Som sædvanlig fremturer Pelle Dragsted med den socialistiske ideologi, selv om alle forsøg på at gennemføre den, er endt med fattigdom og elendighed.
Pelle Dragsteds grundholdning til økonomisk politik handler især om, at gøre samfundsøkonomien mere demokratisk indrettet.
(læs socialistisk) Tag fra dem der yder og giv til dem der nyder" Dragsted mener ikke, at det kan være rigtigt, at verdens rigdomme i højere og højere grad samles på færre og færre menneskers hænder. Da det for ham er her ”nøglen til at sikre en tryg fremtid for den brede befolkning ligger.”
For Pelle Dragsted handler det om at ”økonomien fra kapitalismen” for på den måde, at ”øge ligheden og den sociale tryghed.” På denne måde mener han, at der skal udvikles en ”moderne demokratisk socialistisk økonomi, der kombinerer frihed og virkelyst med demokratisk indflydelse på økonomien og investeringerne, og deling af det overskud som vi alle sammen er med til at skabe med vores arbejde. Men alt hvad han fremføre i omtale af sin nye bog, eksisterer og er fuldt lovligt i dag, så Pelle bare kom i gang” Men djævlen ligger i detaljen, det er nemlig ikke nok for socialisten Pelle Dragsted. Men ved at indfører tvungent to kammer system, Sker der angiveligt et angreb på den grundlovssikrede ejendomsret.. Det er nationalisering af bagvejen, samt et farvel til den danske model.
Der findes ca. 800.000 registrerede virksomheder i Danmark, som skaber ca. 2 millioner arbejdspladser. Det er naivt at tro at dem der leverer kapitalen, vil forsætte med dette når de skal dele profitten med arbejdstagerne. Men risikoen kan kapitalejerne få lov at beholde 100 %..
Den socialistiske ideologi har en sikker evidens, for at skabe fattigdom og armod…. (Venezuela) Socialister skaber fattigdom og de tror medicinen er at inddrage værdierne fra dem der yder og give til dem der nyder.
I Danmark er der 2,2 millioner på overførsel.
Det offentlige inddrager ca. 50 % af BNP ca. 1100 milliarder som blandt andet hældes i den ineffektive offentlige sektor, hvor fagforeninger kappes i et koordineret angreb på fælles kassen... Se sundheds sektoren knap 200.000 ansatte,14.000 senge og fagforeningssnak fra morgen til aften, der mangler fornuft og ledelse. De kan kun en sang send flere penge..
Hej Luca Jonathan Saverio Pristed, det er for tyndt at du ikke ønsker
andre synspunkter end dit ensporede socialistiske manifest,
Hvor du forsøger at smadre fagbevægelsen.
Sygehusvæsnets udfordring er ikke løn, men uhensigtsmæssig
organisering, stive faggrænser og dårlig ledelse.
I august 2015 gennemførte analyse- og konsulent- virksomheden Wilke en
undersøgelse for Ascom med henblik på at opnå indsigt i,
Hvordan arbejdsdagen former sig på en typisk dansk hospitalsafdeling.
Analysen blev gennemført på 3 afdelinger på 3 danske hospitaler i
perioden 13. august til 3. september 2015.
I det følgende præsenteres analysens konklusioner.
Hej Luca Jonathan Saverio Pristed, det er for tyndt at du ikke ønsker andre synspunkter end dit ensporede socialistiske manifest, Hvor du forsøger at smadre fagbevægelsen.
Hej Luca Jonathan Saverio Pristed, det er for tyndt at du ikke ønsker andre synspunkter end dit ensporede socialistiske manifest, Hvor du forsøger at smadre fagbevægelsen.
Sygehusvæsnets udfordring er ikke løn, men uhensigtsmæssig organisering, stive faggrænser og dårlig ledelse.
I august 2015 gennemførte analyse- og konsulent- virksomheden Wilke en undersøgelse for Ascom med henblik på at opnå indsigt i,
Hvordan arbejdsdagen former sig på en typisk dansk hospitalsafdeling.
Analysen blev gennemført på 3 afdelinger på 3 danske hospitaler i perioden 13. august til 3. september 2015.
I det følgende præsenteres analysens konklusioner.
Alene på grund af vi er uenige bør vi kunne tale sammen..
BH Leif Tullberg.
Sygeplejersker arrangerer kollektive opsigelser – men det kan
koste dem dyrt
En gruppe af
sygeplejersker er i øjeblikket i gang med at arrangere kollektive opsigelser.
Men de risikerer at skyde sig selv i foden, da aktionen er overenskomststridig
og kan betyde, at de deltagende skal betale bod, vurderer ekspert.
Sygeplejerskerne
har gennem længere tid råbt om lav løn, manglende respekt for deres fag og for
dårlige arbejdsvilkår.
De seneste
dage er styrken taget til, og nu sætter de hårdt mod hårdt: De er gået i gang
med at arrangere kollektive opsigelser.
I en begivenhed på
Facebook opfordrer sygeplejersken Luca Pristed sin kolleger
til at følge trop og sige deres job op 30. november. I skrivende stund har
omkring 145 personer tilkendegivet, at de deltager i aktionen, mens omkring
2.000 har meldt sig interesseret.
Arrangøren
forventer, at antallet af opsigelser vil ende omkring 1.000, da han også
modtager en del henvendelser fra sygeplejersker, som ikke offentligt har
tilkendegivet deres støtte på Facebook.
Men nu lyder
det fra en ekspert i arbejdsret, at aktionen kan komme til at koste dem dyrt.
Det er ikke
uden konsekvenser, hvis sygeplejerskerne vælger at nedlægge deres arbejde. Det
vurderer Christian Højer Schjøler, lektor på Syddansk Universitet med speciale
i arbejdsret.
»Det står
frit for enhver lønmodtager at opsige sin stilling, men det må bare ikke bruges
som en kollektiv kamphandling. Og det bliver det, hvis sygeplejerskerne
koordinerer deres opsigelse, og det får karakter af kampskrift. Så laver man
det, der hedder en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse,« siger
han.
Christian
Højer Schjøler har læst om aktionen. Han vurderer, at narrativet bag er at tage
skrappere midler i brug i den konflikt, der er mellem sygeplejerskerne og
politikere og arbejdsgiverne. Når det er baggrunden for at tage skrappere
midler i brug, vil der derfor være tale om en overenskomstmæssig kamphandling,
vurderer han:
»Jeg
vurderer, at der er tale om en kollektiv overenskomststridig aktion i form af
opsigelser. Hvis de gennemfører aktionen, vil regionen forfølge sagen
fagretligt. Det er jeg ikke i tvivl om. Det kommer nok heller ikke til at
hjælpe på parternes samarbejde.«
Lignende sag
Christian
Højer Schjøler fortæller, at sagen giver mindelser om et lignende forløb i
1995. Her valgte sygeplejerskerne at forlade forhandlingsfællesskabet og gå i
strejke. Det resulterede i et lovindgreb. I kølvandet på det lovindgreb valgte
232 sygeplejersker at opsige deres stilling indenfor en uge. Det fik
arbejdsgiverne til at køre en sag.
»Resultatet
blev, at en meget stor andel af sygeplejerskerne tilbagekaldte deres
opsigelser, da parterne havde afholdt mæglingsmøde, og de resterende blev
pålagt at tilbagekalde opsigelserne ved den efterfølgende voldgiftssag,« siger
Christian Højer Schjøler.
Han
forventer, at vi vil se et lignende forløb, hvis sygeplejerskerne vælger at
gennemføre den planlagte aktion.
Vil tage konsekvenserne
Arkitekten
bag aktionen, Luca Pristed, har dog tænkt sig at gennemføre aktionen alligevel.
»Skulle der
komme konsekvenser ud af det her, så er jeg klar til at tage dem. Jeg gør det
her, fordi jeg kæmper for det danske sundhedsvæsen, for sygeplejerskernes
arbejdsvilkår og i sidste ende også de danske patienters sikkerhed,« siger han.
Han har også
undersøgt sagen fra 1995, og selvom han ikke har vendt reglerne for kollektiv
opsigelser med en jurist, virker han ikke bekymret for, hvad regionen har tænkt
sig at gøre, hvis et stort antal sygeplejersker siger op 30. november.
»Vil de
ugyldiggøre alle de opsigelser, der kommer 30. november? De har jo ikke nogen
måde at finde ud af, hvorfor folk siger op, udover at jeg har opfordret til
det. Det eneste, der er derude, det er, at jeg har sagt, at jeg vil gøre det.
Deltagere og interesserede på en Facebook-begivenhed er ikke nok,« siger Luca
Pristed.
Sådan
fungerer det dog ikke helt, fortæller Christian Højer Schjøler. Vurderingen vil
foregå på den måde, at det bliver op til den enkelte medarbejder at bevise, at
vedkommende siger op af personlige årsager, når antallet af samtidige
opsigelser er så stort, at det i sig selv indikerer at være kollektive
opsigelser.
»Når
antallet i sig selv peger i retning af en koordineret aktion, så bliver det den
enkelte ansattes ansvar at bevise, at vedkommende har en individuel
begrundelse, som ikke er en del af den koordinerede aktion. Så vender
bevisbyrden, kan man sige,« siger Christian Højer Schjøler.
DSR tager afstand
Sygeplejerskernes
fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), er ikke en del af planlægningen af de
kollektive opsigelser. Formanden for DSR, Grete Christensen, kan godt forstå
den vrede og frustration, som sygeplejerskerne oplever ovenpå seneste tiders
konflikt.
Alligevel
kan hun ikke støtte op om aktionen.
»Vi kan ikke
på nogen måde støtte op om kollektive overenskomststridige arbejdsnedlæggelser
og opsigelser. Det er et brud på den fredspligt, der er mellem arbejdsgiver og
lønmodtager i en overenskomstperiode, og derfor må vi klart fraråde vores
medlemmer at deltage. For det kan give både dem og vores organisation en
straf,« siger Grete Christensen.
DSR har
derfor tænkt sig at henvende sig til medlemmerne og bede dem tage afstand fra
aktionen.
»Vi vil
klart meddele vores medlemmer, at de bør tage afstand fra det og rådgive dem
om, at de bør undlade at deltage i det,« siger Grete Christensen.
Danske
Regioner oplyser i et skriftligt svar, at kollektive opsigelser vil blive
betragtet som en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og at sådan en sag vil
kunne blive indbragt for arbejdsretten.
»Kollektive
opsigelser i løbet af en overenskomstperiode vil blive betragtet som et
overenskomststridigt kampskridt på samme måde som overenskomststridige
arbejdsnedlæggelser. Sagen kan således indbringes for Arbejdsretten, hvor de
pågældende kan blive pålagt en bod samt blive pålagt at trække deres opsigelser
tilbage. Som et eksempel på dette kan vi henvise til en afgørelse fra 1995,
hvor en række medlemmer af Dansk Sygeplejeråd kollektivt opsagde deres
ansættelsesforhold,« skriver Danske Regioner.
Sundhedsvæsenet er på randen af kollaps efter årtiers besparelser, der har udsultet afdelingerne på sygehusene.
Sådan lyder fortællingen fra sygeplejerskerne, der siden sommerens lønkonflikt er blevet stadig mere utilfredse med deres løn- og arbejdsvilkår.
Men nu viser tal fra Danske Regioner, at der aldrig har været så mange sygeplejersker ansat i regionerne, der administrerer sygehusene, som i sommeren 2021. Antallet af andet sundhedsfagligt personale slog også rekord.
Derfor mener Jakob Kjellberg, der er sundhedsøkonom og professor på VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at det ikke er retvisende at tale om et udsultet sundhedsvæsen.
»Fortællingen om, at der bliver færre og færre ansatte, passer simpelthen ikke. Så kan vi tage en diskussion om, hvorvidt der er blevet tilført nok personale. Men vi er nødt til at aflive myten om, at der bliver færre og færre, for det passer ikke,« siger han.
Professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen er enig.
»På tværs af de væsentlige personalegrupper har der været en vækst, hvilket sætter debatten om nedskæringer i relief. Når alt kommer til alt, kan det overraske lidt, at der er så høj en jammer i øjeblikket,« siger han.
Hos arbejdsgiveren Danske Regioner er man ligeledes forundrede over, at der blandt politikere og sygeplejerskerne tales om et sundhedsvæsen, hvor der er blevet sparet på personalet.
»Opfattelsen skyldes måske, at man stadig hænger fast i en retorik fra tidligere år, hvor der jo har været store besparelser. Men udviklingen er altså vendt. Og det har den været i nogle år. Der er kommet flere sygeplejersker og sundhedspersonale generelt. Vi har aldrig haft så mange,« siger Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioner.
Tallene er som skrevet fra sommeren 2021. Siden da har mange sygeplejersker sagt op efter konflikten, der ikke førte til en lønstigning, ligesom mange sygeplejersker stadig nægter at tage overarbejde i protest mod regeringsindgrebet.
Derfor aflyses lige nu tusindvis af operationer som følge af personalemangel, ligesom der nedlægges sengepladser på landets sygehuse.
»Sundhedsvæsenets største problem lige nu er hverken coronavirus eller mangel på personale. Det er konflikten med den største medarbejdergruppe, sygeplejerskerne,« siger Jakob Kjellberg.
Ander Kühnau (S) er formand for Danske Regioner og vil gerne have flere investeringer i sundhedvsæsenet. »Vi får penge til den demografiske udvikling, men der er behov for investeringer i ny medicin, nye behandlinger og ikke mindst hele den digitale omstilling af sundhedsvæsenet,« siger han.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Arkiv.
Udfordringer
Derfor kan man heller ikke sige, at sundhedsvæsenet ikke står med en række alvorlige udfordringer på personalesiden, påpeger Jakob Kjellberg.
»Jeg tror, det er et reelt problem, at personalet ikke er blevet flyttet derhen, hvor sundhedsvæsenet er mest presset. Der har vi en udfordring. I andre afdelinger har man rigeligt med ressourcer. Det er ikke ens alle steder,« siger han og tilføjer:
»Nogle steder, blandt andet på akutmodtagelsen, går sygeplejerskerne til en relativt lav grundløn med skæv vagtbelastning, og de er pressede. Det er en reel udfordring.«
Kjeld Møller Pedersen fremhæver samtidig, som tre overlæger for nylig skrev i en kronik i Berlingske, at de ansatte i høj grad bruger tiden på alt andet end patienterne.
»Vi står med et paradoks, for antallet af ansatte er jo ikke faldet. Det er svært at bevise effekten, men dokumentationskravene er steget, hvor personalet skal indberette til forskellige databaser. Og det rejser spørgsmålet, om de ansatte bruger deres tid på de rigtige ting, eller om det administrative tager for meget tid,« siger professoren.
Dertil kommer den demografiske udfordring. Antallet af ældre stiger markant og vil gøre det i mange år, hvorfor antallet af patienter stiger. Samtidig behandler man flere ting end tidligere, hvilket også lægger flere opgaver over på sundhedsvæsenet, siger Anders Kühnau fra Danske Regioner:
»Når man ikke oplever, at der er kommet flere hænder, kan det skyldes, at der er kommet flere patienter. Så selvom vi ansætter mere personale, stiger antallet af patienter endnu mere. Mange flere har behov for hjælp fra sundhedsvæsenet. Og så er vi blevet bedre til at behandle end tidligere, hvilket også tager flere ressourcer, fordi flere kommer igennem sundhedsvæsenet,« siger han.
»Tiggekultur«
Danmarks Statistik udgav i 2019 en analyse, der konkluderede, at de offentlige sundhedsudgifter er steget »markant mere« end de øvrige offentlige udgifter siden årtusindeskiftet.
Ifølge Jakob Kjellberg er det, udover de ovennævnte udfordringer, et tegn på, at der ikke findes grænser for, hvor mange penge sundhedsvæsenet i princippet kunne bruge.
»Sundhedsvæsenet kunne jo uden problemer bruge hele det samlede bruttonationalprodukt, hvis de fik lov til det. Der er jo ingen grænser for alle de spændende ting, man kan finde på at tilbyde folk, og der er ingen nedre grænse for, hvad folk mener, sundhedsvæsenet skal tage sig af,« siger sundhedsøkonomen.
Han problematiserer samtidig, at strukturerne omkring sundhedsvæsenet gør, at der altid vil være en tendens til at tale problemerne op og det, der fungerer, ned.
»Hele sundhedssystemet er jo reguleret på en måde, hvor regionspolitikerne skal have penge fra staten. Og den struktur gør, at hvis man skal have flere ressourcer, så må man forklare, hvad der er galt. Det skaber et incitament til at fortælle, hvor skidt det går. Man har groft sagt fået lavet en tiggekultur,« siger Jakob Kjellberg.
Dansk Sygeplejeråd vil ikke stille op til interview om tallene fra Danske Regioner, men henviser til deres egen analyse fra 2019. I den sættes der fokus på det problematiske i, at aktivitetsvæksten, eller mængden af opgaver, på sygehusene stiger fire gange så meget som antallet af sygeplejersker.
Men den udfordring kan man slet ikke løse ved blot at ansætte mere personale, mener Jakob Kjellberg:
»I virkeligheden kommer vi ikke til at kunne følge med den demografiske udvikling ved bare at ansætte flere. Så vi står foran en diskussion om en reform af sundhedsvæsenet,« siger han.
De borgerlige partier og Radikale Venstre har længe ønsket at diskutere en reform af sundhedsvæsenet med regeringen, der endnu ikke har indkaldt til forhandlinger.
Nu var jeg haft møde med en jurist og tilspurgt hvordan og hvorledes det kommer til at foregå med kollektiv opsigelse!
Sådan som det muligvis fungere fra Arbejdsretten side er at de kigger på antallet af opsigelser der foregår i perioden omkring den 30 november. Er der flere opsigelser end “normalt” vil de se på opsigelserne som en del af de kollektive opsigelser.
Det er derfor stadig vigtigt at når i siger op, gør det grundet de problemer vi ser i sundhedsvæsenet nu, dårlige arbejdsforhold, dårligt lønnet, højt arbejdspres og generelt dårlige vilkår.
Der er aldrig sket noget lignende det vi er ude i på nuværende tidspunkt, og det er derfor meget usikkerhed om hvordan Arbejdsretten vil gribe det her an. Det er jurister fra DSR der forhandler med Arbejdsretten om hvad der sker, selvom DSR tager afstand fra de kollektive opsigelser, som de er nødsaget til.
Så jeg kan DESVÆRRE ikke fortælle jer på forhånd hvad der vil ske, men det der skete i 1995 var at de 130 sygeplejersker der sagde op kollektivt blev beordret at trække dem tilbage, ellers fik de en bod, der var 6 der ikke trak dem tilbage, men de fik aldrig en bod og DSR fik aldrig en bod.
Min opfordring er at sige op med de grunde jeg skrev overfor, og ikke skrive nogle steder på medier at i gør det grundet den opfordring jeg har lavet. Vi må afvente og se hvad reaktionen bliver fra regionerne og Arbejdsretten.
Mit sidste og vigtigste budskab bliver at hvis i siger op, så gå i gang med at lede efter et nyt job udenfor det offentlige eller hav en plan klar så i kan forsørge jer selv og jeres familier, det kan godt blive en lang kamp at få regeringen og politikerne til at vågne op og redde det offentlige sundhedsvæsen, som er det vi ønsker med disse opsigelser i sidste ende!
Men jeg vil ikke arbejde i et sundhedsvæsen som er til fare for patienterne og jeg selv grundet politikerne og regeringens mange årige besparelser!
Hvis link ikke virker kør musen henover og kopier, samt klik..
Den socialistiske provokatør Luca Jonathan Saverio Pristed var i fuld gang med at instruerer sygeplejerskerne
Om hvordan de omgik de fagretslige regler.
Arbejdsgiverne & DSR burde naturligvis omgående have taget de nødvendige faglige skridt . .
Operationen fejlede, der var kun få der sagde op, men opgaven var alligevel succesfuld.
På trods af sagen er behandlet efter de fagretslige regler, lykkes det alligevel aktivisten Luca Jonathan Saverio Pristed
At få listet en milliard kroner ud af statskassen.
Måske bliver det en papyrus sejr, angiveligt vil fagbevægelsen falde sammen, hvis Luca´s forehavende lykkes,
Men lige nu virker det som om der er et lille stykke leverpostej, der skal smørres meget tyndt ud til 100.000 medarbejdere..
Hvorfor tror
vi, der er sparet på sundhedsvæsnet? For det tror vi jo, ikke sandt?
Det er
mærkeligt, for det er forkert. Ikke lidt. Men meget. Meget forkert.
Den 4. juli
2019 afsluttede Danmarks
Statistik et arbejde med at kortlægge de offentlige
sundhedsudgifter siden år 2000. Her et uddrag af konklusionerne:
»Fra 2000
til 2017 er de offentlige sundhedsudgifter steget med 46 procent i faste
priser. Det er markant mere end de samlede offentlige udgifter, som er steget
med 15 procent.«
»Fuldtidsbeskæftigelsen
i det offentlige sundhedsvæsen er steget med 18.000 siden 2008 til et niveau på
184.000 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Beskæftigelsen inden for de øvrige
offentlige serviceområder (såsom social beskyttelse, undervisning og forsvar)
har enten været faldende eller stort set uændret.«
»Ligesom
Danmark bruger de fleste andre EU-lande en større andel af BNP på
sundhedsområdet end i 2000. Sundhedsudgifterne i Danmark er øget fra 7,9
procent i 2000 til 9,8 procent i 2016.«
»Antallet af
sengedage er faldet med 18 procent.«
Hvad siger
alle disse tal?
De siger, at
det unægteligt må vække stor forundring, at vi konstant får den besked fra
medier og interesseorganisationer, at det store problem i sundhedsvæsnet er
mangel på ressourcer.
Selvom
antallet af sengedage for den enkelte patient er faldet voldsomt, selvom
antallet af ansatte er vokset eksplosivt, selvom vi både relativt og objektivt
bruger langt flere penge på sundhedsvæsnet, lyder klagesangen konstant, højlydt
– og effektivt. For vi tror det alle sammen. At der mangler ressourcer.
Men helt
ærligt: Næsten 200.000 ansatte i Danmark til at løse vores sundhed? 200.000?
Hvor mange flere af den arbejdsstyrke, vi har i dette lille land, forestiller
man sig, at der skal til? Findes der en arbejdsopgave i Danmark, vi har flere
ansatte til at løse?
Man anstrenger sig forkert
Problemet
ligger for mig at se helt åbenlyst et andet sted. Nemlig i tilrettelæggelsen og
ledelsen af vores sundhedssystem. Der er noget galt, når man kan bruge så mange
penge, have så mange mennesker og stadig give det indtryk, at der mangler
ressourcer.
Jeg tror,
det er sandt, at de resultater, der kommer ud af anstrengelserne, ikke er
tilfredsstillende. Man anstrenger sig forkert. Mens man fortæller hinanden,
hvor travlt man har.
Ondets rod
er den planøkonomiske tilgang, man har i sundhedsvæsnet. Det er den, der får
ressourcerne til at dryppe ned gennem alle lagene som sand gennem fingrene.
Der er ingen
målestok for succes. Intet indtægtspres. Man eksisterer for sin egen skyld.
Ikke af ond vilje. Men fordi sådan er det bygget op. Om patienten lever eller
dør, har ingen indflydelse på systemet. Det fortsætter ufortrødent. Samme løn.
Samme status. Samme opbygning.
Jeg er
sikker på, at sygeplejerskerne har travlt med at have travlt. Men hvor mange
flere skal vi have, for at den følelse går væk? Hvor meget mere skal resten af
den offentlige sektor – og skatterne – holde for, før det rækker?
Man taler
ofte om den såkaldte to procents-besparelse – den, politikerne kalder et
omprioriteringsbidrag. Groft sagt pålægger man den offentlige sektors
driftsside at blive to procent dygtigere hvert år til det, man gør. Sagen er
bare den, at det ikke reelt har omfattet sundhedssektoren. Tværtimod.
I
sundhedssektoren har man netop – fra hele resten af den offentlige sektors
effektiviseringsbidrag – fået tilført enorme summer. En stigning i de anførte
år på hele 46 procent. Og en stigning af andelen af BNP på over to procent, så
vi næsten bruger hver 10. krone på sundhed. Det er rigtig mange penge.
Hvorfor
afkræves de ansvarlige og dem, som konstant taler om manglende ressourcer, ikke
et svar på, hvor meget de egentlig forestiller sig, at det skal koste? Hvor
meget vi skal betale ekstra i skat? Hvor mange andre steder har man tilført et
i forvejen anseeligt budget 46 procent mere for at ende i en situation, hvor
klager og mislyde er større end nogensinde før?
Skør idé at det offentlige skal behandle
Sagen er jo,
at blev disse ting håndteret i konkurrence og markedsøkonomi, hørte vi aldrig
om det. Hvis sygeplejerskerne var privat ansatte, ville vi aldrig høre om
særlige politiske lønpuljer, krav fra Enhedslisten om dette og hint – det ville
blive løst af parterne på det private arbejdsmarked.
Men fordi vi
har fået den skøre idé, at det at gøre folk raske partout skal ligge i
offentligt regi – altså selve maskinen – så er det anderledes. Så finder der en
uhyrlig politisering sted af vores fælles sundhed. Så skal vi hele tiden synes,
at det er synd for dem, der arbejder i sektoren. Og vi får som patienter og
pårørende ingen indflydelse på, hvad vi må tåle, for vores mening har ingen
betydning.
Jeg mener,
at vi skal have kollektiv betaling for vores sundhed – ikke individuel privat.
Men hvorfor det offentlige via den enkelte borger så ikke kan købe ydelser af
private enheder fremfor selv at drive systemet – det begriber jeg ikke. Det
fører direkte til de tilstande, vi ser nu.
Hvor verden
vendes på hovedet. Og massive ressourcetilførelser kaldes udsultning og
besparelser.
Søren Pind
er bestyrelsesformand og fhv. folketingsmedlem og minister for Venstre
Regeringen er i gang med at smadre den danske model,
Angiveligt på grundlag af en socialistisk kampgruppe har
inficeret sygeplejerskerne..
En gruppe af sygeplejersker er i øjeblikket i gang med at arrangere kollektive opsigelser. Men de risikerer at skyde sig selv i foden, da aktionen er overenskomststridig og kan betyde, at de deltagende skal betale bod, vurderer ekspert.
Den socialistiske provokatør Luca Jonathan Saverio Pristed er i fuld gang med at instruerer sygeplejerskerne hvordan de omgår de fagretslige regler, Arbejdsgiverne & DSR må naturligvis omgående tage de nødvendige faglige skridt . .
Forsvar for kapitalismen Enhedslistens Pelle Dragsted skriver i Information den 18.
november, at »kapitalismen er fucked« og at ingen vil forsvare kapitalismen.
Det er forkert. Jeg vil her levere mit forsvar for kapitalismen. Kapitalismen er grundlaget for den velstand og velfærd, vi
oplever i Danmark, Vesten og efterhånden – heldigvis – også andre steder i verden.
Der findes ikke et økonomisk paradigme, der er bedre til at skabe velstand og
forbedrede levevilkår for befolkningen. På verdensplan er markedsøkonomi blevet stadig mere udbredt,
blandt andet fordi tidligere socialistiske økonomier i Kina og Indien er
overgået til markedsøkonomi. Det har løftet hundredvis af millioner af
mennesker ud af armod og ekstrem fattigdom. Den ekstreme fattigdom er således
ifølge Verdensbanken faldet fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til cirka 700
millioner i dag. Betragter man verden, som var den et land, er forskellen
mellem rig og fattig blevet markant mindre de seneste årtier, fordi den
udbredte overgang til markedsøkonomi i fattigere lande har løftet deres
velstand. De fattigere lande har således oplevet højere økonomisk vækst end de
rige lande. Og den globale ulighed har ikke været lavere i 140 år. Verden er
altså som følge af udbredelsen af markedsøkonomi de seneste årtier blevet et
meget bedre sted, hvis man vel at mærke har fokus på bekæmpelse af fattigdom,
ulighed og skabelse af velstand. Løftet fra armod til velstand Markedsøkonomien har løftet arbejderen fra elendighed til
velstand. Alene siden 1994 har en LO-arbejder i lejebolig oplevet en stigning i
sit rådighedsbeløb på 32 procent. Dertil skal lægges oparbejdelsen af en
betydelig pensionsformue, som har gjort ham til medejer af store kapitalistiske
virksomheder som eksempelvis Danske Bank, DSV og Microsoft. Og generelt har
alle grupper i det danske samfund oplevet en betydelig fremgang i velstanden
siden 1994.
3F har udvalgt Nemlig.com til deres angreb, (for at skaffe nye medlemmer)
Blandt andet ved at antyde at Nemligcom opererer med lignende arbejdsforhold, som 3F påstår at Amazon leverer”
(Nemligcom har ingen chauffører ansat)
Jan Villadsen 3F er utroværdig” I flere aviser og i podcast udtaler han at Føtex, Coop, Salling, med flere har indgået overenskomst, med 3F, Men nu mangler kun Nemligcom, det er direkte en usandhed, Nemligcom har haft overenskomst med 3F i 15 år,
Uden en eneste arbejdsret sag.
Det er 3F´s magtesløshed og manglende situations fornemmelse, der gør at 3F ikke kan få tegnet overenskomst,
Med de vognmænd der betjener Nemligcom ´s kunder. Der er fri organisationsret i Danmark, og som nævnt er 3F´s transport overenskomst uegnet til onlinehandel. Hvis vognmændene ønsker at organiserer sig, findes der mere en håndfuld arbejdsgiver organisationer,
Som vognmændene kan vælge.
Chaufførerne har også flere fagforeningsmuligheder, 3F står nok ikke øverst på deres ønskeseddel.
