For at vurdere Rasmus Tarp Ulvemans påstande om Trumps budget og de økonomiske konsekvenser.

For at vurdere

Rasmus Tarp Ulvemans påstande om Trumps budget og de økonomiske konsekvenser, vil jeg med ekstern hjælp analysere hver påstand systematisk og bruge tilgængelige data, hvor det er muligt. Jeg vil tjekke for faktuelle unøjagtigheder og give en objektiv vurdering, baseret på eksterne kilder. Jeg vil dog referere til generel økonomisk viden og tilgængelige data for at understøtte eller afkræfte påstandene.

1. Påstand: Trumps budget er vanvittigt, og gælden forventes at vokse til omkring 60 billioner dollars i løbet af det kommende årti – en stigning fra 37 billioner dollars i dag.

• Vurdering: Den amerikanske statsgæld er i øjeblikket omkring 34,8 billioner dollars (pr. oktober 2024, ifølge U.S. Treasury data). Ulvemans tal på 37 billioner dollars er lidt overdrevet, men tæt nok til at være rimeligt i en afrundet kontekst. Fremskrivninger fra Congressional Budget Office (CBO) og andre økonomiske analyser (f.eks. fra 2024) estimerer, at gælden kan nå op mod 50-56 billioner dollars i 2035 under nuværende politikker, afhængigt af økonomiske forudsætninger. Ulvemans 60 billioner dollars er i den høje ende og forudsætter muligvis ekstreme scenarier eller yderligere politikker, der ikke er vedtaget. Uden specifikke detaljer om Trumps budget (som ikke er fuldt specificeret, da han tiltræder i 2025), er det svært at bekræfte, at det er "vanvittigt," men store skattelettelser eller øgede udgifter, som Trump har foreslået tidligere, kan accelerere gældsvæksten.
• Konklusion: Påstanden om gældsvækst er overdrevet, men ikke urealistisk. 60 billioner dollars er muligt under ekstreme forudsætninger, men CBO’s estimater peger på en lidt lavere vækst.

2. Påstand: Dette forudsætter ingen recession, krig eller naturkatastrofer.

• Vurdering: Dette er korrekt. CBO’s fremskrivninger og lignende analyser antager typisk en "baseline" uden større økonomiske chok som recessioner, krige eller katastrofer. Sådanne begivenheder kan betydeligt forværre gældssituationen ved at reducere skatteindtægter og øge udgifter til nødhjælp eller forsvar. For eksempel førte COVID-19 til en massiv stigning i gælden pga. stimuleringspakker.
• Konklusion: Korrekt og i tråd med standardøkonomiske fremskrivninger.

3. Påstand: En person, der ikke er 200 år gammel, vil i sidste ende skulle betale regningen, enten gennem højere skatter eller inflation.

• Vurdering: Dette er en rimelig økonomisk observation. Statsgæld betales over tid gennem skatter eller ved at lade inflation reducere gældens reelle værdi (hvis gælden ikke indeksreguleres). Inflation fungerer som en "skjult skat," der reducerer købekraften, hvilket rammer især lønmodtagere og opsparere. Ulvemans pointe om, at fremtidige generationer vil bære byrden, er standard i økonomisk teori, da gælden skal refinansieres eller betales ned over tid.
• Konklusion: Korrekt, men lidt dramatiseret. Begge mekanismer (skatter og inflation) er realistiske konsekvenser.

4. Påstand: Stærkere økonomisk vækst kan lette byrden, men BNP-væksten har været faldende i 70 år, og det er en fantasi.

• Vurdering: Påstanden om faldende BNP-vækst i 70 år er delvist misvisende. Since 1950’erne har USA’s reale BNP-vækst svinget, men den gennemsnitlige årlige vækst har været omkring 2-3 % siden Anden Verdenskrig, med perioder af højere og lavere vækst. Siden 2000 har væksten dog været svagere (ca. 1,5-2 % årligt), delvist pga. demografiske faktorer og lavere produktivitetsvækst. At kalde stærkere vækst en "fantasi" er overdrevet; vækst kan stimuleres gennem politikker, men det er usikkert, om det kan opveje gældsvæksten. For eksempel voksede USA’s økonomi kraftigt i 1980’erne og 1990’erne, hvilket reducerede gældsbyrden relativt til BNP.
• Konklusion: Delvist korrekt, men for pessimistisk. BNP-væksten er aftaget, men stærk vækst er ikke umulig, selvom det kræver betydelige politiske eller teknologiske fremskridt.

5. Påstand: Den samlede skattebyrde er faktisk faldet.

• Vurdering: Dette er ikke helt korrekt. Den samlede skattebyrde i USA (målt som føderale skatter i procent af BNP) har svinget, men er ikke markant faldet over de sidste 70 år. Ifølge data fra Office of Management and Budget (OMB) har føderale skatteindtægter ligget omkring 17-19 % af BNP siden 1950’erne, med toppe i 1960’erne og 1990’erne. Skattelettelser som dem under Reagan og Trump reducerede midlertidigt byrden, men ændringer i skattelovgivningen har ofte balanceret dette. Dog er skattebyrden for visse grupper (f.eks. virksomheder) faldet, mens individuel beskatning er mere stabil.
• Konklusion: Misvisende. Skattebyrden er relativt stabil, ikke faldende, når målt som andel af BNP.

6. Påstand: Stigende rentebetalinger betyder færre ressourcer til uddannelse, infrastruktur og sundhedsvæsen.

• Vurdering: Dette er korrekt. CBO og andre kilder har fremhævet, at stigende rentebetalinger på statsgælden (forventet at nå 1 trillion dollars årligt inden 2030) vil "trænge ud" (crowd out) andre budgetposter. I 2024 udgør rentebetalinger allerede ca. 10 % af det føderale budget, og dette tal forventes at stige, hvilket begrænser midler til diskretionære udgifter som uddannelse og infrastruktur.
• Konklusion: Korrekt og veldokumenteret.

7. Påstand: Folk køber 30-årige statsobligationer til 4,9 % før inflation, hvilket giver 1-2 % reelt afkast, eller de satser på deflation.

• Vurdering: Renten på 30-årige amerikanske statsobligationer var omkring 4,5-5 % i slutningen af 2024, så 4,9 % er rimeligt. Med en inflation på ca. 2-3 % (baseret på CPI-data) giver det et reelt afkast på 1-2 %, som Ulveman nævner. Investorer køber obligationer af flere grunde: sikkerhed (statsobligationer anses for risikofrie), porteføljediversificering eller forventninger om faldende renter (hvilket øger obligationernes værdi). At satse på deflation er mindre sandsynligt, da deflation ville kræve en massiv økonomisk nedtur, hvilket ville skade aktiver bredt.
• Konklusion: Korrekt om afkastet, men spekulationen om deflation er mindre overbevisende.

8. Påstand: Hvis vi får deflation med dette gældsniveau, kollapser hele systemet, og statsobligationer bliver værdiløse.

• Vurdering: Deflation ville forværre gældsbyrden, da gældens reelle værdi stiger, mens skatteindtægter falder pga. økonomisk nedgang. Et systemisk kollaps er muligt i ekstreme scenarier, men det er overdrevet at sige, at statsobligationer bliver "værdiløse." Selv i en krise bevarer amerikanske statsobligationer ofte værdi pga. deres status som "safe haven." Dog ville en deflationskrise skabe betydelige økonomiske problemer.
• Konklusion: Delvist korrekt, men dramatiseret. Deflation ville være problematisk, men "værdiløse" obligationer er usandsynligt.

9. Påstand: Hvem køber 30-årige statsobligationer, og hvorfor?

• Vurdering: Købere inkluderer pensionsfonde, forsikringsselskaber, centralbanker (f.eks. Kina, Japan) og individuelle investorer, der søger sikkerhed eller skal matche langsigtede forpligtelser. De køber trods lavt reelt afkast pga. obligationernes stabilitet, likviditet og rolle i porteføljer. Nogle forventer også, at renterne kan falde, hvilket øger obligationernes værdi.
• Konklusion: Rimelig pointe, og svaret er veldokumenteret: institutionelle investorer og sikkerhedssøgende købere dominerer.

Samlet vurdering:Rasmus Tarp Ulvemans påstande indeholder en blanding af præcise observationer og overdrevne eller delvist misvisende udsagn. Gældsvæksten er en reel bekymring, og hans pointe om rentebetalingers effekt på budgettet er korrekt. Dog er påstande om faldende skattebyrde og "fantasi" om BNP-vækst ikke helt præcise, og nogle udsagn (f.eks. om systemkollaps) er overdramatiserede. Hans spørgsmål om obligationer er legitimt, men forklaringen på købere er mere ligetil, end han antyder. Udarbejdet af Leif Tullberg med hjælp fra tilgængelige kilder.