Han ser som altid rar ud, Søndergaard, men kikker lidt
anstrengt ud i luften, inden han kort siger: »Det har jeg ingen mening om.«
Oppe i den anden ende af Fællessalen på Christiansborg er erhvervsordfører Pelle Dragsted ved at gøre klar til præsentationen af En finanssektor, som tjener flertallet. Det er det udspil, som han og hans hjælpere har arbejdet på siden efterårets moralske kollaps i finanssektoren. Begivenhederne her har gjort hvidvask, skattely og alt for gyldne håndtryk til hverdagsord og udløst branchens samlede bodsgang, rullende hoveder i Danske Bank og febrilt uddelte løfter om aldrig, aldrig nogensinde at gøre det slemme igen.
Formentlig kan Søren Søndergaard selv høre, at det er en lidt mærkelig kommentar fra en mand, som siden 1971 har tjent socialismen først som medlem af VS, snart efter for Socialistisk Ungdoms Forum, siden i Revolutionære Socialisters Forbund og atter senere i Socialistisk Arbejder Parti foruden Enhedslisten, som han har været med til at stifte. Efter en lille pause, tre sekunder måske, tilføjer han:
»Det her udspil tager udgangspunkt i den situation, vi står i her og nu, og det synes jeg er rigtig godt.«
Fællessalen er næsten fyldt denne sene tirsdag eftermiddag, alle aldre og de fleste køn synes repræsenteret, senere skal der være paneldebat om Pelle Dragsteds finansudspil med repræsentanter for de fire øvrige oppositionspartier.
»De røvhuller i Danske Bank«
Ligesom udspillet konsekvent viger uden om s-ordet, bliver det ikke nævnt en eneste gang under den knap to timer lange seance. Tættest på det gamle sprog kommer en tilhører mod slutningen af seancen, da han med klassisk vred stemmeføring spørger:
»Hvordan kan I tro, at de røvhuller i Danske Bank vil afgive magt frivilligt?«
Den vrede mand taler højt og insisterende om mafia, trafficking, snyd, humbug og narko og foreslår en kampagne, der oplyser danskerne herom. Noget svar på sin opfordring får han ikke, det er blevet sent og knapt med tiden.
En finanssektor, som tjener flertallet er nu heftigt nok selv uden det socialistiske perspektiv påmonteret. Pelle Dragsted vil splitte finanskoncernerne op, så de ikke længere er for store til at gå ned. Han vil have afgift på værdipapirhandel, standse risikobetonede lån, styrke tilsynet og skærpe straffe samt skære toppen af gebyrerne.
Og så vil Enhedslisten have en offentlig bank, man vil have andelsformer og foreningseje tilbage på bekostning af aktieformen.
Pelle Dragsted præsenterer det hele med rolig overbevisning og imponerende indsigt. Som opvarmning har en bankmand, Jørn Astrup Hansen, givet et causerende overblik over, hvordan udviklingen i den finansielle sektor har været siden Friedman, Reagan, Thatcher, Minimalstatsbogen. Med tør indignation opruller bankmanden alskens tosserier, som siden 1975 har taget livet af sparekasser og kooperativ kapital og udløst alt for risikable lån. Moralen: Elendighederne er ikke opstået af sig selv. De er besluttet af politikere. De kan forandres af politikere. De kan forandres af Pelle Dragsted.
»Man taler om bankers grådighed og brodne kar,« siger Dragsted, men det er ikke en rigtig analyse: »Nej, det er systemisk.«
Efter Asmaa Abdol-Hamid
Bankudspillet lægger sig i forlængelse af en udvikling af Enhedslisten fra nej til måske og videre til ja, fra revolution til reform, som er sket med en fascinerende rollebesætning og med noget, som det er fristende at kalde revolutionær tålmodighed.
Hængselpunktet er 2007-valget, som var ved at tage livet af partiet, da man eksperimenterede med identitetspolitikken ved at ville gøre den unge muslim Asmaa Abdol-Hamid til trækplaster. Hun havde nok partibogen i orden, men tjente også en større, mere myndig Bog. Det havde man vist ikke rigtig tænkt igennem, men nåede ikke at diskutere sig sønder og sammen, fordi Fogh udskrev folketingsvalg midt i det hele.
Inden da var det gået planmæssigt valg efter valg. 54.000 stemmer ved valget i 1990, parlamentarisk gennembrud med 105.000 i 1994, et lille dyk i 1998 og 2001, 114.000 i 2005. Men så i 2007 kun 75.000 stemmer og et kik ned i afgrunden.
Det eksperiment blev paradoksalt nok afslutningen på den gamle gardes tid og endnu mere paradoksalt med Pelle Dragsted som en ung, upcoming strateg i kulissen. Han havde omkring årtusindeskiftet været voldsfascineret aktivist i Antifascistisk Aktion, men blev en af hovedkræfterne i Enhedslistens forvandling fra revolutionært socialistisk parti til, ja, til hvad? Er det uretfærdigt at kalde foretagendet en kapitalisme-korrigerende parlamentarisk succes?
I dag kan man i hvert fald flyve ved egen kraft uden Johanne Schmidt-Nielsens politiske talent og uden hjælp fra Thorning-regeringens dagpengereform. Næsten 275.000 stemmer i 2015, 7,8 procent af danskerne, 14 mandater på Tinge. Intet tyder på, at mandaternes antal vil skrumpe ved næste valg trods en blegere frontfigur i skikkelse af Pernille Skipper.
Og notabene: Trods konkurrencen fra SF, som alligevel ikke døde af sit regeringseksperiment, trods tilstedeværelsen af Alternativet, som har erobret store dele af det grønt eksperimenterende vælgerlag og til trods for Mette Frederiksens Socialdemokrati, som på udvalgte politikområder præsenterer sig mere venstreorienteret end forgængeren.
Kasserollerevolution
Enhedslistens forvandling kan illustreres med en lille håndfuld principielle nedslag:
Nyt program i 2014, hvor det meste af det revolutionære arvegods blev hældt ud. I dag taler Enhedslisten om revolution som en fredelig, omend støjende begivenhed, som da vrede islændinge i 2009 demonstrerede og slog på kasseroller i et væk, indtil regeringen gik af.
I principprogrammet fra 2014 må folkeflertallet også altid gå tilbage til kapitalismen, hvis det vil. Gamle socialistiske lærdomme med henvisninger til kuppet i Chile og borgerskabets iboende udemokratiske modstand er erstattet af en pæn og høflig appel: »... flertallets beslutninger skal også respekteres af den økonomiske elite, som mister den magt og de privilegier, som den har i dag.« Man må håbe, politi og militær holder øje og står vagt om, at alt går ordentligt for sig.
Da Pelle Dragsted i foråret i et større interview i Altingets magasin blev spurgt, om han stadig er revolutionær, var svaret meget omstændeligt: »Jeg ønsker en demokratisk overgang til en økonomi baseret på fælleseje og en afskaffelse af den kapitalistiske økonomi, som vi kender den i dag. Hvis det gør mig revolutionær, må du gerne kalde mig det.« Det lyder lidt, som om man også godt må lade være.
Beslutningen om at stille op til Europa-Parlamentet indgår i mønstret. At man ikke vil lade sig nøje med Folkebevægelsen, er en proklamation af det indlysende: Enhedslisten kommer ikke til at arbejde for dansk udmeldelse, partiet bliver én af mange strømninger, der arbejder i Unionen, hvis spidskandidat Nikolaj Villumsen opnår valg. Er man utilfreds med det, kan man stemme på Christian Juhl, som kandiderer på Folkebevægelsens liste; forvandlingen er ikke fuldbragt.
Vigtig er endelig også Enhedslistens appetit på positioner i fagbevægelsen. At partiet ikke efter succesen med OK 18 anbefalede et nej, er – ja, revolutionerende. Helt uden huller i vejen er indtoget i fagbevægelsen dog ikke; det var ikke gavnligt, at man offentligt bekendtgjorde sin lyst til at overtage formandsposten i 3F. Den udpegede kandidat, Henning Overgaard fra Esbjerg, har siden meldt sig ud af Enhedslisten.
Hele denne Enhedslistens udvikling fra nej-mentalitet til ja-kultur hjælpes på vej af de mange repræsentanter, man fik ved kommunalvalgene i 2013 og 2017. Byrødder er hyppigt med i aftaler og er i alle partier at finde på mere pragmatiske positioner.
»Hold da op, hvor er det godt«
Fællessalen på Christiansborg er denne tirsdag en blanding af kapel og ceremonisal til indvielse af det nye parti.
I kapellet tages afsked med endnu en af de revolutionært utålmodige unoder, såsom at en ordentlig kreditgivning forudsætter socialisme. Af unoderne er der snart kun få, men desto mere iøjnespringende tilbage: Den anstrengte insisteren på, at Pernille Skipper skulle kunne være statsministerkandidat. Bøvlet med at afsmyge sig traditionen for at vise Kongehuset sin manglende respekt ved Folketingets åbning.
Man prøvede faktisk i 2015 at slippe ud af den stadig mere akavede tradition, og Pelle Dragsted var – naturligvis – aktiv med notatbårne vurderinger af arbejderbefolkningens manglende forståelse for begivenheden. Enighed i gruppen kunne nu ikke skaffes.
Der var hensyn til den gamle gardes følelser og i særklasse hensyn at tage til folketingsmand Jakob Sølvhøj, der som søn af hofmarskal Hans Sølvhøj må have særlige følelser i klemme. I øvrigt står det jo klart og tydeligt i principprogrammet: »Kongehuset skal nedlægges for at fjerne den sidste rest af enevælden.«
I ceremonisalen bydes Enhedslisten varmt velkommen i rækken af ansvarlige og dygtige partier af de øvrige paneldeltagere.
Socialdemokratiet er repræsenteret af sin finansordfører, Benny Engelbrecht. Han får ordet først og siger, det er godt, de fleste i salen sidder ned, for nu vil han sige noget overraskende. Han vil rose Enhedslisten. Helt overraskende er dette nybrud dog ikke. Selv Henrik Sass Larsen, som er kendt for at ønske Enhedslisten et langt og ulykkeligt liv syd for spærregrænsen, har i sommer rost Pelle Dragsted. Det skete i det socialdemokratiske netmedie piopio.dk og skyldtes Dragsteds omfattende rapport om de gunstige effekter af offentlige penge brugt på velfærd.
Benny Engelbrecht tager Sass’ forsonlige tråd op: »Jeg vil starte med at rose Enhedslisten for et godt og interessant arbejde. Det er et velgennemarbejdet dokument. Jeg køber ikke ubetinget samtlige forslag, men det er et godt udgangspunkt for debat.«
Socialdemokraten taler om god ledelse, skærpet tilsyn, offentlige repræsentanter i bestyrelser og nødvendigheden af en samfundskontrakt. Pelle Dragsted smiler beskedent.
Sådan går det i tur og følge. Rasmus Nordqvist fra Alternativet udbryder, at »hold da op, hvor er det et godt stykke arbejde. Lad os komme i gang«. Lisbeth Bech Poulsen fra SF siger »tusind tak for det store arbejde«, som »vi er enormt enige i fra SFs side«. Andreas Steenberg fra Det Radikale Venstre er »meget misundelig over så gennemarbejdet et udspil på så vigtigt et område«. Enhedslisten har altid styr på sine sager og tjener folkestyret meget ærefuldt, fortsætter Steenberg. Pelle Dragsted smiler igen det beskedne smil.
Det bliver en meget kort paneldebat, måske verdens korteste, man har lovet salen rømmet klokken 19, og folk haster ud, efter at Pelle Dragsted har samlet op: Vi må tage ansvar selv, hvis vi vil have en finanssektor, der tjener flertallet, og som vi kan være glade for.
Så er ceremonien slut, Pelle Dragsted står ved salens udgang og tager mod roser for den meget velvillige modtagelse fra panelet. Og så kommer s-ordet alligevel frem til sidst.
»Det er også et radikalt udspil,« fastslår Dragsted. »Det vil flytte magt og ejerskab. Det handler socialisme om for mig.«
Hvorfor i alverden sagde Søren Søndergaard ikke bare det med det samme, da han blev spurgt?
Søren Søndergaard må det være, som svarer på, om ikke det føles sært, at Enhedslistens nye, meget omfattende udspil til reformer i finanssektoren ikke med ét ord nævner socialismen. »Det har jeg ingen mening om,« svarer han.
