Lizette Risgaard har ikke taget sin afgang, endnu, men meddelte fredag aften, at hun ville gå på orlov, mens den eksterne advokatundersøgelse pågår. Det er meget lidt tænkeligt, at hun vender tilbage som FH-formand, for det, der vejer tungest i dag, er ikke, om man skaber resultater eller er flittig, men om man kan forvalte magt og er ordentlig. Nøjagtigt det samme, der gjorde sig gældende i sagen om Per Christensen.
Men selvom udfaldet synes at have givet sig selv, er der
flere ting, der er værd at hæfte sig ved i sagen om Lizette Risgaard. Ting, som både har relevans for andre ledere, men som også fortæller os en historie om tidsånd og dansk frisindskultur.
For det første er vi vidne til en generationskløft. Bemærk, at presset på Lizette Risgaard først kom fra HK Ungdom og 3F Ungdom, nøjagtigt ligesom presset på folketingsmedlem Jon Stephensen først kom fra Unge Moderater i sagen om hans liderlige besked. Iagttager man kommentarsporet til Risgaards Facebookopdatering vil man se, at hun finder sin opbakning blandt de lidt ældre, der tilkendegiver, at de udmærket kender til det med at være varmblodig og overrislet og gå for sent hjem fra fester. Du er udsat for en hetz, påpeger de og konstaterer, om man da heller ikke må noget mere i disse krænkelseshysteriske tider.
Dernæst fortæller hendes opdatering en historie om blindhed overfor magten, som er meget dansk. Mens lande som Tyskland, Italien og Frankrig har en udtalt hierarkisk tilgang til forholdet mellem chef og medarbejder, har vi længe i Danmark ladet som om alle er lige.
»Der kan være sådan en jovialisering af magten eller en camouflering af den, der også kan være ubehagelig nogle gange. Fordi det kan være svært at vide, hvem man har at gøre med, og hvem der bestemmer og har magten.«
Indtil for nylig har det heller ikke været usædvanligt at opleve chefer til sommerfester og julefrokoster, som ikke kendte deres besøgelsestid, men festede, drak og gramsede til den lyse morgen. Risgaard har tydeligvis været en af dem. Men hvor det tidligere ikke blev sanktioneret og måske endda kunne betragtes som udtryk for frisind og frivolitet, er det i dag den direkte vej til karriere- og karakterselvmord.
For det er muligt, at det ikke, som hun skriver, har været hendes intention at krænke nogen, men vi lever i en samtid, der lægger stadig mere vægt på reaktion. Hvordan tingene opleves vejer tungere end den hensigt, der ligger bag. I den ideelle verden bør de to naturligvis afvejes i forhold til hinanden, men lige nu vejer oplevelser og reaktioner tungest, særligt hos den yngre generation, og når de gør det, har tingene det med at ryge ud af proportioner.
Det sidste er for eksempel tilfældet med Jon Stephensens midnatsbesked. »Du virker klog og er smuk, og har den lækreste krop« er blevet modtaget som om der var tale om en sms fra Satan selv. Modtageren af beskeden, Mette, fortæller til TV 2, at den både gav hende identitetskrise og fik hende til at tvivle på sine egne evner og gjorde det helt umuligt for hende at koncentrere sig om sine studier. Og nej, jeg vil ikke forsvare mandens handlinger, men til gengæld insistere på, at vi fastholder et hierarki indenfor krænkelser og ikke bliver for knibske. Beskeden var upassende, ja, men en liderlig kompliment er i sig selv ikke nok til at medføre en eksklusion. Jon Stephensens øvrige sager er langt mere inkriminerende, særligt den forfalskede underskrift.
I Lizette Risgaards tilfælde er der omvendt tale om seriel adfærd. Vi har ikke at gøre med en enkelt besked til en ung mand, men om hænder, der som varmesøgende missiler igen og igen finder vej syd for bæltestedet, hvilket hun givetvis selv har syntes var hyggeligt, men det har de unge mænd ikke. Man må her undre sig over, at det tilsyneladende har fundet sted i årevis og været en kendt sag, uden nogen har fundet anledning til at gribe ind eller sige til formanden, at hun skulle holde fingrene for sig selv. Her tænker jeg ikke på de pågældende mænd, men på folk med stjerner på skuldrene, ligesom der må have været en whistleblowerordning.
Men mest af alt er sagen om Risgaard blot endnu en fortælling om magtens blindhed. Hun har oplevet, at hun var til fest blandt ligemænd, mens de unge mænd har oplevet, at de var chefens tag-selv-bord. Hun har haft en fest; det har de ikke. Hendes metoo-sag ligner dermed den, der har fældet andre.
Hendes afgang kan kun være et spørgsmål om tid.
