Kronik:
Det blå konvents 50 forslag – ambitiøse løfter eller urealistisk gentagelse af
fortiden?
(kan frit bruges ved kilde
angivelse)
Af Leif Tullberg
Borgerligt Konvent, afholdt i Fredericia den 6. september 2025, markerede et
forsøg fra Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance
og Dansk Folkeparti på at præsentere en samlet blå front som alternativ til
SVM-regeringen.
Med et lækket arbejdsprogram på 50 forslag for en blå regerings første 100 dage
lover de fire partiledere – Inger Støjberg, Mona Juul, Alex Vanopslagh og
Morten Messerschmidt – alt fra skattelettelser til afskaffelse af koranloven.
Men kan vi stole på, at denne alliance kan levere, når deres fortid er præget
af splid og skandaler? Og hvordan vil de gennemføre et så ambitiøst program,
når VLAK-regeringens sammenbrud i 2019 viste deres manglende evne til at samarbejde?
Venstre bør forblive skeptisk og stå fast på deres pragmatiske linje.
De 50 forslag: Ambitiøse, men mangelfulde, Ifølge Altinget omfatter de 50
forslag en bred vifte af politikområder: afgiftslettelser, familiepolitik,
sundhed, forsvar og afskaffelse af love som koranloven og racismeparagraffen.
Konkrete tiltag inkluderer genindførelse af Store Bededag via
trepartsforhandlinger, reduktion af 18.000 offentligt ansatte, fjernelse af tre
millioner ord fra lovgivningen og et princip om “én regel ind, to regler ud”.
Desuden ønsker de at afskaffe modstand mod atomkraft, stramme regler for
kontanthjælp og førtidspension for indvandrere og styrke forsvaret med en
oprustningsplan. Dog kritiseres programmet for helt at udelade spørgsmål om
pensionsalder og tryg tilbagetrækning, som bekymrer to ud af tre danske
lønmodtagere.
På papiret lyder
forslagene som en borgerlig ønskeliste: mindre bureaukrati, lavere skatter og
fokus på danske værdier.
Men mange af dem mangler konkrete planer for gennemførelse. For eksempel er
målet om at skære 18.000 offentlige stillinger og tre millioner ord fra
lovgivningen ambitiøst, men uden præcisering af, hvilke områder der skal skæres
i, risikerer det at underminere velfærdssystemet. Erfaringer fra lignende
tiltag, som i British Columbia, viser, at sådanne reduktioner kræver nøje
planlægning for at undgå kaos i komplekse systemer som det danske. Forslaget om
at afskaffe koranloven inden for 100 dage lyder populistisk, men ignorerer de
komplekse juridiske og internationale implikationer, som Mona Juul selv har
kaldt et “knæfald for voldelige islamister”.
Gennemførelse:
En gentagelse af VLAK’s fiasko? Det mest kritiske spørgsmål er, hvordan denne
alliance vil gennemføre deres program, når fortiden har vist deres manglende
evne til samarbejde. VLAK-regeringen (2015-2019) kollapsede under intern splid,
hvor især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance trak i modsatte retninger, mens
Danmarksdemokraterne ikke engang eksisterede dengang. Partilederne indrømmer
selv i deres kronik, at de “ikke kunne unde hinanden det godt” under VLAK,
hvilket førte til vælgernes afstraffelse i 2019. Deres løfte om et nyt
“håndslag” om samarbejde lyder hult, når man ser på deres forskelligartede
ideologier: Liberal Alliances markedsliberalisme står i kontrast til Dansk
Folkepartis og Danmarksdemokraternes nationalistiske fokus på udlændingepolitik.
Connie Hedegaard påpeger, at klima stadig er en “knast” for enigheden, hvilket
yderligere komplicerer deres evne til at samles om en fælles politik.
Dertil kommer
troværdighedsproblemer. Inger Støjberg blev i 2021 dømt i en rigsretssag for
ulovlig adskillelse af asylpar, hvilket svækker hendes moralske autoritet.
Morten Messerschmidt blev frikendt i 2022 i en sag om misbrug af EU-midler, men
sagen blev annulleret på grund af en dommers inhabile opslag på Facebook om DF,
hvilket stadig kaster skygger over hans lederskab.
Disse skandaler gør det svært at tro på, at denne alliance kan levere en stabil
og ansvarlig regering. Deres løfte om at gennemføre 50 forslag på 100 dage
virker mere som et forsøg på at skabe overskrifter end en realistisk plan, især
når deres fortid viser, at de har svært ved at enes om selv basale kompromiser.
Venstre:
Pas på de blå drømme Venstre står ved en skillevej. Som det største borgerlige
parti har de en historisk forpligtelse til at repræsentere en ansvarlig og
samlende borgerlighed. Men at tilslutte sig dette konvent ville være et
risikabelt skridt. For det første er koalitionens sammensætning ustabil. De
fire partiers modstridende agendaer – fra skattelettelser til stram
udlændingepolitik – gør det usandsynligt, at de kan opretholde en fælles linje.
For det andet risikerer Venstre at miste troværdighed ved at alliere sig med
ledere, hvis omdømme er plettet af skandaler.
Stephanie Lose fra Venstre har selv udtalt, at der er “et godt stykke vej” til
en blå regering, og at en ansvarlig grøn omstilling er en barriere for
samarbejde. Endelig har SVM-regeringen, trods sine fejl, vist evne til at indgå
brede kompromiser, hvilket giver Venstre en stærk forhandlingsposition uden at
binde sig til en skrøbelig alliance.
En bedre vej for Venstre I
stedet for at hoppe med på det blå konvents vogn bør Venstre fastholde deres
rolle som et pragmatisk alternativ. De kan samarbejde med både SVM-regeringen
og de øvrige borgerlige partier uden at lade sig binde til et projekt, der
risikerer at gentage VLAK’s fejltagelser. Danskerne fortjener en borgerlighed,
der leverer konkrete resultater, ikke tomme løfter.
De 50 forslag lyder ambitiøse, men mangler realisme og gennemførlighed, og
koalitionens historie gør det svært at tro på deres samarbejdsevne. Håbet for
et stærkt borgerligt Danmark ligger ikke i en alliance, der genopliver
fortidens fiaskoer, men i et Venstre, der tør stå på egne ben og levere
politik, der gør en forskel.
Antal tegn: 2.997
Billede af Leif Tullberg vedhæftet.
Noter om kilder:
Indlægget er baseret på Altingets rapportering om det lækkede arbejdsprogram og
suppleret med information fra Berlingske og Fagbevægelsens Hovedorganisation om
specifikke tiltag som koranloven og Store Bededag.
Kritikken af klima som en splittende faktor stammer fra Connie Hedegaards
analyse.
Bedste hilsen.
Leif Tullberg
Venslev
Kronik:
Det blå konvents 50 forslag – ambitiøse løfter eller urealistisk gentagelse af
fortiden?
(kan frit bruges ved kilde
angivelse)
Af Leif Tullberg
Borgerligt Konvent, afholdt i Fredericia den 6. september 2025, markerede et
forsøg fra Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance
og Dansk Folkeparti på at præsentere en samlet blå front som alternativ til
SVM-regeringen.
Med et lækket arbejdsprogram på 50 forslag for en blå regerings første 100 dage
lover de fire partiledere – Inger Støjberg, Mona Juul, Alex Vanopslagh og
Morten Messerschmidt – alt fra skattelettelser til afskaffelse af koranloven.
Men kan vi stole på, at denne alliance kan levere, når deres fortid er præget
af splid og skandaler? Og hvordan vil de gennemføre et så ambitiøst program,
når VLAK-regeringens sammenbrud i 2019 viste deres manglende evne til at samarbejde?
Venstre bør forblive skeptisk og stå fast på deres pragmatiske linje.
De 50 forslag: Ambitiøse, men mangelfulde, Ifølge Altinget omfatter de 50
forslag en bred vifte af politikområder: afgiftslettelser, familiepolitik,
sundhed, forsvar og afskaffelse af love som koranloven og racismeparagraffen.
Konkrete tiltag inkluderer genindførelse af Store Bededag via
trepartsforhandlinger, reduktion af 18.000 offentligt ansatte, fjernelse af tre
millioner ord fra lovgivningen og et princip om “én regel ind, to regler ud”.
Desuden ønsker de at afskaffe modstand mod atomkraft, stramme regler for
kontanthjælp og førtidspension for indvandrere og styrke forsvaret med en
oprustningsplan. Dog kritiseres programmet for helt at udelade spørgsmål om
pensionsalder og tryg tilbagetrækning, som bekymrer to ud af tre danske
lønmodtagere.
På papiret lyder
forslagene som en borgerlig ønskeliste: mindre bureaukrati, lavere skatter og
fokus på danske værdier.
Men mange af dem mangler konkrete planer for gennemførelse. For eksempel er
målet om at skære 18.000 offentlige stillinger og tre millioner ord fra
lovgivningen ambitiøst, men uden præcisering af, hvilke områder der skal skæres
i, risikerer det at underminere velfærdssystemet. Erfaringer fra lignende
tiltag, som i British Columbia, viser, at sådanne reduktioner kræver nøje
planlægning for at undgå kaos i komplekse systemer som det danske. Forslaget om
at afskaffe koranloven inden for 100 dage lyder populistisk, men ignorerer de
komplekse juridiske og internationale implikationer, som Mona Juul selv har
kaldt et “knæfald for voldelige islamister”.
Gennemførelse:
En gentagelse af VLAK’s fiasko? Det mest kritiske spørgsmål er, hvordan denne
alliance vil gennemføre deres program, når fortiden har vist deres manglende
evne til samarbejde. VLAK-regeringen (2015-2019) kollapsede under intern splid,
hvor især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance trak i modsatte retninger, mens
Danmarksdemokraterne ikke engang eksisterede dengang. Partilederne indrømmer
selv i deres kronik, at de “ikke kunne unde hinanden det godt” under VLAK,
hvilket førte til vælgernes afstraffelse i 2019. Deres løfte om et nyt
“håndslag” om samarbejde lyder hult, når man ser på deres forskelligartede
ideologier: Liberal Alliances markedsliberalisme står i kontrast til Dansk
Folkepartis og Danmarksdemokraternes nationalistiske fokus på udlændingepolitik.
Connie Hedegaard påpeger, at klima stadig er en “knast” for enigheden, hvilket
yderligere komplicerer deres evne til at samles om en fælles politik.
Dertil kommer
troværdighedsproblemer. Inger Støjberg blev i 2021 dømt i en rigsretssag for
ulovlig adskillelse af asylpar, hvilket svækker hendes moralske autoritet.
Morten Messerschmidt blev frikendt i 2022 i en sag om misbrug af EU-midler, men
sagen blev annulleret på grund af en dommers inhabile opslag på Facebook om DF,
hvilket stadig kaster skygger over hans lederskab.
Disse skandaler gør det svært at tro på, at denne alliance kan levere en stabil
og ansvarlig regering. Deres løfte om at gennemføre 50 forslag på 100 dage
virker mere som et forsøg på at skabe overskrifter end en realistisk plan, især
når deres fortid viser, at de har svært ved at enes om selv basale kompromiser.
Venstre:
Pas på de blå drømme Venstre står ved en skillevej. Som det største borgerlige
parti har de en historisk forpligtelse til at repræsentere en ansvarlig og
samlende borgerlighed. Men at tilslutte sig dette konvent ville være et
risikabelt skridt. For det første er koalitionens sammensætning ustabil. De
fire partiers modstridende agendaer – fra skattelettelser til stram
udlændingepolitik – gør det usandsynligt, at de kan opretholde en fælles linje.
For det andet risikerer Venstre at miste troværdighed ved at alliere sig med
ledere, hvis omdømme er plettet af skandaler.
Stephanie Lose fra Venstre har selv udtalt, at der er “et godt stykke vej” til
en blå regering, og at en ansvarlig grøn omstilling er en barriere for
samarbejde. Endelig har SVM-regeringen, trods sine fejl, vist evne til at indgå
brede kompromiser, hvilket giver Venstre en stærk forhandlingsposition uden at
binde sig til en skrøbelig alliance.
En bedre vej for Venstre I
stedet for at hoppe med på det blå konvents vogn bør Venstre fastholde deres
rolle som et pragmatisk alternativ. De kan samarbejde med både SVM-regeringen
og de øvrige borgerlige partier uden at lade sig binde til et projekt, der
risikerer at gentage VLAK’s fejltagelser. Danskerne fortjener en borgerlighed,
der leverer konkrete resultater, ikke tomme løfter.
De 50 forslag lyder ambitiøse, men mangler realisme og gennemførlighed, og
koalitionens historie gør det svært at tro på deres samarbejdsevne. Håbet for
et stærkt borgerligt Danmark ligger ikke i en alliance, der genopliver
fortidens fiaskoer, men i et Venstre, der tør stå på egne ben og levere
politik, der gør en forskel.
Antal tegn: 2.997
Billede af Leif Tullberg vedhæftet.
Noter om kilder:
Indlægget er baseret på Altingets rapportering om det lækkede arbejdsprogram og
suppleret med information fra Berlingske og Fagbevægelsens Hovedorganisation om
specifikke tiltag som koranloven og Store Bededag.
Kritikken af klima som en splittende faktor stammer fra Connie Hedegaards
analyse.
Bedste hilsen.
Leif Tullberg
Venslev
