Det er dejligt at nogen tænker og ikke bare taler.

Carles Puigdemont er en provokatør:
Danmark bør ikke huse provokatører og landsforrædere.
Carles Puigdemont mødes i dag med flere det Danske Folketing.
Ved at følge hans Twitter konto @KRLS kan man allerede se at han takker Danmark,
som har været nyttige idioter for ham.

Bjarke Møller

22 timer · 

DERFOR VIL JEG IKKE MØDES MED PUIGDEMONT:
Den eksilerede catalanske nationalist, Carles Puigdemont, har i weekenden og idag fået masser af opmærksomhed i den catalanske og spanske presse i dag. Fordi Københavns Universitet har inviteret ham til at holde en tale. Eller rettere. Han har vist inviteret sig selv...
Jeg vil ikke deltage. Og har sagt nej tak til at komme.
Af politiske grunde. Tillad mig at motivere hvorfor.

I sin tid som regionspræsident har han handlet i strid med Spaniens demokratiske forfatning, nægtet at adlyde dommerkendelser og selv nægtet at følge de parlamentariske procedurer i det katalanske parlament før udskrivelsen af folkeafstemningen (hvilket var ulovligt ift det katalanske parlaments egne procedurer og selvstyreaftalen.

Han kommer til København og vil forklæde sig som den sande og rene demokrat, men han er en fanatisk nationalist, der skal bruge besøget i København i sin propoganda. Vi bør ikk være naive om dette besøg. Puigdemont anerkender ikke de fundamentale europæiske værdier om, at vi i en retsstat også har uafhængige domstole, og at politikerne skal rette sig efter de gældende demokratiske og forfatningsmæssige spilleregler. Tankevækkende, at statskundskab på Københavns Universitet vil lægge tribune til det. Og sandelig om ikke det vil give masser af publicity? Men hvor går grænsen rent etisk? Nogle vil sikkert sige, at alle synspunkter skal høres og man skal være åbne for dialog? Ja, det er sandt og et værdibaseret argument. Men min holdning er, at selv tolerancen har sine grænser. I sidste instans må det være et skøn. Samtaler kan ændre livsbaner, men når din modpart er en fanatiker, der ikke vil lytte, men kun søger en talerstol at fremføre sin propaganda fra, hvad nytter det så? Og når din modpart - i dette tilfælde Puigdemont - helt åbenlyst har brudt de fundamentale demokratiske spilleregler og givet fanden i retsstaten, så fortjener han ingen respekt. Lige netop der, går grænsen for min tolerance.

I Danmark bruges vi i denne sag som naive og nyttige hjælpere. De katalanske separatister er ikke så moderne og europæiske, som visse revolutionsromantikere – med en symbolsk længsel tilbage til republikanernes opgør med fascismen i 30erne – går og bilder sig ind. De er i første række nationalister, der er intolerante overfor pluralismen i det katalanske civilsamfund. Deres fanatisme er udtalt, og deres had til den moderne spanske stat, som et massivt flertal af katalanerne også var med til at grundlægge ved folkeafstemningen i 1978. Den spanske forfatning, der er inspireret af den tyske, er en af de mest moderne europæiske forfatninger - selv den danske grundlov kunne hente inspiration der... - men de katalanske seperatister vil ikke følge de gældende demokratiske spilleregler for at reformere den.

Deres politiske praksis er på kant med de grundlæggende principper for en demokratisk retsstat, som vi i generationer har kæmpet for at få grundfæstet i Europa. Derfor vil jeg ikke være med til at række dem en lillefinger. De burde møde kulde i hele Europa, så de kan lære at blive voksne og blive lidt mere realistiske, og frem for alt respektfulde ift. den pluralitet af borgere – også spansktalende og indvandrere - som det sande moderne Katalonien rummer. Puigdemont er i sin arrogance alt andet. Og nu bilder han sig ind, at han in persona kan fjernstyre det katalanske regionalparlament efter valget, selv om han ikke har rygrad til at rejse tilbage og tage det retslige og politiske efterspil efter den illegale folkeafstemning med oprejst pande.

Hvis Tænketanken EUROPA havde fået henvendelsen til at holde et møde for Carles Puigdemont, havde jeg sagt nej. Tager man afstand fra Polen og Ungarns krænkelse af de grundlæggende værdier, må man også tage afstand fra Puigdemont. Det er et spørgsmål om principper.

I stedet har jeg her i weekenden sendt en invitation til Inés Arrimadas fra det største catalanske parti, Ciudadanos, om at komme til København. Hun repræsenterer det moderne, pluralistiske, demokratiske og europæiske Catalonien, som vi bør støtte.
Hun fortjener opbakning og masser af talertid - mens de fanatiske etno-lingvistiske nationalister bør have en kold skulder. Også i Danmark. I sidste instans er det jo et spørgsmål om, hvilket samfund vi ønsker at bo i. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.