Hvem der affyrede det dræbende skud, er aldrig blevet
opklaret, fordi bandens medlemmer både under den efterfølgende retssag og helt
frem til i dag har dækket over hinanden.
Sagen er derfor stadig en af danmarkshistoriens største
mordgåder.
Men ét af de medlemmer af banden, der kan udpege
morderen, har Pelle Dragsted altså i årevis plejet omgang med i det
venstreradikale miljø i København.
Der er tale om et af bandens helt centrale og mest
hårdkogte medlemmer, Torkil Lauesen.
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/pelles-betaendte-blekingegade-bekendtskab/9924833
Dommens dag for Blekingegadebanden - en til dels personlig beretning om en skæbnesvanger nævningesag
Skrevet af Jørn Vestergaard
1. Torsdag den 13. april 1989 anholdt politiet fem personer med tilknytning til den gruppe, der senere skulle blive kendt som Blekingegadebanden. Anholdelsen havde sin direkte baggrund i det røveri mod posthuset i Købmagergade og det efterfølgende drab på en ung politibetjent, som mere end et kvart århundrede senere stadig optager sindene 1. Næppe nogen anden kriminalsag har gennem årene fået så megen offentlig opmærksomhed som netop sagen mod Blekingegadebanden.Den 22-årige betjent, Jesper Egtved Hansen, blev ud for Hallgrens skobutik i Købmagergade ramt i det ene øje af et Rotweill Express bukkehagl fra et oversavet jagtgevær under røvernes flugt fra posthuset om natten den 3. november 1988.
Den vidtforgrenede efterforskning i sagen kom bl.a. også til at omfatte forsøg på bortførelse af den svenske milliardærarving Jörn Rausing og afpresning af dennes familie, gidseltagning og røveriforsøg med knebling og bagbinding af bankdirektøren for Forstædernes Bank i Glostrup samt hans hustru og et otteårigt barnebarn, overfald på to postbude med pengeforsendelser ved Vesterport, det såkaldte kørestolskup ved Herlev Posthus samt kup og kupforsøg mod Daells Varehus i Nørregade samt pengetransporter fra Den Dansk Bank i Lyngby og Amagerbanken. Sagen smuldrede dog undervejs for anklagemyndigheden, så for røveriernes vedkommende gav kun det ved Købmagergades Posthus samt planen om et røveri mod Amagerbanken anledning til domfældelse.
2. I lyset af bandens støtte til den militante palæstinensiske organisation PFLP med midler stammende fra grove og indbringende røverier blev sagen i første omgang lagt til rette som et udslag af den internationale terrorisme. Ved fremstillingen af de anholdte i grundlovsforhør lød sigtelsen bl.a. på overtrædelse af straffelovens dagældende § 114, der af pressen blev omtalt som »terrorparagraffen«.
Det var ikke hverdagskost, at nævnte bestemmelse blev citeret, og der var ikke tale om stof, som indgik i det faste pensum ved universitetet. Så da jeg blev ringet op af pressefolk, der ville have en udtalelse om fænomenet, måtte jeg starte på bar bund. Efterfølgende fordybede jeg mig mere i emnet og offentliggjorde en artikel om paragraffens anvendelsesområde 2. Bestemmelsen handlede egentlig ikke direkte om terrorhandlinger, men om deltagelse i og anden væsentlig støtte til af militante grupper. Paragraffen indeholdt i det væsentlige et korpsforbud og kriminaliserede langt fra noget, der svarer til det, der nu er omfattet af de vidtgående bestemmelser, som i 2002 og senere blev gennemført med vedtagelsen af flere på hinanden følgende antiterrorpakker 3.
I øvrigt opgav statsadvokaten at få medlemmer af Blekingegadebanden dømt efter § 114 4. Dette beroede bl.a. på, at formålet med bestemmelsen var at værne danske offentlige anliggender og den danske samfundsorden mod indflydelse gennem ulovlig magtanvendelse, og at paragraffen derfor ikke egnede sig til anvendelse i sager om støtte til international terrorisme begået uden direkte angreb på danske interesser.
3. Indledningsvis var grundlaget for sigtelserne mod og fængslingen af de anholdte spinkelt; men dette ændrede sig, da et femte medlem af gruppen, Carsten Nielsen, kørte ind i en lysmast på Birkerød Kongevej, mens han var i færd med at bortskaffe belastende materiale fra en dæklejlighed i Blekingegade 2 på Amager. I ulykkesbilen lå der et nøglesæt og en telefonregning med lejlighedens adresse. Her fandt politiet drejebøger og notater samt et omfattende lager af våben og sprængstof, herunder bl.a. 6 maskinpistoler stjålet i et hjemmeværnsdepot samt 28 panserværnsraketter stammende fra indbrud i et svensk militærdepot. Nu var der pludselig grundlag af gennemførelsen af århundredets største sag om et antal meget grove røverier samt drabet ved Købmagergades Posthus mv. I alt 20 personer blev sigtet, og den 8. juni 1980 blev der rejst tiltale mod syv af disse.
Den 3. september 1990 blev domsforhandlingen indledt ved et nævningeting i Østre Landsret under streng bevogtning af maskinbevæbnet politi fra politiets aktionsstyrke. Før nævningene kunne påbegynde deres votering, havde sagen strakt sig over næsten otte måneder og 60 retsmøder med flere spektakulære og til dels dramatiske indslag. Forholdet mellem statsadvokat H.C. Abildtrup og forsvarsadvokaterne var ikke ligefrem kendetegnet ved en højere grad af elskværdighed, og procesledelsen var præget af, at retsformanden, landsdommer Bent Otken, havde en lidt brysk facon 5. Undervejs måtte to af forsvarsadvokaterne sygemelde sig, så et godt stykke henne i domsforhandlingen indtrådte advokat Thomas Rørdam den 21. januar 1991 som repræsentant for den tiltalte Niels Jørgensen 6.
4. Efter langstrakt bevisførelse og tre udsættelser af forhandlingerne påbegyndte statsadvokat Abildtrup den 18. april 1991 sin procedure over to dage. Jeg havde lejlighed til at være til stede i retten under en del af parternes procedure samt den efterfølgende retsbelæring af nævningene.
De to tiltalte, Torkil Lauesen og Carsten Nielsen, havde tilstået, at de var med til røveriet på Købmagergades Posthus. I lyset af disse tiltaltes sparsomme forklaringer fandt statsadvokaten, at der var grundlag for at dømme også Niels Jørgensen og Jan Weimann som deltagere i røveriet og Karsten Møller Hansen samt Bo Weimann som medvirkende til planlægningen.
Det centrale punkt i tiltalen var selvsagt placeringen af ansvaret for drabet på den unge politibetjent. Bandens medlemmer har gennem alle årene opretholdt total tavshed om, hvem der affyrede det dræbende skud mod den unge politibetjent, og der var heller ikke under retssagen på anden måde tilvejebragt bevisligheder, hvormed dette kunne fastslås. I lyset heraf opstod spørgsmålet om, hvorvidt alle deltagere i røveriet kunne straffes som meddelagtige i forsætligt drab i kraft af en forudgående aftale eller en fælles forståelse af, at en sådan forbrydelse lå inden for aktionens formål 7.
Det bevismæssige problem i den forbindelse var at afklare betydningen af, at nogen i gruppen havde medbragt et skarpladt haglgevær af svær kaliber, og at begivenhederne udviklede sig, som de gjorde. Abildtrup gjorde gældende, at den ikke-identificerede drabsmand måtte have haft direkte forsæt og de øvrige tiltalte sandsynlighedsforsæt i kraft af deres kendskab til, at der var medbragt et afkortet jagtgevær og kraftig ammunition.
5. Et andet springende punkt i tiltalen vedrørte årsagen til, at de tiltalte ikke havde gennemført den planlagte kidnapning af den svenske milliardærarving Jörn Rausing for at skaffe 25 mio. US dollars til PFLP 8.
Som led i forberedelserne til bortførelsen havde gruppens medlemmer foretaget observationer af Rausings bopæl i Lund, udfærdiget trussels- og instruktionsbreve til familien Rausing, udarbejdet en vejledning i bedøvelse til brug ved tilfangetagelse af Rausing samt lejet et hus i Norge, hvor Rausing skulle holdes fanget, mens der efter en fastlagt plan blev udbetalt løsepenge 9.
Som sidste led i forberedelserne til gidseltagningen begav medlemmer af banden sig den 7. januar 1985 af sted over Øresund for at foretage iværksættelsen af forbrydelsen. På vejen gennem Sverige besluttede Bo Weimann imidlertid at springe fra, hvorefter alle vendte om. Det afgørende spørgsmål blev herefter, om nogle af gruppens medlemmer blot havde udsat gennemførelsen af planerne om bortførelse til et mere gunstigt tidspunkt, eller om planerne endegyldigt var blevet skrinlagt. Straffrihed som følge af frivillig tilbagetræden fra forsøg ville i hvert fald forudsætte en mere eller mindre klar beslutning om at afstå fra iværksættelse af planen på et senere tidspunkt 10.
Statsadvokaten valgte at fokusere på, at bortførelsen ikke blev til noget på det planlagte tidspunkt som følge af tilfældigt opståede, uforudsete vanskeligheder 11. Han betragtede det i den forbindelse som afgørende for tilbagetoget den 7. januar, at Jörn Rausings kæreste var kommet til stede i den lejlighed, hvorfra Rausing skulle have været bortført, og at dette havde vanskeliggjort gennemførelsen af planerne 12. Til støtte for denne tolkning henviste Abildtrup bl.a. til, at en af de sigtede under afhøring i byretten havde forklaret, at der under forløbet var opstået »tekniske vanskeligheder« 13.
I landsretten afviste den tiltalte dog at have lagt noget bestemt i dette udtryk. I stedet blev moralske skrupler nu anført som forklaring på tilbagetoget. Det blev desuden bl.a. gjort gældende, at alle i gruppen gennem et stykke tid havde haft en ubevidst modstand mod planen, samt at der var enighed om at opgive. Statsadvokaten bestred imidlertid, at der var tale om frivillighed, og mente, at afbrydelsen af turen mod Lund beroede på, at planen ikke kunne gennemføres med fem mand i stedet for seks, efter at Bo Weimann var hoppet af. Herudover fandt Abildtrup holdepunkter for, at planen slet ikke var endeligt opgivet, men at dens gennemførelse blot var udskudt.
Forsvarerne anfægtede statsadvokatens teori og fremhævede i den forbindelse de anklagedes forklaringer om, at gruppen kendte til muligheden for, at kæresten var i lejligheden, at der i planerne var taget højde for dette, samt at medlemmerne frivilligt og i enighed havde afstået fra at gennemføre bortførelsen 14.
De svenske regler om strafbart forsøg er anderledes end de danske, hvilket sent under den langstrakte domsforhandling gav Thomas Rørdam anledning til at anfægte danske domstoles straffemyndighed med hensyn til Rausing-forholdet, idet iværksættelsen af forbrydelsen jo skulle være sket i Sverige. Kort fortalt var begrundelsen for at bringe dette tema op, at det som følge af bandemedlemmernes angiveligt frivillige tilbagetræden fra strafbart forsøg kunne betvivles, om der efter svensk ret overhovedet var grundlag for strafansvar, og om forholdet i lyset heraf overhovedet var omfattet af danske domstoles jurisdiktion 15.
Statsadvokaten hævdede, at forsvarerne havde gjort deres klienter en bjørnetjeneste ved at inddrage svensk ret, og henviste i den forbindelse til en dom med lighedspunkter i forhold til den aktuelle sag. Den svenske sag drejede sig om personer, som i ledtog med tyske terrorister havde været med til at planlægge en bortførelse af et medlem af den svenske regering, Anna Greta Leijon. Selv om deltagerne på et tidspunkt havde meddelt deres tyske kontakt, at de ikke ville være med til planens gennemførelse, blev de dømt for förberedelse till människorov 16.
Inddragelsen af svensk ret og spørgsmålet om jurisdiktionskompetence vedrørende forsøgshandlinger foretaget uden for den danske stat har næppe lettet nævningenes drøftelser 17. I sin afsluttende procedure bemærkede Abildtrup, at forsvarerne havde »udnyttet deres ret til at forplumre begreberne« 18. Denne pointe var ikke uden relevans. En del af Blekingegadebandens forberedende handlinger var jo foretaget i Danmark og allerede af den grund omfattet af dansk jurisdiktion. I øvrigt er svensk ret i relation til forsøgshandlinger som dem i Rausing-forholdet næppe mindre vidtgående end dansk ret.
6. Statsadvokaten gjorde i øvrigt gældende, at medlemmer af bandens hårde kerne, Niels Jørgensen, Jan Weiman og Torkil Lauesen, kunne knyttes til flere af røverierne, i kraft af at de havde nøgler til bandens dæklejlighed i Blekingegade.
Som forsvarer for Niels Jørgensen anfægtede Thomas Rørdam i hårde vendinger Abildtrups nøgle-teori, som ved at sætte lighedstegn mellem fælles lokaler og fælles aktiviteter ikke opfyldte sædvanlige krav til individuelt bevis. Desuden gjorde Rørdam gældende, at hans klient ikke deltog i røveriet i Købmagergade, om end det muligvis ikke kunne afvises, at klienten havde medvirket ved planlægningen af røveriet.
Under sagen havde anklageren fremlagt en rapport fra lederen af Rigspolitiets våbensektion, hvoraf det fremgik, at der angiveligt var tale om et vandret sigtet skud affyret fra hovedhøjde af en meget høj person. De tekniske undersøgelser var imidlertid mangelfulde, idet der bl.a. ikke var taget højde for, at gaden skråner næsten 30 centimeter fra den dræbte politibetjents placering ned mod drabsmanden. Skuddet måtte derfor antages at være affyret fra hoften. Fejlen bidrog ikke til at kaste et gunstigt lys over efterforskningsindsatsen.
7. Efter 59 retsmøder kunne retsformanden, landsdommer Bent Otken, torsdag formiddag den 25. april 1991 før bededagsferien gå i gang med sin godt halvanden time lange sammenfatning af sagens bevisligheder og retsbelæringen om de relevante retsspørgsmål, så nævningene i overensstemmelse med de dagældende regler kunne blive vejledt om, hvordan de skulle forholde sig til sagens 60 hovedspørgsmål og 17 tillægsspørgsmål 19.
Forsvarerne havde begæret retsbelæringen optaget på bånd, således at man havde fornøden dokumentation for det tilfældes skyld, at det blev aktuelt at anfægte retsformandens redegørelse for gældende ret under en eventuel ankesag med påstand om rettergangsfejl. Dette ønske havde retten afvist, og Højesteret fastslog, at afgørelsen herom ikke kunne kæres 20.
Følgelig indgik forsvarerne aftale med en privat stenograf. Da dørene til retssalen blev åbnet for offentligheden, og folk myldrede ind, lykkedes det ikke vedkommende at finde en plads med underlag til sin skriveblok, så opgaven blev udført under temmelig utaknemmelige betingelser 21. Imidlertid rapporterede også de fremmødte pressefolk selvsagt ganske udførligt fra retsmødet, så indholdet af retsbelæringen blev i væsentlige enkeltheder dækket i medierne 22. Denne var kendetegnet ved en tilbageholdende vurdering af beviserne og deres vægt samt en omhyggelig og korrekt redegørelse for grundlæggende retsprincipper.
8. Indledningsvis understregede retsformanden, at der som udgangspunkt ikke kan idømmes kollektivt eller solidarisk strafansvar. Han bemærkede i øvrigt, at ikke enhver tvivl, men kun begrundet tvivl skal komme tiltalte til gode. Desuden fremhævede han, at samfundsordenen og en effektiv retshåndhævelse kræver, at de rigtige bestemmelser bruges, og at der ikke må gøres tiltalte uret.
For mange gav det nok anledning til nogen overraskelse, at Otken i utvetydige vendinger formanede nævningene til at frifinde de tiltalte for drab.
Det måtte ifølge retsformanden lægges til grund, at der blev skudt på 25 meters afstand, og at det ikke var et sigteskud.
»Der er ikke tilstrækkelig sikkert grundlag til at afgøre, hvem der affyrede det dræbende skud. Anklagemyndighedens argumentation for at dømme de tiltalte går derfor på, at de med kendskab til, at der var medbragt et ladt haglgevær, som kunne anvendes mod en eventuel forfølger, måtte indse, at et andet menneskes død med meget stor sandsynlighed kunne blive følgen.«
»Det må imidlertid efter de juridiske dommeres opfattelse efter alt foreliggende, herunder den hurtighed hvormed begivenhederne udviklede sig, anses for overvejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været indforstået med, at man ved forfølgelse skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe.«
Nogenlunde således faldt ordene fra Otkens mund. Han konstaterede, at der i forbindelse med drabet ikke forelå »den høje grad af sikkerhed for at dømme, som må kræves i et retssamfund«.
De tiltaltes samvirke om den langvarige og minutiøse planlægning af lovovertrædelser skulle indgå i nævningenes bevisvurdering, men kunne ikke i sig selv give grundlag for et kollektivt eller solidarisk strafansvar.
Det fremgik klart af retsbelæringen, at der efter de juridiske fagdommeres opfattelse ikke på grundlag af anklagerens nøgle-teori var beviser nok til at dømme Niels Jørgensen, Jan Weimann og Torkil Lauesen for deltagelse i kørestolskuppet i Herlev og julerøveriet mod Daells Varehus.
Om de øvrige punkter i tiltalen havde de juridiske dommere ingen afgørende forbehold.
Med hensyn til Rausing-forholdet fremhævede Otken en række forhold, der belastede de tiltalte. Han oplyste desuden nævningene om, at der ikke var grundlag for straffrihed, hvis bevidstheden om venindens tilstedeværelse i lejligheden havde været udslagsgivende for tilbagetoget. Det samme måtte blive resultatet, hvis senere forsøg var blevet opgivet, fordi Rausing i mellemtiden var flyttet til England 23.
9. Efter rekordlang afsondring over fem døgn på en hemmelig adresse afgav nævningene så deres kendelse om skyldspørgsmålet tirsdag den 30. april 1991.
I overensstemmelse med retsbelæringen blev de fire bandemedlemmer, som var tiltalt for drab, frikendt herfor, og de tre i den såkaldt hårde kerne blev frifundet for to af røverierne 24. Selv om Otken under retsbelæringen udtalte, at Niels Jørgensen med meget stor sandsynlighed på et fotografi var blevet udpeget som deltager i røveriet i Lyngby, frifandt nævningene. Anklageren havde allerede tidligere frafaldet tiltalen mod de øvrige for dette forhold 25.
I modstrid med de juridiske fagdommeres vurdering fandt nævningene, at der ikke var grundlag for at dømme i Rausing-forholdet, idet de besvarede tillægsspørgsmålet om straffrihed på grund af frivillig tilbagetræden bekræftende. Nævningenes overvejelser og rådslagning herom er i overensstemmelse med de dagældende regler i retsplejeloven fortsat en velbevaret hemmelighed 26.
Tiltalte Bo Weimann blev dømt for forsøg på overtrædelse af den såkaldt milde spionparagraf ved med henblik på videregivelse til PFLP systematisk at have tilvejebragt og i den såkaldte Z-file sammenstillet oplysninger om formodede jødiske personer, firmaer og organisationer, der havde givet udtryk for proisraelske og zionistiske holdninger og standpunkter. Til trods for anvisningerne i retsbelæringen blev fire andre tiltalte frifundet for andel i forholdet 27.
For så vidt angik de mest alvorlige tiltalepunkter dømte nævningene således »kun« for røveriet ved Købmagergades Posthus samt det planlagte røveri af en pengetransport ved Amagerbanken. Herudover omfattede skyldkendelsen en række forhold med forholdsvis lave strafferammer 28. Herefter fandt nævningene ikke anledning til at følge retsformandens anvisninger vedrørende forhøjelse af strafmaksimum med det halve i forhold til den skærpede strafferamme på fængsel indtil 10 år for særlig farligt eller groft røveri 29.
10. Den 2. maj blev straffene udmålt. Straffen blev fastsat til fængsel i 10 år for tiltalte Niels Jørgensen, Jan Weimann samt Torkil Lauesen. Tiltalte Carsten Nielsen havde – ligesom tiltalte Torkil Lauesen – tilstået medvirken til Købmagergaderøveriet og blev idømt 8 års fængsel. Tiltalte Bo Weimann blev idømt 7 år fængsel for medvirken i planlægningen af kuppene i Købmagergade og mod Amagerbanken samt udarbejdelsen af Z-file. Tiltalte Karsten Møller Hansen blev idømt 3 års fængsel for medvirken til planlægningen af kuppet i Købmagergade. Tiltalte Peter Døllner blev som den eneste af de tiltalte ikke dømt for deltagelse i nogen af røverierne, men idømt 1 års fængsel for dokumentfalsk og hæleri med hensyn til de stjålne våben 30.
Pressen betegnede dommen som et sviende nederlag til politi og anklagemyndighed. Det blev i øvrigt bemærket, at retsformanden ikke fulgte sædvanlig tradition med at takke nævningene for deres indsats, men stedet fremhævede, at deres afgørelse havde givet anledning til megen kritik, samt at det er strafbart at røbe, hvad der er passeret under voteringen. Uanset hvordan valget af denne lidt afmålte afskedshilsen skulle tolkes, var den menneskeligt forståelig, alt taget i betragtning. Men den blev med rette opfattet som upassende.
Nævningene havde under særdeles utaknemmelige forhold medvirket i en såre kompliceret sag. Det bidrog ikke ligefrem til at lette deres overvejelser og votering, at politiets efterforskning var mangelfuld og fejlbehæftet, at de anklagede udnyttede deres ret til tavshed til det yderste, at nogle af anklagerens dispositioner var diskutable, at forsvarerne varetog deres hverv nidkært og dygtigt, og at den daværende nævningeordning til dels lod nævningene sejle deres egen sø, når afgørelser vedrørende de svære skyldspørgsmål skulle træffes.
Forsvarerne fandt ingen anledning til at anfægte retsbelæringen, hvilket er både forståeligt og velbegrundet 31.
Højesteret stadfæstede den 8. november 1991 landsrettens dom for så vidt angår strafudmålingen for fire af de domfældte 32.
11. Nævningenes afgørelse gav anledning til fornyet og forstærket debat om lægdommersystemet 33.
Først 15 år senere blev der med domstolsreformen i 2006 gjort op med de grundlæggende skavanker ved den ordning, som kom til verden med vedtagelsen af retsplejeloven 90 år tidligere 34.
Gennem de seneste ti år er nævningesager blevet behandlet i byretten som første instans og på ny i landsretten under behandling af en eventuel ankesag, og der kan nu foretages en fuldstændig prøvelse af skyldsspørgsmålet i to instanser. Der er fælles votering mellem nævningene og de juridiske fagdommere i begge instanser, og der kan kun domfældes, hvis såvel et flertal af nævningene som et flertal af de juridiske dommere stemmer for dette. Afgørelsen af skyldsspørgsmålet skal begrundes. I det væsentlige fungerer den gældende ordning efter alt foreliggende helt i pagt med formålet.
Det kan ikke udelukkes, at sagen mod Blekingegadebanden ville have fået samme udfald under en nævningeordning som den nuværende. Men under alle omstændigheder ville der så foreligge en tilgængelig forklaring, som ville gøre et muligt for offentligheden at forholde sig til begrundelsen for de dele af dommen, som for nogen stadig kan forekomme overraskende.
