres angreb på Israel 7. oktober. Mæglerne lover, at en 60-dages våbenhvile vil føre til forhandlinger om en permanent løsning, og Qatar understreger, at Trump ikke vil tillade Netanyahu at forhale forhandlingerne, som han gjorde i marts.Den amerikanske præsident Donald Trump under uafhængighedsdagsfestligheder i Det Hvide Hus. Kilde: Brendan Smialowski/AFPHamas insisterer på tre ændringer:Større israelsk tilbagetrækning fra dele af Gaza, tilbage til positionerne fra marts før den tidligere våbenhvile brød sammen. Hjælp til Gaza skal distribueres af internationalt anerkendte organisationer, ikke det israelsk-amerikanske Gaza Humanitarian Foundation (GHF). Garantier for, at forhandlingerne fortsætter efter 60 dage, og at Israel ikke genoptager krigen, som sidst. Citat fra Haaretz.