Er PFAS-panikken overdrevet?
De seneste år har PFAS, de såkaldte evighedskemikalier, fået massiv
opmærksomhed i Danmark. Fra sprøjtemidler til varmepumper bliver PFAS-stoffer
beskyldt for at forurene vores grundvand og true vores sundhed. Men er det
virkelig så slemt, som det fremstilles? Eller er vi fanget i en bølge af panik,
der mangler solid videnskabelig opbakning?Ifølge Miljøstyrelsen blev 23
PFAS-baserede sprøjtemidler forbudt i juli 2025, primært på grund af deres
nedbrydningsprodukt TFA, som findes i grundvandet. Men hvad ved vi egentlig om
TFA’s skadelighed? En række anerkendte forskere, som professor Nina Cedergreen
fra Københavns Universitet, påpeger, at de mængder af pesticidrester, herunder
TFA, der findes i drikkevandet, er så små, at de ikke udgør en reel
sundhedsrisiko. Cedergreen har udtalt, at en gennemsnitsdansker skulle drikke
over 1.000 liter postevand dagligt for at blive forgiftet af pesticidrester som
DMS,
og selv for TFA er koncentrationerne i drikkevandet langt under den
sundhedsmæssige grænseværdi på ni mikrogram per liter.
Hans Dam, en landmand fra Venslev, går endnu længere og påpeger, at et spædbarn
skulle drikke 20.000 liter vand dagligt for at nå en skadelig dosis. Er dette
ikke en sikkerhedsmargin, der grænser til det absurde? Fokus på det forkerte problem?
Mens PFAS og TFA får skylden for at true vores drikkevand, peger forskere som
Cedergreen og Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet på, at vi måske jagter de
forkerte syndere. Grundvandet indeholder en lang række stoffer – fra arsen og
medicinrester til plastblødgørere og biocider fra maling. Mange af disse
stoffer er langt mere bekymrende end pesticidrester, som i dag er stramt
reguleret. Olesen understreger, at risikoen for, at moderne pesticider når
grundvandet i skadelige mængder, er minimal takket være Danmarks verdensførende
kontrolsystemer. Alligevel er det landbruget, der igen og igen står i
skudlinjen, mens andre kilder til TFA – som varmepumper, airconditionanlæg og
spraydåser – sjældent nævnes i debatten.
TFA findes i 38 procent af de undersøgte drikkevandsboringer, men i alle
tilfælde under den sundhedsmæssige grænseværdi. Selvom TFA er svært
nedbrydeligt og mistænkes for at kunne være hormonforstyrrende, mangler vi
konkrete beviser for, at det udgør en reel sundhedsrisiko i de koncentrationer,
vi finder i Danmark. Professor Anders Baun fra DTU nævner, at en tysk
indstilling om at klassificere TFA som reproduktionstoksisk kunne ændre
reguleringen, men denne indstilling er endnu ikke vedtaget, og der er stadig
usikkerhed om TFA’s faktiske effekter.
Panik frem for fakta Den offentlige debat om PFAS synes ofte drevet af frygt
snarere end fakta. Efter fundet af pesticidrester i Ejstrupholm i 1993 blev
pesticider grundvandets fjende nummer ét, og denne skepsis ser ud til at have
sat sig fast i et forældet paradigme. Som Gunver Bennekou, tidligere kontorchef
i Miljøstyrelsen, har beskrevet, ændrede Ejstrupholm vores syn på pesticider
for altid. Men det betyder ikke, at alle nye stoffer automatisk skal dæmoniseres.
PFAS er ikke én ensartet gruppe af stoffer, og ikke alle PFAS-stoffer er lige
farlige. Mens nogle, som PFOS, er dokumenteret skadelige i høje doser, er
evidensen for TFA’s skadelighed fortsat svag. Samtidig har forbuddet mod
PFAS-pesticider alvorlige konsekvenser for danske landmænd, især
kartoffelavlere.
Formanden for Danske Kartofler, Carl Heiselberg, beskriver situationen som
»noget biks« og forudser »et par rigtige lorteår« uden effektive alternativer
til at bekæmpe kartoffelskimmel. Forbuddet kan true erhvervet og føre til
økonomiske tab, uden at vi har klare beviser for, at TFA i de nuværende
koncentrationer er skadeligt. Er det rimeligt, at danske landmænd skal bære
byrden, når TFA også stammer fra andre kilder, og når lande uden for Danmark
fortsætter med at bruge disse midler?
En mere nuanceret tilgang i stedet for panik og forhastede forbud bør vi tage
en mere nuanceret tilgang til PFAS. Forskning i alternativer, som NGT og
CRISPR-Cas9 til at udvikle skimmelresistente kartoffelsorter, er en vej frem.
Samtidig bør vi fokusere på at regulere de mest skadelige PFAS-stoffer, som
PFOS og PFOA, hvor der findes stærkere evidens for sundhedsrisici.
Men at forbyde alle PFAS-pesticider uden klare beviser for skadelighed
risikerer at skade landbruget unødigt og skabe en falsk tryghed om vores
drikkevand.
Som Leif Tullberg spørger:
Hvis danske landmænd stopper med at bruge PFAS-pesticider, vil vi så bare
importere kartofler fra lande, der fortsætter brugen? Og er det virkelig værd
at ofre en hel erhvervsgren for en teoretisk risiko, som endnu ikke er
underbygget? Lad os lytte til forskerne og basere vores beslutninger på fakta
frem for frygt.
Struktur og stil i kronikken: Indledning:
Introducerer emnet og sætter spørgsmålstegn ved PFAS-panikken.
Argumentation:
Trækker på kilderne (Cedergreen, Olesen, Hans Dam) for at underbygge, at
beviserne for TFA’s skadelighed er svage, og at fokus bør rettes mod andre
forureningskilder.
Modargument:
Anerkender bekymringerne om TFA’s persistens og mulige hormonforstyrrende
effekter, men understreger manglen på konkrete beviser.
Konsekvenser:
Fremhæver de økonomiske og praktiske udfordringer for landbruget, som beskrevet
af Heiselberg.
Løsning:
Foreslår en mere nuanceret tilgang med fokus på forskning og målrettet
regulering.
Afslutning:
Opsummerer med en opfordring til at basere politik på evidens frem for panik.
Bedste hilsen.
Leif Tullberg
64 år i dansk erhverv
52 år i Venstre
