Svar til Henrik Dahl og andre forsvarere af Israels regering og Netanyahu!
Kære Henrik Dahl og andre, der ukritisk forsvarer Israels regering og Benjamin Netanyahu, Din analyse af Israel-Hamas-konflikten,
Som du udtrykker i dit opslag, fremstår som en ensidig forherligelse af Israels handlinger, der ignorerer den komplekse virkelighed og de alvorlige konsekvenser af Netanyahus politik.
Jeg ønsker at udfordre din fremstilling med en mere nuanceret og faktabaseret tilgang, der tager højde for både Israels og palæstinensernes handlinger samt den humanitære katastrofe, der udspiller sig i Gaza og på Vestbredden.
Konflikten kan ikke reduceres til en sort-hvid fortælling, hvor Hamas alene er skurken, og Israel er det uskyldige offer.
Begge sider har begået overgreb, men Israels magtposition og Netanyahus langsigtede strategi kræver en særlig kritisk granskning. Hamas’ forbrydelser og terrorangrebet 7. oktober 2023: Der er ingen tvivl om, at Hamas’ angreb den 7. oktober var en afskyelig forbrydelse. Drabet på omkring 1.200 israelere, gidseltagning og brugen af civile som skjolde er krigsforbrydelser, som fortjener fordømmelse. B’Tselem, Israels førende menneskerettighedsorganisation, anerkender dette i deres rapport fra august 2025. Men at fokusere udelukkende på Hamas’ handlinger, som du gør, ignorerer den bredere kontekst, der har muliggjort deres styrkelse – en kontekst, hvor Netanyahus politik spiller en central rolle.
Netanyahus destruktive strategi:
Ifølge kilder som Haaretz og Jerusalem Post har Netanyahu siden 2009 bevidst styrket Hamas for at opretholde en splittelse mellem Gaza og Vestbredden. Mellem 2012 og 2018 tillod han Qatar at overføre omkring en milliard dollars til Gaza, hvoraf en betydelig del gik til Hamas’ militære fløj. Denne strategi, som tidligere regeringsmedlem Haim Ramon og generalmajor Gershon Hacohen har bekræftet, havde til formål at forhindre en to-stats-løsning ved at svække det palæstinensiske selvstyre (PA). Netanyahus egen udtalelse, citeret i Ynet i 2019, understreger dette: “Enhver, der er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat, skal støtte overførslen af penge til Hamas.” Denne kyniske politik har direkte bidraget til Hamas’ militære opbygning og dermed til 7. oktober-angrebet.
Krigens uforholdsmæssige konsekvenser i Gaza:
Ifølge B’Tselems rapport fra august 2025 har Israels krig i Gaza ført til over 62.000 døde, hvoraf langt de fleste er civile, herunder tusindvis af børn.
Næsten hele Gazas befolkning – omkring to millioner mennesker – er blevet tvangsfordrevet, og systematiske angreb på civile mål som hospitaler, skoler og pressetelte er blevet dokumenteret.
B’Tselem kalder dette et folkemord, idet de peger på Israels bevidste begrænsning af mad, vand og brændstof, hvilket har skabt en humanitær katastrofe. For eksempel rapporterede Reuters i juli 2025, at Israels blokade har ført til akut sult blandt hundredtusindvis af gazanere. At afvise disse anklager som “Hamas-propaganda” er at ignorere veldokumenterede fakta fra neutrale kilder som FN og Amnesty International.
Vestbredden – en stille annektering: Mens fokus er på Gaza, intensiveres undertrykkelsen på Vestbredden.
Ifølge B’Tselem er antallet af palæstinensere dræbt af israelske bosættere og soldater steget dramatisk siden 2023, ofte med regeringens stiltiende accept. Finansminister Bezalel Smotrich har åbent talt om at annektere Vestbredden og “koncentrere” Gazas befolkning sydpå, mens nye bosættelser opføres for at splitte palæstinensiske områder. Martin Krasnik beskriver i Weekendavisen (august 2025) dette som en kurs mod en apartheidstat, hvor 5,5 millioner palæstinensere risikerer at leve uden rettigheder.
Netanyahus personlige motiver: Din påstand om, at Hamas alene bærer ansvaret, overser Netanyahus mulige forsømmelser. Haaretz rapporterede i oktober 2023, at israelske efterretninger havde advarsler om Hamas’ planer før 7. oktober, men ingen handling blev taget. Nogle analytikere, herunder Leif Tullberg, antyder, at Netanyahu muligvis undlod at handle for at aflede opmærksomheden fra sine juridiske problemer – han står anklaget i flere korruptionssager. En statslig undersøgelseskommission må efter krigen granske, om dette var en bevidst forsømmelse.
Mediernes rolle og “islamogauchisme”: Du kritiserer vestlige medier for at være ukritiske over for Hamas’ narrativer, men danske medier som DR og TV2 har også været kritiseret for at nedtone Israels ansvar. For eksempel nævner Information (september 2025), at få artikler tydeliggør Israels rolle i Gazas humanitære krise. Begge sider i konflikten udnytter medierne, men at reducere kritikken til “islamogauchisme” oversimplificerer en kompleks mediesituation, hvor journalister kæmper med at verificere kilder under ekstreme forhold. Ifølge Committee to Protect Journalists er mindst 192 journalister dræbt i Gaza siden oktober 2023, hvilket understreger faren ved at rapportere fra krigszonen.
Faren for fremtiden:
Du advarer om konsekvenserne af at “belønne” Hamas med en palæstinensisk stat, men Netanyahus afvisning af dialog og to-statsløsninger skaber en farlig blindgyde.
Med næsten 900.000 unge under 15 år i Gaza, som Tullberg nævner, risikerer Israels politik at skabe en ny generation af ekstremister. Uden en politisk løsning, som inkluderer palæstinensiske rettigheder, vil konflikten fortsætte. Som B’Tselem og Krasnik påpeger, undergraver Netanyahus maksima-lis-tiske vision ikke kun fred, men også Israels eget demokrati, idet love nu begrænser civilsamfundets arbejde og ytringsfrihed.
En opfordring til refleksion: At beskrive Israel som en bastion for vestlige værdier ignorerer, at landets nuværende kurs mod autoritære tendenser og systematiske krænkelser af menneskerettigheder står i direkte modstrid med disse værdier. Hamas’ terror retfærdiggør ikke Israels uforholdsmæssige respons eller Netanyahus langsigtede strategi, der har forværret konflikten. Jeg opfordrer dig og andre til at anerkende begge parters ansvar og støtte en dialogbaseret løsning. Kun gennem forhandlinger, ikke krig, kan der skabes en bæredygtig fremtid for både israelere og palæstinensere.
Konklusion:
Konflikten er ikke kun Hamas’ værk, men også et resultat af Netanyahus bevidste politik, der har styrket en fjende for at undgå fredsforhandlinger. Israels legitime ret til selvforsvar må ikke bruges som dække for krigsforbrydelser eller en annekteringspolitik, der truer både palæstinensernes liv og Israels demokratiske fundament.
Det internationale samfund, inklusive Danmark, må presse på for en våbenhvile, gidselaftaler og en genoptagelse af to-statsforhandlinger.
Kilde: Leif Tullberg, med inspiration fra B’Tselem, Haaretz, Weekendavisen og Reuters.
Bedste hilsener,
Leif Tullberg
