Indlæg om udfordringer med det danske sundhedssystem og PLO's ydernumre.

 Kære læser vil du overveje at medvirke til at få dette system til at virke bedre, sæt det gerne fri.-o😊 Indlæg om udfordringer med det danske sundhedssystem og PLO's ydernumre

Jeg vil gerne dele en frustrerende oplevelse med det danske sundhedssystem, som jeg mener illustrerer nogle af de udfordringer, vi står overfor på grund af strukturen med ydernumre og begrænset adgang til lægehjælp.

Jeg lider af tilbagevendende blærebetændelse,som jeg normalt får behandlet med Selexid, ordineret af mit lægehus.

Denne gang var lægehuset imidlertid ikke tilgængeligt, da min læge var i udlandet.

Jeg kontaktede apoteket for at høre, om de kunne udlevere medicinen uden recept, men det var ikke muligt.

De henviste mig til at kontakte lægevagten via 1813 eller 1818, som også er nævnt på lægehusets telefonsvarer.

Jeg ringede til 1818 (Region Sjælland), hvor jeg ventede i over halvanden time, kun for at få at vide, at jeg skulle kontakte Region Hovedstaden via 1813.

Efter yderligere 43 minutters ventetid hos 1813 gav jeg op, da systemet føltes som en endeløs løkke af henvisninger og ventetid.

Selv muligheden for at blive ringet op efter 3,5 timer fungerede ikke som lovet.

Denne oplevelse får mig til at tænke på, hvordan PLO’s (Praktiserende Lægers Organisation) system med ydernumre skaber en konkurrencebegrænsning,

Der gør det svært for patienter at få hurtig og effektiv hjælp.

Ydernumre betyder, at læger selv kan vælge deres patienter, og det føles som om, vi som patienter bliver fanget i et system, hvor adgangen til lægehjælp er unødvendigt besværlig, især uden for almindelig arbejdstid.

Når ens læge ikke er tilgængelig, bliver man overladt til et overbelastet system med lange ventetider og manglende koordination mellem regioner.

Jeg håber, med dette indlæg kan sætte gang i en debat om, hvordan vi kan forbedre adgangen til sundhedsydelser i Danmark, så andre ikke skal opleve lignende frustrationer. 😕

Bedste hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

52 år i Venstre

Trumps uforudsigelige skift: Et nyt kapitel for Ukraine og global handel.

Donald Trumps seneste udmeldinger markerer et bemærkelsesværdigt skifte i amerikansk udenrigspolitik, især i forhold til Ukraine og Rusland. For første gang i lang tid ånder Kyiv lettet op, efter Trump har annonceret, at USA vil sende Patriot-missiler til Ukraine. Dette jordbaserede luftværnsmissilsystem er afgørende for Ukraine, hvis lagre af forsvarsudstyr er blevet tømt af Ruslands intensiverede angreb. Samtidig har Trump udtrykt sig usædvanligt kritisk over for Vladimir Putin, hvilket ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel Hansen fra DIIS signalerer et paradigmeskifte i Trumps Rusland-politik. Tidligere har Trump forsøgt at lokke Rusland med fordele, men nu synes han at skifte til en hårdere linje, hvor konsekvenser truer, hvis Rusland ikke ændrer kurs.Dette skifte er ikke kun symbolsk. Trump har åbnet for muligheden for at levere offensive våben til Ukraine, herunder langtrækkende missiler, som kan nå mål dybt inde i Rusland. Ifølge Axios forventes han at præsentere en ny "plan for at bevæbne Ukraine" under mødet med NATOs generalsekretær, Mark Rutte. Dette markerer et dramatisk brud med Trumps tidligere fokus på defensive våben for at undgå eskalering. Splidsboel påpeger, at dette kan være et vendepunkt, hvor Trump direkte udfordrer Putin. Samtidig insisterer Trump på, at europæiske lande betaler "100 procent" for våbnene, hvilket han kalder en god forretning for USA. Dette understreger hans forretningsorienterede tilgang til international politik.Men Trumps motiver synes komplekse. Splidsboel mener, at hans udtalelser og handlinger primært handler om at styrke hans eget image over for Putin og verdenssamfundet, frem for en ægte opbakning til Ukraine eller Volodymyr Zelenskyj. Forholdet mellem Trump og Zelenskyj forbliver anstrengt, og tidligere møder i Det Hvide Hus har efterladt sår, som ikke let heles. Trumps rosende ord om samtaler med Zelenskyj tolkes som et forsøg på at fremstå succesfuld, snarere end en reel forsoning.Samtidig kaster Trumps udmeldinger skygger over den globale handelsarena, hvor han har intensiveret sin toldkrig mod EU. Hans brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og trusler om at hæve toldsatserne til 30 procent fra 1. august, har sat gang i en hektisk modreaktion i Bruxelles. EU forbereder told på amerikanske varer til en værdi af 100 milliarder euro og overvejer innovative modtræk, såsom at begrænse amerikanske virksomheders adgang til europæiske udbud eller indføre en teknologiskat. Disse tiltag kan ramme USA hårdt, især da det amerikanske aktiemarked er sårbart over for eskaleringer i handelskonflikten.EU styrker også sin position gennem nye handelsaftaler med lande som Indonesien og Indien, hvilket kan udfordre amerikanske interesser og svække dollarens globale dominans. Trumps aggressive tilgang risikerer at isolere USA, mens EU mobiliserer et omfattende arsenal af økonomiske og politiske værktøjer.For Ukraine er Trumps våbenstøtte en livline, men den globale usikkerhed vokser. Verden står over for en ny æra, hvor Trumps uforudsigelige politik tvinger både all-ierede og modstandere til at genoverveje deres strategier. Tiden er måske inde til at satse på alternativer til USA’s lederskab.Resumé :
Trump støtter Ukraine, escalerer toldkrig.

Knap 17.000 palæstinensiske børn er dræbt i krigen.

  

Knap 17.000 palæstinensiske børn er dræbt i krigen.

Sådan har vi gjort
Hvilke data bygger grafikken på?

 Med mindre andet er angivet, er grafikken baseret på opgørelser over tab fra Gazas sundhedsministerium. Ministeriet er kontrolleret af Hamas, men ministeriets tal bliver videreformidlet af bl.a. WHO og OCHA, FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats.

 Politikens grafik bygger på ministeriets seneste liste over identificerede dræbte, offentliggjort 19. maj 2025, som bl.a. indeholder oplysninger om de afdødes navne, ID, fødselsdag og køn og rummer dødsfald registreret frem til 11. maj 2025.

 

Oplysningerne på listen stammer primært fra Gazas hospitaler. 12.914 dødsfald er rapporteret af pårørende.

Politiken har benyttet en oversat version af datasættet, der er renset for dubletter og ugyldige ID-numre, og som er stillet til rådighed af Washington Institute.

Derudover indgår data fra sundhedsministeriets dashboard, der viser løbende opdaterede tabstal.

Det er ikke muligt at skelne mellem civile tab og Hamas-krigere på baggrund af de tilgængelige oplysninger.

Alle i grafikken omtalte drab på navngivne personer er verificeret ved hjælp af listen over identificerede dræbte og krydstjekket med Airwars samling af tidligere offentliggjorte lister fra Gazas sundhedsministerium.

 

Israels tabstal stammer fra landets udenrigsministerium, der oplyser per 26. maj 2025, at ’mere end 1200 ofre’ af Hamas-angrebet er blevet identificeret.

 

Det tæller 743 civile israelere og 69 udenlandske borgere.

 

Dertil kommer 314 soldater og 58 betjente, der blev dræbt 7. oktober. Det ser ud til, at ministeriet også medregner 37 gidsler, som ikke er udleveret, men som anses for at være dræbt, og dermed bliver tabstallet for angrebet 7. oktober 1.221 personer.

 

Senere er yderligere 322 soldater og 3 betjente blevet dræbt i forbindelse med krigen, oplyser Israels udenrigsministerium.

 

Politiken opgør derfor det samlede israelske tabstal til 1.546 personer.

 

 

 

Er oplysningerne troværdige?

 

 

Tal fra Gazas sundhedsministerium har i tidligere krige været retvisende, og de er også blevet brugt af israelske efterretningstjenester.

 

Men i løbet af den aktuelle krig har der været kritik af ministeriets indsamling af data. Ministeriet har siden korrigeret sin indsamlingsmetode og justerer løbende tallene, og eksperter vurderer, at de de aktuelle tabstal er forholdsvis pålidelige. Se evt. mere her og her.

 

Et centralt kritikpunkt er dog fortsat, at sundhedsministeriet ikke oplyser dødsdatoer, som er vigtige for at kunne efterprøve tabslisternes validitet, selv om ministeriet tilsyneladende er i besiddelse af disse data.

 

Heller ikke Israels tabstal er helt gennemsigtige, da forskellige institutioner angiver forskellige tal. Men afvigelserne er forholdsvis små.

 

Citat fra Politiken.

Link til artiklen til mine SOME venner du skal være logget ind på Politiken det er gratis:

 

https://politiken.dk/del/IuoB1XAE21sA

 

 

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Navnet på samarbejdet, som man blev enige om på Lindenborg Kro.

 

Navnet på samarbejdet, som man blev enige om på Lindenborg Kro, blev De Sammensluttende Vognmænd af 13-7 1976 A/S, forkortet DSV. Det umiddelbare mål var at samle 30 aktionærer, der hver især skulle indskyde 10.000 kroner. Så kunne vognmændene stifte et aktieselskab, som dengang krævede en indskudskapital på 300.000 kroner.

Blandt de cirka 30 vognmænd, der var mødt op til det stiftende møde, var spørgelysten stor. Leif Tullberg svarede scenevant på spørgsmålene, og det blev tydeligt for de fremmødte, at forretningskonceptet var bygget op om hans person. I hvert tilfælde de første tre år. Det var den periode, han ønskede at være lokomotiv for vognmandssamarbejdet, pointerede han.

Da vognmændene på kroen blev bedt om at tage stilling til et DSV medlemskab, viste det sig, at de nysgerrige og skeptiske var i overtal. Trods Leif Tullbergs veltalenhed og dynamiske fremtoning skræmte sporene. Hovedparten af vognmændene ønskede lige at se tiden an, inden man indskød 10.000 kroner i DSV. Også DSV’s senere bestyrelsesformand gennem 19 år, Palle Flackeberg var til stede ved mødet sammen med sin far Svend. Heller ikke de turde involvere sig med Leif Tullberg.

Der var dog nogle modige vognmænd iblandt, der så mulighederne i et samarbejde, og som frygtede mere for indtjeningen uden for et kørselssamarbejde end de frygtede Leif Tullbergs omdiskuterede forretningstalent. Det skortede ellers ikke på advarsler efterfølgende over for de ni vognmænd, som valgte at blive DSV vognmænd fra starten.

»De 10.000 ser I aldrig mere, og om tre måneder er I rygende uvenner alle sammen,« lød beskeden fra adskillige kolleger til brødrene Vesti og Knud Kildegaard Jensen fra hhv. Vipperød og Kværnløse. De var to af de i alt ni vognmænd, som tegnede en aktie fra dag ét. De øvrige syv var Hardy Mortensen, Knabstrup, Vagn Mortensen, Dianalund (død), Henning Petersen, Herrestrup (død), Johannes Christoffersen, Herrestrup (død), Mogens Olsen, Lindenborg, Jens Flemming Jensen, Ny Hagested (død) og Knud Knudsen, Sasserup (død). I alle hidtidige beskrivelser af DSV's historie fortælles det, at DSV blev stiftet af Leif Tullberg og ti sjællandske vognmænd, men i virkeligheden var der kun ni. På det officielle papir, der blev sendt ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, stod der kun fire personer som stiftere, nemlig Leif Tullberg, Henning Petersen, Mogens Olsen og Hardy Mortensen. I Statstidende er de samme fire personer noteret som stiftere.

De ni aktionærer valgte DSV første bestyrelse, som kom til at bestå af Henning Petersen, Mogens Olsen, Hardy Mortensen, Jens Flemming Jensen og Leif Tullberg. Formand blev Henning Petersen.

Det var en skuffelse for Leif Tullberg og de første vognmænd i samarbejdet, at tilslutningen til DSV ikke var større på Lindenborg-mødet. Årsagen til den beskedne tilslutning må i høj grad tilskrives Leif Tullbergs omdømme og rygte.

»Jeg havde ry for at være lidt af en bandit, ’og nu starter han igen’. Jeg var skide fræk og var ikke vognmændenes kop te,« lyder Leif Tullbergs selverkendelse mere end 35 år senere. Det var sikkert heller ikke gået ubemærket hen hos vognmændene, at Leif Tullberg havde haft en kontrollerende opsynsrolle over for dem som markmand for Hans Frederiksen, og at han havde en brovtende facon.

Men også den almindelige skepsis over for nye initiativer har været medvirkende til forsigtigheden. Ligeledes har indskudsbeløbet på de 10.000 kroner været en barriere. Det var et relativt stort beløb i 1976, og en del af de vognmænd, som tegnede en aktie den første aften, var økonomisk trængt og måtte da også låne pengene, mens andre fik lov til at afdrage beløbet over flere gange.

Skuffelsen var svær at skjule på mødet, men Leif Tullberg rejste sig uanfægtet, og med sine 100 kg solidt plantet i træskoene, og ansigtet indrammet af det viltre sorte fuldskæg, slog han fast: »Uanset hvad, så kører toget nu«. De vognmænd, der havde købt en aktie, var glade for den formulering. Indstillingen var i orden, nu var de på vej. DSV var en realitet, og erhvervseventyret kunne begynde. Tiden som hjælpevognmænd var forbi. De var blevet herrer i eget hus og kørte nu for sig selv og hinanden.

Da DSV A/S var en realitet, nåede nyheden hurtigt Borup Autotransport. Virksomhedens daglige leder Kurt Larsen var ikke i tvivl:

»Sådan en aktie burde vi købe,« sagde han til ejeren Lars Viggo Jensen. »DSV bliver en succes. Intet kan hamle op med de små selvkørende vognmænd. De kører, til de er færdige og reparerer lastbilen i weekenden.«

     

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Den 13. juli 1976 mødtes ni modige vognmænd og Leif Tullberg.

 

Den 13. juli 1976 mødtes ni modige vognmænd og Leif Tullberg på Lindenborg Kro og stiftede De Sammensluttende Vognmænd af 13-7 1976 A/S – DSV. Med målet 300.000 kr.  i kapital, og en drøm om at blive herrer i eget hus begyndte rejsen.   I dag, 49 år senere, er DSV verdens største speditør og transportvirksomhed. 2024 har været et exceptionelt år, hvor DSV har cementeret DSV´s position som global leder.
Fra skeptiske blikke i 1976 til verdensomspændende succes i 2025 – tak til DSV´s dedikerede medarbejdere, kunder og partnere, der har gjort det muligt.   Her er til næsten et halvt århundrede med mod, samarbejde og resultater – og til fremtiden!

"Trods udfordringer står DSV stærkere end nogensinde."

 

#DSV #49År #Verdensledende #Transport

Ps. Hvis du/I vil vide mere sender jeg gerne en uddybende info.

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

Tidligere 29 år ADM-DSV.

Jeg har læst New York Times’ OM:

 Jeg har læst New York Times’ OM:

1. Magtudøvelse gennem gengældelse Artiklen fremhæver en sofistikeret og vidtrækkende strategi for gengældelse, der adskiller Trumps anden embedsperiode fra hans første. Et eksempel er overvågningen af tidligere FBI-direktør James Comey, iværksat af Secret Service efter et billede, som Trumps allierede hævdede indeholdt en trussel. Denne handling rejser spørgsmål om, hvorvidt overvågningen var motiveret af sikkerhedshensyn eller var en del af en bredere kampagne mod kritikere. Schmidt bemærker, at administrationen har rettet sin vrede mod institutioner som Harvard University og advokatfirmaet Paul Weiss gennem trusler om økonomiske sanktioner eller juridiske repressalier. Disse handlinger er ikke tilfældige, men udgør en bevidst strategi for at afskrække kritik ved at gøre omkostningerne ved modstand uforholdsmæssigt høje. Analytisk set afspejler denne tilgang en form for autoritær magtudøvelse, hvor loyalitet prioriteres over institutionel uafhængighed. Ved at bruge føderale ressourcer – som Secret Service, justitsministeriet eller immigrationsmyndigheder – til at målrette individer og institutioner, skaber administrationen et klima, hvor magt ikke kun udøves gennem politik, men også gennem intimidering. Dette undergraver princippet om magtens tredeling, da den udøvende magt trænger ind i domæner, der traditionelt er beskyttet mod politisk indblanding, såsom akademia og retsvæsenet.2. Institutionel erosion og selvcensur Et centralt element i artiklen er den voksende modvilje blandt eksperter og embedsmænd til at tale offentligt. Schmidt beskriver, hvordan kilder, der tidligere var villige til at kommentere Trump-relaterede sager, nu nægter at udtale sig, selv anonymt. En tidligere føderal anklager, for eksempel, afstod fra at kommentere Comey-sagen af frygt for konsekvenser for hans advokatfirma. Denne selvcensur er et symptom på en bredere institutionel erosion, hvor frygt for gengældelse svækker de mekanismer, der understøtter en åben offentlig debat.Fra et analytisk perspektiv afspejler denne udvikling en nedbrydning af institutionel tillid. Demokratier afhænger af uafhængige institutioner – som pressen, retsvæsenet og akademia – til at fungere som modvægt til den udøvende magt. Når disse institutioner presses til at tie, enten gennem direkte trusler eller indirekte intimidering, svækkes deres evne til at udfordre regeringen. Barbara McQuade, en professor og tidligere anklager, er en undtagelse, men hendes villighed til at tale understreger netop, at de færreste har den institutionelle frihed, hun nyder. Denne dynamik skaber en asymmetri, hvor administrationens narrativ dominerer, mens kritiske stemmer marginaliseres. Desuden peger artiklen på en bredere kulturel ændring i Washington, som Elisabeth Bumiller beskriver som en "kulde" i den politiske debat. Denne kulde er ikke blot et spørgsmål om personlig frygt, men en strukturel udfordring, hvor institutioner som advokatfirmaer og universiteter må veje deres offentlige udtalelser mod risikoen for økonomiske eller juridiske repressalier. Dette fører til en selvforstærkende cyklus af stilhed, der svækker demokratisk diskurs.3. Samfundsmæssige konsekvenser og retsstatens udfordringer artiklen illustrerer også, hvordan Trump-administrationens politikker rammer ud over eliten i Washington.

Sagen om Kilmar Armando Abrego Garcia, en mand fra Maryland, der blev uretmæssigt deporteret, afslører en administration, der udfordrer retsstatens principper. Dommer Paula Xinis’ skarpe kritik af justitsministeriets argumenter – beskrevet som “utilstrækkelige” og “utrolige” – peger på en systematisk mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed.

Administrationens forsøg på at omgå dommerens spørgsmål og insisteren på, at beslutninger træffes af lavere embedsmænd, undergraver tilliden til retssystemet. Analytisk set afspejler denne sag en bredere tendens til at politisere retshåndhævelse. Den aggressive håndhævelse af immigrationspolitikker, som nævnt i artiklen, har ført til en stigning i anholdelser i byer som Los Angeles, hvilket skaber frygt i indvandrermiljøer. Når dommere åbenlyst udtrykker mistillid til regeringens handlinger, som Xinis gør, signalerer det en krise i retsstaten. Denne krise forstærkes af administrationens tendens til at bruge deportationer og juridiske processer som værktøjer til at straffe snarere end at opretholde retfærdighed. Desuden har disse handlinger en bredere samfundsmæssig effekt. Når almindelige borgere som Abrego Garcia bliver fanget i et system, der synes at operere med vilkårlighed, og når kritikere som Comey overvåges uden klare begrundelser, skabes en følelse af uretfærdighed og usikkerhed. Dette undergraver den sociale kontrakt, hvor borgerne forventer, at regeringen opererer inden for lovens rammer og respekterer deres rettigheder. Demokratiske implikationer Min reaktion, om at denne adfærd ikke er en regering værdig, peger på kernen i problemet: en regering, der styrer gennem frygt og gengældelse, underminerer sin egen legitimitet. Demokratier kræver åbenhed, ansvarlighed og retten til at kritisere uden frygt for repressalier. Trump-administrationens handlinger, som beskrevet i artiklen, udfordrer disse principper ved at skabe en kultur, hvor selvcensur bliver normen, og hvor institutioner presses til at bøje sig for politisk magt. Analytisk set repræsenterer denne udvikling en glidning mod autoritær governance, hvor magt koncentreres i den udøvende magt på bekostning af checks and balances. Når universiteter, advokatfirmaer og individer som Comey bliver mål, sendes et signal om, at ingen er immune. Denne strategi risikerer at nedbryde de institutioner, der skal sikre demokratisk stabilitet, og skaber en farlig præcedens for fremtidige administrationer. Konklusion New York Times’ artikel afslører en Trump-administration, der bruger gengældelse som et værktøj til at konsolidere magt og kvæle kritik, hvilket skaber en kultur af frygt og selvcensur. Analytisk set undergraver denne adfærd demokratiske principper gennem en kombination af direkte intimidering, institutionelt pres og politisering af retshåndhævelse. Din beskrivelse af dette som grotesk fanger den dybe foruroligelse, som denne udvikling fremkalder. Når eksperter tier, dommere udfordres, og borgere som Abrego Garcia behandles uretfærdigt, står vi over for en trussel mod selve fundamentet for et frit samfund. Denne analyse understreger behovet for at være opmærksom på, hvordan magtmisbrug kan ændre den demokratiske kultur – ikke kun i Washington, men i hele samfundet. Håber, denne analyse rammer min oplevelse og giver en dybere forståelse af artiklens implikationer.

Bedste hilsen.

Leif Jørn Tullberg

Link til artikel:

https://messaging-custom-newsletters.nytimes.com/.../rend...

Er PFAS-panikken overdrevet?

Er PFAS-panikken overdrevet?

De seneste år har PFAS, de såkaldte evighedskemikalier, fået massiv opmærksomhed i Danmark. Fra sprøjtemidler til varmepumper bliver PFAS-stoffer beskyldt for at forurene vores grundvand og true vores sundhed. Men er det virkelig så slemt, som det fremstilles? Eller er vi fanget i en bølge af panik, der mangler solid videnskabelig opbakning?Ifølge Miljøstyrelsen blev 23 PFAS-baserede sprøjtemidler forbudt i juli 2025, primært på grund af deres nedbrydningsprodukt TFA, som findes i grundvandet. Men hvad ved vi egentlig om TFA’s skadelighed? En række anerkendte forskere, som professor Nina Cedergreen fra Københavns Universitet, påpeger, at de mængder af pesticidrester, herunder TFA, der findes i drikkevandet, er så små, at de ikke udgør en reel sundhedsrisiko. Cedergreen har udtalt, at en gennemsnitsdansker skulle drikke over 1.000 liter postevand dagligt for at blive forgiftet af pesticidrester som DMS,
og selv for TFA er koncentrationerne i drikkevandet langt under den sundhedsmæssige grænseværdi på ni mikrogram per liter.
Hans Dam, en landmand fra Venslev, går endnu længere og påpeger, at et spædbarn skulle drikke 20.000 liter vand dagligt for at nå en skadelig dosis. Er dette ikke en sikkerhedsmargin, der grænser til det absurde? Fokus på det forkerte problem?
Mens PFAS og TFA får skylden for at true vores drikkevand, peger forskere som Cedergreen og Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet på, at vi måske jagter de forkerte syndere. Grundvandet indeholder en lang række stoffer – fra arsen og medicinrester til plastblødgørere og biocider fra maling. Mange af disse stoffer er langt mere bekymrende end pesticidrester, som i dag er stramt reguleret. Olesen understreger, at risikoen for, at moderne pesticider når grundvandet i skadelige mængder, er minimal takket være Danmarks verdensførende kontrolsystemer. Alligevel er det landbruget, der igen og igen står i skudlinjen, mens andre kilder til TFA – som varmepumper, airconditionanlæg og spraydåser – sjældent nævnes i debatten.
TFA findes i 38 procent af de undersøgte drikkevandsboringer, men i alle tilfælde under den sundhedsmæssige grænseværdi. Selvom TFA er svært nedbrydeligt og mistænkes for at kunne være hormonforstyrrende, mangler vi konkrete beviser for, at det udgør en reel sundhedsrisiko i de koncentrationer, vi finder i Danmark. Professor Anders Baun fra DTU nævner, at en tysk indstilling om at klassificere TFA som reproduktionstoksisk kunne ændre reguleringen, men denne indstilling er endnu ikke vedtaget, og der er stadig usikkerhed om TFA’s faktiske effekter.
Panik frem for fakta Den offentlige debat om PFAS synes ofte drevet af frygt snarere end fakta. Efter fundet af pesticidrester i Ejstrupholm i 1993 blev pesticider grundvandets fjende nummer ét, og denne skepsis ser ud til at have sat sig fast i et forældet paradigme. Som Gunver Bennekou, tidligere kontorchef i Miljøstyrelsen, har beskrevet, ændrede Ejstrupholm vores syn på pesticider for altid. Men det betyder ikke, at alle nye stoffer automatisk skal dæmoniseres. PFAS er ikke én ensartet gruppe af stoffer, og ikke alle PFAS-stoffer er lige farlige. Mens nogle, som PFOS, er dokumenteret skadelige i høje doser, er evidensen for TFA’s skadelighed fortsat svag. Samtidig har forbuddet mod PFAS-pesticider alvorlige konsekvenser for danske landmænd, især kartoffelavlere.
Formanden for Danske Kartofler, Carl Heiselberg, beskriver situationen som »noget biks« og forudser »et par rigtige lorteår« uden effektive alternativer til at bekæmpe kartoffelskimmel. Forbuddet kan true erhvervet og føre til økonomiske tab, uden at vi har klare beviser for, at TFA i de nuværende koncentrationer er skadeligt. Er det rimeligt, at danske landmænd skal bære byrden, når TFA også stammer fra andre kilder, og når lande uden for Danmark fortsætter med at bruge disse midler?
En mere nuanceret tilgang i stedet for panik og forhastede forbud bør vi tage en mere nuanceret tilgang til PFAS. Forskning i alternativer, som NGT og CRISPR-Cas9 til at udvikle skimmelresistente kartoffelsorter, er en vej frem.
Samtidig bør vi fokusere på at regulere de mest skadelige PFAS-stoffer, som PFOS og PFOA, hvor der findes stærkere evidens for sundhedsrisici.
Men at forbyde alle PFAS-pesticider uden klare beviser for skadelighed risikerer at skade landbruget unødigt og skabe en falsk tryghed om vores drikkevand.
Som Leif Tullberg spørger:
Hvis danske landmænd stopper med at bruge PFAS-pesticider, vil vi så bare importere kartofler fra lande, der fortsætter brugen? Og er det virkelig værd at ofre en hel erhvervsgren for en teoretisk risiko, som endnu ikke er underbygget? Lad os lytte til forskerne og basere vores beslutninger på fakta frem for frygt.

Struktur og stil i kronikken: Indledning: Introducerer emnet og sætter spørgsmålstegn ved PFAS-panikken.

Argumentation:
Trækker på kilderne (Cedergreen, Olesen, Hans Dam) for at underbygge, at beviserne for TFA’s skadelighed er svage, og at fokus bør rettes mod andre forureningskilder.

Modargument:
Anerkender bekymringerne om TFA’s persistens og mulige hormonforstyrrende effekter, men understreger manglen på konkrete beviser.

Konsekvenser:
Fremhæver de økonomiske og praktiske udfordringer for landbruget, som beskrevet af Heiselberg.

Løsning:
Foreslår en mere nuanceret tilgang med fokus på forskning og målrettet regulering.

Afslutning:
Opsummerer med en opfordring til at basere politik på evidens frem for panik.

 

 

Bedste  hilsen.

Leif Tullberg

64 år i dansk erhverv

52 år i Venstre