»Fuldtidsbeskæftigelsen i det offentlige sundhedsvæsen er steget med 18.000 siden 2008 til et niveau på 184.000 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Beskæftigelsen inden for de øvrige offentlige serviceområder (såsom social beskyttelse, undervisning og forsvar) har enten været faldende eller stort set uændret.«

 Den socialistiske provokatør Luca Jonathan Saverio Pristed var i fuld gang med at instruerer sygeplejerskerne

Om  hvordan de omgik de fagretslige regler.

Arbejdsgiverne & DSR burde naturligvis omgående have taget de nødvendige faglige skridt . .

Operationen fejlede, der var kun få der sagde op, men opgaven var alligevel succesfuld. 

På trods af sagen er behandlet efter de fagretslige regler, lykkes det alligevel aktivisten Luca Jonathan Saverio Pristed​

At få listet en milliard kroner ud af statskassen.

Måske bliver det en papyrus sejr, angiveligt vil fagbevægelsen falde sammen, hvis Luca´s forehavende lykkes,

Men  lige nu virker det som om der er et lille stykke leverpostej, der skal  smørres meget  tyndt ud til 100.000 medarbejdere..  

Hvorfor tror vi, der er sparet på sundhedsvæsnet? For det tror vi jo, ikke sandt?

Det er mærkeligt, for det er forkert. Ikke lidt. Men meget. Meget forkert.

Den 4. juli 2019 afsluttede Danmarks Statistik et arbejde med at kortlægge de offentlige sundhedsudgifter siden år 2000. Her et uddrag af konklusionerne:

»Fra 2000 til 2017 er de offentlige sundhedsudgifter steget med 46 procent i faste priser. Det er markant mere end de samlede offentlige udgifter, som er steget med 15 procent.«

»Fuldtidsbeskæftigelsen i det offentlige sundhedsvæsen er steget med 18.000 siden 2008 til et niveau på 184.000 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Beskæftigelsen inden for de øvrige offentlige serviceområder (såsom social beskyttelse, undervisning og forsvar) har enten været faldende eller stort set uændret.«

»Ligesom Danmark bruger de fleste andre EU-lande en større andel af BNP på sundhedsområdet end i 2000. Sundhedsudgifterne i Danmark er øget fra 7,9 procent i 2000 til 9,8 procent i 2016.«

»Antallet af sengedage er faldet med 18 procent.«

Hvad siger alle disse tal?

De siger, at det unægteligt må vække stor forundring, at vi konstant får den besked fra medier og interesseorganisationer, at det store problem i sundhedsvæsnet er mangel på ressourcer.

Selvom antallet af sengedage for den enkelte patient er faldet voldsomt, selvom antallet af ansatte er vokset eksplosivt, selvom vi både relativt og objektivt bruger langt flere penge på sundhedsvæsnet, lyder klagesangen konstant, højlydt – og effektivt. For vi tror det alle sammen. At der mangler ressourcer.

Men helt ærligt: Næsten 200.000 ansatte i Danmark til at løse vores sundhed? 200.000? Hvor mange flere af den arbejdsstyrke, vi har i dette lille land, forestiller man sig, at der skal til? Findes der en arbejdsopgave i Danmark, vi har flere ansatte til at løse?

Man anstrenger sig forkert

Problemet ligger for mig at se helt åbenlyst et andet sted. Nemlig i tilrettelæggelsen og ledelsen af vores sundhedssystem. Der er noget galt, når man kan bruge så mange penge, have så mange mennesker og stadig give det indtryk, at der mangler ressourcer.

Jeg tror, det er sandt, at de resultater, der kommer ud af anstrengelserne, ikke er tilfredsstillende. Man anstrenger sig forkert. Mens man fortæller hinanden, hvor travlt man har.

Ondets rod er den planøkonomiske tilgang, man har i sundhedsvæsnet. Det er den, der får ressourcerne til at dryppe ned gennem alle lagene som sand gennem fingrene.

Der er ingen målestok for succes. Intet indtægtspres. Man eksisterer for sin egen skyld. Ikke af ond vilje. Men fordi sådan er det bygget op. Om patienten lever eller dør, har ingen indflydelse på systemet. Det fortsætter ufortrødent. Samme løn. Samme status. Samme opbygning.

Jeg er sikker på, at sygeplejerskerne har travlt med at have travlt. Men hvor mange flere skal vi have, for at den følelse går væk? Hvor meget mere skal resten af den offentlige sektor – og skatterne – holde for, før det rækker?

Man taler ofte om den såkaldte to procents-besparelse – den, politikerne kalder et omprioriteringsbidrag. Groft sagt pålægger man den offentlige sektors driftsside at blive to procent dygtigere hvert år til det, man gør. Sagen er bare den, at det ikke reelt har omfattet sundhedssektoren. Tværtimod.

I sundhedssektoren har man netop – fra hele resten af den offentlige sektors effektiviseringsbidrag – fået tilført enorme summer. En stigning i de anførte år på hele 46 procent. Og en stigning af andelen af BNP på over to procent, så vi næsten bruger hver 10. krone på sundhed. Det er rigtig mange penge.

Hvorfor afkræves de ansvarlige og dem, som konstant taler om manglende ressourcer, ikke et svar på, hvor meget de egentlig forestiller sig, at det skal koste? Hvor meget vi skal betale ekstra i skat? Hvor mange andre steder har man tilført et i forvejen anseeligt budget 46 procent mere for at ende i en situation, hvor klager og mislyde er større end nogensinde før?

Skør idé at det offentlige skal behandle

Sagen er jo, at blev disse ting håndteret i konkurrence og markedsøkonomi, hørte vi aldrig om det. Hvis sygeplejerskerne var privat ansatte, ville vi aldrig høre om særlige politiske lønpuljer, krav fra Enhedslisten om dette og hint – det ville blive løst af parterne på det private arbejdsmarked.

Men fordi vi har fået den skøre idé, at det at gøre folk raske partout skal ligge i offentligt regi – altså selve maskinen – så er det anderledes. Så finder der en uhyrlig politisering sted af vores fælles sundhed. Så skal vi hele tiden synes, at det er synd for dem, der arbejder i sektoren. Og vi får som patienter og pårørende ingen indflydelse på, hvad vi må tåle, for vores mening har ingen betydning.

Jeg mener, at vi skal have kollektiv betaling for vores sundhed – ikke individuel privat. Men hvorfor det offentlige via den enkelte borger så ikke kan købe ydelser af private enheder fremfor selv at drive systemet – det begriber jeg ikke. Det fører direkte til de tilstande, vi ser nu.

Hvor verden vendes på hovedet. Og massive ressourcetilførelser kaldes udsultning og besparelser.

Søren Pind er bestyrelsesformand og fhv. folketingsmedlem og minister for Venstre

 Regeringen er i gang med at smadre den danske model,

Angiveligt på grundlag af en socialistisk kampgruppe har inficeret sygeplejerskerne.. 

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13513384/regeringen-vil-give-coronavinterpakke-til-traengte-hospitaler/

 En gruppe af sygeplejersker er i øjeblikket i gang med at arrangere kollektive opsigelser. Men de risikerer at skyde sig selv i foden, da aktionen er overenskomststridig og kan betyde, at de deltagende skal betale bod, vurderer ekspert.

https://den1millionerenudfordring-hercules.blogspot.com/2021/11/en-gruppe-af-sygeplejersker-er-i.html

 

Den socialistiske provokatør Luca Jonathan Saverio Pristed er i fuld gang med at instruerer sygeplejerskerne hvordan de omgår de fagretslige regler, Arbejdsgiverne & DSR må naturligvis omgående tage de nødvendige faglige skridt . .

https://den1millionerenudfordring-hercules.blogspot.com/2021/11/den-socialistiske-provokatr-luca.html

 

 

 

 

 

 

 

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/man-anstrenger-sig-forkert-i-sundhedsvaesenet-mens-man-fortaeller